Fra fuldtid til deltid

Det er torsdag den 19. september 2019, og den sene efterårssol står højt på himlen. Det er min dag. Mange års uddannelse er snart slut. Jeg har glædet mig til denne dag og på samme tid også frygtet den. Om lidt skal jeg forsvare mit speciale, som jeg har knoklet på i fem måneder. Om lidt er jeg ikke længere en del af uddannelsessystemet, der i så mange år har guidet mig, støttet mig økonomisk med SU og givet mit liv en retning. Om lidt står jeg fuldstændig på egne ben med en titel som cand.mag.

Men jeg har forberedt mig. Jeg har fulgt bogen til punkt og prikke. Sørget for et studierelevant arbejde, arbejdet frivilligt, været i praktik og endda udskudt fag for at få plads og tid til så meget erhvervserfaring som muligt… og nå ja, så har jeg har sparet penge sammen hver sommer som tjener i Nyhavn. Jeg har været flittig, nysgerrig, modig og ikke mindst ambitiøs – en dengse og et drømmeprodukt af uddannelsessystemet.

Hej fuldtidsjob, her kommer jeg… eller ikke

Jeg har en drøm: Jeg vil skrive, jeg vil oplyse, og jeg vil gøre en forskel, men det er jeg langt fra den eneste, der vil. ”Tak for din ansøgning. Du var én blandt 400 ansøgere, og vi har desværre valgt at gå videre med en anden kandidat” – sådan lyder størstedelen af mailsne i min indbakke. Det tærer sgu lidt på min selvtillid, især når mit LinkedIn-feed er fyldt med tidligere studiekammerater, der går fra det ene fede job til det andet. Man skal ikke sammenligne sig selv med andre – det ved jeg godt. Men jeg vil også! Jeg vil bruge mine mangeårige tillærte kompetencer, min kreativitet, min viden, og jeg vil blive klogere, og jeg vil gøre andre klogere. Men det er svært, når virkeligheden spænder ben.

Dahl, drøm og lidt mere dahl

Jeg vil have et job! Hvis ingen vil ansætte mig, så ansætter jeg sgu mig selv. Jeg går freelance og bliver min egen chef. Jeg tager til kurser ved SKAT, lærer om moms, budgetter og får mit eget CVR-nummer. Og jeg får min første opgave, en stor en af slagsen. Det er faktisk ret fedt. Jeg bruger mit netværk, jeg får spændende opgaver, og jeg får lov til at skrive.

Men det er hårdt at leve af at være freelancer. Jeg er ikke sikret en fast indkomst, der falder hver den første i måneden. Nogle måneder går det lige an økonomisk, andre måneder falder der næsten ingen betaling. Så det handler om at spare og bruge mine penge med omhu. Min fryser er fyldt op med dahl til de næste 14 dage; mit sociale liv, der i høj grad er baseret på impulsive kaffe-aftaler, daler, og jeg har efterhånden vænnet mig til smagen af en lunken, flad øl, (ja, en flaskeøl kan jeg snildt få til at vare to timer en aften i byen).

Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ser, hvordan min opsparing er i forfald – min hårdt optjente opsparing, der var gemt til drømme, gemt til rejser, gemt til at blive voksen og en dag at kunne købe min egen lejlighed. Nu brugt på husleje, regninger og røvsyg dahl. Regningerne er højere og flere, når man ikke længere er studerende. Ingen studierabat på forsikring, A-kasse, fagforening, træning osv. Det giver jo god mening, bare ikke i mit tilfælde, hvor min indkomst er lavere, end da jeg var studerende. Hvordan er jeg endt her? Hvorfor er jeg endt her? OG hvor længe skal jeg være her? Jeg er blevet en ud af mange ansøgere. Min drøm er endt som afslag i indbakken, og min opsparing er blevet til min budgetkonto, min budgetkonto er blevet til lån, og min økonomiske situation gør mig ondt.

Et evigt økonomisk puslespil

Jeg har lånt penge af mine nærmeste, ikke kæmpe summer men nok til, at jeg synes, at det er for meget. Min dårlige samvittighed vokser. Jeg bliver nødt til at trække på min A-kasse. Jeg kan ikke leve af min freelance. Måske var det naivt at tro, at jeg kunne klare mig selv, måske var det ligefrem dumt, at jeg ikke kontaktede min A-kasse noget før, men jeg ville så inderligt gerne klare mig selv. Det kan jeg ikke mere.

Størstedelen af min tankekraft går med at få mit økonomiske liv til at gå op. Det er et stort, nærmest uendeligt puslespil: Jeg skal til fødselsdag lørdag og derfor bruge penge på en gave, så jeg har ikke råd til at tage ud og drikke en øl torsdag. Jeg vil også gerne snart overraske min kæreste med en god middag, (han har hele vejen igennem støttet min freelance-drøm, og nu vil jeg give noget tilbage). Samtidig taler madklubben om en weekend i sommerhus. Så skal jeg måske sætte mit træningsabonnement på bero eller opsige Spotify? Det er også forkælet, at jeg kan tillade mig at brokke mig over min økonomi, mens jeg smider penge efter en musiktjeneste og træning hver måned – er det ikke?

Men det gør mig glad og giver mig energi og overskud i min hverdag, at jeg har de frirum og friheder. Det er mit evige dilemma. Et dilemma, der ikke har noget at gøre med materielle goder, men med mit sociale liv og mit ”normale” ungdomsliv. For den pressede økonomi begrænser mig socialt. Og det er svært for mig at sætte ord på min økonomiske situation overfor mine nærmeste. Når veninderne vil ses, finder jeg på en dårlig undskyldning, ”uha jeg har en deadline,” eller ”jeg har desværre andre planer,” men i virkeligheden har jeg bare ikke rigtig råd til at gå til koncert eller mødes til take away og øl på den solbefængte plet i Nørrebro Parken. Hvorfor skal økonomi være noget, som vi ikke taler om? Hvorfor ender jeg med selv at bekræfte det tabu ved ikke at være ærlig om min situation?

Lad det bedste argument og drømmen vinde

Jeg bliver nødt til at søge om supplerende dagpenge, hvilket også er helt ok, fordi jeg betaler 500 kr. til det om måneden, siger jeg til mig selv. Det løser sig nu. Men A-kassen er ikke ligefrem en drømmefabrik – tværtimod. Flere uger bruges på møder og utallige telefonopkald med A-kassens rådgivere, jurister og jobkonsulenter, alt imens min konto svinder ind. At være freelancer på supplerende dagpenge er åbenbart ikke den bedste cocktail. Reglerne er firkantede og ikke til at rykke på. Deres bedste råd er min største frygt: luk din virksomhed og gå på fuld dagpenge. Hvad fanden!? Jeg har knoklet røven ud af bukserne, jeg har igangværende opgaver og nye i vente. Jeg har bare brug for økonomisk støtte i et par måneder, så jeg kan betale min husleje. Jeg kan da ikke smide det hele på jorden nu?

Jeg taler mere i telefon med A-kassen end med min mor, og jeg er efterhånden på fornavn med størstedelen af A-kassens medarbejdere. Særligt én af juristerne, (lad os kalde hende Susanne), har gentagende gange fået glæden af min stædighed. Hun beklager i telefonen og understreger for 20ende gang, at regler er regler. ”Der er ikke noget, jeg kan gøre,” siger Susanne træt.

Men jeg kan bare ikke få mig selv til at lukke min virksomhed nu. Sidste chance, tænker jeg, hvis Susanne skal overbevises om at hjælpe mig, må min 5 års uddannelse i sprog og formidling på banen. Frem med de retoriske redskaber og de gode argumenter krydret med lidt charme og selvtillid. Lad det bedste argument vinde.

Men dialogen ender med en lang monolog, med mig der kæmper og plaprer løs: ”Det giver ingen logisk eller økonomisk mening for den sags skyld, at lade staten betale for, at jeg skal tvinges på fuld dagpenge. Hvorfor dog ikke lade mig ”nøjes” med supplerende dagpenge og lade mig forsørge mig selv så vidt muligt med min egen virksomhed…” Susanne responderer fjernt med ”mmh”, ”tjoe” og ”jaae, det er også ærgerligt men….. regler er regler!” Jeg giver ikke op og fortsætter: ”Tvinger I mig til at opgive min virksomhed, min drøm? Jeg søger om supplerende dagpenge, så jeg kan være sikker på at kunne betale husleje, imens jeg er i opstartsfasen. Jeg betaler blandt andet til min A-kasse for ikke at skulle ende ud i kviklån i situationer som disse.” Der er stille i røret, så lyder det fra Susanne ”To sekunder, jeg vender det lige med en kollega.” Adrenalinen pumper derudaf – det samme gør min puls. ”Er du der?” spørger Sussanne, og inden jeg rigtig når at svare, siger hun, ”Du kan måske løse det ved at omregistrere din virksomhed, men du skal ringe til SKAT og snakke med dem om det”.

