Hvorfor

Med denne livsfortælling vil jeg fortælle, at dét at være engageret i initiativer har hjulpet mig af med dele af min sygdom. Du vil kunne læse om sammenhold og familiesplid, om håb og om at droppe ud af studier, om en magisk kat og indlæggelse, om stemmer, der medfører smerte og isolation.

Første indlæggelse

Jeg er vokset op i en fattig familie i Østeuropa. Min farmor gjorde os andre i familien til marionetdukker. Hun dominerede ihærdigt og bestemte fremtiden for familiens medlemmer. Det gjaldt også min. Som 18-årig, mens jeg gik i gymnasiet, lagde hun et enormt pres på mig. Hun var drevet af prestige og var helt overbevist om, at det mest prestigefyldte, jeg kunne blive, var læge. En overgang overvejede jeg det. Ikke for at opnå prestige, men for at få mig selv og min familie ud af fattigdom.
  Ligesom i Danmark krævede det høje karakterer at blive læge. Men det krævede også penge. I Østeuropa var det normalt at få privatundervisning, der supplerede den almindelige undervisning i gymnasiet. Men min underviser var udspekuleret. Han udelod bevidst dele af sin almindelige undervisning, så man var nødt til at betale for privatundervisning hos ham – hvis man, som jeg, ville sikre sig den rette karakter. Vejen ud af fattigdom krævede penge.
  Jeg havde ikke pengene til privatundervisningen, så jeg studerede hårdt. Når jeg ikke var til undervisning, forberedte jeg mig eller skrev opgave. Det hårde arbejde stod på i fire måneder og begyndte at sætte spor i min psyke. Jeg græd spontant og ukontrolleret i tunge, strømmende tårer og oplevede flere gange at miste fornemmelsen for tid og sted. Min farmors pres var blevet til mit pres: Hver morgen, når jeg stod op, gentog jeg for mig selv, at jeg ikke ville bestå. Gentagelsen begyndte at tiltage i psykotisk form, hvilket gjorde, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Medarbejderne grinede ad mig, når jeg gentog profetien for dem. De syntes formentlig, at det var overdrevet at være så nervøs for ikke at bestå, når der var så lang tid til eksamen.
  Jeg kom tilbage til gymnasiet, hvilket jeg færdiggjorde med gode karakterer. På en af mine sidste skoledage trådte en studievejleder ind i klassen med målrettede skridt. Han fortalte, at man kunne studere gratis i Danmark og spurgte, hvem der kunne tænke sig det. Jeg rakte straks hånden op. En hånlig latter bredte sig som ringe i vandet blandt eleverne i klassen. De kaldte mig naiv, for de troede ikke på det, studievejlederen fortalte. I mit hjemland skulle man nemlig betale dyrt for at tage en videregående uddannelse. Men naiv eller ej besluttede jeg mig for at tage chancen. Og på ingen tid stod jeg i lufthavnen og sagde farvel til mine forældre. Jeg havde søgt ind på multimediedesignuddannelsen i Aarhus og var kommet ind. Jeg fortalte det ikke til min farmor med det samme, men da jeg gjorde, fortalte hun mig, at jeg var fortabt.

Den farverige, magiske kat

I Aarhus fik jeg hurtigt en kæreste og et rengøringsjob. Jeg nød studiet, der gav mig mulighed for at udleve min kreative side, og efter et år flyttede mine forældre også til Aarhus for at være tættere på mig. Alt var fint, indtil den dag jeg hørte stemmer. Jeg hørte dem hver aften, når jeg forsøgte at falde i søvn: ”Du er ikke noget værd”, ”Du har ikke ret til at være her”, ”Du er for tyk”. Jeg følte mig ensom og bange for at træde ud af min seng.
  Derfor blev jeg en dag indlagt på Risskov Hospital. Efter et par dages indlæggelse gik jeg ud på græsset og lagde mig ned. Det føltes rart at mærke græsstrå på mine kinder blandt de hvide, sterile hospitalsgange. Jeg begyndte at hallucinere. Min kæreste og jeg havde kort forinden set Alice i eventyrland sammen i biografen. Jeg så filmen bagfra i hallucinationer, og den store, farverige, magiske kat fra filmen lå nu ved siden af mig blandt andre mærkelige væsener.
  På hospitalet fik jeg antipsykotisk medicin, der hjalp mig. Dog følte jeg ikke, at medarbejderne snakkede meget med mig eller de andre patienter. I stedet fandt jeg trøst i at spise. Der var en patient, der spillede klaver på afdelingen – også om natten. Jeg blev frustreret og tænkte, at han bevidst prøvede at spolere min søvn. Om dagen så jeg nyheder på TV. Et indslag handlede om en far og en datter, som arbejdede ulovligt i Danmark. Jeg var sikker på, at det måtte være os, de var på jagt efter. Paranoiaen var et symptom på skizofreni. Jeg havde desuden tidligere læst en bog: ”Veronika beslutter at dø”. Den handlede om en pige, der fik selvmordstanker på psykiatrisk afdeling. Nu forestillede jeg mig, at jeg var Veronika, og fik selvmordstanker på samme på måde som hende. En aften lidt senere i min indlæggelse kom en sød sygeplejerske, Arne, ind på min stue. Jeg blev glad, for jeg troede, at det var min kærestes bedste ven, der også hed Arne. Dagen efter fortalte jeg min kæreste om Arnes besøg. Han sagde til mig, at det ikke kunne være ham, da han vidste, at Arne var i København.
  Jeg fik diagnosen skizofreni, mens jeg var indlagt/efter min indlæggelse. På det her tidspunkt var jeg 23 år gammel, og jeg har nu kendt til min diagnose i ti år. Den typiske debutalder for skizofreni er 16-24 år. Jeg har siden, diagnosen blev stillet, oplevet, at folk har svært ved at forholde sig til min sygdom. Det gør ondt på mig, når folk ikke tror på, at de personer, jeg taler om, eksisterer. For det er jo den virkelighed, jeg oplever. Din mistro tager ikke min virkelighed fra mig. Til gengæld elsker jeg, når jeg bliver mødt med nysgerrighed og medfølelse. Når jeg bliver spurgt, hvordan det er at forestille sig at være Veronica eller at snakke med Arne. Din nysgerrighed gør, at jeg kan åbne op for, hvordan jeg oplever at have skizofreni. Det betyder, at jeg kan føle mig respekteret. Jeg er klar over, at andre ikke selv kan høre stemmer, men at de tror på, at jeg kan høre dem, betyder meget for mig. Når jeg oplever, at folk forsøger at forstå mig, føler jeg mig mere tryg, og mit selvværd styrkes. Der er et kinesisk ordsprog, der lyder: ”Den bedste slags åbne dør er den, du kan lade være åben.” Det skal ikke forstås sådan, at man ikke kan have hemmeligheder, eller at noget er privat for andre, men det handler om tillid. Tillid er nøglen til min låste dør.

Lyset i mørket

Min kæreste viste mig den tillid i det meste af den tid, vi var sammen. Selv da jeg fortalte ham, at jeg var bange for, at jeg ville slå ham ihjel, beroligede han mig og sagde, at det ville jeg ikke gøre. Vi talte om at flytte til København, hvor alle hans venner boede. Men han slog op med mig, inden vi nåede så langt. Han syntes, at mit humør var blevet for svingende, og han kunne ikke længere tackle det. Han lagde også afstand til min familie.
  Men jeg tog til København alligevel. Jeg kom ind på studiet i Ernæring og Sundhed i København og droppede ud af multimediedesignerstudiet. Kort efter kom jeg i individuel behandling i OPUS, et tilbud om psykosocial behandling til unge, der har fået en psykose eller psykoselignende symptomer. Men i min tid i København begyndte jeg at blive skeptisk over for at tage medicinen på grund af bivirkninger, hvilket gjorde, at jeg kom i ubalance og fik tilbagefald.
  En nat oplevede jeg, at jeg kom ud af min krop. Jeg gik igennem væggene og så noget lys komme ind ad vinduet som bølger mellem to verdener. Jeg ringede grædende til mine forældre i Aarhus, som kørte den lange tur for at hente mig, og jeg boede hos dem i Aarhus. Mine forældre har støttet mig i min sygdom, men den har samtidig været et stort tabu i min familie. Min far mener ikke, at jeg fejler noget så alvorligt som skizofreni, men måske kan det være angst. Min mor skjuler det for omverdenen. Hun vil f.eks. ikke have, at jeg fortæller til nogen, at jeg tager medicin eller har været indlagt. Det forvirrer mig og giver mig dårligt selvværd. Jeg får dog den støtte, som jeg har brug for, blandt mine få venner.
Mine forældre kørte mig til psykiatrisk hospital. Her fik jeg en særlig aftale, så jeg hurtigt kunne få hjælp fremover. Jeg valgte at flytte permanent til Aarhus igen og droppede studiet i København. I den efterfølgende tid lå jeg i min seng i mange timer om dagen og følte mig depressiv. Sovemedicinen var min ven. Heldigvis opdagede jeg CSV-Aarhus, der er en skole for psykisk sårbare. Jeg begyndte bl.a. på Ord som forløser, som er noget af det bedste, der er sket for mig. Det hjælper at skrive poesi, bearbejde følelser og være sammen med ligesindede.

Livskraft

Stemmerne er som en stor sort skygge
der forfølger mig
men de lever mere om natten
end om dagen
en tung dyne af angst
jeg ligger stille i sengen
ser ud ad vinduet
månens melankolske ansigt anes
mørket har stadig vundet
men når solen vågner
venter lyset på mig
inviterer mig udenfor
træets arme vil give mig et kram
røde blade falder af træet
træet vil nødigt give slip
jord, regn, mudder, æbler
alt og intet
jeg danser i slidte sko
mon jeg finder glæden
i skovens sorte sø
kaster jeg mit anker
med ét bliver vandet klart
jeg drikker af søens livskraft

Jeg har ikke haft hallucinationer siden, men nu er det stemmer, der har taget over. Jeg vil gerne i gang med at studere igen, f.eks. til folkeskolelærer. Jeg vil gerne arbejde med børn, der har udfordringer, f.eks. børn med autisme. Dét, at jeg selv har haft det svært, gør, at jeg forstår vigtigheden af at kunne rumme andre samt få den nødvendige støtte. Jeg er meget rolig og struktureret, hvilket er godt for børn med autisme. Jeg har ikke færdiggjort de andre uddannelser og vil gerne starte forfra. Det er aldrig for sent at ændre retning i livet. Det giver mig håb. Svetlana peger på sit højre håndled, hvor hun har et anker tatoveret. Det betyder symbolsk, at det skal fastholde håbet.
  Heldigvis har jeg taget mod til mig og er startet på et sted for ensomme, Værket. For mig er skizofreni og ensomhed forbundet, da jeg føler mig udenfor og har svært ved at række ud efter venskaber. Desuden har jeg gået i gruppeterapi, hvor det hjælper at tale med nogen, der har samme sygdom. Udover gruppeterapi har jeg gået på korte kurser på Recovery-skolen, hvor jeg har lært at finde mod og retning i mit liv.
  Jeg har lært, at jeg ikke bare er god nok – jeg er værdifuld og meget mere end sygdom. Jeg danser med skizofrenien gennem livet, og den har medført slidte sko. Desuden har jeg lært, at man ikke skal give op, og at man kan få støtte fra andre. Jeg har fået mod til at danse salsa i Aarhus. I overført betydning har jeg smidt de slidte sko væk og danser med nye, med fornyet håb og optimisme.

‍

Det tager tid at hele efter et forlist kærlighedsforhold. At blive sig selv igen, at blive den, man er. Men det går over, siger venner og familie altid. Som en trøst. Og der er da også ting, der går over, men også ting, der ikke gør. Nogle mennesker efterlader et større aftryk end andre, nogle mennesker bliver ved med at rumstere i ens hoved, selv i lang tid, efter at man har besluttet, at man ikke længere vil have noget med dem at gøre. Der findes valg, man aktivt kan tage, ting, man kan undlade at forholde sig til, men også ting, man ikke kan stille noget op imod, og sår, som tiden ikke læger. En af de ting er forholdet til min ekskæreste. En anden den kroniske sygdom, jeg har.
  De to historier er forskellige, men de er stadig forbundne, og på hver sin måde har de betydning for, hvor jeg er i dag, og hvem jeg er. Derfor skal de også begge fortælles, for selvom jeg prøver at holde dem adskilt, fletter historierne sig ind i hinanden og hører sammen. Alt hænger sammen, og med tiden er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke kan fortælle om min kroniske sygdom uden også at fortælle om min ekskæreste og om det forhold, vi havde, men som jeg til sidst slap ud af. Min fortælling kunne være startet mange steder, men den 6. april 2018 var alligevel en helt særlig dag, som jeg husker mere end andre dage i april.

