Drengen, der gjorde det umulige

Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.

Boblen brister

Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.

Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.

Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.

Is i maven

Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.

Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.

Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?

Min hjerne smuldrer

Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.

Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.

Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.

Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.

Kollapset i Bilka

Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.

Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.

FLYGT

Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.

Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.

Oven vande

Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.

Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.

Jeg har været bange for at tage telefonen, når jeg ikke kendte nummeret, fordi jeg troede det var banken, der ringede. Jeg har været bange for at gå på gaden, når jeg var hjemme for at besøge mine forældre, fordi jeg frygtede, at min bankrådgiver pludselig ville dreje om hjørnet. Jeg har følt, at jeg ødelagde mit forhold til min familie, fordi jeg hele tiden var nødt til at bede dem om at låne mig penge. Og jeg har været så lidt som et klik fra at tage et kviklån, bare for at skulle undgå at spørge dem igen. Min dårlige økonomi skyggede mig uanset, hvor jeg var. En ubehagelig følgesvend jeg ikke kunne ryste af mig, og som jeg til sidst vænnende mig til. Jeg kunne ikke længere adskille min økonomi og min person. Jeg følte, jeg blev til min økonomi, og det fik mig til at sidde som et bræt: Stiv af skam.

Man kan kende en chance, når man ser den

Som nyudsprunget student, modstandsdygtig over for livets knubs, rejste jeg til København og siden til Holland for at tage en bacheloruddannelse i moderne dans og fysisk teater. Skolerne var dyre, og jeg tog et lån for at kunne betale undervisningsgebyret. Jeg vidste godt, at et lån med 1.050 kr. i månedligt afdrag ikke var det optimale kort at have på hånden. Jeg erkender blankt, at jeg kunne have tænkt mig bedre om. Jeg kunne godt have ventet med at søge uddannelse og, ligesom alle andre, have skrubbet linoleumsgulve hos tandlægeklinikken for at imødekomme trange tider. Den tanke blev dog trumfet af det faktum, at jeg var blevet optaget på en uddannelse, som ikke lukkede ret mange ind. Man kan kende en chance, når man ser den, og da jeg stod blandt hundrede ansøgere og blev udvalgt til en af de fjorten pladser, virkede et sabbatår i provinsen som en helt absurd valgmulighed.

Det er seks år siden, jeg tog et lån og rejste til Holland for at blive danser. Siden da har jeg brændt fingrene og slået min psyke på danseverdenen. Jeg oplevede ikke så mange spidse albuer, som forestillingerne om dansemiljøet ellers forkynder. I stedet oplevede jeg, at jeg skulle overgive mig fuldstændigt til skolens vision om, hvad og hvem en danser var. Det kunne jeg ikke. Jeg valgte at stoppe på uddannelsen efter et år, kom mig over drømmeknuseriet og blev hængende i Holland, hvor jeg f ik et dansejob på en børneforestilling. For tre år siden flyttede jeg tilbage til Danmark for at læse, og til sommer bliver jeg bachelor i antropologi. I al den tid har jeg skullet afdrage på et lån. 50.000 kroner kostede min drøm. Plus renter. Min økonomi blev efterhånden forskubbet, og ofte nåede min konto kun lige op over nul, når jeg fik SU og løn fra mit studiejob. Når min husleje var betalt, stod jeg tilbage med et hul, som jeg ikke kunne gøre noget ved før næste måned; et sultent hul, som voksede. Og så begyndte banken at ringe.

‘At have styr på det-retorikken’

Mens jeg skriver, gentages det samme mønster i mine sætninger. Så snart jeg har fremlagt en tanke og en pointe, kribler det i mine fingre for at forklare mig. For at nuancere og dække min ryg. ”Det er ikke fordi, jeg er forkælet,” skriver jeg. ”Mine tanker om økonomi er ikke bevokset med pengetræer,” skriver jeg. Jeg er i forsvarsposition og hyperopmærksom på de skyts, jeg bevæbner min kritiske læser med, når jeg fortæller, at jeg har økonomiske problemer.

For nogle uger siden talte jeg med antropologen, Pernille Hohnen, som introducerede mig for ’at-have-styr-på-det-retorikken’. Og det er den, der kiler sig ind i mit skriveri. Pernille Hohnen, som har arbejdet sammen med Forbrugerrådet TÆNK, fortalte mig, at vi taler om økonomi som noget, ’man kan have styr på’. Som noget rationelt, vi altid er i stand til at kontrollere. Som om god økonomi udelukkende er et spørgsmål om vilje. Som om der skal bare et budget og en solid, jysk sans for økonomi til for at holde kontoen i plus.

Hvis det er sådan, det hænger sammen, kan jeg godt forstå, jeg har behov for at dække min ryg, når jeg fortæller om min dårlige økonomi. Desuden har mit behov for at forklare mig rod i noget helt reelt. Jeg har nemlig opdaget, at ’at-have-styr-på-det-retorikken’ er blevet integreret i min egen forståelse af økonomi.

Skammen bider

En søndag formiddag i februar sidder vi, mine forældre, min lillesøster og jeg, omkring køkkenbordet. Vi er glade, for det er man jo på sin lillesøsters tyveårs fødselsdag. Vi giver gaver, drikker et glas juice, snakker lidt om sommerferie. Krakow og det sydlige Polen kunne da være spændende! Vi diskuterer kaffekopper. Er den eller den pænest? Jeg siger, at de riflede er pæne, men at keramiske kaffekopper nok falder mest i min smag.

Jeg tænker, at de andre må kunne høre det på min stemme. At noget hypotetisk i mine svar vil afsløre mig. Jeg har ikke råd til sommerferie eller kaffekopper. Faktisk har jeg ikke råd til noget som helst, og hvis ikke jeg får dækket overtrækket på min konto, vil banken spærre mit kort, inden der er gået en uge. Selvom det ikke drejer sig om et svimlende beløb, er jeg sat til vægs. Der er længe til den første, min pung er gabende tom, og fra mit lommefnug vokser ingen positive kontotal.

Den søndag bliver mine tanker dystre og onde. Tidligere på dagen kiggede jeg mig selv i spejlet og tænkte, at jeg så rødmosset og beskidt ud. Jeg må indrømme, at jeg altid har tænkt, at mit voksenliv ville være præget af en vis økonomisk standard. En tilværelse, som mindede om mine forældres. Med så solidt et ophav følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at være i økonomiske problemer. Jeg tænkte, at med mine forudsætninger måtte min økonomiske situation være selvforskyldt. Som om jeg ikke formåede at lytte efter, da de voksne uddelte råd om økonomi, og nu derfor viser mig som et økonomisk uansvarligt menneske, der ikke er i stand til at spare op eller behovsudsætte.

Da vi sidder rundt om fødselsdagsbordet sker et jordskælv inden i mig. Jeg har ikke fortalt noget om min økonomiske situation, men jeg ved, at jeg i løbet af den dag er nødt til at sige noget til mine forældre. Til at bede dem om hjælp, selvom det ikke er rimeligt. Jeg sidder omsluttet af en membran, og fra mit aflukke kigger jeg ud på mine omgivelser og føler mig kilometerfjern fra det morgenbord, jeg sidder ved.

Selvfølgelig er penge ikke en adgangsbillet til familieskab, men jeg kan ikke lade være med at føle, at min tilværelse ikke længere er kompatibel med min families. Jeg kan ikke være her på samme vilkår som dem, og fordi jeg ikke har evnet at styre min økonomi, er jeg blevet en byrde, som de skal tage hensyn til.

Det gør det næsten umuligt at sidde over for mine forældre og min lillesøster og se dem i øjnene. Jeg føler mig fattig på en selvforskyldt måde, som ikke berettiger mig til at bede om hjælp. Jeg har lyst til at gemme mig, til at skjule mit ansigt. Jeg skammer mig så meget, at jeg føler, det gør mig grim.

Nå, men så fik du da prøvet dét af

Da jeg stoppede på danseuddannelsen, var der en række standardsætninger, jeg mødte alle vegne. Blandt dem var der især én sætning, der sved mere end de andre:

”Nå, men så fik du da dét prøvet af.”

Der lå en skjult holdning pakket ind i den sætning. Den fortalte mig, at det bare havde været et spørgsmål om tid, før jeg kom til fornuft, blev ordentligt voksen og begyndte på en seriøs uddannelse. Nærmest som om jeg skulle løbe hornene af mig. Den sætning fik mig til at føle, at min ambition om at uddanne mig som danser hele tiden havde været urealistisk og naiv. Og da jeg så faktisk valgte at stoppe med at danse, fordi det ikke gik, blev den antagelse bekræftet.

Når nu mine økonomiske problemer netop begyndte med et lån, bliver formålet med lånet afgørende. Var det pengene værd? Jeg følte ikke, at jeg havde ret til at bede om hjælp til min økonomi, fordi min beslutning om at låne penge til en kunstnerisk uddannelse var blåøjet. Jeg havde taget et naivt valg.

At tage et lån til en uddannelse er et legitimt formål. Imidlertid kan jeg ikke lade være med tænke, at hvis lånet havde været til en boglig, akademisk uddannelse, i stedet for en kunstnerisk uddannelse, havde oplevelsen af min gæld været anderledes. Så havde det ikke i samme grad stået til debat, hvorvidt mit formål med lånet havde været fornuftigt eller ej.

Når det er sagt, havde jeg også en god oplevelse. Dansemiljøet er ikke at spøge med, men det er også givende. Uddannelse handler også om dannelse, og der ligger en styrke i at vælge en uddannelse fra, fordi jeg ikke ville gå på kompromis med, hvem jeg var. Jeg kunne se, at min vision var en anden end skolens, og hvis der er noget, jeg har lært af mine økonomiske kvaler, så er det, at man bør lægge sine penge et frugtbart sted.

Mit lån forklædte sig som overforbrug

Jeg ved, at jeg kunne have tænkt mig bedre om, inden jeg tog et lån. Alligevel vil jeg have lov til at være stolt af at være rejst til Holland for at blive danser. Det var ikke en dum idé at tage et lån, og jeg har besluttet, at min drøm ikke var naiv. Eller måske var den, men i så fald beslutter jeg at forbeholde mig retten til at drømme naivt.

At have fulgt sin drøm er et godt forsvar, når man skal legitimere de beslutninger, man har taget. Men hvis nogen virkelig skal kunne bruge min historie til noget, er det vigtigt at give et ærligt helhedsbillede. Jeg har altid været forholdsvis ubekymret, når det kom til penge. Aldrig ligeglad, men jeg har ikke været bange for at være uden penge i en periode. Jeg har brugt, hvad jeg havde, og tjent det ind igen, når jeg var flad. Jeg har brugt penge på dumme ting og på ting, jeg ikke behøvede, men bare rigtig gerne ville have. Også selvom jeg ikke havde råd. Sådan tror jeg, der er mange, der har det.

Ligesom mange andre har jeg skullet lære at styre min økonomi. Imidlertid har jeg bare skullet lære det, mens jeg betalte af på et lån, som betød, at jeg havde færre penge hver måned. Det lyder simpelt, men jeg kunne ikke forstå, at jeg blev ved med at mangle penge – selv når jeg gjorde mig umage. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke bare ’kunne få styr på det’. Fordi min økonomi var så stram, opdagede jeg ikke, at jeg for længst var blevet i stand til at styre mit forbrug, for grundlæggende manglede jeg stadig penge hver måned. Mit lån forklædte sig som overforbrug, og derfor holdt jeg aldrig op med at skamme mig.

Når jeg vælger at fortælle min historie, er det fordi jeg fik en forskrækkelse. Jeg blev forskrækket over at opdage, hvor negativt økonomi kunne påvirke mit selvbillede. Forskrækket over, at jeg faktisk tænkte og troede på, at penge var noget, der berettigede mig til at være sammen med andre. Min situation er stadig ikke løst, men det ordner sig. Jeg har talt med min familie, og så har jeg gjort det, jeg var allermest bange for: Jeg ringede til banken og lavede en aftale.

At skrive min historie er først og fremmest et opgør med mig selv. Jeg har haft brug for at indse, at jeg ikke længere har noget at skamme mig over. Jeg har lært at styre mit forbrug, og min økonomi kommer sig. Der kan være omstændigheder, som gør, at det er svært at få en økonomi til at hænge sammen. Derfor er min økonomi ikke en direkte afspejling af min person. Da jeg læste, at hver niende ung er i samme situation som mig, var jeg målløs. Min situation er svær, men almindelig. Jeg kunne have tænkt mig bedre om, men jeg er ikke økonomisk uansvarlig. Jeg har bare været i en økonomisk svær situation.

Hvad er ensomhed?

- At føle sig alene, selv i en verden med 8 milliarder mennesker.
‍Ensomhed er en indkapslet følelse, hvor du uafhængig af dine omgivelser, eller størrelsen af dit netværk, aldrig ville kunne slippe af med det undertrykkende stempel, som du er blevet givet. Det er et vilkår man lever med så længe, at man en dag når et punkt, hvor man ikke længere ved, hvordan man nogensinde skal kunne leve uden.
Det er den kaotiske følelse som opstår, når alt du ønsker, er et frirum til at være dig selv. Det er konsekvensen af at skille sig ud, i en verden drevet af mennesker levende i en flokmentalitet, som gerne ser alle er ens.
Vi lever i et samfund, som skal forestille at omfavne mangfoldighed. Men selv med et virvar af forskellige bokse, er du stadig påtvunget at leve i din egen; den samme boks, som du en dag vil blive begravet i.
Ensomhed er at smile til verden, men aldrig få et smil tilbage.
Det er at være ’anderledes’.

Kender du - ligesom mig - den følelse;

At sidde ved middagsbordet, i forsøget på at dele sine tanker, men - som så mange gange før – at blive tysset på for madroens skyld?
Den indre debat om, hvorvidt det kan betale sig at holde hjemmet rent, når de eneste til at brokke sig, alligevel blot er stemmerne i dit hoved?
At befinde sig i en gruppe, hvor alles humor er på bølgelængde med hinandens. Hvor alle griner af den samme joke og med det samme beskylder dig forat være sur, fordi du ikke synes, den er sjov?
Selv med 1303 venner på sociale medier, har du ingen hverken at skrive ellerringe til?

At vågne om morgenen, med kun fuglene til at bryde tomheden. Det at længesefter samvær, men når man så endelig har det, er der intet mere til talende, end at tage alene hjem igen?
At drikke din fyraftens bajer ensom, mens du diskuterer den nyeste biograf-film, som du selv var inde og se, med dit kæledyr der ikke har andet valg, en dat lytte til dig igen?
Kender du den følelse?

Det at føle sig alene, uden nødvendigvis at være det og ens største frygt pludselig bliver, hvis du en dag faktisk var det?
At sidde og Google sig til, hvordan man udfører Heimlich-manøvren selv, fordi du inderst inde ikke ønsker at dø, men konstant føler dig kvalt?
Kigger du nogensinde på affaldssortering og ved, at selv skrald har mereplads i livet end dig?
Det er at mangle én, til at holde din paraply når det regner. At blive ved med at ringe, men ingen tager telefonen. At vide din slægt ville dø ved dig, mens du opgiver alt håb om, nogensinde at få en ring på. At lave mad igen, med kun dig selv til at spise resterne. Det er at åbne en flaske vin en aften, uden nogen at dele den med, så du drikker hver eneste dråbe selv, i håbet om at glemme, hvor alene du faktisk er.
Kender du det?

Ensomheden dræber alt lys

Selv siddende i et lydisoleret rum, er larmen overdøvende.
Man siger, at vi skal have syv kram om dagen, for at være lykkelig.
Er du lykkelig? – Er jeg?
Ensomhed er at mangle én til at holde om dig, når livet igen bliver svært. At have brug for et kram, men uden nogen til at give dig det.
Den hænger i luften ligesom cigaretrøg. Brænder dig op og tager langsomtlivet af dig. For hvert hiv, for hver dag, er du et skridt tættere. Uden at vide hvornår et hiv, har været et hiv for meget.
Hvis væggene kunne snakke, ville de fortælle om den smerte, jeg dagligt befinder mig i. De mange floder, jeg allerede har grædt. Hvordan jeg længesefter farver, men for evigt, altid kun kan se verden i sort/hvid.

Snakker du nogensinde med dig selv?

Spørgende om du er sindssyg, ligesom mig, mens du fortæller dig selv, at du aldrig ville blive den samme igen?
Ensomhed er en underlig følelse. Selv siddende i en gruppe, udelukkende for mennesker som har mærket ensomheden på egen krop, kan du stadig føle, at du er den eneste i hele verden, der nogensinde har mærket den følelse. Det er et universelt problem.
Vi ved vi ikke er alene, så hvorfor bliver vi ved med at føle det?‍

En skygge forsaget af solen

Ensomhed er at få til vane at kunne lide at være alene. Det er at bede til at blive vækket, når det hele er ovre, og mareridtet slutter. At gå rundt på togskinnerne, uden at ænse sin sikkerhed en tanke. At føle sig magtesløs, i en rastløslængsel for at socialisere, med en hvileløs angst for, at det alligevel ikke er det værd.

Det er at køre en nat, søvnløs som så mange gange før, med 205 km/t påE45, for kun sådan føler jeg mig i live. Hjerteløs over min kørsel; jeg sidder jo alligevel alene i bilen.
Kan du relatere til følelsen?

‍Lysten til at legemliggøre en mental smerte, med ar på kroppen, som beviset for alle de år, hvor følelsen har været kronisk.
Det at slå løs på en murstensvæg, velvidende at du aldrig ville vinde kampen. Med knoglen synlig og blod rindende ned ad hånden, føler du dog trods alt mere, end den tomhed, som du så indædt følte før.
Ensomhed er, som en skygge forsaget af solen. Du kan flygte, men har intet sted at flygte hen. Selv gående rundt i blinde, ville du vide, at den altid følger med.

At miste alt

Ensomhed er at miste alt. Bildende sig selv ind, at det er ligegyldigt, når du alligevel aldrig har haft noget at miste.
Det er at se sine få gode minder stå i flammer. Brænde ned og blive til aske. Fordi der ingen var, til at påminde dig om at slukke for kogeblusset, inden du tog afsted.
Savnet til hvad man kunne have haft, med en bevidsthed om det, man aldrigville få.
Jeg dekorerer mine drømme med stjernerne på nattehimlen, liggende i græsset igen, uden nogen at dele mine store tanker med.
Folk forventer at du lytter, men indgår aldrig i gensidig kommunikation. Kommunikationen er altid envejs, uden at være din. Talt til, men aldrig talt med. Kender du det?

‍Jeg føler mig ikke velkommen, men malplaceret. Selv med de mennesker, som skulle forestille at stå mig nær, føler jeg mig mere ensom end nogensinde før. Ensomhed er at løbe forvirret rundt, flytte fra by til by, søgende efter et sted at høre hjemme.
Det er at indse, at verden ikke er et sted for alle.
Det er en dæmon, som jeg aldrig slipper af med. Den som hver dag, får mig til at skrige efter bedre dage.
At bede til et nyt liv, med en ny virkelighed.‍

Vælge fra eller blive valgt fra

Ensomhed er, hvad der føles som din eneste ven. I en tom verden, skaber den tryghed. Du vil aldrig være helt alene, så længe du fortsat har den. En stemme i baghovedet, som fortæller dig, at det er okay at give slip.
Det er at stå på kanten af klippen, klar til at springe, velvidende at hvis du en dag gør det, ville ingen forsøge at redde dig. Ingen ville lægge mærke til, hvis du en dag ikke længere er her.
Ensomhed er at skrive, for kun der, føler jeg at nogen lytter. At få mine tanker på papir. Uden nogen til at lytte, er der heller ingen, til at viske ud hvad jeg allerede har skrevet. Ingen til at krølle papiret sammen og sætte ild til min verden igen.

Hvad er ensomhed?

Jeg så i går årets første sommerfugl, mens jeg var omfavnet, af solens varme. Et øjebliks lykke, revet væk fra mig, idet jeg indså, at der ingen var at dele min glæde med.
Ensomhed er ikke et valg. Det er en konsekvens af at mangle sin egen plads. En plads i vennegruppen, en plads i samfundet, en plads i verden. Det opstår når vi ikke føler os set, hørt eller forstået. Når vi konstant snakker forbi hinanden og aldrig lytter.
Ensomhed er den konsekvens som er skabt, i den verden som vi har valgt, skal eksistere.

Ensomhed // Frihed

Nogle vil argumentere for, at de står i kontrast til hinanden. For mig, er de to sider af den samme mønt. Du vil aldrig kunne have den ene, uden også at have den anden.
Når du vågner alene om morgenen, og ingen venter på at du kommer hjem om aftenen, hvad kalder du det så?
‍Ensomhed eller frihed?

‍Begge koncepter, begge følelser, er sindstilstande. Har du nogensinde tænkt over, hvordan vores liv kunne se ud, hvis vi kunne beherske de følelser og kontrollere det ukontrollerbare?

Ligger du nogensinde vågen om natten, med en underlig følelse af ikke at vide, om du skal være lykkelig eller deprimeret?
Kender du den følelse? - eller er jeg alene igen..?‍

Hvad hvis du valgte at flippe mønten selv, i stedet for at vente på, at en anden gør det for dig?
At have et godt liv, er ikke et spørgsmål om aldrig at mærke ensomhed. Det er et spørgsmål om, hvordan vi håndterer når vi mærker den. Det er at forhandle med dæmonen, se tingene i et større perspektiv, zone lidt ud og anerkende, at følelsen er okay. Følelsen bliver ikke mindre, men vores accept af den, bliver større. Den gør mig ikke noget; medmindre jeg lader den.

”Vi bilder os selv ind, at det er helt normalt, kvalt og uhørt, at råbe under vand.
En solitær sjæl, kan også være lykkelig.Forsat bedre tjent, i forfaldende menneskelighed; For hvem er jeg, uden ensomheden?"

Bekkasinvænget

I mit lille villakvarter maler solen himlen i bløde pastelfarver. Luften dufter af nyklippet græs og fyrretræer. Jeg, en livlig femårig pige med krøllet hår og brun hud, vågner til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og trægulvet knirker velkendt under minefødder. Mor er allerede i gang med sin ugentlige rutine af weekendrengøring. Duften af rengøringsmidler fylder luften, og jeg observerer nysgerrigt, som hun vasker vinduerne.

Vi bor i et af de 70’er parcelhuse, hvor farverne er afdæmpede. I stuen står vores to sorte italienske lædersofaer med bløde, ternede tæpper i røde, blå og hvide nuancer. På væggene skaber de to store farverige malerier en kontrast til det ellers afdæmpede interiør. Udenfor mit hus ligger en grøn glassten, som ligneren stor grøn usleben diamant, og markerer vores indgang, og vejen strækker sig ud mod det åbne landskab. Husnumrene står på husenes facader, Mathias bor i nummer 5, og havernes blomsterbede er i fuldt flor. Jeg elsker at lege udenfor og følelsen af det varme græs mellem mine bare tæer.

Jeg tager de få skridt fra min egen hoveddør til hans og banker på. ”Vil du med over at lege på marken?” siger jeg, idet Mathias åbner døren. Duften af nyvasket tøj og røg fra udestuen rammer mig, da døren går op. Det vil han selvfølgelig, og vi går straks over til Sebastian. Han er lige vågnet, da han åbner døren. Hans glatte, blonde hår er en smule uglet, og han gnider sig i de klare, blå øjne. Han tilbyder os ristet brød med pålægschokolade til morgenmad, vi takker ja og nyder morgenmaden sammen. Efter morgenmaden griber vi vores NERF-pistoler og drager ud i det nærliggende vildnis på den anden side af vejen, klar til nye opdagelser.

Vi træder ud i det høje græs, der svajer let i vinden omkring os. Solen skinner, og luften er fyldt af lyden af insekter og sommerliv. Pludselig hører jeg latteren fra Mathias. Han står og peger sin NERF-pistol mod Sebastian. Han gør sig klar til at skyde, mens solen skinner gennem hans krøllede hår, ned på hans lysebrunehud og får den til at lyse op som honning. Sebastian løber råbende væk i håbet om ikke at blive ramt.

“Jeg fik ham, Aisha!” råber Mathias begejstret.
Jeg smiler og løber hen til ham, men bliver ramt af Sebastian på vejen. Vi springer og leger, som om vi er de eneste tre mennesker i verden, og alle bekymringerbliver glemt i det glade kaos. Pludselig stopper Sebastian op med et ansigt vredet i smerte. “Av!” udbryder han og kigger ned på sin fod, der er markeret med rød af en brændenælde. Der går ikke to sekunder, før Mathias har Sebastian i hånden, og jeg er løbet over i min have. Jeg ved præcis, hvor mælkebøtterne stårhøje og stolte blandt de andre blomster. Vejen, jeg skal krydse for at nå marken, er varm under mine bare fødder, og jeg nyder følelsen af den bløde asfalt, der kærtegner mine tæer. Med to mælkebøtter i hånden løber jeg tilbage over vejen til Sebastian, hvor jeg sætter mig ned og knækker den ene stilk for at presse den hvide saft ud over brændemærket på hans fod.

Jeg spørger Mathias, hvilke blomster han synes er pænest, mens vi sidder i det høje græs og venter på, at smerterne forsvinder. Han svarer med det samme de lilla blomster. Jeg troede, at han ville sige de blå eller de gule blomster. Jeg stirrer forbløffet på ham. “Hvorfor det? Drenge kan da ikke lide lilla!” Mathias rynker panden: “Fordi lilla er min yndlingsfarve.” Han smiler skævt og er en smule forvirret over min reaktion. Jeg tænker meget over det. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, hvilke farver drenge kan lide.

4. klasse

Villakvarteret, som engang havde været min legeplads fyldt med latter og eventyr, er nu blevet et sted præget af ensomhed og savn. Vi er flyttet ind i en lejlighed i byen. De få skridt over til nummer 5 og nummer 7 er blevet til en hel køretur, og asfalten er ikke blød i gården. Mathias, Sebastian og jeg ses ikke så tit som før. Selvom jeg stadig ser Mathias, er vores venskab ikke det samme. Vi er begyndt at bevæge os i forskellige retninger. Vi går på forskellige årgange, jeg er flyttet, og det føles lidt, som om vi er ved at vokse fra hinanden.

Jeg husker tydeligt vores sidste aften i vores haver. Vi legede stadig med vores NERF-pistoler og hoppede på trampolin. Som eftermiddagen skred frem, og solen begyndte at synke lavere på himlen, besluttede vi os for at banke på døren hos mine genboer Karl Johan og Irma. De elskede at få besøg, og de havde altid is klar til os. Mens vi nød de kolde, søde bidder af is, føltes det, som om verdenstod stille i de øjeblikke af enkel lykke og glæde.