Det gør jeg selvfølgelig. Hos SKAT er de uenige med A-kassen og kommer med en snørklet forklaring og stiller mig så videre til afdelingen, der har styr på os freelancere. Ventetiden er lang, og den samme polyfoniske, lidt halvstressende ventemusik kører på repeat. Imens glider mine tanker væk. Jeg forestiller mig, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde læst medicin, jura eller et andet fag, der ifølge statistikkerne lettere ville have fået mig i arbejde. Så ville jeg måske have været praktiserende læge eller jurist på et fint kontor, og pengene havde ikke været noget problem. Men jeg vil ikke patientkonsultationer eller paragraffer, jeg vil skrive. Skulle jeg have fulgt fornuften, eller var det det rigtige at gå med drømmen? Jeg bliver revet ud af tankestrømmen. En kvinde fra SKAT tager telefonen. Hun er venlig og forstående overfor min situation. Vi får løst problemet, og der er ENDELIG efter så lang tid styr på det nu. Hvad er der lige sket, jeg forstår det ikke helt. Men vigtigst er, at jeg nu kan fortsætte mit freelance og for en tid supplere med dagpenge. 1-0 til drømmen.

Otte måneder er nu gået, og for første gang i den her udmattende, lange og opslidende proces, er jeg tom for ord. De er alle brugt på uanede mængder jobansøgninger, dårlige undskyldninger overfor veninderne, ”jeg kan ikke mere”-samtaler med min kæreste og ikke mindst kamptalerne til A-kassen. Men danse, det kan dengsen, og jeg danser af glæde, mens Chaka Khans Im every woman spiller på repeat fra mit hårdt optjente spotify-abonnement! Jeg kan få lov til at arbejde videre på min drøm, få min virksomhed til at vokse og samtidig være sikret penge at leve for. Og det stopper ikke her. For kort tid efter bliver jeg tilbudt et deltidsjob – et relevant og spændende et af slagsen som kommunikationsansvarlig i en mindre virksomhed. Så kan jeg supplere min freelance-indtægt med mit nye job, hvor der falder en fast indkomst den første bankdag i måneden – what a dream! Jeg kan nu fortsætte med at drive min egen virksomhed og være helt fri fra systemet.

Det blev min tur

Nok er der stadig et lån, der skal tilbagebetales, og 12 retter dahl tilbage i fryseren– men nu kan indtaget af den røde linseret forhåbentligt blive sat på hold. Tingene kan hurtigt vende, jeg kan nemt havne her igen, så pengene skal bruges med omhu. Men jeg skal også have lov til at nyde den økonomiske frihed lidt, jeg skal også have lov til at fejre mine sejre! Og selvom jeg for noget tid stadig vil gå under kategorien ”økonomisk presset,” har jeg brudt det økonomiske tabu – jeg har fortalt min historie her.

Det er onsdag den 15. april 2020, den tidlige forårssol skinner allerede klart på himlen, endelig er det blevet min dag. En turbulent tid med mange jobansøgninger, minus på kontoen og møder med A-kassen er overstået. Det er første dag fri fra dagpengesystemet, det er første dag på mit nye arbejde. Jeg har været flittig, nysgerrig, modig, og ikke mindst har jeg kæmpet – en freelance fighter og en oprørs- kvinde af dagpengesystemet. Jeg vil skrive, jeg vil oplyse, og jeg vil gøre en forskel, og denne gang blev det fandeme min tur.

Når jeg ser tilbage på dén aften, er jeg ikke i tvivl om, at det var dumt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde handlet anderledes, hvis jeg kunne gå tilbage.

Jeg er ikke kun stolt

har knoklet hårdt med mit hold

de tider jeg var i var også kold’

før jeg kigged’ mig tilbage var jeg anholdt

Vreden er et livsvilkår for mig. Jeg slipper ikke af med den, og det vil jeg heller ikke. Der er tændt en uslukkelig glød i mig. Den kan futte hele lortet af, hvis den kommer ud af kontrol, og den kan være min ledestjerne hvis jeg kontrollerer den. Den er født ind i mig, og den driver mig frem. Måske kommer den fra babas palæstinensiske blod, der flyder tykt i mine årer, og fylder mig med konfliktens vrede. Måske er den en del af min ADHD, der en gang imellem bestemmer, hvad der skal ske. Jeg har i hvert fald fået min fars grønne øjne, og et filter af vrede, som alle mine tanker og handlinger lader sig forme på baggrund af. Vreden er mit værktøj, min kilde til energi; den sten, jeg bygger mit liv på, og den er stærkere, end du aner. Derfor gør det ondt når den smuldrer, og mit liv ramler om mig selv. Og det gjorde det den aften - og især i tiden efter.

Der var kun gået et par dage, og min mor anede ikke at det var mig. ”Hold kæft nogle idioter” sagde hun da de fortalte om det i nyhederne. Det var første gang hun hørte om det, og jeg husker det tydeligt. Hvad fanden svarer man til det? Jeg var jo helt enig. Jeg var fandeme en idiot da jeg gjorde det, men det er jo gået over gevind det her. Det er for meget at det skal i nyhederne og alt muligt. Jeg syntes helt klart at det havde været bedst, hvis hun ikke fandt ud af, hvad jeg havde lavet, og resten af verden måtte gerne følge trop. ”Ja, hold kæft nogle idioter” svarede jeg bare, mens jeg forsøgte at lyde ligeglad. Men det her var jeg ikke ligeglad med. Mit hoved kørte på højtryk i en blanding af vrede, frustration og afmagt. Jeg følte mig beskidt da vi gjorde det og den følelse væltede ind over mig igen, da jeg så den ligegyldige nyhedsvært ridse nattens begivenheder op for min mor. Det ville være nemmere hvis de lod være med at blæse det op. Hvis nyhedsværten stoppede med at fortælle. Men der vidste jeg med sikkerhed, at de ville komme efter mig. Og jeg havde helt ret.

Lige i starten, lige da jeg havde fået min dom, tænkte jeg bare shit. Det var ikke bare et spørgsmål om, hvad folk ville tænke om mig, om de kun ville se en dreng med en dom og glemme hvem jeg faktisk var. Som om det ikke var slemt nok, var det også et spørgsmål om penge, for hvor fuck skulle jeg få dem fra? Min dom betød, at jeg kom til at skylde flere penge end jeg kunne overskue. Hverken hele eller halve millioner, men nok til at slå mig ud af min ellers fastlagte kurs. Jeg var 15 år gammel, og det eneste jeg kunne tænke på var at skulle ud af min gæld hurtigst muligt, og lade det blive et glemt kapitel af mit liv.

I lang tid efter var jeg ligeglad med alt. Verden forvandlede sig med ét til en dårlig efterligning af det, den plejede at være. Verden var et lortested, og jeg gav ikke en fuck. Min glød blev til en konstant mindre brand, og dens evne til at være vejviser blev en ren destruktiv kraft. Det var kun fordi min mama hjalp mig, at jeg begyndte at se, hvorfor det hele ikke bare var noget lort. For jeg har lært nogle ting i det her.

Jeg var blot en ung knægt

som mennesker kigger på og tænker ”defekt”

bas hvem er perfekt

bas hvem er perfekt

tro mig jeg har respekt

men det’ et videre projekt

så husk der skal være ligevægt

Min diamant

Jeg er familiens sorte får. Jeg har søskende, men ingen er som mig, og de fleste er enige om, at jeg er det man kalder en rod. Det er ikke på den måde, hvor min familie ikke kan lide mig, eller ikke vil kendes ved mig. Mama og baba elsker mig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg gengælder det mere end de aner. Jeg respekterer min far mere end noget andet menneske på Jorden, han er et forbillede for mig. Han er manden, der kan alt, han får tingene til at ske. Han har lært mig hvordan man arbejder for sin ret i livet, at jeg skal arbejde hårdt og aldrig give op, og den lærdom er noget af det mest værdifulde jeg har.

Min mor er min diamant. Jeg har hende altid med mig ved mit hjerte, og jeg kan ikke holde smilet tilbage når jeg tænker på, hvad hun betyder for mig, på hendes varme grin. Hun er barmhjertig, kærlig og rimelig, og jeg ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for min mor. Hun dømmer mig aldrig, og selv da jeg følte mig allermest beskidt, da jeg følte at hele verden kiggede mistroisk på mig, var min mors blik mere barmhjertigt end nogensinde.

De passer på mig som om jeg stadig var deres lille barn, mine forældre. En gang imellem sniger de sig ind i min økonomi på en rigtig forældre-agtig måde uden jeg ved det, og så betaler de noget af min gæld, når de ved, jeg ikke har råd. De siger ikke noget til mig, men efterlader et tydeligt spor af kærlighed.

Jeg kunne aldrig finde på at råbe ad mine forældre, jeg elsker og respekterer dem alt for meget til det. Nogle gange kan de virke hårde i deres opdragelse, og ligesom alle andre, sker det, at jeg bliver irriteret på dem. Men jeg er nødt til at tænke mig om før jeg lader følelserne løbe af med mig, for inderst inde ved jeg, at mine forældre lærer mig de vigtigste ting. De lærer mig at være et godt menneske. De vil mig altid det bedste, og derfor kan de ikke lide når jeg laver dumme ting.