Fredag d. 6. april 2018

Kære dagbog. I dag sad jeg på reumatologisk afdeling på Odense Universitetshospital efter flere forgæves forsøg på at få en forklaring på mine smerter. “Katarina Hansen,” sagde en stemme, og jeg rejste mig op. Adrenalinen pumpede, og for første gang under hele det lange forløb stod jeg med blandede følelser. Lægen gav mig en længe ventet diagnose: psoriasisgigt. I det øjeblik, jeg hørte diagnosens navn, blev jeg ramt af en lykkefølelse: Endelig fik jeg et navn og noget at forholde mig til. Men allerede i næste øjeblik blev lykkefølelsen erstattet af en form for sorg, da det gik op for mig, at det er gigt og dermed kronisk. Lægen fortalte mig, at hun ikke kan hjælpe mig af med gigten, men at hun kan forsøge at smertedække mig.

Da jeg tager fra lægesamtalen på reumatologisk afdeling, kører jeg direkte hen til min veninde Louise, der også er kroniker, hvor jeg bryder fuldstændig sammen. Den følelse af magtesløshed og frustrationen over pludselig at være syg rammer mig på en måde, som jeg aldrig har prøvet før. Efter nogle timers snak, hvor jeg har tudet en masse, kommer Louise med en masse forskellige forslag til, hvad jeg kan prøve, og det er enormt overvældende, men i takt med at vi får snakket mere og mere om det, lægger jeg alle mine følelser til side, og jeg bliver straks meget handlekraftig og løsningsorienteret. Så jeg opbygger en facade.

Jeg gør det til mit projekt at finde dén lykkepille, dén mirakelkur, der kan kurere mig, for jeg tænker, at der da må kunne gøres noget? At det ikke kan passe, at jeg i en alder af 23 skal have en sygdom for resten af livet. I den svære periode, jeg går igennem, er jeg så heldig at have Louise, jeg kan lette mit hjerte til og tale om alle mine bekymringer med. Én, der ikke stiller mange spørgsmål, men som forstår, fordi hun selv har en kronisk sygdom. Jeg går til fysioterapeut, til rygtræning, og jeg finder grupper på Facebook for folk med gigt. Men den lykkepille, jeg har ledt efter – den eksisterer ikke. I takt med at det går op for mig, at jeg har ledt forgæves, og at der ikke er noget at gøre, bliver jeg mere og mere modløs, og den sorgfuldhed, jeg mærkede, allerede da jeg fik stillet diagnosen, bliver blot forstærket.

At der vitterligt ikke er noget at stille op, ikke noget lys for enden af tunnellen, gør mig magtesløs. Jeg har brug for at bevise over for mig selv, at jeg har magten, men her står jeg så, med ingen magt over hovedet, og føler mig utilstrækkelig. Langsomt udvikler jeg en depression. Det er som at lande i et stort, sort hul, jeg ikke kan komme op af igen. Da jeg får min depression, er jeg ved at læse til markedsføringsøkonom. Men erkendelsen af, at jeg ikke kan leve, som jeg har gjort indtil nu, og at jeg må forberede mig på at lægge mit liv om, gør det svært at koncentrere mig om at læse og komme til timerne. Og så er der også alle kommentarerne fra min studiegruppe, der kendte til min diagnose, men alligevel lod, som om de ikke gjorde, eller også anede de ikke, hvad det betød.
  Når jeg ikke møder op til undervisning eller må melde afbud til et studiegruppemøde, er det ikke på grund af dovenskab, og fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Det gør det svært at fastholde motivationen for studiet, når jeg konstant bliver mødt af mistænkelige blikke og kommentarer, der antyder, at jeg enten lyver om mine symptomer eller bevidst forværrer dem for at slippe. Intet af det kunne være mindre sandt. For sandheden er, at når jeg sidder mere end 10 minutter på en stol, føles min ryg, som bliver den revet fra hinanden, og min koncentration bliver overtaget af smerter, der langsomt bliver værre og værre. Til sidst dropper jeg ud og bliver sygemeldt i et år.
  Men jeg bevarer facaden.

Mandag d. 16. september 2019

Kære dagbog. Tidligere i dag trådte jeg ind ad døren, hjemvendt efter endnu en lang snak med min veninde Louise. Min kæreste havde igen opsøgt hende for at tale med hende om mig, og igen blev jeg udstillet og gjort til grin. “Mit liv er gået i stå,” sagde han. Han mente også, at jeg er doven og burde lære værdien af penge, nu hvor jeg skal på kontanthjælp, hvilket i hans øjne er lig med at være en taber. Det er i hvert fald, hvad han fortalte Louise.
  Det, der skulle have været en hyggelig venindedag, blev i stedet en tudedag, hvor jeg igen skulle konfronteres med alt det, han har imod mig: At jeg bruger mine smerter og min sygdom som en undskyldning, at jeg er doven og generelt bare en dårlig kæreste. Så her stod jeg, i min lejlighed, med en stikkende smerte i min ryg, som stod jeg lænet op ad 1000 knive, og det eneste, jeg havde brug for, var at smide mig på sofaen, men jeg vidste, at lige om lidt stod min kæreste i døren, og jeg turde ikke, for jeg frygtede hans dømmende øjne.
  Så jeg bevarede facaden.

Nu siger kalenderen oktober 2020, og det er lidt over et år siden, at jeg gik fra min ekskæreste, og der var en kæmpe sorg forbundet med at forlade ham, fordi jeg virkelig elskede ham. Den mand, jeg forelskede mig i, var et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Han fyldte altid meget og charmerede alle, han mødte, og han gjorde mig tryg og gav mig en drøm om at starte en skøn familie. Men jeg måtte også erkende, at det ikke fungerede imellem os, og fordi han fyldte så meget, var der slet ikke plads til mig i vores forhold.
  Det er stadig svært for mig at løsrive mig fra min ekskæreste. Det var først, da jeg startede til psykolog, at det gik op for mig, hvor stor en negativ indflydelse han havde haft på mit selvværd, og i hvor høj grad jeg har ladet mig styre af ham: hans nedladenhed, hans omskiftelige humør og hans kritik af alt, han syntes, jeg burde være, men ikke var. At det var et psykisk voldeligt forhold, står klart for mig nu, men det gjorde det ikke dengang.

Med mit lave selvværd kom der tanker som: ”Hvem vil overhovedet have én som mig, én, der er kroniker?”. Den tvivl kommer netop fra min ekskæreste. Den følelse, jeg har af ikke at være god nok, har jeg fået fra ham. Ting, han har sagt til mig eller sagt om mig til fælles venner. Ting, jeg ad omveje har fået kendskab til. Noget har jeg allerede sagt, noget har jeg fortrængt, og noget er der ingen grund til at gengive. Men én ting er sikkert: Han skammede sig over at være sammen med mig på grund af min kroniske sygdom. Jeg har også skammet mig over min situation: kontanthjælp, ressourceforløb og min status i samfundet, men aldrig over min sygdom. Skammet mig over ikke at passe ind i de kasser og kategorier, som andre unge passer lige så godt ind i.
  Følelsen af ensomhed og manglende evne til at klare mig selv fysisk og økonomisk er hård, det føles pinligt at skulle fortælle folk, at jeg er på offentlig ydelse, der er så mange fordomme forbundet med netop dette. Men jeg skammer mig ikke så meget, som jeg har gjort, og i dag hviler jeg mere i mig selv, end jeg gjorde for bare et år siden. I dag er jeg begyndt at turde stå mere op for mig selv, at sige min mening og vide, at det er helt okay, så længe det er over for dem, der står mig nær. Der er lang vej endnu, men jeg kan endelig begynde at se, at jeg er okay. Det kan jeg ikke takke min eks for, men mine venner, min familie, min psykolog og især mig selv.
  Men jeg bevarer stadig facaden.

Så hvem er jeg?

Jeg skriver ikke alt dette, for at nogen skal synes, det er synd for mig, men fordi jeg har brug for at fortælle, hvordan jeg er kommet derhen, hvor jeg er i dag. Hvad det er, der har gjort, at jeg har det, som jeg har det nu. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Følelsen af at være utilstrækkelig har sat sig dybt i mig, og mit dårlige selvværd kommer ikke af ingenting; jeg ved, hvad det skyldes: Når jeg i hverdagen bliver konfronteret med min krops begrænsninger, kan jeg stadig høre stemmer i hovedet, der længe har fortalt mig, at jeg er en snylter, at jeg bruger min sygdom som en undskyldning, og at jeg da sagtens kan gøre det ene og det andet – også selvom jeg er den eneste, der ved, hvad jeg er i stand til. Jeg har fået mange kommentarer. Men lige så ofte har folk ikke sagt noget, men i stedet taget for givet, at jeg fx kan arbejde i en bistro en hel lørdag som en anden medarbejder uden en kronisk sygdom, og min konfliktskyhed har gjort, at jeg ikke har påtalt det. Jeg ved ikke, hvad der er værst: At man taler om min sygdom, som om den ikke er noget, eller at man lader, som om den ikke er der overhovedet og slet ikke eksisterer. Begge dele rammer mig på hver deres måde hårdt. Og fordi de stemmer har fyldt alt for meget alt for længe, har jeg næsten ikke selv kunnet komme til orde. Ikke kunnet finde mig selv, mærke mig selv. “Hvem er jeg?” er et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv. Det lette svar vil bestå af: navn, alder og bopæl. Men hvem er jeg egentlig? Det er sværere at svare på, men blandt andet det at skrive min fortælling i denne bog, at få ord ned på papiret, hjælper mig med at finde ud af det, også selvom det er en lang erkendelsesproces. Alligevel mærkede jeg for ikke mere end en uge siden, at en forandring havde indfundet sig, helt umærkeligt og uden at jeg selv noterede det til at begynde med. Jeg var sammen med en veninde, og midt under vores samtale hørte jeg mig selv sige: “Jeg er stærk, jeg er sej.” Det var næsten, som om det ikke var mig, men en anden, der udtalte ordene, så uvant føltes det at sige dem højt. Der plejede altid at komme et “men” fra min mund efter at have sagt sådanne ting om mig selv, et “men”, der ændrede udsagnet eller helt ophævede det. Men denne gang kom der ikke noget “men”. Jeg sagde ordene, og de fik lov at blive hængende i luften: Jeg er stærk, jeg er sej. Så jeg forsøger at bryde facaden.

En ethjulet cykel. Ej, det ser sjovt ud, det vil jeg prøve. Så mine små barneben tog udfordringen op. Det krævede en god balance og koordination af benene, men det lykkedes mig. Og inden jeg gik ud af 0. klasse, kunne jeg cykle skolegården rundt. At jeg er født med en rygmarvsskade og dertil hørende følger, ville man nok aldrig have gættet på. Lammelser i benene, i større eller mindre grad, er ofte et mén ved en rygmarvsskade. Én ting var, hvad lægebøgerne skrev om min kroniske lidelse, men min virkelighed var en anden. Jeg kan da godt huske, at jeg var på hospitalet til kontrol en gang om året, men ellers levede og legede jeg ligesom alle de andre børn.

Det var først, da jeg nåede hen til de sidste folkeskoleår, at min kroniske lidelse for alvor begyndte at skabe udfordringer. Gennem 9. og 10. klasse stod det klart, at jeg ikke længere kunne nøjes med den årlige kontrol. I løbet af de to år var jeg indlagt, og blev opereret, flere gange. På trods af indlæggelserne havde jeg en fantastisk efterskoletid, der gav mig mange gode minder. Gymnasiet kom og gik, og nu var tiden kommet til at udforske et mere specialiseret studie, der skulle bane vejen for min kommende karriere. Det gik dog ikke helt, som jeg havde forestillet mig.