Samtidig med at Mathias og jeg langsomt glider fra hinanden, begynder jeg også at føle mig mere og mere isoleret blandt pigerne i min klasse. Der er en pige, hvis mission er at gøre mit liv surt, og desværre lykkes det hende, fordi hun er populær. Mobning og udelukkelse er en del af min hverdag, og jeg føler mig som en ensom ø i et hav af fjendtlighed. En dag bliver der holdt et pigemøde, da lærerne har opdaget den tarvelige tone og udelukkelseskulturen. Der bliver lavet en regel om, at man ikke må sige nej til at være sammen med nogen, hvis man er i en gruppe på mere end to. Desværre arbejder den populære pige hurtigt, og hun arrangerer sit eget møde lige efter, hvor hun overtaler de andre piger til at dele sig i par, når jeg spørger, om jeg må være med. Så må de gerne sige nej. Og når jeg så er ude af syne, samler pigerne sig igen for at være sammen. Det er ren ydmygelse, da jeg opdager det. Jeg føler mig ekstremt ensom og uønsket. Jeg går grædende hen til en lærer og forsøger at forklare situationen så godt som muligt, men jeg føler mig ikke forstået. Da vi taler om det i klassen, indrømmer pigerne, at de har været med på planen. Kort tid efter skifter jeg heldigvis skole, men ensomheden følger med mig. Jeg har mistet min tro på, at folk vil mig noget godt, og det tager tid at genopbygge tilliden og finde et sted, hvor jeg hører til.

Réunion

Min comorianske familie taler alle sammen fransk og comoriansk, mens jeg kun taler dansk. Denne sproglige forskel gør det udfordrende for mig at opbygge et nært forhold til den store familie, som jeg så sjældent ser. Jeg misunder alle mine venner, der hygger sig til familiesammenkomster med deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre. Så på en kold vinterdag i 7. klasse, vågner jeg op med en spontan idé: Jeg beslutter mig for, at jeg for enhver pris skal lære fransk, så jeg kan få det nære forhold til min familie, som jeg så inderligt længes efter. Jeg drøfter det med min mor, derefter med resten af familien, og min mor og jeg beslutter os for at rejse til Réunion sammen.

Den dag, vi ankommer, står solen højt på himlen og bader øen i lys. Øen, som er beliggende midt i det Indiske Ocean, har bjerge dækket af frodigt grønt løv, som strækker sig majestætisk mod himlen, og deres tinder er dækket af bløde, hvide skyer som bomuldsdyner. Der er brusende vandfald, der tumler ned ad de stejle klipper og skaber et symfonisk væld af lyd, der fylder luften med en berusende energi. Nede langs kysten, hvor det krystalklare vand møder de gyldne sandstrande, danser bølgerne i en taktfast rytme, som om de følger en hemmelig melodi fra havets dyb. Palmetræerne, med deres blanke, grønne blade, bøjer sig yndefuldt i den milde brise, mens de skaber skyggefulde oaser for dem, der søger ly for solens varme stråler.

På min første skoledag vågner jeg til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og det kolde klinkegulv føles rart under mine fødder. Min mor er også vågnet og er i gang med at lave morgenmad, for hun ved, at jeg er stresset over at skulle starte på en ny skole.

Det tropiske klima på øen er reflekteret i arkitekturen. Min skole har ingen gange, men  lokaler placeret rundt om en stor pavillon omringet med palmer og andre eksotiske planter. Jeg har brugt hele sommerferien på at øve mig på fransk. Min første skoledag er nervepirrende, for nu skal mit franske på prøve.

C’est qui elle?
Askip, elle vient du Canada.

C’est quoi une Danoise?
Elle ressemble a une Réunionnaise, non?
Elle parle pas français?!
Mais c’est ou le Danemark enfaite?
Non mais elle est malgache, je crois.
Chépas, on peut demander?

Alt er så fremmed, og jeg forstår ikke rigtig, hvad folk siger, men de kigger alle på mig. Jeg møder vicerektoren Monsieur Dialo som den første. Mens jeg sidder uroligt og venter foran hans kontor, begynder undervisningen for de andre, og der bliver helt stille. Monsieur Dialo byder mig varmt velkommen og følger mig hen til min klasse. Da vi kommer ind i klassen, kigger alle hen på mig, og jeg får øjenkontakt med en pige, som smiler venligt til mig. Mr. Dialo spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke, men det er begyndelsen på et godt venskab. De første to, jeg snakker med, er pigen, der smilte til mig, Auriane, og hendes kusine Alice. Alice er også ny i klassen, så vi bliver hurtigt til en trio.

Alice, Auriane og jeg laver næsten alt sammen. Jeg bor i et hus igen, hvor jeg ofte inviterer dem hjem, og venindegruppen går hurtigt fra tre til syv piger. Naturen er lige ude foran døren, og solen er der året rundt, så når vi ikke er hos mig, er vi på stranden. Øens navn Réunion betyder mødet, fordi alle folkefærd lever som ét folk på Réunion. Den sprudlende mangfoldighed er en del af øens DNA; der ligger kirker, moskéer, synagoger og templer ved siden af hinanden. På øen er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved mit udseende; man kan se ud på alle måder. Men i et hav af mangfoldighed og veninder føler jeg mig ensom. På Réunion er jeg stadig ikke bare Aisha. Jeg bliver kaldt for “amerikaneren”, fordi jeg snakker godt engelsk, eller “hende danskeren”, fordi det er spændende at være fra Danmark. På øen, hvor mangfoldighed er normen, blev jeg stadig set som noget særligt– ikke på grund af min hudfarve, men på grund af min baggrund og mit sprog. Midt i et hav af kulturer er jeg stadig en ø af ensomhed.

Hjem?

Jeg har altid følt mig som en mosaik af kulturer, en sammensat identitet, der skinner i forskellige nuancer. Men denne unikke sammensætning har også været kilden til en dyb ensomhed. Den uskyldige tid blev erstattet af en bevidsthed om skel, og jeg begyndte at føle mig som en fremmed i mit eget hjemland. Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem? Mine oplevelser har lært mig, at identitet ikke kan indfanges i en enkelt kategori. Den er flydende, kompleks, altid i bevægelse. Jeg har mødt fordomme og stereotyper, men jeg har også set, hvordan forskelle kan skabe skønhed og dybde.

Som en brun kvinde i Skandinavien har jeg oplevet både accept og afvisning fra forskellige sider. Jeg har lært at navigere mellem disse verdener, men det har ofte føltes som en ensom rejse. At skille sig ud kan være både en velsignelse og en byrde. I en verden, der hylder det unikke, kan det være en ensom vej, når ens unikhed ikke passer ind i de foruddefinerede rammer. Jeg har lært, at identitet ikke er en fast destination, men en dynamisk rejse. Det handler om at finde ro i denne kompleksitet og omfavne, at vi alle er one of a kind.

Mine barndomsoplevelser med Mathias og Sebastian minder mig om, at selv i forskellighed kan man finde fællesskab. Vi så ikke forskellene – vi var bare tre børn i verden. Det er denne evne til at se forbi forskelle og finde fælles grund, der virkelig definerer, hvor vi hører til.

Ensomheden har været min følgesvend, men den har også været min læremester. Den har lært mig at acceptere, at det at finde sit sted ikke er et statisk punkt, men en konstant bevægelse. Det er i denne bevægelse og i denne accept af kompleksitet, at jeg finder min styrke og mit sted i verden.

Mit navn er Mathilde. Jeg er 17 år gammel, og jeg er blevet kastet rundt i både skolesystemet og sundhedssystemet. Jeg har følt mig som en vare på et kassebånd, der bare er kørt fra den ene kasseekspedient til den anden. Jeg stod alene i kampen, og jeg vil gerne fortælle min historie, så der ikke er andre, der skal stå alene, ligesom mig. Nu har jeg nemlig accepteret, at jeg måske bare ikke hører hjemme i det uddannelsessystem, vi har i dag. Men det har været en lang, ensom og hård proces.

Min rutineprægede skolegang slutter omkring 5. klasse. Det var først i 8. klasse, jeg kom tilbage til klasseværelset, men det blev kun for en kort stund. Min familie og jeg besluttede, at jeg ikke længere skulle være del af folkeskolen, for den kasse passede jeg ikke ind i. Det var som om, jeg var en cirkel, der skulle passe ned i en firkantet kasse: anderledes, udenfor, forkert, fremmed eller på besøg. Jeg sidder ofte alene oppe om aftenen, for på netop det her tidspunkt, er der ingen, der stiller krav til mig. Men det er især i de sene nattetimer, at jeg overvældes af mørket og angsten.

Den angst, der afholder mig fra at gøre det, Mathilde gerne vil. ‍Den OCD, som konstant får mig til at tvivle på mine handlinger. ‍Den depression, der stopper mig i dørkarmen og får Mathilde til at vende om.

Jeg åbner skrivebordsskuffen, tager et stykke papir frem fra og begynder at skrive:

“Kære univers. Jeg ved ikke, hvor jeg starter eller slutter. Klokken er halv tolv om aftenen, men midnat er først klokken 3 om natten for mig. Jeg har kæmpet hele mit liv og jeg ender ALTID HER IGEN. Jeg passer bare ikke ind. Jeg er kun til besvær for alle og alt omkring mig. Jeg kan ikke forstå, hvorfor livet skal teste mig så meget. Giv mig nu bare en smule ro… måske længere end 6 måneder, hvis det ikke er for meget at spørge om? Men jeg ved jo godt, at det ikke plejer at hjælpe at tigge og bede. Hvis jeg vidste, hvordan jeg i alverden kom ud af min overtænker hjerne og bare kunne leve. Leve livet, igen”.

Sommerfuglene tegner næsten sig selv på min arm. En efter en bevæger de sig lige så stille og skarpt længere og længere op. Deres bevægelser afleder min opmærksomhed for en stund. Men så kommer skammen, mørket og panikken, og sommerfuglene bliver til noget, jeg dækker med en hvid bandage. Jeg har ikke lyst til at være mig. Jeg har ikke lyst til at føle det sådan her, men jeg har lært at være i det nu. Ville folk overhovedet se, hvis jeg gik nu? Ville de savne mig? Måske for en stund, men det ville jo også gå over. Så vigtig er jeg jo ikke alligevel. 

Jeg krøller papiret sammen og smider det ind bagerst i skuffen. Min familie skal i hvert fald ikke finde det, for jeg er allerede ved at flyde over af skam og skyldfølelse over, at jeg har det sådan her. For selvom det hverken er nyt eller hemmeligt, er jeg godt klar over, at den her sygdom ikke kun ødelægger mit liv, men også alles omkring mig. Den tanke er uoverskuelig og nedbrydende. Mit værelse er min hule eller måske nærmere mit fængsel, som jeg konstant har lyst til at flygte fra. Men det er det eneste sted, jeg kan magte at være - lige indtil jeg får nok, og mine tanker tager styringen. 

Uønsket Voksen

Engang var jeg pigen, der var god i skolen både socialt og fagligt. Men med tiden var der afregning efter skole i form af en masse tvangstanker og ritualer. En angst for at blive syg invaderede mit liv. Jeg vaskede mine hænder mere og i længere tid, i håb om at kunne skrubbe frygten for bakterierne væk. Mavepine blev en del af hverdagen inden skole. En snurrende fornemmelse i min krop og en lyst til at løbe, som om jeg blev jagtet, skete hver gang jeg satte mine fødder på skolens grund. 

Mavepinen fortsatte og spredte sig til hele kroppen og til sidst i min tankegang. Jeg skulle tænde og slukke lyset, åbne og lukke døre, synke og blinke med øjnene indtil det føltes rigtigt. Men det føltes altid forkert. Jeg var så plaget af OCD´en, at jeg undgik at gå i bad, børste tænder og rede mit hår bare så jeg kunne slippe fra at skulle udføre flere timers ritualer. Tøjvalg blev en kamp uden lige, spritten blev min bedste ven og mennesker var farlige. Nu sad jeg og stirrede ind i den hvide væg imens en storm i mit hovede ødelagde alt fornuft. Jeg var 11 år gammel og jeg var blevet uønsket voksen. Mine dukker var engang min yndlingsbeskæftigelse, men nu var de altid pakket væk. For noget i mit hoved var ikke som det plejede og hende Mathilde, hende den glade, som jeg var engang havde jeg ikke snakket med i lang tid. 

Men hun kom vel snart igen?

Jeg var altid hende, de andre kom til, når der var brug for hjælp, for jeg er virkelig god til at hjælpe andre. Men da jeg blev nødt til at hjælpe mig selvm blev min, ellers næsten perfekte, facade knust. Igennem mange år gjorde jeg alt for at blive set og hørt igen af mine klassekammerater. Jeg har været vant til at blive overset og glemt i ungdomslivet på grund af fravær fra klasseværelset. Selvom jeg måske nok heller ikke havde det godt nok til at tage med til fester og arrangementer, længedes jeg stadig efter invitationen. Bare det at blive husket midt i mit kaotiske liv. Men gang på gang blev jeg bekræftet i, at jeg ikke hørte til der mere. Jeg blev fortalt et par gange, hvordan rygter hurtigt blev en del af snakken, når mit navn en gang imellem blev nævnt. Alt fra min personlighed til sygdom. Jeg følte mig overvåget og misforstået. Hvis det skete, at en af mine klassekammerater ikke var i skole på grund af en brækket arm, blev der brugt lang tid af skoledagen på at lave tegninger og skrive breve, så de ikke følte sig glemt. Når de vendte tilbage, ville alle hjælpe og tegne på gipsen. Man ved jo også, at en brækket arm gør ondt, og hvis man ikke selv har prøvet det, så kan man høre historien om, hvordan det skete. Jeg havde godt nok ikke en brækket arm, men hvis man har det svært og det ikke kan ses, hvordan forklarer man så, at det gør ondt i tankerne?

Jeg var en voksen fanget i et barns krop: Jeg gik til samtaler og møder, skulle holde deadlines, udviklingsskemaer, medicinkontrol og møde en masse nye mennesker med hver deres mening. Det skræmte mig ikke, det var ikke noget nyt. Hver måned var der nye tilbud i form af skoler, praktikker og kurser, der havde gode erfaringer med “sådan en som mig”. Men jeg tror ikke, jeg blev en del af deres succesrate, for jeg stoppede altid kort tid efter jeg var startet. Det var en rutsjebanetur uden ende, der gjorde mig træt. Når jeg var inde i en god periode, følte jeg, at jeg skulle indhente alt det, jeg manglede i mit ungdomsliv. Jeg startede en masse projekter op, så jeg kunne nå dem, imens jeg havde det godt – nærmest som om det var min sidste dag i livet. 

Men i mine gode perioder forberedte jeg mig også altid på det næste dyk. Jeg skulle udvikle mig, men hver gang jeg følte, jeg havde set et lille lys, blev jeg kastet ud i den næste udfordring. Nu havde jeg jo mere overskud, og så skulle jeg da bare ud at lave noget! For hvad er livet uden uddannelse og skolegang? Ja, det er jo lige det. Et liv uden at skulle blive mast ned i en kasse, som alle andre er faktisk et rigtigt liv for mig. Jeg har også drømme og store ambitioner. Jeg vil gerne være god til noget, føle mig tryg og have en uddannelse, men det er umuligt for mig. Mit liv er som et kassebånd i supermarkedet. Alle varerne har en hylde, der matcher med de andre af deres slags. De bliver sat på båndet og har en stregkode, som computersystemet kender. Men når en lidt anderledes vare skal scannes ind - uden stregkode eller en smule forslået - og systemet ikke kan finde varenummeret, så bliver varen lagt til siden og kasseret. For det er alt for meget bøvl og spilder bare tid, hvis resten af indkøbet skal scannes og betales. Det er sådan, det føles ikke at passe ind i uddannelsessystemet. Folkeskolen blev det forhadte sted på hele jorden for mig, grundet den angst og det pres den medførte. Og af alle minder derfra, husker jeg kun de værste. Jeg ønskede et andet forhold til skolen og mine kammerater, men jeg passede ikke ind. Min familie og jeg prøvede alt for at ændre på skemaet, så jeg kunne fungere i skolen med min angst, men der var ikke mere at gøre. Jeg var dømt ude af spillet, indtil jeg kunne være med i det og passe ned i kassen. 

Årene gik. Jeg var gået i stå, mens alle mine venner og omgivelser havde travlt med deres liv og nye ting. 9. klasses sidste skoledag nærmede sig med hastige skridt. Jeg havde allerede afvist ideen om at tage med, men et opkald fra en barndomsveninde blev et stort vendepunkt for mig. Hun spurgte, om jeg skulle med, og om vi skulle finde kostumer sammen. Jeg var overrasket over at blive husket, og det var en dejlig fornemmelse i kroppen, der fik mig til at genoverveje mit valg. Hen over foråret 2021 aftalte vi at ses. Vi snakkede og grinte så meget, at jeg havde krampe i maven. Det var første gang i mange år, at jeg havde grint helt inde fra mit hjerte. Mine kinder gjorde nærmest ondt af at smile. Det var en savnet følelse, jeg næsten havde glemt. Jeg kunne være mig selv i hendes selskab. Jeg følte mig forstået, hørt og omfavnet. Tiden fløj afsted og den mørke, tunge sky over mig begyndte at blive mindre og lettere. Min veninde havde inviteret mig til klassens facebookgruppe, så nu kunne jeg følge med, når der kom informationer om sidste skoledag. Jeg blev ofte udelukket og valgt fra i de online grupper, hvis der ikke var plads. Jeg havde oplevet sårende ting især i grupper som denne. De mente, at jeg ikke havde det skidt og bare skulle tage mig sammen, for jeg var ikke den eneste, der kæmpede. 

Da sommeren nærmede sig, blev gruppen mere aktiv, og de aftalte at tage ned i den lokale bypark og mødes. Parken lå lige bag mit hus, så fra mit værelse kunne jeg høre musikken, som skabte et mod, jeg ikke havde haft før. Men den indre kritiske stemme fortalte mig, hvor farligt det var at bevæge sig ud - og jeg skulle huske, at de nok ikke kunne lide mig. Størstedelen af årene havde mit sociale liv været online med venner fra mange lande. Jeg brugte meget tid på youtube og fandt hurtigt en kanal med nogle drenge fra USA, som jeg begyndte af følge. Her fandt jeg et fællesskab med andre fans, der også elskede deres videoer. Jeg gemte mig bag skærmen og kunne være den pige, jeg ønskede: populær og glad. 

Men jeg kunne ikke slippe tanken om at udfordre angsten og møde op til festen i parken. Og så var det som om, at mit liv blev vendt om og en motivation i min krop førte til mit næste valg. Jeg kiggede mig selv i spejlet og satte mit hår op. Jeg var FÆRDIG med at have mit mentale helbred som identitet. Jeg vil bare være mig, jeg ville kun være Mathilde. Så jeg gik derned. 

Jeg var nervøs for, hvordan de andre reagerede, men jeg blev taget godt imod af nogle gamle venner, og så var det lidt nemmere at overskue. Det var dejligt at vide, at jeg var savnet. I min kamp for at blive set af mine klassekammerater, havde jeg ikke opfattet, at der stadig var personer, der kunne lide mig for den, jeg var. Jeg havde ikke længere et behov for at blive accepteret af de personer, for alt de gjorde, var stik modsat mine værdier. På den måde blev flere års psykisk helvede sat lidt på afstand, og jeg kunne nu se verden, menneskene og livet med helt andre øjne. Det var en god følelse, som gjorde mig glad og nervøs på samme tid. Glad for at være til stede og mærke den sol, jeg ikke havde set i flere år på mine bare arme igen. Nervøs for, at det måske kun var tilfældigt og kortvarigt at opleve det. 

Efter at være blevet en del af i klassen igen, begyndte jeg at kunne være mig selv. Og så skete det mindst ventede: Jeg fik følelser for en af mine klassekammerater. Jeg var blevet inviteret til en fest og afviste invitationen, men mine veninder overtalte mig til at tage med. Jeg var der et par timer, men blev usikker og besluttede mig for at tage hjem. Jeg var på vej ned for at hente min taske, men blev pludselig mødt af et charmerende smil. Det var ham, min klassekammerat, som stoppede mig på vej ud og spurgte, hvem jeg var. Vi havde været gode venner før, men jeg havde ikke snakket med ham, siden jeg stoppede i skole. Han spurgte ind til, hvor jeg havde været i alle årene. Det var rart at kunne fortælle min egen historie, og at han ikke bare gik ud fra det, han havde hørt om mig. Vi snakkede i flere timer, og jeg var ved at smelte af varme i kroppen, når han kiggede på mig. Efter kunne jeg ikke stoppe med at tænke på ham, men jeg blev ved at benægte mine følelser overfor mig selv. Han skulle på efterskole efter sommerferien, så jeg kunne lige så godt lade være at prøve. Han kendte knapt nok mit navn, så jeg var ret håbløs. 

Der blev arrangeret, at klassen skulle mødes for at pynte hele skolen. Jeg kunne snart se en ende på bekymringerne, og det var en tung byrde, der blev lettet fra mine skuldre. For nu var 9 års kamp slut, og jeg kunne ånde lettet op. Det blev en fantastisk dag, som jeg aldrig glemmer. Jeg tog mig mod til at snakke med fyren fra min klasse, og det er jeg lykkelig for skete. For nu er han i mit liv som min kæreste. Han fik mig med ud i verden og holdt mig i hånden hele vejen. Han respekterer mig og elsker mig, for den jeg er. 

Der er sket så meget i mit liv på det halvandet år efter jeg gik ud af folkeskolen. Jeg har fundet en masse skønne venner, som jeg sætter pris på hver eneste dag. Mine forældre er ikke længere mine “behandlere” og kan bare være “mor og far”. Min storesøster og jeg har mange gode stunder sammen, som jeg har længtes efter. Hun er en kæmpe inspiration og rollemodel. Jeg har prøvet mange forskellige tilbud, men er et sted i mit liv nu, hvor jeg har fundet ro og fred med, at jeg ikke vil have trukket et uddannelsessystem over hovedet, hvor jeg ikke føler mig hjemme. Jeg skal nok finde min vej, og det skal nok blive min tur. Men lige nu er jeg ved at hele de dybeste ar på min sjæl fra lang tids udmattelse, og det tager tid og ikke mindst styrke. Men vigtigst af alt har jeg fundet mig selv igen, og har mod på livet som aldrig før. Jeg øver mig stadig i ikke at tvivle på mit svar, når jeg bliver spurgt, hvad jeg laver til hverdag. Jeg har en indre diskussion med mig selv, om jeg skal lyve, eller om jeg skal fortælle, at jeg går hjemme. Men mit håb er at hjælpe de mennesker, der står i en lignende situation, så de kan have én at spejle sig i. Og at jeg måske en dag kan være med til at ændre “kassebåndssystemet”, så der kan være plads til os alle.

‍

‍

Forleden rykkede min roomie og jeg ind på vores venners værelse på højskolen, så vi alle sover sammen. Det er hyggeligt, men de ved godt, at jeg er nødt til at sove alene hver anden nat, så jeg får ladet op. Mit højskoleophold er et fucking shitshow af en rollercoaster, men det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Min hukommelse driller mig meget, og jeg kan ikke huske halvdelen af, hvad mine højskolevenner fortæller mig. De griner, når jeg endnu en gang har forlagt min nøgle for så at finde den siddende i døren, jeg låste. Når jeg render rundt med tandpasta i jakkelommen, som burde ligge på badeværelset. Igennem humor prøver jeg at mildne mine højskoledage ved at sige ”det kan jeg ikke, jeg er jo hjerneskadet”. Selvom jeg ikke er hjerneskadet, kan det føles sådan efter mine hjernerystelser. Andre mennesker har 1000 kroners energi, og jeg må leve en sparet højskolehverdag med 100 kroners energi. På højskolen bliver jeg presset til at mærke mine grænser, og her må jeg være det hele. Den sjove, den sociale, den asociale, den dansende og den syge. ‍

Marts 2018 

En forårsaften i 2018 skulle der være tour de chambre på mit kollegie. Der skulle handles ind og pyntes op. Alting gik stærkt. Generelt gik alting stærkt i den periode af mit liv.
I løbet af aftenen bad min veninde mig om at hente nogle ting inde på mit værelse. Jeg styrtede ind ad døren og sparkede bunker af tøj væk på vej over til kommoden. Skuffen bandt altid, men jeg havde ikke tid til at sidde og fifle med den. Oven på min kommode stod der et stort spejl. Jeg burde egentlig have hængt det op, men var aldrig nået dertil. Jeg hev til i skuffen, det gav et ryk i spejlet, og det væltede ned over mig. Til at starte med kunne jeg godt mærke, at jeg fik det dårligt. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at give for meget opmærksomhed – der var jo fest om lidt. Jeg løb ud til min veninde og sagde lidt stakåndet, at jeg havde fået et spejl i hovedet. Vi grinte lidt ad det.
Nogle dage efter fik jeg det markant dårligere og forstod, at det nok ikke var tømmermænd, der trak ud.
Ved mit første besøg hos lægen fortalte jeg om spejlet. At jeg var bange for, om jeg havde fået hjernerystelse. Min læge vævede rundt i det og foreslog, at jeg tog 14 dage fri. Sagde, at jeg nok var stresset. Jeg fik det ikke bedre af at holde fri. Tværtimod havde jeg sværere og sværere ved at koncentrere mig. Byens puls slog mig som en hammer i hovedet, og jeg måtte trække mig tilbage fra studie, arbejde og aftaler. Jeg formåede at færdiggøre min bachelor, og det gik egentlig godt, men det krævede enormt meget energi. Jeg var helt ristet bagefter. ‍

Oktober 2018

Endnu en fest på mit kollegie. En beboer ville som et festligt indslag omdanne et betongulv til Lalandia. Han hældte brun sæbe ud over gulvet, hvilket senere resulterede i, at jeg væltede og knaldede mit baghoved i gulvet. Endnu en hjernerystelse ramlede ind over mig. 

Det efterløbende efterår gjorde jeg alt for at kæmpe mig igennem mine udsatte fag, eksaminer og udsatte ECTS-point. Jeg vidste godt, at det var på bekostning af mit helbred. Intensiveret hovedpine og kvalme blev mine nye følgesvende ved koncentreret arbejde. Sidst på året gennemtvang jeg en 48-timers eksamen. Jeg brugte mange af timerne på at ligge i min seng og stirre op i loftet. Stirre ud i en fremtid, der begyndte at skræmme mig mere og mere. 

Lægebesøgene tiltog i denne tid, og selvom lægerne var bekendt med min situation og mine to hjernerystelser, følte jeg mig ikke taget alvorligt. Det var svært for mig at insistere på, hvor meget hjælp jeg måtte kræve. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med mine vedvarende symptomer. ‍

Marts 2019

Med pas og pung i lommerne og rygsække i bagagerummet kørte min daværende kæreste og jeg ned ad Interstate 5 mellem Portland og Seattle. Vores drømme om at rejse og se en anden verden havde summet i os begge i lang tid. Egentlig gik det godt. Jeg var på dette tidspunkt ikke så bekendt med, hvordan mine symptomer hang sammen. Jeg følte, at jeg stadig famlede i blinde for at forstå mit system. En dag skulle vi på en længere biltur. Vi skulle køre fra USA og tilbage til Canada for at arbejde. Min daværende kæreste kørte bilen, og vi holdt i en lang kø på en motorvej. Solen stod skarpt på himlen. Jeg havde rullet vinduet lidt ned, og der kom en let brise ind, der føltes dejlig og kølende på mit ømme hoved. Jeg sad og undersøgte, hvilke jazzklubber vi kunne besøge den tilstødende aften. Pludselig mærkede vi et kæmpe ryk i bilen, og vi blev kastet frem i sæderne. Vores truck var blevet ramt af en anden bil, en bil, der havde overset køen, vi sad i, og hamrede ind i vores bil. Al vores oppakning vejede tungt i bilen og bankede op i ryggen på os. Jeg fik piskesmæld med det samme. Jeg krøb ud af bilen og havde svært ved at stå oprejst. Der var mange ambulancer og mennesker omkring os. Det summede i mit hoved, og jeg var meget bange. Jeg fik fremstammet, at jeg havde haft hjernerystelser, og vi blev kørt til hospitalet. Vi stod og ordnede forsikringsting i flere timer sammen med den kvinde, der havde påkørt os. 

