Jeg læser verden

Undskyld. Er det dét, I vil have mig til at sige? Det er, hvad I har ventet så længe på at høre fra mig, ik’? Undskyld for, at jeg er sådan her. Undskyld, at jeg gør sådan her eller sådan der. Undskyld, at jeg har brug for de der ting. Undskyld, at jeg er født sådan her. I må meget undskylde, at jeg er født sådan her. Det er jeg ked af. Bliv endelig ved med at behandle mig, som om det er min skyld. Som om jeg har bedt om det her. For det har jeg jo, ik’? Jeg kan jo bare lade være med at være sådan her? Jeg kan jo bare tage mig sammen og være præcis ligesom jer? Så kunne det være, at jeg endelig måtte få lov til at passe ind. At jeg måtte få lov til at være en del af det store fællesskab, der jo er det bedste sted at være. Det bedste sted at være. 

‍

CP

Sådan kunne det sagtens have lydt fra mig indtil for små fem år siden. Dengang troede jeg, at jeg skulle beklage for alt omkring mig. For det var sådan, jeg blev behandlet. Som én, der ikke hørte til. Som om jeg skulle bede om forladelse for at have CP, Cerebral Parese, spastisk lammelse, eller hvad man nu vælger at kalde det. Det lyder måske skræmmende, spastisk lammelse. Som om det skulle gøre mig til en alien, der overhovedet ikke ville kunne passe ind, eller en stakkel, der har ondt helt ind i livet hver dag. De udfordringer, jeg har, kommer, fordi min krop ikke vil samarbejde med min hjerne. Jeg kan ikke de samme ting som mange andre, blandt andet mine venner, kan. Jeg har nogle funktionsforstyrrelser, der gør, at jeg er nødt til at gøre tingene lidt anderledes eller i et langsommere tempo end andre. Jeg har levet med det hele mit liv, så jeg synes ikke, at det er helt forfærdeligt eller synd for mig. Men det har jeg efterhånden fundet ud af, at andre folk synes, og nogle lader det komme til udtryk på mere, lad os kalde det, grufulde måder end andre. 

‍

En hyldest 

Jeg har da også givet frit spil til at sige hvad som helst om mig, og til mig. Jeg turde ikke svare igen. Jeg turde ikke stå op for mig selv. Jeg ved ikke engang, hvad jeg var bange for. At det blev værre, måske? Det var der i hvert fald ingen grund til at frygte. Nej, for det her er ikke en eller anden tårevræler-historie med en melankolsk sjæler som soundtrack. Det er ikke en fortælling om, hvor forfærdeligt jeg har det, eller har haft det. For jeg har haft et fantastisk liv indtil videre. Jeg har gode mennesker omkring mig, og det er dem, der gør hele forskellen. Den her historie er på en måde min hyldest til dem. Hvis der er nogen, der fortjener en plads i den her bog, er det dem. Og det er det, jeg giver dem nu. 

‍

Barndommen 

Da jeg var mindre, bemærkede jeg knap mit handicap. Jeg løb jo bare rundt derhjemme og var barn. Jeg havde den der uskyldige uvidenhed, der er så beundringsværdig og til tider misundelsesværdig. Uvidenheden om, at folk kan se skævt på én, uanset hvorfor. Min lille verden bestod af min familie og mit hjem. Da jeg blev passet derhjemme, var det min verden. Der var intet bemærkelsesværdigt, eller finurligt, i det. Jeg var bare mig. Det er jeg for den sags skyld stadig. Gudskelov for det også. Jeg havde ikke engang skænket det en tanke, at jeg kunne blive behandlet anderledes på grund af mit handicap. Hvorfor skulle jeg også det? Min familie behandlede mig som det, jeg var, en lille pige, der nød livet. De fortalte mig ikke, at der var noget anderledes ved mig. De eksponerede mig ikke for den slags hadefulde opførsel, man kunne have over for mig på grund af mit handicap. Jeg levede i den førnævnte uvidenhed, og der var derfor ingen grund til, at jeg skulle føle mig anderledes. Så hvorfor skulle andre ikke også behandle mig, som min familie gjorde? 

‍

Serveret på et sølvfad 

Første gang, den illusion blev brudt ned, og jeg fik kastet virkeligheden lige i ansigtet, var i første klasse. Første dag. En almindelig pige, i en almindelig klasse, på en almindelig skole. Hvad kunne gå galt? Det var i hvert fald sådan, jeg tænkte. Virkeligheden havde bare et meget anderledes og grummere ansigt, end hvad jeg havde forestillet mig. Jeg behøver nok ikke at gå i dybe detaljer, for at du kan forstå, hvordan det var, men lad os bare sige, at børn kan være grufulde. Når nogen ser en chance for at holde én for nar, fordi man er en smule anderledes end det, de har været vant til, så tager de den uden at tøve. Og når jeg så kom gående ind i klassen med de hjælpemidler, jeg har brug for, som for eksempel min underarmsstøtte til mit tastatur, så var det som at forære dem noget at lave grin med, på et sølvfad. Jeg så mig selv som værende en normal pige. Det gjorde de andre bare ikke. Det var de heller ikke bange for at give udtryk for. Det er der selvsagt ingen, der får den største selvtillid af.
Og det var sådan, jeg fik den mentalitet, der passede meget godt til introen på den her historie. 

‍

Et vendepunkt 

Men ligesom alle andre historier skal der jo komme et vendepunkt. For mig var det punkt i tredje klasse. Første skoledag i tredje klasse. Lige umiddelbart var alt, som det plejede. De samme mennesker, den samme skole og den samme trættende attitude over for mig. Alt var ved det sædvanlige, lige indtil hun trådte ind i lokalet. Den nye pige. Jeg tænkte ikke umiddelbart over de efterfølgere, der kunne komme ud af, at hun nu pludselig skulle være en del af klassen. Jeg havde da et lille håb om, at det ville ændre et eller andet til det positive, men det er jo ikke sådan noget, man tør tro på. Hvor klichéagtigt det end lyder, så var det faktisk den nye pige, der skulle til, for at der skete en forandring. Det får det måske til at lyde, som om jeg var alene i en kamp mod hele verden indtil da. Det kunne ikke være længere fra sandheden. For jeg er omringet af en hel flok uundværlige personer, der har været min rygdækning og mit skjold hele mit liv. Alle sammen vigtige brikker i det puslespil, jeg kalder for mit liv. Men historiens vendepunkt starter med lige præcis den her ene brik. 

‍

Hvorfor, hvordan, hvornår? 

Hun var anderledes. Hun var ikke bange for at spørge ind til mig eller mit handicap. Hvorfor jeg havde det, hvorfor jeg bevægede mig, som jeg gjorde, hvad de forskellige hjælpemidler, jeg havde, var til for, hvordan det føltes, om jeg var bange, og så videre. Alle de spørgsmål, som du som læser nok også sidder med. De kom i en lind strøm. Alle andre spurgte ikke ind, de pegede bare fingre, og så er det selvsagt lidt svært at få en ærlig chance. Men hun gav mig en helt fair chance for at være mig og ikke bare se mig som mit handicap. Hun så mig som så meget mere end det. Hun kom meget hurtigt dybt ind i mit liv. Jeg vidste ikke, at jeg manglede den brik, før jeg mødte hende. Ligesom man ikke ved, at man elsker noget, før det er væk, ved man heller ikke, hvad man har savnet, før man er heldig nok til at støde på det. Hun gjorde hele forskellen. Jeg manglede et tilflugtssted, og pludselig var hun lige dér. Jeg følte mig hjemme sammen med hende, som om hun tog om mig og sagde ”velkommen hjem, min kære”, men ikke på den måde, som ældre ægtepar plejer at gøre. Hun gav mig den der varmende følelse af tryghed, der omfavner én, når man virkelig har brug for den. Samtidig var hun også en af de personer, der overrasker én. 

‍

Stolthed 

Tryghedsskabende og uforudsigelig på samme tid, det hænger jo slet ikke sammen. Jeg mener ikke uforudsigelig på den der ubehagelige måde, der giver en knude i maven af bekymring. Jeg mener uforudsigelig på den måde, at hun var ligeglad med de andre. Det lyder måske ikke særlig positivt, men det er det altså. Hun var ligeglad med, hvordan de andre så hende, men alligevel var hun så fyldt med ynde. For andre var det måske provokerende, men for mig var det beundringsværdigt. Hun turde sige fra, og det var alt, jeg nogensinde havde haft lyst til. Jeg havde et vaskeægte bevis foran mig på, at der intet var at være bange for. Hendes liv faldt ikke fra hinanden, bare fordi hun sagde fra, og det var måske det, jeg havde frygtet ville ske for mig, hvis jeg gjorde det. Så det begyndte jeg på. Jeg begyndte at svare dem igen, der syntes, de skulle komme med dumme kommentarer. Jeg begyndte at forsvare mig selv, hver gang der var én, der prøvede at pille mig ned. Vigtigst af alt, så begyndte jeg at tro på det, jeg sagde, når jeg forsvarede mig selv. Jeg ved ikke helt præcis, hvilken dag det ændrede sig. Jeg kan bare huske, at fjerde klasse startede ud en hel del anderledes, end tredje klasse gjorde. Hele atmosfæren i klassen havde ændret sig, og lige pludselig var der ikke en tung, sort sky over mit hoved hver morgen, når jeg var på vej i skole. Jeg fremstillede mig selv som stolt, og efter at have gjort det længe nok, blev det til en del af mig, som jeg også ærligt kan sige, jeg er stolt af. Jeg er stolt over, hvor stolt jeg er af mig selv. 