Jeg spørger ofte mig selv om det er okay, det jeg laver. Ikke for mig selv, men i forhold til dem. Er jeg respektfuld overfor mine forældre når jeg glemmer at tænke mig om? Jeg ved hvordan de vil se på mig hvis jeg får en dom til, og jeg ønsker at de aldrig skal vise mig det blik igen. Jeg ved hvor skuffede de bliver, hvor kede af det de bliver. Jeg vil have at min familie er stolt af mig, at de kan se på den succes, jeg er blevet til. De skal vide, hvor meget jeg har lært af dem, og hvor hårdt jeg har arbejdet for at vise dem, at jeg ikke bare er familiens sorte får.

Vil gerne starte fra ny

men mine ting de hænger oppe på en sky

har det som om tiden den er fløjet som et fly

jeg var ren jern

men jeg blev bøjet på ny

Selvom jeg ikke er kristen, er søndag min helligste dag. Ikke på grund af en gudsdyrkelse med tusinde følgere eller fodbold i fjernsynet, men på grund af min egen dyrkelse af familien. Min familie har taget den bedste tradition fra Danmark, og noget af det bedste fra Mellemøsten og sat det sammen i den perfekte kombination. Vi mødes hver eneste søndag for at ryge vandpibe og grille sammen, grine sammen og bare have det godt. Det er mit frirum, og det er her, at mit batteri genoplades. Det sikrer at vi ikke falder fra hinanden. Når familien ikke bor sammen mere, er det vigtigt at vi arbejder for ikke at forsvinde ud af hinandens liv. Når vi samles, er der en dyne af kærlighed og barmhjertig, der lægger sig omkring os. Jeg ved, at her er der ikke noget ballade, der er kun fred og hygge. Vi kommer for at få det godt, og det virker hver gang. Min søster siger med et smil på læben, at hun hader mig. Jeg taler hendes sprog, og ved at det betyder kærlighed. Den her tradition fortsætter i mit hus, når jeg har stiftet familie.

Shababs

Jeg plejede at tage i byen og hænge ud med mine shababs hele tiden, men jeg har ikke råd til det mere. Jeg plejede at blive klippet hver tredje uge, men den tid er forbi. Mine venner gør, hvad de kan, og giver mig muligheder for at lave nogle af de ting, jeg synes er fede. Ikke på en måde hvor de giver mig penge i hånden, men de fylder benzin på bilen en gang i mellem og betaler nogle gange når vi laver noget sammen. Uden dem havde jeg kun råd til smøger og benzin. De hjælper mig, også selvom de ikke vil have, at jeg ryger. De tager hensyn til mig ligesom min familie ville gøre det. De ønsker det bedste for mig. Det er en måde hvor jeg kan se, hvem der bare er mine venner, og hvem der er mine rigtige shababs.

Jeg har set hvordan folk kan vende på en tallerken, og hvordan dem, jeg troede var mine venner, har vist den anden side af sig selv. Når man har penge, eller folk tror man har penge, så venter de på én, de viser alle de bedste sider af sig selv. Men lige så snart man ikke kan være med, viser de deres sande ansigter, og pludselig gider de ikke vente mere. Det handler om at kunne stole på hinanden. Når jeg brænder sammen, når lunten er brændt af, skal jeg vide, at jeg har gode mennesker med mig, der enten stopper mig, eller kæmper med mig, som om det var deres eget liv, de kæmpede for.

Jeg ser tydeligt, hvem der er mine shababs nu. De vil ikke lade mig blive hjemme bare fordi jeg ikke har råd, det er dem jeg kan regne med. De viser, at de ville mangle mig ligeså meget som jeg ville mangle dem, hvis jeg ikke var med. Selvom mine forældre ikke kan se det, er de her mennesker vigtige for mig. Ligesom med de ting, mine forældre gør, ved jeg at mine shababs gør alt det bedste for mig. Det er ikke nødvendigvis store ting, men de ved at de nok aldrig får pengene igen. Alt det er lige meget når man er gode venner. Det lærer mig at sætte pris på de små ting, de her gode mennesker gør for mig, og jeg er så taknemmelig for at jeg aldrig går glip af noget med mine shababs. Ikke på grund af penge i hvert fald.

Prøver at smile hver dag hver dag

men det er svært

når de hiver mig ned

men jeg holder hovedet højt op’

du kan se mig flyvende med mit hold

dem der får mig til at rejs’ mig op igen

dem der får mig til at være aktiv min ven

Vejen i vreden

Jeg har været vred så længe jeg kan huske. Misforstå mig ikke, jeg er ikke vred lige nu og her, og jeg har en virkelig lang lunte. Men når du først har brændt min lunte af, når du puster på min glød og sætter den i brand, så er jeg ude af kontrol. Jeg får et filter, verden skifter farve, alt bliver rødt og sort. Jeg mister kontrollen, og jeg bliver et blodtørstigt bæst, der bare skal smadre nogen eller noget. Jeg skræmmer mig selv. Men jeg har lært, at jeg skal kontrollere mig selv og lade de små, ligegyldige ting være, så jeg ikke går amok over dem. Jeg skal ikke havne i flere problemer, fordi jeg går amok. Men det er en fin balance, for på den ene side skal jeg ikke eksplodere på grund af ingenting, men på den anden side skal jeg sgu heller ikke f inde mig i noget eller blive hundset med. Jeg har min integritet, som jeg aldrig giver slip på.

Men vrede er meget mere end en ødelæggende kraft, i et sort og rødt univers. Den viser sig også som glæde, som en entusiasme og en målrettethed, der overtager min krop. Den vælger min vej for mig og nogle gange er det en dårlig vej, og så gør jeg dumme ting. Andre gange viser den vejen til de kærligste handlinger, den stærkeste kraft og det vildeste flow. Når jeg arbejder med musikken, kan jeg forsvinde ind i andre verdener, i gode verdener hvor versene flyder og tiden på én gang står stille og forsvinder i ordenes rytme. Når jeg har kontrol over musikken, har jeg kontrol over min vrede, og så er falske venner, ingen penge og alle de andre ting fuldstændigt ligegyldige. Musik er følelser, og den giver rum til at forstå og forandre vreden. Vrede er venskab og kærlighed, ikke bare når man skændes, men når man gør dumme ting mod dem man elsker på de kærligste måder. Musikken lader mig forstå og kontrollere dumhederne, de sker måske stadig, men i det mindste er jeg bevidst omkring dem.

Alt for mange glemmer at tænke på fremtiden når de handler. De er ligeglade med alt. Det var sådan jeg havde det, da jeg fik min dom, jeg var ligeglad med mig selv og alle andre. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at tænke på fremtiden, og det er derfor jeg ikke kan fortælle dig, hvad jeg lavede den aften. Den aften er fortid, og sådan skal det forblive. Ellers brænder hele lortet sammen. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg kunne droppe det hele og smide mit liv på jorden, men jeg er spring fyldt med ambitioner. Der er tændt en uslukkelig glød i mig, der viser mig vejen. Jeg ved, at jeg aldrig skal i RKI, for så mister jeg kontrol og muligheder. Jeg skal have et hus og skabe en dejlig familie. Flere mennesker der skal være med hver søndag. Min vej til succes er belagt med vredens sten, og oplyst af glødens dragende skær. Det er dem, der sikrer, at jeg altid rejser mig igen. Drømmen er at blive berømt for min musik, tjene mine egne penge og gøre min familie stolt, og vreden er min energi. Den er den kraft, der gør at jeg altid kan løfte lidt tungere, lidt mere, igen. Når jeg mister alt, det ved jeg nu, så er vreden det, der skubber mig fremad, hiver i mig. Den tager roen fra mig og søger for, at jeg bare bliver ved, ved, ved!

Der er så meget vrede indeni

folk kalder det raseri

jeg kører med den energi

Jeg sætter mig ind i toget og kører på røven fra Sakskøbing station. Der er ingen penge på mit kort. Mine to år på Lolland har ikke ligefrem været nogen stor økonomisk succes.

Jeg flyttede herned, fordi jeg havde brug for at komme væk. Væk fra Vestegnen og de problemer, der havde hobet sig op i mit liv. Dengang var min mentale rygsæk fyldt godt op med en buldrende fornemmelse af posttraumatisk stress og en alt for levende erindring om de tæsk, som livet havde givet mig.

Min bagage er ikke ligefrem blevet lettere i løbet af mit lollandske eksil. Tværtimod har jeg taget 80 kilo på. De mange ekstra kilo på min krop er dog ikke en valuta, der er gangbar til at betale regninger med. Eller min togbillet tilbage til hovedstadsområdet for den sags skyld.

Min destination er Rødovre, hvis jeg får lov at komme så langt. Jeg er blevet stillet en lejlighed i udsigt af kommunen, men min telefon har været spærret de sidste par uger, fordi jeg ikke har kunne betale min telefonregning. Derfor har jeg ikke fået fat i min kontaktperson. Det kan også være lige meget nu. Jeg har allerede pakket mine ting og taget chancen. Jeg har alligevel ikke noget at miste.

Det vender sig i maven på mig, da kontrolløren nærmer sig min plads. Heldigvis er han flink og overbærende. Han køber min forklaring og lader mig køre med til København.

