FATAMORGANA
Jeg tror, at de fleste mennesker lever liv, hvor de lever for at få en uddannelse og et job, en bil og et hus, kone og børn. Et liv, som er en konstant jagt på noget andet end det, som man på nuværende tidspunkt er og har. En flugt fra nuet, som består i løfterne om fremtiden. Et liv i illusionen om, at lykken er lige rundt om hjørnet – hvis nu bare du får den uddannelse… eller det job… eller den krop… eller hvad der ellers udgør vores kollektive fortælling om, hvad der skal til for at få et godt liv.
Det er et liv, hvor man gør det, som er forventet af én. Hvor man lever, sådan som man nu engang bør leve, uden at tænke synderligt meget over, om det er sådan, man ønsker at leve. Og uden at tænke synderligt meget over, om det, man beskæftiger sig med, er noget, man værdsætter, eller om det blot er noget, man beskæftiger sig med, i håbet om, at man endelig (i kraft af dette) vil føle sig værdsat.
Det kan lyde, som om jeg anskuer mig selv som bedre end andre – som om jeg er vågnet op fra en illusion, som alle andre stadig køber ind på. Men misforstå mig ikke. Jeg er på ingen måde hellig, og jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over, hvordan andre skal leve deres liv. For jeg ved stort set ingenting. Men jeg har lært af erfaring, at jeg ikke skal leve sådan et liv.
Vi er alle givet nogle bestemte vilkår på forhånd: Vi lever i en bestemt historisk periode, i et bestemt land, med en bestemt kultur, i en bestemt familie. Alle disse vilkår har ikke så lidt at skulle have sagt, når det kommer til, hvordan vi forstår os selv og den verden, vi er en del af. Jeg voksede op med en religion, som jeg fulgte, og jeg bad dagligt – ikke fordi jeg ærede Gud, men fordi jeg håbede, at han ville skænke mig lykken. Jeg voksede op med en fortælling om, at jeg skulle tage en uddannelse, og jeg stræbte dagligt – ikke fordi jeg havde lyst til at tage en uddannelse, men fordi jeg var overbevist om, at det var nødvendigt for at få et godt liv. Jeg bar rundt på alle disse ideer, der ikke var mine egne. Ideer som jeg navigerede efter, og som jeg efterlevede og legemliggjorde. Ikke fordi jeg havde lyst, eller fordi jeg havde besluttet mig for det, men fordi jeg aldrig havde tænkt over, at det kunne være anderledes, og fordi jeg var overbevist om, at de var sande – og at jeg rent faktisk ville blive lykkelig, hvis bare jeg gjorde sådan og sådan.
Men selvom jeg virkelig forsøgte, følte jeg mig aldrig lykkelig. Jeg blev aldrig lykkelig. I stedet mærkede jeg et hul indeni, som voksede, og jeg begyndte at føle mig fanget. Det var, som om jeg var passager i et tog, der buldrede afsted, uden stoppesteder. Jeg vidste ikke, hvor jeg var stået på, eller hvor jeg skulle hen. Jeg var i gang med en uddannelse, som jeg egentligt ikke ønskede. Jeg trænede regelmæssigt, fordi jeg troede, jeg ville få det bedre med mig selv, og at andre ville synes bedre om mig, hvis jeg havde en flot krop. Jeg festede og drak mig i hegnet og fandt en vis tryghed i det fællesskab, jeg kunne finde heri. Men jeg ønskede ikke en uddannelse. Eller en flot krop. Eller at drikke mig i hegnet.
Jeg gjorde alle de her ting i desperation. I håbet om, at jeg ville få en eller anden bekræftelse, som jeg søgte. I håbet om, at jeg endelig ville føle mig tilpas indeni. Men intet af det hjalp. I stedet blev det hul, jeg følte indeni, blot dybere og dybere, og der skulle mere og mere til at fylde det. Jeg følte, at jeg levede en slags søvngængertilstand; den måde, jeg levede på, virkede mekanisk, og hver uge var som en gentagelse af den forrige. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev dybt fortvivlet. Jeg ønskede ikke at leve det liv, jeg levede, men samtidig kunne jeg ikke give slip på det. Jeg var konstant i konflikt med mig selv, og jeg nærede kun følelser af vrede, skam, selvhad og sorg.
Tag dog ikke fejl. For selvom jeg ikke var lykkelig over det liv, jeg levede, var det alligevel behageligt. Der var noget betryggende i at lade ens liv passere uden at tage ansvar for det. Det var bekvemmeligt altid at kunne skyde skylden på andre. Og det var behageligt at vælte sig i alle disse følelser – vrede, skam, selvhad og sorg. Jeg tilstår gerne, at jeg dyrkede det. Så paradoksalt som det måske kan lyde, så elskede jeg at have det elendigt. Min elendighed åbnede op for alverdens destruktive impulser, som jeg kunne godtgøre at handle på. Jeg drak mig fuld med kammeraterne i weekenden, og efterhånden tog det overhånd, og vi begyndte at drikke i hverdagene. Det eskalerede: Jeg begyndte at tage kokain til fester, så jeg kunne drikke mere og holde mig vågen til morgenfesterne.
Men på et tidspunkt begyndte jeg at tage tidligere hjem fra fester, og jeg fandt ikke den samme glæde i det sociale liv som før. I stedet begyndte jeg at isolere mig selv, og jeg skiftede kokainen ud med amfetamin, som bedøvede de ubehagelige følelser, jeg havde: uroen og tankemylderet, vreden, sorgen og ensomheden. Stofferne gjorde, at jeg for en gang skyld kunne være i mig selv. Men den hedonistiske lykke, som var den eneste, jeg følte, jeg kunne opnå, efterlod mig blot endnu mere tom og endnu mere ulykkelig end før. Jeg forsømte mig selv. Eller måske straffede jeg mig selv, fordi jeg ikke opnåede mine mål? Eller fordi de mål, jeg opnåede, alligevel ikke gjorde mig lykkelig? Selvom jeg fralagde mig ansvaret for mit liv, gav min adfærd alligevel udtryk for, at jeg selv var skyld i tingenes tilstand – at det var min skyld, at jeg ikke var lykkelig, og at jeg derfor skulle lide under det.
Jeg havde nået et punkt, hvor jeg følte, at jeg havde ramt bunden. Jeg havde fuldkommen mistet overblikket over mit liv. Jeg var dybt depressiv, og jeg så ikke længere særlig meget til nogle af mine venner. Jeg havde givet op på at forbedre mig, havde forkastet ideen om, at jeg nok skulle blive lykkelig, hvis nu bare… Jeg var helt holdt op med at lede efter det, der skulle gøre mig lykkelig. Og lidt efter lidt føltes det, som om at et åg løftedes fra mine skuldre. Jeg begyndte langsomt at kunne være i mig selv igen, uden hele tiden at skulle distrahere mig selv fra de tanker og følelser, der uhjælpeligt dukkede op. Jeg blev ikke lykkelig, men jeg mærkede en indre ro, jeg ikke havde følt længe – hvis overhovedet. Og herefter gik det langsomt op for mig, at jeg hele mit liv havde ledt det forkerte sted efter det, jeg søgte. Den bedste måde, jeg kan illustrere, hvordan jeg havde det, er med fortællingen om den fulde mand, der leder efter sine nøgler. Den går nogenlunde sådan her:
En politimand ser en fuld mand, der står under en lygtepæl og leder efter noget. Politimanden spørger manden, hvad han har tabt, og manden svarer, at han har tabt sine nøgler. Politimanden begynder at hjælpe med at lede. Et par minutter efter spørger politimanden, om han er sikker på, at han har tabt sine nøgler her, hvortil den fulde mand svarer nej og forklarer, at han tabte dem længere ned ad gaden. Politimanden spørger derfor, hvorfor han så leder efter nøglerne her, og den fulde mand svarer, at lyset er bedre her.
Jeg følte mig som den fulde mand. Jeg ledte efter lykken dér, hvor jeg troede, at den var lettest at finde. Men endelig gik det op for mig, at det, jeg søgte, ikke skulle findes udenfor mig selv, men indeni. At jeg allerede besad det, jeg behøvede. At jeg, uanset hvad jeg gjorde med mit liv, og uanset hvilke desperate ego-drevne projekter, jeg gav mig i kast med, i forsøget på at bekræfte min egen eksistens, aldrig ville være tilfreds, hvis ikke jeg hvilede i mig selv.
Det er efterhånden en udbredt fortælling, at vi er mere frie end nogensinde før. At vi er vores egen lykkes smed, og at det er op til os selv at skabe det liv, som vi ønsker at leve. Men jeg er overbevist om, at dette blot er en illusion. Jeg har størstedelen af mit liv levet efter andres ønsker og imperativer, men troet, at de var mine egne. Der er et korttrick, som jeg ofte lavede, da jeg var yngre, som jeg håber kan illustrere min pointe. Jeg blandede kortene og viste hele kortsættet for personen, som tilsyneladende havde fri mulighed for at vælge hvilket som helst kort i bunken. Men friheden er kun tilsyneladende, og personen vælger altid det kort, som jeg ønsker, de skal vælge. Vi er på samme vis overbeviste om, at vi er frie til at vælge lige det, vi ønsker – og det gør os blinde for, hvordan vores ønsker er strukturerede på forhånd og dermed begrænsede. Vi kan vælge mellem utallige uddannelser – men at vi skal tage en uddannelse er en selvfølge. Vi kan vælge, hvordan vi vil udvikle os selv, og hvilke egenskaber vi vil tilegne os – men at vi skal udvikle os selv er givet. Vi kan selv vælge, hvilken vej vi vil gå for opnå lykken – men at vi skal jagte lykken, er udenfor enhver tvivl.