‍

Det er okay 

Jeg er okay, også med alt det, der er sket tidligere. Det er, hvad jeg prøver på at komme ud med her. Jeg plejede ikke at være okay med den måde, jeg blev behandlet på; jeg gjorde bare ikke noget ved det. Men sådan er det tit, når man er yngre. Man er lidt nødt til at acceptere tingene, som de er. Når man er 10 år, bliver man nemt påvirket af alle de mennesker omkring én, der fortæller, hvor forkert man er som menneske. Men jo ældre man bliver, desto mere begynder man at sige fra og tænke ”nej, det er ikke mig, sådan føler jeg ikke”. Og efter at jeg er blevet ældre, og vokset med de folk, der er omkring mig, er jeg også blevet i stand til at tage de ting, der rent ud sagt stinker, og vende dem til noget lang større. Folk kan tage hvad som helst og vende det til noget tragisk, men jeg tog omstændighederne og vendte dem til noget godt. 

Min frygt 

Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for at have fået den nye pige ind i min lille verden. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis hun en dag ikke var der længere. Det er den frygt, jeg har i mit liv. ”Har du ikke andre ting at bekymre dig om?” er der helt sikkert nogen, der vil tænke. Som om jeg skal retfærdiggøre min frygt, bare fordi jeg lever i en lidt anderledes situation end de fleste. Ja, mine omstændigheder er noget andet end andres, men bare fordi jeg har et handicap, betyder det ikke, at jeg konstant er bange på grund af det. Jeg er en pige med et handicap, jeg er ikke det handicap. Og derfor kan jeg sagtens have helt almindelige problemstillinger i mit liv, ligesom alle andre 15-årige piger har. Hun er også grundlaget for den accept og ro, jeg har fundet i mig selv. Hun er et symbol på min selvrespekt. Tænk at få revet det væk fra én. Det er en skræmmende tanke. 

‍

Tak

Nu har jeg snart brugt fem sider på at takke min omgangskreds og familie for det gode, der er sket i mit liv. Det var jo også mit mål med det her. For selvom det måske ikke gør den største forskel for dig, kære læser, hvordan jeg har opnået den selvrespekt, jeg i dag har, så er det hele mit liv. Det har ændret alt for mig. De personer, der er nævnt på de her sider, fortjener den største ros for deres indflydelse, og jeg har gjort mit bedste for at give den. Men uanset hvor meget de har bidraget til mit liv, så skal jeg også have lov til at takke mig selv. Så tak. Tak til mig. Jeg kan jo ikke gøre noget i mit liv, eller lave nogle ændringer, uden at jeg selv beslutter mig for det. Men jeg har kæmpet mig vej i mål. Jeg har kæmpet mig igennem for at nå til den, jeg er i dag. Så jeg synes også, at jeg med god vilje kan give mig selv en smule credit. Undskyld Så endnu en gang: undskyld. Undskyld, at jeg ikke er ked af at være mig. Undskyld, at jeg elsker mig selv og mit liv. Undskyld, at du ikke kan pille mig ned, for jeg vil altid have de bedste folk omkring mig til at holde mig oppe. Jeg beklager mange gange, at jeg har fundet det oprigtigt bedste sted at være, nemlig lige her i roen om, at jeg er fucking fantastisk. Undskyld, at jeg endelig er mig. Og endnu mere undskyld for, at jeg ikke længere mener mine undskyldninger. For jeg er mig, og jeg beklager sproget, men det er jeg fandeme stolt af at være. Det får I mig aldrig til at undskylde for igen.

”Jeg ville næsten ønske, at jeg i stedet kunne fortælle, at du har helbredelig kræft. For det her kommer du til at skulle leve med resten af livet.” Ordene er lægens. Sarah har ikke tal på, hvilket nummer i rækken han er over læger, der, siden hun var tre år gammel, har forsøgt at udrede de mange forskellige symptomer, som Sarah dagligt har. Det er okay at få sat en diagnose på; havde det bare næsten været en hvilken som helst anden. Fibromyalgi. Det afgørende i diagnosticeringen var tryktesten, der med 18 tenderpoints på kroppen kunne vise udslag. Sarahs krop viste udslag på 16 af de 18 trykpunkter. En skraldespandssygdom er det, fordi den er al dårligdom samlet i én diagnose uden at kunne blive helbredt. Uden at kunne tage medicin og slippe for symptomerne. Uden at kunne blive opereret og slippe for det daglige mareridt, der har stået på i 17 år nu. En kronisk sygdom. Så er det jo for altid... 

‍

Kalenderen skriver den 21. september 2020. Lægen har bedt Sarah om at tage sin mor med til den sidste aftale, de har. De ved godt, at det ikke er gode nyheder. Spørgsmålet er bare, hvor slem den dårlige nyhed er. Fibromyalgi. Ordet er ikke fremmed for Sarah og hendes mor, for de sidste prøver gik på, om det netop var dét. Lettelsen over ENDELIG at have overstået en vellykket udredning bliver hurtigt afløst af tunge tanker og følelser. Er det så dét? Er det så bare en vanesag fra nu af? En fordømmelse, der skal følge med for evigt? En smertefuld, energidrænende, ødelæggende følgesvend?

”Se på den lyse side” 

”Det er jo ikke en dødsdom, Sarah.” Sådan siger hendes mor på vej hjem i bilen fra lægen. De stirrer lige frem for sig i den grå bil. Diagnosen er afklaret, tankerne er vildfarende. Hvad ved hendes mor egentlig om det? De er der altid, hendes forældre, når der skal køres, afleveres, hentes, bringes, bookes, ordnes, fixes, betales. Hver gang, også når hun ikke selv gider. Når smerterne og det manglende energiniveau bliver for overvældende, får de hende ud i bilen og afsted mod lægen eller hjem fra en af de mange indlæggelser eller undersøgelser. Men at kunne sætte sig ind i, hvordan hun virkelig har det, kommer de aldrig til. Det kommer ingen til. 

‍

I sytten år har dagligdagen stået på kronisk hovedpine, migræneanfald, lyd og lysfølsomhed, søvnproblemer, fysisk svaghed, svimmelhed, maveproblemer, svær eksem, udslæt i ansigtet, forstyrret syn, dårlig hukommelse, overvældende træthed og smerter i hele kroppen. Om det er ondt i huden, leddene, knogler eller hvor det præcist gør ondt, er svært at forklare. Det gør ondt i ALT. Det føles svært at forklare de daglige kroniske smerter til dem, der endelig spørger ind til det, når det er det eneste, Sarah kender til. Hun ved ikke, hvordan det er ikke at have hovedpine. Hun har nemlig aldrig prøvet andet. 

‍

”De forstår det nok ikke helt” 

I 7. klasse går den årlige studietur til Dublin. Kort forinden bliver Sarah efter flere års kamp endelig tilsluttet et forløb hos hovedpineklinikken. Med på turen har Sarah, udover sin smertestillende medicin, en pillekur, som hun dagligt skal tage i seks måneder. På det tidspunkt har hun været i gang i knap tre måneder. Hun er med på de daglige udflugter, besøger byens seværdigheder med drengene fra klassen, som er dem, hun har det bedst med, og gør egentlig mere eller mindre, hvad der forventes af en 7. klasses elev, takket være de smertestillende piller, der holder smerterne i skak. Inden turen har Sarah trukket nitten og er blevet sat sammen på værelse med flere af de piger fra klassen, som hun normalt ikke omgås. Få dage efter ankomsten til Dublin kommer Sarah op på værelset og mærker intuitivt, at der er noget galt.
Et blik på sengen og kufferten er nok til at vide, at den har været endevendt, mens hun har været væk. Kufferten står åben, og tøjet er rodet igennem. Pigerne smågriner, og tavsheden breder sig på det delte hotelværelse, da de opdager Sarah i døren. Noget er galt, og Sarah fornemmer, at der foregår mere på toilettet. Hun dobbelttjekker kufferten, og medicinen er væk. Den trofaste pilleæske finder Sarah på hotelbadeværelset, og resterne af Sarahs pillekur ligger opløst i toilettet. Den sidste masse af pillerne bliver langsomt opløst i bunden af toilettet, mens Sarah observerer sine klassekammeraters ignorance. Tre måneder spildt. Afmagten og tårerne tager over; nu skal hun starte kuren på seks måneder forfra. Igen går der endnu længere tid, før de måske kan finde ud af, hvad hun fejler. Nu skal hun have endnu flere ulidelige måneder med smerter. Sarah passerer, med tårevædede øjne, pigerne på vej ud af værelset og går ned til læreren for at fortælle, hvad der er sket. Læreren beklager på vegne af de fire ondskabsfulde piger, som Sarah deler værelse med, og undskyldningen lyder på, at de nok ikke helt forstår det. De bliver efterfølgende rykket til andre værelser, mens Sarah resten af turen får værelset for sig selv. 

‍

Ind og ud af hospitalet 

Året efter turen til Dublin bliver Sarah indlagt i otte uger i samarbejde med Hovedpineklinikken. Hendes voldsomme hovedpine og altoverdøvende migræner derhjemme resulterer i indlæggelse på hospitalet. Inden indlæggelsen har hun i flere uger ligget gemt væk på værelset og kastet op non-stop ved det mindste madindtag, lyd eller lys, der når ind til hende igennem de sorte, nedrullede gardiner. Efter nogle uger på hospitalet med et brændende varmt eneværelse, delt med hendes far, bliver han sendt hjem. Sarah, der på det her tidspunkt endnu ikke er blevet teenager, bliver overflyttet til en kold og trist 6-mandsstue, der byder på forfærdeligt blændende lys og højlydte medpatienter. Det larmende værelse står i skarp kontrast til det, Sarah de tidligere uger har lukket sig inde i.
På den nye afdeling skal Sarah prøve at få en hverdag til at fungere igen, og hun skal deltage i den daglige skolegang på hospitalet. Sarah bliver tvunget op på en motionscykel, selvom hun bliver svimmel og kaster op. Opholdet er traumatiserende, men endnu mere frygteligt er det, at hun bliver mødt af uforstående og mistænksomme sygeplejersker. De mener, at størstedelen af de indlagte patienter har det dårligt på grund af nutidens sammenligningskultur blandt unge, hvilket især skyldes de sociale medier – derfor må Sarah, ifølge sygeplejerskerne, have det svært med sig selv og af den grund opfinde alle disse smerter. Nemlig for opmærksomhed. 