Det var en lang og sej kamp at komme hjem på min danske forsikring fra USA. Det var en tid, hvor jeg skulle forsvare mig selv og mine symptomer endnu en gang. Lægerne mente, at jeg sagtens kunne rejse videre; at jeg ville få det bedre inden for overskuelig tid. Jeg måtte stå fast i min egen krop. Jeg var ikke i stand til at rejse videre. Jeg blev fortalt, at 90% af de mennesker, der har hjernerystelser, kommer ovenpå efter et par uger. Det gik op for mig, at jeg ikke var en af de 90%. Men at jeg var en af de 10% der skulle revurdere hele mit liv og min fremtid med langvarige følger. En måned senere fik jeg lov at flyve hjem. Stadig den dag i dag har jeg en forsikringssag kørende med den amerikanske kvinde. 

Efter at jeg var kommet hjem fra USA, var jeg vågnet med en ny krop. En krop, der talte til mig igennem smerter, jeg ikke kunne afkode. Den talte et sprog, jeg ikke kunne forstå, og jeg havde ingen ordbog fået. Jeg var vant til at leve på fuldtid, og virkeligheden var nu noget andet.
Jeg blev indlogeret i mine bedsteforældres sommerhus. Jeg havde brug for at være et sted, hvor der ikke var fest. Hvor der ikke var forventninger og forpligtelser. Selvom det var opslidende ikke at kunne være med, var jeg nødt til at lade det hele gå i stå. Jeg havde det dårligt, var stresset og tabte mig 10 kg på meget kort tid. Mine forældre, venner og bedsteforældre overlappede hinandens besøg i sommerhuset. Jeg havde konstant brug for nogen, der puttede om mig.

Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne det samme som før. Det gjorde mig så ked af det. Jeg ville jo bare leve og gøre som alle andre unge mennesker – i stedet måtte jeg udsætte min kandidat flere år og droppe mine studiejobs. Jeg gad ikke være den her slatne grøntsag. ”Der skal ske noget,” husker jeg, at jeg sagde til min mor, mens vi sad og gabte et aftensmåltid. ”Jeg vil på højskole,” fremstammede jeg og tilføjede: ”… selvom jeg er syg.” ‍

Oure Højskole 2020 

Mine højskolevenner ved godt, at jeg ikke kan være med til halvdelen af dansetimerne, at jeg nogle gange går fra arrangementer eller slet ikke dukker op. Om aftenen, når vi spiller brætspil eller ser serier i dagligstuen, laver jeg mine samssynsøveler foran dem. Det kan se meget underligt ud, men det er vigtigt for mig at være en del af fællesskabet, selvom jeg sidder og laver øvelser. På højskolen oplever jeg, at folk griber mine små hjernerystelsestiltag. Når der er meget støj, har jeg gerne ørepropper i for at skåne mit hoved. Så kan de for eksempel finde på at sige: ”Ej, det ser fedt ud, når dine ørepropper er gule i stedet for grønne. Det er godt til dit outfit.” ‍

Igennem mit højskoleophold har jeg lært, hvor vigtigt det er at markere mine grænser. Inden jeg tog på højskole, havde jeg ofte ondt i maven over, hvor jeg ofte jeg måtte spille det røde kort på en aftale. Jeg fik ondt i maven over at holde mine venner hen. Her har jeg lært, at med tiden bliver kortene mere og mere gule, og endda grønne indimellem. At det giver mig ro i maven at fortælle, hvorfor jeg pludselig ligner én, der har tabt sutten. Når jeg vågner på højskolen, laver jeg et skema over, hvad jeg kan dén dag. Jeg visualiserer, at jeg har 100 kroner i min hånd og forsøger at fordele min energi, så jeg ikke får brugt for meget. Jeg giver lidt til dansetimerne, lidt til foredragene og trækker måske lidt fra det sociale. Mine venner ved ikke helt, hvor meget jeg planlægger mine dage, og det er egentlig også fint, at det ofte bare er min egen lille hemmelighed. 

Når jeg ser tilbage på mit liv, så ved jeg egentlig ikke, hvor godt jeg havde det. Det var, som om min mavefornemmelse ikke var god. Jeg lyttede bare ikke til den. Jeg tror ikke, at jeg var glad. Jeg ville følge med flokken, og jeg var altid på farten. I retrospektiv var det hele nok ret overfladisk. For nogle så det meget lykkeligt ud – mit pulserende københavnerliv. Men det er først efter mine hjernerystelser, at jeg er blevet tvunget til at kigge ind i mig selv og spørge – hvem er du, og hvad gør dig glad?
Og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne danse uafbrudt en hel nat, læse bøger, skrive eksaminer, som jeg altid har holdt meget af, sige ja til flere spontane aftaler, stå på snowboard, passe studiejobs, fordybe mig, være frivillig og spille computer i timevis. Det er da decideret nedtur, at det blandt andet er så dyrt at have hjernerystelse – at jeg skal gå op i stødsikre såler og tyngdedyner, og at min hukommelse er blevet så flakkende, at jeg render rundt med tandpasta i min jakkelomme. Men jeg lever. Også selvom det er på deltid.

De overvåger alt. Der er ingen steder at gå hen. De fleste er ikke klar over det. Men jeg kan mærke det. Mærke, at noget ikke er, som det burde være. At tingene ikke er rigtige. Hvordan kan jeg forklare det? Måske er det bare en følelse. En følelse af ikke at høre til. At være fremmed i den verden, man lever i. Man frakobler sig selv. Livet bliver uhåndgribeligt og fjernt. Det er forkert. Det er noget, der ulmer. Hvor kommer det fra? En buldren i det fjerne. Det er ikke tæt nok på til at være uhyggeligt. Ikke tæt nok på til at være farligt. Men det er farligt. Hvor skal jeg begynde, når begyndelsen ikke er der? Når det hele er viklet ind i sig selv, og trådene føles uendeligt lange. Når minderne minder om drømme, og drømmene minder om minder. 

Måske jeg skulle begynde det eneste sted, jeg kan begynde. Nu. Jeg hedder Maria. Jeg er 25 år gammel. Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste i Birkerød. Og jeg har siddet og lavet nogle lektier, som jeg har for i psykologi. Jeg har et job, jeg synger i kor, og jeg er i gang med at tage en HF på Københavns VUC. Desuden har jeg en familie, som jeg elsker, og som elsker mig. Jeg er lige blevet faster til en skøn lille pige. Alt går egentlig, tør jeg sige… godt? Så hvorfor sidder jeg her og skal til at skrive om, hvorfor jeg ingen uddannelse har? Hvorfor jeg i mange år var sygemeldt. Meldt ud. Ud af samfundet og ud af livet. Hvorfor jeg, først for nogle måneder siden, har fået et job, som jeg kan passe, og som passer til mig. Hvorfor jeg føler, at jeg har kæmpet mig gennem min ungdom. Og hvordan det føles ikke at høre til. At føle sig udenfor og forkert og at føle, at min ungdom har været spildt og ude af takt. Jeg har f.eks. aldrig været på en natklub eller været i byen til længere end kl. 00. Til gengæld har jeg været rigtig syg. Syg i hovedet. Og hvornår blev jeg så rigtig syg? Det er svært at sige. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg droppede ud af min efterskole, to måneder inden året var omme. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg blev indlagt første gang. Andre gange siger jeg, at det startede i min barndom.

Denne gang har jeg valgt at starte min fortælling i min folkeskoletid. Jeg gik på en friskole på Sydsjælland. Det var en god skole, men jeg kunne ikke komme af sted. Nederlag. Jeg vil skyde på, at jeg i 8. klasse var der halvdelen af tiden. I 9. klasse blev det lidt bedre – lidt. Jeg startede på efterskole i 10. klasse, og det gik godt, indtil det ikke gjorde længere. Det havde været påskeferie. Jeg skulle tilbage til skolen, men jeg kunne ikke komme afsted – igen. Nederlag. En læge sagde til mig, at jeg havde depression. Fint nok, tænkte jeg. Men inderst inde vidste jeg egentlig godt, at det ikke var det. Jeg fik det bedre hen over sommerferien og startede på gymnasiet. Var der fire uger og droppede ud. Nederlag. Der kunne jeg ligesom godt se et mønster: Der var et eller andet galt med mig. 

Jeg startede i psykiatrien og fik endnu en diagnose: borderline. Tak for den, tænkte jeg. Den, kunne jeg godt mærke, heller ikke helt passede på mig. Men den lå og ulmede i baghovedet; måske havde jeg borderline? Måske ikke. Uanset hvad startede jeg på Roskilde VUC. Der tog jeg fire fag i alt og gik til eksamen i tre af dem. Imens begyndte mine tanker at blive ubehagelige. Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre? Jeg startede på HF på gymnasiet – denne gang et andet gymnasium. Det går da meget godt det her, tænkte jeg. Jeg får nye venner og bliver en del af fællesskabet. Du er ikke god nok. Jeg er god til fagene, det er interessant, og jeg engagerer mig i skolen. Du tror, du er noget, men ingen kan lide dig. Juleferie, vinterferie, påskeferie kommer og går. Dit liv betyder ikke noget. Du burde ikke være her. Du vil aldrig udrette noget. Du kan lige så godt give op. Jeg begynder at forberede mig til eksamensperioden. Hurra, hvor det går. Du burde gøre en ende på det. Livet er ikke for dig. Du fortjener ikke at have det godt. Du kunne lige så godt dø. En måned inden eksamen bliver jeg indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse for første gang. Jeg har selvmordstanker. Selvmordsplaner. Men alt gik jo så godt. Hvorfor kan jeg ikke klare det, som alle andre kan klare? Hvorfor får jeg de her tanker? Hvad er der galt med mig? 

Her startede min egentlige sygdomsperiode. Den periode jeg mener, når jeg siger, jeg har været rigtig syg. Under indlæggelsen fik jeg nye diagnoser: angst og depression. Okay, tænkte jeg. Det rammer altså heller ikke. De slidte hvide hospitalsvægge bliver min hjælp. Og min frygt. På stuerne ved siden af kan jeg høre andre patienter råbe eller banke deres hoveder ind i væggen. Det rører mig ikke. Men når jeg hvert kvarter hører fodtrin ude på gangen, mærker jeg mit hjerte hoppe en ekstra gang. Det er personalet, som ser til mig. Hvert kvarter. Døgnet rundt. For jeg kan ikke med overbevisning sige, at jeg ikke vil skade mig selv.  Dagene flyder ind i hinanden inden for hospitalets vægge, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Hvornår kommer jeg ud? Hvorfor kan jeg ikke klare mig selv? Hvorfor kan jeg ikke være normal? Heldigvis bliver jeg udskrevet to uger senere. To uger som føltes som flere måneder. Efter udskrivelsen går jeg hjemme i et halvt år. Passer på mig selv. Starter i psykiatrien igen, men kommer kun ind til dem én gang om måneden. Får antidepressiv medicin og prøver at kæmpe mig ud af mit mørke. Men det er, som om det ikke rigtig virker.,

Hvor kommer de fra? Hvorfor har de valgt mig? De holder øje som overvågere. Installerer kameraer i min lejlighed og sidder i biler ude foran. Jeg kan ikke være ude. Jeg kan ikke være hjemme. Der er ingen steder at flygte hen. Væggene har ansigter og arme. Arme, som griber fat og hiver mig længere ind i psykosen. Jeg ved, at de ikke er rigtige, men jeg bliver skræmt alligevel. De føles så virkelige. Når jeg går på fyldte fortove, med store høretelefoner på, for at drukne støjen fra dem og fra mig, kan de læse mine tanker, men jeg ved ikke, hvem de er. Er det de fremmede på gaden? Er det mine venner? Mine forældre? Hvem kan jeg stole på? Svaret er ingen. Ingen kan hjælpe mig. Jeg er alene. Jeg kan ikke klare det. Men jeg har en plan. Broen. Motorvejsbroen er min udvej. Jeg går ofte hen til broen. Står og kigger ned, drømmer mig væk fra livet. Dagene bliver ikke nemmere af det, men det trøster mig alligevel. Broen skaber ro og tankerum, så kan jeg virkeligt tænke over livet og døden. Mest døden. Nu har jeg en vej ud.

Der er mange ting, jeg ikke husker fra denne periode af min ungdom. Dage, uger og måneder er forsvundet fra min hukommelse. Det hele er én stor pærevælling af ingenting. Jeg er meget hjemme. Når jeg er udskrevet, har jeg kun helle hos mine forældre. Ikke engang i min egen lejlighed føler jeg mig tryg. Hjemme er mit sted. Her føler jeg mig trods alt kun overvåget. For ude er jeg altid bange for, at andre vil overfalde mig og tæve mig ihjel på de mest grusomme måder. Som en splatterfilm kører det inde i mit hoved. Når jeg handler ind. Når jeg går ned igennem gågaden. Lige meget om jeg er alene eller sammen med en, jeg stoler på. Det giver mig angst og tankemylder. Derfor bruger jeg meget af min tid på at sove. Gerne helt op til 16 timer i døgnet. Det er hårdt hele tiden at være i alarmberedskab. Og selvom søvnen lukker ned for kroppen, arbejder mit sind stadig. Jeg har mareridt hver nat. Det udvikler sig til søvnparalyse. Hvor kroppen er fastlåst, men jeg kan stadig se alt det, der sker, som om det foregår lige her i mit soveværelse, mens jeg driver mellem mareridt og virkelighed. 

En dag gik jeg med et formål. Jeg ville hoppe. Det var en kold og regnfuld oktoberdag. Jeg havde ikke skrevet et afskedsbrev til nogen. For hvem ville lytte til mine ord? Hvem betød jeg noget for? Hvem ville savne mig? Jeg stod på broen længe, tøvende. Jeg var fuldstændig opgivende, men et sted inde i mig, var der alligevel noget, som hviskede – jeg skulle leve videre. Jeg ringede 112. Fortalte dem, at jeg stod på en bro og havde tænkt mig at hoppe. Jeg tænkte, at de ville komme uanset, om jeg hoppede eller ej. Hoppede jeg skulle de rydde op, og hoppede jeg ikke skulle de tage mig med. Jeg blev hentet i en ambulance kort tid efter. Jeg følte mig apatisk. Jeg havde egentlig lyst til at skrige, at de ikke skulle redde mig. De skulle kun redde de liv, som betød noget. Jeg blev indlagt for anden gang. Denne gang lidt længere tid end første gang. Jeg var der en måned. Det havde jeg nok også brug for. Jeg fik endnu en diagnose – skizofreni. Og for første gang gav den mening for mig. 

Det skulle vise sig, at det ikke blev bedre, bare fordi jeg fik en diagnose, som gav mening for mig. I to år var jeg sygemeldt og hjemmegående. Ind og ud af den lukkede, flere gange end jeg kan huske. Årene gik, og jeg blev en af de resterende. En af de unge uden uddannelse. Imens jeg famlede i mørket, så jeg også små lyse glimt af håb for fremtiden. Jeg vekslede mellem at føle mig fortabt og håbefuld. Men også forkert. Jeg passede ikke ind. Jeg har aldrig været på et diskotek, og jeg har aldrig levet det almindelige ungdomsliv. I flere måneder ad gangen så jeg ikke andre end mine forældre. Når de få venner, jeg havde, postede billeder, hvor de hyggede til fester eller nød en god middag, følte jeg mig endnu mere udenfor. Jeg forstår ikke, hvordan andre unge kan holde til både uddannelse, studiejob og fester. Da de andre på min alder blev studenter, sad jeg derhjemme og så vognene med sprudlende studenter køre forbi. Det år min lillebror blev student var svært. Han overhalede mig indenom og fik huen på før mig. Det var en kæmpe mavepuster. Det føltes, som om jeg aldrig kom nogle vegne, som om mine håb og drømme var ligegyldige, for de ville alligevel aldrig gå i opfyldelse. Når de andre på min alder fik jobs og begyndte at læse videre, sad jeg derhjemme. Og hvordan siger man lige, når folk spørger, hvad man laver til hverdag, at man ikke laver noget? At ens tid udelukkende går med at holde sig i live? I mange år sagde jeg til mig selv, en time mere, det kan jeg godt. Jeg kan godt holde ud at leve en time mere. 

Selvfølgelig var der også gode dage. Dage hvor jeg ikke talte timerne. Dage hvor jeg var glad. Jeg skriver ’selvfølgelig’, men det var egentlig ikke en selvfølge. Jeg kæmpede for de dage, hvor jeg var glad. Og når alt føltes tomt, og jeg havde svært ved at se en vej igennem, huskede jeg de gode dage. Jeg gik i den ambulante psykiatri et par gange om ugen. Jeg fik redskaber til at forholde mig til at bearbejde mine vrangforestillinger. Jeg lavede kriseplaner og mestringsøvelser. I psykiatrien havde jeg både samtaler alene og gruppeterapi. Her lærte jeg andre folk at kende, som havde det ligesom mig. Der er flere af de personer, jeg mødte der, som jeg stadig har kontakt til, selvom jeg stoppede i gruppeterapien for mange år siden. Stille og roligt kom der flere og flere gode dage. Det var ikke noget, jeg selv lagde mærke til, men det skete. Det krøb ind i mit liv og blev til min nye hverdag uden indlæggelser og uden alt for mange psykoser. En dag begyndte jeg på min uddannelse, den jeg går på nu. Det er ved at være mange år siden, men snart er det min tur til at blive student. 

Jeg er dog stadig syg. Jeg bliver stadig indlagt engang i mellem, når jeg ikke kan styre tankerne, og når livet bliver for uoverskueligt. Men jeg søger hjælp og får hjælp. Sejr. Når jeg er ude at gå, forholder jeg mig ikke kun til den person, jeg er sammen med, men til alle personerne omkring mig. Men jeg kommer ud. Sejr. Jeg har stadig brug for pauser i min hverdag. Når jeg er til fester, for det kan jeg nemlig nu, laver jeg planer for, hvornår jeg skal holde pauser, og jeg er altid den, der går først. Men jeg kommer afsted. Sejr. Jeg kæmper mig igennem min HF, som jeg tager online, så mit hoved kan følge med. Jeg bliver student til sommer. Sejr. Jeg er velmedicineret og er ikke længere bange for andre mennesker. Sejr. Jeg har drømme og håb for fremtiden. Sejr. Jeg lever. Sejr.

At deltage har en særlig klang. En forbindelse til et forudgående og farvet ”ja”. Her befinder jeg mig ofte. I et anstrengt skæringspunkt mellem begejstring og forfejlede forsøg. Jeg ville ønske, at alle valg var rene. At jeg kunne glæde mig uden samtidig at høre faresirenens altoverdøvende tone. Den sygdomstone, der aldrig dør, men blot er fortsættende…‍

Et helt almindeligt menneske

Jeg har tilmeldt mig en filmworkshop, men er jeg rask nok? Ikke i dag, når jeg tilmelder mig, heller ikke i morgen, men først om en uge eller natten forinden? Størstedelen af tiden er jeg mest en krop og et lille analyserende jeg. Et forsvindende jeg. Kroppen fylder mere end jeg gør. Det er dog en skjult sandhed. Det er hemmeligt, hvor meget jeg lider, og det føles en anelse patetisk, men det gør jeg jo… Jeg siger det bare ikke højt. Jeg præsenterer ikke det kropslige styre, og ved første øjekast ligner jeg jo dig. Et helt almindeligt menneske. En studerende kvinde. En veninde. En hustru. En mor. En filminstruktør. Egentlig et ganske almindeligt væsen med alt, hvad det indebærer. Lidenskab, ønsker og drømme. Alt det, der blev grundlagt ved barnets spæde skridt.‍

Barnets frihed

Min barndom har et skær af trolddom. Et særligt fortryllende forglem-mig-ej. Jeg var fri som barn. Løb uden tanker og analyser. Suste hen over marker uden at tælle mine skridt. Gemte mig i huler, dér, hvor uret ikke tikker. Jeg savner barndommen.

Aarhus beskrives som smilets by, men smilet fortog sig på en frostklar dag i november. Min mor trådte ind i klasselokalet. Stilhed. Stilhed efterfulgt af hastige glimt, en rynket læge, en febrilsk taxa og et sygehus bygget af kanyler. ”Isabel, du lider af diabetes type 1.” Én sætning markerer før og efter. Før behøvede jeg ikke måle og veje hver enkelt handling. For alle handlinger, bevægelser og følelser påvirker sygdommen. Den manglende produktion af insulin er et usynligt skrig – et endeløst skrig, der kun tysses ved en vedvarende kontrol og opmærksomhed. 

Jeg blev udskrevet fra hospitalet. Alle bygninger stod, som de plejede. Vinduer og døre måbede ikke. For det var kun det indre, der havde ændret sig. Jeg trådte ind i fritidsordningens velkendte køkken. Her stod pædagog-Søren omringet af børn. Han æltede dej og dryssede kantede kerner ned i den elastiske masse. Det dynamiske øjeblik blev standset af Michael. En ældre dreng, hvis lyse hår strittede præcis, som tidens mode påbød. Han så direkte på mig: ”Har du ikke bare spist for meget sukker, Isabel?” Det igangsatte en fnisen og dominoeffekt af ”min farfar døde af sukkersyge…” ‍

Det er pudsigt, hvordan en 11-årig pludselig betræder den samme grund som de ældre, udslidte og dødende. Jeg var eftergivende for en stund, lod dem spørge og svarede. Man kan sagtens undskylde børn deres uvidenhed. Desværre klistrer den og sætter sig fast.

Dør jeg tidligt?

Det var forår. Alle detaljer er skrevet under huden. De hastige nedslag i skovbunden. Knækkede grene og prustende heste. Jeg red ubekymret bag min tante. Jeg følte mig til stede i øjeblikket, men sygdom stjæler tid og væren. Lyset sitrede, da hun kiggede på mig og sagde: ”Isabel, du skal ikke være bekymret. Du skal nok blive gammel.” I det øjeblik glemte hun, at jeg blot var et barn. Jeg havde endnu ikke overvejet, at jeg kunne dø tidligere end andre. Det gjorde jeg nu, og det gør jeg faktisk stadig. Skånsomt forvandlede jeg ordet sukkersyge til diabetes type 1. Jeg håbede, at det ville neddysse de bedrevidende, medlidende og rådgivende. Det gjorde det ikke, så jeg blev tavs. Skjulte i en årrække sygdommen. Gik på badeværelset, hver gang jeg skulle tage insulin, og nævnte slet ikke sygdommen.‍

2020

Jeg er nu 28 år og skjuler ikke længere min diabetes på samme måde, men jeg forklarer heller intet. Type 1 nævnes kun, hvis jeg frygter en sygdomsitalesættelse. Jeg tager insulin offentligt. Alle steder. Det er kun problematisk i kjole eller buksedragter. Man skulle jo nødig blufærdighedskrænke hele den aarhusianske gågade. Jeg støder ikke længere ind i de samme forfejlede forforståelser. Elegant navigerer jeg uden om den overfladiske uvidenhed. 

Ambivalensen vibrerer dog. Sygdommen er knivskarp for mig, men som en skygge for alle andre. Man kan ikke se det på mig. Jeg sætter mig selv begrænsninger. Er bevidst om positive dage, udfordrende timer og mulig tilstedeværelse. Jeg organiserer mig. Siger ”nej desværre” eller ”ja,” og mærker kun selv det dårlige blodsukker. Jeg ofrer det balancerede for det livsbekræftende. Ligger efterfølgende med ondt i maven og rystende hænder. Jeg fremstår dermed ”almindelig” eller næsten ekstraordinær, fordi jeg kun viser mig, når energien er sprudlende. Jeg kunne betegne mig selv som en pseudo-funktionel, der hemmeligholder, hvor smertefuldt det er at være under kroppens kontrol.

Sygdomsnætter

I morgen skal jeg til filmworkshop. Natten er sort og stjerneløs. Sygdommen er pulserende og kræver min søvn. Jeg vågner i intervaller, to timer ad gangen, halvt i søvne og halvt vågen. En næsten religiøs sfære formes. Jeg bønfalder dig, lad det ustabile blodsukker stoppe! Men her er ingen guder, kun min krop omslugt af mørke og badet i sved. Min uregerlige, løbske, sitrende krop – og den magtesløse tanke. Bønnen forandrer ikke min tilstand, og helbredelsen vil for evigt udeblive. Det eneste virkelige denne nat er min venten. Når blodsukkeret stabiliseres, kan jeg atter falde til ro, men det kræver tid og tålmodighed. Mørket er bestandigt. Handler jeg for hurtigt eller for langsomt, vælter jeg. Så gentager det sig bare. En nat som denne påvirker hele den efterfølgende dag. Faktisk vil det tage flere dage at genoprette den ødelagte krops balance. Derfor klæber angsten sig til alle valg. ”Jaet” er forpestet.

Lyset skinner ind gennem glaspartiet. Solen er varm og orange. Lokalet er fuldt af filmfolk. Nattens anstrengelser påvirker mig fortsat. Adrenalinen blander sig med blodet. Mit blik løber hen over de tilstedeværende, mens det tårner sig op. Det uovervindelige blodsukker. Mon de ser den piblende sved, der sætter mærker på stolens ryg? Aftrykket fordamper, men vender straks tilbage og råber: Hun er anderledes! Under huden sitrer alle nerverne. Kropsbevidstheden gør situationen uoverskuelig. Jeg venter i usynlig smerte. Stress og adrenalin gør, at insulinen ikke virker optimalt. Huden er simpelthen ikke lige så modtagelig. Stikker jeg nålen ind, løber blodet ud. Jeg har glemt servietter og må løbe ud på toilettet. Pludselig vækkes det gamle ubehag. Jeg føler mig alt for synlig. Det synlige har vi nemlig ret til at vurdere, dømme og (fejl)placere. Jeg kommer ubemærket tilbage og venter (i hemmelighed) på bedring. 