Energien slipper op

Jeg nød min tid på universitetet. Jeg havde valgt at gå i gang med at læse Arabisk og Islamstudier, fordi sprog og grammatik har min interesse. En af mine bedste veninder, som jeg kom hos i barndommen, har rødder i Mellemøsten. Så jeg tænkte: ”Hvorfor ikke lære hendes modersmål og mere om den kultur, hun kommer fra?” Jeg vidste godt, at universitetet kunne blive en stor mundfuld, da en af følgerne ved min rygmarvsskade er, at jeg har nogle kognitive udfordringer såsom koncentrationsbesvær og problemer med at holde overblik. Alligevel var det et stort ønske for mig at læse arabisk på universitetet, så jeg valgte at springe ud i det. På 2. semester begyndte jeg at sove dårligt, og jeg græd tit. Alt mit overskud forsvandt som dug fra solen. Jeg følte ikke længere, at jeg havde kontrol i mit eget liv. I timerne havde jeg svært ved at følge med i undervisningen, og selv efter at skoledagen var endt, kunne jeg mærke, at jeg ikke længere kunne overskue at se mine venner eller engagere mig i mine fritidsinteresser. Energien blev drænet ud af mig. Jeg gik ned i tid på studiet, selvom jeg ikke var meget for det, og stresssymptomerne begyndte at aftage. Men selvom stresssymptomerne aftog, havde jeg det stadig hårdt. Jeg havde en konstant hovedpine, der nagede, og ekstrem kvalme. Efter en tid var jeg nødt til at opsøge hospitalet, fordi hovedpinen og kvalmen var så invaliderende.
  Jeg blev opereret i håb om, at den ekstreme hovedpine ville forsvinde. Men det hjalp ikke. Hovedpinen fortsatte, og lægerne opererede igen, men jeg havde det stadig dårligt. De prøvede at operere en tredje gang, men resultatet var stadig ikke det ønskede. Siden da er det aldrig blevet så godt som i min barndom. Nu skulle jeg ikke længere tænke på, om sommerferien skulle gå til det ene eller det andet kontinent, for nu var det uvist, hvorvidt jeg bare kunne deltage i en biograftur med min veninde om en uge. Skal det her være min fremtid? Det skal det bare ikke være! Dengang blev jeg fortalt, at en anden patient kom på hospitalet en gang om måneden. Det, syntes jeg, lød fuldstændig absurd, men i dag er det sensationelt, hvis der går 14 dage mellem mine ambulante besøg på hospitalet. Det er blevet mit livsvilkår i dag. På et tidspunkt mødte jeg en læge, der sagde noget i stil med: “Kristine, det skal nok vende, jeg har set det før.” Lige da lægen sagde det, blev jeg edderspændt rasende. For hvornår ville det vende? Det var det eneste, jeg tænkte på. En konkret dato for, hvornår det ville blive godt igen, var det, jeg kunne bruge til noget. Jeg havde så svært ved at forstå, at jeg ikke kunne få det lige så godt, som jeg havde haft det de første 16 år af mit liv. I dag finder jeg dog så meget håb i den læges ord. De dage, hvor jeg er allermest opgivende, så tænker jeg på lægens sætning: “Det skal nok vende.”
  Når jeg tænker tilbage, husker jeg en episode, hvor jeg igen lå i en hospitalsseng. Min operation var blevet aflyst den pågældende dag, men jeg havde fået lovning på, at jeg ville være den første, der stod til at skulle opereres dagen efter. Sengen ville være den samme, når jeg kom igen i morgen. Men da jeg kom ind på stuen, lå der en anden i MIN seng. De havde selvfølgelig en anden seng til mig, men på dette tidspunkt var jeg så udmattet og opslidt af de konstante ture frem og tilbage til hospitalet – der var bare ikke mere energi! Tankerne kørte rundt i hovedet på mig: “Jeg kan ikke blive ved med det her.” Jeg brændte virkelig for at kunne færdiggøre min uddannelse og få det her papir, der dokumenterede de mange års slid. Jeg vendte mig til min mor, der var taget med ind på hospitalet: ”Jeg tror, jeg godt vil søge førtidspension, for det her stopper jo ikke.” Min mor virkede lidt tøvende. Hun vidste, hvor meget jeg ønskede at gennemføre min uddannelse, og jeg manglede jo kun at skrive mit bachelorprojekt. Men jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg skulle finde kræfterne henne.

“Ja, jeg vil gerne søge førtidspension”

Jeg holdt ved min tanke. Der var ikke mere energi til at køre pingpong mellem universitetet og hospitalet. Indimellem havde jeg nærmest skiftet mellem de to institutioner, hvor undersøgelser og forelæsninger blev flettet sammen dagen igennem. I juni 2018 begyndte jeg at snakke med min bostøtte om mine tanker i forhold til førtidspension, og hun hjalp med at få taget kontakt til min sagsbehandler, så vi kunne få udfyldt det, der nu skulle klares.
  I løbet af kort tid blev hele maskineriet sat i sving, og allerede et halvt år senere havde jeg møde med rehabiliteringsteamet, der nu stod med min skæbne i deres hænder.
  Meget af årene op til havde jeg brugt på hospitalet, så min krop var drænet for al energi. Lige inden mødet kiggede min sagsbehandler på mig og sagde: “Der er flere mulige scenarier. Jeg vil ikke tage modet fra dig, men jeg kunne forestille mig, at du bliver sendt videre til en form for arbejdsprøvning.”
  Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og kinderne blev våde. Jeg orkede ikke, hvis det skulle blive en lang, sej kamp. Hele vejen igennem havde jeg været i tvivl, om det overhovedet var den rigtige beslutning at tage. Jeg havde talt frem og tilbage med familie, venner og bekendte. Var der dog ikke bare en anden, der kunne fortælle mig, hvad der var det rigtige at gøre? Det var så svært selv at skulle tage beslutningen. Hvad nu, hvis jeg tog den forkerte beslutning?
  Døren åbnede sig, og det blev min tur til at sidde foran rehabiliteringsteamet. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for at overbevise dem om, at der ikke var plads til arbejde i mit liv. Jeg levede et liv på ren overlevelse – det var hårdt nok bare at få dagen til at hænge sammen! Og som jeg fortalte rehabiliteringsteamet, der sad dér som et andet eksamenspanel, så var det her aldrig min drøm, men jeg havde simpelthen ikke mere at give af.
  En sten faldt fra mit hjerte, da jeg hørte dem sige: “Du indstilles til førtidspension." Det viste sig, at de allerede var enige, inden jeg kom ind i lokalet. De kunne godt se, med de problemstillinger jeg havde, at der vitterligt ikke var plads til også at have tilknytning til arbejdsmarkedet. Endelig fik jeg den anerkendelse, at det var helt okay ikke at have overskud til universitetet. Der var bare lige én ting. De skulle høre mig sige, at jeg gerne ville have førtidspension.
  Aldrig har det været så svært at forme en sætning. Ville jeg sige det? Jeg måtte acceptere, at dette ville blive min nye livssituation. Det var de værste og sværeste ord, der skulle komme ud af min mund, men jeg fik ordene hen over mine læber, og jeg hørte mig selv sige: ’Jeg vil gerne søge førtidspension, for jeg kan ikke mere.’

Tillykke...?

Da vi gik ud inde fra mødet med rehabiliteringsteamet, sagde min sagsbehandler glad tillykke til mig. Jeg syntes, det var mærkeligt sådan at lykønske mig, som om det var min fødselsdag. Min mor ønskede mig også tillykke, da jeg så hende efter mødet. Det var endnu mere underligt, fordi det faktisk var hendes egen fødselsdag, så det var jo egentlig mig, der burde gratulere hende. Selvom det var mærkeligt, var jeg også vanvittig lettet. Nu kunne jeg fokusere på at få det bedre, i stedet for at skulle bruge al energi på at forsøge at kæmpe mig igennem en uddannelse med udsigt til et arbejdsmarked, som jeg aldrig ville kunne magte at blive en del af.
  Jeg går ikke og snakker højt om, at jeg er på førtidspension i dag. Det er ikke, fordi jeg er flov over det. Jeg går ikke op i, hvilken profession andre har, men jeg kan godt føle, at samfundsdebatten om førtidspension placerer mig i en kasse som dum og doven, og det har jeg det svært med. Nogle af de sygeplejersker, der normalt er med til at tage sig af mig, fik nyheden at vide, fordi de om nogen havde fulgt mit forløb meget tæt. De blev meget rørt på mine vegne over, at jeg endelig kunne få lidt ro på mit liv og fokusere på at blive stabil i forhold til min kroniske lidelse. Det varmer mig stadig om hjertet at tænke på, at de personer, der egentlig bare passer deres arbejde, faktisk kerer sig så meget om mig.

At acceptere min livssituation

Det har krævet enormt meget at acceptere min nye livssituation. I dag er spontanitet nødvendig, fordi jeg aldrig kan forudse, hvordan jeg har det i morgen tidlig. Da jeg var studerende, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for ikke at lade hospitalet fylde hele min verden. Jeg var social og passede mine fritidsinteresser, og når jeg så kom på hospitalet, var venner og familie flinke til at komme på besøg. Det er ikke kun mig, der har skullet tilpasse mig omstændighederne, det er også de mennesker, der står mig nær. Og jeg er stadig dybt taknemmelig for, at folk omkring mig accepterer min situation og ikke vælger mig fra pga. de til tider besværlige omstændigheder og mine aflysninger i sidste øjeblik, når helbredet tager en uforudsigelig drejning. Det er vitterligt mit netværk, der holder mig oppe.
  Ligeledes har det påvirket mig at opleve min omgangskreds forandre sig de senere år. De mennesker, som jeg før havde en studietid sammen med, ser jeg nu med færdiggjorte uddannelser. Mange er flyttet fra byen, kommet ud på spændende arbejdspladser, blevet gift og har fået børn. Og jeg har intet af dette! Lige nu skal jeg finde mig selv i alt det her, lige præcis fordi jeg ikke har haft et liv, der blev, som jeg havde forestillet mig, og som jeg ser manges liv udfolde sig. Hvad er det, jeg vil bruge mit liv på?

Engang når det vender

Nogle gange kan jeg godt misunde folk, der går på arbejde, hvor der er nogle kolleger, som de kan dele stort og småt med. P.t. er det oftest sundhedspersonale, jeg vender ‘verdenssituationen’ med. Men hvad så den dag det vender, og jeg bliver stabil, hvem skal jeg så tale med om stort og småt? Og hvad stiller jeg op med mit liv? Lige nu er min situation så ustabil, at det er svært at forestille mig, hvilket arbejde jeg vil kunne udføre. Jeg drømmer dog stadig om den dag, hvor lægens ord bliver til virkelighed, og jeg kan komme ud og gøre gavn og bruge mine evner.
  Men for nu er jeg taknemmelig for min førtidspension. Den har givet mig følelsen af, at jeg ikke kun overlever. Nu kan jeg også leve og nyde mit liv. Jeg kan leve det med de livsvilkår, jeg har. Nu har jeg tiden til at tage på sygehuset. Men endnu vigtigere så kan jeg, på de gode dage, bruge min energi på de ting, der giver mig livskvalitet. Jeg tager til foredrag og i biografen, går ud og spiser med venner eller inviterer mig selv spontant til aftensmad hos dem eller min familie. Mit liv formede sig på ingen måde, som jeg havde tænkt, at det ville. Alligevel synes jeg faktisk, at jeg har et dejligt liv, selvom det er uden færdiggjort uddannelse, som jeg drømte så meget om. For det er nu engang sådan, mit liv gik hen og blev.

‍

Det essay, som du skal til at læse, handler om mange ting. Det er et essay om at føle sig fremmed i verden, og det er et essay om at forholde sig til sin omverden. Det er et essay om at fortolke og relatere sig til verden som en læser. Og vigtigst af alt er det et essay om autisme.

Derfor passer jeg sådan set heller ikke ind i denne bog. Autisme er ikke en kronisk sygdom, og jeg har aldrig været virkelig syg i hele mit liv. Men alligevel føler jeg, at jeg passer ind, om ikke andet så i en mere metaforisk forstand. Jeg er, hvad man kan kalde, en kronisk læser af verden og en kronisk læser i verden.

Jeg har altid elsket at læse. Som barn kastede jeg mig over den måske lidt obskure bogserie De Tre Detektiver. Den fandt ganske vist sted i den virkelige verden, men detektivuniverset med de tre drenge Jupiter, Pete og Bob, deres Rolls-Royce i massivt guld, og deres utrolige evner til at løse alle slags mysterier var alligevel tilpas fantastisk og fremmedartet. Bøgerne foregik i 1950’ernes og 60’ernes Californien, og jeg var fuldstændig besat af dem. Jeg havde i mit stille sind en drøm om at blive detektiv selv, når jeg en dag blev stor og modig nok.

Jeg blev selvsagt aldrig detektiv. Men til gengæld tror jeg, at jeg ved, hvorfor bøgernes verden havde så stor tiltrækningskraft for mig. Og hvorfor den stadig tiltrækker mig i dag.

Når verden ikke er gearet til at forstå autismen, må man som autist finde en måde at forholde sig til verden på. I mit eget tilfælde blev det litteraturen, der udfyldte den rolle. Fra litteraturen lærte jeg et sprog, jeg kunne begå mig i verden med, og med hvilket jeg kunne forstå verden. De fiktive verdener er vigtige for mig, når den virkelige verden er for uoverskuelig.

Jeg er overbevist om, at jeg i læsningen har fundet en måde, hvorpå jeg kan forsvinde ind i litteraturen og glemme verden for et øjeblik. Men læsning har også givet mig en metode til at være i verden, til at navigere og rumme verden. Nu lyder det måske, som om jeg vil fortælle en succeshistorie om, hvordan jeg, trods mit handicap, har klaret mig. Om at jeg har trodset mine hårde odds og har overkommet autismen. Men jeg bliver nødt til at gøre det helt klart for alle, hvad mit essay handler om.