‍

Disse store, runde, bedrevidende sygeplejersker kan heller ikke forstå, hvorfor 12-årige Sarah ikke kan spise lige så meget som dem – det skal hun bare! Hvis det ikke sker, bliver der råbt, skældt ud og taget hårdt fat i Sarahs arm, så hun kan forstå alvoren. Det resulterer i, at Sarah låser sig ude på toilettet i over tre timer. Hospitalstoilettet har store, hvide klinker, der løber fra gulv til loft. Gulvet er koldt, og hospitalstøjet er groft; et tyndt mellemlag til huden. Lysstofrøret giver genskær i Sarahs telefon, der kort giver et indblik til en anden verden. Fra toiletgulvet ringer Sarah til sin moster, der kommer og højtråbende fortæller, hvor inkompetente disse sygeplejersker er for at have taget fat i og skældt en lille, syg pige ud for ikke at kunne spise op. En anden gang stikker Sarah ligefrem af fra hospitalet i flere timer og går ned på det lokale pizzeria i byen for at gemme sig for de ubehøvlede sygeplejersker.
Efter fem timer ringer Sarahs mobil. Det er hendes mor. Hun spørger bekymret, hvor Sarah er, da hun lige er blevet ringet op af den panikkende sygeplejerske, der først efter flere timers søgen informerer hendes forældre om hendes forsvinden. Sarahs mor overbeviser Sarah om at gå tilbage til hospitalet igen, hvor behandlingen fortsætter som før. Indlæggelsen har ingen bedring og gør ondt værre, da den manglende omsorg er altoverskyggende. Sarah bliver efter to måneder sendt hjem igen uden svar på, hvad hun fejler. 

‍

Efter afgangseksamen i 9. klasse starter Sarah på gymnasiet. I de følgende år får Sarah det værre og værre. Dette byder igen på uendelige undersøgelser, et par indlæggelser, næsten ingen sociale begivenheder og mange fraværstimer fra skolen, hvor hun til sidst får en særaftale om, at der bliver set bort fra hendes fraværsprocent og de eventuelle manglende forberedelser til timerne. 

‍

Gode råd fra chefen 

I dag, i efteråret 2020, er 20-årige Sarah hjemmeboende med et 25-timers job, som hun med nød og næppe kan opretholde. I det nye job må Sarah fortælle sin chef om sin nylige diagnose, da hun skal starte i smerteklinik og derfor må have nogle fridage. Stemningen er anspændt, da Sarah sætter sig ind på den daglige leders kontor, og da det kun er tre uger siden, hun forlod lægens klinik med diagnosen, er det svært at sætte ord på sygdommen. Især fordi Sarah aldrig har nævnt eller vist over for dem, at hun lider af noget – og da slet ikke en kronisk sygdom. Udover at Sarah er stille og ser træt ud, kan man nemlig ikke se på hende, at hun er syg. Derfor bliver hun også mødt af en stor forundring fra chefen, der også kan give gode råd på vejen og faktisk næsten mener at kunne kurere Sarah: få nok søvn og spis sundt, så burde problemet løse sig af sig selv i løbet af få uger! En slukøret Sarah kører grædefærdig hjem fra arbejde den eftermiddag. Fandt den samtale virkelig lige sted? Endnu en uforstående, bedrevidende person, der har kuren mod Sarahs sygdom. Gid, det var så let, men Sarah har allerede afprøvet alt, hvad der overhovedet er at afprøve. Hjemme vender Sarah stille sindet indad og får flashbacks til fortiden, hvor sætninger som ”man kan altså ikke have ondt to steder samme gang, Sarah” eller ”det er nok, fordi du er skilsmissebarn” gemmer sig. 

‍

En 20-årigs bekymringer 

Sarah lever et liv, der kan være ret distanceret fra hendes jævnaldrende. Fester, sammenkomster eller fritidsaktiviteter er der ikke mange af mere, i perioder næsten ingen. Sarah har før både gået til svømning, fodbold og i træningscenter; nu har hun problemer med bare at stå ud af sengen eller gå op ad trapper. Fødderne føles som beton, endda på fladt terræn. På de ekstremt dårlige dage skal hun endda bruge begge hænder for at løfte et glas. Det gør ondt. Ikke kun i Sarahs krop, men dybt inden i hende. Er det et liv at leve?

‍

Fra tid til anden tænker hun på fremtiden. Får hun det nogensinde bedre? Får hun nogensinde en uddannelse? Har hun overhovedet en god fremtid? Skal hun flytte sammen med kæresten? Hvad med økonomien? Hvordan skal de deles om regninger, når Sarah ikke engang kan passe en 25-timers stilling? Vil hun være en god kæreste, når hun endelig får fri fra job? Er sygdommen arvelig? Kan hun tage sig af sit eget barn, der skal løftes, bæres og passes døgnet rundt, når hun næsten ikke engang kan overkomme sig selv? Bekymringerne som 20-årig er mange. Bekymringerne som 20-årig er uretfærdige og ubønhørlige.
Disse bekymringer, som 20-årig burde ingen have.

Med denne livsfortælling vil jeg fortælle, at dét at være engageret i initiativer har hjulpet mig af med dele af min sygdom. Du vil kunne læse om sammenhold og familiesplid, om håb og om at droppe ud af studier, om en magisk kat og indlæggelse, om stemmer, der medfører smerte og isolation.

Første indlæggelse

Jeg er vokset op i en fattig familie i Østeuropa. Min farmor gjorde os andre i familien til marionetdukker. Hun dominerede ihærdigt og bestemte fremtiden for familiens medlemmer. Det gjaldt også min. Som 18-årig, mens jeg gik i gymnasiet, lagde hun et enormt pres på mig. Hun var drevet af prestige og var helt overbevist om, at det mest prestigefyldte, jeg kunne blive, var læge. En overgang overvejede jeg det. Ikke for at opnå prestige, men for at få mig selv og min familie ud af fattigdom.
  Ligesom i Danmark krævede det høje karakterer at blive læge. Men det krævede også penge. I Østeuropa var det normalt at få privatundervisning, der supplerede den almindelige undervisning i gymnasiet. Men min underviser var udspekuleret. Han udelod bevidst dele af sin almindelige undervisning, så man var nødt til at betale for privatundervisning hos ham – hvis man, som jeg, ville sikre sig den rette karakter. Vejen ud af fattigdom krævede penge.
  Jeg havde ikke pengene til privatundervisningen, så jeg studerede hårdt. Når jeg ikke var til undervisning, forberedte jeg mig eller skrev opgave. Det hårde arbejde stod på i fire måneder og begyndte at sætte spor i min psyke. Jeg græd spontant og ukontrolleret i tunge, strømmende tårer og oplevede flere gange at miste fornemmelsen for tid og sted. Min farmors pres var blevet til mit pres: Hver morgen, når jeg stod op, gentog jeg for mig selv, at jeg ikke ville bestå. Gentagelsen begyndte at tiltage i psykotisk form, hvilket gjorde, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Medarbejderne grinede ad mig, når jeg gentog profetien for dem. De syntes formentlig, at det var overdrevet at være så nervøs for ikke at bestå, når der var så lang tid til eksamen.
  Jeg kom tilbage til gymnasiet, hvilket jeg færdiggjorde med gode karakterer. På en af mine sidste skoledage trådte en studievejleder ind i klassen med målrettede skridt. Han fortalte, at man kunne studere gratis i Danmark og spurgte, hvem der kunne tænke sig det. Jeg rakte straks hånden op. En hånlig latter bredte sig som ringe i vandet blandt eleverne i klassen. De kaldte mig naiv, for de troede ikke på det, studievejlederen fortalte. I mit hjemland skulle man nemlig betale dyrt for at tage en videregående uddannelse. Men naiv eller ej besluttede jeg mig for at tage chancen. Og på ingen tid stod jeg i lufthavnen og sagde farvel til mine forældre. Jeg havde søgt ind på multimediedesignuddannelsen i Aarhus og var kommet ind. Jeg fortalte det ikke til min farmor med det samme, men da jeg gjorde, fortalte hun mig, at jeg var fortabt.