Jeg håber, at hans venlige behandling er et tegn på bedre tider. Desværre går det anderledes problemfyldt, da jeg får talt med kommunen. Min kontaktperson har ikke fikset de ting, han skulle. Nu er han på orlov, og hans vikar har ikke bemyndigelse til at stille mig en lejlighed til rådighed.

Det er 2010, jeg er 18 år gammel, og det er, som om den finanskrise, hele landet er ramt af, viser sig som et splintret spejl i min privatøkonomi. Jeg har ikke en krone på lommen, og nu er jeg officielt set også hjemløs. Kort sagt er jeg fucked.

Skammen forfølger mig

For mig er det værste ved at være broke, at jeg ikke føler, det er socialt acceptabelt. Jeg oplever skammen dobbelt, for den kommer både fra mig selv og fra omverdenen.

Jeg får i den grad lov at mærke skammen i løbet af min første tid tilbage i Rødovre. Jeg sover på sofaer hos de få venner, jeg har tilbage fra tiden, før jeg forsvandt. Mit netværk er skrællet helt ind til benet på de to år, jeg har været væk.

Det er ekstremt svært for mig at være social uden at have penge. I starten sagde jeg nej til det meste, for jeg kan ikke bære tanken om, at de andre skal betale for mig. Det er for flovt. Rent rationelt er der nemt nok for mig at sige, at der ikke er noget skamfuldt i at tage imod, men det er noget helt andet, når jeg står i situationen. Så begynder følelsen af skam at tage over i min krop. Jeg får lyst til at forsvinde eller føler mig presset til at komme med en dårlig undskyldning, så jeg ikke skal konfronteres med det tabu, som penge udgør i mit liv.

Jeg ved, at mine venner og veninder vil mig det godt, men det bliver ved med at føles helt grundlæggende forkert indeni. Især i byen, hvor folk bliver langt mere gavmilde i takt med at promillerne stiger, og jeg får det værre og værre ved tanken om, at jeg drikker deres penge op.

Jeg er en tørstig, ung mand, og jeg er mere eller mindre alkohol-resistent. En bytur koster hurtigt en måneds forbrug af mad, nogle gange mere.

De penge mine venner glædeligt spenderer på ti shots eller en drink til mig på en støjfyldt bar om natten, kunne ingen af os nogensinde finde på at bruge på at fylde hinandens indkøbskurve op med om dagen.

På den måde oplever jeg en utrolig stor skævhed i den måde, vi bruger vores penge på. Ingen blinker med øjnene, hvis vi går amok i byen. Mine venner er næsten ligeglade med, hvem der betaler. Omvendt sidder pengene langt mere tæt til kroppen, hvis jeg har brug for en skilling til kedelige ting som toiletpapir og tandpasta.

Vi er unge, og det er ikke nok bare at have et arbejde og tjene penge. Blandt vennerne forventes det også, at der er råd til at bruge dem på sjov og ballade. Ellers stemples man hurtigt som kedelig.

Det prædikat gider jeg ikke at have siddende på mig, så jeg får sparet sammen og sneget mig med til Roskilde Festival sammen med mine venner. Jeg har dog på ingen måde råd til at betale for de mange rammer øl, min camp hver dag kører ned, når vi spiller ølbowling. Allerede på dag ét erkender jeg, at jeg må på vandvognen. Det bliver en festival fuld af skam, selvom mine venner er gavmilde.

Hvorfor kan du ikke bare få et job?

I den tid, jeg har det sværest, er jeg ikke i stand til at varetage et arbejde. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Faktisk er det det eneste, jeg vil. Men jeg er så mentalt presset, at det ikke er en mulighed.

Jeg oplever, at det faktum bliver mødt med stor undren af den ældre generation. Hvorfor kan du ikke bare få et job, bliver jeg tit spurgt. Hvor svært kan det være at få noget i Netto?

For mig var det på det tidspunkt uendelig svært. Men hvis jeg skal fortælle dem hele min historie, bliver det hurtigt en længere, ubehagelig snak – både for mig selv og for den, der har spurgt.

I stedet forsøger jeg at lade være med at tage kritikken alt for bogstaveligt. Måske er folks angreb ikke altid så hårdt ment. Alligevel påvirker de løftede øjenbryn mig meget. Jeg får fornemmelsen af, at jeg i andres øjne blot er doven og uduelig. Endnu et curlingbarn, som den ældre generation kan pege fingre af.

Jeg begyndte at komme i forskellige praktikforløb. Praktikforløbene blev flere og flere. To måneders fuldtidsarbejde, der altid ender på den samme deprimerende måde: ”Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde dig et job.” Til sidst kan jeg tørre røv med de anbefalinger, jeg får. For selvom de alle med tomme flotte ord beskriver, at jeg er mødestabil, intelligent, social og arbejdsom, får ingen af dem mig afgørende tættere på et fast job, som kan sætte en stopper for min elendige økonomi.

Jeg er på en slags overlevelsespenge fra kommunen. Når jeg har betalt for den lejlighed, jeg har fået fat i og for mine faste udgifter, har jeg 700 kroner tilbage at leve for om måneden. Det er lige under 25 kroner om dagen. Hver dag er en kamp for ikke at bruge for meget. Det er ekstremt stressende for mig at leve på et så usikkert grundlag.

Det værste er, at pengene fra kommunen er forudbetalte og ophører, så snart jeg får fingrene i et job. Men her vil pengene først trille ind ved den efterfølgende måneds afslutning, og det betyder, at jeg vil have en måned uden noget som helst at leve for. Den kattepine tilføjer endnu et tykt lag af stress til min tilværelse.

Et eksprestog mod bedre tider

Jeg kan se på ham, at han ikke tror, jeg kan klare det, men han holder det for sig selv. Efter at have vist mig hurtigt rundt i butikken ryger det alligevel ud af ham.

”Er du sikker på, at du kan klare at stå op hele natten? Det er nogle ret brutale vagter for kroppen.”

Jeg svarer ham, at jeg kan starte med det samme. Hvis han kan finde en trøje, der passer til min størrelse omme bagi, er jeg på.

Han virker ikke helt overbevist, men jeg forsikrer ham om, at han kan trække min løn tilbage, hvis jeg ikke leverer, som jeg skal.

To dage senere får jeg min første vagt i 7-eleven. Den stramme sorte polo, jeg får på, holder ikke mange minutter, før de to øverste knapper springer op. Men jeg klare min vagt uden problemer.

På min anden vagt giver min nye chef mig nogle penge til at købe noget andet tøj for. Han giver mig endda 600 kr til at købe et par nye sko. Derfra går det kun en vej. Fremad. Endelig får jeg lov til at vise, hvad jeg kan.

Hurtigt bliver jeg ham, de andre ringer til, hvis de skal have taget en vagt. Jeg arbejder ni dage i streg. Om natten og om dagen. Jeg er ligeglad. Så længe jeg bliver betalt, er alt godt.

Arbejdet løsner de sorte skyer, der hænger over min økonomi.  Og det klarer også op i mit sind. Dag for dag kommer jeg i bedre form, og jeg taber mig 15 kilo de første fire måneder. Jeg lærer en masse nice mennesker at kende på mine vagter og mærker et overskud, som har været væk i årevis.

Jeg blev valgt som bestyrelsesformand i det boligselskab, jeg er tilknyttet. Som den yngste nogensinde. Jeg sørger for, at de får sendt mig afsted på en masse kurser. Og jeg kommer tilbage med diplomer i økonomi, konflikthåndtering og ledelse.

Jeg sidder til bords med folk på tres og diskuterer gigantiske renoveringsarbejder til mere end en milliard kroner. Selvom jeg mærker en vis skepsis ved, at der har sneget sig en meget ung fyr med om bordet, er der heldigvis ikke noget at indvende i forhold til min sans for tal. Jeg har styr på det, jeg skal have styr på. Og jeg er ikke bange for at vise det. Det føles fantastisk godt.

På kort tid går jeg fra at have gået rundt i badetøfler, fordi mine sko var slidt op, til at kunne gå i pæne skjorter, hvis det er det, jeg har lyst til. Det er slut med at vente med at blive klippet i ni måneder, fordi der er ikke er penge på mit kort.

Jeg samler både på pyntekrukker og pant

I dag har jeg en god økonomi. Nu står der pyntekrukker i min stue til 250 kroner stykket. Jeg har krystalglas, der ikke må komme i opvaskemaskinen, og sølvtøj som skal vaskes fint af i hånden.

Jeg har bevæget mig væk fra bunden med en vigtig, social erfaring. Fremover vil jeg til enhver tid hjælpe dem af mine venner, der er økonomisk pressede. Også med de dagligvareindkøb, jeg selv boksede så meget med at få råd til i sin tid.

Jeg er gået fra at have søgt kommunen om tilskud til en seng, som en enkeltydelse, der skulle tilbagebetales med renter til nu selv at spare op hver måned for at få glæden af renters rente.

Jeg var langtfra dårlig til tal, da jeg var på røven. Jeg havde bare ikke nogen at lege med. Det har jeg nu. Men jeg er stadig meget bevidst om deres værdi.

Når jeg ser en flaske med pant, samler jeg den op. Hvis der ligger fem kroner på skinnerne på Rødovre Station, og der er otte minutter til toget kommer, er jeg den første til at hoppe derned. Så enkelt er det.

