Bueskytten

Hendes hår er uglet til perfektion, hendes øjne har rander, men er vågne af nysgerrighed, og hendes tøj hænger løst, ligesom hendes øreflip, hvor mærket fra en stretch stadig giver udtryk. Olivia er umiddelbar, feministisk og rå.

Da vi får gang i snakken, fornemmer jeg kreativitet, skabertrang og en snert af anarki. Hendes bekendtskab til kanter af byen, som ikke dukker frem for det uopmærksomme øje, giver mig lyst til at dykke ned i hendes verden.

Jeg mødte Olivia i foråret, og selvom vi siden da kun har mødtes over en række snakke om hendes pengeliv, har hun alligevel gjort et indtryk.

Jeg er nok blevet lidt overvældet af Olivias tendens til at lade tilfældighederne råde og tage tingene, som de kommer. Måske jeg er blevet en smule intimideret af hendes spontanitet. Min strukturorienterede mentalitet er i hvert fald blevet udfordret. Men kontrasterne har vist sig på mange måder at være givende – for fortællingen, for mig og forhåbentlig også for Olivia.

Igennem vores tid sammen er jeg blevet provokeret, overrasket, udfordret og mest af alt forundret. For hendes måde at anskue økonomi vækker noget i mig: Hvordan forholder jeg mig selv til min økonomi? Hvor meget af ens person er koblet sammen med ens økonomi? Og kan man frasige sig det?

Olivia er ikke under uddannelse og lever på de penge, hun kan skrabe sammen på sit solskinsbetingede job som cykelbarista. Men når man lærer hende at kende og dykker ned i hendes indre paradoksale tankegang om at ville frigøre sig, men samtidig være afhængig, udfoldes hendes historie på en måde, som ikke bærer medlidenhed eller sympati, men nærmere en stædig integritet, som har brug for at finde rodfæste i samfundet igen.

Da jeg første gang mødte Olivia var det i en tid, hvor hun virkede til at gå igennem et indre paradigmeskift: fra et, hvor opgøret med det banale har virket til styret dagens gang til et, hvor det “fornuftige” valg får lov til at have ordet.

Ud fra vores møder har jeg haft mange spørgsmål til Olivia. Det har til tider føltes uhåndgribeligt at forstå hendes historie. Men det hele stod pludselig meget klart, da jeg modtog et brev fra hende.

Hej Emma.

Før jeg kunne fortælle dig hele sandheden, har jeg brugt tid på at gå tilbage til diverse episoder, som kan give mig et mere realistisk billede af, hvad jeg har brugt min tid og penge på.

En periode af mit liv er forsvundet på, hvad der virker som et splitsekund! Det føles sgu lidt tåget og uhåndgribeligt.

Da min mor forleden sagde til mig, at det ikke at have et normalt arbejde også kan gøre en rigtig ked af det, ramte hendes ord mig. Der var noget, der satte sig fast.

Jeg har haft en eller anden ide om, at penge ikke bør indgå i basale behov, i hvert fald ikke mine. Jeg har fundet en form for frigørelse ved ikke at skulle tænke på min bankkonto, eller binde mig til ideen om tage på job for efter at komme hjem med minus overskud, være sur og tvær over, at der ikke er nok timer i døgnet.

Fuck hvor har jeg været træt af at skulle leve op til uddannelsesplaner, jobmuligheder, ja fremtiden. Det har føltes tomt, hult, fjernt fra mig selv og med intet andet formål, end at forsøge at gøre mine forældre stolte.

”En uddannelse er nødvendig for at have en sikker fremtid.”

”Hvad laver du? Altså hvad er dit job.”

”Hvad vil du i fremtiden?”

”Hvad skal du bagefter HF?”

Alle disse forventninger har gjort mig rodløs og fået mig til at føle mig malplaceret. Det har gjort mig usikker (fucking sur) på min egen dømmekraft, på min egen evne til at vælge ‘’rigtigt’’ og ”forkert.”

Jeg er ret sikker på, at penge altid har gjort mig utilpas. Det at håndtere min økonomi har for mig altid føltes som mere end at få et job eller at bruge efter behov. Nærmest som et eller andet “Ham som ikke må nævnes”-fænomen har penge tændt advarselssignaler i mig.

Siden vi to er begyndt at snakke sammen, har jeg gået og tænkt over, om fænomenet kommer af dengang mine forældre gik fra hinanden. Det skabte en form for ubalance, at min mor blev afhængig af min fars økonomi, og det efterlod ret splittede følelser i mig.

Efter skilsmissen opstod der to forskellige hjem. Hos min mor brugte vi tid sammen. Der var altid et fællesskab, men der var ingen overskud på økonomien. Hos min far var der mere alenetid på mit værelse. Der skulle jeg tage vare på mig selv, men jeg fik altid et ja, hvis jeg spurgte om penge.

Det var hos min far, jeg lærte at være selvstændig. Jeg blev overladt til mig selv, hvilket gjorde, at jeg kunne luske mere rundt og udforske, hvad jeg egentlig selv gad og kunne, men det har også skabt en følelse af fortvivlelse og af ikke at passe ind.

Jeg var barnet, som skilte sig ud. Jeg var mere grænsesøgende end dem fra min tidlige folkeskole. Jeg drak fra vandpytter, klippede min blomme på min finger op for at se hvor meget det kunne bløde. Jeg klatrede i træer og faldt ned og brækkede armene. Jeg spiste edderkopper på kommando, blade fra buske, og jeg havde ikke en stor Diddl-papirsamling eller en fed far, som kunne komme, vise, fortælle og helt opsluge alle de andre børn.

I de senere klasser kan jeg huske, at jeg følte mig udenfor. Jeg prøvede at passe ind, meldte mig på studieture, men pjækkede fra dem. Jeg blev presset af min far for ikke at lave lektier, få et job, osv. men vidste ikke, hvordan jeg skulle leve op til presset.

Da jeg startede på HF, en hverdag med skole, sladder, snapchat, sminke og en evigt søvnig tilstand, fitness, fuldskab, fordunklet tøj, du ved, en altid flad fornemmelse - (Fuck) – følte jeg igen, at jeg ikke passede ind. Det drænede mig og gav mig et behov for (en lyst til) at løsrive mig.

En ny form for frigørelse begyndte. Jeg meldte mig ud af det “fællesskab”, som skabes på de sociale medier igennem bagtaleri og udelukkelse. Jeg nægtede at være en del af alt det der pis. I forsøget på ikke at føle mig udenfor, lukkede jeg mig ude. Jeg gav op på at leve op til andres forventninger. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Slut med kropsidealer, ikke mere crossfit, ikke flere forsøg på at passe ind, ikke mere økonomisk støtte fra min far, ingenting.

Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.

Jeg gad ikke længere være med i en eller anden latterlig konkurrence opbygget omkring at booste sit ego. Alt imens jeg egentlig opbyggede noget indeni mig selv. En arrighed, et loft, som rykkede sig længere op og ikke bare rummede flere ting, men blev nødt til at rumme vildere ting. Det var som om at parametrene for, hvad jeg ‘’burde’’ gøre ikke længere fandtes. Intet er forkert, alt skal være mere vildt på en måde.

Når man økonomisk set er på skideren hver evig eneste måned, er der ingen, som undrer sig over, hvorfor du ikke passer ind. Der er et uudtalt fællesskab i det at være broke. Jeg kan huske at føle mig så heldig, når jeg skraldede en playstation med kontroller og solgte den for 400 bobs. Men det var altså ikke overskudspenge. Det var en redning som kom sendt fra, hvor ved jeg, et godt sted.

Shit jeg har lyst til at fortælle om engang, efter en nat på MDMA, coke og ingen søvn, fordi jeg havde ligget og været bare for hvordan mit liv skulle ende. Jeg tog på Aarhus Akademi og snakkede ikke med en eneste person på sko- len. Jeg sad bare og lavede mit engelsk stille og roligt for så at gå på toilettet og brække mig. Jeg kan huske, hvordan jeg kiggede mig selv i spejlet og nærstuderede min hud, mine negle, mit hår og min tilstand, som jeg ellers havde troet var A-okay. Den stund i spejlet ramte noget indeni mig. Jeg følte mig både ulækker og utilregnelig overfor mig selv.

Mens jeg stod der og kiggede mig i spejlet, indså jeg at jeg havde ramt en hård mur i mit økonomiske liv eller generelt måske... Jeg besluttede mig for at tage time off fra alt. Siden min frigørelse har jeg fået det til at løbe rundt økonomisk. Selvom det tit er en gåde, hvordan.

Jeg ved, hvordan jeg kan spare penge, hvor kan jeg hoppe over ‘’hegnet’’ så at sige. Men det er kun sjovt, når det ér sjovt, hvis du forstår. Jeg synes ikke altid, det er sjovt at skralde. Jeg synes ikke, det er sjovt at stjæle pant fra min roomie eller fra Frontløberne. Jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg ser slidt ud, fordi jeg ikke har energi eller penge til at vaske tøj. Jeg er blevet opmærksom på hvor stor psykisk impact, det har haft og kan have ikke at have en stabil økonomi eller i det mindste ikke at kunne styre det, man har.

Når jeg har sagt ja til noget, men senere indser, at det er nødt til at blive et nej føltes det pinligt. Som da jeg var blevet enig med min kæreste om at købe en spiral for nogle af de penge, jeg havde fået tilbage fra skat, men senere var nødt til at tage tilbage på apoteket og tigge om at få de 1800 kr. tilbage. Der kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere.

Tænkte jeg sgu: Noget omstilling ku’ være fedt, omkring på det her tidspunkt. Ik’å?