Men jeg tvivler. Jeg betvivler, at der er nogen nytte i at jage lykken – og jeg tror, at det er mere sandsynligt, at du blot jager den bort. Jeg betvivler, at vi nogensinde bliver lykkelige, uanset hvad vi opnår af samfundsskabte succeskriterier. Det er et fatamorgana, og for hvert mål, du opnår, flyttes målstregen blot endnu længere væk. Jeg ønsker ikke at følge en vej, som andre har lagt for mig – selv ikke, hvis det betyder, at jeg når den rette destination. Det var, hvad jeg følte, at jeg gjorde med de mange uddannelser, jeg forsøgte mig med. Jeg vil hellere gå min egen vej – selv med risiko for, at jeg farer vild. Og det var netop, hvad jeg følte, at jeg gjorde for første gang i mit liv, da jeg droppede enhver intention om at tage en uddannelse.
Misforstå mig ej: Jeg forsøger ikke at overbevise andre om at følge den samme vej som jeg, men at finde deres egen vej og følge den. Jeg forsøger ikke at overbevise nogen om, at de ikke burde tage en uddannelse. Men spørg dig selv, hvem du gør det for, og hvorfor du gør det – og vær sikker på, at du gør det af de rigtige årsager. At du gør det, fordi det er meningsfuldt i sig selv, og ikke fordi du håber, at du endelig bliver lykkelig, når du kan kalde dig cand.merc., cand.jur. eller hvad ellers man kunne drømme om – for selvom det utvivlsomt kan gøre dig lykkelig i en stund, vil lykken falme. For sindet er umætteligt. Det griber sporadisk i alle retninger, og det stiller sig aldrig tilfreds. Uanset hvad du opnår, vil det med tiden miste dets sødme, og sindet vil igen sætte sig i bevægelse i jagten på et nyt mål. Og du vil aldrig blive fri for den konstante strøm af tanker og følelser. Planer om fremtiden og erindringer om fortiden. Bekymringer og bebrejdelser. Skyld og skam. Ønsker om, at dét og dét var sådan – eller ikke var sådan. Uanset hvad du opnår, vil du stadig være plaget af dit sind. Og det gælder naturligvis også for mig.
Anil Capar
Hvorfor skal man læse De Serien?
Flere fortællinger
Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.
Hendes hår er uglet til perfektion, hendes øjne har rander, men er vågne af nysgerrighed, og hendes tøj hænger løst, ligesom hendes øreflip, hvor mærket fra en stretch stadig giver udtryk. Olivia er umiddelbar, feministisk og rå.
Da vi får gang i snakken, fornemmer jeg kreativitet, skabertrang og en snert af anarki. Hendes bekendtskab til kanter af byen, som ikke dukker frem for det uopmærksomme øje, giver mig lyst til at dykke ned i hendes verden.
Jeg mødte Olivia i foråret, og selvom vi siden da kun har mødtes over en række snakke om hendes pengeliv, har hun alligevel gjort et indtryk.
Jeg er nok blevet lidt overvældet af Olivias tendens til at lade tilfældighederne råde og tage tingene, som de kommer. Måske jeg er blevet en smule intimideret af hendes spontanitet. Min strukturorienterede mentalitet er i hvert fald blevet udfordret. Men kontrasterne har vist sig på mange måder at være givende – for fortællingen, for mig og forhåbentlig også for Olivia.
Igennem vores tid sammen er jeg blevet provokeret, overrasket, udfordret og mest af alt forundret. For hendes måde at anskue økonomi vækker noget i mig: Hvordan forholder jeg mig selv til min økonomi? Hvor meget af ens person er koblet sammen med ens økonomi? Og kan man frasige sig det?
Olivia er ikke under uddannelse og lever på de penge, hun kan skrabe sammen på sit solskinsbetingede job som cykelbarista. Men når man lærer hende at kende og dykker ned i hendes indre paradoksale tankegang om at ville frigøre sig, men samtidig være afhængig, udfoldes hendes historie på en måde, som ikke bærer medlidenhed eller sympati, men nærmere en stædig integritet, som har brug for at finde rodfæste i samfundet igen.
Da jeg første gang mødte Olivia var det i en tid, hvor hun virkede til at gå igennem et indre paradigmeskift: fra et, hvor opgøret med det banale har virket til styret dagens gang til et, hvor det “fornuftige” valg får lov til at have ordet.
Ud fra vores møder har jeg haft mange spørgsmål til Olivia. Det har til tider føltes uhåndgribeligt at forstå hendes historie. Men det hele stod pludselig meget klart, da jeg modtog et brev fra hende.
Hej Emma.
Før jeg kunne fortælle dig hele sandheden, har jeg brugt tid på at gå tilbage til diverse episoder, som kan give mig et mere realistisk billede af, hvad jeg har brugt min tid og penge på.
En periode af mit liv er forsvundet på, hvad der virker som et splitsekund! Det føles sgu lidt tåget og uhåndgribeligt.
Da min mor forleden sagde til mig, at det ikke at have et normalt arbejde også kan gøre en rigtig ked af det, ramte hendes ord mig. Der var noget, der satte sig fast.
Jeg har haft en eller anden ide om, at penge ikke bør indgå i basale behov, i hvert fald ikke mine. Jeg har fundet en form for frigørelse ved ikke at skulle tænke på min bankkonto, eller binde mig til ideen om tage på job for efter at komme hjem med minus overskud, være sur og tvær over, at der ikke er nok timer i døgnet.
Fuck hvor har jeg været træt af at skulle leve op til uddannelsesplaner, jobmuligheder, ja fremtiden. Det har føltes tomt, hult, fjernt fra mig selv og med intet andet formål, end at forsøge at gøre mine forældre stolte.
”En uddannelse er nødvendig for at have en sikker fremtid.”
”Hvad laver du? Altså hvad er dit job.”
”Hvad vil du i fremtiden?”
”Hvad skal du bagefter HF?”
Alle disse forventninger har gjort mig rodløs og fået mig til at føle mig malplaceret. Det har gjort mig usikker (fucking sur) på min egen dømmekraft, på min egen evne til at vælge ‘’rigtigt’’ og ”forkert.”
Jeg er ret sikker på, at penge altid har gjort mig utilpas. Det at håndtere min økonomi har for mig altid føltes som mere end at få et job eller at bruge efter behov. Nærmest som et eller andet “Ham som ikke må nævnes”-fænomen har penge tændt advarselssignaler i mig.
Siden vi to er begyndt at snakke sammen, har jeg gået og tænkt over, om fænomenet kommer af dengang mine forældre gik fra hinanden. Det skabte en form for ubalance, at min mor blev afhængig af min fars økonomi, og det efterlod ret splittede følelser i mig.
Efter skilsmissen opstod der to forskellige hjem. Hos min mor brugte vi tid sammen. Der var altid et fællesskab, men der var ingen overskud på økonomien. Hos min far var der mere alenetid på mit værelse. Der skulle jeg tage vare på mig selv, men jeg fik altid et ja, hvis jeg spurgte om penge.
Det var hos min far, jeg lærte at være selvstændig. Jeg blev overladt til mig selv, hvilket gjorde, at jeg kunne luske mere rundt og udforske, hvad jeg egentlig selv gad og kunne, men det har også skabt en følelse af fortvivlelse og af ikke at passe ind.
Jeg var barnet, som skilte sig ud. Jeg var mere grænsesøgende end dem fra min tidlige folkeskole. Jeg drak fra vandpytter, klippede min blomme på min finger op for at se hvor meget det kunne bløde. Jeg klatrede i træer og faldt ned og brækkede armene. Jeg spiste edderkopper på kommando, blade fra buske, og jeg havde ikke en stor Diddl-papirsamling eller en fed far, som kunne komme, vise, fortælle og helt opsluge alle de andre børn.
I de senere klasser kan jeg huske, at jeg følte mig udenfor. Jeg prøvede at passe ind, meldte mig på studieture, men pjækkede fra dem. Jeg blev presset af min far for ikke at lave lektier, få et job, osv. men vidste ikke, hvordan jeg skulle leve op til presset.
Da jeg startede på HF, en hverdag med skole, sladder, snapchat, sminke og en evigt søvnig tilstand, fitness, fuldskab, fordunklet tøj, du ved, en altid flad fornemmelse - (Fuck) – følte jeg igen, at jeg ikke passede ind. Det drænede mig og gav mig et behov for (en lyst til) at løsrive mig.
En ny form for frigørelse begyndte. Jeg meldte mig ud af det “fællesskab”, som skabes på de sociale medier igennem bagtaleri og udelukkelse. Jeg nægtede at være en del af alt det der pis. I forsøget på ikke at føle mig udenfor, lukkede jeg mig ude. Jeg gav op på at leve op til andres forventninger. Ingen forventninger, ingen skuffelse.