Den farverige, magiske kat

I Aarhus fik jeg hurtigt en kæreste og et rengøringsjob. Jeg nød studiet, der gav mig mulighed for at udleve min kreative side, og efter et år flyttede mine forældre også til Aarhus for at være tættere på mig. Alt var fint, indtil den dag jeg hørte stemmer. Jeg hørte dem hver aften, når jeg forsøgte at falde i søvn: ”Du er ikke noget værd”, ”Du har ikke ret til at være her”, ”Du er for tyk”. Jeg følte mig ensom og bange for at træde ud af min seng.
  Derfor blev jeg en dag indlagt på Risskov Hospital. Efter et par dages indlæggelse gik jeg ud på græsset og lagde mig ned. Det føltes rart at mærke græsstrå på mine kinder blandt de hvide, sterile hospitalsgange. Jeg begyndte at hallucinere. Min kæreste og jeg havde kort forinden set Alice i eventyrland sammen i biografen. Jeg så filmen bagfra i hallucinationer, og den store, farverige, magiske kat fra filmen lå nu ved siden af mig blandt andre mærkelige væsener.
  På hospitalet fik jeg antipsykotisk medicin, der hjalp mig. Dog følte jeg ikke, at medarbejderne snakkede meget med mig eller de andre patienter. I stedet fandt jeg trøst i at spise. Der var en patient, der spillede klaver på afdelingen – også om natten. Jeg blev frustreret og tænkte, at han bevidst prøvede at spolere min søvn. Om dagen så jeg nyheder på TV. Et indslag handlede om en far og en datter, som arbejdede ulovligt i Danmark. Jeg var sikker på, at det måtte være os, de var på jagt efter. Paranoiaen var et symptom på skizofreni. Jeg havde desuden tidligere læst en bog: ”Veronika beslutter at dø”. Den handlede om en pige, der fik selvmordstanker på psykiatrisk afdeling. Nu forestillede jeg mig, at jeg var Veronika, og fik selvmordstanker på samme på måde som hende. En aften lidt senere i min indlæggelse kom en sød sygeplejerske, Arne, ind på min stue. Jeg blev glad, for jeg troede, at det var min kærestes bedste ven, der også hed Arne. Dagen efter fortalte jeg min kæreste om Arnes besøg. Han sagde til mig, at det ikke kunne være ham, da han vidste, at Arne var i København.
  Jeg fik diagnosen skizofreni, mens jeg var indlagt/efter min indlæggelse. På det her tidspunkt var jeg 23 år gammel, og jeg har nu kendt til min diagnose i ti år. Den typiske debutalder for skizofreni er 16-24 år. Jeg har siden, diagnosen blev stillet, oplevet, at folk har svært ved at forholde sig til min sygdom. Det gør ondt på mig, når folk ikke tror på, at de personer, jeg taler om, eksisterer. For det er jo den virkelighed, jeg oplever. Din mistro tager ikke min virkelighed fra mig. Til gengæld elsker jeg, når jeg bliver mødt med nysgerrighed og medfølelse. Når jeg bliver spurgt, hvordan det er at forestille sig at være Veronica eller at snakke med Arne. Din nysgerrighed gør, at jeg kan åbne op for, hvordan jeg oplever at have skizofreni. Det betyder, at jeg kan føle mig respekteret. Jeg er klar over, at andre ikke selv kan høre stemmer, men at de tror på, at jeg kan høre dem, betyder meget for mig. Når jeg oplever, at folk forsøger at forstå mig, føler jeg mig mere tryg, og mit selvværd styrkes. Der er et kinesisk ordsprog, der lyder: ”Den bedste slags åbne dør er den, du kan lade være åben.” Det skal ikke forstås sådan, at man ikke kan have hemmeligheder, eller at noget er privat for andre, men det handler om tillid. Tillid er nøglen til min låste dør.

Lyset i mørket

Min kæreste viste mig den tillid i det meste af den tid, vi var sammen. Selv da jeg fortalte ham, at jeg var bange for, at jeg ville slå ham ihjel, beroligede han mig og sagde, at det ville jeg ikke gøre. Vi talte om at flytte til København, hvor alle hans venner boede. Men han slog op med mig, inden vi nåede så langt. Han syntes, at mit humør var blevet for svingende, og han kunne ikke længere tackle det. Han lagde også afstand til min familie.
  Men jeg tog til København alligevel. Jeg kom ind på studiet i Ernæring og Sundhed i København og droppede ud af multimediedesignerstudiet. Kort efter kom jeg i individuel behandling i OPUS, et tilbud om psykosocial behandling til unge, der har fået en psykose eller psykoselignende symptomer. Men i min tid i København begyndte jeg at blive skeptisk over for at tage medicinen på grund af bivirkninger, hvilket gjorde, at jeg kom i ubalance og fik tilbagefald.
  En nat oplevede jeg, at jeg kom ud af min krop. Jeg gik igennem væggene og så noget lys komme ind ad vinduet som bølger mellem to verdener. Jeg ringede grædende til mine forældre i Aarhus, som kørte den lange tur for at hente mig, og jeg boede hos dem i Aarhus. Mine forældre har støttet mig i min sygdom, men den har samtidig været et stort tabu i min familie. Min far mener ikke, at jeg fejler noget så alvorligt som skizofreni, men måske kan det være angst. Min mor skjuler det for omverdenen. Hun vil f.eks. ikke have, at jeg fortæller til nogen, at jeg tager medicin eller har været indlagt. Det forvirrer mig og giver mig dårligt selvværd. Jeg får dog den støtte, som jeg har brug for, blandt mine få venner.
Mine forældre kørte mig til psykiatrisk hospital. Her fik jeg en særlig aftale, så jeg hurtigt kunne få hjælp fremover. Jeg valgte at flytte permanent til Aarhus igen og droppede studiet i København. I den efterfølgende tid lå jeg i min seng i mange timer om dagen og følte mig depressiv. Sovemedicinen var min ven. Heldigvis opdagede jeg CSV-Aarhus, der er en skole for psykisk sårbare. Jeg begyndte bl.a. på Ord som forløser, som er noget af det bedste, der er sket for mig. Det hjælper at skrive poesi, bearbejde følelser og være sammen med ligesindede.

Livskraft

Stemmerne er som en stor sort skygge
der forfølger mig
men de lever mere om natten
end om dagen
en tung dyne af angst
jeg ligger stille i sengen
ser ud ad vinduet
månens melankolske ansigt anes
mørket har stadig vundet
men når solen vågner
venter lyset på mig
inviterer mig udenfor
træets arme vil give mig et kram
røde blade falder af træet
træet vil nødigt give slip
jord, regn, mudder, æbler
alt og intet
jeg danser i slidte sko
mon jeg finder glæden
i skovens sorte sø
kaster jeg mit anker
med ét bliver vandet klart
jeg drikker af søens livskraft

Jeg har ikke haft hallucinationer siden, men nu er det stemmer, der har taget over. Jeg vil gerne i gang med at studere igen, f.eks. til folkeskolelærer. Jeg vil gerne arbejde med børn, der har udfordringer, f.eks. børn med autisme. Dét, at jeg selv har haft det svært, gør, at jeg forstår vigtigheden af at kunne rumme andre samt få den nødvendige støtte. Jeg er meget rolig og struktureret, hvilket er godt for børn med autisme. Jeg har ikke færdiggjort de andre uddannelser og vil gerne starte forfra. Det er aldrig for sent at ændre retning i livet. Det giver mig håb. Svetlana peger på sit højre håndled, hvor hun har et anker tatoveret. Det betyder symbolsk, at det skal fastholde håbet.
  Heldigvis har jeg taget mod til mig og er startet på et sted for ensomme, Værket. For mig er skizofreni og ensomhed forbundet, da jeg føler mig udenfor og har svært ved at række ud efter venskaber. Desuden har jeg gået i gruppeterapi, hvor det hjælper at tale med nogen, der har samme sygdom. Udover gruppeterapi har jeg gået på korte kurser på Recovery-skolen, hvor jeg har lært at finde mod og retning i mit liv.
  Jeg har lært, at jeg ikke bare er god nok – jeg er værdifuld og meget mere end sygdom. Jeg danser med skizofrenien gennem livet, og den har medført slidte sko. Desuden har jeg lært, at man ikke skal give op, og at man kan få støtte fra andre. Jeg har fået mod til at danse salsa i Aarhus. I overført betydning har jeg smidt de slidte sko væk og danser med nye, med fornyet håb og optimisme.

‍

Jeg husker, jeg vågner op ved, at jeg mærker nydelse. Det første, jeg ser, er fingre foran mit ansigt. Og en skikkelse. Dér går det op for mig, at han ligger foran mig. Udfører oralsex på mig.
   Jeg er 15 år. Jeg gør ingenting, for jeg kan ikke. Det næste, der sker, er, at jeg får orgasme. Jeg husker skammen ved nydelsen. Efter det fuldfører hanvoldtægten. Jeg kan stadig huske den dag i dag, hvordan det mærkedes.
  Han lægger sig over i den anden seng i rummet. En ven ligger ved siden af mig og har ikke opdaget noget. Jeg ligger i et rum med to andre, men føler mig mere alene end nogensinde. Ulækker, beskidt og intet værd.
   Fra det øjeblik er jeg forandret for altid. I krop. Sind. Alt har ændret sig inden i mig, men hverdagen fortsætter, som om intet er sket.
   ”Hvorfor?” er det eneste ord, der runger i mit hoved.
   Det fortsætter i flere år. Overgrebene. Manipulationen. Hjernevasken.
   Når man har været udsat for det, jeg har, og er blevet misbrugt, så er det svært at se verden klart. Skelne mellem rigtigt og forkert.
   ”Vil folk mig som den, jeg er? Kan de lide mig? Er jeg god nok?” Det er spørgsmål, der konstant løber igennem mit hoved. For jeg føler mig forkert. Hele tiden. Udover at være forvirret som teenager, så er det noget større, der påvirker mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er længere.
   Og når man kommer fra en lille by, så kender alle hinanden, og rygterne bevæger sig hurtigere end løbeild. Alle på skolen ved det. Men jeg føler, at de ikke tror mig. Og der er ingen, der gør noget. Hverken lærere eller andre veninders familier.
   Jeg føler mig lille. Er hård udadtil, men ikke indeni. Jeg kan se nu, at jeg var tvunget til at blive hård – blive voksen for hurtigt. Fordi dét var det eneste, jeg kunne kontrollere.
   Jeg husker det som en rutsjebane af følelser. Pjækker meget. Klasselæreren kalder mig ’ugens gæst’. Jeg drikker i skoletiden. I den periode begynder jeg også at tage stoffer. Han giver mig dem. Fodrer mig med dem. Tager dem også selv.
   Det er svært at holde styr på årstal. Men jeg bliver ældre. Jeg holder stadig til i det samme miljø, hvor stoffer og alkohol fylder. Har sex med mange, fordi han fortæller mig, at det er den eneste måde, folk kan lide én på.
   Hver weekend bruger jeg med de samme mennesker. Weekenderne flyder sammen. Alting er på repeat. Det eneste, man snakker om, er stoffer. Ens hjerne forandrer sig. Det hele virker rodet. Viser sig i glimt. Jeg leder ikke efter drømmene. Er bare til.
   Jeg ender med at melde ham, fordi min mor får besked om nogle ting, som hun konfronterer mig med. Det fører til, at jeg vælger at stå frem. Så går det hurtigt. Jeg undersøges på sygehuset. Retssagen begynder. Det ender dog med, at han bliver frikendt.
   Men jeg ved, jeg har ret. Jeg har mærket det på egen krop. Han har gjort det mod mig. Mine ord er sande.
   Og selvom alle tankerne raser rundt i mig, ser jeg ham stadig efter retssagen, fordi jeg er bange for, at han kommer til at gøre det igen. Mod nogen, jeg holder af.
   Jeg kan ikke sige, at der ikke har været gode ting ved relationen. Men han gjorde stadig, hvad han gjorde. På et tidspunkt bryder jeg kontakten med ham. Jeg mærker befrielsen af ikke at skulle se ham igen. Men det føles også mærkeligt. At man på en måde siger farvel til én, man holder af. At miste en tryghed i form af vores relation. At skulle være til i en fucked verden, hvor det virker, som om han er den eneste, der forstår mig.
   Men i dag ser jeg det klarere. I dag er det kun rent og skært had. Skam.