Jeg forstår bedre nu, hvordan det at være kompromisløs ikke nødvendigvis betyder et frigørelse. Jeg har jo også en ide om, at det er fedt nok at bo et sted, hvor der er rart. Nogle gange vil jeg gerne have muligheden for at hente en bøtte is i Løvbjerg eller tage ned på club og gi’ den max. Måske finde en form for frigørelse i ikke kun at skulle tænke på at få opfyldt de basale behov.

På nogle måder har det været mega fedt at være broke. Det har lært mig at være mere tålmodig. Jeg har fået mig et sæt mere realistiske briller på. Jeg har lært at leve sparsomt, åbnet øjnene op for mine omgivelser og lært at se muligheder.
Men det har ikke fået mig til at føle mig fri, sådan ægte.

Jeg har mødt forskellige mennesker, som ikke selv har frisat sig fra penge, men som lever uafhængigt alligevel. At penge ikke binder en som lænker, men måske mere er noget man ekspanderer sin armlængde med for at få fat i ting, der kan optimere ens situation, altså en god ting, et investeringsværktøj. DET GIR DA SUPER MEGET MENING! -- deri ligger lettelsen, fordi jeg har ‘’lært’’ at have et nyt syn på penge. Nu må vi se om det fucker up, når jeg begynder at tjene penge for reals, ellers.. Ej.

Jeg ved jo godt, at der har været en stædighed tilknyttet til valget om at være anderledes i forhold til penge, relationer, bolig, materialisme osv. Stædighed omkring ikke at være afhængig af andre, rodfæstet i mantraet “jeg klarer mig” - Et valg om at have det lidt svært i håbet om at kunne kalde det frigørelse.

Men frigørelsen er ikke nødvendigvis at være broke, og det at have en stabil økonomi er ikke at kapitulere. Det er en balance: overskud på kontoen økonomisk er en parallel til overskud på energifronten.

‍

Når jeg ser tilbage på dén aften, er jeg ikke i tvivl om, at det var dumt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde handlet anderledes, hvis jeg kunne gå tilbage.

Jeg er ikke kun stolt

har knoklet hårdt med mit hold

de tider jeg var i var også kold’

før jeg kigged’ mig tilbage var jeg anholdt

Vreden er et livsvilkår for mig. Jeg slipper ikke af med den, og det vil jeg heller ikke. Der er tændt en uslukkelig glød i mig. Den kan futte hele lortet af, hvis den kommer ud af kontrol, og den kan være min ledestjerne hvis jeg kontrollerer den. Den er født ind i mig, og den driver mig frem. Måske kommer den fra babas palæstinensiske blod, der flyder tykt i mine årer, og fylder mig med konfliktens vrede. Måske er den en del af min ADHD, der en gang imellem bestemmer, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald fået min fars grønne øjne, og et filter af vrede, som alle mine tanker og handlinger lader sig forme på baggrund af. Vreden er mit værktøj, min kilde til energi; den sten, jeg bygger mit liv på, og den er stærkere, end du aner. Derfor gør det ondt når den smuldrer, og mit liv ramler om mig selv. Og det gjorde det den aften - og især i tiden efter.

Der var kun gået et par dage, og min mor anede ikke at det var mig. ”Hold kæft nogle idioter” sagde hun da de fortalte om det i nyhederne. Det var første gang hun hørte om det, og jeg husker det tydeligt. Hvad fanden svarer man til det? Jeg var jo helt enig. Jeg var fandeme en idiot da jeg gjorde det, men det er jo gået over gevind det her. Det er for meget at det skal i nyhederne og alt muligt. Jeg syntes helt klart at det havde været bedst, hvis hun ikke fandt ud af, hvad jeg havde lavet, og resten af verden måtte gerne følge trop. ”Ja, hold kæft nogle idioter” svarede jeg bare, mens jeg forsøgte at lyde ligeglad. Men det her var jeg ikke ligeglad med. Mit hoved kørte på højtryk i en blanding af vrede, frustration og afmagt. Jeg følte mig beskidt da vi gjorde det og den følelse væltede ind over mig igen, da jeg så den ligegyldige nyhedsvært ridse nattens begivenheder op for min mor. Det ville være nemmere hvis de lod være med at blæse det op. Hvis nyhedsværten stoppede med at fortælle. Men der vidste jeg med sikkerhed, at de ville komme efter mig. Og jeg havde helt ret.

Lige i starten, lige da jeg havde fået min dom, tænkte jeg bare shit. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvad folk ville tænke om mig, om de kun ville se en dreng med en dom og glemme hvem jeg faktisk var. Som om det ikke var slemt nok, var det også et spørgsmål om penge, for hvor fuck skulle jeg få dem fra? Min dom betød, at jeg kom til at skylde flere penge end jeg kunne overskue. Hverken hele eller halve millioner, men nok til at slå mig ud af min ellers fastlagte kurs. Jeg var 15 år gammel, og det eneste jeg kunne tænke på var at skulle ud af min gæld hurtigst muligt, og lade det blive et glemt kapitel af mit liv.

I lang tid efter var jeg ligeglad med alt. Verden forvandlede sig med ét til en dårlig efterligning af det, den plejede at være. Verden var et lortested, og jeg gav ikke en fuck. Min glød blev til en konstant mindre brand, og dens evne til at være vejviser blev en ren destruktiv kraft. Det var kun fordi min mama hjalp mig, at jeg begyndte at se, hvorfor det hele ikke bare var noget lort. For jeg har lært nogle ting i det her.

Jeg var blot en ung knægt

som mennesker kigger på og tænker ”defekt”

bas hvem er perfekt

bas hvem er perfekt

tro mig jeg har respekt

men det’ et videre projekt

så husk der skal være ligevægt

Min diamant

Jeg er familiens sorte får. Jeg har søskende, men ingen er som mig, og de fleste er enige om, at jeg er det man kalder en rod. Det er ikke på den måde, hvor min familie ikke kan lide mig, eller ikke vil kendes ved mig. Mama og baba elsker mig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg gengælder det mere end de aner. Jeg respekterer min far mere end noget andet menneske på Jorden, han er et forbillede for mig. Han er manden, der kan alt, han får tingene til at ske. Han har lært mig hvordan man arbejder for sin ret i livet, at jeg skal arbejde hårdt og aldrig give op, og den lærdom er noget af det mest værdifulde jeg har.

Min mor er min diamant. Jeg har hende altid med mig ved mit hjerte, og jeg kan ikke holde smilet tilbage når jeg tænker på, hvad hun betyder for mig, på hendes varme grin. Hun er barmhjertig, kærlig og rimelig, og jeg ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for min mor. Hun dømmer mig aldrig, og selv da jeg følte mig allermest beskidt, da jeg følte at hele verden kiggede mistroisk på mig, var min mors blik mere barmhjertigt end nogensinde.

De passer på mig som om jeg stadig var deres lille barn, mine forældre. En gang imellem sniger de sig ind i min økonomi på en rigtig forældre-agtig måde uden jeg ved det, og så betaler de noget af min gæld, når de ved, jeg ikke har råd. De siger ikke noget til mig, men efterlader et tydeligt spor af kærlighed.

Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine forældre, jeg elsker og respekterer dem alt for meget til det. Nogle gange kan de virke hårde i deres opdragelse, og ligesom alle andre, sker det, at jeg bliver irriteret på dem. Men jeg er nødt til at tænke mig om før jeg lader følelserne løbe af med mig, for inderst inde ved jeg, at mine forældre lærer mig de vigtigste ting. De lærer mig at være et godt menneske. De vil mig altid det bedste, og derfor kan de ikke lide når jeg laver dumme ting.

Jeg spørger ofte mig selv om det er okay, det jeg laver. Ikke for mig selv, men i forhold til dem. Er jeg respektfuld overfor mine forældre når jeg glemmer at tænke mig om? Jeg ved hvordan de vil se på mig hvis jeg får en dom til, og jeg ønsker at de aldrig skal vise mig det blik igen. Jeg ved hvor skuffede de bliver, hvor kede af det de bliver. Jeg vil have at min familie er stolt af mig, at de kan se på den succes, jeg er blevet til. De skal vide, hvor meget jeg har lært af dem, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at vise dem, at jeg ikke bare er familiens sorte får.

Vil gerne starte fra ny

men mine ting de hænger oppe på en sky

har det som om tiden den er fløjet som et fly

jeg var ren jern

men jeg blev bøjet på ny

Selvom jeg ikke er kristen, er søndag min helligste dag. Ikke på grund af en gudsdyrkelse med tusinde følgere eller fodbold i fjernsynet, men på grund af min egen dyrkelse af familien. Min familie har taget den bedste tradition fra Danmark, og noget af det bedste fra Mellemøsten og sat det sammen i den perfekte kombination. Vi mødes hver eneste søndag for at ryge vandpibe og grille sammen, grine sammen og bare have det godt. Det er mit frirum, og det er her, at mit batteri genoplades. Det sikrer at vi ikke falder fra hinanden. Når familien ikke bor sammen mere, er det vigtigt at vi arbejder for ikke at forsvinde ud af hinandens liv. Når vi samles, er der en dyne af kærlighed og barmhjertig, der lægger sig omkring os. Jeg ved, at her er der ikke noget ballade, der er kun fred og hygge. Vi kommer for at få det godt, og det virker hver gang. Min søster siger med et smil på læben, at hun hader mig. Jeg taler hendes sprog, og ved at det betyder kærlighed. Den her tradition fortsætter i mit hus, når jeg har stiftet familie.