Slut med kropsidealer, ikke mere crossfit, ikke flere forsøg på at passe ind, ikke mere økonomisk støtte fra min far, ingenting.
Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.
Jeg gad ikke længere være med i en eller anden latterlig konkurrence opbygget omkring at booste sit ego. Alt imens jeg egentlig opbyggede noget indeni mig selv. En arrighed, et loft, som rykkede sig længere op og ikke bare rummede flere ting, men blev nødt til at rumme vildere ting. Det var som om at parametrene for, hvad jeg ‘’burde’’ gøre ikke længere fandtes. Intet er forkert, alt skal være mere vildt på en måde.
Når man økonomisk set er på skideren hver evig eneste måned, er der ingen, som undrer sig over, hvorfor du ikke passer ind. Der er et uudtalt fællesskab i det at være broke. Jeg kan huske at føle mig så heldig, når jeg skraldede en playstation med kontroller og solgte den for 400 bobs. Men det var altså ikke overskudspenge. Det var en redning som kom sendt fra, hvor ved jeg, et godt sted.
Shit jeg har lyst til at fortælle om engang, efter en nat på MDMA, coke og ingen søvn, fordi jeg havde ligget og været bare for hvordan mit liv skulle ende. Jeg tog på Aarhus Akademi og snakkede ikke med en eneste person på sko- len. Jeg sad bare og lavede mit engelsk stille og roligt for så at gå på toilettet og brække mig. Jeg kan huske, hvordan jeg kiggede mig selv i spejlet og nærstuderede min hud, mine negle, mit hår og min tilstand, som jeg ellers havde troet var A-okay. Den stund i spejlet ramte noget indeni mig. Jeg følte mig både ulækker og utilregnelig overfor mig selv.
Mens jeg stod der og kiggede mig i spejlet, indså jeg at jeg havde ramt en hård mur i mit økonomiske liv eller generelt måske... Jeg besluttede mig for at tage time off fra alt. Siden min frigørelse har jeg fået det til at løbe rundt økonomisk. Selvom det tit er en gåde, hvordan.
Jeg ved, hvordan jeg kan spare penge, hvor kan jeg hoppe over ‘’hegnet’’ så at sige. Men det er kun sjovt, når det ér sjovt, hvis du forstår. Jeg synes ikke altid, det er sjovt at skralde. Jeg synes ikke, det er sjovt at stjæle pant fra min roomie eller fra Frontløberne. Jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg ser slidt ud, fordi jeg ikke har energi eller penge til at vaske tøj. Jeg er blevet opmærksom på hvor stor psykisk impact, det har haft og kan have ikke at have en stabil økonomi eller i det mindste ikke at kunne styre det, man har.
Når jeg har sagt ja til noget, men senere indser, at det er nødt til at blive et nej føltes det pinligt. Som da jeg var blevet enig med min kæreste om at købe en spiral for nogle af de penge, jeg havde fået tilbage fra skat, men senere var nødt til at tage tilbage på apoteket og tigge om at få de 1800 kr. tilbage. Der kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere.
Tænkte jeg sgu: Noget omstilling ku’ være fedt, omkring på det her tidspunkt. Ik’å?
Jeg forstår bedre nu, hvordan det at være kompromisløs ikke nødvendigvis betyder et frigørelse. Jeg har jo også en ide om, at det er fedt nok at bo et sted, hvor der er rart. Nogle gange vil jeg gerne have muligheden for at hente en bøtte is i Løvbjerg eller tage ned på club og gi’ den max. Måske finde en form for frigørelse i ikke kun at skulle tænke på at få opfyldt de basale behov.
På nogle måder har det været mega fedt at være broke. Det har lært mig at være mere tålmodig. Jeg har fået mig et sæt mere realistiske briller på. Jeg har lært at leve sparsomt, åbnet øjnene op for mine omgivelser og lært at se muligheder.
Men det har ikke fået mig til at føle mig fri, sådan ægte.
Jeg har mødt forskellige mennesker, som ikke selv har frisat sig fra penge, men som lever uafhængigt alligevel. At penge ikke binder en som lænker, men måske mere er noget man ekspanderer sin armlængde med for at få fat i ting, der kan optimere ens situation, altså en god ting, et investeringsværktøj. DET GIR DA SUPER MEGET MENING! -- deri ligger lettelsen, fordi jeg har ‘’lært’’ at have et nyt syn på penge. Nu må vi se om det fucker up, når jeg begynder at tjene penge for reals, ellers.. Ej.
Jeg ved jo godt, at der har været en stædighed tilknyttet til valget om at være anderledes i forhold til penge, relationer, bolig, materialisme osv. Stædighed omkring ikke at være afhængig af andre, rodfæstet i mantraet “jeg klarer mig” - Et valg om at have det lidt svært i håbet om at kunne kalde det frigørelse.
Men frigørelsen er ikke nødvendigvis at være broke, og det at have en stabil økonomi er ikke at kapitulere. Det er en balance: overskud på kontoen økonomisk er en parallel til overskud på energifronten.
Min afhængighed tog til hurtigere, end mit fravær i skolen steg, og min konto blev rippet for penge. Når jeg ikke kunne spille, blev jeg rastløs og hidsig.
Nattens mørke rammer mig, og det samme gør virkeligheden, idet jeg træder ud ad diskotekets døre. Alkoholen pulserer i mit hoved i takt med baggrundsmusikkens beat. Det har været en god aften: Shots linet op på stribe, et kropstæt dansegulv, og en aften, hvor det hele var glemt. Det er altid den samme kur: Når det hele styrter sammen, odds-kuponerne fylder lommerne, og pengene forsvinder i pungen, så er det kun alkoholen, der kan fjerne min hverdag i et øjeblik. Lige indtil jeg træder ud i virkeligheden… IGEN.
Så længe jeg kan huske, har odds været en del af mit liv. Da jeg var 10-11 år gammel, begyndte min far og jeg at oddse sammen – men kun i weekenden. Vi spillede hver for 10 kr., og der blev både krydset af og visket ud, før vi havde fundet frem til den helt rigtige række.
1-X-1-2-1-X-2-2-X.
Gevinsten var dengang ikke kun de 400 kr., som vi kunne vinde på de 10 kampe, som vi havde oddset. Gevinsten var lige så meget de uendeligt mange timer, som vi tilbragte sammen i sofaen med fodboldkampe, diskussioner om startopstillinger og spændte, fedtede håndflader, som stødte sammen i en highfive, når slutfløjtet lød.
Men som årene gik blev de lange og gennemtænkte odds-kuponer, skiftet ud med tidlige og hurtige odds, og det hyggelige samvær med min far blev i stedet til ensomme aftener bag lukkede døre, fordi jeg SKULLE spille – koste hvad det ville. Og det skulle vise sig både at komme til at koste penge, venner, uddannelse og mig selv.
Spil på hjernen
Jeg går langsomt ned mod toget. Klokken er 03.30. Alkoholen gør, at jeg ikke kan mærke kulden, selvom jeg kun har T-shirt på. Det er vinter, men jeg har ikke taget jakke på. Jeg har ikke råd til en garderobe. Jeg drejer sløvt ind på Rosengade. Alkoholtågen begynder langsomt at lette, og straks begynder tankerne og den dårlige samvittighed at presse sig på. Jeg har igen tabt penge. 4.000 kr. Penge, som ikke var mine egne. Jeg har ingen penge mere, og jeg har ingen samvittighed. I hvert fald ikke i spiløjeblikket.
Jeg er ikke ligeglad med min familie og mine venner. Ikke inderst inde. Men odds betyder bare mere. Og der er ingen, der kan forstå det, og jeg forstår det heller ikke engang selv. Skylden og tankerne vælter ind over mig hurtigere, end mine alkoholpåvirkede ben kan nå at flytte sig. Jeg skammer mig ikke over, at jeg har spillet. Jeg skammer mig over alt dét, som min afhængighed har medført. Jeg har endnu engang lånt penge af mine venner, løjet for min familie, og jeg har druknet ubehaget og mig selv i alkohol. Jeg er en løgner og en kujon.
Alle teenagere ser frem til at blive 18 år. De kan gå lovligt i byen, og mange af dem er snart klar til at få hue på. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var de ting, som fyldte mest for mig dengang… men det er langt fra sandheden.
I gymnasiet begyndte mit spilleri at tage til, og mit liv begyndte at adskille sig mere fra de andres. Hvor deres skoledag stod på dansk fra 08.00-10.00, afsætning fra 10.00-12.00, frokostpause og engelsk fra kl. 13.00-15.00, var mine dage bygget op om spil: Fra kl. 07.00-09.00 spil på de tidligste morgenkampe og opfølgning, fra kl. 09.00-10.00 skynde mig i skole, men vigtigst huske at oddse på vejen, kl. 10.00 og resten af dagen, lidt engelsk – måske, men mest bet365.dk for at følge med i resultaterne af de oddsede kampe.
For det meste var jeg ikke i skole, og når jeg var, var jeg ikke til stede.
En ludoman fødes i mig
Min afhængighed tog til hurtigere, end mit fravær i skolen steg, og min konto blev rippet for penge. Når jeg ikke kunne spille, blev jeg rastløs og hidsig. Jeg kunne ikke få mit fix, mit dopamin. Jeg begyndte at låne penge af min familie og mine venner, og hvis jeg ikke kunne låne pengene, så tog jeg dem.