Dybest set vil jeg nok altid være en lille smule bange for at ende på bunden igen.

Frygten lurer altid i baghovedet

Jeg har en kunde i røret og sidder på min faste plads på taxacentralen, da min chef foreslår at sende os hjem på tvungen ferie. Alle skal bruge den afspadsering, som de kan. Ti af de nyansatte er allerede blevet fyret igen. Jeg har haft et velbetalt job ved telefonerne de sidste par år, men der er ikke mange, der ringer for at bestille en taxa, når alle er blevet opfordret til at blive hjemme. Danmark er lukket ned, og det rammer os hårdt.

Udadtil tager jeg corona-krisen i stiv arm. Jeg er ovenpå og så uendeligt meget bedre rustet end for ti år siden, da krisen kradsede sidst. Hvis jeg selv skulle ende med at blive fyret, er det ikke en katastrofe. Jeg har penge. Mit CV er godt. Jeg kan finde noget andet igen.

Alle de her ting forsikrer jeg mig selv om. Men frygten lurer alligevel i mit baghoved. Den frygt, der er opstået af at have været alvorligt på røven. Den frygt, der sørger for at mit alarmberedskab altid er oppe.

Jeg sender jobansøgninger ud til højre og venstre for at komme det værste scenarie i forkøbet. Jeg skal ikke stå i en situation, hvor jeg ikke har nogen penge igen. Aldrig mere.

De sætninger siger jeg højt for mig selv igen og igen.

Nattens mørke rammer mig, og det samme gør virkeligheden, idet jeg træder ud ad diskotekets døre. Alkoholen pulserer i mit hoved i takt med baggrundsmusikkens beat. Det har været en god aften: Shots linet op på stribe, et kropstæt dansegulv, og en aften, hvor det hele var glemt. Det er altid den samme kur: Når det hele styrter sammen, odds-kuponerne fylder lommerne, og pengene forsvinder i pungen, så er det kun alkoholen, der kan fjerne min hverdag i et øjeblik. Lige indtil jeg træder ud i virkeligheden… IGEN.

Så længe jeg kan huske, har odds været en del af mit liv. Da jeg var 10-11 år gammel, begyndte min far og jeg at oddse sammen – men kun i weekenden. Vi spillede hver for 10 kr., og der blev både krydset af og visket ud, før vi havde fundet frem til den helt rigtige række.

1-X-1-2-1-X-2-2-X.

Gevinsten var dengang ikke kun de 400 kr., som vi kunne vinde på de 10 kampe, som vi havde oddset. Gevinsten var lige så meget de uendeligt mange timer, som vi tilbragte sammen i sofaen med fodboldkampe, diskussioner om startopstillinger og spændte, fedtede håndflader, som stødte sammen i en highfive, når slutfløjtet lød.

Men som årene gik blev de lange og gennemtænkte odds-kuponer, skiftet ud med tidlige og hurtige odds, og det hyggelige samvær med min far blev i stedet til ensomme aftener bag lukkede døre, fordi jeg SKULLE spille – koste hvad det ville. Og det skulle vise sig både at komme til at koste penge, venner, uddannelse og mig selv.

Spil på hjernen

Jeg går langsomt ned mod toget. Klokken er 03.30. Alkoholen gør, at jeg ikke kan mærke kulden, selvom jeg kun har T-shirt på. Det er vinter, men jeg har ikke taget jakke på. Jeg har ikke råd til en garderobe. Jeg drejer sløvt ind på Rosengade. Alkoholtågen begynder langsomt at lette, og straks begynder tankerne og den dårlige samvittighed at presse sig på. Jeg har igen tabt penge. 4.000 kr. Penge, som ikke var mine egne. Jeg har ingen penge mere, og jeg har ingen samvittighed. I hvert fald ikke i spiløjeblikket.

Jeg er ikke ligeglad med min familie og mine venner. Ikke inderst inde. Men odds betyder bare mere. Og der er ingen, der kan forstå det, og jeg forstår det heller ikke engang selv. Skylden og tankerne vælter ind over mig hurtigere, end mine alkoholpåvirkede ben kan nå at flytte sig. Jeg skammer mig ikke over, at jeg har spillet. Jeg skammer mig over alt dét, som min afhængighed har medført. Jeg har endnu engang lånt penge af mine venner, løjet for min familie, og jeg har druknet ubehaget og mig selv i alkohol. Jeg er en løgner og en kujon.

Alle teenagere ser frem til at blive 18 år. De kan gå lovligt i byen, og mange af dem er snart klar til at få hue på. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var de ting, som fyldte mest for mig dengang… men det er langt fra sandheden.

I gymnasiet begyndte mit spilleri at tage til, og mit liv begyndte at adskille sig mere fra de andres. Hvor deres skoledag stod på dansk fra 08.00-10.00, afsætning fra 10.00-12.00, frokostpause og engelsk fra kl. 13.00-15.00, var mine dage bygget op om spil: Fra kl. 07.00-09.00 spil på de tidligste morgenkampe og opfølgning, fra kl. 09.00-10.00 skynde mig i skole, men vigtigst huske at oddse på vejen, kl. 10.00 og resten af dagen, lidt engelsk – måske, men mest bet365.dk for at følge med i resultaterne af de oddsede kampe.

For det meste var jeg ikke i skole, og når jeg var, var jeg ikke til stede.

En ludoman fødes i mig

Min afhængighed tog til hurtigere, end mit fravær i skolen steg, og min konto blev rippet for penge. Når jeg ikke kunne spille, blev jeg rastløs og hidsig. Jeg kunne ikke få mit fix, mit dopamin. Jeg begyndte at låne penge af min familie og mine venner, og hvis jeg ikke kunne låne pengene, så tog jeg dem.

Til mine venner, sagde jeg, at jeg havde brug for penge til regninger, til at købe mad, eller jeg lovede, at jeg kunne købe alkohol eller snus til dem. Men de så aldrig nogle af delene. De 100 kroner, som jeg fx fik ”til mad”, gik til en pakke nudler = 2,5 kr. og til spil = 97,5 kr. Jeg kunne jo vinde pengene tilbage igen, overbeviste jeg altid mig selv om. Men det kunne jeg aldrig.

Jeg fortalte aldrig nogle af mine venner om min ludomani og min gæld. Egentligt tror jeg sagtens, at de ville kunne håndtere det, men hvornår skulle jeg gøre det? Imellem samtalen om sport og damer eller snakken om sex og druk. Det er så ydmygende og pinligt at være afhængig af noget og ikke kunne styre sine egne behov. På samme måde som andre misbrugere. Mit fix er mit spil – tre kampe lige på. Tænk, hvad de andre ville tænke om mig?

Som tiden gik, voksede min gæld, og det samme gjorde antallet af venner, som jeg lånte af. Der var arrangementer, som jeg ikke kunne tage med til, fordi jeg skyldte flere af deltagerne penge, og der var hyggeaftener, hvor jeg kom for sent, fordi jeg skulle mobilpaye frem og tilbage for at finde ud af, om bookmakerne og jeg havde 12 eller 17 kr. at gøre godt med. Det var et stort tetris-spil, hvor jeg skulle rykke rundt på brikkerne og passe dem til for at få løgnene og min hverdag til at hænge sammen.

I starten spillede jeg for at få stillet min spilletrang, men hurtigt begyndte skammen over at miste andres penge at blive min afhængigheds drivkraft. Håbet om at vinde det tabte tilbage, og kampen for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, det eneste som jeg ønskede – dét og at spille en række til odds 4,85 selvfølgelig.

Løgnen er ludomanens hemmelige våben

Jeg fortsætter. Men mod hvad? Jeg ænser hverken, at jeg tjekker ind eller det påmindende pling fra indlæseren på stationen. Mit hoved er indrullet i alkohol. Den har lammet min fornuft. Jeg kan ikke se nogen udvej. Er der overhovedet nogle, der elsker mig, når jeg har gjort dem så ondt? Og ville det ikke være nemmere for alle, hvis jeg bare var væk – for altid? Jeg går over på perronen.

Jeg begyndte hurtigt at leve et dobbeltliv. Ikke på den fede James Bond agtige måde, hvor han skjuler sin identitet som hemmelig agent, og hvor hans hemmeligheder redder liv. Det var bestemt ikke sådan for mig. Løgnen er ludomanens hemmelige våben, og mine løgne kostede en kernefamilie i knæ. Jeg blev gradvist rodet ud i et væv af løgne, som jeg brugte meget tid og mange kræfter på at holde styr på. Jeg tog mig selv i at lyve om ting, som jeg ikke behøvede at lyve om, fordi det bare var blevet en naturlighed for mig. Jeg løj altid overfor mine forældre om, hvorfor jeg ikke havde penge nok til fødselsdagsgaver, om at det gik godt i skolen, og om hvad de lånte penge skulle gå til – en tur i biografen med vennerne. Mit liv blev en stor gemmeleg. Alt blev gemt væk. Jeg skjulte, hvad jeg lavede, ligesom jeg gemte alle mine odds-kuponer på værelset. Inde i bøger, under sengen, i skuffen, i mine pokaler. Små bunker af lyserøde sedler og løgne.