***

Et par måneder senere sker ulykken. Jeg er hos en veninde. Skal sove der om natten, men tager alligevel ud til en lejlighed. Alle er på stoffer. Jeg har selv røget joints og drukket. To af fyrene vil lære mig at køre bil. Det går fint. På et tidspunkt skifter vi. En ven kører bilen. Jeg sidder på forsædet. Det hele går i slowmotion. Han mister herredømmet over bilen i et af svingene. Vi rammer et kæmpetræ. Kører frontalt ind i det. Det siger klask. Jeg kan ikke trække vejret på grund af selen. Men jeg får senere at vide, at selen er grunden til, at jeg overlever. Jeg panikker. Råber og skriger. Vil ud af selen. Jeg famler mig ud af bilen. Kravler hen ad jorden. Aner ikke, hvordan jeg gør det.
   Jeg har så ondt i ryggen. Forsøger at bevæge tæerne. Det lykkes. Men min ryg gør stadig voldsomt ondt. De andre er fucked på stoffer. Én løber rundt i skoven. En anden forstår ikke, hvad der er sket. Jeg ser underligt nok tingene klart. Jeg ringer til en ven, men han tager ikke telefonen. Får endelig fat i ham.
   ”Kom og hent mig,” siger jeg.
   Han beder mig om at ringe til en ambulance. Senere ligger jeg på en båre i ambulancen. Jeg har ingen ID. Vil ikke fortælle nogen noget. Er bange for min mors reaktion.
   På hospitalet vågner jeg op, og min mor gentager bare: ”Hvorfor, Natasja?”
   Fjerde og femte ryghvirvel er blevet knust. Operationen tager syv timer. Jeg er 1 millimeter fra at blive lam. Stabiliseret med skruer og jernplader. Ligger fjorten dage på sygehuset.
   Jeg er ked af det. Kan ikke komme til London i 9. klasse. Jeg kan ikke længere det samme som andre unge. Jeg skal bare ligge. Har undervisning derhjemme. Bedøver det hele med stoffer, så jeg ikke kan mærke mig selv. Hverken smerterne eller tankerne.
   På det tidspunkt er jeg ikke klar over, hvor meget det kommer til at påvirke mig senere hen.

***

De kroniske smerter i ryggen og hofter dukker op, da jeg er 25 år. I 2015.
   Alting består af valg. Alt skal skemalægges. Man skal prioritere. Man kan ikke det samme som alle andre. Jeg har nedsat bevægelighed.
   De fleste gange aflyser jeg aftaler og begivenheder, og den dårlige samvittighed vokser sig større i selskab med den indre stemme, der råber højt: ”Tror de på mig? Kan de overhovedet forstå det? Jeg er ikke god nok. Vil aldrig blive det.”
   Smerterne er usynlige, og ingen kan se, hvordan jeg har det. De vil aldrig helt kunne fatte det, selvom jeg fortæller dem om det i detaljer.
   Der er mange timer, hvor jeg bare ligger og hviler. Det er selvfølgelig helt forskelligt. Det er ikke sjovt at leve sit liv på en sofa. Man har intet overskud. Træt hele tiden. Når man har kroniske smerter, vågner man op med 40 % energi – et almindeligt menneske vågner med 100 % energi.
   Jeg ser mig selv som én i et computerspil, som kæmper og slås. Rammes jeg af modstanderen, forsvinder en bar. En bar svarer til et liv. Til sidst blinkerlamperne rødt. Når det sker, skal jeg lægge mig på sofaen. Jeg ved aldrig, hvornår der er game over.
   Jeg husker, at jeg bliver mere og mere ked af det. Føler, at jeg igen bliver straffet. Alle andre laver noget, men jeg kan ikke være med. Jeg vil så gerne, men magter det ikke, fordi jeg er så træt. Nogle gange tvinger jeg alligevel mig selv, fordi jeg ikke vil skuffe andre eller igen melde afbud til en fødselsdagsfest. Men hver gang sætter det mig bare tilbage. Så har jeg smerter flere dage efter.
   Jeg tænker på alt det, jeg går glip af. Jeg vil opleve det samme som en almindelig ung. Rejse. Tage ud at spise. Samtidig går det også ud over mit parforhold. Jeg bliver klar over, at mit liv aldrig vil blive det samme igen.
   Senere udvikler jeg angst. Det er en kombination af mange ting. På en tur til Tyrkiet i 2017 viser det sig for alvor. Jeg husker, at jeg ikke kan spise. Ikke trække vejret ordentligt. Jeg besvimer på hotellet. Følelsen af frygt, vrede og magtesløshed rammer mig hårdt. Jeg kan ikke være i restauranten. Alt kørerrundt. Jeg tror på et tidspunkt, at jeg skal dø.
   Efter turen søger jeg hjælp. Det tager fire måneder at få svaret frapsykiatrisk afdeling. Om jeg kan få hjælp til behandling. De siger, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg får følelsen af, at de synes, jeg er for dum. Jeg bliver tabt i systemet. Opgivet. Svigtet.
   Jeg skal aldrig den vej igen. Den dør har jeg lukket. For evigt.

***

Samtidig med de kroniske smerter opdager jeg senfølgerne. De har altid været der. Jeg har bare ikke været klar over det. Sved og berøring. Sveden over nervøsiteten, og angsten, der konstant dukker op, selv bare hvis min kæreste lægger en hånd på mit knæ. Så der er specifikke regler derhjemme. Min kæreste må ikke hæve stemmen eller kysse mig. Ikke gå bag ved mig eller kigge mig over skulderen. Hvis jeg sidder ned, må han ikke stå op. Når jeg er på badeværelset, må han ikke være i nærheden af døren. For det hele bringer minder frem. Det trigger noget i mig, hvis han kommer til at gøre noget, der minder mig om dengang.
   Jeg får flashbacks. En stemme fra fortiden hvisker til mig, når jeg ligger søvnløs om natten. Kroppen husker meget mere end hjernen. Jeg reagerer på alting og ofte over ingenting, og jeg ved ikke selv hvorfor. Det viser sig som slemme vredesudbrud. Helt oppe i det røde felt. Jeg råber og skriger, så hele blokken kan høre mig. Kaster med ting. Har blackouts. Det skræmmer mig, at jeg ikke husker, hvordan jeg opfører mig. Så sidder jeg bagefter og prøver at køle ned.
   Jeg opdager, at hvis jeg reagerer, er det altid på grund af noget fra fortiden. Jeg ved det bare aldrig i øjeblikket. Men jeg indser det altid bagefter. Jeg arbejder stadig konstant med alle de ting.
   På et tidspunkt forvandler vreden sig til selvskade. Jeg skærer i mig selv. Tager en psykisk smerte og fører den over til en fysisk smerte. Jeg gjorde det, da jeg var yngre, men stoppede så. Det sker så kun én gang igen. Sorgen og skuffelsen gør det værre. Jeg fortæller min kæreste om det. Frygter, at han bliver vred. Men han hjælper mig igennem det. Den dag i dag har jeg skjult alle mine ar med tatoveringer.
   Voldtægten sidder i mig. I forhold til sex overskrider jeg min grænse tit. Siger ja, selvom jeg ikke har lyst. Jeg ved, at jeg burde sige nej. Men jeg kan ikke.
   Et tidspunkt tidligere, under sex, ser jeg ikke min kærestes ansigt. Men ham fra dengang. Jeg stivner, men kører alligevel på autopilot. Føler mig klam og ulækker. Går i bad bagefter. Sidder og græder i badet. Dér kan jeg skjule det. Vandstrålerne overdøver lyden af min gråd. Men jeg føler mig så skyldig, fordi jeg stadig ser fortidens ansigt. ”Kommer jeg til at såre min kæreste, hvis jeg fortæller ham det? Vil han blive sur? Eller synes, jeg er ulækker?”
   Jeg beslutter mig for at sige det til ham. Og da jeg siger det højt, og vi får snakket om det, bliver det langsomt bedre. Jeg finder ud af, at det var dét, det krævede. Også med mange andre ting.