Til mine venner, sagde jeg, at jeg havde brug for penge til regninger, til at købe mad, eller jeg lovede, at jeg kunne købe alkohol eller snus til dem. Men de så aldrig nogle af delene. De 100 kroner, som jeg fx fik ”til mad”, gik til en pakke nudler = 2,5 kr. og til spil = 97,5 kr. Jeg kunne jo vinde pengene tilbage igen, overbeviste jeg altid mig selv om. Men det kunne jeg aldrig.
Jeg fortalte aldrig nogle af mine venner om min ludomani og min gæld. Egentligt tror jeg sagtens, at de ville kunne håndtere det, men hvornår skulle jeg gøre det? Imellem samtalen om sport og damer eller snakken om sex og druk. Det er så ydmygende og pinligt at være afhængig af noget og ikke kunne styre sine egne behov. På samme måde som andre misbrugere. Mit fix er mit spil – tre kampe lige på. Tænk, hvad de andre ville tænke om mig?
Som tiden gik, voksede min gæld, og det samme gjorde antallet af venner, som jeg lånte af. Der var arrangementer, som jeg ikke kunne tage med til, fordi jeg skyldte flere af deltagerne penge, og der var hyggeaftener, hvor jeg kom for sent, fordi jeg skulle mobilpaye frem og tilbage for at finde ud af, om bookmakerne og jeg havde 12 eller 17 kr. at gøre godt med. Det var et stort tetris-spil, hvor jeg skulle rykke rundt på brikkerne og passe dem til for at få løgnene og min hverdag til at hænge sammen.
I starten spillede jeg for at få stillet min spilletrang, men hurtigt begyndte skammen over at miste andres penge at blive min afhængigheds drivkraft. Håbet om at vinde det tabte tilbage, og kampen for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, det eneste som jeg ønskede – dét og at spille en række til odds 4,85 selvfølgelig.
Løgnen er ludomanens hemmelige våben
Jeg fortsætter. Men mod hvad? Jeg ænser hverken, at jeg tjekker ind eller det påmindende pling fra indlæseren på stationen. Mit hoved er indrullet i alkohol. Den har lammet min fornuft. Jeg kan ikke se nogen udvej. Er der overhovedet nogle, der elsker mig, når jeg har gjort dem så ondt? Og ville det ikke være nemmere for alle, hvis jeg bare var væk – for altid? Jeg går over på perronen.
Jeg begyndte hurtigt at leve et dobbeltliv. Ikke på den fede James Bond agtige måde, hvor han skjuler sin identitet som hemmelig agent, og hvor hans hemmeligheder redder liv. Det var bestemt ikke sådan for mig. Løgnen er ludomanens hemmelige våben, og mine løgne kostede en kernefamilie i knæ. Jeg blev gradvist rodet ud i et væv af løgne, som jeg brugte meget tid og mange kræfter på at holde styr på. Jeg tog mig selv i at lyve om ting, som jeg ikke behøvede at lyve om, fordi det bare var blevet en naturlighed for mig. Jeg løj altid overfor mine forældre om, hvorfor jeg ikke havde penge nok til fødselsdagsgaver, om at det gik godt i skolen, og om hvad de lånte penge skulle gå til – en tur i biografen med vennerne. Mit liv blev en stor gemmeleg. Alt blev gemt væk. Jeg skjulte, hvad jeg lavede, ligesom jeg gemte alle mine odds-kuponer på værelset. Inde i bøger, under sengen, i skuffen, i mine pokaler. Små bunker af lyserøde sedler og løgne.
Quickfix
Den 6. december 2018 fyldte jeg 20 år. Jeg havde på det tidspunkt fået låst min børneopsparing på ubestemt – måske evig – tid, mine forældre var blevet ansvarlige for min konto og min månedlige løn, og jeg havde gæld til det meste af min vennekreds. Men når man fylder 20 år, åbner der sig mange nye døre for en, og det samme gjorde der for mig: Jeg opdagede muligheden for at tage quicklån. Ludomanen, der i de senere år havde vokset sig større og større, kunne nu udfolde sit fulde potentiale. Det skulle nemlig vise sig, at det ”kun” tog mig omkring 4-5 timer og 30-40 ansøgninger at tage et quicklån på 15.000 kr. 7.000 kr. gik til at betale mine venner af, og de resterende 8.000 kr. gik jeg ned og oddsede for i den nærmeste kiosk.
Men jeg fik ikke kun flere penge mellem hænderne til at oddse for, de hurtige quickfix gjorde også mere skade på min familie. Min selvbebrejdelse over de nye lån og det fortsatte spil, gjorde, at jeg behandlede min familie som lort. Min fars og mine mandetimer i sofaen var blevet til diskussioner om penge, penge-diskussionerne var blevet til økonomimøder om mine lån, og økonomimøderne sluttede ofte med, at jeg forlod dem aggressiv og råbende: ”I kan fucking bare leve jeres eget liv og være ligeglad med mig og mit”. Men det kunne de jo ikke, fordi når jeg var ude, var de ved at gå til af skræk, og når jeg var hjemme, var huset fyldt med konflikter. Jeg kunne ikke være nogle steder mere. Når der var arrangementer med gutterne, var der altid en, som jeg skyldte penge, når jeg var hjemme, var der skænderier over endnu en af mine løgne eller lån, og om aftenen når jeg lå på værelset, græd jeg mig selv ihjel. Men først når døren var lukket til, og alle var gået i seng. Jeg græd over de ting, som jeg havde gjort, og de mennesker som jeg havde skuffet.
Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig, kun en udvej for os alle. At tage mit eget liv.
Siden jeg har været helt lille, har jeg altid været hunderæd for at skulle dø. Hvordan føles det at dø? Og hvor kommer man hen, når man dør? Har altid været spørgsmål, jeg har stillet mine forældre. Næsten lige så ofte som spørgsmålet, ”hvad skal vi have at spise i aften?” Men på den anden side var det også den dreng, der græd, hvis han kom for sent i skole eller havde gjort noget, som han ikke måtte. Den dreng var for længst forsvundet i spillet. Jeg brugte et utal af aftener på at planlægge den letteste udvej. Jeg var stadig bange for at dø, men jeg turde godt at tage mit eget liv. Både for mig og min familie. Fordi den her måde var ikke værd at leve på. Jeg tænkte scenarierne igennem: Med piller, hoppe ud foran et tog, med en kniv. Og for hver aften begyndte afskedsbrevet at tage form:
”Kære mor og far. I skal vide, at jeg elsker jer, og jeg er så ked af alle de ting, som jeg har udsat jer for. I skal også vide, at det aldrig var af ond vilje, og jeg fortryder det hele. Jeg kunne bare ikke styre det. Det kan godt være, at det ikke føles sådan for jer lige nu, men jeg ved, at det vil være lettere for jer uden mig.”
Ludomanien har mange ansigter – og det ene er mit
Nu står jeg på kanten af perronen. Et skridt mere og jeg falder ned på skinnerne. Jeg har planlagt det under dynen, og jeg har forsøgt det før. Sidste gang var min hånd fyldt med piller, denne gang står mine fødder og vipper ud over kanten. De hvide, næsten utydelige streger på min venstre overarm er en evig række af påmindelser om, hvad min afhængighed har ført mig ud i. En påmindelse om, at da jeg tog de mange piller, da jeg skar kontinuerligt i min arm, og da jeg står her nu, har jeg ikke følt nogen anden udvej. I samme øjeblik slår det klik, og det sortner for mig…
Jeg har senere fået fortalt, at jeg sprang ud på skinnerne. Jeg husker det ikke selv. Men heldigvis var politiet der til at få hevet mig op. Kun få minutter efter kom der et tog. Jeg er 21 år gammel. Jeg har i løbet af mit korte liv spillet for ca. 300.000-400.000 kr., jeg har taget lån for ca. 100.000-150.000 kr., jeg har prøvet at begå selvmord, og jeg har løjet og snydt flere gange, end jeg kan tælle. Mange tror ikke, at man kan have ludomani i så ung en alder, men jeg har været ludoman i flere år.
Ludomanien har mange ansigter, og det ene er mit.
Jeg stoppede med at spille i to måneder efter, jeg sprang ud på skinnerne. Jeg var på et behandlingscenter. Jeg har været stoppet flere gange siden og faldet i igen. Men en ting er anderledes denne gang. Jeg starter helt fra bunden, alle mine løgne og hemmeligheder er lagt frem, og for første gang er jeg nu ærlig om min ludomani. Overfor jer, overfor min familie og måske vigtigst af alt overfor mig selv.
Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget?
Nogle unge lever kun på deres SU, andre har et studiejob for at tjene lidt ekstra. Ingen af dem er som mig, og jeg er ikke som dem. Jeg får et handicaptillæg. Ja, det skal jeg lige gentage det for mig selv. Jeg lever af SU med handicaptillæg.
Boblen brister
Februar 2020: I bussen måtte jeg tørre tårer væk. På vej hen til skolen havde jeg det lidt som en kat, der vidste, at den skulle til dyrlægen. Jeg trak bare mig selv igennem det. Om jeg så skulle græde igennem hele dagen, så skulle jeg bare holde fast i min uddannelse. Da jeg kom hen til skolen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ‘fed up’. Med sammenbidte tænder greb jeg om dørhåndtaget. Hvis jeg mister den her uddannelse, så bliver jeg slået helt ud. Jeg mister det hele for at sige det, som det er. Jeg satte mig ud på toilettet for at få en god græder og tænkte, at jeg havde det under kontrol.