Alt det, jeg nægter at være

Jeg kommer ikke til at fortælle en sentimental historie om, hvor hårdt det har været for mig, og hvordan jeg klarer mig i hverdagen. Det bliver ikke en fortælling om, hvordan jeg, takket være mine forældres støtte og min kærestes kærlighed, har fundet ro til at klare en universitetsuddannelse.

Hvis jeg fortæller en historie om, hvordan jeg formåede at få en universitetsuddannelse trods mine udfordringer, ville jeg fodre en forestilling om, at jeg har lært at være normal. At jeg har slået mine odds og først nu, hvor jeg har fået kæreste, uddannelse og lejlighed, er blevet et rigtigt menneske, integreret i det borgerlige liv.

Ved at fortælle den historie ville jeg blive en ”succeshistorie”. Intet får hårene i nakken til at rejse sig som det. Lad mig bare gøre det klart: Jeg nægter at være en god historie, som andre kan føle inspirerende eller livsbekræftende.

Hvis jeg skrev om mig selv som en succeshistorie, ville jeg være enig i forestillingen om, at autisme er et problem, der skal overvindes. At autismen virkelig er en udviklingsforstyrrelse, som det så smukt hedder i mine sagspapirer fra psykiatrien. Jeg nægter at være en succeshistorie, så jeg kan blive klappet på hovedet og få at vide, at jeg ”godt nok er sej” eller at ”det er godt nok godt gået”.

At være en autistisk succeshistorie betyder, at succesen er at blive som alle andre. Derfor indbefatter det at skrive om mig selv som en succeshistorie også, at jeg skriver om autismen som noget, der står i vejen for at blive ”et rigtigt menneske”. Jeg har derfor ikke lyst til at fortælle en sentimental succeshistorie. I stedet vil jeg fortælle om, hvordan man meget mere konstruktivt kan gentænke autismen.

Måske er der nogen, der læser dette essay, der tænker, at ikke alle autister har de samme forudsætninger som mig. Og det er sandt. Der findes autister, der næsten ikke har et sprog, for hvem det at købe ind er en stor udfordring, eller som ikke er i stand til at klare sig igennem hverdagen uden hjælp. Der findes autister, der aldrig kommer til at have et fast romantisk forhold til et andet menneske.

For dem er det ikke nødvendigvis muligt at tænke abstrakt over tilværelsen, sådan som jeg gør her. Jeg er fuldt ud bevidst om, at grunden til, at jeg kan skrive disse ord ned, er, at min autisme er meget mild, og at jeg derfor på ingen måde kan skrive på vegne af alle autister.

Heldigvis findes der masser af autister, der, ligesom jeg, godt kan tænke abstrakt, sagtens kan forstå og sætte ord på vores vilkår i livet. For os er det muligt at tænke kritisk over, hvordan vi forholder os til og, for at bruge et lidt akademisk udtryk, agerer i den verden, der er omkring os.

En læser i verden

Som barn kastede jeg mig over læsning som en form for terapi. Som en måde at forsvinde på. En god bog præsenterer en verden, der er struktureret. Hvor den virkelige verdens kaos er tilsidesat, hvor der er kontrol. En god bog præsenterer en verden, man kan forsvinde ind i, et univers, der står klar til at opsluge én, hvor alt kan ske, og hvor selv en autistisk dreng kan føle sig hjemme. Et univers, som man kan bruge timer på at udforske, og som man aldrig helt bliver færdig med.
  Med klassikerne kunne jeg forsvinde ind i et univers, der måske engang havde været realistisk, men for mig repræsenterede en verden, der var lige så fremmedartet og eksotisk som en fantasy-roman. Specielt forelskede jeg mig i Robinson Crusoe, jeg slugte Bram Stokers Dracula og blev fascineret af Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Romaner, der alle selv involverede en form for forsvinden, enten konkret til fremmede og uopdagede afkroge, eller en metaforisk forsvinden fra sig selv, fra det virkelige og fra samfundets normer. Men det var ikke kun det fantastiske og overnaturlige, der fascinerede mig som barn. Modsat de andre bøger, jeg slugte, præsenterede De Tre Detektiver ikke en verden, der var magisk eller overnaturlig, men derimod en verden, der var dybt logisk. En verden, der med de tre detektivers skarpe syn kunne afkodes. For mig præsenterede de en vidunderlig verden, hvor alt var aflæseligt. Hvor heltene altid kom frem til den rette fortolkning. I læsningen kunne jeg forsvinde og i stedet blive til detektiv. Og som detektiv var jeg midlertidigt helbredt for mine kronisk fejlende læsninger i den virkelige verden.

I mit liv som læser i verden har det at læse altid været en måde, hvorpå jeg kunne reagere på verden. En måde at forsvinde fra den på og til at forholde mig til min egen følelse af fremmedgørelse og ønsket om at forsvinde. Men jeg har også oplevet, at læsning har hjulpet mig til at forholde mig til mit eget ønske om at læse verden rigtigt.

I min barndom var det klassikerne, fantasy, science-fiction og detektivromaner, der tilbød mig muligheden for at forsvinde og forholde mig til verden. Og nu, hvor jeg er blevet ældre, læser jeg værker, der viser verden på den fremmedartede og fremmedgørende måde, som jeg selv oplever den. Specielt er jeg blevet ekstremt glad for den polske forfatter Olga Tokarczuk, der i sine romaner beskriver en verden, der aldrig helt er, som den ser ud til at være. En verden i konstant bevægelse og forandring, en verden, hvor mystiske ting finder sted.

En læser af verden

Men læsning er ikke bare en måde at reagere på verden på, det er også en måde for mig at agere på. Det er i virkeligheden her, at mit essay for alvor bliver interessant, for jeg har med tiden forstået, at jeg ikke bare læser meget, men at læsningen også er blevet til den måde, jeg forholder mig til den verden, der er omkring mig, på.

En virkelig god læseoplevelse handler om fordybelse, hvor man forsvinder fuldstændig ind i universet og glemmer alt om tid og sted. Det er den følelse af total indlevelse, der gør læsning så vidunderlig.

Men samtidig er der også en grad af analyse og fortolkning i læsning. Det er muligt, at jeg er skadet af min uddannelse som litteraturhistoriker, men man er tit nødt til at analysere og forholde sig til det, der læses. Specielt når der er ting i teksten, man ikke helt forstår. Som læser er man i sagens natur også en observatør, og man må altid fortolke og analysere det, man har læst.

For mig har livet altid været lidt af en besynderlig oplevelse. Forestil dig, at du skal samle et møbel fra IKEA, hvor brugsvejledningen er på et sprog, du ikke forstår. Du kan se, hvordan møblet skal se ud, men du famler i blinde. Det er sådan, det føles at være autist.

Læsning er en brugbar metafor til at beskrive, hvordan jeg som autist forholder mig til den verden, jeg går rundt i til hver dag. På den ene side kan jeg godt gå til fester, jeg kan godt tale med almindelige mennesker, uden at de føler, at jeg er anderledes. Jeg har lært, om man så må sige, at læse verden korrekt, at agere i verden og aflæse mange af tegnene, sådan som andre gør det. Men alligevel er jeg altid også en smule distanceret inde i mit eget hoved. Jeg må altid vende alting i hovedet, altid analysere det. Jeg må altid, lidt ligesom en læser, være både fordybet og opslugt, og samtidig fortolke alting, forholde mig kritisk til det, jeg hører, ser og oplever.

Jeg kan ikke længere overskue, hvor mange gange jeg har trukket mig tilbage og ind i mig selv. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, bare på den måde, hvor det bliver nødvendigt at tænke alene over, hvad der egentlig foregår omkring mig.

De fleste mennesker har det nok på den måde, men jeg tror, at det er mere ekstremt for autister. Jeg tror nogle gange, at folk synes, jeg er uhøflig, når jeg pludselig får et fjernt glimt i øjnene. Nogle gange er det, som om jeg glemmer, at jeg har en krop, når jeg sådan forsvinder.

Verden er ekstremt kaotisk, alting sker på samme tidspunkt, og derfor er jeg ofte nødt til som autist at forholde mig til verden, lidt ligesom jeg forholder mig til læsning. Når jeg er midt i verden, med alle dens indtryk og uendeligt krydsende livshistorier, er den umulig at forstå. Specielt for mig. Verden er altid i gang med at blive til, den er altid på vej til at blive til noget andet, den står aldrig stille.

En sådan verden er overrumplende og uforståelig. For mig har humor og sarkasme altid været svær at afkode, og derfor oplever jeg nogle gange, at jeg misforstår folks jokes, at jeg tager dem seriøst. Og endnu oftere oplever jeg, at jeg ikke kan finde ud af at være sjov. Selvom jeg gør præcis som alle andre, er der altid et eller andet, der går helt galt. Når det sker, at der er noget i verden, jeg ikke forstår, er jeg nødt til at gå ind i mig selv. For at verden kan give mening, er det nødvendigt for mig, og nu bliver det måske en smule abstrakt, at fortolke verden som en tekst.

Hvad mener jeg dog med det? At fortolke verden som en tekst vil i virkeligheden bare sige, at jeg gør verden en smule mere overskuelig. Det er en slags meditativ øvelse, hvor jeg stopper med at være mentalt til stede og i stedet forsøger at analysere det, der sker foran mig.

Så snart noget i livet bliver for uforståeligt, så snart noget bliver for uigennemskueligt, er jeg nødt til at stoppe op og stoppe med at være til stede. Så kan jeg sætte system i tingene inde i mit hoved. Forsøge at fastholde det, give det struktur, så det giver mening i stedet for blot at være en masse ulæselige tegn. Forsøge at fortolke det som en tekst, så jeg kan rumme at fordybe mig i den igen.

Autismen er for mig en kronisk læser tilstand. I en ulæselig verden er det nødvendigt at læse én sætning ad gangen. Og i en verden fuld af kaos er det nødvendigt at forholde sig til verden – lidt som om det er en tekst. Som om man altid er lidt på afstand. Det er en ensom oplevelse, en fremmedgjort oplevelse, men sådan synes jeg ikke, man skal tænke på det. Det er bare sådan, det er.

For jeg er altid en kronisk læser af verden.

‍

Jeg har valgt, at jeg hellere vil gå ned med flaget i perioder end aldrig at gøre de ting, jeg vil. Det ved jeg i dag, og sådan vil jeg leve mit liv. Alternativet er langt værre.

Jeg har 22 vintre i rygsækken, og siden jeg var 19 år, har jeg været selvstændig fotograf. Min hverdag spenderes i Århus, hvor jeg læser på noget nær drømmeuddannelsen: til fotojournalist. Jeg vil langt hellere præsentere mig på den måde. Men skal jeg præsentere mig her, så er det lidt en anden historie.

Min hverdag har i mange år været planlagt ud fra lægeaftaler, indlæggelser, blodprøver, undersøgelser og scanninger. Og hvis ikke planlagt, så er hverdagen blevet aflyst af endnu en sygedag.
  Jeg har en række genfejl i immunforsvaret, som forårsager et febersyndrom. Det vil sige, at jeg får feber i flere måneder ad gangen. Jeg har type 1-diabetes, leddegigt og Addison, en sjælden hormonsygdom. Jeg har i mange år holdt mund om sygdommene for ikke at blive defineret ud fra dem. I dag er jeg et andet sted.

Et blivende vilkår

En sommerdag blev jeg syg. Sådan helt almindelig influenzaramt. Samme dag skulle jeg helt tilfældigvis til lægen. Jeg skulle bare tale om prævention. Lægen bed dog hurtigt mærke i, at jeg ikke helt var på toppen. Han afbrød samtalen og gik hastigt ud af lokalet. Kort efter kom han tilbage for at tage blodprøver. Uden snakken om prævention blev jeg sendt hjem igen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg aldrig fik spurgt, hvad det gik ud på. Men efter mange år i hænderne på frustrerede læger, der ikke har kunnet finde ud af, hvad jeg fejlede, er jeg blevet vant til, at der nogle gange sker ting hen over hovedet på mig. Jeg holdt ligesom bare op med at stille spørgsmål.

”Liv, hvor er du henne? Jeg sender en ambulance efter dig. Du skal på hospitalet nu.”
  Det var min læge i telefonen senere samme dag.

Jeg syntes, det virkede helt fjollet, og fik overtalt den tvivlende læge til, at min mor kørte mig derind i stedet for. Men så skulle vi også se at komme af sted.
  Det havde været dårligt vejr hele ugen. Vi var i sommerhus, og endelig var det klaret op. Så uvidende om situationens alvor tog jeg mig god tid og nød solen, før vi kørte.