Shababs

Jeg plejede at tage i byen og hænge ud med mine shababs hele tiden, men jeg har ikke råd til det mere. Jeg plejede at blive klippet hver tredje uge, men den tid er forbi. Mine venner gør, hvad de kan, og giver mig muligheder for at lave nogle af de ting, jeg synes er fede. Ikke på en måde hvor de giver mig penge i hånden, men de fylder benzin på bilen en gang i mellem og betaler nogle gange når vi laver noget sammen. Uden dem havde jeg kun råd til smøger og benzin. De hjælper mig, også selvom de ikke vil have, at jeg ryger. De tager hensyn til mig ligesom min familie ville gøre det. De ønsker det bedste for mig. Det er en måde hvor jeg kan se, hvem der bare er mine venner, og hvem der er mine rigtige shababs.

Jeg har set hvordan folk kan vende på en tallerken, og hvordan dem, jeg troede var mine venner, har vist den anden side af sig selv. Når man har penge, eller folk tror man har penge, så venter de på én, de viser alle de bedste sider af sig selv. Men lige så snart man ikke kan være med, viser de deres sande ansigter, og pludselig gider de ikke vente mere. Det handler om at kunne stole på hinanden. Når jeg brænder sammen, når lunten er brændt af, skal jeg vide, at jeg har gode mennesker med mig, der enten stopper mig, eller kæmper med mig, som om det var deres eget liv, de kæmpede for.

Jeg ser tydeligt, hvem der er mine shababs nu. De vil ikke lade mig blive hjemme bare fordi jeg ikke har råd, det er dem jeg kan regne med. De viser, at de ville mangle mig ligeså meget som jeg ville mangle dem, hvis jeg ikke var med. Selvom mine forældre ikke kan se det, er de her mennesker vigtige for mig. Ligesom med de ting, mine forældre gør, ved jeg at mine shababs gør alt det bedste for mig. Det er ikke nødvendigvis store ting, men de ved at de nok aldrig får pengene igen. Alt det er lige meget når man er gode venner. Det lærer mig at sætte pris på de små ting, de her gode mennesker gør for mig, og jeg er så taknemmelig for at jeg aldrig går glip af noget med mine shababs. Ikke på grund af penge i hvert fald.

Prøver at smile hver dag hver dag

men det er svært

når de hiver mig ned

men jeg holder hovedet højt op’

du kan se mig flyvende med mit hold

dem der får mig til at rejs’ mig op igen

dem der får mig til at være aktiv min ven

Vejen i vreden

Jeg har været vred så længe jeg kan huske. Misforstå mig ikke, jeg er ikke vred lige nu og her, og jeg har en virkelig lang lunte. Men når du først har brændt min lunte af, når du puster på min glød og sætter den i brand, så er jeg ude af kontrol. Jeg får et filter, verden skifter farve, alt bliver rødt og sort. Jeg mister kontrollen, og jeg bliver et blodtørstigt bæst, der bare skal smadre nogen eller noget. Jeg skræmmer mig selv. Men jeg har lært, at jeg skal kontrollere mig selv og lade de små, ligegyldige ting være, så jeg ikke går amok over dem. Jeg skal ikke havne i flere problemer, fordi jeg går amok. Men det er en fin balance, for på den ene side skal jeg ikke eksplodere på grund af ingenting, men på den anden side skal jeg sgu heller ikke f inde mig i noget eller blive hundset med. Jeg har min integritet, som jeg aldrig giver slip på.

Men vrede er meget mere end en ødelæggende kraft, i et sort og rødt univers. Den viser sig også som glæde, som en entusiasme og en målrettethed, der overtager min krop. Den vælger min vej for mig og nogle gange er det en dårlig vej, og så gør jeg dumme ting. Andre gange viser den vejen til de kærligste handlinger, den stærkeste kraft og det vildeste flow. Når jeg arbejder med musikken, kan jeg forsvinde ind i andre verdener, i gode verdener hvor versene flyder og tiden på én gang står stille og forsvinder i ordenes rytme. Når jeg har kontrol over musikken, har jeg kontrol over min vrede, og så er falske venner, ingen penge og alle de andre ting fuldstændigt ligegyldige. Musik er følelser, og den giver rum til at forstå og forandre vreden. Vrede er venskab og kærlighed, ikke bare når man skændes, men når man gør dumme ting mod dem man elsker på de kærligste måder. Musikken lader mig forstå og kontrollere dumhederne, de sker måske stadig, men i det mindste er jeg bevidst omkring dem.

Alt for mange glemmer at tænke på fremtiden når de handler. De er ligeglade med alt. Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min dom, jeg var ligeglad med mig selv og alle andre. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at tænke på fremtiden, og det er derfor jeg ikke kan fortælle dig, hvad jeg lavede den aften. Den aften er fortid, og sådan skal det forblive. Ellers brænder hele lortet sammen. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg kunne droppe det hele og smide mit liv på jorden, men jeg er spring fyldt med ambitioner. Der er tændt en uslukkelig glød i mig, der viser mig vejen. Jeg ved, at jeg aldrig skal i RKI, for så mister jeg kontrol og muligheder. Jeg skal have et hus og skabe en dejlig familie. Flere mennesker der skal være med hver søndag. Min vej til succes er belagt med vredens sten, og oplyst af glødens dragende skær. Det er dem, der sikrer, at jeg altid rejser mig igen. Drømmen er at blive berømt for min musik, tjene mine egne penge og gøre min familie stolt, og vreden er min energi. Den er den kraft, der gør at jeg altid kan løfte lidt tungere, lidt mere, igen. Når jeg mister alt, det ved jeg nu, så er vreden det, der skubber mig fremad, hiver i mig. Den tager roen fra mig og søger for, at jeg bare bliver ved, ved, ved!

Der er så meget vrede indeni

folk kalder det raseri

jeg kører med den energi

Jeg satte retssagen i gang efter han slog op. Selvom jeg var vred og gerne ville tage hævn, var det svært - jeg elskede ham stadig.

Jeg blev vist ind i et hvidt venteværelse. Jeg følte mig virkelig voksen iført sorte jeans, sorte støvletter og pæn skjorte, men jeg var den yngste i rummet. De andre var familier, og midaldrende mænd og kvinder, der sikkert havde langt større problemer end mig. Jeg fik lidt lyst til at gå igen, for jeg havde en følelse af, at de fortjente mere hjælp end jeg gjorde.

Jeg ventede i tre timer. Man kunne høre skænderier og gråd i mødelokalerne bag de lukkede døre. Da det endelig blev min tur, gik det hurtigt. Min sag blev sendt til byretten, mens jeg f ik en advokat og en gældsrådgiver. De hjalp mig med at lave afdragsordninger ved at ringe rundt og lave kontrakter ligesom i luksusfælden. Jeg har altid elsket at se luksusfælden, men nu kan jeg ikke se det mere.

Byretten sendte en Nem-ID-besked til min ekskæreste, men den åbnede han aldrig. ”Vi kan ikke få fat i ham – politiet leder også efter ham, han står til at skulle i fogedretten og højest sandsynligt også i fængsel”, fortalte de mig. De fandt ud af, at han skyldte mere væk end jeg anede.

Juli 2018: Helt seriøst – lover du at betale?

Vi mødtes første gang i februar 2018 til en fredagsbar på min skole. Han kom med sine venner, og de inviterede min veninde og mig til at spille beer-pong. Jeg opdagede hurtigt, at jeg havde god kemi med ham, og vi festede sammen til langt ud på natten.

Efter den weekend sås vi hver dag. Jeg forelskede mig med det samme - vi var uadskillelige. Han behandlede mig som en dronning, badede mig i opmærksomhed og komplimenter, og fik mig til at føle mig speciel. Som om jeg betød alt for ham.

I juni samme år tog jeg på ferie i 2 uger. Da jeg kom hjem, var det første han sagde: ”Åh, hvor har jeg savnet dig – nu flytter jeg altså ind, for jeg kan slet ikke undvære dig!”

Og det gjorde han så.

En måned senere havde han ødelagde han sin lille, slidte Nokia telefon, så vi tog i Telia butikken for at kigge på deres udvalg. Han udså sig den nyeste model fra Samsung med abonnement, cover og panserglas. Det løb op i 6000 kr. Det er virkelig dyrt for en telefon, tænkte jeg, men sagde ikke noget.

Vi snakkede med Telia-manden, som tilbød os en afdragsordning. Jeg trak min kæreste til side: ”Skatter, du står jo i RKI, du kan ikke købe den på afdrag.” Og så gik det op for mig - nåå, du vil gerne have mig til det.

Han ville have mit navn skrevet på ordningen. Jeg var i tvivl, om jeg skulle gøre det. Vi havde været sammen i seks måneder, og jeg var forelsket, men noget indeni mig sagde, at det var en rigtig dårlig idé. Jeg stak lidt til ham: ”Helt seriøst – lover du at betale?” Han sværgede højt og helligt: ”selvfølgelig, selvfølgelig, selvfølgelig”.

Vi aftalte at lave et dokument, som oplistede, hvor meget han skulle betale af over hvor mange måneder.

Så købte vi telefonen.

Da vi kom hjem, lagde han sig direkte over i sengen og begyndte at downloade apps til sin nye mobil. Han var så glad og opslugt af den, at det blev mig, der tog initiativ til vores interne kontrakt. Jeg fandt min computer frem og skrev: Hver den første i måneden skal … overføre 500 kr. til Julie Larsen… osv.  Jeg skrev færdig, men manglede en printer, så vi måtte vente med at skrive under, til jeg kunne printe ud på skolen dagen efter. Men jeg fik det ikke gjort, og en dag blev til en uge, der blev til aldrig.