Siden jeg var helt lille, har jeg haft et sind i alarmberedskab. Da jeg var 13 år, opdagede lægerne, at jeg havde en sjælden sygdom. De tog blodprøver fra min øreflip og biopsi af min lever. Mine indre organer var skadet af kobberophobninger i min krop. Lægerne fortalte mig, at jeg havde Wilson – en medfødt sygdom der kan være dødelig uden behandling. På grund af en genetisk fejl, kan min krop ikke udskille det kobber, jeg optager fra mad. I stedet hober det sig op i leveren og i hjernen. Medicinen hjælper mig en del, men uanset hvor “rask” og stabil jeg er, vil jeg altid leve med bivirkningerne: Lav stresstærskel, dårligere koncentration og øget søvnbehov. Sommetider har jeg ligget i min seng og ikke haft planer, ikke bevæget min krop, men stadig stresset the hell out af mig selv.
Bivirkningerne er en dårlig cocktail, hvis man gerne vil passe både et studie og et job. Det er lige meget, om man skal bruge hovedet eller bruge kroppen, det bliver lynhurtigt for meget. Men det er ikke altid rart at forklare til nogen, jeg kun lige har mødt, når snakken falder på job, og ”nå, hvad arbejder du så med?” I mit hoved hører jeg jinglen fra ‘Hvem vil være millionær’, altså den dramatiske melodi før det endelige svar. Spotlightet er landet på mig.
Is i maven
Min overlæge for Wilson hjalp mig med at søge om handicaptillæg. Han skrev en lægeerklæring og skrev om min fortid og om bivirkningerne. Jeg sendte en ansøgning afsted sammen med lægeerklæringen. De skulle se min jobhistorik og mine bankkonti. Ansøgningen var undervejs i fem måneder. Lige præcis den tid det tog at bide mine negle helt ned. Jeg var slet ikke overbevist om, at jeg ville jeg blive godkendt. Kommer det til at løbe rundt, hvis jeg ikke får tillægget? gik jeg og spekulerede. Hver eneste gang, tanken strejfede mig, sendte det et sug igennem min krop.
Jeg bruger i gennemsnit ca. 600 kr. om måneden på den medicin, som jeg skal tage hver dag resten af livet. Uanset hvordan min økonomi må have det, kan jeg ikke vælge den udgift fra. Følelsen af at trippe rundt på lavasten forfølger mig, og jeg må ikke træde ved siden af. Det var med den største lettelse og taknemmelighed, at jeg så tillægget tikke ind på bankkontoen første gang.
Uden SU er der intet tillæg, og uden uddannelse er der ingen SU. Min store passion er videokunst, og drømmen er at komme ind på kunstakademiet. Al den energi, jeg ikke bruger på at opretholde en normal dag, bruger jeg på at lave kunstvideoer. For det er kunst, der får mig til at græde og får mig til at smile. Det er den ene ting i livet, der bare blomstrer, uanset hvad der sker omkring mig. Men jeg ved godt, at det ikke er særligt økonomisk sikkert at gå efter kunst som levevej. Det skal nok lykkes, fortæller mit hjerte mig, mens tankerne kører, og pengene fanger mig. Træd ikke ved siden af, husker jeg mig selv på, mens jeg tjekker kontoen for at sikre, at der ikke er ændret synderligt ved tallene. Jeg holder mig oven vande. Hvordan kan økonomi og frihed være så uløseligt forbundne?
Min hjerne smuldrer
Jeg skubbede selvfølgelig mig selv helt ud til grænsen på studiet. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg ikke kunne holde fast i min uddannelse. Hele min økonomi afhænger af det. SU, handicaptillæg og studiebolig. Intet af det er mit uden et studie.
Men det var en god klasse, jeg var startet i. Jeg var flyttet fra landet til København, blevet optaget på Biologi - et sikkert valg. Det kørte egentlig for mig. Men interessen var næsten ikke til stede mere, og jeg fik det hurtigt værre og værre. I starten forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg begyndte at blive ængstelig, når jeg skulle i skole. Jeg begyndte at få negative tanker, paranoide tanker om, at alle dømte mig. Men jeg fik det afkræftet gang på gang. Det var en rigtig fin klasse. Så jeg blev sur på mig selv over de ubegrundede, negative tanker.
Min hukommelse begyndte at svigte, og jeg troede, at jeg var ved at blive dement. Jeg kunne sidde i undervisningen og pludselig forsvinde helt væk mentalt. Som om jeg var inde i mig selv, men spredt ud over det hele, helt fraværende. På et tidspunkt skulle jeg lave en test, og jeg lavede selvfølgelig ikke testen ordentligt. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvert tredje sekund sad jeg og kiggede på én, der havde pegemanden op i næseboret, eller en edderkop i hjørnet, der var ved at lave et spind, eller tænkte på, hvorfor læreren mon havde næsehår på længde med græsstrå. Så koncentrer dig dog om den her lille svamp. Det her kan selv en baby koncentrere sig om, og jeg kan ikke engang holde den i to minutter.
Tiden på studiet gik. Jeg begyndte at blive sur på mig selv. Jeg begyndte at ryste og havde en angst i min krop, som jeg ikke kunne pege i nogle retninger. Jeg kunne ikke sige, hvad der trickede det. Jeg er dum, jeg kan ikke følge med, jeg er træt, min hjerne smuldrer, jeg kan ikke huske noget hele tiden. Jeg vil ikke det her. Det var en stigende følelse af at hænge fast bag en lastbil på motorvejen, hvor den bare kører og kører, og jeg holder bare fast, så godt jeg kan. I lang tid prøvede jeg at holde det kørende og lave undskyldninger for mig selv. Jeg kan godt blive hjemme fra den her forelæsning og så bare læse op på det, overbeviste jeg mig selv om. Pludselig havde jeg ikke været i skole i to uger.
Kollapset i Bilka
Hvor end jeg gerne ville tro det, havde jeg intet under kontrol, og selv det at handle var en uoverstigelig proces. Jeg slæbte mig selv ned til Bilka for at købe tre ting. Jeg havde skrevet de tre ting ned, jeg skulle have, fordi jeg vidste, at min hukommelse var helt til hundene. Før jeg skulle ud ad døren, remsede jeg dem op for mig selv, rugbrød, æbler og kiks. Der gik tre minutter, så skulle jeg lige tænke mig om igen. Hvad fanden var det nu, jeg skulle have? Det var pist væk. Jeg kunne ikke huske én eneste af tingene. Kiggede på mobilen, hvor det var skrevet ned. Ah, rugbrød, æbler og kiks. Selvfølgelig, selvfølgelig. Fem minutter senere var jeg kommet ind i Bilka. Okay, hvad er det nu, jeg skal have? Det var væk igen. Det var skræmmende. Jeg var så træt, at mine øjne lukkede af sig selv. Så blev jeg fanget i fornemmelsen af belønning, det gav min krop at have øjnene lukkede. Mmm det her er sgu da rart, og så havde jeg øjnene lukket i noget tid. Min krop gik og kollapsede under mig, som om jeg var ved at falde i søvn.
Det var i ren panik, at jeg ringede til min mor. “Mor, jeg ved næsten ikke engang, hvad jeg laver. Jeg kan ikke huske noget. Lige nu kan jeg lægge mig ned på gulvet i Bilka without a care in my fucking life og tage mig en lur. Så træt er jeg, at jeg vil være så ligeglad med, at folk så skal træde hen over mig for at få en dåse hakkede tomater.” Og jeg tænkte, at det her er jo ikke mig. Det er ikke sådan, man skal være menneske, og det er jo forfærdeligt at have den her tilstand. Jeg var ræd for mit liv. Hvad fuck sker der med mig? Jeg ringede til min overlæge og forklarede, at jeg var dybt ulykkelig. “Er jeg 80 år indvendig og ved at blive dement?” Efter en konsultation sagde han, at jeg var ramt hårdt af stress. Han sagde, at jeg skulle se det an, og vi talte om min uddannelse. Jeg måtte prøve at f inde noget andet, men samtidig få økonomien til at køre rundt. Så jeg læste op på, hvordan man kan blive sygemeldt og stadig få SU.
FLYGT
Hos min egen læge fortalte jeg igen om alle symptomerne. “Din krop prøver at flygte fra, hvad end du har gang i,” svarede han og forsøgte at berolige mig. Og det var også sådan, jeg havde det. Når jeg var i klassen, havde jeg literally lyst til at løbe ud derfra. Bare flygte. Selvom der var god stemning, selvom der var kage om fredagen, whatever. Det lignede slet ikke mig. Jeg forklarede desperat min læge, at jeg er knyttet til handicaptillæg, og jeg vil ikke bare kunne få et job. “Jeg er ude i hundene lige nu, jeg kan knap nok gå ned og vaske mit tøj. Hvordan skal jeg kunne lave noget andet?” Han var virkelig forstående og lavede en lægeerklæring til mig. Han sagde, at jeg skulle sygemeldes, indtil jeg kunne komme på en ny uddannelse og få ro på stressen. Men en sygemelding for stress ville formentlig kun vare nogle uger. Så han skrev også i lægeerklæringen, at jeg var i behandling for depression og understregede tilknytningen til symptomerne ved min sygdom.