I pausen begynder folk at spise. Det gør jeg ikke. Mit blodsukker er for højt, og jeg må vente. En kvinde sætter sig ved siden af mig. Hun spørger ind til et filmklip, jeg har vist. Jeg svarer, så godt jeg kan, men det høje blodsukker skaber forvirring, hukommelsesbesvær og sitrende nervebaner. Jeg vrøvler og kan ikke rigtig finde sammenhæng i det talte. Det er skamfuldt. Normalt er jeg veltalende, men nu vrøvler jeg foran dette fremmede menneske. Ordene falder ud af min mund som klodser og ufærdige genstande. Jeg formår ikke at forme ordene korrekt. Jeg ser på hende, mens jeg kæmper med udtalen af de enkelte ord. Hun virker til at forstå mig, men det er flovt at miste kontrollen over den simple tale. Mit intellekt kæmper en indædt kamp for at genoprette balancen. Jeg er i øjeblikket ikke mig selv. Jeg har egentlig lyst til at sige: ”Undskyld, men hvis jeg vrøvler lidt, er det, fordi jeg har højt blodsukker,” men jeg gør det ikke af frygt for lange forklaringer.‍

”Den lille, sorte taske”

Efter en lang dag blandt fremmede mennesker er trætheden overvældende. Den kropslige analyse slutter aldrig, og den presses i sociale situationer. Jeg vil så gerne have, at folk ser mig og ikke det sygdomspåvirkede jeg. Det er grimt, men jeg indrømmer, at jeg misunder friheden. At vågne op uden tanke, alarmklokker og insulinnåle i låret. At træde udenfor og gå. Bare gå og aldrig stoppe. At være fri fra ting. Jeg bærer altid rundt på ting, fordi jeg skal, af nød. Uden tingene er jeg i fare. Den simple handling at gå en tur kræver planlægning. Materialet går i forlængelse af sygdommen – blodsukkerapparat, insulin, nåle, brød, juice. Jeg må aldrig glemme noget og skal konstant minde mig selv om de nødvendige genstande. Sygdommen manifesterer sig fysisk i den lille, sorte taske.

Mig

Når jeg taler så meget om mig nu, er det, fordi jeget eller Isabel fylder ganske lidt. Det, der fylder, er et væv af smerte, forskydninger af forfald, evig forberedelse, gentagelse af sygdomshandlinger, sukkersved, udmattelse, ufrivillige rystelser og tågede øjne. Sanserne rives i stykker, flås, mens grænsen mellem jeget og kroppen udviskes. Kroppen agerer som selvstændig, indflydelsesrig autoritet. Den er på ingen måde passiv og tavs. Bevidstheden er ikke privilegeret, den kan ikke bryde ud af kroppens fængsel, dørene er lukkede. Jeg er indskrænket, lænket, fanget af kroppens modstand og en del af et gennemgribende slaveforhold. Sproget er utilstrækkeligt. Kroppen insisterer og ytrer sin magt over mig. Det er et affektivt liv, hvor selve kroppen gør mig tavs, og jeg styrter i afgrunden. Jeg er det pligtopfyldende selv, der følger kroppens grænser og begrænsning af min tilværelse. Vis mig sindets tilflugtssted, og jeg vil være dig evigt taknemmelig.

Mine følelser går ofte i forlængelse af kroppen. Kroppen er en sygdomskrop, og derfor er følelserne eksplosive og grænseoverskridende. Det høje blodsukker fremtvinger vrede og frustration. Det lave blodsukker gør mig grådlabil og sårbar. Kroppens følsomhed skaber ustyrlige emotioner, der bevæger sig ud i rummet og blander sig med min væren. Reaktionerne er legemlige, selvom de føles psykiske. Så snart insulin eller mad stabiliserer blodsukkeret, forsvinder vrede og gråd. Så står jeg nøgen tilbage. Det er forfærdelig svært at gennemskue, hvor de rene følelser befinder sig. At de blodsukkerpåvirkede følelser er kortvarige og slet ikke en del af ”Isabels” følelsesliv. 

Jeg må være ærlig. Hele mit liv har jeg ønsket at fortælle, hvordan jeg egentlig har det. Begæret en reference for min adspredte og forskudte væren. Selvom det er med en vis bekymring for en navlepillende eller narcissistisk opfattelse fra læserens side. Det er en forfinet balance, hvor jeg frygter at blive set som offer, lidende eller i værste fald selvynkende.

Du betyder noget

Der findes selvfølgelig også vidunderlige dage. Det er højst sandsynligt her, vi møder hinanden. Du får nys om alle mine filmprojekter. Jeg danser, når jeg taler, vifter med armene og fremstår som en storslået livsnyder. Jeg er mere energisk end alle andre i lokalet. Det kan være svært at forbinde den fysiske Isabel med den Isabel, der ligger halvkvalt mellem ordene i et hav af sygdomstermer. Derfor forvirrer eller fornærmer jeg dig måske, hvis jeg i fremtiden aflyser eller ganske enkelt må sige fra. Det kan være svært at forstå, at jeg har en krop, der aldrig hviler, og alligevel formår jeg at lave film og være SÅ BEGEJSTRET. Måske fordi du ikke ved, at alting kræver et offer. At al handling kan skabe ustabilitet, derfor må jeg vælge og prioritere. Du er aldrig underprioriteret, og alene det, at vi mødes (om end sjældent), er en ”betydningserklæring.” Du betyder altså noget for mig. Generelt er jeg bare nødt til at sige mere ”nej” end de fleste.

Endeløs længsel

Jeg længes efter kroppens stilhed. Øjeblikket, hvor kroppen er i balance og ikke gør opmærksom på sig selv. Øjeblikket, hvor tanken ikke henviser til kroppen. Hvor jeg kan give slip på kroppen. At være fri fra kropslighed. At være fri fra kontrol. At være fri. Hvor ville det være elskværdigt at være fri. Fri til at sige ja! Når som helst, flere uger forinden eller på selve dagen. At tiden igen blev sat fri og var min og ikke min krops.

Jeg følte mig egentlig tryg inden operationen. Jeg så frem til ikke at skulle have en puls på over 200 flere gange om dagen. Selvfølgelig var tanken om at være vågen under en hjerteoperation skræmmende, men det var min udvej, så jeg tog den og så frem til at komme mere ud i verden. Men man kan vist roligt sige, at denne her byttehandel ikke gik, som jeg havde håbet. Jeg mærkede det, så snart nålen brød huden: en skarp, hvid smerte skød fra hoften ned i mit højre ben, og jeg måtte lukke øjnene hårdt i for at fortrænge katastrofetankerne, der oversvømmede mit hoved. Følelsen var ny og ubehagelig, og forvirringen, der fulgte, var svær at håndtere. Det er svært at forklare. Men det brænder. Enhver berøring føles som lynnedslag; jorden er pludselig lavet af 1000 knivspidser, som jeg må gå linegang over, hver gang jeg tager et skridt. Min konstante overvejelse er, hvor mange knive der kan nå at stikke mig, mens jeg bevæger mig mod min ønskede destination. Men den funktion har rejseplanen ikke fået endnu.

Før operationen kunne jeg alt, og jeg havde ingen grund til at bekymre mig om rejseplanens begrænsninger. Da jeg var 17 år gammel, havde jeg verden for mine fødder og 75 kilometer til Prag. Med ingen andre restriktioner end, hvor langt vores ben kunne bære os, føltes jorden under mine fødder endeløs og pålidelig. Hvert et skridt ramte i den rette takt, og det fortsatte de med, indtil vejen stoppede. Vi kendte vores destination, men hvordan vi kom fra A til B, og hvad vi gjorde i mellemtiden, var helt op til os selv. Jeg savner den frihed. Jeg savner at tage omveje. 

Om natten pakkede vi os ind i soveposer og lå tæt og komfortabelt i telte, som vi selv havde båret. Hverken jeg eller mit ben havde klaustrofobi, mens vi alle sov tæt op ad hinanden i et net af soveposer. Nærheden føltes sikker og varm. Jeg nød følelsen af jorden under mig – en uendelig og tidløs støttepæl, der kun ventede på, at jeg skulle gå både dens længder og bredder mange gange i løbet af mit liv. Kilometerne forløb med let snak – og bestemt ømme fødder, men når vi lagde os om aftenen i vores lille sikkerhedsnet, var det ikke ømhed, vi snakkede om. Kun to år senere, i en hvid seng hævet en halv meter over gulvet et par etager over jordens overflade, havde min ømhed nok været det eneste samtaleemne, jeg kunne overskue: 19 år gammel med en verden strakt ud for min fod som en hån, der mindede mig om alle de byer og oplevelser, jeg nu aldrig ville gå til.

Transformation

Gåsehuden løb som en kold vind op ad begge ben, hvor huden rørte operationsbordet. Det var, som om nålen havde både cuttet og forstærket forbindelsen på samme tid. Jeg vidste instinktivt, at musklerne ikke ville adlyde, hvis jeg bad dem bevæge sig. Benet blev hult og tomt, hvorimod overfladen sitrede og pulserede som elektricitet. Ingen vidste noget, for det var kun mig, der mærkede smerten. Det føltes, som om der løb ild i mine årer, og som om kanylens spids havde været dyppet i benzin, da kontakten resulterede i en eksplosion af uoprettelige skader. Bedøvelsen spredte sig, mens jeg lyttede. Var det kun mig, der var under vand? Eller måske lægen med 30 års erfaring vidste bedst.

Den lille havfrue ofrede sin hale for to ben. Hagen var, at hvert et skridt føltes som at træde på knive, og så fik hun ikke engang sin lykkelige slutning (jeg foretrækker Disneys version, hvor ingen går i opløsning). Jeg fik byttet et hjerte, der ikke kunne slå, til et ben, der ikke kunne gå, og blev kastet ud i en strøm, som jeg ikke kunne svømme imod. Selvom man har et ben, der er blåt, hævet og ude af stand til at bøje, så kan det åbenbart godt tage flere måneder (ja, måneder) at overbevise lægerne om, at ens smerter er virkelige – og meget smertefulde – når man har en så sjælden sygdom, at de eneste behandlingsmuligheder i hele Danmark skal findes, af alle steder, i Glostrup… Puha, træk lige vejret. Jeg var vred, men jeg var, mest af alt, bange. I et stykke tid håbede jeg, at lægerne havde ret, og at det ville gå over. Mest af alt håbede jeg, at min nuværende position ikke ville frarøve mig muligheden for overhovedet at have en ønsket destination. Da jeg lå fastfrosset i hospitalssengen, ønskede jeg intet andet end at ændre min destination til: ikke en hospitalsseng.

Complex Regional Pain Syndrome har ingen bestemt årsag. Jeg fik det pga. et enkelt stik med en nål, mens andre kan glide på badeværelset og vågne op med en arm, der nu står permanent i flammer. Det virker tilfældigt, fordi det er tilfældigt. Stak lægen forkert? Eller var min krop disponeret for CRPS? Det er ikke til at vide, og hvordan affinder man sig så med pludselig at være halv havfrue?

Opløsning

Hver morgen forsøgte min krop at overtale mig til at blive liggende. Hvad var pointen i genoptræning, når alt gjorde ondt og alligevel gik i sneglefart? Sygeplejerskerne på hospitalet kom jo med maden som bestilt, og med non-stop Disney film på TV’et kunne jeg nogle gange formå at slå hjernen fra, så jeg ikke skulle tage stilling til smerter og fremtidsudsigter. Jeg kunne lige så godt lade knivene skære benet af. Så kunne jeg leve mit liv videre som et halvt menneske i stedet. Lige meget hvad, så følte jeg mig ikke hel. Folk kom og besøgte mig. Med ansigter lagt i velovervejede folder trådte de ind for at ønske mig god bedring. På SMS blev der kastet et par fine ord i vandet til mig fra folk, som jeg ellers havde anset som mine venner. Ingen af ordene var ’fine’ nok til at fungere som redningsvest, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne gøre andet end at træde vande.  

Da jeg var 19 og spurgte mig selv, hvordan man accepterer den mest tilfældige tilfældighed, fik jeg mit livs ultimatum af fysioterapeuten: Giv op, eller giv slip. Bliv i din seng, græd dig selv i opløsning, og lad benet fryse permanent til… Eller rejs dig op, græd dig selv igennem 30 meter på et løbebånd sat på hastighed 0,2, og lær at svømme. Giv slip på idéen om det ’normale’. Mens Prag hånede mig på afstand, ønskede jeg intet andet end at give op og gå i opløsning. Da jeg var 19, knap 20, knap moden; men ikke rigtig et barn, ikke rigtig voksen, både og hverken noget som helst endnu – dér troede jeg, at mit liv allerede var slut. For hvor kunne jeg gå hen, når jeg ikke engang kunne gå? Den pålidelige støttepæl var kæntret, og det gik op for mig, at jeg stod på usikker grund. Det var svært at finde motivation til at gå over gyngende grund, når jeg ikke engang kunne være sikker på, om jeg kunne se frem til en H.C. A-slutning eller en Disney-slutning. Selvom svaret på ultimatummet var klart for mig, så var beslutningen utrolig meget nemmere at tage end de få skridt fra væg til væg i genoptræningsrummet. Men når min fys satte et koldt glas saftevand klar som dagens belønning, så plejede benet at have lidt nemmere ved at holde ud.

Det lille menneske

Jeg bryder mig normalt ikke om at introducere mig selv ved at snakke om sygdommen først, for jeg hader at træde vande. Hvis du kender CRPS, før du kender mig, så har folk ofte svært ved at forstå, at min personlighed bygger på den, jeg var før operationen. Pludselig er jeg bare ’hende med benet’. Hvis min introduktion lyder ”hej, jeg hedder Eva, jeg er 23 år gammel, og jeg har CRPS”, så er folks naturlige første instinkt enten at spørge: ”Hvad er CRPS” eller, i det usandsynlige tilfælde, at de ved, hvad CRPS er, at sige: ”Men du er jo så ung.” CRPS betyder, at mit ben altid gør ondt. Altid? Ja, selvom ’enhver berøring føles som lynnedslag’ er en overdrivelse, så siger man jo, at overdrivelse fremmer forståelsen. Det gør i hvert faldt ondt. Den anden ting er: Ja, jeg er ung. Jeg ved ikke, om jeg burde have en form for forklaring parat. Min eneste forklaring er, hvad jeg har fortalt: En læge stak en nål i min hofte, og nu har min rejseplan en begrænsning på 3 km om dagen. 

Se, jeg har forsøgt med nogle hjemmeforsøg på Tinder (man er vel ung): Jeg har prøvet ’’inden du møder mig, skal du vide, at jeg har svært ved at gå, fordi jeg har en kronisk smertesygdom”-teknikken; ”FYI, så har jeg noget med benet, så du skal ikke tage dig af, at jeg tager højre sko af under bordet”-teknikken, og endda ”du kan få en tur i min kørestol, hvis du spiller dine kort rigtigt”-teknikken. Som du nok kan tænke dig, så resulterer de teknikker ikke så tit i møder, og når de gør, er det typisk mere foredrag end dates, hvor jeg svarer på spørgsmål som ”hvad gør mest ondt at have på, skinny jeans eller joggingbukser?” Ofte har jeg lyst til at sukke og svare, at det, der gør mest ondt, er kedelige samtaler. Måske du vil vide, at når jeg vågner om morgenen, så har jeg slet ingen bukser på. Eller var det for meget? Jeg er en åben bog (bogstavelig talt lige nu), og du har selv valgt at læse. 

Det var vandets overflade, som jeg selv måtte bryde: det er altid den første berøring, der gør mest ondt. Den første tid på hospitalet. De første meter på løbebåndet. De første skridt hver morgen, og de første sekunder, når skoen sidder på foden. Lige når vandet kommer i kontakt med foden, mærker jeg elektricitet. Men hvis jeg bare gør det langsomt og roligt og træder stille ned, kan jeg godt komme helt under. Og når jeg først har hele kroppen i, og nerverne vænner sig til omgivelserne, kan vægtløsheden føles helt befriende. Det lyder metaforisk, og det er det på sin vis også, men det er også sådan, det rent faktisk føles for mig at svømme. En sølle menneskefod skal ikke afholde mig fra vandet.

Et sikkerhedsnet

Jeg ER ikke min sygdom. Jeg ved, at den her historie selvfølgelig skal handle om den, men den handler også om MIG. Det skal jeg også minde mig selv om: CRPS var noget, jeg fik for tre år siden, men det kan være svært at forstå, at mit liv engang har været andet end hospitalsbesøg, fysioterapi, psykolog, kørestol, krykker, kompensationsansøgninger og ærgerlige undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kan tage med ud i byen fredag aften. ”Mit ben gør ondt, og jeg er træt” er min ærlige undskyldning, men jeg mærker folks suk igennem deres svar. Jeg sukker også tit selv. Jeg vil så gerne, og jeg kan meget. Nogle gange ønsker jeg, at folk omkring mig også kunne give slip. Jeg kan ikke gå til Prag i dag, men hvis vi tager kørestolen med, så kan jeg sagtens tage på hyggetur gennem Strøget.

Jeg kan også stadig tage omveje. Jeg kan sætte garn på strikkepindene og bilde mig selv ind, at jeg skal strikke et sjal, og fire timer senere sidder jeg med et par lyseblå sutsko, fordi min kusines dejligste søn afbrød min tankestrøm. Jeg ved ikke, hvor tiden bliver af. Det er, som om den mentale distance fra idé til virkelighed er kortere, når jeg laver ting med mine hænder. Når det rammer mig, kan jeg sidde længe og næsten ikke mærke min krop. Det er følelsen af at have en idé om, hvor A og B ligger, men hvordan sikkerhedsnettet skal strikkes, er helt op til mig: Det er min pålidelige livline, og jeg stoler på, at det ikke kæntrer. Min fys ville give mig en løftet pegefinger og spørge, om jeg ønsker rygproblemer oven i mit havfrueben, når jeg igen har brugt en eftermiddag i en tilfældig yogaposition på at færddigøre mit projekt. Jeg slår mig selv på låret (det venstre, selvfølgelig, jeg er ikke masochist!) for at komme op at stå. Den kvinde gav mig livsglæden igen. Hun lærte mig, hvordan jeg skulle tackle de fysiske effekter af min sygdom, og gjorde det muligt for mig at udvikle mig. Mit hoved kan stadig være oversvømmet nogle gange, og det kan føles, som om det er den mentale rejseplan, der ikke virker. Men jeg har fundet et anker i den kreative frihed. Jeg har et anker i mine venner, ét i min familie, og mange flere i alle de muligheder, jeg stadig kan udforske. 

Jeg er en forvansket version af den lille havfrue. Mine omstændigheder ledte mig til en ulige byttehandel, og resultatet er, at jeg går på knive. Folk siger, at de hører mig, når jeg siger, at jeg har ondt. At de forstår, og at det er okay, at min rejseplan ikke altid virker ligesom deres. Der er ingen, der har stjålet min stemme, så jeg ønsker blot at blive lyttet til. Jeg gør alt, hvad jeg kan. Min historie ender ikke med, at jeg skal opløses i havet, når min prins forelsker sig i en anden. For det første er der ingen prins i min historie, kun ganske borgerlige mennesker, og for det andet, så har jeg ingen intentioner om at gå i opløsning. Jeg kan godt røre vandet. Jeg kan gå igen, jeg kan cykle, jeg har sko og strømper på, og satanedeme om jeg ikke også har formået at have bukser på hele dagen. Jeg har brudt mange overflader de sidste år. Jeg er i vandet nu, og selvom jeg ikke har en hel havfruehale, så skal jeg nok formå at fortsætte fremad.

“Writing is not life, but I think sometimes it can be a way back to life” 
- Stephen King

Jeg elsker at gå i skole, og jeg har altid været god til det faglige. Det har dog vist sig at være sværere for mig at få en uddannelse, end jeg engang troede. 

For livets mange op- og nedture har spændt ben for mig, og jeg har aldrig passet ind i systemets fine kasser. Men det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg har lyst til.  

Det, jeg har lyst til, er at skrive bøger.

Borderline og mig

Efter flere år som svingdørspatient i psykiatrien, utallige lægebesøg, samtaler hos healere, en enkelt coach og mange forskellige fejldiagnoser, fik jeg endelig som 24-årig diagnosen “borderline personlighedsforstyrrelse”. Derudover, har jeg en cocktail af angst, depression, PTSD og en spiseforstyrrelse. 

Borderline er nærmest uforklarligt, men kort sagt betyder det, at jeg har været udsat for nogle traumer, der gør det svært for mig at kontrollere mine følelser. 

Tusinde tanker køre i mit hoved konstant. Jeg får panikanfald, så ekstreme, at jeg føler, at mit hjerte stopper, og jeg har perioder, hvor depressionen tager over, og alle muskler i min krop føles som ler.  En simpel handling som at stå ud af sengen bliver som at bestige et bjerg, og det føles umuligt at komme ud af. 

Jeg har altid haft følelserne uden på tøjet, specielt min vrede, og det var nok også derfor, jeg fik titlen som klassens humørbombe i gymnasiet. ‍

Mobning, skolen og depression

Før jeg fortæller om gymnasiet, vil jeg tage jer en tur tilbage til, hvor det hele startede, nemlig folkeskolen. Min folkeskoletid kan for mit vedkommende sammenlignes lidt med at blive kastet direkte ned i helvedes flammer, igen og igen. Ej, jeg overdriver måske, men børn kan virkelig være ondskabsfulde…

Jeg har altid været følsom eller særligt sensitiv, om man vil. Noget, som de andre elever hurtigt opfangede, og dermed blev min sensitivitet en skydeskive for deres “drillerier”, som lærerne kaldte det. 

Jeg blev kaldt alt fra grim, tyk og dum, til klam, åndssvag og uværdig til at leve. 

Jeg blev slået, sparket, skubbet, eksluderet og bagtalt.

Jeg blev holdt op af en mur sammen med to andre, hvorefter de store drenge tyrede dødbolde efter vores hoveder. Jeg tror jeg har været 8 år, og når man er så lille, føltes en 6. klasses dreng som en voksen. Jeg husker dem som enorme kæmper, og deres grin ringer stadig i mine øre, når jeg tænker på det.  

Da jeg i 3. klasse blev låst inde i et boldskab af nogle piger fra klassen, oplevede jeg for første gang et panikanfald. 

Skolen blev et sted, jeg var bange for at være, et sted hvor jeg følte mig helt alene i verden, og hver dag var en kamp for at overleve.

Mine forældre prøvede alt for at stoppe mobningen, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange de var til samtaler med ledelsen om min trivsel, og hvor mange gange min far har trampet op på skolen, fordi jeg igen kom hjem med tårer i øjnene. Lærerne gjorde ingenting for at hjælpe, tværtimod fik jeg skæld ud for at være sensitiv. 

Jeg husker tydeligt min lærer sige: “Jeg tror det ville være nemmere, hvis du bare var ligesom de andre piger i klassen.” 

Hun gjorde det at være anderledes til en dårlig ting, og jeg tog desværre hendes råd. Efter en håndfuld skoleskift, begyndte jeg selv at mobbe. Når jeg tænker tilbage på det, var det nok som en form for kill or be killed tankegang, og så var jeg jo pludselig ligesom “de andre piger”. Det var dumt og noget, jeg stadig skammer mig over i dag. Jeg havde faktisk meget til fælles med dem jeg mobbede, og jeg ville ønske jeg bare havde været venner med dem i stedet. 

I sidste ende nåede jeg igennem folkeskolen, dog ikke uden ar på både krop og sjæl, samt et bjerg af trust issues og lavt selvværd. ‍

Røvhuller og Rollemodeller

Jeg mødte op til den første dag i gymnasiet med helt andre briller på end i folkeskolen. “Jeg var stærkere nu,” fortalte jeg mig selv. “Der er aldrig nogen, der kan såre mig igen.” 

Min skolegang havde givet mig troen på, at alle ville gøre mig ondt, hvis jeg lukkede dem ind. Så jeg opbyggede en hård facade, og selvom jeg havde nogle få venner, følte jeg mig ensom.

Min borderline, som jeg på det her tidspunkt ikke kendte til, viste sig i vredesudbrud og panikanfald, noget jeg ikke kunne gemme for de andre elever. 

Jeg blev stemplet, som en man ikke skulle komme for tæt på, hvis man ikke ville have hovedet bidt af. Jeg var deprimeret og vred hele tiden. Jeg følte mig ligegyldig og min daværende kæreste sagde på et tidspunkt til mig: “Jeg glemmer, at du eksisterer.” Jeg kan godt se nu, at han sagde det, fordi han var et røvhul. Men min teenagehjerne omformulerede det hurtigt til, at alle glemmer mig, at ingen kan lide mig, og jeg intet er værd. Det satte et ekstra skub i min depression. Jeg fik selvmordstanker og brugte meget af min tid på hash og whiskey i larmen på Crazy Daisy. 

Dog færdiggjorde jeg på magisk vis min HF med topkarakterer. 

Det var ikke sket, hvis ikke jeg havde de bedste forældre i verden, der ville gøre alt for at se mig glad. De så min smerte, og jeg fik hjælp. Både fra dem, fra psykologer og fra en helt speciel lærer:  Henrik Selch, som gav mig troen på, at jeg sagtens kunne opnå mine drømme, og at jeg var langt mere værd, end jeg gik og troede. Det forsikrede mine forældre mig selvfølgelig om dagligt, men jeg tror, at jeg havde brug for at høre det fra en, der ikke var obligeret til at kunne lide mig. 

På grund af hans tillid besluttede jeg mig for at arbejde med udsatte børn og unge, så jeg kunne være der for dem på samme måde, som han var der for mig. 

Jeg startede derfor på socialrådgiverudannelsen, men måtte efter blot 4 dage acceptere, at 200 mennesker i samme lokale var lidt for meget for min angst. 

Jeg droppede ud og forsøgte mig med forskellige jobs og praktikpladser, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg skulle være skolelærer. 

Læreruddannelsen skulle dog vise sig at være en lige så svær tid. 

Min depression, angst og borderline var på højtryk, og jeg fik nærmest ikke et minuts ro i hovedet. Det var også her, jeg mistede den vigtigste person i mit liv. ‍

Min gamle ven døden

Jeg kender døden, alt for godt; jeg har set den mange gange. Så meget, at den efterhånden begynder, at føles som en gammel ven. En ven, der lidt for tit kommer på besøg og tager alt for meget med sig, når den går. 

Jeg mistede min farfar, farmor og morfar, da jeg var barn. Jeg husker dem ikke så godt, men jeg husker døden, eller rettere, den følelse døden har det med at medbringe. 

Den tunge følelse af savn og tristhed, der hænger over en som en mørk skygge. Følelsen af at have en sten i maven, der langsomt trækker en ned under vand, så man ikke kan trække vejret. Den følelse.

Min mormor som uden tvivl var min bedste ven, blev taget af kol kort inden min konfirmation. Ikke længe efter tog vodkaen min morbror, og da jeg som 22-årig lærerstuderende sad i min lejlighed i Silkeborg omkring kl. 21.00, bankede det på døren. 

Det var min faster og onkel. Jeg husker tydeligt min fasters stemme, da hun sagde, at min mor havde fået hjertestop. Min mor lå i koma i 7 dage.  Jeg ønskede ikke at besøge hende på stuen, da det på en eller anden måde, ville gøre det hele mere virkeligt. Jeg ville vente med at se hende, til hun vågnede. Det gjorde hun bare ikke. Hendes hjerte bankede igen, men de kunne ikke vække hende. 

Køreturen til hospitalet, den dag vi slukkede for maskinen, føltes som en evighed. Jeg vidste, at jeg nu skulle se min mors ansigt for allersidste gang.  Det er ikke noget, man nogensinde kan forberede sig på. Min faster tog min hånd, og sammen gik vi ind på værelset, hvor hun lå tilsluttet en respirator, der hjalp hende, med at trække vejret. Jeg kyssede min mor på panden og forlod rummet efter et minuts tid. Jeg ville ikke huske hende på den måde. Jeg tænkte, at  jo kortere tid, jeg var derinde, desto mindre ville jeg huske hende, liggende i en hospitalsseng. Jeg ville huske hende som den livsglade, stærke rock mamma, hun var. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke blev ved hende længere.