Månederne gik. Han fortalte mig, at han betalte af, så jeg gik ud fra, at alt var fint. Jeg gik i skole og gjorde i det hele taget, som jeg plejede. Men så begyndte jeg at få breve. Fra Telia. Han sagde, at jeg ikke skulle åbne dem, at der var styr på det, og det ikke var noget vigtigt - fair nok, jeg åbnede dem ikke.

Vinteren 2019: Med Føtexposer i hænderne og inkasso i røret

Det blev februar. Nu måtte han snart have betalt telefonen af, tænkte jeg. Den dag, vi fik vinterferie, var jeg i Føtex med en veninde, og mens vi stod ved selvbetjeningskassen, blev jeg ringet op af et ukendt nummer:

”Hej, vi ringer fra Sergel inkassofirma.”

”Hej, du snakker med Julie - jeg er nede og handle lige nu, hvad drejer det sig om?”

”Julie, vi er lidt irriterede på dig, for du har fået utrolig mange henvendelser fra Telia, men du har ikke svaret på de breve, de har sendt til dig. Så nu er din sag røget til inkasso.”

Jeg gik helt i stå. Fuck. Jeg råbte til min veninde:

”Du tjekker mine varer ind, og så overfører jeg på Mobilepay, for lige nu ringer de fra inkasso."

Det var virkelig et dramashow. Der var en lang kø af mennesker bag os, og vi havde begge samlet varer til hele vinterferien. Manden i telefonen snakkede videre:

”Julie, saldoen, som du skylder nu, er på 25.000 kr.”

Jeg fik en klump i halsen, for de troede, det var min skyld. At det var min telefon og ikke min kærestes. At det var mig, der ikke kunne betale. Jeg gik 200 meter fra Føtex til S-toget med to fulde indkøbsposer i hænderne og inkasso i røret, mens jeg forsøgte at bevare roen.

”Prøv at høre, Julie, du skylder os 25.000, og vi vil meget gerne lave en afdragsordning med dig,” sagde han i telefonen.

”Det vil jeg rigtig gerne, hvad kan vi aftale?”

Jeg tog hjem og kiggede min kæreste dybt ind i øjnene:

”Helt seriøst – har du ikke betalt siden juni?”

”Ej, undskyld, undskyld, det er jeg rigtig ked af!” udbrød han.

”Hvordan du kan gå rundt og sige, at jeg betyder alt for dig, når du samtidig har løjet for mig i et halvt år?!”

Jeg blev så sur, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Han blev ved med at undskylde, bad utallige gange om min tilgivelse og lagde sig fladt ned:

”Jeg lover, at jeg betaler. Jeg har gjort noget, man ikke kan tilgive nogen for, og jeg forstår virkelig godt, at du er sur. Jeg lover, at jeg betaler.”

Han virkede oprigtig, og jeg valgte at tro på ham. Jeg ringede tilbage til Sergel, og vi lavede en afdragsordning. Jeg aftalte med min kæreste, at han skulle overføre et beløb til mig hver måned, som jeg ville overføre videre til inkasso. Jeg ville være helt sikker på, at pengene gik ind denne gang.

Men et par måneder senere mistede han sit job og havde ikke længere råd til at betale af. Det stressede mig, for jeg havde skole, arbejde, frivilligt arbejde og stod ovenikøbet for alle huslige pligter - budget, indkøb, tøjvask, alt. Det var også mig, der betalte huslejen, nu hvor han var arbejdsløs. I den periode var jeg hans kæreste, elsker, mor og gældsrådgiver. Og da jeg skulle afslutte mine eksaminer, var jeg presset til det yderste.

Sommeren 2019: Opringningerne, der slog mig ud af kurs

Det kulminerede, da han ikke dukkede op på dagen, hvor jeg skulle have hue på. Jeg var virkelig skuffet, og hele min familie kunne mærke, hvor ked af det jeg blev. Jeg fik trukket ham med til min translokation, men han nåede ikke mit studentergilde. Det føltes som om han blev mere og mere distanceret fra mig og vores forhold.

I juni begyndte opringningerne. En gang om ugen blev jeg kontaktet af Ferratum, Vivus, Alektum og Cashper. Alle sammen kviklåns- og inkassofirmaer. Jeg tog telefonen og spurgte, hvorfor de ringede.

”Du har gæld hos os.”

”Altså, hvad snakker I om, jeg har ikke taget lån nogle steder?”

Jeg vidste godt, at Vivus havde en årsrente på omkring 780 procent, og jeg kunne aldrig finde på at låne så meget som en krone af dem. Jeg fandt ud af, at jeg samlet hos de forskellige firmaer havde en gæld på omkring 60.000 kr. Jeg gik i panik. Min krop dirrede, da jeg konfronterede min kæreste:

”Hvad fuck er det der foregår, har du taget lån i mit navn!?”

”Ej, undskyld, undskyld, undskyld!” begyndte han igen, på samme måde som da de ringede fra inkasso et halvt år tidligere.

Jeg blev overvældet af frustration og panik. Alligevel forsøgte jeg at være konstruktiv og løse situationen. Jeg prøvede at lave afdragsaftaler med de forskellige firmaer, men hverken min kæreste eller jeg kunne betale afdragsordninger, der løb op på over 4000 kr. om måneden.

Juli 2019: Jeg kommer ikke til at betale for en skid

Jeg endte i RKI den sommer, jeg blev student. Jeg troede, jeg skulle nyde livet og være glad på Roskilde Festival, men selvom jeg prøvede at lægge mine bekymringer fra mig til koncerter og øl-bowling, vidste jeg inderst inde, at jeg ikke havde nogle penge. Jeg blev deprimeret, og følte mig magtesløs. Jeg fortalte det ikke til nogen, ikke engang min familie, fordi jeg syntes, det var så ydmygende og skamfuldt.

Efter nogle hårde uger kæmpede vi os langsomt tilbage til en form for normaltilstand. Jeg arbejdede som en gal hele sommerferien, og han begyndte også at tjene lidt penge. Så småt kunne vi betale af på gælden.

En fredag, to uger før min fødselsdag. Jeg var meget udmattet, fordi jeg havde haft en masse lange arbejdsdage, men vi havde aftalt, at han skulle ringe den aften, og jeg tog den.

”Hej skatter, kan jeg godt komme søndag og overnatte?” spurgte han.

”Ja, vil du gerne komme kl. seks eller hvad tænker du, og hvad for noget slik vil du have?” Samtalen var ikke længere end det, før der pludselig blev helt stille i telefonen.

”Jeg slår op.”

What the fuck, tænkte jeg. Men jeg var helt mundlam. Mere blev der ikke sagt.

Derefter snakkede vi ikke sammen i en uge, og jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg prøvede at få fat i ham og spurgte, om han kom til at betale, nu hvor vi havde slået op. Han svarede på SMS:

”Jeg kommer ikke til at betale for en skid.”

Jeg havde det virkelig dårligt, og jeg fattede ingenting. Det ene var, at jeg havde kærestesorger – det i sig selv er et rent helvede. Det andet var, at jeg ikke fik svar på, hvorfor han slog op, og hvorfor han på den måde efterlod mig alene med en kæmpe gæld. Jeg blev ved med at kontakte ham for at få nogle svar, og til sidst ringede han mig faktisk op igen. Det eneste, han sagde i telefonen, var, at jeg skulle lade ham være i fred. Slut.

Vinteren 2020: Du kan ikke barbere en skaldet mand

Jeg stoppede min sag med advokaten og retten i januar, 2020. Mine gældsrådgivere fandt ud af, hvor meget han skyldte væk til alle mulige andre, og sagde til mig:

”Hvis du virkelig gerne vil have de her penge tilbage, skal du vente på, at han har betalt DSB og SKAT, for da du er en privatperson, får du ikke dine penge i første omgang.”

Jeg fik at vide, at det koster 500 kr. hvert halve år at holde en sag i gang. Og jeg vidste godt, at hvis jeg skulle betale 1000 kr. om året, og han skulle betale tæt på en halv million af hos alle mulige andre, før jeg ville se en øre, så ville det være hurtigere for mig, selv at betale gælden af. Det gik op for mig, at uanset hvor meget retten og jeg gjorde, så ville jeg aldrig se de penge igen. Som mine gældsrådgivere siger:

”Du kan ikke barbere en skaldet mand.”

Foråret 2020: Jeg har gjort hvad jeg kunne, og jeg har gjort det selv

Jeg går ofte forbi Telia-butikken i Glostrupcentret, og hver gang bliver jeg overrumplet af mindet om dengang, jeg godtroende skrev under på hans afdragsordning. Manden vidste ikke, hvordan man tog et lån, før den dag. Og det er pisse nemt – alle kan logge ind på vivus. dk, sætte en sats, indtaste Nem-ID, og så får de penge. Men de er snedige de firmaer. Lige nu har jeg omkring 46.000 kr. tilbage på gælden. Min gældsrådgiver fortalte mig, at min gæld alene ville have taget mig to år at betale, men fordi renterne bliver ved med at få beløbene til at stige, vil det tage mig fem.

Jeg har en anden kæreste nu, som jeg er meget glad for, og min økonomi går okay. Godt nok betaler jeg 3700 kr. af om måneden, som jeg kunne have brugt på noget andet, hvilket jeg mildt sagt synes er surt. Men samtidig er jeg glad for, at min ekskæreste slog op. For hvad nu, hvis det var fortsat?

Jeg stolede på en, jeg elskede, og han kørte mig fuldstændig over, fjernede mit fodfæste og skred. Både økonomisk og følelsesmæssigt. Han kunne ikke holde styr på sin egen økonomi og tog min med i faldet.