Da sygemeldingen var gået igennem, var jeg både lettet og usikker. I lang tid gav det mig virkelig ondt i maven. Jeg følte, at jeg havde snydt systemet. Jeg havde jo ikke fået en depression. Jeg forestillede mig, at CIA ville sparke min dør ind og sige: “Du har snydt systemet. Ned med nakken!” Jeg havde vild paranoia over, at der ville komme et brev i min e-boks om, at al min SU blev fjernet. Jeg bildte mig ind, at ”de” kunne se alt, hvad jeg lavede. Hvis jeg var på strøget eller hjalp min veninde med at f lytte nogle kasser, så kunne de jo se, at jeg ikke lå derhjemme og græd. At jeg også godt kunne arbejde. Jeg tænkte: They are gonna get me. Fordi… jeg kunne jo have det værre. Hvad med dem, der har mistet deres ene hånd? Hvad med dem, der har ulidelige rygsmerter hver eneste dag? Hvad med dem, der har et synligt handicap? DE har brug for det, ja. Men er jeg overhovedet berettiget? Kunne jeg ikke bare tage mig lidt mere sammen? Tanken kommer stadig, når jeg ligger og skal falde i søvn. Snyder jeg systemet? Nogle gange kan jeg ikke forstå, hvorfor de har accepteret det.
Oven vande
Min sygemelding varer indtil næste studiestart. Jeg har endelig søgt ind på kunstakademiet, og svaret kommer inden for få uger. I mange måneder endnu står jeg i ingenmandsland uden beskæftigelse. Der er mange gange, hvor jeg decideret har løjet om, hvorfor jeg ikke har et job. I stedet for at fortælle at jeg får handicaptillæg og er sygemeldt, siger jeg, at jeg er i gang med at søge job. Men det er jo bullshit, det ved jeg godt. Det føles bare ikke tilstrækkeligt at sige det, som det er. Slet ikke uden en forklaring. Jeg frygter at lyde som en slange, der bare får penge af staten og ikke laver en skid. Men hvis jeg fortæller alt, er jeg så andet i deres øjne? Jeg er jo “hende med handicaptillægget,” ja. Men jeg er også stadig den sjove, friske og raske pige. Det er nogle gange svært selv at føle, men pengebekymringer og sygdom er jo slet ikke alt, jeg er. Første skridt er at fortælle helt åbent og ærligt om det, og det har jeg gjort nu.
Jeg kollapsede i Bilka, men jeg har rejst mig igen. Nogle unge har et studiejob for at tjene lidt ekstra, og det ved jeg, at jeg aldrig kommer til. Jeg tror på, at min sygemelding har været det rigtige, og jeg tror på, at det vil gå bedre på en ny uddannelse. Foreløbig er jeg afhængig af systemet for at klare mig. Men det er okay. Jeg føler ikke længere, at jeg hænger bag en kørende lastbil. Måske er jeg ved at komme mere oven vande. Hende med handicaptillægget. Nu hvor jeg har fortalt det hele, sætter det sig ikke som en klump i halsen. Jeg er samtidig hende med kunstvideoerne, hende med de vilde idéer, hende der flyttede til København og nu også hende i bogen.
I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.
Jeg bor på et klubværelse i Nordvest med min mor. Vi deler køkken med tre andre. To fyre, en pige. De er allesammen studerende i starten af tyverne. Vi snakker ikke meget med hinanden.
Der er 6 etager ned til vaskekælderen. Dernede har vi i over et år har haft en kæmpe bunke vasketøj liggende, fordi vi ikke har plads heroppe. Forleden var jeg nede og vaske. Jeg væltede bunken ud på gulvet for at sortere det. Det stank hengemt ad helvede til, så jeg skyndte mig alt jeg kunne. Døren åbnede, og dér kom en pige ind for at hente sit nyvaskede tøj. Hun var blond, havde nogle fine gule sandaler på og en silkekimono. Jeg prøvede febrilsk at samle bunken lidt sammen og skubbe den ud af hendes synsfelt, men mine hektiske bevægelser fangede hendes opmærksomhed.
Jeg tænkte, om hun mon havde overvejet, hvem der havde den kæmpe klamme bunke liggende. Nu kunne hun sætte et ansigt på. Hun kastede et hurtigt blik på mig og bunken og gik ud igen med sit rene tøj. Jeg satte mit over og puttede nogle andres vaskemiddel i maskinen. Jeg gik op igen og så de gule sandaler stå foran døren ved lejligheden under min.
Jeg er fattig og har altid været det. Min mor har aldrig haft et job. Hun fik sin HF som 34-årig og har siden droppet ind og ud af studier. Hun er meget intelligent og akademisk anlagt, men har haft livsomstændigheder, der til tider har gjort det uoverkommeligt at være både enlig mor og universitetsstuderende. Vi har altid levet på noget, ikke af noget. På SU, på kontanthjælp. Vi har haft omkring 10.000 kroner om måneden det meste af mit liv. Til husleje, og til min mor og mig.
Jeg er født i København. Jeg er københavner. I løbet af mit liv har vi boet ti forskellige steder rundt omkring i hele landet. Med de stigende huslejepriser i hovedstaden er det blevet næsten umuligt for folk med en indkomst under middel at bo i deres hjemby.
Landskronagade
Da jeg var lille, boede vi i en dejlig lejlighed på Østerbro. Huslejen var lav, og det var et ganske fint sted at bo. Men så kom der nye ejere. Der var to ildebrande på to år, hvor mindst en af dem var påsat. Udbetaling af forsikringspenge. Anden gang sprang alle ruderne på den ene side af ejendommen. Der blev sat bølgeplader for vinduerne; de var sat ubehjælpeligt op med lidt skruer og tape, og der hang stadig store glasskår fast i kanten. Det levede vi med i seks år – i mørke og uden udsigt i halvdelen af lejligheden. Ejerne ville ikke skifte dem, og vi havde ikke råd til selv at få det gjort.
Jeg var omkring 6 år gammel, da jeg en dag kom jeg ud i køkkenet. Min mor lå på gulvet og græd. Hun havde snakket i telefon. Den lå ved siden af hende. Jeg spurgte, hvad der var galt. “De tager vores penge! De vil tage vores penge!” hulkede hun. Jeg aede hende på håret. Så skyndte jeg mig ud i gangen hvor jeg tog glasset med småpenge fra kommoden. Jeg gemte dem i min legetøjsovn, hvor min mor undrende fandt dem flere måneder senere.
Fyn
Det lykkedes os at fremleje lejligheden til nogle udvekslingsstuderende, og så flyttede vi til Fyn. Det var vi nødt til, for at min mor kunne studere på Syddansk Universitet og få den uddannelse, hun gerne ville have. Starte på en frisk. Til at begynde med boede vi i lidt tid hos en af mine klassekammeraters far i Vollsmose. Han syntes nok min mor var ret lækker.
Bagefter flyttede vi i en hyggelig kælderlejlighed i Odense. Men huslejen blev for dyr.
Vi fandt et lille hus, der lå ude i skoven ved landsbyen Ryslinge, tæt på Ringe. Det blev lejet billigt ud af skovfogeden. Huset var hvidt med bindingsværk og stråtag. Det havde set bedre dage. Indenfor var der 5 værelser, alt for meget til mig og min mor. I alle rum var der grimme, grå væg-til-væg-tæpper. Der var brændeovne i hvert værelse, men de var 100 år gamle. Der var kun to af dem, man kunne få ild i, og det tog en times intens opmærksomhed, før det måske lykkedes. Ingen radiatorer. Alle værelserne virkede underligt tomme og mærkeligt indrettet – vi havde ikke nok møbler til at fylde dem ud. Første gang jeg skulle tage et bad, sad der den største, fedeste tudse i hjørnet af brusekabinen. Jeg, et bybarn, kunne slet ikke tro på, at noget så ækelt fandtes i virkeligheden. Jeg nægtede at bade i to uger.
Jeg forestillede mig, at min mor og jeg befandt os i 1800-tallet, en kvinde og hendes barn alene i huset ude i skoven, nattekolde og isolerede. Vi gik hver morgen gennem skoven, op til busstoppestedet, når jeg skulle i skole. Det var en utrolig kold vinter.
I husets mindste rum stod der kun den store sorte lædersofa og fjernsynet, som alligevel vidnede om at årstallet var 2010 og ikke 1810. Her var jeg mest. Der var sket noget med fjernsynet, så det kun kunne vise sort/hvid. Jeg så de samme dvd’er igen og igen. Jeg så tegnefilm som andre børn, men jeg så også min mors voksenfilm. Jeg kunne godt lide “Volver” selvom den slet slet ikke var børnevenlig. Og så var den på spansk. Selvom den var i sort/hvid på fjernsynet, husker jeg det, som om jeg så den i heftige spanske farver.
Jeg husker det som, at jeg altid havde en dyne omkring mig. Nogle gange pausede jeg filmen for at spurte ud i køkkenet, hen over det iskolde flisegulv og til fadeburet for at hente tvebakker og smør for så at spurte tilbage i min lille hule og spise smørmadder og fylde sofaen med krummer.