Grief

I’ve changed the way I view my demons. 

At first they felt heavy, making it almost impossible to breathe. 

They were loud like cannons and sharp like swords. 

It felt like an ongoing war, but I had no shield to protect myself and nowhere to run. 

Because you can’t hide from yourself. 

I was terrified of them. 

When death continuously came knocking on my door, to take away the ones I love, a part of that fear disappeared. 

I realized who the real enemy was…

Grief. 

My demons became my soldiers, my allies, and my friends. 

However, I will never fully trust them. 

I keep them on a leash, close to my chest as I prepare to fight the face of death, until the day it finally comes knocking for me.‍

• Xara Berg

Hvem er jeg?

Efter min mors død mistede jeg alt. Min lejlighed, mange af mine venner, min uddannelse og min livsglæde. Jeg var også nødt til at sige farvel til min kat og min hund. Det var hårdt! Ekstremt hårdt. Jeg vinkede farvel til drømmen som lærer og begyndte i stedet på pædagoguddannelsen. Det var egentligt først her, jeg officielt ramte bunden, eller rettere sagt 400 meter under bunden. 

Sorgen over min mor og stressen fra uddannelsen samt min endnu ikke diagnosticeret borderline gjorde, at jeg gik psykisk ned. Når det føles, som om man hænger i en sytråd mellem livet og døden, bliver alt andet ligegyldigt.  Det var svært at overskue et job eller en uddannelse, når borderline, sorg og daglige panikanfald, styrede mit liv.  

Store spørgsmål som meningen med livet og “hvem er jeg?” kørte rundt i mit hoved, og at fortsætte på en uddannelse, jeg ikke var 100% sikker på, virkede helt absurd. 

Samtidig var jeg heller ikke sikker i min seksualitet. Jeg kom ud som biseksuel og senere panseksuel, selvom jeg egentlig er lesbisk. Jeg prøvede i mange år at undertrykke min seksualitet, fordi jeg troede, det ville være nemmere, hvis jeg nu også bare var til mænd. Jeg sultede mig selv, dømte mig selv og blev min egen værste fjende. Jeg mistede flere gange troen på mine evner. Jeg mistede mine værdier og synet på, hvad der var vigtig… Jeg mistede mig. 

Fremtiden?

Igennem mine 25 år er jeg blevet misbrugt, banket, isoleret, nedgjort, undertrykt og behandlet som et ligegyldigt objekt. Jeg har mistet mange, jeg holder af, og jeg har været i daglig krig med mit eget hoved i mange år. 

I lang tid var succes for mig noget, som andre kunne se op til, og en del af mig ville have, at andre var misundelige over mit liv. I dag, betyder det intet for mig. Efter, at jeg startede i terapi, er jeg begyndt at finde mig selv igen. Jeg er meget gladere i dag. Jeg får behandling i en gruppe for borderline patienter, og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg har lært, at livet er kort, og lige pludselig kan det hele være slut. Jeg har lært, at status ikke betyder noget overhovedet, for uanset om jeg er hjernekirurg eller arbejdsløs, vil de mennesker, hvis anerkendelse jeg engang stræbede efter at få, stadig tale dårligt om mig…og hvad så? Jeg ændrer mig aldrig igen for andres ligegyldige meninger, for jeg elsker mig selv og den person, jeg er blevet. Jeg må erkende, at det ikke er sikkert, jeg nogensinde får en uddannelse. Det er ikke sikkert, jeg kommer til at tjene gode penge eller vinde nogle priser, og det er okay!

Jeg har accepteret, at jeg er nødt til snakke om mine traumer og heale, før jeg kan hjælpe andre. Jeg har ikke fejlet. Jeg har bare valgt en anden vej, og jeg er rigtig glad for de chancer, jeg har taget. Jeg har lært så meget om mig selv og verden omkring mig. Alle de ting, jeg har oplevet gennem livet, har sat ar på min sjæl. Det har været ekstremt hårdt, og til tider var livet svært at overskue. Men de oplevelser har lært mig at holde fast i mine værdier og stå op for mig selv. Jeg siger min mening, om andre kan lide det eller ej, og jeg har ikke tænkt mig at være stille, nogensinde igen. Jeg har intet arbejde og ingen uddannelse, men jeg har et godt liv. Jeg er kærester med en fantastisk kvinde, jeg har en far, der er stærkere end nogen anden, og som vil gøre alt for mig. Jeg har et sted at kalde mit hjem, en sund krop og en drøm at holde fast i. Det er godt nok for mig! Jeg ved, hvem jeg er, og hvor jeg har været, men ikke hvor jeg skal hen. 

Min drøm er dog at blive forfatter, for bøger er for mig en “escape”. Det er en verden, hvor intet kan røre mig, og kun fantasien sætter grænser. Det er som en kikkert ind i forskellige universer, fyldt med spænding og magi. Når jeg skriver, forsvinder verden omkring mig, og selvom jeg normalt skriver fiktion, er der altid noget realisme forbundet med det. Jeg skriver om spøgelser og dæmoner, om vampyrer og troldmænd, men også om døden, traumer og sorg. For det er ikke rigtig en historie uden alt det svære, og sådan er livet også. 

Med hensyn til fremtiden er uddannelse ikke så vigtigt. For når livet virkelig rammer, er det familie, venner og ikke mindst mig selv, der betyder alt!

Når jeg synger, spiller på klaverets tangenter og står på scenen blændet af lyset, så flyver jeg. Det føles i hvert fald sådan. Jeg er fri fra smerter, sygdom og hvem jeg er til hverdag. Alligevel er jeg mere mig selv end noget andet tidspunkt. Jeg er fri. Musikken er mit terapirum, det sted jeg kan udtrykke mig selv. Fri som en fugl.

Jeg er ikke en fugl, men hvis jeg var, ville jeg ikke kunne flyve. Jeg er bundet af mine begrænsningers lænker. Og fordi jeg ikke kan flyve, bliver jeg efterladt af flokken. Overladt til at finde min egen vej fremad.

Barndommens stemme spøger stadig

Som barn tænkte jeg, at dét at være syg og ikke kunne klare et job, umuligt kunne ende lykkeligt. Hvis du ender dér, i kommunens hænder på grund af sygdom, så er det bare ærgerligt. Jeg fik opbygget en fortælling om, at hvis du er syg og havner i systemet, så er du fanget, du kan ikke komme videre, og endnu værre; du kan ikke folde dine vinger ud og udleve dine drømme. Du er bare overflødig, en ubrugt ressource. Meldt ud af hverdagen, det normale liv og samfundet. Du er fanget i limboland og bliver kaldt: en af de resterende. Jeg voksede op med en plads på første række til den fortælling, og jeg ville for alt i verden ikke ende sådan. Dét har gjort det svært for mig at acceptere mine egne begrænsninger.

Når man ikke selv vælger at være udenfor

Allerede tidligt i folkeskolen havde jeg brug for hjælp til mine udfordringer, og jeg fik undrende blikke fra de andre børn på grund af den tydelige særbehandling. Mine sygdomme var nemlig  usynlige og min krop lignede de fleste andres. De kunne ikke se eller forstå, hvorfor jeg skulle have særbehandling, og jeg mødte fra nogen også mistro over for mine behov. På de fleste punkter var jeg en helt almindelig pige med almindelige fremtidsdrømme, men jeg følte mig dog langt fra almindelig. Jeg oplevede tidligt, at jeg ikke kunne klare en normal hverdag, som de fleste. Det har taget mig mange år at lære at sætte grænser og forstå mine behov. Jeg har altid lyttet til dem, men jeg har alt for ofte ignoreret mine behov. Måske er jeg bare stædig? Stædig efter at opnå den almindelige fremtidsdrøm. Stædig efter at kunne flyve sammen med de andre i flokken. Eller måske er det på grund af den overbevisning fra min barndom? Jeg har ikke lyst til at være krævende, være en byrde, være besværlig, være udenfor, være resterende. Jeg holder dog fast i håbet om at få en almindelig hverdag. Det er min styrke og drivkraft, at jeg ikke har lyst til at blive særbehandlet. Men jeg har været kronisk syg siden jeg var barn, og har ikke kunne opretholde en hverdag som de fleste, uden at prisen er mit helbred. Så skal jeg bare give op og acceptere, at jeg er en af de resterende

Når kroppen ikke fungerer, som den skal

Da jeg var 12 år, fik jeg konstateret børneleddegigt efter flere års udredning. Senere kom diagnoserne endometriose, rosacea, og colitis ulcerosa også til. Colitis ulcerosa, også kaldet blødende tyktarmsbetændelse, gjorde, at jeg brugte meget af min gymnasietid på indlæggelser og bivirkninger fra forskellig medicin. Min far måtte tage fri fra sit arbejde i perioder og jeg husker det som en tid med meget skyld og skam, fordi jeg havde brug for støtte. Intet hjalp og til sidst blev min tyktarm fjernet og sygdommen blev udskiftet med en tyndtarmsstomi, hvilket reddede mit liv. Jeg er taknemlig for min stomi. Jeg accepterede den hurtigt og er heldigvis god til at håndtere, at jeg skal have en pose på maven resten af mit liv. Jeg går stadig i svømmehallen, har det tøj på, jeg har lyst til og bader på stranden. Jeg fik mere af livet tilbage, da jeg fik min stomi, men alligevel har jeg følt, at jeg har mistet en del af mig selv.

I dag volder mit arvæv fra operationerne mig en hel del smerter, når jeg bruger kroppen eller bare sidder på en stol lidt for længe. Jeg lever dagligt med kronisk træthed i kroppen. De fleste dage føles det, som om jeg bevæger mig i cement, og jeg har daglige smerter i muskler, led, ryg og i arvævet fra mine stomioperationer. Min krop oplader meget langsomt og bruger energien alt for hurtigt. Nogle dage er jeg stædig og bruger kroppen alligevel – til noget, jeg gerne vil. Når jeg gør det, bliver jeg tit overrasket over straffen i form af smerter og træthed, der kommer. Det er en evig kamp om balance, hvor frustrationen over mine begrænsninger nogle dage fylder alt. Jeg har svært ved at acceptere, at sådan er det bare. Men jeg vil ikke leve i et konstant mellemstadie, hvor jeg skåner min krop, men aldrig får lavet noget af det, jeg gerne vil. Det er om at finde en balance, hvor jeg kan være på toppen og acceptere, at det betyder, at jeg en gang imellem ender på bunden. Andre gange må jeg acceptere bare at være i mellemstadiet.‍

Min vej til at være resterende‍

Jeg startede på et musikgymnasium i 2014 og blev først færdig 4 år efter. Muligheden for at tage nogle af fagene hjemmefra som e-learning var en stor hjælp. Efter gymnasiet begyndte jeg på en kreativ uddannelse, fordi det kreative ofte giver mig mere energi end det tager. Dog mærkede jeg hurtigt, at det var for hårdt for min krop, så jeg måtte droppe ud, da der ikke var nogen mulighed for at studere på deltid. Derefter fik jeg et job i en butik otte timer om ugen, og var utrolig glad for det. Min boligsituation ændrede sig desværre, og jeg måtte arbejde omkring 25 timer om ugen for at klare mig økonomisk. Det holdt få måneder, hvor min krop knækkede helt sammen med stress, brok over stomien og stærke kroniske smerter. 

Der skulle meget til, før jeg ”gav op” og dét at ”ende i systemet” så jeg slet ikke som en mulighed. Også selvom jeg dagligt kastede op af smerter og tog morfin for at klare arbejdet. Mit syn på det ændrede sig efter en snak med en veninde, som sagde: ”Slip den dårlige samvittighed. Jeg ville være så lykkelig, hvis mine skattepenge gik til, at du kunne få det bedre. At du kan få hjælp til en hverdag, du kan holde til.” Herefter indså jeg, at det er okay at tage imod hjælp fra andre. Jeg sygemeldte mig i december 2019 og har været i systemet siden.‍

Hvad tænker de andre?‍

Jeg føler tit, at jeg skal forsvare mig, når jeg fortæller, at jeg er i ressourceforløb. Oftest undlader jeg helt at fortælle det. For hvordan skal man forklare: ”jeg er finansieret af kommunen” til nogen, man lige har mødt? Det føles, som om der er en stor kløft mellem min og deres virkelighed, og jeg prøver at lade som om, den ikke er der, fordi jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg ikke har en krop, som kan holde til særlig meget. At min drøm er ekstra svær at indfri. At jeg får mine penge fra det offentlige. Og jeg bliver frustreret, fordi jeg gerne vil, men ikke kan – det er ikke min indstilling, men min erfaring. 

Det er både en fordel og en ulempe, at mine sygdomme er usynlige. Det er en fordel, fordi jeg kan lade som om, jeg er normal. Jeg kan blende ind og glemme lidt om mine sygdomme for en stund. Men dér kan jeg heller ikke undgå at føle mig splittet i to, som om jeg lever to forskellige liv. At jeg ikke kan være 100% mig selv. Ulempen ved mine usynlige sygdomme er, at jeg tit bliver mødt med manglende forståelse eller rummelighed, og nogle gange endda også mistro, når jeg prøver at fortælle, hvordan jeg har det. ‍

En spildt ressource‍

Hvordan skal jeg nogensinde komme videre i mit liv? Det er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv utrolig mange gange. Jeg føler ofte, at jeg lever i limbo. En konstant venteposition for at komme videre. En fugl, der ikke kan følge med, og derfor sidder fastfrosset uden at vide, hvordan man kommer fremad, hvordan man finder vej og hvad der overhovedet er den rette vej at gå. For hvor skal man hen? 

Jeg føler mig fastholdt i en hverdag, min krop akkurat kan overskue og holde til, men jeg får ikke noget meningsfuldt ud af det. Jeg har følt mig tilovers og som en spildt ressource. Jeg kan klare de sædvanlige opgaver som rengøring og madlavning i et roligt tempo med plads til pauser. Men er det bare det, mit liv skal gå ud på? 

Jeg har en stor længsel efter mere, meget mere, men hvordan kan jeg få det, hvis min krop dårligt nok kan opretholde et minimum af standardopgaver? Den plan jeg fik lagt med mit ressourceforløb, virkede umulig at komme i gang med, for hvordan skulle jeg komme i gang med træning eller arbejdspraktik, når transporten derhen ville kræve stort set al min energi? Hvordan skal jeg komme ud af limboland? ‍

Jeg er nødt til at være kreativ for at få det til at fungere‍

Musik har altid været en grundsten i mit liv. Når jeg synger og skriver musik, er det mit terapirum og mit åndehul. Jeg får afløb for mine følelser, og jeg glemmer alt om sygdom. Det er det sted, hvor jeg føler, at jeg kan flyve, og jeg er fri for en stund. Jeg har elsket musik og at være kreativ, så længe jeg kan huske. Hvis ikke jeg havde haft mine begrænsninger, så ville musikken sikkert ikke have fyldt så meget. Jeg ville ikke have haft tiden. Det er jeg glad for i dag. 

Jeg har jo ressourcer at bruge, og jeg vil rigtig gerne bruge dem. Jeg er et kreativt menneske, som gerne vil skabe noget meningsfuldt og gøre en forskel for andre mennesker. Men jeg har svært ved at gøre det inden for de rammer og veje, der er skabt og bruges i samfundet og systemet. Jeg skal ikke kun være kreativ med musikken, men også konstant tænke kreativt for at finde andre måder og veje at gøre ting på, når jeg møder en mur. Det er svært og energikrævende at skulle være så omstillingsparat hele tiden, for jeg føler mig aldrig på vej mod målet, fordi jeg hele tiden skal finde nye omfartsveje. Jeg må acceptere, at jeg ikke kan flyve, men jeg kan gå lidt, hoppe lidt fremad, komme frem i mit eget tempo, på min egen måde. Det er bare svært, når systemet ikke understøtter andre veje.‍

Tør jeg satse på min drøm?‍

Min drøm er at gøre en forskel gennem sang og musik. At min historie kan inspirere andre til at følge deres drømme, selvom vejen derhen virker umulig. Jeg har en drøm om at komme på konservatoriet en dag, men chancen for at klare en fuldtidsuddannelse virker ikke så sandsynlig for mig. Jeg ville ønske, at der var bedre muligheder for at tage de videregående uddannelser på deltid eller at de lettere kunne tilrettelægges ud fra den enkeltes behov. 

Jeg føler mig så heldig, at jeg har en sagsbehandler i mit ressourceforløb, som ser mig, støtter mig, tror på mig og lytter til mig. Der bør være flere som hende. Hun gør, hvad hun kan for at hjælpe mig med at forfølge min drøm, men kommunen er også begrænset af bestemte rammer.

Lige nu har jeg fået lov og ro til at tage et deltidskursus, som er konservatorieforberedende, og som jeg har drømt om siden gymnasiet. At være i gang med kurset hjælper mig ud af limbolandet, men der følger en masse usikkerhed med. Hvad nu, hvis det går galt? Hvad, hvis jeg bliver nødt til at stoppe mit kursus før tid en dag? Hvad, hvis kommunen stopper med at støtte op om det? Hvad, hvis jeg en dag kommer ind på konservatoriet og bliver nødt til at droppe ud, fordi min krop ikke kan holde til det? Jeg ved ikke, om jeg kan overleve at få knust mine inderste drømme. Så meget har fejlet tidligere. Hvad, hvis jeg ikke kan gøre det, som giver mit liv formål, bare fordi jeg ikke kan passe ind i rammerne?‍

Den skjulte gave

Jeg har lært at finde en accept i at være med på min egen måde. Acceptere, at jeg ikke kan flyve og må komme fremad på min egen måde, og håbe på, at det går op og kan lade sig gøre inden for systemets rammer. Det er selvfølgelig utrolig ensomt, men hvis jeg havde kunne flyve med alle de andre, så ville jeg have gået glip af mange ting, som jeg i dag ikke vil være foruden. Fordi jeg er nødt til at gå i stedet for at flyve, så ser jeg livet og verden på en helt anden måde og får set afkroge, som kun få ser. Jeg har personligt lært så meget om livet, verden og mig selv. Jeg tør se mennesker i øjnene, være til stede, rumme min egen og andres smerte, sorger og glæder. Dét er den største gave. Jeg har oplevet, at man kan bidrage til verden og samfundet på en værdifuld måde ved bare at være til stede. Gøre en forskel i nuet. Når man ikke har travlt med at flyve med flokken, er der tid til at lære sig selv at kende på et meget dybt niveau. Jeg har mistet meget, men har også vundet meget. Jeg vil ikke være foruden mine begrænsninger og frustrationer, foruden håbet, musikken og mine drømme. Jeg er en sangfugl, der ikke kan flyve, som de andre kan, men jeg kan gå på mine fødder. Et lille skridt hver dag.

Skrevet i noter d. 19. april 2022 kl. 13:54

Jeg drukner i rutineprægede retoriske spørgsmål:
”Du har fået post fra det offentlige. Log ind på e-boks for at læse beskeden.”
Aktiveringstilbud,
more like aktiveringstvang.
Har aktiveringstrang, men jeg er syg.
Et sygt system, der gør syge sygere.
3 år med:
”Vi skal hjælpe dig med at finde ud af, hvad du vil, og hvordan du kommer derhen.”
Jeg vil være rask, og I hjælper mig ikke.
Får kvalme ved hvert nye ansigt;
de har alle det samme stramme smil malet i ansigtet, som var de produceret på et samlebånd.
Og de spørger alle sammen om de samme ting:
”Ved du, hvad du vil?”
Ja, jeg ved.
”Nå, men ved du, hvordan du kommer derhen?”
Ja, jeg fucking ved.
Jeg har brugt 3 år på det her lort.
Jeg er blevet en robot i den store fabrik,
et produkt, der skal spyttes ud hurtigst muligt.
Men hvordan kan nogle højtuddannede være så absurd tykpandede, at de ikke fatter, at de
standser mig i processen?
Holder mig fanget i en fængselscelle af paragraffer og regler?Et sølle liv for en sølle pige,
er det mon dét, jeg fortjener?
At blive straffet af mit eget velfærdssystem,
fordi jeg ikke lever op til deres rammer om velfærd?

Det første møde

Kalenderen skriver d. 10. juli 2019, min første sommer som voksen. Mine første lovlige caféøl var i fuld gang med at blive drukket, mit første år på Roskilde Festival var i vente, og jeg var endelig færdig med kørekortet.

Alle mine venner ventede spændt på at overgå fra putter til 2.g’ere – nu var det slut med de korte kjoler til gallafesterne.

Jeg går med min mor i den ene hånd og min kontaktperson fra bostedet i den anden. Lange skridt mod fiaskoens port. Så snart jeg træder ind ad denne dør, har jeg givet op på mig selv; jeg er en skændsel for samfundet. En menstruationsplet på et nyvasket hvidt lagen. En af dem, som vi helst ikke vil have med i statistikkerne, når vi skal lege med de store drenge ude i verden. Sådan én, der ikke bidrager med noget som helst til vores ærede samfund.

Jeg bliver

KONTANTHJÆLPSMODTAGER!
STATSKASSENASSER!‍

Føj. Det føles ærlig talt som jordens undergang. Det her er nok det sidste, jeg vil, udover at tigge om penge i et papkrus på Nørreport Station med et sølle skilt, hvor teksten skrevet med en halvudtørret sprittusch lyder: “Hjælp, giv mig dine penge.” Men min opsparing er brugt, og det er lang tid siden, at mit funktionsniveau har lignet noget, der ville kunne putte mad på bordet. Så her står jeg, ude foran F86 på Frederiksberg – en afdeling på jobcenteret for unge under 30 år – med min mor og min støttepædagog – én i hver hånd.

Jeg får røget det sidste hvæs af min smøg og skodder den i metalaskebægret, der hænger på muren ved siden af den store glasdør, der fører ind til jobcentret aka definitionen af helvede for en ellers “privilegeret” person. Så kommer min mor med det uundgåelige spørgsmål:

”Nå duddi… Skal vi gå ind?”

Jeg har vel ikke noget valg, så jeg nikker modvilligt ned mod jorden og trasker op ad det lave trin, som føles uoverskueligt højt. Før jeg kan nå at løbe skrigende bort, tager jeg fat om det kolde metalhåndtag for at skubbe døren op. Vi tager elevatoren til 3. sal, hvor vi får lov at tage plads, mens vi venter på min samfundsmæssige henrettelse.

Forkert på den rigtige måde?

Det skal ikke være en hemmelighed, at uddannelseshjælp, som det hedder, når man er uuddannet og under 30 år, ikke just er en guldmine. Det minder mere om en gabestok, hvor man bliver hængt op og udstillet til offentlig ydmygelse, hver gang man får stillet det famøse spørgsmål: ”Nå, hvad laver du så?”

Ikke nok med at man implicit må svare: ”Jeg laver egentlig ikke noget, men jeg lever for dine penge,” så må man for egen og ligesindedes skyld i samme åndedrag sige, at andres penge desværre ikke er nok.

Noget, der dog kan forsøde tilværelsen en smule, er det eftertragtede handicaptillæg. Et særligt tillæg for dem med den rigtige diagnose. Jeg tror ikke, at nogen rigtigt ved, hvad det egentlige grundlag for at vurdere, om du er forkert på den rigtige måde, er. Men jeg er en af de heldige få, der har fået guldbilletten underskrevet af min psykiater.

Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline-type.

Blandt andet. Men de andre diagnoser, jeg også har på cv’et, kan i jobcentrets øjne være så ligegyldige, at det er til at grine af. For at udpensle, hvor småt nåleøjet til handicaptillæg er, så er der 7 registrerede psykiatriske diagnoser, som giver adgang til dette. Det er på trods af det svimlende antal forskellige psykiatriske diagnoser, der eksisterer – som er omkring 450. Processen i at søge dette tillæg er ikke ligetil. Jeg husker, at der var utallige korrespondancer frem og tilbage med receptionister, gamle psykiatere og socialrådgivere. Et virvar af formaliteter og dårlig kommunikation, som jeg var nødt til at være mellemmand i. Et stort ansvar at putte på et menneske, der knapt nok kan børste sine tænder trods glimrende fysik.

At være egen sagsbehandler

Jeg har utallige gange fundet mig selv i en position, hvor jeg har ageret egen sagsbehandler. Egen mægler. Egen tovholder. Jeg har sågar følt mig tvunget til at være advokat i visse situationer. Alt dette mens jeg i perioder har været selvmordstruet og ikke engang kunne kravle ud af sengen mod toilettet for at tisse.

Én episode står især klart for mig. 

Det var i skrivende stund sidste år, da jeg for, hvad der føltes som tusinde gang, fik ny sagsbehandler i jobcentret. Jeg var indkaldt til en såkaldt jobsamtale, som, jeg synes, er så ovenud fjollet at kalde det – det er sådan set bare en evalueringssamtale om, hvordan det går i ens personlige udvikling, og i mit tilfælde hvordan det går psykisk og med min behandling. 

Jeg kom for sent til omtalte samtale. En ting, der uheldigvis og til min egen frustration sker ofte. Sagsbehandleren virkede åbenlyst irriteret over dette – måske det bare var min oversensitive borderlinehjerne, der så spøgelser. Men jeg mener, at lige netop dette skal der tages hensyn til, især når man arbejder i en afdeling specifikt skabt for sårbare unge.

Han stillede en masse ualmindeligt dumme spørgsmål, som signalerede, at han ikke engang havde læst den første sætning af min sag. Han vidste ikke, at jeg havde borderline, og da slet ikke, at jeg også havde andre diagnoser. Det til trods for, at netop dét står beskrevet meget kort inde i min sag. Jeg følte mig hånet og ligegyldig. Jeg så en bekræftelse i mange kontanthjælpsmodtageres kroniske følelse af ikke at være noget som helst andet end endnu et sagsnummer i bunken. At han ikke engang havde gidet bruge tid på at læse bare de første sider af min journal, gjorde mig egentlig ret sur. Ikke nok med, at han ikke var klar over, at jeg var syg, så havde han heller ikke den fjerneste forstand på, hvordan disse udfordringer spændte ben for mig og påvirkede min dagligdag. 

Hverken han eller jeg fik en disse ud af mødet. Jeg lukkede lynhurtigt af for ham, hvilket kan forklares med mine psykiske udfordringer og ikke mindst flere år som kastebold i dette gudsforladte og drænende system. Han havde ikke sat sig det mindste ind i min sag og kunne derfor ikke komme med nogle som helst konstruktive inputs. Alt i alt en røvnederen oplevelse, og jeg er lykkelig for, at han kun var min sagsbehandler for en kort periode. Desværre var det langt fra den eneste hændelse i denne kaliber, jeg har oplevet siden da.

“Du skal jo bare tage dig sammen”

Men hvorfor er det egentlig, at en ung, intelligent og socialt begavet kvinde, jeg så tit bliver beskrevet som, er endt i denne skrue uden ende? Burde jeg ikke have mere at byde på end at møde op til en enkelt samtale en gang hver 2./3. måned? Burde jeg ikke bruge mine mange privilegier til noget konstruktivt, få noget indhold i hverdagen og bruge mit kloge hoved på at få en uddannelse?

Det mener mange – mig selv inklusivt. Jeg bliver gang på gang mødt af svimlende komplimenter, hvilket jeg selvfølgelig er både stolt af og smigret over.