Det har taget mig tid at være klar til at fortælle min historie, men jeg begynder endelig komme ud på den anden side. Selvom det har været, og stadig er, en virkelig hård kamp, så føler jeg mig stærkere nu. Jeg er på vej ud af en rigtig lortesituation, jeg har gjort, hvad jeg kunne, og jeg har gjort det selv. Og hvis jeg nogensinde skal ind på Københavns Retshjælp igen, behøver jeg ikke længere pæn skjorte og sorte støvletter, for at føle mig voksen og ansvarlig.

Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.

Boblen brister

Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.

Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.

Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.

Is i maven

Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.

Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.

Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?

Min hjerne smuldrer

Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.

Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.

Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.

Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.

Kollapset i Bilka

Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.

Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.

FLYGT

Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.

Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.

Oven vande

Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.

Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.

Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.

Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.

Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.

Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.

Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.

Landskronagade

Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.

Fyn

Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.

Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.

Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.

Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.

I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.

Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.

Tilbage til byen

Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.

Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.

Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.

Nomadetilværelsen

Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.

Nordvest

Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.

Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.

Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.

Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.

Jeg har stuer i hele byen

Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.

Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.

Nautilus

Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.

Hvad er ensomhed?

- At føle sig alene, selv i en verden med 8 milliarder mennesker.
‍Ensomhed er en indkapslet følelse, hvor du uafhængig af dine omgivelser, eller størrelsen af dit netværk, aldrig ville kunne slippe af med det undertrykkende stempel, som du er blevet givet. Det er et vilkår man lever med så længe, at man en dag når et punkt, hvor man ikke længere ved, hvordan man nogensinde skal kunne leve uden.
Det er den kaotiske følelse som opstår, når alt du ønsker, er et frirum til at være dig selv. Det er konsekvensen af at skille sig ud, i en verden drevet af mennesker levende i en flokmentalitet, som gerne ser alle er ens.
Vi lever i et samfund, som skal forestille at omfavne mangfoldighed. Men selv med et virvar af forskellige bokse, er du stadig påtvunget at leve i din egen; den samme boks, som du en dag vil blive begravet i.
Ensomhed er at smile til verden, men aldrig få et smil tilbage.
Det er at være ’anderledes’.

Kender du - ligesom mig - den følelse;

At sidde ved middagsbordet, i forsøget på at dele sine tanker, men - som så mange gange før – at blive tysset på for madroens skyld?
Den indre debat om, hvorvidt det kan betale sig at holde hjemmet rent, når de eneste til at brokke sig, alligevel blot er stemmerne i dit hoved?
At befinde sig i en gruppe, hvor alles humor er på bølgelængde med hinandens. Hvor alle griner af den samme joke og med det samme beskylder dig forat være sur, fordi du ikke synes, den er sjov?
Selv med 1303 venner på sociale medier, har du ingen hverken at skrive ellerringe til?

At vågne om morgenen, med kun fuglene til at bryde tomheden. Det at længesefter samvær, men når man så endelig har det, er der intet mere til talende, end at tage alene hjem igen?
At drikke din fyraftens bajer ensom, mens du diskuterer den nyeste biograf-film, som du selv var inde og se, med dit kæledyr der ikke har andet valg, en dat lytte til dig igen?
Kender du den følelse?

Det at føle sig alene, uden nødvendigvis at være det og ens største frygt pludselig bliver, hvis du en dag faktisk var det?
At sidde og Google sig til, hvordan man udfører Heimlich-manøvren selv, fordi du inderst inde ikke ønsker at dø, men konstant føler dig kvalt?
Kigger du nogensinde på affaldssortering og ved, at selv skrald har mereplads i livet end dig?
Det er at mangle én, til at holde din paraply når det regner. At blive ved med at ringe, men ingen tager telefonen. At vide din slægt ville dø ved dig, mens du opgiver alt håb om, nogensinde at få en ring på. At lave mad igen, med kun dig selv til at spise resterne. Det er at åbne en flaske vin en aften, uden nogen at dele den med, så du drikker hver eneste dråbe selv, i håbet om at glemme, hvor alene du faktisk er.
Kender du det?

Ensomheden dræber alt lys

Selv siddende i et lydisoleret rum, er larmen overdøvende.
Man siger, at vi skal have syv kram om dagen, for at være lykkelig.
Er du lykkelig? – Er jeg?
Ensomhed er at mangle én til at holde om dig, når livet igen bliver svært. At have brug for et kram, men uden nogen til at give dig det.
Den hænger i luften ligesom cigaretrøg. Brænder dig op og tager langsomtlivet af dig. For hvert hiv, for hver dag, er du et skridt tættere. Uden at vide hvornår et hiv, har været et hiv for meget.
Hvis væggene kunne snakke, ville de fortælle om den smerte, jeg dagligt befinder mig i. De mange floder, jeg allerede har grædt. Hvordan jeg længesefter farver, men for evigt, altid kun kan se verden i sort/hvid.

Snakker du nogensinde med dig selv?

Spørgende om du er sindssyg, ligesom mig, mens du fortæller dig selv, at du aldrig ville blive den samme igen?
Ensomhed er en underlig følelse. Selv siddende i en gruppe, udelukkende for mennesker som har mærket ensomheden på egen krop, kan du stadig føle, at du er den eneste i hele verden, der nogensinde har mærket den følelse. Det er et universelt problem.
Vi ved vi ikke er alene, så hvorfor bliver vi ved med at føle det?‍

En skygge forsaget af solen

Ensomhed er at få til vane at kunne lide at være alene. Det er at bede til at blive vækket, når det hele er ovre, og mareridtet slutter. At gå rundt på togskinnerne, uden at ænse sin sikkerhed en tanke. At føle sig magtesløs, i en rastløslængsel for at socialisere, med en hvileløs angst for, at det alligevel ikke er det værd.

Det er at køre en nat, søvnløs som så mange gange før, med 205 km/t påE45, for kun sådan føler jeg mig i live. Hjerteløs over min kørsel; jeg sidder jo alligevel alene i bilen.
Kan du relatere til følelsen?

‍Lysten til at legemliggøre en mental smerte, med ar på kroppen, som beviset for alle de år, hvor følelsen har været kronisk.
Det at slå løs på en murstensvæg, velvidende at du aldrig ville vinde kampen. Med knoglen synlig og blod rindende ned ad hånden, føler du dog trods alt mere, end den tomhed, som du så indædt følte før.
Ensomhed er, som en skygge forsaget af solen. Du kan flygte, men har intet sted at flygte hen. Selv gående rundt i blinde, ville du vide, at den altid følger med.

At miste alt

Ensomhed er at miste alt. Bildende sig selv ind, at det er ligegyldigt, når du alligevel aldrig har haft noget at miste.
Det er at se sine få gode minder stå i flammer. Brænde ned og blive til aske. Fordi der ingen var, til at påminde dig om at slukke for kogeblusset, inden du tog afsted.
Savnet til hvad man kunne have haft, med en bevidsthed om det, man aldrigville få.
Jeg dekorerer mine drømme med stjernerne på nattehimlen, liggende i græsset igen, uden nogen at dele mine store tanker med.
Folk forventer at du lytter, men indgår aldrig i gensidig kommunikation. Kommunikationen er altid envejs, uden at være din. Talt til, men aldrig talt med. Kender du det?

‍Jeg føler mig ikke velkommen, men malplaceret. Selv med de mennesker, som skulle forestille at stå mig nær, føler jeg mig mere ensom end nogensinde før. Ensomhed er at løbe forvirret rundt, flytte fra by til by, søgende efter et sted at høre hjemme.
Det er at indse, at verden ikke er et sted for alle.
Det er en dæmon, som jeg aldrig slipper af med. Den som hver dag, får mig til at skrige efter bedre dage.
At bede til et nyt liv, med en ny virkelighed.‍

Vælge fra eller blive valgt fra

Ensomhed er, hvad der føles som din eneste ven. I en tom verden, skaber den tryghed. Du vil aldrig være helt alene, så længe du fortsat har den. En stemme i baghovedet, som fortæller dig, at det er okay at give slip.
Det er at stå på kanten af klippen, klar til at springe, velvidende at hvis du en dag gør det, ville ingen forsøge at redde dig. Ingen ville lægge mærke til, hvis du en dag ikke længere er her.
Ensomhed er at skrive, for kun der, føler jeg at nogen lytter. At få mine tanker på papir. Uden nogen til at lytte, er der heller ingen, til at viske ud hvad jeg allerede har skrevet. Ingen til at krølle papiret sammen og sætte ild til min verden igen.

Hvad er ensomhed?

Jeg så i går årets første sommerfugl, mens jeg var omfavnet, af solens varme. Et øjebliks lykke, revet væk fra mig, idet jeg indså, at der ingen var at dele min glæde med.
Ensomhed er ikke et valg. Det er en konsekvens af at mangle sin egen plads. En plads i vennegruppen, en plads i samfundet, en plads i verden. Det opstår når vi ikke føler os set, hørt eller forstået. Når vi konstant snakker forbi hinanden og aldrig lytter.
Ensomhed er den konsekvens som er skabt, i den verden som vi har valgt, skal eksistere.

Ensomhed // Frihed

Nogle vil argumentere for, at de står i kontrast til hinanden. For mig, er de to sider af den samme mønt. Du vil aldrig kunne have den ene, uden også at have den anden.
Når du vågner alene om morgenen, og ingen venter på at du kommer hjem om aftenen, hvad kalder du det så?
‍Ensomhed eller frihed?

‍Begge koncepter, begge følelser, er sindstilstande. Har du nogensinde tænkt over, hvordan vores liv kunne se ud, hvis vi kunne beherske de følelser og kontrollere det ukontrollerbare?