”Liv, hvor blev du af? Du skulle have været her for en time siden!” Et hold af hospitalspersonale stod klar, da vi endelig ankom.

Problemet var, at mit immunforsvar var som forsvundet. Det var så lavt, at det ikke kunne måles. Samtidigt steg mit infektionstal mod nye højder. Min krop havde reageret uforudsigeligt på en omgang ellers almindelig gigtmedicin. En læge, der ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mine mange forskellige symptomer, havde i afmagt udskrevet medicinen til mig. Symptomerne gjorde, at jeg på det tidspunkt havde en hverdag, der mest af alt foregik i en seng. Alligevel burde jeg ikke have reageret sådan på medicinen, det burde ikke kunne ske. Den burde ikke kunne slå mig ihjel. Men det var tæt på.

Det virkede så absurd, at en dag, hvor jeg følte mig ”almindeligt” syg, endte med at vende rundt på så mange ting. De læger, der i mange år havde kæmpet for at blive klog på, hvad jeg fejlede, blev overbevist om, at jeg var alvorligt syg. Og det samme gjorde jeg. Den dag fjernede også min egen tvivl. En tvivl, som på det tidspunkt var, og til tider stadig er, indgroet i mig. Tvivlen om, hvorvidt alle de smerter og al den sygdom, jeg mærker, også er virkeligheden.

Den indlæggelse var med til at samle billedet af en pige, der, siden hun var seks år gammel, periodevis havde været syg. Uden at nogen læger kunne blive kloge på hvorfor. Først efter 14 år skete det. Og på mange måder blev lægernes anerkendelse en stor del af, at jeg turde begynde at snakke om sygdom.

Efterfølgende blev jeg tilkoblet en speciallæge med speciale i feber. Her blev jeg gentestet, og for første gang i mange år blev der set på hele mit sygdomsforløb. Jeg fik konstateret et ”ubeskrevet febersyndrom”.
  Mit immunforsvar har flere fejl end de flestes. Nogle fejl betyder noget, men andre gør ikke. Sådan er det med gener. Selvom jeg i forvejen havde en række diagnoser på det tidspunkt, så blev det på mange måder en forklaring på de mange sygdomme, jeg har og måske risikerer at få i fremtiden.

Når jeg bliver ramt af mere sygdom eller endnu en diagnose, så har jeg efterhånden lært at tage det som et vilkår, jeg har med mig. For en kronisk sygdom kommer sjældent alene.
  Målet er ikke at få for ondt af mig selv.
  Jeg får lyst til det nogle gange, for der er så meget på mine skuldre. Selvfølgelig er det okay at have ondt af sig selv en gang imellem. Men man skal virkelig passe på, for det er dér, verden begynder at arbejde imod én. Det er barskt, men det er virkeligheden – i hvert fald hvis du vil være noget, udover at være syg. Hvis du vil have en uddannelse, have venner, relationer, så bliver du nødt til at lade være med at være syg hele tiden. I hvert fald udenpå.

Først op, så ned

Da jeg gik på højskole, var vi på en rejse til Marokko. Der blev samlet et hold, der skulle bestige Nordafrikas højeste bjerg. Alle interesserede skulle have ordentligt udstyr, være i form og træne frem mod afrejse.

Det første, jeg tænkte, var: ”Fuck, hvor vil jeg gerne med op på det bjerg!”

Jeg er nok ikke særlig fornuftig, når det kommer til stykket. I ugerne op til turen gik jeg med både en omgang bronkitis og lungebetændelse. Som udefra set gjorde idéen om at nå toppen endnu mere usmart. Men jeg ville virkelig gerne.

Turen op var virkelig hård, men en kæmpe fornøjelse. Det var den klareste dag, guiderne havde oplevet i flere måneder. På toppen bed minus 15 grader fra sig. Og selvom den manglende ilt på toppen tog pusten fra én, så gjorde følelsen af at være nået til tops det også. Vi poppede mini-champagner, og der blev tændt cigarer. På vej ned blev jeg til gengæld rigtig syg. Jeg tror, det var mangel på kortisol og syreforgiftning i forbindelse med min diabetes. Man kan høre det i ordet: "syreforgiftning" – det er ikke særlig rart. Det betyder, at der kommer ketonstoffer i blodet, som gør, at blodsukkeret bliver alt for højt. Det kommer pludseligt og er livstruende. Jeg var helt væk. Vi var på vej ned til Basecamp, hvor vi skulle holde en times pause, før vi skulle gå resten af turen ned ad bjerget. En af vores guider tog min taske og min isøkse, og med armen om mig holdt han mig oprejst, så jeg ikke vandrede ud over bjergskråningen.
  Vi nåede ned til Basecamp tre kvarter senere end resten af holdet. Jeg blev lagt ind for at hvile mig sammen med to andre, der havde fået højdesyge. Vi skulle nå en bus for foden af bjerget, og fordi vi nåede Basecamp senere end de andre, havde jeg kun et kvarter at hvile i. Efter en Twix, piller og en insulinsprøjte måtte vi ud igen.

Vores guider fik lejet nogle muldyr, som jeg og de to andre syge kunne sidde på resten af vejen ned. Tre muldyr, ét til hver, så vi ikke skulle gå selv.
  Men lad mig sige det sådan her: Der var tre muldyr, der gik ned, men kun to muldyr med en person på ryggen. Jeg kan ikke huske så meget af de sidste kilometer, men jeg kan huske, at jeg i hvert fald ikke skulle sidde på et muldyr. Jeg skulle selv gå. Noget tog ved mig, og selvom jeg havde det ad helvede til, kastede op og måtte give mig selv indsprøjtninger, mens vi gik, endte jeg med at komme ned som en af de første.

Det var ikke en ufarlig situation, det ved jeg nu. Men jeg havde hele tiden en fornemmelse af min krop, og hvis det var ved at gå galt, så ved jeg, at jeg ville have trådt på bremsen.
  Sygdom begrænser. Men jeg nægter at lade den begrænse mig for meget. Det er vigtigt at kende sine grænser, og jeg tror, at jeg kender mine, lige til stregen. Det er derfor, jeg kan gøre ting som at gå op på det bjerg. Fordi jeg har tilliden til, at min krop kan fungere, og fordi jeg har min medicin og tør tage den. Jeg tør handle selv. Og jeg er overbevist om, at når man tør det, så er der sgu meget, der kan lade sig gøre.

Ingen plads til at være syg

Måske kan det lyde lidt som en lykkefortælling. Men jeg har taget et valg om at leve i en bjergbestigertilstand. Hvor det går op og ned hele tiden. For det er, når man er helt oppe på toppen, at det føles allerbedst. Det er dér, man finder ud af, at man gerne vil leve. Når man så bagefter ryger ned og skraber bunden, så må man være dernede og finde ud af, hvordan man kommer op igen.

Mine forældre og mange læger har ofte spurgt: ”Kan vi ikke få dig til at leve lidt mere på midten? Så kan vi undgå nedturene?"
  Men det, jeg kæmper for, når jeg er nede, er at komme op på toppen igen. Ikke op til midten. Måske ville jeg leve længere, og måske kunne jeg styre noget sygdom bedre, hvis jeg levede stabilt – uden hverken at ramme toppen eller bunden. Men sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være.
  Det er nok en stædighed. Hvis jeg havde levet på midten, så havde jeg ikke fået min gymnasieuddannelse. Så var der mange relationer og venner, jeg ikke havde haft. Og jeg var slet ikke alt det, som jeg helst vil præsentere mig som.

Når netop min mor og far så siger sådan, så forstår jeg det egentlig godt. For det er mig, der vælger at opholde mig på toppen af bjerget for derefter at ende på bunden. Men det er dem, der gang på gang har måttet samle mig op, når jeg ikke selv var i stand til det. Det er jeg taknemlig for, at de har gjort igen og igen. Deres indsats har uden tvivl også en stor indvirkning på, hvor langt jeg er nået, selv med tung baggage.

Jeg har hørt mange sige, at det er hårdt at have en ”usynlig sygdom”. At andre ikke kan se sygdommen og derfor ikke forstår den. Menneskets hjerner er firkantede på den måde – vi skal se det, før vi kan forstå, og før vi tror på det.
  Det kan rigtig nok være hårdt. For det er hårdt at skulle forklare de mange smerter til endnu en læge, der ikke ved, hvad vedkommende skal stille op. Det er hårdt, når man kan fornemme andres mistro. Til gengæld tror jeg, at fordelen ved at have ”usynlige sygdomme” netop er, at man ikke kan se det. At man kan gå ud og møde folk som den, man er, og ikke med sin sygdom som førstehåndsindtryk.
  På den måde kan jeg godt værdsætte, at mine sygdomme er usynlige.
  For selvom det kan lyde barskt, så er der som udgangspunkt ikke plads til at være kronisk syg. Aldrig. Ikke i uddannelsessystemet, på arbejdspladsen eller i relationer.
  Derfor prøver jeg ikke at blande mine verdener. Når man møder mig kort, mens jeg er ude og skyde billeder eller arbejder på en filmproduktion, kan det være svært at forstå, hvor syg jeg egentlig er. Sådan kan jeg godt lide det. For når jeg er på arbejde, er jeg professionel. Der er ikke plads til sygdom. Selvom det kan være hårdt. Man kan blive meget ensom af at holde så stor en del af sig selv tilbage, og det kan være svært bare at lade som ingenting. Men i sådan en verden er det dig og kun dig, der har ansvaret for dig selv. Derfor må man lægge låg på sin sygdom, hvis man vil noget.

Det er frustrerende, at det skal være sådan, men jeg har øvet mig på at se på virkeligheden med barske briller. Virkeligheden er ligeglad med, om du har en dårlig dag eller lige er startet på ny medicin. Da jeg fandt ud af at gå ud og møde verden uden at have ondt af mig selv og de vilkår, jeg havde, men i stedet være professionel, fandt jeg noget, jeg brændte for. Jeg fandt ud af, at jeg kunne starte en virksomhed, og at mange af de ting, jeg gerne ville, kunne lade sig gøre. Lysten og passionen for at blive en bedre fotograf kunne tage fokus væk fra al smerte, al medicin og al den dårligdom, der i perioder konstant gennemsyrede min krop. Det giver mening for mig. Og det gør mig til andet end bare kronisk syg.

‍

I de tidlige skoleår stormede de andre fra klassen ud i gården, når det ringede ud til frikvarter. De løb og legede og kom af med den energi, de havde samlet sammen, men i klasseværelset. De drønede rundt om buskene og træerne, der indrammede skolen, de kastede bolde til hinanden, de grinede og råbte.
   Jeg så på.
   En gang imellem traskede jeg hen til dem og spurgte, om jeg måtte være med. De kiggede koldt på mig og svarede nej.
   Jeg måtte gå igen, kigge ned i jorden og sparke til sten. Hvis jeg løftede blikket, kunne jeg se andre børn spørge mine klassekammerater, om de måtte være med i legen. Det måtte de gerne.
   De forklarede mig aldrig, hvorfor det var mig, der måtte stå alene i skolegården. Men jeg vidste det godt: Jeg var anderledes.
   Jeg kunne mærke, at det var det, de tænkte, da jeg lavede mine tics. Når jeg nikkede voldsomt med hovedet eller blinkede kraftigt med øjnene, snøftede højt eller sagde små lyde.
   Nogen sendte mig undrende blikke, andre grinede ad mig, og min sidemakker havde sin helt egen måde at reagere på: Han gav mig en lammer, hver eneste gang jeg ’ticsede’.
   Jeg har tourette. Når jeg fortæller det, udbryder folk ofte: ”Ej, hvad siger du så af sjove ting?” Jeg må forklare dem, at tourette kommer i mange former, og at jeg ikke siger nogen ”sjove ting”, jeg laver bare bevægelser og små lyde, som jeg ikke kan styre.
   De fleste kender til tourette fra tv-indslag med personer, der ukontrolleret slynger om sig med bandeord. Seerne griner, og det går viralt på nettet og giver et indtryk af, at tourette kun eksisterer i én enkelt ekstrem udgave.
   Måske er det derfor, jeg så ofte oplever folk sidde og vente på, at jeg gør noget skørt eller råber grimme ord. De ser på mig, som børnene kigger på dyrene i zoologisk have. De får mig til at føle mig som en abe i et bur.
   Jeg ville ønske, at de bare gik hen til mig og spurgte, hvorfor jeg ticser, om jeg så kender dem eller ej.