Quickfix

Den 6. december 2018 fyldte jeg 20 år. Jeg havde på det tidspunkt fået låst min børneopsparing på ubestemt – måske evig – tid, mine forældre var blevet ansvarlige for min konto og min månedlige løn, og jeg havde gæld til det meste af min vennekreds. Men når man fylder 20 år, åbner der sig mange nye døre for en, og det samme gjorde der for mig: Jeg opdagede muligheden for at tage quicklån. Ludomanen, der i de senere år havde vokset sig større og større, kunne nu udfolde sit fulde potentiale. Det skulle nemlig vise sig, at det ”kun” tog mig omkring 4-5 timer og 30-40 ansøgninger at tage et quicklån på 15.000 kr. 7.000 kr. gik til at betale mine venner af, og de resterende 8.000 kr. gik jeg ned og oddsede for i den nærmeste kiosk.

Men jeg fik ikke kun flere penge mellem hænderne til at oddse for, de hurtige quickfix gjorde også mere skade på min familie. Min selvbebrejdelse over de nye lån og det fortsatte spil, gjorde, at jeg behandlede min familie som lort. Min fars og mine mandetimer i sofaen var blevet til diskussioner om penge, penge-diskussionerne var blevet til økonomimøder om mine lån, og økonomimøderne sluttede ofte med, at jeg forlod dem aggressiv og råbende: ”I kan fucking bare leve jeres eget liv og være ligeglad med mig og mit”. Men det kunne de jo ikke, fordi når jeg var ude, var de ved at gå til af skræk, og når jeg var hjemme, var huset fyldt med konflikter. Jeg kunne ikke være nogle steder mere. Når der var arrangementer med gutterne, var der altid en, som jeg skyldte penge, når jeg var hjemme, var der skænderier over endnu en af mine løgne eller lån, og om aftenen når jeg lå på værelset, græd jeg mig selv ihjel. Men først når døren var lukket til, og alle var gået i seng. Jeg græd over de ting, som jeg havde gjort, og de mennesker som jeg havde skuffet.

Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig, kun en udvej for os alle. At tage mit eget liv.

Siden jeg har været helt lille, har jeg altid været hunderæd for at skulle dø. Hvordan føles det at dø? Og hvor kommer man hen, når man dør? Har altid været spørgsmål, jeg har stillet mine forældre. Næsten lige så ofte som spørgsmålet, ”hvad skal vi have at spise i aften?” Men på den anden side var det også den dreng, der græd, hvis han kom for sent i skole eller havde gjort noget, som han ikke måtte. Den dreng var for længst forsvundet i spillet. Jeg brugte et utal af aftener på at planlægge den letteste udvej. Jeg var stadig bange for at dø, men jeg turde godt at tage mit eget liv. Både for mig og min familie. Fordi den her måde var ikke værd at leve på. Jeg tænkte scenarierne igennem: Med piller, hoppe ud foran et tog, med en kniv. Og for hver aften begyndte afskedsbrevet at tage form:

”Kære mor og far. I skal vide, at jeg elsker jer, og jeg er så ked af alle de ting, som jeg har udsat jer for. I skal også vide, at det aldrig var af ond vilje, og jeg fortryder det hele. Jeg kunne bare ikke styre det. Det kan godt være, at det ikke føles sådan for jer lige nu, men jeg ved, at det vil være lettere for jer uden mig.”

Ludomanien har mange ansigter – og det ene er mit

Nu står jeg på kanten af perronen. Et skridt mere og jeg falder ned på skinnerne. Jeg har planlagt det under dynen, og jeg har forsøgt det før. Sidste gang var min hånd fyldt med piller, denne gang står mine fødder og vipper ud over kanten. De hvide, næsten utydelige streger på min venstre overarm er en evig række af påmindelser om, hvad min afhængighed har ført mig ud i. En påmindelse om, at da jeg tog de mange piller, da jeg skar kontinuerligt i min arm, og da jeg står her nu, har jeg ikke følt nogen anden udvej. I samme øjeblik slår det klik, og det sortner for mig…

Jeg har senere fået fortalt, at jeg sprang ud på skinnerne. Jeg husker det ikke selv. Men heldigvis var politiet der til at få hevet mig op. Kun få minutter efter kom der et tog. Jeg er 21 år gammel. Jeg har i løbet af mit korte liv spillet for ca. 300.000-400.000 kr., jeg har taget lån for ca. 100.000-150.000 kr., jeg har prøvet at begå selvmord, og jeg har løjet og snydt flere gange, end jeg kan tælle. Mange tror ikke, at man kan have ludomani i så ung en alder, men jeg har været ludoman i flere år.

Ludomanien har mange ansigter, og det ene er mit.

Jeg stoppede med at spille i to måneder efter, jeg sprang ud på skinnerne. Jeg var på et behandlingscenter. Jeg har været stoppet flere gange siden og faldet i igen. Men en ting er anderledes denne gang. Jeg starter helt fra bunden, alle mine løgne og hemmeligheder er lagt frem, og for første gang er jeg nu ærlig om min ludomani. Overfor jer, overfor min familie og måske vigtigst af alt overfor mig selv.

Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.

Boblen brister

Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.

Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.

Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.

Is i maven

Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.

Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.

Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?

Min hjerne smuldrer

Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.

Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.

Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.

Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.

Kollapset i Bilka

Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.

Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.

FLYGT

Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.

Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.

Oven vande

Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.

Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.

Jeg har været bange for at tage telefonen, når jeg ikke kendte nummeret, fordi jeg troede det var banken, der ringede. Jeg har været bange for at gå på gaden, når jeg var hjemme for at besøge mine forældre, fordi jeg frygtede, at min bankrådgiver pludselig ville dreje om hjørnet. Jeg har følt, at jeg ødelagde mit forhold til min familie, fordi jeg hele tiden var nødt til at bede dem om at låne mig penge. Og jeg har været så lidt som et klik fra at tage et kviklån, bare for at skulle undgå at spørge dem igen. Min dårlige økonomi skyggede mig uanset, hvor jeg var. En ubehagelig følgesvend jeg ikke kunne ryste af mig, og som jeg til sidst vænnende mig til. Jeg kunne ikke længere adskille min økonomi og min person. Jeg følte, jeg blev til min økonomi, og det fik mig til at sidde som et bræt: Stiv af skam.

Man kan kende en chance, når man ser den

Som nyudsprunget student, modstandsdygtig over for livets knubs, rejste jeg til København og siden til Holland for at tage en bacheloruddannelse i moderne dans og fysisk teater. Skolerne var dyre, og jeg tog et lån for at kunne betale undervisningsgebyret. Jeg vidste godt, at et lån med 1.050 kr. i månedligt afdrag ikke var det optimale kort at have på hånden. Jeg erkender blankt, at jeg kunne have tænkt mig bedre om. Jeg kunne godt have ventet med at søge uddannelse og, ligesom alle andre, have skrubbet linoleumsgulve hos tandlægeklinikken for at imødekomme trange tider. Den tanke blev dog trumfet af det faktum, at jeg var blevet optaget på en uddannelse, som ikke lukkede ret mange ind. Man kan kende en chance, når man ser den, og da jeg stod blandt hundrede ansøgere og blev udvalgt til en af de fjorten pladser, virkede et sabbatår i provinsen som en helt absurd valgmulighed.

Det er seks år siden, jeg tog et lån og rejste til Holland for at blive danser. Siden da har jeg brændt fingrene og slået min psyke på danseverdenen. Jeg oplevede ikke så mange spidse albuer, som forestillingerne om dansemiljøet ellers forkynder. I stedet oplevede jeg, at jeg skulle overgive mig fuldstændigt til skolens vision om, hvad og hvem en danser var. Det kunne jeg ikke. Jeg valgte at stoppe på uddannelsen efter et år, kom mig over drømmeknuseriet og blev hængende i Holland, hvor jeg f ik et dansejob på en børneforestilling. For tre år siden flyttede jeg tilbage til Danmark for at læse, og til sommer bliver jeg bachelor i antropologi. I al den tid har jeg skullet afdrage på et lån. 50.000 kroner kostede min drøm. Plus renter. Min økonomi blev efterhånden forskubbet, og ofte nåede min konto kun lige op over nul, når jeg fik SU og løn fra mit studiejob. Når min husleje var betalt, stod jeg tilbage med et hul, som jeg ikke kunne gøre noget ved før næste måned; et sultent hul, som voksede. Og så begyndte banken at ringe.

‘At have styr på det-retorikken’

Mens jeg skriver, gentages det samme mønster i mine sætninger. Så snart jeg har fremlagt en tanke og en pointe, kribler det i mine fingre for at forklare mig. For at nuancere og dække min ryg. ”Det er ikke fordi, jeg er forkælet,” skriver jeg. ”Mine tanker om økonomi er ikke bevokset med pengetræer,” skriver jeg. Jeg er i forsvarsposition og hyperopmærksom på de skyts, jeg bevæbner min kritiske læser med, når jeg fortæller, at jeg har økonomiske problemer.