Ligger du nogensinde vågen om natten, med en underlig følelse af ikke at vide, om du skal være lykkelig eller deprimeret?
Kender du den følelse? - eller er jeg alene igen..?‍

Hvad hvis du valgte at flippe mønten selv, i stedet for at vente på, at en anden gør det for dig?
At have et godt liv, er ikke et spørgsmål om aldrig at mærke ensomhed. Det er et spørgsmål om, hvordan vi håndterer når vi mærker den. Det er at forhandle med dæmonen, se tingene i et større perspektiv, zone lidt ud og anerkende, at følelsen er okay. Følelsen bliver ikke mindre, men vores accept af den, bliver større. Den gør mig ikke noget; medmindre jeg lader den.

”Vi bilder os selv ind, at det er helt normalt, kvalt og uhørt, at råbe under vand.
En solitær sjæl, kan også være lykkelig.Forsat bedre tjent, i forfaldende menneskelighed; For hvem er jeg, uden ensomheden?"

Bekkasinvænget

I mit lille villakvarter maler solen himlen i bløde pastelfarver. Luften dufter af nyklippet græs og fyrretræer. Jeg, en livlig femårig pige med krøllet hår og brun hud, vågner til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og trægulvet knirker velkendt under minefødder. Mor er allerede i gang med sin ugentlige rutine af weekendrengøring. Duften af rengøringsmidler fylder luften, og jeg observerer nysgerrigt, som hun vasker vinduerne.

Vi bor i et af de 70’er parcelhuse, hvor farverne er afdæmpede. I stuen står vores to sorte italienske lædersofaer med bløde, ternede tæpper i røde, blå og hvide nuancer. På væggene skaber de to store farverige malerier en kontrast til det ellers afdæmpede interiør. Udenfor mit hus ligger en grøn glassten, som ligneren stor grøn usleben diamant, og markerer vores indgang, og vejen strækker sig ud mod det åbne landskab. Husnumrene står på husenes facader, Mathias bor i nummer 5, og havernes blomsterbede er i fuldt flor. Jeg elsker at lege udenfor og følelsen af det varme græs mellem mine bare tæer.

Jeg tager de få skridt fra min egen hoveddør til hans og banker på. ”Vil du med over at lege på marken?” siger jeg, idet Mathias åbner døren. Duften af nyvasket tøj og røg fra udestuen rammer mig, da døren går op. Det vil han selvfølgelig, og vi går straks over til Sebastian. Han er lige vågnet, da han åbner døren. Hans glatte, blonde hår er en smule uglet, og han gnider sig i de klare, blå øjne. Han tilbyder os ristet brød med pålægschokolade til morgenmad, vi takker ja og nyder morgenmaden sammen. Efter morgenmaden griber vi vores NERF-pistoler og drager ud i det nærliggende vildnis på den anden side af vejen, klar til nye opdagelser.

Vi træder ud i det høje græs, der svajer let i vinden omkring os. Solen skinner, og luften er fyldt af lyden af insekter og sommerliv. Pludselig hører jeg latteren fra Mathias. Han står og peger sin NERF-pistol mod Sebastian. Han gør sig klar til at skyde, mens solen skinner gennem hans krøllede hår, ned på hans lysebrunehud og får den til at lyse op som honning. Sebastian løber råbende væk i håbet om ikke at blive ramt.

“Jeg fik ham, Aisha!” råber Mathias begejstret.
Jeg smiler og løber hen til ham, men bliver ramt af Sebastian på vejen. Vi springer og leger, som om vi er de eneste tre mennesker i verden, og alle bekymringerbliver glemt i det glade kaos. Pludselig stopper Sebastian op med et ansigt vredet i smerte. “Av!” udbryder han og kigger ned på sin fod, der er markeret med rød af en brændenælde. Der går ikke to sekunder, før Mathias har Sebastian i hånden, og jeg er løbet over i min have. Jeg ved præcis, hvor mælkebøtterne stårhøje og stolte blandt de andre blomster. Vejen, jeg skal krydse for at nå marken, er varm under mine bare fødder, og jeg nyder følelsen af den bløde asfalt, der kærtegner mine tæer. Med to mælkebøtter i hånden løber jeg tilbage over vejen til Sebastian, hvor jeg sætter mig ned og knækker den ene stilk for at presse den hvide saft ud over brændemærket på hans fod.

Jeg spørger Mathias, hvilke blomster han synes er pænest, mens vi sidder i det høje græs og venter på, at smerterne forsvinder. Han svarer med det samme de lilla blomster. Jeg troede, at han ville sige de blå eller de gule blomster. Jeg stirrer forbløffet på ham. “Hvorfor det? Drenge kan da ikke lide lilla!” Mathias rynker panden: “Fordi lilla er min yndlingsfarve.” Han smiler skævt og er en smule forvirret over min reaktion. Jeg tænker meget over det. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, hvilke farver drenge kan lide.

4. klasse

Villakvarteret, som engang havde været min legeplads fyldt med latter og eventyr, er nu blevet et sted præget af ensomhed og savn. Vi er flyttet ind i en lejlighed i byen. De få skridt over til nummer 5 og nummer 7 er blevet til en hel køretur, og asfalten er ikke blød i gården. Mathias, Sebastian og jeg ses ikke så tit som før. Selvom jeg stadig ser Mathias, er vores venskab ikke det samme. Vi er begyndt at bevæge os i forskellige retninger. Vi går på forskellige årgange, jeg er flyttet, og det føles lidt, som om vi er ved at vokse fra hinanden.

Jeg husker tydeligt vores sidste aften i vores haver. Vi legede stadig med vores NERF-pistoler og hoppede på trampolin. Som eftermiddagen skred frem, og solen begyndte at synke lavere på himlen, besluttede vi os for at banke på døren hos mine genboer Karl Johan og Irma. De elskede at få besøg, og de havde altid is klar til os. Mens vi nød de kolde, søde bidder af is, føltes det, som om verdenstod stille i de øjeblikke af enkel lykke og glæde.

Samtidig med at Mathias og jeg langsomt glider fra hinanden, begynder jeg også at føle mig mere og mere isoleret blandt pigerne i min klasse. Der er en pige, hvis mission er at gøre mit liv surt, og desværre lykkes det hende, fordi hun er populær. Mobning og udelukkelse er en del af min hverdag, og jeg føler mig som en ensom ø i et hav af fjendtlighed. En dag bliver der holdt et pigemøde, da lærerne har opdaget den tarvelige tone og udelukkelseskulturen. Der bliver lavet en regel om, at man ikke må sige nej til at være sammen med nogen, hvis man er i en gruppe på mere end to. Desværre arbejder den populære pige hurtigt, og hun arrangerer sit eget møde lige efter, hvor hun overtaler de andre piger til at dele sig i par, når jeg spørger, om jeg må være med. Så må de gerne sige nej. Og når jeg så er ude af syne, samler pigerne sig igen for at være sammen. Det er ren ydmygelse, da jeg opdager det. Jeg føler mig ekstremt ensom og uønsket. Jeg går grædende hen til en lærer og forsøger at forklare situationen så godt som muligt, men jeg føler mig ikke forstået. Da vi taler om det i klassen, indrømmer pigerne, at de har været med på planen. Kort tid efter skifter jeg heldigvis skole, men ensomheden følger med mig. Jeg har mistet min tro på, at folk vil mig noget godt, og det tager tid at genopbygge tilliden og finde et sted, hvor jeg hører til.

Réunion

Min comorianske familie taler alle sammen fransk og comoriansk, mens jeg kun taler dansk. Denne sproglige forskel gør det udfordrende for mig at opbygge et nært forhold til den store familie, som jeg så sjældent ser. Jeg misunder alle mine venner, der hygger sig til familiesammenkomster med deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre. Så på en kold vinterdag i 7. klasse, vågner jeg op med en spontan idé: Jeg beslutter mig for, at jeg for enhver pris skal lære fransk, så jeg kan få det nære forhold til min familie, som jeg så inderligt længes efter. Jeg drøfter det med min mor, derefter med resten af familien, og min mor og jeg beslutter os for at rejse til Réunion sammen.

Den dag, vi ankommer, står solen højt på himlen og bader øen i lys. Øen, som er beliggende midt i det Indiske Ocean, har bjerge dækket af frodigt grønt løv, som strækker sig majestætisk mod himlen, og deres tinder er dækket af bløde, hvide skyer som bomuldsdyner. Der er brusende vandfald, der tumler ned ad de stejle klipper og skaber et symfonisk væld af lyd, der fylder luften med en berusende energi. Nede langs kysten, hvor det krystalklare vand møder de gyldne sandstrande, danser bølgerne i en taktfast rytme, som om de følger en hemmelig melodi fra havets dyb. Palmetræerne, med deres blanke, grønne blade, bøjer sig yndefuldt i den milde brise, mens de skaber skyggefulde oaser for dem, der søger ly for solens varme stråler.

På min første skoledag vågner jeg til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og det kolde klinkegulv føles rart under mine fødder. Min mor er også vågnet og er i gang med at lave morgenmad, for hun ved, at jeg er stresset over at skulle starte på en ny skole.

Det tropiske klima på øen er reflekteret i arkitekturen. Min skole har ingen gange, men  lokaler placeret rundt om en stor pavillon omringet med palmer og andre eksotiske planter. Jeg har brugt hele sommerferien på at øve mig på fransk. Min første skoledag er nervepirrende, for nu skal mit franske på prøve.

C’est qui elle?
Askip, elle vient du Canada.

C’est quoi une Danoise?
Elle ressemble a une Réunionnaise, non?
Elle parle pas français?!
Mais c’est ou le Danemark enfaite?
Non mais elle est malgache, je crois.
Chépas, on peut demander?