Vreden og blomsten

I store perioder af mit liv har jeg følt mig ensom.
   Når klokken ringede ud for sidste gang i skolen, gik jeg ofte hjem og brød ud i tårer efter endnu en dag, hvor jeg havde siddet i hjørnet, sparket til sten, fået lammere og været skydeskive for latter. Undervejs prøvede mine forældre at tale med skoleinspektøren, men intet skete.
   I femte klasse fik jeg nok. Jeg fortalte mine forældre, at jeg ikke orkede mere. Jeg skiftede skole for at komme væk fra de børn, der mobbede mig.
   I den nye klasse havde jeg én god uge, og så var alt tilbage ved det gamle. Den eneste, jeg kunne snakke med, var en veninde fra min parallelklasse, der beskyttede mig fra de værste angreb. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.
   Jeg var vred. Vred på de andre. Vred på min sygdom. I klassen kastede jeg med stole og borde, og derhjemme kunne jeg vende op og ned på mit værelse, hvis jeg ikke fik styr på raseriet. Jeg flåede ting ned fra mine hylder og kastede dem ned på gulvet, jeg smed rundt med min dyne og mine puder, og når jeg var færdig, stod jeg og hev efter vejret i hjertet af et kaos, jeg selv havde skabt.
   Har man tourette, har man også større risiko for at have en eller flere følgetilstande. Man snakker om 'tourette blomsten'. På blomstens blade er der ADHD/ADD, tristhed og vinterdepression, stammen, søvnproblemer, OCD og, nå ja, raserianfald.
   Jeg har de fleste af bladene. Godt nok stammer jeg ikke, og jeg har ikke længere svært ved at falde i søvn, men jeg bliver ofte depressiv, når vintermørket kommer. Jeg mister let besindelsen og taber opmærksomheden, og da jeg var mindre, led jeg af tvangshandlinger.
   Jeg havde for eksempel et ritual, hvor jeg bankede mine ben ind i min seng, hver gang jeg pakkede min skoletaske eller skulle i seng. Hvis jeg ikke gjorde det på den helt rigtige måde, skulle jeg gøre det dobbelt så mange gange og dobbelt så hårdt. Hvis det gik helt galt, kunne jeg stå og banke mine ben ind i sengen i fem minutter, så mine knæ til sidst var hævede og gule og blå.
   En dag måtte mine forældre købe en ny seng til mig. Én, der ikke var lavet af stål.
   Om vinteren var det særlig slemt.
   I takt med, at mørket faldt på, og frosten begyndte at sprede sig, blev mine tics og ritualer værre. De onde tanker begyndte at fare kaotisk rundt i mit hoved, og i skolen var det sværere end normalt at nærme mig de klassekammerater, der i forvejen holdt mig udenfor.
   Hver vinter røg jeg ind i en selvforstærkende spiral med kurs mod bunden, og når det var værst, kunne jeg ligge i flere dage under dynen og tænke, at alt ville være bedre uden mig.
   Den følelse kan jeg stadig få.

Sendt væk hjemmefra

Det var ikke let for mine forældre, når jeg havde det sådan, og der var dage, hvor de ikke anede, hvad de skulle stille op.
   Jeg husker særligt en dag, da jeg var fjorten år gammel. Min OCD tog over. Jeg gik op og ned ad gangen i vores hjem, og hvis jeg gjorde det forkert, skulle jeg gå baglæns tilbage og trampe hårdere og hårdere for hver gang.
   Det kunne stå på længe, og det gjorde det den dag. På et tidspunkt fik min far nok, han bad mig om at tage min jakke på og gå op til min mors arbejde. Min mor gav mig penge til en togbillet, og snart stod jeg på Ballerup Station, hvor min tante hentede mig.
   Det var torsdag, næste dag var der motionsdag på skolen, og jeg skulle stå på en post sammen med en klassekammerat. Aftenen før måtte jeg skrive til hende, at jeg ikke kunne komme.
   Jeg var hos min onkel og tante hele weekenden uden at være i kontakt med min mor og far.
   Tankerne for rundt i mit hoved: Ville ikke engang mine forældre kendes ved mig? Jeg følte, at de havde smidt mig ud hjemmefra, og det plagede mig dybt.
   I dag ved jeg, at mine forældre er lige så kede af deres reaktion, som jeg selv er.
   De har lært af de fejl, de lavede dengang, og de har ikke gentaget dem over for min lillebror, der også har tourette.
   De ved nu, at det ikke hjælper at sige, at jeg skal holde op, at jeg skal sidde stille, at jeg skal lade være med at ’ticse’. Det er ikke noget, jeg gør med vilje. Det er noget, jeg kan forsøge at holde nede, men aldrig undertrykke helt.

Vand på stolene

Men mine forældre har også støttet mig, når jeg har fået nok og sagt stop.
   Det gjorde jeg i slutningen af ottende klasse, hvor jeg en dag kom hjem fra skole og fortalte dem, at jeg ville gå året om. Jeg var ikke en del af klassen, jeg blev bagtalt og holdt udenfor, og jeg kunne ikke koncentrere mig om undervisningen. Jeg havde ikke lært noget i et år.
   Da jeg startede i den nye klasse efter sommerferien, gik min far op på skolen og holdt et foredrag om tourette for de andre elever. De lyttede nysgerrigt, og bagefter forklarede jeg dem, at de endelig bare skulle spørge mig om alt. Om tourette, om mine tics, om mine tanker. Spørg løs!
   Det gjorde de så. Selv de værste ballademagere virkede oprigtigt interesserede i at få svar på deres spørgsmål, og hvis nogen fra parallelklassen så mærkeligt på mig, forklarede mine klassekammerater dem, at jeg havde tourette.
   Det var første gang, jeg ikke følte mig som en abe i et bur. Det var det bedste skoleår i mit liv.
   Jeg har brugt år på at se mig selv udefra og være vred over, at det lige var mig, der fik tourette. I dag fortæller jeg mig selv, at der er en grund til det: For det er mig, der kan klare det.
   Da jeg startede på HG, var det en af de andre elever i klassen, der blev mobbet og holdt udenfor. Jeg kunne have blandet mig udenom, men jeg vidste, hvad hun gik igennem, og jeg valgte at stille mig på hendes side.
   Resultatet var, at jeg selv blev mobbet – endnu engang.
   En dag, da vi kom tilbage fra frikvarteret, havde de andre piger hældt vand på vores stole, så vores bukser blev våde. Jeg hadede dem, da det skete, men jeg lærte også at fortælle mig selv, at de kun gjorde det, fordi de selv havde problemer. Eller fordi de var misundelige på, at jeg rejste mig, hver gang de trak mig ned.

At være sig selv

Indtil jeg var 21 år, havde jeg det, som om jeg var alene i verden. At det kun var mig, der var mærkelig, at det kun var mig, der ikke kunne styre min krop. Måske var det, fordi jeg – bortset fra min lillebror – aldrig havde mødt en anden med tourette.
   Det ændrede sig på en lejrtur, som Touretteforeningen arrangerede. Jeg var afsted med en hel flok unge med tourette, og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg kunne slå mig løs – og være mig selv. Vi lavede mad i køkkenet, spillede spil og sang rundt om lejrbålet. Og i al den tid kunne jeg bare sidde og ticse helt vildt, hvis det var det, jeg ville.
   Vi var fælles om at tale et sprog, som vi alle forstod, og som forenede os i et rum, hvor vi ikke længere var mærkelige. Eller i det mindste var vi fælles om at være det.
   Men vi var også et levende bevis på, at tourette er så meget mere end det, de fleste tror. For ingen af os var ens. Nogle sagde lyde, nogle udbrød hele sætninger, andre havde kun små tics.
   Hvis bare tv-seeren kunne have set os.

Tourette, det er mig

Jeg ved ikke, hvornår jeg præcis fandt håbet. Det var ikke sådan, at jeg vågnede en dag og tænkte, at nu er lykken mulig. Men da jeg skiftede klasse i HG og fik en sidemakker ved navn Nicklas, vidste jeg, at alt ville blive bedre.
   Han så på mig på en helt anden måde end alle andre. Hans blik passerede facaden af tics og opløste undervejs min følelse af at være en abe i et bur. Han så ikke touretten, han så Sahra.
   Vi blev kærester, og siden har han forsvaret og støttet mig, hver gang jeg har mødt modgang.
   Han har været med til ”ticsetræning”, og han har taget tid på mig, når jeg har øvet mig i at undertrykke de bevægelser, der så ofte har gjort mig til genstand for andres blikke. Han måtte skrive nye rekorder på blokken hver gang. To minutter, fem minutter, ti minutter uden tics.
   I dag tænker jeg dog ikke, at tourette er noget ondt, der har besat mig, sådan som jeg følte, da jeg kom grædefærdig hjem fra skole. Sygdommen gør til tider mit liv svært, men den styrer det ikke i samme grad som tidligere.
   Kunne jeg få fjernet den med et fingerknips, tror jeg faktisk, at jeg ville afslå. For fjerner man den, fjerner man noget af mig.
   Tourette... det er jo mig.

Du er ikke alene

Hvis jeg kunne, ville jeg rejse tyve år tilbage i tiden og fortælle alt det til den lille pige, der sparkede til sten i skolegården.
   Jeg ville fortælle hende, at hun vil møde en mand, der vil elske hende, præcis som hun er, og at hun sammen med ham vil få to børn og et bonusbarn, der vil ændre den måde, hun ser sig selv på – ja, den måde, hun ser livet på.
   Det håb kan jeg ikke give hende. Men måske kan jeg give det til andre børn, der ligner hende.
   Snart søger jeg ind på pædagogseminariet, og jeg ved, hvad jeg vil bruge uddannelsen til. Jeg vil arbejde på et bosted for unge, der oplever alt det, jeg måtte stå igennem som barn. Unge, der føler sig alene og forkerte.
   Allerhelst vil jeg hjælpe børn med tourette, for måske kan jeg sætte mig ind i, hvad de tænker. Måske har jeg tænkt det samme.
   Jeg har selv mødt psykologer, der har kigget på mig med medfølelse i øjnene og sagt:
   ”Jeg ved, hvordan du har det.”
   ”Nå, har du tourette?” tænker jeg så.
   De aner ikke, hvordan jeg har det. Det vil de aldrig kunne.
   Jeg har fået erfaringer, som ingen bøger kan give dig, og jeg vil give dem videre til de børn og unge, der sparker til sten i skolegården.
   Måske kan jeg hjælpe dem med at indse det, jeg selv var så mange år om at forstå:
   Du er ikke forkert. Du er ikke alene.

‍

Jeg står foran spejlet på mit værelse i mine forældres hus i Vestjylland. Ikke helt derude, hvor kragerne vender, men tæt på. Værelset ligner noget, der er løgn: Der er tøj overalt, og neglelak, læbestifter og makeupbørster ligger spredt ud over bordet. Jeg skal i byen med pigerne fra klassen; inden da skal vi mødes til forfest. Jeg har stået her i to timer nu, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tage på. Hvad mon de andre har taget på? Er jeg pæn nok i tøjet, eller ligner jeg bare en sæk kartofler ved siden af de andre? Min krop er fuld af væske, af al den medicin, jeg fylder min krop med hver dag. Specielt mit ansigt er fuldstændig oppustet. Måneansigt, kalder de det. Jeg synes mere, jeg ligner et egern med kinderne fulde af nødder.
   Jeg ender med at tage mine sorte, stramme bukser på og en løs, grøn bluse. Jeg glatter mit hår og slutter af med sort mascara, inden jeg kigger mig i spejlet en sidste gang. Jeg ser træt ud. Opgivende. Ikke engang en perfekt makeup kan skjule, at mine øjne udstråler mangel på energi.
   Jeg tager en dyb indånding, inden jeg går ind ad døren. De fleste piger fra klassen er allerede kommet. Jeg kendte dem ikke, før vi startede på gymnasiet, og vi har kun kendt hinanden i et års tid. Vi er i alt 13 piger i klassen, tre af dem snakker jeg godt sammen med. Vi snakker for det meste kun sammen, når vi er i skole, så vi er ikke særlig tætte. Pigerne sidder rundt om bordet og snakker, mens musikken spiller i baggrunden. Jeg sætter mig ved bordet, der bugner af øl, hvidvin og shotsflasker. Jeg tager en Pepsi Max op af min taske for at kunne skåle med de andre. Snakken går, der er god stemning. Vi griner, og en følelse af lettelse strømmer igennem mig. Måske bliver den her bytur anderledes end de andre. “Så er det tid til drukspil,” bliver der råbt fra bordenden. En del af spillekortene bliver givet ud, mens den anden halvdel bliver spredt ud over bordet. “Skal du ikke have noget at drikke?” bliver der spurgt i min retning. Jeg kigger ned på min halvtomme Pepsi Max. “Jeg må jo ikke drikke alkohol,” svarer jeg. “Nå nej, det er sgu da også rigtigt,” bliver der svaret tilbage. Jeg bliver tavs, selvom jeg mest af alt har lyst til at råbe og skrige ad dem alle sammen. Det er fandme da utroligt, vi skal igennem det her hver eneste gang. De ved sgu da godt, at jeg ikke kan drikke alkohol.
   Musikken bliver skruet op på fuld styrke. Sangen “Cheerleader” brager ud af højtaleren, mens vi med hver vores pivfalske sangstemmer skråler med. Mit blik strejfer kort uret, der hænger over bordet, og jeg kan se, at klokken nærmer sig 00:15, hvilket bringer mine tanker tilbage.