Uden at pudse min egen glorie for meget så har jeg en intelligens, der er et godt stykke over gennemsnittet.

Jeg er yderst velbegavet på det sociale plan og har ingen problemer med at omgås mennesker. Udadtil i hvert fald.

Jeg besidder en selvindsigt, som signalerer, at jeg har mere styr på mig selv, end mange mennesker får, før de kradser af. Udadtil i hvert fald.

Jeg er kreativt anlagt og har mange talenter – både inden for det akademiske, men også på det menneskelige og kunstneriske plan. Hvis jeg beslutter mig for at lære noget, går der sjældent lang tid, før jeg har lært det.

Så hvad er problemet? Jeg har jo tilsyneladende hovedet skruet godt på, ben i næsen og noget mellem ørene. Problemet er, at jeg har en skrue løs. Nok egentlig en del.

Jeg har siden barnsben været skrøbelig af sind. Jeg har optaget ekstremt meget energi fra mine omgivelser, som i virkeligheden nok har været på grænsen til det sygelige, hvis ikke komplet sygeligt. 

Min opvækst har været svær og ustabil. Der har været både psykisk og fysisk vold i hjemmet. En hverdagsalkoholisk far med sine egne udfordringer. En mor, der var lige så meget offer, som jeg selv og min storesøster var, og som også havde sine egne udfordringer. Gentagende enorme svigt fra de voksne omkring mig, som burde have beskyttet mig. Det har langt fra været en lotterivindende barndom. 

Selvmordstanker fra jeg var 8 år gammel. Selvskadende adfærd hele mit liv. Jeg blev mere eller mindre fjernet fra hjemmet hos min mor og stedfar, da jeg var 15 år gammel – frivilligt vel at mærke. Af hensyn til mig selv og resten af familien.

Jeg flyttede på et bosted for psykisk syge unge. Et kæmpe turning point for mig, både for det bedre og det værre. Jeg var diagnosticeret med – hold nu fast:

Borderline personlighedsforstyrrelse
Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse
Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
Svær depression
Social angst
Seperationsangst
Generaliseret angst
Agorafobi
Psykotiske symptomer/tendenser

Og udover det virvar af fagtermer, blev der også noteret, at jeg var:

Yderst selvmordstruet

og havde:

Yderst selvskadende adfærd.

Puha. Jeg forberedte dig på, at det var noget af en mundfuld.

Senere blev disse diagnoser alle skrottet for toppen af listen over psykiske sygdomme:

Paranoid skizofreni.

Jeg udviklede også et alkoholmisbrug, da jeg var sølle 16 år. For at sige det mildt, havde jeg det lortedårligt i mit lille hoved og hjerte. 

Jeg er heldigvis efter 9 år i psykiatrien kommet en lang vej, men psyken spænder stadig ben for mange af de ambitioner og drømme, jeg har – og som andre har på mine vegne.

Jeg har i over et år været sygemeldt fra jobcentret som følge af en indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling og et kokainmisbrug – som jeg (God bless) har arbejdet mig ud af. Jeg er stadig sygemeldt, lige nu de næste 4 måneder frem. 

Jeg har et minimalt mentalt overskud, som hurtigt bliver opbrugt. Jeg er hypersensitiv i sociale interaktioner, og der skal næsten ingenting til, at hele min verden bryder sammen. Det kan være en lille ændring af planer, et simpelt punktum i en besked fra en veninde, eller et ansigtsudtryk, jeg tyder som, at personen inderligt hader mig.

Jeg kører enten 200 km/t, eller også er motoren fuldstændigt slukket. For mig findes grå ikke – det er enten sort eller hvid. 

Mine følelser er ikke kun letpåvirkelige; de er også ekstreme. Når jeg er ked af det, har jeg lyst til at ende mit liv. Når jeg er sur, kan jeg sige modbydelige ting. Når jeg er nervøs, signalerer min krop, at jeg er ved at dø. Men når jeg er glad, er jeg euforisk, og intet i verden kan ramme eller stoppe mig. Enorme udfordringer og noget af et kludder af knuder at finde rundt i. 

Jeg er ved at lære at passe på mig selv på den mest hensigtsmæssige måde uden at sidde fast i det trygge og velkendte. Jeg er ved at lære at se farven grå.

Men denne proces er lang og snørklet, og jeg tror, at det kommer til at tage lang tid, før jeg finder balancen i det indre kaos. Jeg har dog fundet håbet frem igen, og det er vigtigt at ære og nære – og det er vigtigt, at systemet hjælper mig med netop dét.

Det nuværende offentlige forsørgelsessystem er desværre skruet sådan sammen, at midlerne simpelthen ikke er til det. Det er trist at se kompetente rådgivere og sagsbehandlere blive holdt tilbage i det, de brænder for – at hjælpe udfordrede mennesker godt på vej – på grund af benspænd af latterlige formaliteter.

Nå, men hvad så?

Det er jo nemt at sidde og kritisere systemet, politikerne og de øverste hoveder i kommunerne. Der er efterhånden kommet et stort og nødvendigt fokus på, at noget ikke fungerer i vores velfærdssystem. Det største problem er måske, at der ikke bliver lyttet til os, der rent faktisk drukner i suppedasen – både borgerne i systemet og de fagpersoner, der arbejder i det. Gnisten bliver gang på gang slukket for begge parter, og det er super ærgerligt. 

Der skal oprettes et mellempunkt. Lige så meget, som jeg selv skal lære farven grå at kende, skal beslutningstagerne også. Lige nu er der ingen rigtig grå løsning. Ingen løsning for os, som principielt godt kan komme ud på den funktionelle side, men som har brug for pusterummet, der kan sætte fut i den personlige udvikling. Det er enten eller. 

Alt for mange syge borgere er uretfærdigt fanget på kontanthjælp eller i et endeløst pres i form af ressourceforløb. Jeg har hørt flere historier om syge mennesker, som bliver revet umenneskeligt rundt i 10-20 års jobafklaringer, før de er så udmattede af at være i det “støttende og motiverende” system, at de langt om længe får tildelt en førtidspension. Mennesker som, hvis de var blevet grebet i starten, med høj sandsynlighed ville kunne have bidraget positivt til samfundet.

Vi får konsekvent at vide, at vi skal være taknemmelige for, at vi overhovedet kan blive forsørget af staten. Faktum er bare, at den måde, som systemet er indrettet på i dag, i mange tilfælde er en stopklods for den udvikling, der kunne have været. Faktum er, at kontanthjælp ikke er lavet som en langtidsholdbar løsning. Havde det fungeret i praksis, ville det være et rigtigt godt initiativ. Kontanthjælp er lavet som en sidste udvej, hvis man har opbrugt sine dagpenge og stadig har svært ved at finde ny beskæftigelse. Det skal ikke være fedt at være på kontanthjælp, fordi man skal hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen. Man skal ikke leve på kontanthjælp, udelukkende overleve.

Vi står som samfund med det kæmpe problem, at syge borgere bliver fanget i denne uholdbare og uudholdelige overlevelsesfase, når vi i virkeligheden har brug for fred og ro, så vi kan komme ud på en tilfredsstillende side uden at blive straffet for at være syge.

Jeg beder om en grå løsning for alle os, der er midt imellem. Jeg beder ikke om luksus, Gucci tasker og herskabslejligheder, men jeg beder om en tilværelse, der er værd at være i. En tilværelse, der motiverer og bakker op i stedet for at fastlåse og straffe. Et springbræt til dér, hvor de fleste af os drømmer om at nå hen. 

Jeg beder om at blive lyttet på. Jeg beder om at blive taget seriøst. Jeg beder om i hvert fald et forsøg på forståelse.

Kærligst Ditte

Min bedste ven var der, men de sov, og jeg var angst og bange for at sige til dem, at jeg havde brug for hjælp. Jeg husker, at jeg sad på terrassen og kiggede på træerne, og normalt skifter træer ikke form; de forbliver deres størrelse. Men de træer, jeg så, blev mindre og større. En stemme hviskede i mit øre. Skygger kom kravlende. Jeg lukkede øjnene.

Som 14-15-årig fik jeg symptomer på skizofreni, midt i en ferie i et sommerhus, et sted i Nordjylland. Jeg havde en masse drømme, ting jeg gerne ville, ønsker, ambitioner. Men nogle gange er livet hårdt. Jeg har diagnosen Paranoid Skizofreni, og med det kommer der en masse andre diagnoser: angst, depression og PTSD.

Jeg gik på efterskole, hvilket er det bedste og hårdeste år i mit liv. Jeg begyndte for alvor at cutte, jeg var selvmordstruet og ikke mindst meget deprimeret. Jeg færdiggjorde 10. klasse, og derefter lå jeg i min seng i lang tid og var deprimeret. Jeg husker ikke særlig meget fra de måneder; jeg sov og græd og hulkede. Jeg var deprimeret. Jeg husker, at jeg stjal hovedpinepiller fra en bekendts badeværelse, bare så jeg kunne slå mig selv ihjel. Jeg ønskede ikke livet. Jeg var sur og utilfreds, og jeg kunne ikke mere. Verden føltes så umulig. Jeg var tom indeni.

Men jeg fik venner for første gang i mit liv, og jeg kom hjemmefra, hvilket jeg havde meget brug for. Min biologiske far var voldelig og manipulerende. Han fortalte løgne om min mor, som jeg troede på, og det ødelagde mit forhold til min mor i mange år. Men heldigvis, som 17-årig, slap jeg fri fra hans lange kløer. Jeg skiftede adresse og begyndte at se min mor, som den hun var. Jeg har prøvet en HF tre gange og måtte stoppe efter kort tid. Første gang var efter efterskolen, hvor jeg, som sagt, var deprimeret og selvskadende. Jeg blev mobbet og havde ingen venner. Alt det her formede mig og gjorde mig kold, indadvendt og ikke mindst sur.

Første gang på HF som 16-årig var skræmmende og føltes som en kæmpe mundfuld. Det var det også. Jeg var meget angst, og det hjalp ikke, at alle kendte alle. Jeg er ikke den bedste til at få nye venner og bekendtskaber. Det kunne også være, folk ikke kendte hinanden, men det føltes, som om de gjorde. Jeg var egentlig glad for fagene - det har aldrig været dér, jeg var dårlig - men som sagt når det kommer til bekendtskaber, er det svært for mig. Jeg stoppede efter tre måneder, fordi jeg cuttede hver dag bare for at kunne mærke noget, men også fordi det, på et ellerandet tidspunkt, bliver en vane og en afhængighed. Ligesom stofmisbrugere skal have deres næste fix, skulle jeg også. Da min mor fandt ud af, at jeg cuttede, blev hun bekymret og trist, og sammen besluttede vi os for, at jeg skulle stoppe på HF. Månederne efter var lange og hårde; UU-vejlederne mente ikke, at en 16-årigkunne ligge hjemme i sengen. Jeg var jo bare doven. Men det var jeg ikke. Jeg var deprimeret og kæmpede en kamp indeni, hver dag, hvert minut, hvert sekund.

Da jeg følte, at jeg nogenlunde var ovenpå igen, bestemte min voldelige far, at jeg skulle starte på noget uddannelse, for han var også af den holdning, at hvis man ikke var fysisk syg, så kunne man sagtens gå i skole.

Så jeg startede på en ungdomsskole og var der resten af skoleåret, hvor jeg tog engelsk, dansk og matematik bare for at lave noget, som man jo skulle, når man er 16 år og “frisk”.

Efter ungdomsskolen kom jeg på produktionsskole, hvilket faktisk var et okay år. Jeg fik et par venner, men fra starten af havde jeg lavet den aftale med mig selv, at det var ok, hvis jeg ikke fik nogle venner. Jeg var så sikker på, at det der med venner ikke var noget for mig, selvom jeg inderligt ønskede dem. Året gik, men min angst plagede mig; det var svært at spise frokost med de andre, det var svært at være på systuen, når der var alt for mange mennesker, og jeg måtte flere gange gå på toilettet bare for at være lidt alene, så jeg kunne trække vejret.

Mig og min veninde besluttede at starte på HF sammen, da året var ovre. Vi fik skræddersyet en HF, så vi kunne tage den på tre år for at mindske presset. Jeg var glad for at være startet på en uddannelse og var ved godt mod. Men en anden veninde døde pludseligt, og endnu en gang var jeg ked af det. Deprimeret. Hendes død tog rigtigt hårdt på mig; vi havde kendt hinanden siden efterskolen. Hun døde i januar 2017. Jeg var 18 år og måtte erkende, at jeg ikke skulle fortsætte på skolen. Jeg missede flere og flere fag, hele dage, hvor jeg igen lå derhjemme og var deprimeret.

Den sommer flyttede jeg hjemmefra. 19 år gammel og klar til at møde verden. Jeg flyttede sammen med min bedste ven i Nordjylland. Jeg var på kontanthjælp, men ville gerne hjemmefra, og min bedste ven og jeg fandt en lejlighed. Vi havde en kat og levede nærmest som et gammelt ægtepar. De var også på kontanthjælp, men vi fik det til at hænge sammen.

Jeg fik endelig min skizofreni-diagnose i januar derefter. Jeg havde kæmpet længe med psykiatrien, fordi skizofreni er en farlig diagnose, som de sjældent giver til unge mennesker. Men der var en læge, der anerkendte mine problematikker. Det var rart endelig at blive hørt, set og ikke mindst forstået. Jeg ringede hjem til min mor og græd, hulkede og nærmest vrælede. Jeg var så glad for, at nogen tog mig alvorligt, men vidste også, at det her ville blive en sværere kamp end årene forinden. Jeg havde været indlagt på psyk som 16-årig i omkring syv dage, men efter min diagnose, sommeren hvor jeg blev 20,var jeg indlagt i en måned. Jeg havde det forfærdeligt, intet hang sammen, og virkeligheden smuldrede for mig. Bogstaveligt talt.

For mig er det svært at kende forskel på virkelighed og fantasi. Det har det altid været. Som barn, hvis jeg havde set noget uhyggeligt eller skræmmende, ville jeg, når jeg gik i seng, altid mumle: “Det findes ikke, det findes ikke,” indtil jeg faldt i søvn. Og hvis jeg ser en alt for virkelighedstro film, selv i dag, kan jeg finde på at mumle til mig selv, når jeg går i seng. Den måned på psyk var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg ramte bunden. Hvilket jeg troede, jeg havde prøvet før, men det her var en bund endnu længere nede.

Jeg skulle aflevere alt farligt, da jeg kom ind på den lukkede: nøgler, lighter, mobiloplader. Selv stropperne på min rygsæk var for farlige, så rygsækken måtte stå inde på vagtstuen. Efter omkring 24 timer blev jeg heldigvis flyttet til den åbne afdeling. Psyk var en masse hvide vægge med grå døre og små rum. Intet menneskeligt. Det hele havde rene linjer, det lignede næsten et udstillingshjem. Der var ikke noget, der gjorde det hyggeligt. I midten af psyk, i en baggård, måtte man ryge. Vi lærte hurtigt hinanden at kende, os rygere. Der er bare noget hjemligt, hyggeligt og nærværende ved at være ryger. Især sådan et sted. Det er dér, snakken går på, hvem af personalet der er rare, hvem der er mindre gode at snakke med og så videre.

Igen lå jeg i en seng og græd. Jeg havde ingen mulighed for at cutte eller slå mig selv ihjel. Jeg havde dog selv valgt at blive indlagt, fordi selvom jeg ikke ønskede at være her mere, skræmte døden mig noget så inderligt. Det var som sådan ikke smerten ved døden, men mere hvad det næste så ville være. Jeg er ikke en særlig spirituel eller troende person men det uendelige mørke skræmte mig.

Det er et faktum, at jeg har prøvet at slå mig selv ihjel fem gange. Skole var umuligt, arbejde kom aldrig på tale.

Jeg var 20 år og lige blevet udskrevet fra psyk. Hele verden foran mig. Jeg kæmpede hårdt, jeg kæmpede med alting og blev bedre og bedre til at takle verden og alle dens udfordringer. Jeg søgte om en lejlighed alene og uden min bedste ven. Jeg ville have en uddannelse. Endnu en HF, for jeg vidste, at jeg ikke kunne de tre år, en STX normalt er på. Men igen, efter nogle måneder, måtte jeg stoppe. Jeg skulle indse, at uddannelse ikke var for mig; jeg var for dårlig til en uddannelse. Jeg følte mig aldrig rigtig sikker på den skole, da drengene mobbede mig, selvom jeg var voksen. Igen var det umuligt. Min mor sagde altid, at man skal spise elefanten i små bidder. Jeg prøvede at tage én måned ad gangen, men det var svært. Så én dag ad gangen, men det var svært. Så én lektion ad gangen, men det var svært. Opgaven syntes så umulig, at jeg stoppede og gik over på fjernundervisning, så jeg idet mindste kunne prøve at få en uddannelse hjemme. Men struktur og fokus har aldrig været mine stærke sider. Jeg prøvede at aflevere opgaver til tiden, men det, syntes jeg også, var umuligt. Til sidst måtte jeg stoppe på fjernundervisningen. Igen var jeg på kontanthjælp, 21 år og hele verden foran mig.

Jeg boede i en studielejlighed, så jeg måtte også flytte, og det gjorde jeg. Og dér begyndte kampen for en førtidspension endelig. Det der med, at andre skulle bestemme over min fremtid, var svært for mig. Jeg kunne ikke andet end vente på, at jeg skulle til møder, hvor jeg skulle argumentere for, at jeg var for “dårlig” til at starte på en uddannelse igen. Og det med arbejde kom aldrig på tale.

Endelig sad jeg ved et bord til det sidste møde, hvor de kloge skulle bestemme, om jeg var for god eller dårlig til at få en førtidspension. Jeg var for dårlig til arbejde og studere, og heldigvis besluttede de kloge mennesker sig for, at jeg ikke skulle på arbejde eller på uddannelse. Jeg var nu førtidspensionist. Noget som kun gamle og syge mennesker er.

Var jeg virkelig så syg? Var jeg virkelig så dårlig? Ja, det var jeg. Er jeg. Som det er nu, har jeg ikke hørt stemmer i otte måneder. Jeg cutter ikke mere, eller i det mindste meget lidt. Jeg har ikke haft et tilbagefald i lang tid.

Er det et godt liv, jeg har? Nogle vil sige nej. De sidder bare derhjemme hver dag, spiller pc, ser serie og skriver måske et par noveller en gang imellem. Men jeg synes faktisk, at jeg har et godt liv. Det var ikke det liv, jeg troede, jeg skulle have. Jeg troede, jeg skulle på journalisthøjskolen. Jeg troede, jeg skulle have en HF. Jeg troede så mange ting. På en god dag kommer jeg ud og handler. På en middelmådig dag cykler jeg måske en tur. På en dårlig dag ligger jeg igen i min seng. Men jeg vil ikke bytte det til noget andet. Jeg har accepteret, at mit liv ikke ender, som jeg troede. Men gør nogens det? Hvem ender, hvor de troede, de skulle ende?

Jeg bliver tit spurgt, om jeg har et godt liv. Det er et liv, jeg har, et liv som faktisk er meget godt.

Jeg har sørget over min situation. Jeg har grædt og vrælet over min situation. Jeg har været sur og tvær og umulig over min situation. Men jeg ville ikke være foruden min skizofreni; det er en del af mig, og jeg vil ikke undskylde for noget, som er en del af mig. For jeg er lige så meget værd som alle andre. Uanset hvor vi kommer fra, uanset hvem vi er, så er vi alle lige meget værd.

Du er ikke mindre værd, bare fordi du ikke har en uddannelse eller et arbejde. Restgruppen, de resterende, du er helt ok, som du er. Psykiske sygdomme og fysiske problemer, det er alt sammen lige meget. Du er dig, og det er godt.

Hvad bringer fremtiden så? Spørger du måske. Jeg ved det ikke. Men jeg håber, det kan bruges. Jeg håber, fremtiden er blid mod mig og jer andre. Jeg håber på, der ingen tilbagefald er. Jeg håber, der ingen selvskade er. Jeg håber, der ingen stemmer eller syner er. Jeg håber og ønsker, for dig og for mig, at fremtiden er blid.

- Kris Nordtorp

Det skete på en sommerhustur med min mor og hendes daværende kæreste. Det var meningen, det skulle være en hyggelig familietur, men idet jeg træder ind over dørtærsklen til det gamle 60’er hus, kan jeg mærke, at noget er forkert. Der ligger en dysterhed og en næsten tyngende følelse over huset. Den kølige luft føles klam mod min hud og giver mig gåsehud på armene. 

Vi får tildelt vores værelser, og efter at have set mit værelse, kigger jeg ind i rummet ved siden af, hvor min mor og hendes kæreste skal sove.

Det, jeg ser inde i værelset, får mig til at fryse på stedet, og jeg kan mærke de små hår i nakken rejse sig, mens en isnen kryber ned ad min rygrad. På en stol langs væggen sidder der en ligbleg pige med sænket hoved og stirrer direkte på mig. Hendes klamme, tynde hår omkranser hendes hule kinder og brune øjne, og hendes blik borer sig igennem min hud og fryser blodet i mine årer. Jeg kan mærke mit hjertes desperate dunken mod mine ribben og hører et skærende hyl i mine ører. Pludselig går det op for mig, at hylet er lyden af mit eget skingre skrig, og alt bliver sort. 

Det næste, jeg kan huske, er brudstykker, hvor jeg skriger hysterisk og utrøsteligt i min fortvivlede mors arme, rædselsslagen og ude af stand til at fortælle hende, hvad der havde fremkaldt denne reaktion. For synet af den ligblege, tynde pige med dybe, sorte rander om de isnende øjnene, havde brændt sig fast på min nethinde.

Det var første gang, jeg så Ella og - skulle det senere vise sig - mit første psykotiske anfald af mange.  

Jeg husker ikke præcis, hvornår symptomerne startede - måske har de altid ligget og ulmet i baggrunden - men de begyndte med fjern gråd og spinkle pigeskrig. I mange år troede jeg, at oplevelserne var virkelige, og at alle andre omkring mig hørte og så det samme, men blot ignorerede de desperate pigeskrig.

Men en novemberdag, da jeg gik i 9. klasse, var der noget, der ændrede sig. Jeg var taget hjem fra skolen, fordi jeg i idrætstimen pludselig så fire ”Ella’er”. Det havde gjort mig meget bange. Min mor tog mig bekymret til lægen, som med det samme identificerede mine oplevelser som symptomer på en psykisk lidelse og en mulig psykose. Det var første gang, det gik op for mig, at jeg ikke levede i helt den samme virkelighed som alle andre omkring mig - og at det, jeg hørte og så, ikke altid kunne ses og høres af andre end mig. 

Lægen henviste mig til noget, der hedder Tidlig Opsporing af Psykose eller ”TOP”, som vurderer, hvilken slags hjælp man har behov for. TOP sendte mig i ambulant behandling i Holbæks børne- og ungdomspsykiatri. Her startede jeg til psykologsamtaler og fik hurtigt diagnosen paranoid psykose. Under denne behandling fik jeg det markant værre, fordi det var første gang, jeg snakkede højt om, hvad der foregik i mit hoved. For mig skabte det mere uro, fordi noget i mig sagde, at jeg ikke skulle snakke om det. Så når jeg gjorde det, blev det værre. Jeg har altid følt mig overvåget af en gruppe, som jeg kalder for dem.

Jeg oplever dem, som en gruppe af mennesker, der, som i amerikanske spionfilm, sidder i et lille lokale fyldt med flimrende tv-skærme og nøje overvåger alt, hvad jeg foretager mig. 

På dette tidspunkt begyndte katastrofetanker også at fylde mere, og jeg var blandt andet overbevist om, at min hund var en robot udsendt af dem. Jo mere jeg så ham i øjnene, jo mere overbevist blev jeg om, at hans små, blanke øjne i virkeligheden var kameraer, der nøje fulgte alle mine bevægelser. Min virkelighed begyndte at forandre sig, og jeg var ikke længere tryg, hverken i det hjem jeg var opvokset i, men heller ikke i mit eget sind.  

Overvågningen pinte mig, føltes som tortur og gav mig en følelse af aldrig at være helt alene, og at jeg var fuldstændig magtesløs over mit eget liv.

På grund af mine tiltagende psykotiske symptomer og en begyndende spiseforstyrrelse blev jeg i december 2020 indlagt på det åbne børne- og ungdomsafsnit i Roskilde. Her var jeg i knap 1,5 måned, og i denne periode formindskedes mine spiseproblematikker. Til gengæld blev mine psykotiske symptomer værre frem til og efter, at jeg blev udskrevet i januar. 

I sommeren op til min indlæggelse afsluttede jeg 9. klasse og startede i august på en HF-uddannelse, som jeg formåede at holde fast i under min første indlæggelse på det åbne afsnit.

Min tilstand forværredes dog gradvist efter min udskrivelse, og jeg blev, som følge af dette, indlagt igen d. 23. marts 2021. Indlæggelsen var planlagt og frivillig, og derfor startede min anden indlæggelse på det samme åbne afsnit. Efterhånden som jeg blev mere syg og ikke kunne samarbejde, blev jeg rykket til den lukkede i slutningen af april 2021.

Jeg holdt fast i min HF-uddannelse de første to måneder, men måtte droppe ud på grund af det høje fravær, som indlæggelsen medførte. Jeg følte mig nu som en kæmpe fiasko, og jeg kunne kun se magtesløs til, mens mine gymnasievenner fortsatte deres liv fremad, og mit eget blev sat på pause af noget fuldstændig udenfor min kontrol. Skammen over at være droppet ud og følelsen af at have fejlet var altoverskyggende, og dybe depressionslignende tegn prægede denne periode. 

En stribe af tanker, som jeg fik efter at have tilbragt meget af min tid på et lukket afsnit, kalder jeg for det stribede system. Jeg kalder det for det stribede system, fordi det var som sort på hvidt; strikse rammer og regler.

Jeg træder ind i det stribede system. De stribede dyner. Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg skulle tilbringe de næste 20 måneder i det stribede system. De stribede dyner. Al min magt som menneske blev mig frataget. Jeg er rystet. Rystet over, at det virkelig var nødvendigt. Mit liv så sortere ud end før, og jeg sad med en følelse, som jeg ikke var bekendt med. Følelsen af håbløshed og drømme knust. I min barndom, før der var noget, der hed sygdom, var jeg utrolig god til at drømme. 

Under min anden indlæggelse udviklede Ellas gråd og skrig sig efterhånden til ord. Hun fortalte mig nu, at jeg ikke fortjente at have det godt, og hun overbeviste mig om at stoppe med at tage medicin for at forhindre, at jeg fik det bedre. Dette medførte, at Ella fik mere og mere magt over mit sind, min krop og mit liv. Hun truede med, hvordan hun havde tænkt sig at overtage min krop, mit sind og mit liv.  

Dette eskalerede en dag, da jeg fik følelsen af, at hun trådte ind i mig og overtog noget af min fysiske kontrol. Jeg kunne mærke hendes krop smelte sig sammen med min, og hvordan jeg mistede kontrollen og kontakten med min egen krop. Dette udløste et voldsomt panikanfald, hvilket førte til en tvangsfastholdelse med efterfølgende tvangs akutberoligende. Nu var jeg under angreb fra alle sider; det føltes, som om mit sind åd sig selv indefra, og som om Ella forsøgte at skubbe min egen bevidsthed ud af min krop. 