Alt er så fremmed, og jeg forstår ikke rigtig, hvad folk siger, men de kigger alle på mig. Jeg møder vicerektoren Monsieur Dialo som den første. Mens jeg sidder uroligt og venter foran hans kontor, begynder undervisningen for de andre, og der bliver helt stille. Monsieur Dialo byder mig varmt velkommen og følger mig hen til min klasse. Da vi kommer ind i klassen, kigger alle hen på mig, og jeg får øjenkontakt med en pige, som smiler venligt til mig. Mr. Dialo spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke, men det er begyndelsen på et godt venskab. De første to, jeg snakker med, er pigen, der smilte til mig, Auriane, og hendes kusine Alice. Alice er også ny i klassen, så vi bliver hurtigt til en trio.

Alice, Auriane og jeg laver næsten alt sammen. Jeg bor i et hus igen, hvor jeg ofte inviterer dem hjem, og venindegruppen går hurtigt fra tre til syv piger. Naturen er lige ude foran døren, og solen er der året rundt, så når vi ikke er hos mig, er vi på stranden. Øens navn Réunion betyder mødet, fordi alle folkefærd lever som ét folk på Réunion. Den sprudlende mangfoldighed er en del af øens DNA; der ligger kirker, moskéer, synagoger og templer ved siden af hinanden. På øen er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved mit udseende; man kan se ud på alle måder. Men i et hav af mangfoldighed og veninder føler jeg mig ensom. På Réunion er jeg stadig ikke bare Aisha. Jeg bliver kaldt for “amerikaneren”, fordi jeg snakker godt engelsk, eller “hende danskeren”, fordi det er spændende at være fra Danmark. På øen, hvor mangfoldighed er normen, blev jeg stadig set som noget særligt– ikke på grund af min hudfarve, men på grund af min baggrund og mit sprog. Midt i et hav af kulturer er jeg stadig en ø af ensomhed.

Hjem?

Jeg har altid følt mig som en mosaik af kulturer, en sammensat identitet, der skinner i forskellige nuancer. Men denne unikke sammensætning har også været kilden til en dyb ensomhed. Den uskyldige tid blev erstattet af en bevidsthed om skel, og jeg begyndte at føle mig som en fremmed i mit eget hjemland. Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem? Mine oplevelser har lært mig, at identitet ikke kan indfanges i en enkelt kategori. Den er flydende, kompleks, altid i bevægelse. Jeg har mødt fordomme og stereotyper, men jeg har også set, hvordan forskelle kan skabe skønhed og dybde.

Som en brun kvinde i Skandinavien har jeg oplevet både accept og afvisning fra forskellige sider. Jeg har lært at navigere mellem disse verdener, men det har ofte føltes som en ensom rejse. At skille sig ud kan være både en velsignelse og en byrde. I en verden, der hylder det unikke, kan det være en ensom vej, når ens unikhed ikke passer ind i de foruddefinerede rammer. Jeg har lært, at identitet ikke er en fast destination, men en dynamisk rejse. Det handler om at finde ro i denne kompleksitet og omfavne, at vi alle er one of a kind.

Mine barndomsoplevelser med Mathias og Sebastian minder mig om, at selv i forskellighed kan man finde fællesskab. Vi så ikke forskellene – vi var bare tre børn i verden. Det er denne evne til at se forbi forskelle og finde fælles grund, der virkelig definerer, hvor vi hører til.

Ensomheden har været min følgesvend, men den har også været min læremester. Den har lært mig at acceptere, at det at finde sit sted ikke er et statisk punkt, men en konstant bevægelse. Det er i denne bevægelse og i denne accept af kompleksitet, at jeg finder min styrke og mit sted i verden.

Mit navn er Mathilde. Jeg er 17 år gammel, og jeg er blevet kastet rundt i både skolesystemet og sundhedssystemet. Jeg har følt mig som en vare på et kassebånd, der bare er kørt fra den ene kasseekspedient til den anden. Jeg stod alene i kampen, og jeg vil gerne fortælle min historie, så der ikke er andre, der skal stå alene, ligesom mig. Nu har jeg nemlig accepteret, at jeg måske bare ikke hører hjemme i det uddannelsessystem, vi har i dag. Men det har været en lang, ensom og hård proces.

Min rutineprægede skolegang slutter omkring 5. klasse. Det var først i 8. klasse, jeg kom tilbage til klasseværelset, men det blev kun for en kort stund. Min familie og jeg besluttede, at jeg ikke længere skulle være del af folkeskolen, for den kasse passede jeg ikke ind i. Det var som om, jeg var en cirkel, der skulle passe ned i en firkantet kasse: anderledes, udenfor, forkert, fremmed eller på besøg. Jeg sidder ofte alene oppe om aftenen, for på netop det her tidspunkt, er der ingen, der stiller krav til mig. Men det er især i de sene nattetimer, at jeg overvældes af mørket og angsten.

Den angst, der afholder mig fra at gøre det, Mathilde gerne vil. ‍Den OCD, som konstant får mig til at tvivle på mine handlinger. ‍Den depression, der stopper mig i dørkarmen og får Mathilde til at vende om.

Jeg åbner skrivebordsskuffen, tager et stykke papir frem fra og begynder at skrive:

“Kære univers. Jeg ved ikke, hvor jeg starter eller slutter. Klokken er halv tolv om aftenen, men midnat er først klokken 3 om natten for mig. Jeg har kæmpet hele mit liv og jeg ender ALTID HER IGEN. Jeg passer bare ikke ind. Jeg er kun til besvær for alle og alt omkring mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor livet skal teste mig så meget. Giv mig nu bare en smule ro… måske længere end 6 måneder, hvis det ikke er for meget at spørge om? Men jeg ved jo godt, at det ikke plejer at hjælpe at tigge og bede. Hvis jeg vidste, hvordan jeg i alverden kom ud af min overtænker hjerne og bare kunne leve. Leve livet, igen”.

Sommerfuglene tegner næsten sig selv på min arm. En efter en bevæger de sig lige så stille og skarpt længere og længere op. Deres bevægelser afleder min opmærksomhed for en stund. Men så kommer skammen, mørket og panikken, og sommerfuglene bliver til noget, jeg dækker med en hvid bandage. Jeg har ikke lyst til at være mig. Jeg har ikke lyst til at føle det sådan her, men jeg har lært at være i det nu. Ville folk overhovedet se, hvis jeg gik nu? Ville de savne mig? Måske for en stund, men det ville jo også gå over. Så vigtig er jeg jo ikke alligevel. 

Jeg krøller papiret sammen og smider det ind bagerst i skuffen. Min familie skal i hvert fald ikke finde det, for jeg er allerede ved at flyde over af skam og skyldfølelse over, at jeg har det sådan her. For selvom det hverken er nyt eller hemmeligt, er jeg godt klar over, at den her sygdom ikke kun ødelægger mit liv, men også alles omkring mig. Den tanke er uoverskuelig og nedbrydende. Mit værelse er min hule eller måske nærmere mit fængsel, som jeg konstant har lyst til at flygte fra. Men det er det eneste sted, jeg kan magte at være - lige indtil jeg får nok, og mine tanker tager styringen. 

Uønsket Voksen

Engang var jeg pigen, der var god i skolen både socialt og fagligt. Men med tiden var der afregning efter skole i form af en masse tvangstanker og ritualer. En angst for at blive syg invaderede mit liv. Jeg vaskede mine hænder mere og i længere tid, i håb om at kunne skrubbe frygten for bakterierne væk. Mavepine blev en del af hverdagen inden skole. En snurrende fornemmelse i min krop og en lyst til at løbe, som om jeg blev jagtet, skete hver gang jeg satte mine fødder på skolens grund. 

Mavepinen fortsatte og spredte sig til hele kroppen og til sidst i min tankegang. Jeg skulle tænde og slukke lyset, åbne og lukke døre, synke og blinke med øjnene indtil det føltes rigtigt. Men det føltes altid forkert. Jeg var så plaget af OCD´en, at jeg undgik at gå i bad, børste tænder og rede mit hår bare så jeg kunne slippe fra at skulle udføre flere timers ritualer. Tøjvalg blev en kamp uden lige, spritten blev min bedste ven og mennesker var farlige. Nu sad jeg og stirrede ind i den hvide væg imens en storm i mit hovede ødelagde alt fornuft. Jeg var 11 år gammel og jeg var blevet uønsket voksen. Mine dukker var engang min yndlingsbeskæftigelse, men nu var de altid pakket væk. For noget i mit hoved var ikke som det plejede og hende Mathilde, hende den glade, som jeg var engang havde jeg ikke snakket med i lang tid. 

Men hun kom vel snart igen?

Jeg var altid hende, de andre kom til, når der var brug for hjælp, for jeg er virkelig god til at hjælpe andre. Men da jeg blev nødt til at hjælpe mig selvm blev min, ellers næsten perfekte, facade knust. Igennem mange år gjorde jeg alt for at blive set og hørt igen af mine klassekammerater. Jeg har været vant til at blive overset og glemt i ungdomslivet på grund af fravær fra klasseværelset. Selvom jeg måske nok heller ikke havde det godt nok til at tage med til fester og arrangementer, længedes jeg stadig efter invitationen. Bare det at blive husket midt i mit kaotiske liv. Men gang på gang blev jeg bekræftet i, at jeg ikke hørte til der mere. Jeg blev fortalt et par gange, hvordan rygter hurtigt blev en del af snakken, når mit navn en gang imellem blev nævnt. Alt fra min personlighed til sygdom. Jeg følte mig overvåget og misforstået. Hvis det skete, at en af mine klassekammerater ikke var i skole på grund af en brækket arm, blev der brugt lang tid af skoledagen på at lave tegninger og skrive breve, så de ikke følte sig glemt. Når de vendte tilbage, ville alle hjælpe og tegne på gipsen. Man ved jo også, at en brækket arm gør ondt, og hvis man ikke selv har prøvet det, så kan man høre historien om, hvordan det skete. Jeg havde godt nok ikke en brækket arm, men hvis man har det svært og det ikke kan ses, hvordan forklarer man så, at det gør ondt i tankerne?