Jeg er iklædt det hvide hospitalstøj. En stor skjorte, bukser, der er to numre for store, og strømper uden elastik. Der står to sygeplejersker foran døren, lige under det store ur. Den store viser har netop placeret sig på tretallet. Kvart over tolv. Kvart over midnat. 00:15. Det er allerede otte timer siden, vi sad i bilen og blev ringet op. Nu skulle vi komme. De to sygeplejersker smiler til mig. Jeg kigger på mor og far. Jeg krammer dem farvel. Jeg er ikke engang nervøs. Jeg er lettet. Nu skal det bare overstås, så jeg kan blive rask. Jeg kigger på mor og far en sidste gang, inden jeg følger med sygeplejerskerne ind på stuen. Der er ikke andre på stuen. Jeg troede ellers, at rummet ville være fyldt med læger og sygeplejersker, men vi er kun os tre.

Der er skrig og skrål i bilen. Det er mørkt udenfor, og jeg prøver at koncentrere mig om at køre mine forældres bil. Jeg kniber øjnene sammen for at kunne se striberne på vejen, samtidig med at jeg prøver at samle tankerne, men det er næsten umuligt, når musikken er altoverdøvende. Jeg stopper bilen, og pigerne løber ud. Taknemmelighed er åbenbart også noget af det, der fordamper, når kroppen fyldes med alkohol. Nogle gange tror jeg mere, jeg er inviteret med som chauffør end som veninde. Det føles i hvert fald sådan. De andre piger har allerede forladt parkeringspladsen. Jeg låser bilen, sætter i løb og prøver at indhente dem.

Mine øjenlåg er tunge som bly. Men jeg kan høre alt omkring mig. Min mor og far snakker med lave stemmer. Nu ringer telefonen. Min mor taler med en grødet stemme: “Alt er gået godt,” siger hun. Lettelsen bobler inden i mig. Jeg har kun stået på venteliste i fire måneder, selvom de sagde, at vi nok skulle vente et år eller mere. Nu er det overstået, og alt er gået godt. Tænk, at jeg har fået en lever fra et andet menneske. Selvom jeg skal tage medicin resten af mit liv, og der er risiko for, at min krop kan frastøde leveren, er jeg ovenud lykkelig og taknemmelig for at have fået den. Et andet menneske har givet mig den største gave, man kan få. Det føles helt uvirkeligt at have en del af et andet menneske i kroppen. Mon det kommer til at føles anderledes? Jeg har været syg, siden jeg var lille, og derfor er jeg altid blevet set lidt skævt til. Jeg var hende den syge pige, som ingen rigtig vidste, hvad fejlede, men som ingen nogensinde spurgte, hvad fejlede. Folk så på mig med fordømmende øjne. De syntes, jeg var underlig, men inderst inde tror jeg ikke, de kan gøre for det. De ved jo ikke bedre. Alt, der er anderledes, er skræmmende. Måske de synes, jeg er skræmmende? Jeg håber, det bliver anderledes nu. Jeg håber, at folk får et nyt syn på mig. Jeg håber, de kommer til at se på mig med helt andre øjne. Jeg glæder mig allerede.

Der er fulde mennesker overalt. Jeg må være det eneste ædru menneske i miles omkreds lige nu. Vi går ind gennem porten til den lille smøge, der fører op til diskoteket, og stiller os i kø ved indgangen. Jeg begynder at ryste af kulde. Det er november måned, og temperaturen nærmer sig nok frysepunktet.
   Der står en fyr ovre i hjørnet og pisser. Eller han prøver i hvert fald på det. Han svajer fra side til side, og det ser ud til, at han kan vælte når som helst. Vi går ind forbi baren og videre ind til dansegulvet, hvor der allerede er fyldt godt op. Vi begynder at danse, men det er ikke mange bevægelser, jeg får ud gennem kroppen. Det føles unaturligt. De andre piger giver den derimod gas, de skubber og maser for at kunne slå sig løs på det lille dansegulv.
   Jeg får øje på fyren, der stod og pissede udenfor tidligere. Han har stadig ikke fået styr på sin balance. Han spilder mere af sin drink, end han får drukket. Jeg har stået og iagttaget fyren et par minutter, og i den tid er pigerne gået deres vej. Uden mig. Hvor er de gået hen? Hvorfor har de ikke sagt noget? Jeg kigger febrilsk rundt i rummet for at se, om jeg kan få øje på en af dem. Det giver mig samme følelse som min første dag tilbage; det er nu seks måneder siden.

Jeg står ved den store stentrappe, der fører op til 2. sal og videre op til vores klasseværelse. Jeg ved, at jeg kommer til at blive rigtig forpustet af at bestige de to etager, men jeg nægter at tage elevatoren. Jeg når helt til toppen og hiver efter vejret. Efter to måneder i en hospitalsseng kan jeg nok heller ikke forvente andet. Jeg får øje på min klasselærer, der ser helt overrasket ud. De andre kigger op, én eller to får mumlet et “hej”, men ellers er der ikke megen respons. Ikke lige dét, jeg havde forestillet mig efter at have været væk i næsten to måneder. To måneder, hvor jeg har været lænket til en hospitalsseng, isoleret fra omverdenen. To måneder, der har vendt op og ned på alting. Ændret mig, mens de og deres hverdag har været uændret. Tristheden skyller ind over mig, men jeg lader som ingenting, for hvordan skulle jeg ellers reagere? Det hele virker så mærkeligt. Jeg føler mig som det sorte får i flokken. Folk kigger på mig og registrerer, at jeg er her, men ingen vil kendes ved mig. Er de bange for at sige noget forkert til mig, eller er de bare fuldstændig ligeglade med mig?

En mur af kulde rammer mig, da jeg går ud ad døren, og selvom temperaturen nu er under frysepunktet, står folk stadig i den lille smøge. Mit blik farer hurtigt fra højre til venstre, men jeg ser ingen kendte ansigter. Det er den samme smøre hver eneste gang. Jeg bliver altid efterladt et eller andet sted. Om de gør det med vilje for at slippe af med mig, ved jeg ikke. Jeg går frem mod den store port og standser op i åbningen. Jeg spejder igen efter pigerne. Nu får jeg øje på dem. De står i en rundkreds til venstre for mig. De har ikke fået øje på mig endnu. Jeg går frem mod dem og stiller mig uden for rundkredsen. Der er ingen, der ænser mig. “Hvorfor gik I bare uden at sige noget,” spørger jeg stille. Nu kigger alle på mig, men der er ingen, der svarer. Der er et øjebliks stilhed, inden de igen fortsætter samtalen, mens to af pigerne tænder en cigaret. Jeg er stadig ikke blevet inkluderet i deres lille, sammensluttede gruppe. De må se mig som en lille, irriterende flue, der sværmer rundt om dem, lige meget hvor de går, også selvom de med alle kneb prøver at flygte. Mon deres tålmodighed snart slipper op? Det gør den nok ikke; så kommer de jo til at mangle en taxachauffør.
   “Kom, vi går ind igen,” siger en af pigerne, og i samme øjeblik opløses rundkredsen.
   Der er endnu ingen, der har sagt et ord til mig, men jeg prøver ihærdigt at se så naturlig ud som muligt, selvom jeg halser bagefter.

Dansegulvet er stadig proppet med mennesker. Folks øjne er flakkende og langsomme, selvom deres kroppe bevæger sig i takt til den hurtige musik. Deres blikke er fjerne, og det er slet ikke til at tage fejl af, at alkoholen har indtaget deres system, skubbet deres promille i vejret og sat deres dømmekraft ud af spil.
Jeg føler mig så malplaceret. Alle omkring mig er i højt humør, og jeg er mest af alt trist. Ked af det. Ked af, at de ikke tog bedre imod mig, da jeg startede i skole, efter at jeg havde været indlagt. Ked af, at jeg ikke kan gøre ligesom alle de andre. Ked af det, fordi jeg ikke føler mig inkluderet i pigernes fest. Ked af, at de ikke forstår mig. Ked af at føle mig som taxachaufføren. Ked af at være ensom hele tiden. Ked af, at alt ikke blev, som jeg havde håbet på efter operationen.
   Jeg giver op. Endnu en gang blev jeg den ædru tilskuer, der bliver mere og mere usynlig for de andre, jo mere de får indenbords, og til sidst halser efter de andre ind og ud af byens diskoteker, indtil jeg ikke kan følge med mere. Frustrationerne har hobet sig op i mig. Jeg har lyst til bare at bryde ud i gråd her midt i det hele, samtidig med, at jeg har lyst til at gå fuldstændig amok og lade frustrationerne få frit løb.
   Jeg forlader pigerne og går ud mod garderoben. Jeg finder en lille lap papir med et nummer på, som jeg afleverer til garderobepigen. Hun leder et kort øjeblik og finder min jakke. Jeg går igen ud i kulden, gennem den store port og sætter mig på en bænk. Rundt omkring står små klynger af mennesker og snakker, mens de pulser på deres cigaretter. Jeg sidder bare og stirrer. Jeg kigger på min telefon. 02:30.

Jeg bevæger mig langsomt hen mod bilen på parkeringspladsen. Jeg kører forsigtigt væk fra parkeringspladsen, mens støjen fra menneskene langsomt forsvinder.
   Stilheden er for invaderende, så jeg tænder for radioen.
   Gruset knaser under bilens hjul, da jeg kører ind på gårdspladsen. Jeg slukker bilen. Jeg sidder helt stille og lukker øjnene et øjeblik. Trætheden slår ned i mig. Mine ben og arme føles tunge, og jeg kan slet ikke tage mig sammen til at åbne bildøren.
   Tankerne flyver igennem hovedet på mig. Jeg føler mig som en fiasko. Fiaskoen, der ikke kunne klare mosten og bare giver op, så snart der kommer noget modstand. Jeg har givet op i kampen for at bryde ud af den ensomhed, som jeg føler hver eneste dag. Alle snakker om tiden på gymnasiet med venner, fester og kærlighed som den bedste tid i deres liv. Jeg føler, at det er den værste tid i mit liv. Men hvad havde jeg egentlig regnet med? At alt på mirakuløs vis ville ændre sig efter operationen? Før operationen viste pigerne heller ikke den store interesse for mig, og slet ikke når vi var i byen. De var måske bare slet ikke så interesserede i mig, levertransplantation eller ej. Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg allerede har klaret meget modstand, og at jeg er stærk, selvom jeg er ensom. Fordi man i forvejen har mødt mere modstand end de fleste, er man ikke sikret, at livet ikke kaster mere modstand ens vej.

‍

Mit hjerte galoperer. Mine hænder ryster. Mit blik er sløret. Eller er det verden, der er blevet til prikker? En uvirkelighedsfølelse breder sig i hele kroppen. Jeg træder ud af min egen krop. Flygter. Falder. Falder igennem! Om dette er et angstanfald eller virkelig slem angst, ved jeg ikke. Jeg ved faktisk ikke så meget om angst, selvom jeg lider af det. Eller nærmere: social angst. Jeg har faktisk aldrig rigtig hørt nogen snakke om det.

Måske har du social angst?

Grunden til, at jeg på nuværende tidspunkt kan sætte navn på, hvad jeg fejler, er, at min veninde en dag fortæller, at hun har hørt om noget, der hedder social angst – og hun tror måske, det kan være det, jeg har. Jeg husker en bølge af lettelse skylle ind over min krop. ENDELIG! Jeg har ikke altid vidst, at der var noget galt. Først op i tyverne lærte jeg, at alle ikke får svedige håndflader, sved på overlæben, rystende hænder og bankende hjerte, HVER gang de skal tale med nye mennesker. Eller skal være en del af en større gruppe. Jeg troede, det var normalt både at være fysisk til stede i en samtale og samtidig se samtalen “udefra”. Både at analysere mig selv (hvordan ser jeg ud?, hvordan reagerer jeg?) OG forsøge at holde de fysiske angsttegn nede OG lytte. Jeg troede, det var normalt, både at forsøge at opretholde en samtale OG have en indre monolog, der konstant konkluderer, at jeg er for kedelig, at personen hellere vil tale med en anden. Hele tiden at føle, at personen tænker på, hvordan vedkommende bedst muligt kan flygte fra mig. At personen ser, jeg sveder på overlæben, og synes, jeg er klam. Nu ved jeg, at det kun er mig, der har det sådan. Det hjælper mig til at slappe lidt mere af, når jeg snakker med nye mennesker nu.