For nogle uger siden talte jeg med antropologen, Pernille Hohnen, som introducerede mig for ’at-have-styr-på-det-retorikken’. Og det er den, der kiler sig ind i mit skriveri. Pernille Hohnen, som har arbejdet sammen med Forbrugerrådet TÆNK, fortalte mig, at vi taler om økonomi som noget, ’man kan have styr på’. Som noget rationelt, vi altid er i stand til at kontrollere. Som om god økonomi udelukkende er et spørgsmål om vilje. Som om der skal bare et budget og en solid, jysk sans for økonomi til for at holde kontoen i plus.

Hvis det er sådan, det hænger sammen, kan jeg godt forstå, jeg har behov for at dække min ryg, når jeg fortæller om min dårlige økonomi. Desuden har mit behov for at forklare mig rod i noget helt reelt. Jeg har nemlig opdaget, at ’at-have-styr-på-det-retorikken’ er blevet integreret i min egen forståelse af økonomi.

Skammen bider

En søndag formiddag i februar sidder vi, mine forældre, min lillesøster og jeg, omkring køkkenbordet. Vi er glade, for det er man jo på sin lillesøsters tyveårs fødselsdag. Vi giver gaver, drikker et glas juice, snakker lidt om sommerferie. Krakow og det sydlige Polen kunne da være spændende! Vi diskuterer kaffekopper. Er den eller den pænest? Jeg siger, at de riflede er pæne, men at keramiske kaffekopper nok falder mest i min smag.

Jeg tænker, at de andre må kunne høre det på min stemme. At noget hypotetisk i mine svar vil afsløre mig. Jeg har ikke råd til sommerferie eller kaffekopper. Faktisk har jeg ikke råd til noget som helst, og hvis ikke jeg får dækket overtrækket på min konto, vil banken spærre mit kort, inden der er gået en uge. Selvom det ikke drejer sig om et svimlende beløb, er jeg sat til vægs. Der er længe til den første, min pung er gabende tom, og fra mit lommefnug vokser ingen positive kontotal.

Den søndag bliver mine tanker dystre og onde. Tidligere på dagen kiggede jeg mig selv i spejlet og tænkte, at jeg så rødmosset og beskidt ud. Jeg må indrømme, at jeg altid har tænkt, at mit voksenliv ville være præget af en vis økonomisk standard. En tilværelse, som mindede om mine forældres. Med så solidt et ophav følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at være i økonomiske problemer. Jeg tænkte, at med mine forudsætninger måtte min økonomiske situation være selvforskyldt. Som om jeg ikke formåede at lytte efter, da de voksne uddelte råd om økonomi, og nu derfor viser mig som et økonomisk uansvarligt menneske, der ikke er i stand til at spare op eller behovsudsætte.

Da vi sidder rundt om fødselsdagsbordet sker et jordskælv inden i mig. Jeg har ikke fortalt noget om min økonomiske situation, men jeg ved, at jeg i løbet af den dag er nødt til at sige noget til mine forældre. Til at bede dem om hjælp, selvom det ikke er rimeligt. Jeg sidder omsluttet af en membran, og fra mit aflukke kigger jeg ud på mine omgivelser og føler mig kilometerfjern fra det morgenbord, jeg sidder ved.

Selvfølgelig er penge ikke en adgangsbillet til familieskab, men jeg kan ikke lade være med at føle, at min tilværelse ikke længere er kompatibel med min families. Jeg kan ikke være her på samme vilkår som dem, og fordi jeg ikke har evnet at styre min økonomi, er jeg blevet en byrde, som de skal tage hensyn til.

Det gør det næsten umuligt at sidde over for mine forældre og min lillesøster og se dem i øjnene. Jeg føler mig fattig på en selvforskyldt måde, som ikke berettiger mig til at bede om hjælp. Jeg har lyst til at gemme mig, til at skjule mit ansigt. Jeg skammer mig så meget, at jeg føler, det gør mig grim.

Nå, men så fik du da prøvet dét af

Da jeg stoppede på danseuddannelsen, var der en række standardsætninger, jeg mødte alle vegne. Blandt dem var der især én sætning, der sved mere end de andre:

”Nå, men så fik du da dét prøvet af.”

Der lå en skjult holdning pakket ind i den sætning. Den fortalte mig, at det bare havde været et spørgsmål om tid, før jeg kom til fornuft, blev ordentligt voksen og begyndte på en seriøs uddannelse. Nærmest som om jeg skulle løbe hornene af mig. Den sætning fik mig til at føle, at min ambition om at uddanne mig som danser hele tiden havde været urealistisk og naiv. Og da jeg så faktisk valgte at stoppe med at danse, fordi det ikke gik, blev den antagelse bekræftet.

Når nu mine økonomiske problemer netop begyndte med et lån, bliver formålet med lånet afgørende. Var det pengene værd? Jeg følte ikke, at jeg havde ret til at bede om hjælp til min økonomi, fordi min beslutning om at låne penge til en kunstnerisk uddannelse var blåøjet. Jeg havde taget et naivt valg.

At tage et lån til en uddannelse er et legitimt formål. Imidlertid kan jeg ikke lade være med tænke, at hvis lånet havde været til en boglig, akademisk uddannelse, i stedet for en kunstnerisk uddannelse, havde oplevelsen af min gæld været anderledes. Så havde det ikke i samme grad stået til debat, hvorvidt mit formål med lånet havde været fornuftigt eller ej.

Når det er sagt, havde jeg også en god oplevelse. Dansemiljøet er ikke at spøge med, men det er også givende. Uddannelse handler også om dannelse, og der ligger en styrke i at vælge en uddannelse fra, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med, hvem jeg var. Jeg kunne se, at min vision var en anden end skolens, og hvis der er noget, jeg har lært af mine økonomiske kvaler, så er det, at man bør lægge sine penge et frugtbart sted.

Mit lån forklædte sig som overforbrug

Jeg ved, at jeg kunne have tænkt mig bedre om, inden jeg tog et lån. Alligevel vil jeg have lov til at være stolt af at være rejst til Holland for at blive danser. Det var ikke en dum idé at tage et lån, og jeg har besluttet, at min drøm ikke var naiv. Eller måske var den, men i så fald beslutter jeg at forbeholde mig retten til at drømme naivt.

At have fulgt sin drøm er et godt forsvar, når man skal legitimere de beslutninger, man har taget. Men hvis nogen virkelig skal kunne bruge min historie til noget, er det vigtigt at give et ærligt helhedsbillede. Jeg har altid været forholdsvis ubekymret, når det kom til penge. Aldrig ligeglad, men jeg har ikke været bange for at være uden penge i en periode. Jeg har brugt, hvad jeg havde, og tjent det ind igen, når jeg var flad. Jeg har brugt penge på dumme ting og på ting, jeg ikke behøvede, men bare rigtig gerne ville have. Også selvom jeg ikke havde råd. Sådan tror jeg, der er mange, der har det.

Ligesom mange andre har jeg skullet lære at styre min økonomi. Imidlertid har jeg bare skullet lære det, mens jeg betalte af på et lån, som betød, at jeg havde færre penge hver måned. Det lyder simpelt, men jeg kunne ikke forstå, at jeg blev ved med at mangle penge – selv når jeg gjorde mig umage. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke bare ’kunne få styr på det’. Fordi min økonomi var så stram, opdagede jeg ikke, at jeg for længst var blevet i stand til at styre mit forbrug, for grundlæggende manglede jeg stadig penge hver måned. Mit lån forklædte sig som overforbrug, og derfor holdt jeg aldrig op med at skamme mig.

Når jeg vælger at fortælle min historie, er det fordi jeg fik en forskrækkelse. Jeg blev forskrækket over at opdage, hvor negativt økonomi kunne påvirke mit selvbillede. Forskrækket over, at jeg faktisk tænkte og troede på, at penge var noget, der berettigede mig til at være sammen med andre. Min situation er stadig ikke løst, men det ordner sig. Jeg har talt med min familie, og så har jeg gjort det, jeg var allermest bange for: Jeg ringede til banken og lavede en aftale.

At skrive min historie er først og fremmest et opgør med mig selv. Jeg har haft brug for at indse, at jeg ikke længere har noget at skamme mig over. Jeg har lært at styre mit forbrug, og min økonomi kommer sig. Der kan være omstændigheder, som gør, at det er svært at få en økonomi til at hænge sammen. Derfor er min økonomi ikke en direkte afspejling af min person. Da jeg læste, at hver niende ung er i samme situation som mig, var jeg målløs. Min situation er svær, men almindelig. Jeg kunne have tænkt mig bedre om, men jeg er ikke økonomisk uansvarlig. Jeg har bare været i en økonomisk svær situation.

Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.

Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.

Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.

Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.

Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.

Landskronagade

Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.

Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.

Fyn

Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.

Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.

Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.

Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.

I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.

Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.

Tilbage til byen

Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.

Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.

Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.

Nomadetilværelsen

Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.

Nordvest

Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.

Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).

I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.

Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.

Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.

Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.

Jeg har stuer i hele byen

Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.

Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.

Nautilus

Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.

Hvad er ensomhed?