***

Når jeg husker tilbage, ser jeg alt det negative. Men også, at jeg er stærk nok til at komme videre. Tage beslutningen om, at mit liv er mit og værd at leve. Som 19-årig forsøger jeg at begå selvmord. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke vil mere. Heldigvis lykkes det ikke. Men nok må være nok. Jeg tænker: ”Nu skal det være slut med stofferne. ”Jeg vil leve mit liv – ikke bare være lammet af misbruget og de gentagende weekender. Det kommer jeg ingen vegne med. Jeg vil have det bedre. Fokusere på min mormor og morfar, som er hele min verden. Vi er trekløveren. De er der altid for mig. Giver mig omsorg og kærlighed. Ser mig som den, jeg virkelig er.
   Stofferne. Det hårde liv, hvor jeg ikke behandler mig selv ordentligt, har fyldt nok. Kontrolleret mig. Jeg beslutter mig endelig for at give mig selv det liv, som jeg er værd. Alle de gode ting, som jeg fortjener.
   Og selvom det er et hårdt liv at have haft, så ville jeg ikke være det foruden. Det har været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg ser det som en styrke. Det giver mig en stor livserfaring, som ikke ret mange andre har. Det er desværre sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men man må vende tanken til noget godt. Vende offerrollen til en overleverrolle. Til det, der viser, at man er stærkere, end man selv tror.
   Langsomt står flere og flere frem i medierne og fortæller deres historie. Det, jeg hele tiden tænker, er, at folk skal tro på dem, der står frem. Det er vigtigt at bryde tabuerne. Sætte fokus på dem. Og livet bagefter. Hvor alene man kan føle sig. Hvor svært det kan være for de pårørende.
   Min stemme kommer frem nu i denne historie. Jeg bliver hørt. Andre kan få en bedre forståelse af, hvem jeg er.
   Hvad skal man gøre, når folk har været ude for sådan noget her? Hvordan lever man med de ting, man har været udsat for? Der er mange spørgsmål, som jeg stadig stiller mig selv. Men jeg bliver ved med at lære. Det kommer til at tage tid. Jeg skal stadig finde ud af, hvem jeg selv er.
   I dag begynder jeg at se flere mønstre. Opdager mere om mig selv, og hvordan jeg reagerer. Jeg samler langsomt flere brikker til puslespillet. Vokser mere med alt det, jeg har været igennem. Bliver mere bevidst om tingene nu, og hvad der sker inden i mig. Jeg er bedre til at sige fra. Ved mere om, hvad jeg vil.
   Jeg har en god bostøtte, der hjælper mig i min hverdag, f.eks. med at handle eller tage med til møder. Hun er sød, og jeg vil gerne gøre hende stolt. Vise, at jeg kommer længere i processen. Give mig håb. Stille mig de rigtige spørgsmål. Få tingene til at virke overskuelige. Og så har jeg en god kæreste. Havde jeg ikke mødt ham, så var jeg ikke nået så langt, som jeg er i dag. Han har hjulpet med økonomien og støttet mig igennem alt det her. De færreste ville nok gøre alt det, han gør. Det handler 95 % om mig herhjemme, og det ved han også godt. og han er her stadig. Han er stærk, både fysisk og psykisk. Han siger, at han elsker mig endnu mere nu, end da vi mødtes.

***

   Jeg drømmer om at holde foredrag. Tale med unge og udsatte. Fortælle min historie. Bryde tabuer. Hvis jeg holder et foredrag, og det så motiverer nogen til at stå frem, kan jeg på en måde give andre min styrke. Det ville være det hele værd. Kan jeg bare hjælpe én, har jeg gjort mit. Samtidig ville det også hjælpe mig videre i min proces.
   Jeg drømmer om at tjene min egne penge. Få et hus og en hund med kæresten. Men det handler stadig om at tage små skridt. Så længe jeg får et godt og trygt liv med stabilitet, vil alt være godt.    Jeg er klar til at skrive min egen historie, præcist som jeg vil have den. Både her i denne samling og i mit eget liv. Det er jeg blevet stærkere af. På det sidste er det blevet nemmere at vende det negative til noget godt. Se muligheder i stedet for begrænsninger.
   Jeg ser mig selv om Iron Lady. Stabiliseret med skruer og jernplader i ryg og hofte. Men samtidig kan jeg også give mig selv titlen, fordi uanset hvor mange hug jeg får, rejser jeg mig igen. Jeg har en indre styrke, som jeg er stolt af. Den vrede, jeg har med mig fra min fortid, er en stor styrke. Jeg giver ikke op. Det kommer aldrig til at ske.
   Fortiden havde jeg ikke kontrol over. Men det har jeg nu.

‍

Det tager tid at hele efter et forlist kærlighedsforhold. At blive sig selv igen, at blive den, man er. Men det går over, siger venner og familie altid. Som en trøst. Og der er da også ting, der går over, men også ting, der ikke gør. Nogle mennesker efterlader et større aftryk end andre, nogle mennesker bliver ved med at rumstere i ens hoved, selv i lang tid, efter at man har besluttet, at man ikke længere vil have noget med dem at gøre. Der findes valg, man aktivt kan tage, ting, man kan undlade at forholde sig til, men også ting, man ikke kan stille noget op imod, og sår, som tiden ikke læger. En af de ting er forholdet til min ekskæreste. En anden den kroniske sygdom, jeg har.
  De to historier er forskellige, men de er stadig forbundne, og på hver sin måde har de betydning for, hvor jeg er i dag, og hvem jeg er. Derfor skal de også begge fortælles, for selvom jeg prøver at holde dem adskilt, fletter historierne sig ind i hinanden og hører sammen. Alt hænger sammen, og med tiden er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke kan fortælle om min kroniske sygdom uden også at fortælle om min ekskæreste og om det forhold, vi havde, men som jeg til sidst slap ud af. Min fortælling kunne være startet mange steder, men den 6. april 2018 var alligevel en helt særlig dag, som jeg husker mere end andre dage i april.

Fredag d. 6. april 2018

Kære dagbog. I dag sad jeg på reumatologisk afdeling på Odense Universitetshospital efter flere forgæves forsøg på at få en forklaring på mine smerter. “Katarina Hansen,” sagde en stemme, og jeg rejste mig op. Adrenalinen pumpede, og for første gang under hele det lange forløb stod jeg med blandede følelser. Lægen gav mig en længe ventet diagnose: psoriasisgigt. I det øjeblik, jeg hørte diagnosens navn, blev jeg ramt af en lykkefølelse: Endelig fik jeg et navn og noget at forholde mig til. Men allerede i næste øjeblik blev lykkefølelsen erstattet af en form for sorg, da det gik op for mig, at det er gigt og dermed kronisk. Lægen fortalte mig, at hun ikke kan hjælpe mig af med gigten, men at hun kan forsøge at smertedække mig.

Da jeg tager fra lægesamtalen på reumatologisk afdeling, kører jeg direkte hen til min veninde Louise, der også er kroniker, hvor jeg bryder fuldstændig sammen. Den følelse af magtesløshed og frustrationen over pludselig at være syg rammer mig på en måde, som jeg aldrig har prøvet før. Efter nogle timers snak, hvor jeg har tudet en masse, kommer Louise med en masse forskellige forslag til, hvad jeg kan prøve, og det er enormt overvældende, men i takt med at vi får snakket mere og mere om det, lægger jeg alle mine følelser til side, og jeg bliver straks meget handlekraftig og løsningsorienteret. Så jeg opbygger en facade.

Jeg gør det til mit projekt at finde dén lykkepille, dén mirakelkur, der kan kurere mig, for jeg tænker, at der da må kunne gøres noget? At det ikke kan passe, at jeg i en alder af 23 skal have en sygdom for resten af livet. I den svære periode, jeg går igennem, er jeg så heldig at have Louise, jeg kan lette mit hjerte til og tale om alle mine bekymringer med. Én, der ikke stiller mange spørgsmål, men som forstår, fordi hun selv har en kronisk sygdom. Jeg går til fysioterapeut, til rygtræning, og jeg finder grupper på Facebook for folk med gigt. Men den lykkepille, jeg har ledt efter – den eksisterer ikke. I takt med at det går op for mig, at jeg har ledt forgæves, og at der ikke er noget at gøre, bliver jeg mere og mere modløs, og den sorgfuldhed, jeg mærkede, allerede da jeg fik stillet diagnosen, bliver blot forstærket.

At der vitterligt ikke er noget at stille op, ikke noget lys for enden af tunnellen, gør mig magtesløs. Jeg har brug for at bevise over for mig selv, at jeg har magten, men her står jeg så, med ingen magt over hovedet, og føler mig utilstrækkelig. Langsomt udvikler jeg en depression. Det er som at lande i et stort, sort hul, jeg ikke kan komme op af igen. Da jeg får min depression, er jeg ved at læse til markedsføringsøkonom. Men erkendelsen af, at jeg ikke kan leve, som jeg har gjort indtil nu, og at jeg må forberede mig på at lægge mit liv om, gør det svært at koncentrere mig om at læse og komme til timerne. Og så er der også alle kommentarerne fra min studiegruppe, der kendte til min diagnose, men alligevel lod, som om de ikke gjorde, eller også anede de ikke, hvad det betød.
  Når jeg ikke møder op til undervisning eller må melde afbud til et studiegruppemøde, er det ikke på grund af dovenskab, og fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Det gør det svært at fastholde motivationen for studiet, når jeg konstant bliver mødt af mistænkelige blikke og kommentarer, der antyder, at jeg enten lyver om mine symptomer eller bevidst forværrer dem for at slippe. Intet af det kunne være mindre sandt. For sandheden er, at når jeg sidder mere end 10 minutter på en stol, føles min ryg, som bliver den revet fra hinanden, og min koncentration bliver overtaget af smerter, der langsomt bliver værre og værre. Til sidst dropper jeg ud og bliver sygemeldt i et år.
  Men jeg bevarer facaden.