Tilbage til byen
Efter et år vendte vi tilbage til lejligheden i København. Landdrømmen fejlede.
Men de nye ejere skulle tjene penge. Nu ville de renovere køkkenet og sætte huslejen op fra 3000 til 10.000 kroner. Jeg tænkte, at køkkenet var det mindste problem, for der hang stadig løse glasskår og bølgeplader i vinduerne. Det var næsten blevet uudholdeligt at bo der, for udover bølgeplader, var der, hvad der føltes som døgnet rundt, larm fra maskinværktøj, der renoverede i de andre lejligheder. Vi kunne ikke flytte, ikke hvis vi ville blive boende i København. Det var i starten af 2010’erne, hvor boligpriserne i København, for alvor var begyndt at stige. Og de stiger stadigvæk.
Vi nægtede at få lavet nyt køkken og få forhøjet huslejen. Så sagsøgte ejerne min mor over en ridse i gulvet, og krævede at vi enten betalte en latterligt stor erstatning eller flyttede. Til sidst tilbød de os 50.000 under bordet for at skride, og det gjorde vi så.
Nomadetilværelsen
Så startede en tilværelse af skiftende adresser. Min mor kunne få en praktikplads i Svendborg, og det var billigt at bo på den anden side af broen, på Langeland, så vi flyttede derned. Det var en fin praktikmulighed, og så kunne vi bare være der, indtil vi fandt noget i København, for det ville nok tage lidt tid. Vi fandt ikke noget i København. Vi flyttede til Roskilde og boede i en kollegielejlighed ved RUC. Derefter hos min mormor i Tisvilde. Jeg flyttede ind til min morfar og hans kone på Frederiksberg for at starte i skole i København.
Nordvest
Endelig blev vi tilbudt klubværelset i Nordvest. Her har min mor og jeg sovet i samme seng i to og et halvt år.
Vores 15-kvadratmeters hjem er fyldt med bøger, plader, plakater, udklip og planter. Vores møbler er gammeldags, og over det hele er der forskelligt tingeltangel (en konkylie, en vandpibe, en violin, messinglysestager).
I mit hjem er ikke den grå IKEA-sofa, som man forestiller sig, at “de fattige” har, og der er ikke et evigt tændt tv eller Røde Prince i askebægeret.
Men jeg kan mærke, at jeg er anderledes end mine venner og bekendte i København. Uanset hvor godt jeg kan lide dem, er der en følelse af isolation der altid omhyller mig i sociale situationer og holder mig fra rigtigt at kunne knytte mig til folk. Jeg er bange for at blive afsløret i at være anderledes. Isolationen er allerværst, når folk snakker om bolig. “Det bliver bare så fedt, når man kan flytte ud! Altså at få sit eget, ik?”, “Jeg kender nogen, der kan få mig ind” og “min far har sagt at han gerne vil hjælpe mig med en andelsbolig.” Så får jeg bare lyst til at gå. Jeg spurgte min veninde, om hun ville oprette sig på studiebolig.dk, så kunne hun være min medansøger, og så kan man søge om 2-værelses-boliger. “Nej, jeg tænker bare at blive boende hjemme indtil jeg kan få en andelsbolig”. Hun sagde godt nok det med andelsboligen med en snert af selvbevidst humor, men jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.
Tænk bare at kunne blive boende hjemme, have sit eget værelse. Måske går ens forældre én på nerverne, men når man kommer op at skændes, kan man i det mindste smække døren bag sig. Og tænk at have forældre, som har andre penge – opsparing, pension – end bare dem, der kommer ind hver måned. Nogen har en børneopsparing, som de kan få et kørekort for, og nogle få er så heldige, at der næsten er nok til et boliglån. Jeg ville bare så gerne være large og glad på mine venners vegne over, at de får de muligheder, de får. Jeg vil jo ikke have, at nogen skulle leve under det pres, som jeg har levet under. Men jeg bliver bare så vred. Og bundulykkelig. Jeg bliver kort for hovedet og svær at være sammen med, når jeg falder ned i hullet af tanker om fremtids- planer og økonomi. Jeg støder folk fra mig, enten som offer eller martyr.
Jeg bliver sur på universet over, at jeg bliver ond i sulet, når det går andre godt. Og når nu skæbnen har behandlet mig så dårligt, kan jeg så i det mindste ikke få lov til at være sur og tvær over det? Det har jeg jo i virkeligheden slet ikke lyst til. Det vil jo ikke bringe mig nogen gode steder hen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal komme videre end den erkendelse, for det gør så ondt.
Mange unge har en stram økonomi, men jeg har aldrig oplevet en virkelighed, hvor penge ikke var et problem. Manglen på dem er en konstant sky af skam og mindreværd, som jeg har levet under hele mit liv. Det har sat sig dybt i mig.
Jeg har stuer i hele byen
Det er svært at få et sted at bo i København. Og det er næsten umuligt, hvis man er ung. Men det er ikke særlig mange, der er nødt til at bo på et 15-kvadratmeters klubværelse med deres mor uden nogen idé om, hvordan det skulle ændre sig. Min mor har gjort, alt hun kunne for mig, og min opvækst har været præget af bøger, musik og abonnement på Information i stedet for en tv-pakke. Men tænk hvis nu det skulle gå til spilde? Hvad hvis jeg ikke kan komme videre? Jeg vil ikke kunne tage en uddannelse, så længe min boligsituation er sådan her. Og hvis du skulle tænke, at det er, fordi jeg bare ikke har nok viljestyrke, så kunne du jo prøve at låse dig inde i et rum med din mor og forsøge at lave lektier.
Jeg går tit på café eller biblioteket, for der føler jeg ofte at have mere ro til at fordybe mig. Jeg har stuer i hele byen. Jeg kommer altid de samme steder, og på nogle caféer finder jeg for en stund den hjemlige tryghed, jeg længes efter. Hyggelig indretning. Fred. Men så også kun for en stund. For der kommer altid et punkt, hvor jeg ikke længere føler, at jeg kan tillade mig at blive siddende for den ene kop filter- kaffe, jeg har råd til. Det bliver senere, stemmerne omkring mig bliver højere i takt med, at kaffe bliver skiftet ud med øl. Det vil blive lukketid.
Nautilus
Dengang på Fyn, da jeg lærte at læse, var de første rigtige bøger, jeg kastede mig over, skrevet af Jules Verne. Jeg elskede sci-fi-eventyrene skrevet for over 150 år siden, om rejser omkring hele jorden, til månen, til jordens indre og under vandet. Men det som dragede mig allermest ved “Den Gådefulde Ø”, “Rejsen til Månen” eller “20.000 fod Under Vandet”, var ikke sci-fi-opfindelserne, men derimod den måde, man i bøgernes beskrivelser af indersiden af rumskibe, damplokomotiver, skibe, ubåde osv. fandt lommer af tryghed. Man lukker sig inde og indretter sig. Igennem et koøje kan verden udenfor betragtes, uden at nogen af dens storme kan røre én. Alle børn elsker at bygge huler, og igennem bøgerne kunne jeg være i en hule og føle en tryghed, som jeg ikke kunne få på vores altid skiftende adresser i det virkelige liv. De indbydende rum på ubåden Nautilus, var afgrænsede og permanente, men ligesom mig altid i bevægelse og på vej mod et nyt sted.
Men selvom jeg var glad for studiet, ændrede det ikke på det pres, jeg levede under.
”Jamen Mette, hun er ligesom en dygtig bueskytte. Hun tager buen i hånden, sigter og rammer plet hver gang.” Min klasselærer gestikulerer at skyde en bue, imens jeg sidder ved siden af min far til den klassiske skole-hjem-samtale i 8. klasse. Fortvivlet og mundlam fyldes det hvide lokale med et par sekunders stilhed, før læreren fortsætter: ”Hun skal bare have fleksible arbejdstider, når hun bliver ældre. Så skal hun nok møde.”
Jeg har pjækket siden 4. klasse. Meget endda. I de sidste år af folkeskolen vil jeg skyde på, at jeg har mødt i skole 2-3 ud af 5 hverdage. Over en årrække havde jeg en fornemmelse af at have lært at pjække så vellykket, at ”de voksne” ikke kunne gøre noget ved det. Den hemmelige teknik til at få lov til at pjække massivt er at være begavet og bundærlig om at have det ad helvede til. Til tider kan det være smart at møde op i skolen og gå hjem midt i timen, fordi man ”har det dårligt”. Det understøtter din argumentation om, at du faktisk er syg. Hvis du er rigtig heldig, så bliver du stemplet som doven, for så gør de sgu ikke mere ved det. Nu har du læst om min tid i folkeskolen i meget grove træk – der er jo ikke så meget at skrive, når jeg ikke mødte op. Men hvorfor var jeg dårlig til at møde op? Var jeg virkelig bare doven?
Jeg var en kende buttet, men blev aldrig mobbet for det. Jeg følte mig vellidt og havde også venner. Mit hjem var til gengæld i metaforiske flammer. Så vi går lige tilbage til 7. klasse; til dengang jeg gik på julemærkehjem.