Jeg var en voksen fanget i et barns krop: Jeg gik til samtaler og møder, skulle holde deadlines, udviklingsskemaer, medicinkontrol og møde en masse nye mennesker med hver deres mening. Det skræmte mig ikke, det var ikke noget nyt. Hver måned var der nye tilbud i form af skoler, praktikker og kurser, der havde gode erfaringer med “sådan en som mig”. Men jeg tror ikke, jeg blev en del af deres succesrate, for jeg stoppede altid kort tid efter jeg var startet. Det var en rutsjebanetur uden ende, der gjorde mig træt. Når jeg var inde i en god periode, følte jeg, at jeg skulle indhente alt det, jeg manglede i mit ungdomsliv. Jeg startede en masse projekter op, så jeg kunne nå dem, imens jeg havde det godt – nærmest som om det var min sidste dag i livet. 

Men i mine gode perioder forberedte jeg mig også altid på det næste dyk. Jeg skulle udvikle mig, men hver gang jeg følte, jeg havde set et lille lys, blev jeg kastet ud i den næste udfordring. Nu havde jeg jo mere overskud, og så skulle jeg da bare ud at lave noget! For hvad er livet uden uddannelse og skolegang? Ja, det er jo lige det. Et liv uden at skulle blive mast ned i en kasse, som alle andre er faktisk et rigtigt liv for mig. Jeg har også drømme og store ambitioner. Jeg vil gerne være god til noget, føle mig tryg og have en uddannelse, men det er umuligt for mig. Mit liv er som et kassebånd i supermarkedet. Alle varerne har en hylde, der matcher med de andre af deres slags. De bliver sat på båndet og har en stregkode, som computersystemet kender. Men når en lidt anderledes vare skal scannes ind - uden stregkode eller en smule forslået - og systemet ikke kan finde varenummeret, så bliver varen lagt til siden og kasseret. For det er alt for meget bøvl og spilder bare tid, hvis resten af indkøbet skal scannes og betales. Det er sådan, det føles ikke at passe ind i uddannelsessystemet. Folkeskolen blev det forhadte sted på hele jorden for mig, grundet den angst og det pres den medførte. Og af alle minder derfra, husker jeg kun de værste. Jeg ønskede et andet forhold til skolen og mine kammerater, men jeg passede ikke ind. Min familie og jeg prøvede alt for at ændre på skemaet, så jeg kunne fungere i skolen med min angst, men der var ikke mere at gøre. Jeg var dømt ude af spillet, indtil jeg kunne være med i det og passe ned i kassen. 

Årene gik. Jeg var gået i stå, mens alle mine venner og omgivelser havde travlt med deres liv og nye ting. 9. klasses sidste skoledag nærmede sig med hastige skridt. Jeg havde allerede afvist ideen om at tage med, men et opkald fra en barndomsveninde blev et stort vendepunkt for mig. Hun spurgte, om jeg skulle med, og om vi skulle finde kostumer sammen. Jeg var overrasket over at blive husket, og det var en dejlig fornemmelse i kroppen, der fik mig til at genoverveje mit valg. Hen over foråret 2021 aftalte vi at ses. Vi snakkede og grinte så meget, at jeg havde krampe i maven. Det var første gang i mange år, at jeg havde grint helt inde fra mit hjerte. Mine kinder gjorde nærmest ondt af at smile. Det var en savnet følelse, jeg næsten havde glemt. Jeg kunne være mig selv i hendes selskab. Jeg følte mig forstået, hørt og omfavnet. Tiden fløj afsted og den mørke, tunge sky over mig begyndte at blive mindre og lettere. Min veninde havde inviteret mig til klassens facebookgruppe, så nu kunne jeg følge med, når der kom informationer om sidste skoledag. Jeg blev ofte udelukket og valgt fra i de online grupper, hvis der ikke var plads. Jeg havde oplevet sårende ting især i grupper som denne. De mente, at jeg ikke havde det skidt og bare skulle tage mig sammen, for jeg var ikke den eneste, der kæmpede. 

Da sommeren nærmede sig, blev gruppen mere aktiv, og de aftalte at tage ned i den lokale bypark og mødes. Parken lå lige bag mit hus, så fra mit værelse kunne jeg høre musikken, som skabte et mod, jeg ikke havde haft før. Men den indre kritiske stemme fortalte mig, hvor farligt det var at bevæge sig ud - og jeg skulle huske, at de nok ikke kunne lide mig. Størstedelen af årene havde mit sociale liv været online med venner fra mange lande. Jeg brugte meget tid på youtube og fandt hurtigt en kanal med nogle drenge fra USA, som jeg begyndte af følge. Her fandt jeg et fællesskab med andre fans, der også elskede deres videoer. Jeg gemte mig bag skærmen og kunne være den pige, jeg ønskede: populær og glad. 

Men jeg kunne ikke slippe tanken om at udfordre angsten og møde op til festen i parken. Og så var det som om, at mit liv blev vendt om og en motivation i min krop førte til mit næste valg. Jeg kiggede mig selv i spejlet og satte mit hår op. Jeg var FÆRDIG med at have mit mentale helbred som identitet. Jeg vil bare være mig, jeg ville kun være Mathilde. Så jeg gik derned. 

Jeg var nervøs for, hvordan de andre reagerede, men jeg blev taget godt imod af nogle gamle venner, og så var det lidt nemmere at overskue. Det var dejligt at vide, at jeg var savnet. I min kamp for at blive set af mine klassekammerater, havde jeg ikke opfattet, at der stadig var personer, der kunne lide mig for den, jeg var. Jeg havde ikke længere et behov for at blive accepteret af de personer, for alt de gjorde, var stik modsat mine værdier. På den måde blev flere års psykisk helvede sat lidt på afstand, og jeg kunne nu se verden, menneskene og livet med helt andre øjne. Det var en god følelse, som gjorde mig glad og nervøs på samme tid. Glad for at være til stede og mærke den sol, jeg ikke havde set i flere år på mine bare arme igen. Nervøs for, at det måske kun var tilfældigt og kortvarigt at opleve det. 

Efter at være blevet en del af i klassen igen, begyndte jeg at kunne være mig selv. Og så skete det mindst ventede: Jeg fik følelser for en af mine klassekammerater. Jeg var blevet inviteret til en fest og afviste invitationen, men mine veninder overtalte mig til at tage med. Jeg var der et par timer, men blev usikker og besluttede mig for at tage hjem. Jeg var på vej ned for at hente min taske, men blev pludselig mødt af et charmerende smil. Det var ham, min klassekammerat, som stoppede mig på vej ud og spurgte, hvem jeg var. Vi havde været gode venner før, men jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg stoppede i skole. Han spurgte ind til, hvor jeg havde været i alle årene. Det var rart at kunne fortælle min egen historie, og at han ikke bare gik ud fra det, han havde hørt om mig. Vi snakkede i flere timer, og jeg var ved at smelte af varme i kroppen, når han kiggede på mig. Efter kunne jeg ikke stoppe med at tænke på ham, men jeg blev ved at benægte mine følelser overfor mig selv. Han skulle på efterskole efter sommerferien, så jeg kunne lige så godt lade være at prøve. Han kendte knapt nok mit navn, så jeg var ret håbløs. 

Der blev arrangeret, at klassen skulle mødes for at pynte hele skolen. Jeg kunne snart se en ende på bekymringerne, og det var en tung byrde, der blev lettet fra mine skuldre. For nu var 9 års kamp slut, og jeg kunne ånde lettet op. Det blev en fantastisk dag, som jeg aldrig glemmer. Jeg tog mig mod til at snakke med fyren fra min klasse, og det er jeg lykkelig for skete. For nu er han i mit liv som min kæreste. Han fik mig med ud i verden og holdt mig i hånden hele vejen. Han respekterer mig og elsker mig, for den jeg er. 

Der er sket så meget i mit liv på det halvandet år efter jeg gik ud af folkeskolen. Jeg har fundet en masse skønne venner, som jeg sætter pris på hver eneste dag. Mine forældre er ikke længere mine “behandlere” og kan bare være “mor og far”. Min storesøster og jeg har mange gode stunder sammen, som jeg har længtes efter. Hun er en kæmpe inspiration og rollemodel. Jeg har prøvet mange forskellige tilbud, men er et sted i mit liv nu, hvor jeg har fundet ro og fred med, at jeg ikke vil have trukket et uddannelsessystem over hovedet, hvor jeg ikke føler mig hjemme. Jeg skal nok finde min vej, og det skal nok blive min tur. Men lige nu er jeg ved at hele de dybeste ar på min sjæl fra lang tids udmattelse, og det tager tid og ikke mindst styrke. Men vigtigst af alt har jeg fundet mig selv igen, og har mod på livet som aldrig før. Jeg øver mig stadig i ikke at tvivle på mit svar, når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver til hverdag. Jeg har en indre diskussion med mig selv, om jeg skal lyve, eller om jeg skal fortælle, at jeg går hjemme. Men mit håb er at hjælpe de mennesker, der står i en lignende situation, så de kan have én at spejle sig i. Og at jeg måske en dag kan være med til at ændre “kassebåndssystemet”, så der kan være plads til os alle.

‍

‍