Samtidig følte jeg også, at min fysiske kontrol var truet, når personalet på afdelingen holdt mig fast og tvang mig til at tage medicin, som skulle fremme en forbedring, jeg hverken følte, jeg fortjente eller ønskede. Jeg forsøgte at holde fast i det eneste aspekt af mit liv, som jeg stadig havde en smule indflydelse på. Jeg stoppede derfor med at spise. Hvad jeg indtog, var nu det eneste i mit liv, jeg stadig havde kontrol over, og det, jeg spiste, kunne jeg med lethed komme af med igen. I modsætning til Ella som var en fast beboer i mit sind. 

Langsomt svandt min livsglæde- og vilje, og jeg mistede fuldstændig evnen til at drømme og se fremad. Det eneste, jeg kunne se, var det tætte og kvælende mørke, som både mit sind og mine omgivelser udgjorde.

Som barn var jeg fuld af drømme og mål. Jeg havde en følelse af, at jeg levede for noget, at jeg skulle og kunne blive til noget. Som barn var jeg let at gøre glad. Jeg elskede at være aktiv og gik til forskellige sportsgrene med sammenhold, hvor der var forskellige måder, jeg kunne udtrykke mig på. Jeg var altid god til at finde på ideer og løsninger, hvis der ikke var noget, der lige passede mig. Med det sagt var jeg meget bestemt og, på en eller anden måde, selvstændig i en tidlig alder. Men efterhånden som sygdommen åd sig ind i mit sind, forsvandt mit fremtidssyn, samt troen på mig selv og vigtigheden af mit eget liv. 

Sygdommen havde nu vokset sig så stor, at den havde fortrængt alt det lys og alle de drømme, jeg besad som barn. Jeg var som en fisk, der var dykket for langt ned og ikke længere kunne navigere efter solens stråler. I et fremmed og koldt miljø, omgivet af dybt, tungt og kvælende mørke, havde jeg mistet evnen til at finde vej tilbage til overfladen, til de drømme og mål og den livsglæde, jeg engang besad. 

Min situation var nu, at jeg var droppet ud af HF, følte mig isoleret og ensom, havde mistet mange af mine venner og var ude af stand til at kontrollere mit eget sind og liv. Disse omstændigheder efterlod mig i et dybt hul af depression, som jeg ikke selv kunne grave mig op af. 

Mit liv havde ramt et nyt lavpunkt, hvor jeg havde det værre end nogensinde før, og sygdommen stadig kun åd sig dybere ind i min bevidsthed. Dette medførte, at jeg begyndte at blive tvangsmedicineret, hvilket gjorde mig dybt ulykkelig. Både fordi jeg stadig var overbevist om, at jeg ikke fortjente at få det bedre, men også fordi min sygdom nu lå som en kugledyne af tryghed henover mig. Jeg vidste, hvordan mit liv og fremtid så ud, når jeg havde det dårligt, og tanken om at få det bedre medførte en uvished, som skræmte mig mere end den psykose, jeg befandt mig i og havde vænnet mig til. Det svære ved at få det bedre var, at den raske Anna nu også var overbevist om, at jeg ikke fortjente at få det bedre, så hvorfor skulle jeg kæmpe for noget, hverken “syge” Anna eller “raske” Anna ønskede? Det spørgsmål stillede jeg mig selv ofte. Sandheden er, at der måske ikke altid er et svar på vores spørgsmål, men det bedste er at stole på dem omkring os. Det kan være hårdt til tider, men det rigtige.

At jeg havde behov for medicin, tændte også en dyb skam i mig. Jeg kunne tydeligt mærke den stigmatisering, der ligger i begreberne ”psykisk syg” og ”medicinering”, og hvordan mine daværende venner begyndte at kigge lidt skævt til mig og tage afstand fra mig. Dette bidrog til, at det var svært for mig at acceptere mine nye omstændigheder, samt den diagnose jeg nu havde fået klistret til mig: paranoid skizofreni. For hvem ønsker at bruge resten af deres liv på at være anderledes og ”syg”? 

Derfor snød jeg i lang tid, så meget jeg kunne, med medicinen. Mit snyd blev - til mit held -   opdaget, og jeg blev nu tvunget til at tage medicinen som indsprøjtninger, nogle gange ved brug af fysisk tvang. 

Selvom tvangsmedicineringen var yderst grænseoverskridende og ubehagelig, hjalp den mig og tvang mig til at få det bedre. Den medførte en stabilisering af min sindstilstand, hvilket gav mig et klarsyn: at min bedring var vigtigere end den stigmatisering, der fulgte med at leve med en psykisk sygdom, som krævede medicinering. Med det sagt ville jeg ikke ønske tvangsmedicin for selv min værste fjende, for det har medført en utrolig berøringsangst (især for mænd, da de typisk var de stærkeste, og dermed var dem, der holdt mig fast). Ikke nok med en ængstelig adfærd inden, så tilføjede man nu også mænd til listen over, hvad der kunne give mig angst.

Medicinen forbedrede min psykose, og Ella var nu, for første gang i lang tid, stille. Dog blev denne nyopståede stilhed og ro hurtigt erstattet af depressive tanker, som nu udfoldede sig frit i mit sind.

Min indlæggelse fortsatte helt frem til slutningen af november 2022, og det samme gjorde de depressive tanker. 

Men i slutningen af min indlæggelse kom der pludselig en solstråle igennem det grå skydække, som “depressionen” efterhånden havde lagt over mit liv - min mor fortalte mig nemlig om dette projekt; en mulighed for at fortælle min historie og gennem det at hjælpe mig selv og andre ”resterende” unge i samfundet. 

Nemlig at gøre andre i lignende situationer opmærksomme på, at vi ikke er alene. Der er andre, der har det som os og vigtigst af alt, at vi ikke er forkerte, bare fordi vi ikke passer ind i den udstukne ramme, som unge i vores generation forventes at kunne tilpasse sig. 

Mit ønske med denne fortælling er at fjerne stigmatiseringen af unge med psykiske lidelser. Både så udenforstående mennesker kan få et indblik i livet som psykisk syg, men også for at mindske den berøringsangst, som skaber afstand mellem ”rask” og ”syg”, og på den måde fremme en mere inkluderende diskurs om os. 

Jeg ønsker, at andre, der kæmper med at acceptere sig selv, og den diagnose, medicinering og psykiske historik, der vil følge dem resten af livet, ikke skal rammes af den skam, jeg følte. Jeg ønsker, at ingen skal miste evnen til at drømme og viljen til at leve, som jeg gjorde, og jeg håber, at jeg med min historie kan bidrage til dette. 

Det at dele min historie har givet mig muligheden for at bruge mine oplevelser til noget positivt og til at se frem mod en lysere fremtid med ambitioner og drømme.

For at håndtere min barske virkelighed og min selvskadende adfærd begyndte jeg at skrive digte. Jeg har skrevet digte igennem længere tid, og jeg vil gerne dele et, der betyder meget for mig. 

When the hammer hits my wrist

I feel like I finally exist

The goddamn circle 

My skin turning purple

Hiding the bruises from my mom

But trying to stay calm

Then the hits turned to cuts

The bruises turned to blood

Bruises that fade 

Scars that stay

I'm self-destructive 

Nobody can stop me

The blood running down my arm

I must admit I am addicted to self-harm

Jeg vil prøve at fortælle min meget indviklede historie på meget få sider. Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et tema, men det, der kommer tættest på, er, som du ligesom jeg nok har hørt, at det er en fejl at tro, at livet er lystbetonet. Lyst og liv er for mig en antitese, og på den måde passer jeg godt ind i kulturen omkring skole og arbejde. Og så alligevel ikke.
Min far lærte mig engang, at dét at løbe egentlig bare er et kontrolleret fald. Mit personlige kontrollerede fald tog afsæt i min første skoledag. Siden har jeg hængt frit i luften på vej mod en målstreg, der falder med samme hastighed.

Dog har jeg altid været glad for at løbe. Helst lange ture, så der er tid til at høre musik. Jo længere tur, desto længere pause fra det løb, der venter, når jeg kommer hjem. Da jeg var 18 begyndte jeg at løbe lange ture hver dag. Jeg fik en idé om at løbe et halvmaraton, men en uge før fik jeg en skade i mit venstre knæ, der senere viste sig at være en flænge i min menisk. Jeg tog til løbet alligevel. Men smerten blev for meget, og jeg måtte give op. Det var første gang, jeg gjorde det. Sådan er jeg jo ikke.

Nogen har engang sagt til mig, at dem, der siger, at man ikke kan løbe fra sine problemer, bare ikke har løbet hurtigt nok. Og det er så det, jeg har gjort: Jeg har løbet.

Jeg kan sagtens løbe fra mine problemer.
Og problemet er ikke at løbe fra dem,
men at jeg ikke kan stoppe med at løbe igen.
Fordi hver gang jeg sænker farten lidt, sparker problemerne mig på mine hæle.
Alle led og knogler i min krop er sprunget eller brækket eller begge dele.
I over ti år har de ikke kunne heale,
sålen på mine sko er slidt ind i mine fødder,
og jeg ved, at hvis jeg stopper,
så står jeg 11 år væk fra, hvor jeg startede.

Så hvad nu hvis mit problem ikke kan løses ved at løbe fra det. Hvad hvis jeg ikke kan løbe fra det; fordi mit problem netop er, at jeg løber. Med én fod i kamp mod den anden har jeg sprintet gennem hver episode og hvert øjeblik i mit liv. Jeg har levet mit liv i frit fald. Udefra har mine lærere, min familie og mine venner troet, at jeg var i gang at lære at flyve. Mit fald har i manges øjne været et vidunder.

Jeg tog mine første skridt på skolebænken. De andre begyndte med langsomme trin, men jeg måtte hurtigt op i fart for at kunne følge med. Mine forældre har altid sagt, at jeg var et positivt, energisk og lykkeligt barn, men det skiftede altså meget pludseligt, da jeg satte mine fødder i folkeskolen. Det har altid været svært at sige, hvorfor det var sådan. Jeg var et anderledes barn. Det kunne både mine lærere og klassekammerater godt mærke. Jeg reagerede, hvis jeg oplevede uretfærdighed. Det kunne de ikke lide. Mit første minde fra min skolegang er et traume. Jeg husker mest af alt følelsen, og i mange år havde jeg fortrængt episoden. Vi løb rundt og legede med skolens sjippetove. Drengene legede vildere end pigerne, derfor ville jeg helst lege med dem. Vi var lige startet i skole, og jeg kendte ikke nogen særlig godt. Der er huller i min hukommelse. Jeg husker, at jeg siger fra, men at det ikke nytter. Og så tager de mit tøj af. Det var sommer, så jeg havde kun en kjole og underbukser på. Begge ting kom af. De bandt mig fast til et træ med de sjippetove, som vi før havde leget med. Og så stod jeg der. Det er nok begrænset, hvor gode knuder en gruppe drenge på 6 kan binde, så måske kunne jeg godt have brudt fri. Men det gjorde jeg ikke. Jeg stod bare. Helt stille. De grinede af mig, og så hentede drengene de andre børn og fik dem til at kigge på mig. Jeg kan ikke huske, hvad de sagde, eller hvorfor de syntes jeg var underlig. Men det syntes de. Da klokken ringede ind, gik de andre børn, og jeg blev stående. Jeg stod bare. Jeg græd ikke. Skreg ikke. Jeg var helt forstenet. Det føltes, som om jeg stod der i fleretimer, men det var nok nærmere 20 minutter, der gik, før min klasselærer fandt mig.

Jeg fik skrevet hjem. Læreren skrev til mine forældre, at jeg havde skabt en konflikt, at jeg var blevet sur på drengene, og at jeg havde taget mit tøj af. Det var den første gang af mange, hvor jeg fik skæld ud for at være for opmærksomhedskrævende og for ikke at kunne styre min vrede. Det var altså min skyld. Drengene fik ikke skrevet hjem. De var jo kommet ind til timen, da klokkenringede ind. De kunne finde ud af at efterlade legen i frikvarteret, og de kunnespille efter skolens regler. Det kunne alle de andre børn. Pigerne kunne tegne inden for stregerne. Drengene lærte tabeller. De lavede legeaftaler med deres sam-kønnede venner og forstod, at legetøjsbiler kun måtte køre på gulvet. Mens jeg altid stod på den anden side af streger og kørebaner og kiggede på. Min tid var begyndt som et kønnet fænomen. Uret var startet. ‍

Min eksistens er et kønnet fænomen,
og mit medfølgende ubehag er et tiltagende samfundsproblem.
Ungdommen er forskruet og forvirret,
og jeg er og har altid været for meget, for lidt, for følsom, for voldsom, forstyrret, forfængelig, forskrækket, for krænket, forfærdelig, forurenet, foruden, fortalt, fortiet, fortabt, forgabt, forvrænget, forsvundet, forlagt og/elleranbragt, fortvivlet, forslået, forskrevet, forbrændt, fordummet, forkrampet, forskræmt, forsinket, forsigtig, forført, forpint, forpligtet, fornærmet, forladt, forgrædt, forgået, forfulgt, forbudt, foran
og forkert.

Min tid i uddannelsessystemet var en konditest. Min puls har været på maks. siden 2006. De første år brugte jeg på at lære ikke at blive vred, når andre var uretfærdige. Det var en masterclass i konfliktforståelse. Jeg formulerede regler i mit hoved: Hvis nogen siger noget tarveligt, og du siger fra, så er det dig, der har skabt konflikten.

Jeg måtte op i fart for at være med. Det kom jeg også. Lige pludselig var jeg foran. Jeg skiftede skole i 6. klasse, og inden for den første måned skulle vi lave en løbetest. Egentlig var testresultaterne delt op i drenge og piger, men de ændrede det, da jeg var hurtigere end den hurtigste dreng. Jeg var hurtigst. Jeg klarede mig på papiret fantastisk i undervisningen. Man skulle tro, jeg var i mål, men der var noget galt. Jeg var ked af det. Og selvom de voksne på det tidspunkt tænkte, at det var en speciel form for børnedepression eller normalt præ-teenage ked-af-det-hed, så kan jeg som dengang stadig sige, at det var en fuldvoksen depression med veludviklede selvmordstanker bundet fast på en 12-årigs løbesko. Jeg snakkede med psykologer og lærere, men det endte altid med en konklusion, der sagde, at jeg jo klarede mig rigtig godt i skolen og gik til håndbold og alt muligt, så der var jo mange, der havde det værre end mig. Det forstod jeg også godt. Min faglighed blev anerkendt gennem hele min skolegang, men det blev også brugt som en undskyldning for ikke at hjælpe mig, fordi lærerne kun så mig, når jeg rakte hånden op og svarede rigtigt. Og børn, der har det dårligt, klarer sig ikke godt i skolen, så jeg havde det vel godt? Men jeg lavede ikke lektier, og jeg kunne ikke høre efter. Jeg kunne ikke fokusere, og jeg var rastløs, når jeg sad stille. Det er jeg stadig. Alligevel klarede jeg mig godt på papiret. Det er nok derfor, at jeg først fik min ordblindhedsdiagnose på gymnasiet og min ADHD-diagnose som 21-årig. Hvis det ikke var min faglighed, der blev talt om, var det min charme. Jeg var jo så sjov og sød. Samtidig var jeg også slank og pæn. Jeg havde jo masser af venner, så det skulle jo nok gå. Derfor finder jeg først ud af, at jeg er autist, lige efter jeg nu er blevet 22 år. Mine neurodiverse kanter blev dog kaldt noget andet først.

Jeg starter modvilligt på gymnasiet i 2017 efter et år på efterskole, hvor jeg havde det bedre end i folkeskolen, men stadig rigtig dårligt psykisk. Men med højt tempo og ingen pause fik jeg både høje karakterer og fraværsprocenter. Mens jeg gik i gymnasiet, blev jeg kaldt en 12-talspige, og når jeg klagede over ondt i livet, var rådet, at jeg skulle slappe lidt af og stoppe med at bruge så meget tid på skolearbejdet. Men... Jeg lavede ingen lektier og havde 25 % fravær. Hvis jeg skulle bruge mindre tid, skulle jeg jo droppe ud, men det blev slet ikke nævnt som en mulighed. Jeg var jo så klog og dygtig, hvad skulle jeg ellers lave? Mineafleveringer blev skrevet aftenen før og belønnet med et 12-tal, samtidig med at min lærer belærte de andre i klassen om, at hvis man vil have gode karakterer, så skal man altså ikke skrive afleveringen på dagen. Jeg sagde ikke noget. Midt i 1.g fik jeg mit andet store sammenbrud. Mit første havde sengelagt mig i 3 månederi 9. klasse, og mit andet skriver mig ind i det psykiatriske system, hvor jeg helt klart hører til, men ikke i den kasse, jeg blev sat i. Fra jeg er 17 til jeg er 21, bliver jeg behandlet for skizofreni. Jeg startede egentlig på antidepressive som 14-årig, men nu kommer der andre boller på suppen. Eller piller i blodet. Hver gang jeg fremlagde mine makabre myldertanker eller mit fjerne fængsel af fremmedhed, der adskilte mig fra resten af verden, blev jeg vejet, målt og fik kastet en recept i hovedet. Hver pille gjorde noget nyt. Først blev jeg træt. Jeg var i live i en død krop med en hjerne, der føltes som om, den var smeltet og så blevet lagt i fryseren. Min krop rystede, når jeg lå ned. De fleste dage sov jeg over 14 timer, men aldrig rigtig om natten. Til den dag i dag, kan jeg ikke huske en eneste morgen fra min gymnasietid. Det hele er gemt bag en pillehvid tåge af fejlbehandlet dis.

Efter jeg fik min studenterhue med et 12-tal-lignende gennemsnit og et fravær på 33%, tog jeg på højskole. Jeg var knækket. Men højskole skal jo hjælpe. Den her gang bliver det godt. Den her gang.
Men mit højskoleår gjorde mig nok egentlig tungere end lettere. Igennem hele min tid på gymnasiet havde jeg fået at vide, at når jeg kom på højskole, så blev det bedre. Ligesom, jeg fik at vide på efterskolen, at gymnasiet ville blive bedre. I folkeskolen ville gymnasiet blive bedre. Men jeg tog på højskole, og fandt ud af, at jeg stadig skulle løbe. Og jeg løb stadig alene.

hver time i mit liv har skulle overstås,
fordi den næste, der kommer, bliver anderledes,
men hver dag er i går,
og i morgen om et år
er jeg måske
i onsdags igen.
Viserne vil altid pege på 12 igen
starte forfra.
I morgen er der også en dag
desværre.

Efter højskole blev jeg opfordret til at tage på universitetet, fordi der ville jeg trives. Jeg kunne dyrke min faglighed med andre, der også var glade for sprog og litteratur. Det gjorde jeg. Jeg sprintede videre. Det blev til en slutspurt. For omkring påsken 2022 skete der noget. Pludselig stod jeg som 21-årig og opdagede, at jeg aldrig havde været glad, selvom jeg havde alt, hvad man skal have. En sød kæreste, en god familie, gode karakterer, succes og mange venner. En flot krop og et pænt ansigt. En rigtig god form. Men jeg har aldrig været glad. Det er aldrig blevet bedre. Det er blevet værre.

Kigger jeg tilbage,
ser jeg spildte dage:
12-taller og løbeture,
opkast og slankekure,
og frem er der ingenting.
En masse af alt for meget og lidt for lidt.
To brækkede fødder, der tager forhastede skridt
og stadig prøver at komme først.
Falder om og dør af tørst.‍

I mange år havde jeg råbt efter hjælp uden andet svar end et ekko. Psykiatrien trådte først ind, da jeg endte i en psykosetilstand som 17-årig. De gav det navnet skizotypi og senere skizofreni. I mange år accepterede jeg min diagnose. Jeg var endda åben omkring det og lavede jokes om det med mine venner. Jeg havde det fint med at være skizofren, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke var det. Hver gang jeg sagde noget til en psykiater, drejede de det til at være noget andet end det, jeg sagde. Hver gang jeg var til møde i psykiatrien, ville mine behandlere blive ved med at spørge om vrangforestillinger og psykoser, og hver gang ville jeg sige, at det ikke var det, der fyldte for mig, hvorefter de ville udskrive en ny antipsykotisk pille til samlingen.
Det var min psykiater i min nye studieby, der, efter jeg var startet på universitet, sagde til mig, at hun ikke mente, jeg var skizofren. Derefter kom min ADHD-diagnose, og derefter idéen om autisme, men da jeg måtte droppe mit studie og flytte tilbage hos mine forældre, blev jeg sendt til Næstved med en skizofrenidiagnose, som jeg stadig prøver at få revurderet.
Jeg startede med egentlig bare at ville holde et halvt års pause for at fokusere på mit helbred. Det halve år er nu gået med at vente på at få den hjælp, jeg behøver, og jeg venter stadig.

Lige før sommerferien 2022 tager jeg til lægen og spørger om en hjernescanning. Jeg er blevet overbevist om, at der må være en kræftsvulst eller en anden skade. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Lægen siger nej. Jeg har det forfærdeligt. Jeg bliver indlagt. Jeg er angst, depressiv, spiseforstyrret, selvmordstruet og ude af stand til at være i min egen krop. Men samme dag, som jeg bliver indlagt, får min far konstateret kræft, så jeg bliver udskrevet.

En uge efter møder jeg op igen, men de siger, at det ligner, at jeg har det godt. “Jeg har det dårligt,” siger jeg. “Men du er velfungerende,” siger de. En uge før ville jeg tage mit eget liv, og siden da har min far fået kræft, og jeg har været efterladt med mine egne tanker, men nu har jeg det åbenbart fint. Tak for det. Så må jeg jo have det fint. Så jeg fortsætter med at løbe. En måned efter melder jeg mig mentalt ud af mit studie.
Jeg fortsætter i psykiatrien og sætter endelig tid af til, at kunne være der mere, da de har sagt, de ikke kan hjælpe mig, hvis jeg ikke har tid. Efter et halvt år, hvor jeg har haft tid, har jeg været til én samtale i psykiatrien, hvor jeg sagde, at jeg ikke kan mere, og jeg ikke ser en fremtid, selv hvis jeg drømmer, der er det her værd. De skriver i min journal, at jeg “objektiv fremstår p.t. bedrefungerende, end hun giver udtryk for, om end hun uden tvivl er forpint af sin tilstand”, men samtidig “ikke kan være alene og tage vare på sig selv”. De skriver, at jeg har svært ved at vælge livet til. Men det er ikke det, der er problemet. Det er ikke, fordi jeg ikke vil vælge livet til, men fordi jeg lever i et samfund, der vil have mig til at vælge det fra.

Min krop, mit ansigt og mit tøj skaber en person i andres øjne, som ikke findes i min verden. Jeg forstår mere og mere for hver dag, der går, at det ikke handler om mig. Det handler ikke om, hvordan jeg har det. Målet er ikke, at jeg skal have det godt. Målet er, at jeg skal tage en uddannelse, som gør mig syg, og derefter fået arbejde, jeg ikke kan lide. Så jeg kan leve et liv, der ikke er mit. Jeg er først et problem, når jeg ødelægger billedet.

Lige nu

er jeg vækst.
Jeg er vokset uden indhold
og er nu en groende skal
der indeholder alt
hvad jeg er værd:
arbejdskraft og møtrikker,
der skal dreje for samfundet,
der slår mig ihjel.
Jeg skal bruge mit liv på at arbejde,
men ikke af lyst.
Det er en fejl at tro, at livet er lystbetonet.
Jeg lever for at holde et samfund igang
for, at jeg kan leve i det samfund
og arbejde for at holde samfundet igang,
men ikke, fordi jeg vil.
Fordi jeg skal holde samfundet igang,
for hvis jeg ikke gør det,
går det i stå,
og så kan jeg ikke leve for at holdedet i gang.
Det er spild af tid at have det godt,
og derfor har jeg aldrig spildt etminut,
og jeg glæder mig til at opretholdeet system,
der ikke spilder min tid.

Først nu er jeg begyndt at spilde min tid.

Det seneste halve år har jeg spildt min tid på at undgå desystemer, der hele mit liv har skubbet mig videre. Jeg har taget al mitakademiske potentiale og lagt det i en kasse et eller andet sted. Og langsomtbegynder jeg at lunte. Lige nu går jeg bare. En dag kan jeg måske stå heltstille og kigge på alle jer andre, mens I overhaler mig uden at vide, hvor Iskal hen. I stedet for kun at kigge frem, vil jeg se mig lidt omkring.

Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst.

PERSONERNE I DRAMAET:
NANNA
ALT FOR MANGE MENNESKER ANSAT I DET OFFENTLIGE

NANNAS UDDANNELSES- OG ARBEJDSFORLØB:

Folkeskole 0.-7. klasse: 2007-2015
Efterskole 8. klasse: 2015-2016
Efterskole 9. klasse: 2016-2017
STX 1: 09.08.17 - 13.01.18 (ikke dimitteret)
Rema 1000: 26.02.18 - 30.04.18 (stoppet)
10. klasse + erhvervsuddannelse: 13.08.18 - 24.06.19 (dimitterede) 
STX 2: 14.08.19-02.12.19 (ikke dimitteret)
HF: 06.01.20 - 17.05.22 (ikke dimitteret) 
Rengøringsjob: 03.10.22 (arbejder fortsat)

TID: 20. NOVEMBER 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog

Jeg troede, at jeg endeligt var kommet i en behandling, der forstår min problematik. Men nej. I dag har jeg fået til opgave at tage ned og handle ind selv. Jeg har aldrig haft svært ved at handle ind. Jeg passer ikke ind i den kasse for angst, som de arbejder med i psykiatrien. Når folk hører om min diagnose socialfobi, så er det svært for dem at forstå, at jeg kan være sammen med andre mennesker. Det kan jeg sagtens. Men jeg er bange for, hvad andre tænker om mig, tænker om det, jeg siger. Jeg er bange for, at de dømmer mig, når jeg fortæller, at jeg ikke har en gymnasial uddannelse, at jeg er droppet ud flere gange og ikke ved, hvad jeg skal i fremtiden.

TID: 28. MAJ 2014

STED: NANNAS FOLKESKOLE 7. KLASSE
(Nannas lærer sidder i klasselokalet. De andre i klassen er til frikvarter. Over for hende sidder Nanna. Nanna har været meget væk fra skole på det seneste)

LÆRER
Hvorfor har du ikke været i skole i denne uge, Nanna?

NANNA
Jeg havde ondt i hovedet.

LÆRER
Hvordan går det med dig? Du er meget væk.

NANNA
Jeg er meget træt for tiden.

LÆRER
Er der noget galt derhjemme?

NANNA
Nej, jeg er bare meget træt.

LÆRER
Er der problemer i pigegruppen i klassen? De er ellers så søde allesammen. Jeg ved de allesammen elsker, når du er i skole.

NANNA
Nej, der er ikke problemer. Jeg har bare ofte ondt i hovedet, så jeg kan ikke koncentrere mig.

LÆRER
Hele klassen var ude at spise is sammen i går. Det var så hyggeligt. Det var synd, at du ikke var med. Alle i klassen bliver bedre venner på udflugter. Jeg håber, du tager med næste gang.