- At føle sig alene, selv i en verden med 8 milliarder mennesker.
‍Ensomhed er en indkapslet følelse, hvor du uafhængig af dine omgivelser, eller størrelsen af dit netværk, aldrig ville kunne slippe af med det undertrykkende stempel, som du er blevet givet. Det er et vilkår man lever med så længe, at man en dag når et punkt, hvor man ikke længere ved, hvordan man nogensinde skal kunne leve uden.
Det er den kaotiske følelse som opstår, når alt du ønsker, er et frirum til at være dig selv. Det er konsekvensen af at skille sig ud, i en verden drevet af mennesker levende i en flokmentalitet, som gerne ser alle er ens.
Vi lever i et samfund, som skal forestille at omfavne mangfoldighed. Men selv med et virvar af forskellige bokse, er du stadig påtvunget at leve i din egen; den samme boks, som du en dag vil blive begravet i.
Ensomhed er at smile til verden, men aldrig få et smil tilbage.
Det er at være ’anderledes’.

Kender du - ligesom mig - den følelse;

At sidde ved middagsbordet, i forsøget på at dele sine tanker, men - som så mange gange før – at blive tysset på for madroens skyld?
Den indre debat om, hvorvidt det kan betale sig at holde hjemmet rent, når de eneste til at brokke sig, alligevel blot er stemmerne i dit hoved?
At befinde sig i en gruppe, hvor alles humor er på bølgelængde med hinandens. Hvor alle griner af den samme joke og med det samme beskylder dig forat være sur, fordi du ikke synes, den er sjov?
Selv med 1303 venner på sociale medier, har du ingen hverken at skrive ellerringe til?

At vågne om morgenen, med kun fuglene til at bryde tomheden. Det at længesefter samvær, men når man så endelig har det, er der intet mere til talende, end at tage alene hjem igen?
At drikke din fyraftens bajer ensom, mens du diskuterer den nyeste biograf-film, som du selv var inde og se, med dit kæledyr der ikke har andet valg, en dat lytte til dig igen?
Kender du den følelse?

Det at føle sig alene, uden nødvendigvis at være det og ens største frygt pludselig bliver, hvis du en dag faktisk var det?
At sidde og Google sig til, hvordan man udfører Heimlich-manøvren selv, fordi du inderst inde ikke ønsker at dø, men konstant føler dig kvalt?
Kigger du nogensinde på affaldssortering og ved, at selv skrald har mereplads i livet end dig?
Det er at mangle én, til at holde din paraply når det regner. At blive ved med at ringe, men ingen tager telefonen. At vide din slægt ville dø ved dig, mens du opgiver alt håb om, nogensinde at få en ring på. At lave mad igen, med kun dig selv til at spise resterne. Det er at åbne en flaske vin en aften, uden nogen at dele den med, så du drikker hver eneste dråbe selv, i håbet om at glemme, hvor alene du faktisk er.
Kender du det?

Ensomheden dræber alt lys

Selv siddende i et lydisoleret rum, er larmen overdøvende.
Man siger, at vi skal have syv kram om dagen, for at være lykkelig.
Er du lykkelig? – Er jeg?
Ensomhed er at mangle én til at holde om dig, når livet igen bliver svært. At have brug for et kram, men uden nogen til at give dig det.
Den hænger i luften ligesom cigaretrøg. Brænder dig op og tager langsomtlivet af dig. For hvert hiv, for hver dag, er du et skridt tættere. Uden at vide hvornår et hiv, har været et hiv for meget.
Hvis væggene kunne snakke, ville de fortælle om den smerte, jeg dagligt befinder mig i. De mange floder, jeg allerede har grædt. Hvordan jeg længesefter farver, men for evigt, altid kun kan se verden i sort/hvid.

Snakker du nogensinde med dig selv?

Spørgende om du er sindssyg, ligesom mig, mens du fortæller dig selv, at du aldrig ville blive den samme igen?
Ensomhed er en underlig følelse. Selv siddende i en gruppe, udelukkende for mennesker som har mærket ensomheden på egen krop, kan du stadig føle, at du er den eneste i hele verden, der nogensinde har mærket den følelse. Det er et universelt problem.
Vi ved vi ikke er alene, så hvorfor bliver vi ved med at føle det?‍

En skygge forsaget af solen

Ensomhed er at få til vane at kunne lide at være alene. Det er at bede til at blive vækket, når det hele er ovre, og mareridtet slutter. At gå rundt på togskinnerne, uden at ænse sin sikkerhed en tanke. At føle sig magtesløs, i en rastløslængsel for at socialisere, med en hvileløs angst for, at det alligevel ikke er det værd.

Det er at køre en nat, søvnløs som så mange gange før, med 205 km/t påE45, for kun sådan føler jeg mig i live. Hjerteløs over min kørsel; jeg sidder jo alligevel alene i bilen.
Kan du relatere til følelsen?

‍Lysten til at legemliggøre en mental smerte, med ar på kroppen, som beviset for alle de år, hvor følelsen har været kronisk.
Det at slå løs på en murstensvæg, velvidende at du aldrig ville vinde kampen. Med knoglen synlig og blod rindende ned ad hånden, føler du dog trods alt mere, end den tomhed, som du så indædt følte før.
Ensomhed er, som en skygge forsaget af solen. Du kan flygte, men har intet sted at flygte hen. Selv gående rundt i blinde, ville du vide, at den altid følger med.

At miste alt

Ensomhed er at miste alt. Bildende sig selv ind, at det er ligegyldigt, når du alligevel aldrig har haft noget at miste.
Det er at se sine få gode minder stå i flammer. Brænde ned og blive til aske. Fordi der ingen var, til at påminde dig om at slukke for kogeblusset, inden du tog afsted.
Savnet til hvad man kunne have haft, med en bevidsthed om det, man aldrigville få.
Jeg dekorerer mine drømme med stjernerne på nattehimlen, liggende i græsset igen, uden nogen at dele mine store tanker med.
Folk forventer at du lytter, men indgår aldrig i gensidig kommunikation. Kommunikationen er altid envejs, uden at være din. Talt til, men aldrig talt med. Kender du det?

‍Jeg føler mig ikke velkommen, men malplaceret. Selv med de mennesker, som skulle forestille at stå mig nær, føler jeg mig mere ensom end nogensinde før. Ensomhed er at løbe forvirret rundt, flytte fra by til by, søgende efter et sted at høre hjemme.
Det er at indse, at verden ikke er et sted for alle.
Det er en dæmon, som jeg aldrig slipper af med. Den som hver dag, får mig til at skrige efter bedre dage.
At bede til et nyt liv, med en ny virkelighed.‍

Vælge fra eller blive valgt fra

Ensomhed er, hvad der føles som din eneste ven. I en tom verden, skaber den tryghed. Du vil aldrig være helt alene, så længe du fortsat har den. En stemme i baghovedet, som fortæller dig, at det er okay at give slip.
Det er at stå på kanten af klippen, klar til at springe, velvidende at hvis du en dag gør det, ville ingen forsøge at redde dig. Ingen ville lægge mærke til, hvis du en dag ikke længere er her.
Ensomhed er at skrive, for kun der, føler jeg at nogen lytter. At få mine tanker på papir. Uden nogen til at lytte, er der heller ingen, til at viske ud hvad jeg allerede har skrevet. Ingen til at krølle papiret sammen og sætte ild til min verden igen.

Hvad er ensomhed?

Jeg så i går årets første sommerfugl, mens jeg var omfavnet, af solens varme. Et øjebliks lykke, revet væk fra mig, idet jeg indså, at der ingen var at dele min glæde med.
Ensomhed er ikke et valg. Det er en konsekvens af at mangle sin egen plads. En plads i vennegruppen, en plads i samfundet, en plads i verden. Det opstår når vi ikke føler os set, hørt eller forstået. Når vi konstant snakker forbi hinanden og aldrig lytter.
Ensomhed er den konsekvens som er skabt, i den verden som vi har valgt, skal eksistere.

Ensomhed // Frihed

Nogle vil argumentere for, at de står i kontrast til hinanden. For mig, er de to sider af den samme mønt. Du vil aldrig kunne have den ene, uden også at have den anden.
Når du vågner alene om morgenen, og ingen venter på at du kommer hjem om aftenen, hvad kalder du det så?
‍Ensomhed eller frihed?

‍Begge koncepter, begge følelser, er sindstilstande. Har du nogensinde tænkt over, hvordan vores liv kunne se ud, hvis vi kunne beherske de følelser og kontrollere det ukontrollerbare?

Ligger du nogensinde vågen om natten, med en underlig følelse af ikke at vide, om du skal være lykkelig eller deprimeret?
Kender du den følelse? - eller er jeg alene igen..?‍

Hvad hvis du valgte at flippe mønten selv, i stedet for at vente på, at en anden gør det for dig?
At have et godt liv, er ikke et spørgsmål om aldrig at mærke ensomhed. Det er et spørgsmål om, hvordan vi håndterer når vi mærker den. Det er at forhandle med dæmonen, se tingene i et større perspektiv, zone lidt ud og anerkende, at følelsen er okay. Følelsen bliver ikke mindre, men vores accept af den, bliver større. Den gør mig ikke noget; medmindre jeg lader den.

”Vi bilder os selv ind, at det er helt normalt, kvalt og uhørt, at råbe under vand.
En solitær sjæl, kan også være lykkelig.Forsat bedre tjent, i forfaldende menneskelighed; For hvem er jeg, uden ensomheden?"