Mandag d. 16. september 2019

Kære dagbog. Tidligere i dag trådte jeg ind ad døren, hjemvendt efter endnu en lang snak med min veninde Louise. Min kæreste havde igen opsøgt hende for at tale med hende om mig, og igen blev jeg udstillet og gjort til grin. “Mit liv er gået i stå,” sagde han. Han mente også, at jeg er doven og burde lære værdien af penge, nu hvor jeg skal på kontanthjælp, hvilket i hans øjne er lig med at være en taber. Det er i hvert fald, hvad han fortalte Louise.
  Det, der skulle have været en hyggelig venindedag, blev i stedet en tudedag, hvor jeg igen skulle konfronteres med alt det, han har imod mig: At jeg bruger mine smerter og min sygdom som en undskyldning, at jeg er doven og generelt bare en dårlig kæreste. Så her stod jeg, i min lejlighed, med en stikkende smerte i min ryg, som stod jeg lænet op ad 1000 knive, og det eneste, jeg havde brug for, var at smide mig på sofaen, men jeg vidste, at lige om lidt stod min kæreste i døren, og jeg turde ikke, for jeg frygtede hans dømmende øjne.
  Så jeg bevarede facaden.

Nu siger kalenderen oktober 2020, og det er lidt over et år siden, at jeg gik fra min ekskæreste, og der var en kæmpe sorg forbundet med at forlade ham, fordi jeg virkelig elskede ham. Den mand, jeg forelskede mig i, var et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Han fyldte altid meget og charmerede alle, han mødte, og han gjorde mig tryg og gav mig en drøm om at starte en skøn familie. Men jeg måtte også erkende, at det ikke fungerede imellem os, og fordi han fyldte så meget, var der slet ikke plads til mig i vores forhold.
  Det er stadig svært for mig at løsrive mig fra min ekskæreste. Det var først, da jeg startede til psykolog, at det gik op for mig, hvor stor en negativ indflydelse han havde haft på mit selvværd, og i hvor høj grad jeg har ladet mig styre af ham: hans nedladenhed, hans omskiftelige humør og hans kritik af alt, han syntes, jeg burde være, men ikke var. At det var et psykisk voldeligt forhold, står klart for mig nu, men det gjorde det ikke dengang.

Med mit lave selvværd kom der tanker som: ”Hvem vil overhovedet have én som mig, én, der er kroniker?”. Den tvivl kommer netop fra min ekskæreste. Den følelse, jeg har af ikke at være god nok, har jeg fået fra ham. Ting, han har sagt til mig eller sagt om mig til fælles venner. Ting, jeg ad omveje har fået kendskab til. Noget har jeg allerede sagt, noget har jeg fortrængt, og noget er der ingen grund til at gengive. Men én ting er sikkert: Han skammede sig over at være sammen med mig på grund af min kroniske sygdom. Jeg har også skammet mig over min situation: kontanthjælp, ressourceforløb og min status i samfundet, men aldrig over min sygdom. Skammet mig over ikke at passe ind i de kasser og kategorier, som andre unge passer lige så godt ind i.
  Følelsen af ensomhed og manglende evne til at klare mig selv fysisk og økonomisk er hård, det føles pinligt at skulle fortælle folk, at jeg er på offentlig ydelse, der er så mange fordomme forbundet med netop dette. Men jeg skammer mig ikke så meget, som jeg har gjort, og i dag hviler jeg mere i mig selv, end jeg gjorde for bare et år siden. I dag er jeg begyndt at turde stå mere op for mig selv, at sige min mening og vide, at det er helt okay, så længe det er over for dem, der står mig nær. Der er lang vej endnu, men jeg kan endelig begynde at se, at jeg er okay. Det kan jeg ikke takke min eks for, men mine venner, min familie, min psykolog og især mig selv.
  Men jeg bevarer stadig facaden.

Så hvem er jeg?

Jeg skriver ikke alt dette, for at nogen skal synes, det er synd for mig, men fordi jeg har brug for at fortælle, hvordan jeg er kommet derhen, hvor jeg er i dag. Hvad det er, der har gjort, at jeg har det, som jeg har det nu. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Følelsen af at være utilstrækkelig har sat sig dybt i mig, og mit dårlige selvværd kommer ikke af ingenting; jeg ved, hvad det skyldes: Når jeg i hverdagen bliver konfronteret med min krops begrænsninger, kan jeg stadig høre stemmer i hovedet, der længe har fortalt mig, at jeg er en snylter, at jeg bruger min sygdom som en undskyldning, og at jeg da sagtens kan gøre det ene og det andet – også selvom jeg er den eneste, der ved, hvad jeg er i stand til. Jeg har fået mange kommentarer. Men lige så ofte har folk ikke sagt noget, men i stedet taget for givet, at jeg fx kan arbejde i en bistro en hel lørdag som en anden medarbejder uden en kronisk sygdom, og min konfliktskyhed har gjort, at jeg ikke har påtalt det. Jeg ved ikke, hvad der er værst: At man taler om min sygdom, som om den ikke er noget, eller at man lader, som om den ikke er der overhovedet og slet ikke eksisterer. Begge dele rammer mig på hver deres måde hårdt. Og fordi de stemmer har fyldt alt for meget alt for længe, har jeg næsten ikke selv kunnet komme til orde. Ikke kunnet finde mig selv, mærke mig selv. “Hvem er jeg?” er et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv. Det lette svar vil bestå af: navn, alder og bopæl. Men hvem er jeg egentlig? Det er sværere at svare på, men blandt andet det at skrive min fortælling i denne bog, at få ord ned på papiret, hjælper mig med at finde ud af det, også selvom det er en lang erkendelsesproces. Alligevel mærkede jeg for ikke mere end en uge siden, at en forandring havde indfundet sig, helt umærkeligt og uden at jeg selv noterede det til at begynde med. Jeg var sammen med en veninde, og midt under vores samtale hørte jeg mig selv sige: “Jeg er stærk, jeg er sej.” Det var næsten, som om det ikke var mig, men en anden, der udtalte ordene, så uvant føltes det at sige dem højt. Der plejede altid at komme et “men” fra min mund efter at have sagt sådanne ting om mig selv, et “men”, der ændrede udsagnet eller helt ophævede det. Men denne gang kom der ikke noget “men”. Jeg sagde ordene, og de fik lov at blive hængende i luften: Jeg er stærk, jeg er sej. Så jeg forsøger at bryde facaden.

Du kommer til at være for syg til, at kommunen vil støtte dig gennem en uddannelse med en revalidering. Men måske ikke syg nok til at blive fleksjobber eller førtidspensionist. En test med en masse spørgsmål om arbejdsevner og kompetencer i jobcentret kommer til at fortælle dig, at der ikke er noget arbejde, der passer dig. Overhovedet. Ikke engang dine smerter har en plads i lægernes officielle diagnosesystem. For selvom dine smerter kommer til at være konstante og ofte holde dig vågen om natten, så er komplekse kroniske smerter endnu ikke en anerkendt diagnose. Og ingen diagnose betyder intet bevis i kommunen på, at du er syg. Du er usynligt syg. Men alt det her ved du slet ikke endnu. Følelsen af at være udenfor og ikke passe ind i normen kender du dog alt for godt.

Du er 19 år, har mødt din kæreste Kasper, og I er flyttet sammen. Du går i byen i weekenden med dine veninder, som mange andre 19-årige gør. Du er i gang med en uddannelse som social- og sundhedshjælper og har et studiejob i Føtex. Du drømmer om at gøre en forskel for andre mennesker, måske blive socialpædagog en dag, at blive ung mor og leve et traditionelt familieliv, hvor man står tidligt op, afleverer børnene, går på arbejde og ser Disney Sjov om fredagen – en helt traditionel kernefamiliedrøm. Udadtil er du på mange måder en ‘normal’ ung kvinde, men du viser heller ikke rigtig din omverden, at du efter en lang vagt i Føtex må ligge på sofaen hele næste dag, fordi en nivende og brændende uro vrimler rundt i kroppen. Du kan godt vågne om morgenen og have det okay, og på en stille og rolig dag kan du godt holde smerterne væk. Andre dage vågner du og har ondt, hvis du har været meget aktiv dagen før. Ellers er det som regel først, når du kommer hjem og slapper af, at smerterne rammer dig som et slag. De er stikkende, og når det er allerværst, har du lyst til at strække og vride hele din krop for at overdøve dem. Som en del af din uddannelse er du også ude i hjemmeplejen og cykler meget. Så kommer smerterne, og de kommer hurtigt. Du har også mange sygedage af den grund, men ellers begrænser de dig ikke synderligt i din hverdag.

Du har aldrig kendt til et liv uden smerter, og der er ikke noget, der tyder på, at du kommer til det. Du tror, at det at have en krop indebærer at have smerter. Alle har da ondt i ryggen og hovedet, tror du. Sådan er det vel at have en krop. Din lidelse er medfødt, men der skulle gå 19 år, før du fik sat navn på. Indtil da havde diagnosen været, at du nok bare var lidt doven, og at du led meget af vokseværk. At du bare var sådan én, der ikke rigtig gad at bevæge dig så meget. Der hellere ville ligge på sofaen og drikke Faxe Kondi fremfor at forbedre din kondi. Dine forældre sagde det for sjov, og det vidste du godt. De sagde det, fordi de ikke vidste bedre.