Kagebagning og safe spaces

Jeg vidste heller ikke, at de andre børn i folkeskolen bare ikke så godt kunne lide at holde foredrag foran klassen. Jeg troede, at alle flygtede fra deres krop i situationen. At alle andre oplevede det, jeg oplevede. Nu ved jeg, at den eksponeringstaktik, der virker på andre børn, ikke virkede og aldrig ville virke på mig. Og jeg ved faktisk også, hvordan man i stedet kan gøre. I 9. klasse fik vi en genial engelsklærer. Hun gjorde for første gang nogensinde i hele min skoletid forskel på os elever. På den helt rigtige måde. Det var i slutningen af året, og vi skulle træne til den afsluttende mundtlige eksamen. Alle fik en sætning, de skulle stille sig op FORAN KLASSEN og tale om i fem minutter. Hun så, hvor ubehageligt det var for mig, og næste dag, da vi skulle vælge et emne og igen tale om det FORAN KLASSEN, hev hun heldigvis mig og to veninder ud af situationen. Mens de andre øvede, bagte vi kage i skolekøkkenet og snakkede om emnerne i et trygt rum med plads til at fejle og lære. Jeg er stadig den dag i dag overbevist om, at det var derfor, det gik så godt for mig til eksamen! At det blev en succesoplevelse. Jeg vidste det ikke, men HUN hjalp mig med min angst. Tænk, hvis de andre lærere havde været lige så godt klædt på. Min skoletid ville have været anderledes. Jeg ville have været helt anderledes.

Pædagogmedhjælper eller ph.d.?!

Men nu sidder jeg her. Færdiguddannet. Jobsøgende. Med hele verden for mine fødder. Med mulighed for at opfylde alle mine drømme og håb. Uden at kunne. Eller, på papiret kan jeg. Når folk spørger mig, hvad jeg vil nu, er jeg klar med mit standardsvar: “Jeg tænker at skrive en ph.d. Jeg vil gerne forske.” Det lyder godt og passer til mit selvbillede. Jeg er den kloge. Den første i familien, der gennemfører en lang videregående uddannelse (altså lige på nær min morfar, der var kemiingeniør, men det passer ikke så godt ind i historien). Jeg vil også rigtig gerne forske. Det ville være oplagt. Hvis det bare ikke var for angsten. Jeg får et job efter tre måneders jobsøgning. Som assistent for en pædagog. Og jeg elsker det! Jeg ender med at være der i sammenlagt to år, og det giver mig et frirum til at arbejde med min sociale angst. For i vuggestuen føler jeg mig hjemme. Jeg elsker at arbejde med børn, og det viser sig, at jeg er rigtig god til det. Bedre, end jeg havde regnet med. Det er faktisk ret perfekt, for selvom jeg er omgivet af kolleger hele dagen, snakker vi mest med eller om børnene. Jeg er i mit es. Jeg har altid kunnet tale med børn og gamle mennesker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke får angst, når jeg er sammen med dem. Men alle andre derimellem har jeg svært ved. Imens jeg er der, ender jeg med at få et “rigtigt” job som ekstern lektor i kurset “Gender and Sexuality” – jeg er UNDERVISER! Det er enormt grænseoverskridende, og alligevel har jeg kurset i to omgange. Jeg kan, fordi jeg brænder for det, og fordi jeg får lov til at gøre det sammen med min gamle specialemakker! Men jeg er stadig påvirket af min sociale angst.

Kontrol

I nogle situationer er jeg nærmest to personer. Én, der har succes, og én, der er styret af angst. Angsten for mennesker. Den oplevelse og følelse, som jeg beskrev i indledningen, opstår en tirsdag eftermiddag, da jeg har været jobsøgende i næsten to måneder. På dette tidspunkt, da jeg oplever episoden, jeg beskrev i indledningen, har jeg været jobsøgende i næsten to måneder. Jeg har intet imod at skrive ansøgninger; tværtimod synes jeg, det er sjovt. Jeg elsker at skrive. Problemet er, at jeg ikke føler, jeg kan noget som helst, og det trigger min sociale angst. Jeg har indtil nu studeret hele mit liv, og det ved jeg, at jeg er god til. RUC har på mange måder føltes som et hjem for mig, og på trods af angsten har jeg elsket gruppearbejdet. I det øjeblik, da angsten overmander mig i min egen lejlighed, mit safe space, beslutter jeg mig for, at jeg for alvor skal tage affære. Nu er det tid til, at jeg styrer angsten og ikke omvendt!

Accept

Men hvordan tager man kontrol over sin sociale angst? En angst, jeg stadigvæk ikke ved ret meget om? Svaret viste sig at være mere simpelt, end jeg lige troede. Første skridt for mig var at tage til gruppeterapi hos Psykiatrifonden – hvilket på alle måder er forfærdeligt og samtidig enormt givende! Jeg husker især én øvelse, der kom til at udgøre næste skridt.
   “Okay, nu holder I hver især i hver sin ende af bogen og prøver hver især at skubbe den væk fra jer. Hvordan er det? Forestil jer, at I er på en café. Kan I snakke sammen? Kan I koncentrere jer om at være i situationen, mens I skubber bogen væk?”, spørger den psykologistuderende, der frivilligt har valgt at være en del af gruppeterapitilbuddet. Svaret er selvfølgelig nej. Nej, det kan vi ikke. Og nu kommer det, der for mig har været nærmest revolutionerende – ikke Ruth Bader Ginsburg-revolutionerende, men alligevel. “Okay, prøv at lægge bogen ved siden af jer. Hvordan er det nu? Kan I snakke? Hvordan oplever I at være på “café” nu?”, spørger hun. Og ja, det er meget mere hyggeligt. Alt derefter har for mig været meget mere hyggeligt! Jeg har altid den sociale angst med mig, men jeg kæmper ikke imod den. Jeg accepterer den.

JEG HADER KONFIRMATIONER. Alt for mange mennesker. Alt for meget små snak. Alt for meget angst. Jeg har en stor familie, så jeg har været til lidt for mange af dem. Denne gang sidder jeg ved et bord med mennesker, jeg har kendt hele mit liv, men aldrig rigtig snakket med. Jeg siger ikke noget. Jeg lytter. Normalt kan jeg heller ikke lide at lytte, for jeg føler altid, at de, der snakker, synes, det er irriterende, at jeg lytter med. At jeg kigger dem i øjnene. Men her har jeg heldigvis haft mange gode samtaler med veninder, der har forsikret mig om, at de fleste elsker at fortælle om sig selv, og jo flere, der lytter, desto bedre. Så det prøver jeg at praktisere her. Jeg lytter og kigger folk i øjnene. Jeg smiler og griner og hygger. Så langt, så godt.

Jeg bryder mig heller ikke om konfirmationer, for jeg kan ikke lide at spise og drikke foran andre mennesker. Jeg bliver for selvbevidst. Jeg føler, at de andre holder øje med alt, hvad jeg gør. Mine hænder ryster. Jeg kan ikke ramme munden med hverken gaffel eller glas. Men i dag SKAL det være anderledes. Da jeg bliver tørstig, tøver jeg lidt. Jeg vil helst ikke tage en tår. Jeg ved, at mine hænder vil ryste. Mit gamle mønster ville være at lade være. Men jeg vil have et nyt. Jeg accepterer angsten. Hvis nogen undrer sig, kan de jo spørge, hvorfor jeg ryster på hænderne. Så vil jeg fortælle dem det! Jeg tager en tår og ryster. Jeg kæmper ikke mod angsten. Jeg er ligeglad. Jeg tager en tår mere med det samme. Sætter glasset og tager en sidste tår. Jeg ryster ikke mere! Det her er ikke blot en kæmpestor sejr, det er en åbenbaring. Det er sådan, jeg vil agere i alle andre aspekter af mit liv. Jeg accepterer angsten og husker, at folk ikke synes, jeg automatisk er irriterende og kedelig. Jeg accepterer angsten, og jeg accepterer samtidig mig selv.

Jeg vil have en kæreste

I den tid, jeg er i vuggestuen, tager jeg en beslutning. Jeg vil have en kæreste. Det virker måske som en banal ting, men for mig er det stort. Jeg har aldrig rigtig manglet det og altid haft masser at tage mig til. Jeg har udfordret mig selv ved at gøre socialt udfordrende ting i selskab med én eller flere veninder. Jeg kunne opleve nye, vilde ting, fordi jeg omgav mig selv med tryghed og sikkerhed, som jeg fandt i dem, mine veninder.
   Jeg har været på højskole i Kenya og Tanzania, backpacket i Asien, været et halvt år på udveksling i Tyskland, været frivillig arkæolog i Peru. Jeg har arbejdet i 1200 år gamle ruiner, skabt af den civilisation, der går forud for inkaerne. Jeg har svømmet i det klareste, blå vand i Mexico. Besteget Mt. Kenya, danset Macarena-dansen på diskotekerne i Nanyuki, fejret min 16-års fødselsdag i Orange County med fodboldstævne og barbecue. Jeg byggede et selvbillede op omkring mig selv: Jeg havde slet ikke tid til en kæreste. Alle disse ting har været med til at skjule, at jeg ikke turde. Eller, at jeg var angst. Jeg troede, at det at få en kæreste bare kom til én. Det gør det måske også for nogen. Men for mig var det hårdt arbejde! En rejse, hvor jeg konstant skulle arbejde med mig selv. Og bearbejde. Give angsten plads, så jeg kunne blive fri.

Jeg opretter en profil på Happn. Ikke med min gode vilje. Bare det at tænke på at oprette den giver mig hjertebanken. Svedige hænder. Negative tanker om mig selv. Jeg sidder på altanen med udsigt til Adriaterhavet. Ved siden af sidder min ældste veninde. Hun tror på mig. Solen skinner fra en skyfri himmel, og dagen er langsomt ved at begynde. Jeg sidder med min kaffe i hånden og angsten i kroppen. Dagen er fuld af lys og håb. Jeg kan godt! Vi opretter en profil, uden tekst. Bare et billede. Ferien slutter, vi tager hjem, og jeg lader oprettelsen af en Happn-profil blive til en del af ferieminderne. Først et halvt år efter tør jeg åbne appen. Det første skridt, jeg skal overvinde, er at like de andre profiler. Det er så grænseoverskridende og angstprovokerende, at det tager mig lang tid at nå dertil, hvor jeg kan tænke ‘pyt’ og ‘hvad er det værste, der kan ske?’.
   Næste skridt er at svare, hvis nogen skriver. Jeg øver mig langsomt i ikke at lade angsten overfalde mig. Den negative tankespiral skal ikke overtage hver gang. Jeg bruger mine veninder rigtig meget i denne periode. Deres støtte er så vigtig, men det er min egen beslutsomhed, der er afgørende. En dag i julen på mit gamle værelse hos mine forældre sker det. Jeg ændrer strategi fra at tænke over ALT, jeg skriver, hvilket kun resulterer i, at mine beskeder bliver overfladiske, kedelige og ligegyldige. Jeg vælger at sige ‘hvad er det værste, der kan ske’, og begynder at gøre beskederne mere personlige. Det åbner op for noget helt andet. Jeg begynder at gå over i mig selv. Synes jeg, det her er en spændende samtale? Synes jeg, han er interessant? Og ikke som før, hvor jeg hele tiden så ham for mig – så ham læse mine beskeder og tænke: ‘Hvorfor skriver hun dog det?!’. Igen oplevede jeg en lille, men stor, sejr!

Ro

Fast forward forbi et par dates med forskellige, spændende mennesker, så sidder jeg i dag i min kærestes køkken og skriver. Jeg har aldrig haft det bedre. Om lidt starter jeg i et job som pædagogmedhjælper (igen), måske et skridt tilbage, men det giver mig SÅ meget ro at skulle arbejde med noget, jeg er god til. Jeg glæder mig til at komme væk fra at søge en masse jobs, jeg på papiret kan, men i angstens verden aldrig vil kunne varetage. Jeg har et mål. Pædagogmedhjælper, pædagog, ph.d. De tre P’er. Og ro. Om lidt kan jeg skrive Ekstern Lektor, pædagogmedhjælper og forfatter på CV’et. Det er ikke sådan, jeg troede, jeg skulle ende med at præsentere mig selv, men det giver mening for mig. Jeg finder min egen vej i en verden, skabt for og af mennesker uden social angst. Jeg ved, jeg kommer til at stå over for flere udfordringer, som angsten vil bringe, men jeg ved også, at jeg nu har værktøjerne til at klare dem. Jeg falder ikke længere. Jeg flyver!

‍