TID: 5. APRIL 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog

Jeg glemmer aldrig den samtale, hvor min lærer følte sig nødsaget til at nævne, at hele klassen havde været på tur og få is. Det var jeg gået glip af. Lige da hun sagde det, følte jeg mig udenfor. Jeg følte, at hun sagde det for at hovere. Nu indser jeg, at det sikkert var hendes måde at skabe en lyst hos mig til at deltage mere i det sociale i klassen. Jeg tænker tilbage på det med væmmelse. Jeg var flov. Jeg følte mig næsten som et dyr, der skulle lokkes med godbidder. “Kom så! Kom så, Nanna! Hvem vil have en is? Du vil, du vil!”

TID: 20. OKTOBER 2017

STED: SKOLEPSYKOLOGENS KONTOR PÅ GYMNASIET
(Skolepsykologen sidder på sit kontor. Over for hende sidder Nanna. Nanna trives ikke på gymnasiet)

SKOLEPSYKOLOG
Nå… Hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA
Jeg vil gerne gå i gymnasiet. Men jeg er bagud med alle mine opgaver.

SKOLEPSYKOLOG
Ved du, hvorfor du ikke kommer i skole?

NANNA
Nej, det er bare svært.

SKOLEPSYKOLOG
Hvordan svært?

NANNA
Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg har det svært socialt. Der er flere forskellige ting.

SKOLEPSYKOLOG
Du kan lige udfylde de her skemaer for angst og depression, og så kan vi snakke mere om, hvordan du har det.

(Nanna udfylder angst og depression skemaer)

NANNA
De er udfyldt nu...

SKOLEPSYKOLOG
Lad mig lige kigge på dem så.

(Skolepsykolog kigger på dem i 2 minutter)

SKOLEPSYKOLOG
Jamen, det ser i hvert fald ikke ud til, at du har en depression. Du har kun nogle af de mindre alvorlige symptomer, så det er jo godt.

NANNA
Yay.

SKOLEPSYKOLOG  
Du har en del besvarelser i kategorien ‘middel’ for angst og en enkelt besvarelse i kategorien ‘høj’ for angst, som er mere alvorligt. Skemaet viser, at du vist har socialfobi.

NANNA
Hvad er socialfobi? Jeg kender en med socialangst, er dét det samme?

SKOLEPSYKOLOG
Nej, det er ikke det samme som socialangst. Øjeblik... jeg slår lige definitionen op.(…) Socialfobi er en vedvarende angst for en række dagligdags situationer, hvor man møder andre mennesker. Angsten skyldes frygt for at blive kritisk iagttaget og medfører oftest en adfærd, hvor man undgår belastende situationer. Socialfobi minder om almindelig generthed, men tilstanden er mere alvorlig. Den medfører stort ubehag eller handicap, så man ikke kan arbejde eller studere. (…) Kan du genkende dette?

NANNA
Måske lidt, ja.

SKOLEPSYKOLOG
Du kan sagtens få henvisning til psykolog på denne baggrund. Du kan starte med at kontakte egen læge, ellers kan du kontakte internetpsykiatrien og derigennem få noget online behandling.

NANNA
Okay, men hvordan?

SKOLEPSYKOLOG
Nu skriver jeg det lige på en seddel til dig, og så kan du kigge på det derhjemme sammen med dine forældre.

(Nanna får en seddel med diagnosebeskrivelse men uden kontaktinfo på psykolog eller internetpsykiatri)

NANNA
Okay, tak.

SKOLEPSYKOLOG
Hav en god dag, vi ses vel.

TID: Dagbog. 18 januar 2018

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære dagbog,

Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at gå i skole, når det er nemt for alle andre. Hvad tænker de andre om mig? Mine forældre siger, at jeg sagtens bare kan starte på gymnasiet igen til august. Min far synes, at jeg skal finde et job, så jeg ikke falder ned i et sort hul derhjemme. Men hvorhenne? Jeg har aldrig skrevet et CV eller ansøgning før. Eller været til jobsamtale.

TID: 30. APRIL 2018

STED: REMA1000 CHEFENS KONTOR
(Chef i Rema1000 sidder på sit kontor. Overfor sidder Nanna. Nanna kan ikke lide at være på job)

REMACHEF
Nå… hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA
Jeg vil rigtig gerne fortsætte med at arbejde her, men jeg sidder altid i kasse 1. Det er svært for mig at tale med så mange mennesker i løbet af dagen. Kan jeg måske få en anden arbejdsopgave? Måske arbejde på gulvet eller lageret i stedet?

REMACHEF
Hmm … det her er servicebranchen, og jeg mangler kun arbejdskraft i kasse 1.

NANNA
Øhm… jamen.

REMACHEF
Jeg vil gerne hjælpe dig, men det kan jeg desværre ikke. Hvorfor går du egentligt ikke i skole?

NANNA
Jeg droppede ud af gymnasiet, fordi jeg har socialfobi. Men jeg skal måske starte på en erhvervsuddannelse til sommer  

REMACHEF
Skal vi så ikke aftale, at du ikke behøver at arbejde den næste tid? Så kan du få ro på og gøre dig klar til erhvervsuddannelsen.

NANNA
Jamen… jeg ved ikke, om jeg skal gå på en erhvervsuddannelse endnu.  

REMACHEF
Så skal du ikke stresse over job længere. Hov, jeg må tage telefonen. Vi ses vel.

TID: Dagbog. 7 december 2019

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog,

Same story as last time. Det må bare ikke være noget for mig at gå i gymnasiet. Det er anden gang, jeg er droppet ud. Hvordan bliver jeg l noget, som samfundet kan bruge? HF kan måske hjælpe mig. Men hvad hvis det også går galt, og jeg må droppe ud for tredje gang? Flere har sagt til mig, at hvis man ikke har en gymnasial uddannelse, så lukkes mange døre i fremtiden. Men er det ikke spild af energi, hvis det bag de lukkede døre ikke interesserer mig? Spildt energi på at slå mig selv i hovedet over ikke at gennemføre gymnasiet og opnå noget.

TID: 14. MAJ 2022

STED: HF-VEJLEDERS KONTOR
(HF-vejlederen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nannas sygemelding fra HF udløber om lidt)

HF-VEJLEDER  
Nå… hvad kan jeg gøre for dig? Din sygemelding er udløbet.

NANNA  
Jeg kan ikke nå at indhente mine opgaver inden eksamen.

HF-VEJLEDER  
Du bliver nødt til at aflevere dine opgaver, så vi kan se, at du er studieaktiv, når dit HF-forløb er online. Er du klar til at starte undervisning igen?

NANNA  
Jeg kan ikke både indhente tidligere opgaver og starte op med ny undervisning. Det er for overvældende for mig.

HF-VEJLEDER  
Tror du, at det ville være en ide at blive udmeldt af et par fag?

NANNA  
Kan jeg ikke få forlænget min sygemelding? Så kan jeg kigge på at få lavet mine opgaver imens?

HF-VEJLEDER  
Du skal til eksamen i historie snart. Du skal aflevere de tre opgaver, du mangler for at få lov til at gå op. Måske er det bedre at tage eksamen på et andet tidspunkt? Hvad tænker du om det?

NANNA  
Tja… det kan jeg vel.

HF-VEJLEDER  
Der er ingen hast. I mellemtiden kan du komme i kontakt med en UU-vejleder. Så kan I snakke om andre muligheder. Måske en erhvervsuddannelse? Kan du lide at tegne? Eller måske design?

NANNA  
Tja… det kan jeg vel.

HF-VEJLEDER  
Det kan være, at du skal finde en erhvervsuddannelse med design og medier? Det tror jeg, at du vil blive glad for.

NANNA  
Jeg vil gerne have en gymnasial uddannelse.

HF-VEJLEDER  
Prøv at snakke med en UU-vejleder. Du kan vende tilbage til mig, når du ved mere. Så melder jeg dig ud af fagene, så du ikke længere skal stresse over dem.

NANNA  
Okay… tak.

HF-VEJLEDER
Hav en god dag. Vi ses vel.

TID: Dagbog. 17 maj 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA  
Kære Dagbog,

Da HF-vejlederen sagde, at jeg bør udmelde mig a HF, begyndte jeg at svede og ryste. Jeg får måske aldrig en gymnasial uddannelse. Jeg føler ikke, at jeg har nok tid. Jeg har brug for udredning, jeg har socialfobi, men hvor lang tid tager det? Ventetid på psykologer er lange. Vil det hjælpe mig noget? Tænk, hvis jeg skal starte for a med min HF? De fag, jeg har bestået, udløber. Jeg kan se på Instagram, at mine gamle venner er startet på uni. Det her er så langt, som jeg kommer i gymnasiet. Min mor siger et skridt ad gangen. Hun mener vel forlæns. Mens jeg føler, at jeg går baglæns.

TID: 20. JUNI 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 1  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA  
Ja, hej. Jeg vil gerne tage en gymnasial uddannelse, men jeg er droppet ud af både gymnasiet og HF.

UU-VEJLEDER 1  
Og du vil stadig gerne have en gymnasial uddannelse?

NANNA
Ja, rigtig gerne.

UU-VEJLEDER 1  
Vi har nogle tilbud, der kan hjælpe dig. Du skal bare lige godkendes af min kollega.

NANNA
Okay, hvordan bliver jeg det?

UU-VEJLEDER 1  
Du får en indkaldelse til samtale over e-Boks. Hvis du har problemer i mellemtiden, kan du ringe til min kollega mellem 9 og 9.30 på mandage. Held og lykke med det!

NANNA
Okay, tak.

TID: 4. JULI 2022

STED: UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 2  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig?

NANNA  
Ja, hej. Jeg vil gerne tage en gymnasial uddannelse, men jeg er droppet ud af både gymnasiet og HF.

UU-VEJLEDER 2  
Og du vil stadig gerne have en gymnasial uddannelse?

NANNA
Ja, rigtig gerne.

UU-VEJLEDER 2  
Vi har nogle tilbud, der kan hjælpe dig. Du skal bare lige godkendes af min kollega.

NANNA
Okay, hvordan bliver jeg det?

UU-VEJLEDER 2  
Du får en indkaldelse til samtale over e-Boks. Hvis du har problemer i mellemtiden, kan du ringe til min kollega mellem 9 og 9.30 på mandage. Held og lykke med det!

NANNA
Okay, tak.

TID: Dagbog. 4 juli 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog, Jeg sad nervøst og ventede i venteværelset. 25 minutter e er samtalen skulle begynde, forsøgte jeg at skrive l vejlederen. Intet svar, så jeg spurgte i receptionen. Receptionisten pegede ud mod den lange gang af døre og sagde: “Han sidder da lige inde på den anden side af den dør.” Jeg blev enormt utilpas. Jeg svedte. De sidste 25 minutter havde jeg gennemtænkt den kommende samtale mindst 100 gange. “Beklager, jeg havde glemt at få skrevet ind, at vi havde en samtale i dag. Kom ind og sæt dig ned”, sagde han. Jeg ville fortælle ham, at jeg har bestået flere eksaminer på HF inden, jeg droppede ud. Jeg fik det ikke sagt.

TID: 7. JULI 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 3  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

TID: 16. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 4  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

TID: 23. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 4  
Nå… Hvad kan jeg gøre for dig? (...)
Hov… Er det Nanna igen? (...)

TID: Dagbog. 23 august 2022

STED: NANNAS VÆRELSE
(Nanna skriver dagbog på sit værelse)

NANNA
Kære Dagbog,

Jeg bliver nervøs hver gang, jeg skal l vejledning. Kan jeg tage en uddannelse, hvis jeg ikke kan overkomme en uddannelsesvejledning? Jeg var hos denne samme vejleder som sidst i dag, det var en fejl. Han sendte mig videre igen. Min mor er ved at lave aftensmad, jeg er ikke sulten. Jeg er så træt.

TID: 24. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 5  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

TID: 29. AUGUST 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 4
Nå… Hvad kan jeg gøre for dig?
(...)
Hov… Er det Nanna igen?
(...)
Jeg får lige styr på, at du får en indkaldelse til den rigtige samtale over e-Boks denne gang. Hvis du har problemer i mellemtiden, kan du ringe til min kollega mellem 9 og 9.30 på mandage. Held og lykke med det.

NANNA
Okay, tak!

TID: 4. OKTOBER 2022

STED:  UDDANNELSESHJÆLPENS KONTOR
(En mand fra kommunen sidder på sit kontor. Over for ham sidder Nanna. Nanna vil gerne starte i gymnasiet igen)

UU-VEJLEDER 6  
Nå… Du må være Nanna. Hvad kan jeg gøre for dig? (...)

Jeg låser med min nøgle, idet jeg træder ud ad døren. Mine sko er bundet, som de skal. I dag blev det de sorte fra Nike, fordi de er bedst at gå i. Det er, som om fødderne sidder bedre fast, og så får kroppen det bedre. Der er ellers kun et kvarters gang hen til caféen, men jeg har brug for at føle mig godt tilpas. Solen skinner, så der er mange mennesker på gågaden. Heldigvis har jeg mit gode headset på, som hjælper lidt på alle indtrykkene. Kim Larsen fanger mig i den særlige stemning, som kun han kan. Der er skruet helt op for musikken, men de forbipasserende fylder stadig meget. Mennesker kigger på mig. Nogle smiler. Det føles, som om jeg burde genkende dem. Eller er de blot høflige? Skal jeg gå på højre eller venstre side af dem, når de går forbi? Gudskelov kender jeg ruten. Jeg har gået her mange gange før, men for hver gang er det anderledes. Nye skilte i butikkerne. Andre mennesker.

Fremmede lyde. Jeg forsøger at mumle med på musikteksten. Ordene fanger mig, idet han synger om at gå ned ad Langebro. Jeg lader mig falde hen til tonerne. Går i takt med rytmen. Alligevel kan jeg høre stemmerne: Forstyrrende kommentarer, som ingen andre end jeg hører: ”Hun skulle have taget noget andet tøj på. Han kommer ikke til at kunne lide hende. Det bliver pinligt.” Jeg klapper mig på lommen og tjekker, at nøglerne er med. Pludseligt dukker der hareskikkelser op i butiksruderne. De gør mig aldrig noget. Men de er stadig uhyggelige. Normalt plejer de kun at være der, når det er mørkt. Måske de er her nu, fordi jeg er nervøs? Selvom jeg forsøger at undgå at kigge, så er det svært. Det føles, som om de er efter mig, så jeg begynder at gå hurtigere. Omkring mig bevæger omgivelserne sig hurtigere, mens stemmerne vokser sig større. Det er svært at følge med, fordi de bliver til støj inde i hovedet. Jeg kan ikke slippe dem, og alt bliver til grød. Én stor omgang, støjende leverpostejsfarvet grød, der kun hænger sammen, fordi den ikke har noget bedre at foretage sig. Stemmerne taler hen over hovedet på mig. Jeg har opgivet at følge med. Tilbage står jeg, et tomt kadaver, som kun stadig er oprejst, fordi det er så almindeligt og upåfaldende, at tyngdekraften har overset det. Mit hjerte buldrer løs. Jeg er bange. Angsten er min evige følgesvend. Altid kun et enkelt åndedrag væk. Heldigvis kan jeg se caféen i horisonten. Snart er jeg ved at være fremme. Stemmerne snakker alligevel videre: ”Sidder makeuppen, som den skal? Har hun ro nok i hovedet til at kunne indgå i en samtale? Hvad nu hvis han kan se det på hende?”

Puha – endelig er jeg fremme ved caféen. Jeg tjekker endnu en gang, om nøglerne er med i lommen. Lad være med at overtænke og gøre det mere besværligt. Du skal bare åbne døren, sætte dig ned og snakke med fyren. Han er sikkert supersød. På Tinder fremstod han som et godt match. Han kan jo heldigvis heller ikke høre alt, som foregår inde i mit hoved. Og lige nu kunne jeg virkelig godt bruge en god kop kaffe. Dørklokken lyder, idet jeg træder ind. Jeg ser mig omkring. Er det mon ham ovre i hjørnet? Han vinker til mig, så det må være ham. ”Hej, godt at møde dig!” Smalltalken er officielt gået i gang. Jeg er klar på det. Mine stemmer skal bare lige lægge sig. Spørgsmålet kommer ud af min mund, inden jeg når at tænke det igennem: ”Kan vi bytte plads? Jeg vil helst sidde med ryggen til væggen.” Åh nej, måske han tænker, jeg er skør. Skal jeg sige til ham hvorfor? Jeg har det bare bedst med at have overblikket over alt det, der sker inde i caféen. For hvad nu hvis de andre gæster er skrupskøre og farlige? Eller hvis der pludseligt kommer en morder ind ad døren? Det virker måske ikke så sandsynligt, så jeg tier.

Han rejser sig, overlader mig sin plads og siger høfligt: ”Havde du en god tur herhen?” I mit hoved tænker jeg som det første: ”Helt ærligt? Nej! Den var rædselsfuld, jeg blev forfulgt af harer og nedladende stemmer.” Men det kan man jo ikke sige højt, så i stedet svarer jeg: ”Den kunne have været værre. Det er et hyggeligt sted, du har valgt. Har du besluttet, hvilken kaffe du vil have?” Et elegant forsøg på at skifte emne. Det virker, for han svarer: ”Ja, det er også et af mine yndlingssteder. Jeg vil gerne have en cappuccino.” Tjeneren kommer ned, og vi bestiller to af dem. Én ting mindre jeg behøver at beslutte mig for. Så er vi i gang. Jeg har hermed forpligtet mig på i hvert fald at drikke koppen færdig i hans selskab. Og så kommer han med spørgsmålet, jeg altid frygter: ”Nåh…  Hvad laver du egentlig til hverdag?”

Jeg ved jo godt, at det sandsynligvis ville dukke op på en første date. Og jeg har også fået spørgsmålet mange gange før. Alligevel er det svært.

Jeg kunne selvfølgelig bare sige det råt for usødet: ”Jeg er psykisk syg og på førtidspension.” Eller måske tale udenom ved at fortælle om min kolonihave, mine foredrag eller min familie. Andre gange lader jeg humoren få overtaget og præsenterer mig selv som ”professionelt sindssyg.” Men som det er sket mange gange før, er jeg bange for at blive dømt som doven, dum eller egoistisk samfundsnasser, hvis jeg er alt for ærlig. Specielt når jeg slet ikke kender fyren, og han ikke ved noget om mig. Endnu.

Det ville være meget lettere, hvis mit svar på spørgsmålet, om hvad jeg laver, kunne være, at jeg arbejdede fast et sted eller læste på universitetet. Jeg håber sådan, at det kommer til at ske på et tidspunkt. Også for at møde nye mennesker, bruge hovedet til noget fornuftigt, undgå at snakke sygdom hele tiden og at lave noget, jeg på sigt kan blive dygtig til. Det kunne være at få et dybt indblik i den menneskelige psyke, at kunne løse komplicerede matematiske ligninger eller måske en dag at skrive min helt egen roman. Allervigtigst bare det at have en helt almindelig hverdag i stedet for alle mine håbløse forsøg på at være til stede, mens dagene bliver ved med at gå. Jeg vil så gerne fylde min tid ud med noget mere gavnligt. Noget, der i sig selv er givende – også på den lange bane. Forhåbentlig kommer det nok en dag, men med alt, hvad jeg har været igennem, er det svært at holde fast i håbet for fremtiden. Og håbet er strengt nødvendigt for at klare sig gennem dagen.

Mit overskud skifter fra dag til dag, og stabilitet bliver til en by i Rusland. Det svinger meget, hvad jeg kan og ikke kan. Derfor er det svært at bevare håbet, når min sygdom ikke er til at stole på. Jeg ved aldrig, hvornår den dukker op med alle sine forstyrrelser. Det er derfor tæt på umuligt for mig at planlægge min nærmeste fremtid, og jeg kan ikke forpligte mig til at gå til noget fast eller overholde sociale aftaler. Jeg er blevet ekspert i at aflyse i sidste øjeblik – ikke på grund af dovenskab – men fordi jeg ikke kan mærke efter, hvad jeg ville have bedst af. Selvfølgelig har jeg følelser ligesom alle andre, men de er meget svære at mærke og dermed endnu mere besværlige at navigere ud fra. Der mangler simpelthen en indre kerne at holde fast i, så jeg ved, at jeg er den samme i morgen, som jeg var i går. Bare så jeg i det mindste kender køreplanen, selvom jeg ikke har kørekort – og ikke engang selv kan styre hastigheden. Derfor kører det let ad sporet, og det ender ud i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Som utallige gange før. Når jeg er indlagt, er der mere plads til at rumme alle forstyrrelserne i hovedet. Og så kan jeg bedre føle mig tryg, da ansvaret for mig selv og mit helbred ikke kun ligger på mine egne skuldre. Jeg står ikke selv for, hvornår jeg skal spise, være på udgang, lægge mig til at sove eller have social kontakt. Det eneste, jeg skal forholde mig til, er, om jeg kan lide aftensmaden. Indlæggelsen bliver til min chauffør, mens jeg sidder med på passagersædet. Når jeg blot sidder og nyder udsigten, kan jeg bedre være til stede sammen med forstyrrelserne. Omvendt har indlæggelsen også en pris: min frihed. Jeg bestemmer ikke selv retningen, vi kører i, men er med som mere eller mindre frivillig passager. Hvorimod når jeg er udskrevet og hjemme hos mig selv, kan jeg i større grad lave de ting, jeg kan lide og selv bestemme over min tid. Her kan jeg spise med rigtigt bestik, tænde en smøg med min egen lighter, og når jeg mødes med en veninde over en lækker burger, er det med en fadøl til. Selvom dagene ikke nødvendigvis rummer mere end under en indlæggelse, er de mere mine egne – og jeg har selv en indflydelse på køreplanen. Indlagt eller ej bliver bare to vidt forskellige udgaver af mig selv, og de er svære at forbinde i en samlet identitet.

Det er heller ikke, fordi jeg forventer, at min identitet skal være samlet lige nu. Som 23-årig går tiden med at bygge sig selv op. Teste grænser af. Genforhandle de værdier, man har fået med hjemmefra. Derfor er min identitet under opbygning og foranderlig. Jeg er mine forældres datter, patient under indlæggelse, kunde i Netto, fedterøv på byture, lillesøster til mine tre søskende, og lige nu er jeg kaffedrikker på en café. Men hvem er jeg, når jeg er alene? Jeg savner mig selv, som jeg var for fem år siden, før jeg blev syg. At kunne være i mig selv uden at være i tvivl om, hvad det betyder. Og uden at famle rundt helt fortabt i forstyrrelserne. Men fortiden er ikke det samme som fremtiden. Så i stedet glæder jeg mig til at blive det, man kalder ”rigtig voksen”, så min identitet bliver mere hel. Og så bør jeg selv kunne bestemme, hvor meget jeg vil lade min beskæftigelse betyde for min identitet.

Beskæftigelse betyder udadtil rigtig meget for ens identitet. Ligesom når folk bliver interviewet i nyhederne, og jobtitlen altid står lige under navnet. Og som førtidspensionist virker det, som om samfundet har givet helt op på mig. At jeg ikke duer til noget og ikke vil komme til det resten af mit liv. Alligevel giver det også en frihed, som jeg er glad for. Men det er svært. For friheden giver også mere ansvar, større selvstændighed og en masse tid, jeg skal jonglere med i en hverdag, der nogle gange kun består af at stå op og vente på at kunne gå i seng igen. Førtidspensionen bliver på én og samme tid en fantastisk pauseknap for mit kaotiske sind, men også en fastliggerplads for manglende udvikling på ubestemt tid. Der er alt for mange muligheder, jeg ikke kan finde ud af at udnytte. Tilbage står jeg helt tom, selvom jeg forsøger at engagere mig ved at løbe, spille klaver eller passe min kolonihave – hvad som helst, der kan distrahere mig. Tomrummet er nemlig ikke til at holde ud at være i.

Så i stedet ender jeg i en alt for velkendt offerrolle, hvor tomhedsfølelsen bliver tung og til sidst altødelæggende. For det virker, som om jeg bliver fanget i en rutineløs hverdag, der føles forkert og fremmed. Jeg kan ikke tage det til mig og genkende det som mit eget liv. Tomheden sluger alt håb og vilje, mens jeg ser livet passere forbi uden noget at holde fast i. Den æder mig op. Og jeg mister simpelthen troen på fremtiden – og livet. Det er ikke, fordi jeg gerne vil dø, det er bare pissesvært at leve. For selvom jeg tager min medicin, får spist og sovet, står op af sengen, er social og motionerer, er der ingen garanti for bedring. Resultatet virker tilfældigt, og alle mine fremskridt kan forsvinde på et øjeblik. Og er der så overhovedet nogen mening med at gøre alt det rigtige?

Det spørger stemmerne også ofte om. De piller alt det, jeg finder værdifuldt, fra hinanden med deres hårdtslående kommentarer. Lidt ligesom hvis man forklarer en joke, så er den ikke sjov længere. Det frustrerer mig, at andre ikke kan høre stemmerne. For de er tunge at bære alene, men det er svært at dele dem med andre. Jeg kan ikke blot genfortælle ordene, de siger, jeg skal også have måden, de bliver fortalt på, med. Derfor bliver jeg hurtigt ensom i mit eget hoved. Jeg kan være omgivet af mennesker – aldrig være alene – og alligevel føle mig så forladt tilbage, at jeg aldrig finder vejen til mit hjem igen. Det hjem, hvor jeg har masser af idéer til indretningen, men endnu ikke har lagt fundamentet.

Jeg håber på, at i takt med, at tiden går, bliver det lettere at skabe mit hjem. Et sted, hvor der er plads til, at jeg kan acceptere mine begrænsninger. For jeg ved, at tiden kan forandre alt – også selvom jeg ikke altid er klar til det. Så går livet videre, mens jeg selv går glip. Måske det handler om at acceptere og til sidst lære mig selv med begrænsningerne så godt at kende, at jeg – med tiden – kan blive venner med alt, hvad hovedet rummer. Og stadig have viljen til at forandre og tage styring for mit liv. Fundamentet til mit hjem skal dog bygges færdigt, før jeg sætter taget på. Desværre er det meget vanskeligere, end det lyder til her.

For hvordan bygger man et fundament, når man ikke har en tegning over resten af huset? Jeg vil så gerne kunne sætte taget på og afslutte byggeriet, men jeg er ikke nået dertil i mit liv. Endnu. Der er så meget mellem fundament og tag, som ikke er på plads. Jeg ved, at det skal være et hus, hvor jeg føler mig hjemme og kan være i mig selv. Så gør det ikke så meget, om det er rent og ryddeligt indenfor, om det er præsentabelt udefra, eller hvordan naboernes huse ser ud. Jeg vil bare rigtig gerne hjem. Den afklaring med mig selv er vigtig for, at jeg kan eksistere med sygdommen og alligevel skabe et liv, jeg har lyst til at leve. I mit liv vil jeg nemlig være 100% mig selv. Og så er det lige meget, hvad min beskæftigelse er.

Tilbage på caféen kigger han stadig forventningsfuldt på mig, mens han tager en tår af sin kaffe. Jeg tøver lidt, men får rummet det hele i en enkelt ærlig sætning ved at svare: ”Jeg forsøger at passe på mig selv, så godt jeg kan, mens jeg indretter mit liv.”