Da en kirurg på et privathospital helt koldt fortæller dig, at du har tydelig hoftedysplasi på begge sider – både den højre og den venstre – og også en springhofte på begge sider, tænker du, at det ikke kan være sandt. På det tidspunkt har du for nylig på Odense Universitetshospital fået at vide, at der ikke er noget galt med dig, og at der ikke er noget at se på hofterne. Men kirurgen på privathospitalet sætter for første gang navn på, hvor smerterne kommer fra: hoftedysplasi. En medfødt fejl i hofteskålen, hvor hoftehovedet sidder forskudt ude af hofteskålen. Springhofte er en tilstand, hvor hofteleddet giver hørbare kliklyde, forårsaget af sener eller muskler, som smutter hen over knoglen. Kirurgen tilbyder dig en operation. Han mener, det er det rigtige at gøre. Du spørger, om den vil fjerne dine smerter, og han siger, at det vil den. Det er den lavet til, og den mindsker også risikoen for, at du får slidgigt, når du bliver gammel. Du tvivler overhovedet ikke, for det kan du jo ikke sige nej til. Du tænker ‘perfekt, så får jeg det jo perfekt’. Du er jo kun 19 år.

Du er megaked af det efter den samtale. Inderst inde har du nok ikke været klar til at få operationen. Du er også megafrustreret, meganervøs og megabange. Det gik nok for stærkt. 14 dage efter samtalen med kirurgen ligger du på briksen og er lam fra navlen og ned. Du er lettet, for du har haft det sådan hele livet. Du er også i sorg over at få at vide, at der er noget galt med dig, men samtidig i lykkerus over, at smerterne vil forsvinde. For du forventer, at dine smerter vil forsvinde helt efter operationen. Det har kirurgen jo lovet. Med et indgreb vil de smerter fra hoften, der hele dit liv har gjort det så smertefuldt at gå, at du sad i klapvogn som 7-årig og aldrig kunne være med til idræt i skolen, ikke være der mere. Du tror på, at operationen vil gøre livet anderledes. At det bliver et vendepunkt. Så du glæder dig alligevel også, for du tror virkelig på det. Det gør du. Virkelig.

Operationen virker ikke. Selvom du i starten er dopet med morfin, har du stadig ondt. Selv efter, at hoften er vokset sammen, har du stadig ondt. Og endda mere end før. Til kontrol noget tid efter operationen siger du til kirurgen, at det ikke er godt. Nu er smerterne konstante og i en grad, der er svær at tolerere. Det forstår han ikke, for hoften sidder perfekt. Men måske er springhoften ikke vokset rigtigt sammen, eller måske er det skruerne i hoften, der gør ondt, og de kan pilles ud ved et lille indgreb. Så du siger ja til at få begge dele fikset hos en anden kirurg. Du tænker: Fedt, så går smerterne væk denne gang. Det gjorde de så bare ikke. Nogle måneder efter har du stadig lige så ondt. Det fortæller du til kirurgen, og han siger noget med, at der er nogle procenter, operationen ikke virker på. Så det kan være, at du er en af dem. Senere får du at vide, at du nok bare aldrig skulle være blevet opereret, og at en ny hofte havde været bedre. Eller slidgigt, for den sags skyld. For alt uden om hoften er ødelagt, og dit nervesystem er ødelagt. Kroppen har taget dårligt imod, at hoften er blevet vendt. Senere, på smerteklinikken i Odense, får du at vide, at du har komplekse kroniske smerter, og at nervesystemet er ødelagt, fordi du har haft ondt i så mange år. Egentlig ved man ikke, hvor mange af dine smerter der nu rent faktisk kommer fra hoften. I princippet handler smerterne om hjernen. Den sender de helt forkerte signaler – eller nervesystemet gør – om, at du skal flygte og være beredt. Dér går det op for dig, at lægerne ikke kan gøre mere for dig, og at det ikke bliver et indgreb fra kirurgerne, der fjerner den mistro, du føler fra dine omgivelser, når du siger, at du har ondt. Mistroen føler du især, når du skal sidde over for sagsbehandlere fra kommunen. For allerede ved din første operation må du droppe ud af uddannelsen til social- og sundhedshjælper og begynde at modtage kontanthjælp, og under din anden operation fører din sygemelding til en fyring fra Føtex. Kronisk syg og på kontanthjælp som 19-årig. Det får dig til at føle dig som en taber. Du kommer fra en familie, hvor man tjener sine egne penge. Kontanthjælp er for de dovne. Dem, der ikke gider arbejde. Ifølge kommunen er du ikke syg, for du er jo blevet opereret for din sygdom. Det må betyde, at du er rask. Ligesom hvis din arm var brækket, og du fik gips på. Ifølge kommunen er der ingen diagnose, der kan bevise, at du er syg. Det kommer du til at bruge mange år på at overbevise den om. I det system kommer du til at føle dig tabt. Som om, at man mest er interesseret i at få dig ud, og så er det lige meget, om det er det rigtige sted for dig, så længe det ender med selvforsørgelse. Du kan jo få et fleksjob som rengøringskone, foreslår en jobkonsulent, selvom du ikke engang kan gøre dit eget hjem rent på grund af dine smerter.

Du har mange forskellige sagsbehandlere i de otte år, du skal være på kontanthjælp, før du endelig får tildelt ressourceforløb. Det er et forløb over fem år, hvor du med udgangspunkt i dine skånebehov prøver at finde ud af, hvor mange timer du kan arbejde, og hvor en mentor hjælper dig med at finde ud af, hvad der skal ske i fremtiden. Forløbet skal enten ende med, at du kommer i en form for arbejde eller uddannelse – ellers kan man søge førtidspension. Mange af dine sagsbehandlere er meget optagede af at få dig til at gennemføre en uddannelse. Det vil du også gerne. Både for din egen skyld og for dine omgivelsers skyld, så din familie kan være stolt af dig. Så du kan sige, at du har udrettet noget. Det betyder, at du flere gange starter på hf, men hver gang må droppe ud, fordi du ikke kan holde til det. Det føles som nederlag efter nederlag. På et tidspunkt kommer du i praktik i en børnehave. Din mor er dagplejer, din moster og mormor var dagplejere, og din storesøster er skolelærer, og du vil også gerne arbejde med børn. Men selvom du ikke løfter rundt på børnene og bliver skånet, så er du helt smadret af at arbejde ni timer om ugen. Ni timer om ugen kan du ikke engang klare! Okay, du passer bare slet ikke ind på arbejdsmarkedet. Men skal du så være på kontanthjælp resten af livet? Er det virkelig hende, du er?

Du føler, at det er et kæmpe tabu at have en sygdom, man ikke kan se og ikke nødvendigvis tror på. Det bliver du konfronteret med næsten hver gang, du er ude blandt andre mennesker og får spørgsmålet: Nå, hvad laver du så? For hvad laver du? Skal du sige, at du går hjemme lige nu og ikke lige ved, hvad du vil? Eller sige, at du er på kontanthjælp, fordi du er syg? Eller at du har kroniske smerter på grund af en operation, der ikke virkede? Skal du vælge at give dem den lange smøre? Eller lyve og sige, at du studerer, fordi det er 100 gange nemmere? Du er bange for, hvis du siger, at du er kronisk syg, så enten flygter folk eller ynker dig. Efter otte år har du stadig ikke de rigtige ord til at definere dig selv. Er du kronisk smertepatient, for du er jo ikke patient længere. Er du kroniker? Men du gider alligevel heller ikke være Louise, der er kronisk syg med smerter. For du er meget mere end det.

Fra din første operation og gennem dine otte år på kontanthjælp kommer du til at føle dig misforstået og udstødt. Du kommer til at tvivle på, hvad din plads i livet er, og du kommer til at føle meget bitterhed over, at du fik den operation. Du kommer til at udskyde at blive ung mor, fordi du er bange for, at du ikke kan klare det med smerter, der giver dig lyst til at flygte fra din egen krop, tvinger dig til at tage mange hvil og vælge dine fysiske anstrengelser med omhu. Men du skal vide, at du kommer til at nå til et sted, hvor du accepterer din situation, hvor du stopper med at please andre, og hvor du har troen på, at du kan få et lykkeligt liv, selvom du måske skal være førtidspensionist. Din far kommer også til at give dig en buket roser, da du efter alle de år får tilkendt ressourceforløbet. Og den kærlige anerkendelse af din situation betyder virkelig meget for dig.

Når du er 27 år, kommer der stadig til at være ting omkring dine kroniske smerter, som du kæmper med. Du føler stadig, at din sygdom er et tabu. Som når din mor føler trang til at lyve om, hvorfor du ikke kan servere til en af hendes veninders sølvbryllup, i stedet for at sige det, som det er. Du har stadig svært ved at vise, når din fysiske grænse er nået. Du har stadig svært ved, hvordan du skal præsentere dig selv, og du har stadig svært ved at snakke med din familie om, hvordan du egentlig har det med din situation. Men når du er 27 år, har du accepteret, at du ikke hører til i samme kasse som de fleste andre på din alder. Og følelsen af at være forkert og ikke god nok vil langsomt forsvinde. Du kommer til at have roen, lysten og modet til at blive mor. Du kommer til at bo i et nybygget hus, som du også ejer, med din kæreste og jeres hund. Du kommer til at være i gang med at skrive din historie i den her bog. Du kommer til at gå mere op i, hvordan du bliver glad, og så må samfundet tænke, hvad det vil. Og måske, når du en dag i fremtiden er blevet endnu klogere på, hvordan du vil indrette din kasse – uanset om den hedder fleksjobber, førtidspensionist eller noget tredje – så skriver du et nyt brev til dit yngre jeg.