Julemærkehjemmets lugt er en lugt, der rammer mig til tider, ofte ud af fuldstændig ingenting. Et specifikt billede breder sig for mine øjne af skrivebordspladen, der svæver tungt på væggen, med de typiske teenage-ting spredt ud. Skrivebordet bliver overskygget af en hylde ovenover, hvorpå make-up, blade og menstruationsbind står, sirligt og korrekt placeret. I skyggen, mellem skrivebord og hylden, hænger en tegning blandt andre. “Se! Jeg har tegnet den her!” Meget stolt viser jeg en tegning til Carsten, en pædagog. Han kigger interesseret på tegningen, imens jeg flytter den sataniske bibel fra min seng og over på skrivebordet. Carsten nikker: “Det er rigtig flot, men Mette… hvorfor er det hele så destruktivt? Altså med ild og det hele…” Han borer sine øjne ind i mine, beder mig droppe en maske og tage stilling til livet, da han spørger mig oprigtigt: “Er du okay?”
En kraftig tåge glider ind over mine øjne. På den våde rand af øjenlåget sætter den fundament og bygger op som en fed, fugtig væg af vand. Den kollapser under sin egen vægt og tårer vælter frit ud og ned over kinderne. Carsten ser forskrækket på pigen, der står foran ham og græder. “Jeg er blevet misbrugt. Jeg har aldrig sagt noget.” Carsten tager et splitsekund til at slå den højprofessionelle pædagog til og sætte mig ned på sengen. Det tager mit sind et sekund til at splitte, træde ud af kroppen, imens min mund reciterer flere minder om grove hænder på min barndomskrop. Intet kunne jeg gøre for at stoppe med at hælde mit hjerte ud, for jeg var helt, bogstavelig talt, ved siden af mig selv. Jeg fortalte ham alt.
Det var kaotisk og kompliceret for en stund, imens familien fandt ud af en løsning, der virkede bedst for dem. Den voldsmand, der forgreb sig på mig, er stadig en del af familien, stadig med til familiefester, familiefødselsdage, jul og hygge. Som 14-årig kan man ikke bestemme, hvem der kommer i sit hjem. Derfor er det altid det mest sikre at være hjemme på tidspunkter, når ingen andre er hjemme - og ingen burde være det. Intet er dog fuldstændig sikkert, når ens egen familie glædeligt trykker den samme hånd, som lå så tungt på mig. Få ting er så ødelæggende for selvet som at fejre livets små begivenheder i samme rum som ens voldsmand.
Efter pres fra min studievejleder tog jeg en 10. klasse. Det var lige meget, hvad jeg sagde, så var 10. klasse ”et godt valg”. Det føltes som at være parkeret i folkeskolen, og mit fremmøde blev ikke bedre. Set i bakspejlet var jeg måske ikke klar til gymnasiet, men 10. klasse gjorde intet for at forberede mig på det heller. Ikke desto mindre begynder jeg på en ungdomsuddannelse efter 10. klasse.
Et sammensurium af krav, sygdom og racistiske lærere gav så meget kaos omkring ungdomsuddannelsen, at det tog fire forsøg, før det lykkedes mig at blive student. Et bureaukratisk tilfælde gjorde, at jeg havnede i en klasse med under 15 elever - det var noget nemmere for mig. Jeg beregnede alligevel, hvor mange lektioner jeg kunne blive væk fra for at holde mig under de tilladte fraværstimer. Det gik særligt ud over fransk, hvor vi var mange elever fra forskellige klasser. I idræt var jeg også på grænsen til en advarsel; jeg var fed, ude af form og kunne ikke lide, at det blev udstillet.
Min tid i gymnasiet var også præget af min syge kæreste. Nogle gange forlod han hjemmet for at handle ind og var væk i timevis. Hver gang ringede jeg til ham, når det var for meget. Andre gange gik jeg ud for at finde ham. Den tunge sky af hans suicidale adfærd var en konstant bekymring for mig, og hans liv føltes som mit ansvar, for han havde ingen kontakt til sin familie og ikke særlig mange venner.
Jeg afsluttede STX med fem A-fag og to masterclasses. Jeg mødte ikke op til afslutningen, overrækkelse af mit bevis, byture og jeg holdt ikke studenterfest. Jeg kan ikke engang huske, hvem der satte huen på mig. Tre år havde taget fat i mig og revet mig igennem ungdomslivet med nød og næppe, frelst af fastholdende veninder fra klassen, som jeg stadig er i kontakt med i dag, og som hjalp mig igennem det sammenbrud, jeg senere skulle gå igennem.
Efter gymnasiet hoppede jeg lidt mellem uddannelse og arbejde. Jeg søgte ind på sygeplejestudiet, hvor jeg stoppede med at beregne fravær. Det gik mig faktisk godt, indtil uddannelsesloftet ramte. Da det ramte, besluttede jeg mig for at søge ind på medicin, fordi jeg ikke ville låses fast i professionen. Vi var mange på sygeplejestudiet, der stoppede; nogle ramt af arbejdsvilkårene, andre af uddannelsesloftet.
På medicin mødte jeg op til så mange undervisningstimer, jeg kunne, også ekstra foredrag, hvis jeg havde overskuddet. Jeg var fuldstændig opslugt af energien, vidensdelingen og glæden ved at være på en uddannelse med et konkret fokus, og jeg lærte utrolig meget! At høre andre studerendes perspektiver og livsveje var også interessant.
Udover at det sociale var svært forståeligt for mig, kunne jeg sidde i timevis og lytte til en professor gå i dybden med sin forskning. Men selvom jeg var glad for studiet, ændrede det ikke på det pres, jeg levede under. Min kæreste var stadig syg, og jeg måtte forsørge os begge på min SU, permanent støttet af SU-lånet for at få nok mad. Jeg følte mig mere og mere presset på medicinstudiet. Jeg magtede ikke at gå ordentligt ind i det sociale, og selvom jeg fik gode karakterer, måtte jeg tage nogle semestre om.
Efter en periode blev jeg træt. Livstræt. Forholdet gik dårligt; jeg sagde ikke noget mere, og jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor. Jeg var bare slukket. Ofte blev jeg ramt af flashbacks fra min barndom, som låste min krop, nogle gange i timevis. Til en forelæsning, på en ekstra træt dag, fik jeg et lynnedslag for mit indre øje, et stort hukommelsestab, efterfulgt af episoder med massiv selvskade. Jeg kunne ikke piske fløde, for jeg kunne ikke genkende et piskeris. Min mad brændte på, for jeg havde glemt, jeg havde sat det over.
Med et besværligt dokument-helvede tog jeg orlov og blev skrevet op til terapi hos Center for Seksuelt Misbrugte. Min kæreste støttede mig og var min bisidder på kommunen, men han havde det selv skiftevis godt og dårligt, så vi endte med at flytte på landet i jagten på et sted, som hans hoved kunne få ro i. Selv havde jeg ikke lyst til at flytte, for det var rart for mig at være tæt på alt, men jeg var mere bekymret for hans helbred end mit eget.
Terapien blev starten på en anden tilgang til livet. Først lærte jeg, at mine grænser var overtrådt, og at jeg havde mange traumer, som jeg ikke havde bearbejdet. Det næste store arbejde begyndte med at kridte stregerne op igen. Det ledte mig til min allerførste hårde grænse, som jeg satte for mit eget mentale helbreds skyld, men det gik ikke helt som planlagt...
“Mor. Jeg har besluttet, at jeg ikke længere vil komme til fødselsdag, jul eller nogen anden familiesammenkomst, hvis idioten er der.” Min mor sidder i sofaen overfor mig og ser forbavset ud. Det var ikke et spørgsmål, det var ikke en spøg. Det var en konstatering af, at jeg fra nu af ikke længere ville acceptere at skulle sidde i samme lokale som ham, der misbrugte mig som barn. Der var en kort stilhed: “Er du klar over, hvad det gør ved mig?” svarer hun.
Den dag skar jeg min familie fra. Det var op til covid-19 pandemien, hvilket gjorde det en del nemmere at skære familien fra, fordi jeg ikke skulle møde op til diverse arrangementer – specielt fordi jeg arbejdede på et plejehjem. Det var et hårdt arbejde i en tid med bekymrede pårørende og dokumentarer, der gav øget fokus på, hvordan beboerne blev behandlet, og det gjorde mig fysisk dårlig. Selv har jeg set en plejer slå en mandlig borger i skridtet, da en kognitivt udfordret borger prøvede at blotte mit bryst ved at hive ned i min trøje. Jeg måtte sige op. Covid er næsten overstået, og jeg er så langt i min terapi, at jeg er kommet til ‘nuet’, og ‘nuet’ er også rigtig svært. Jeg måtte indse, at jeg ikke skulle gå på medicinstudiet mere og meldte mig ud, fuldstændig tudefærdig, men også utrolig lettet. Som hvad der føltes som en sidste kniv fra et tidligere liv af undertrykkelse, bliver min kæreste og jeg planlagt gravide. Han går fra mig to timer efter, jeg fortæller, at jeg er blevet gravid, og i den spæde start af 2022 mister jeg graviditeten. Jeg registrerede dårligt nok, at pandemien var under så god kontrol, at vi kunne slippe maskerne; det hele gik så stærkt.
Jeg bliver ikke læge, og jeg kommer ikke til at vinde en nobelprisen for et banebrydende forskningsprojekt. Til tider giver det mig stadig en intens bitterhed, sorg og apati, som jeg aktivt skal trække mig selv ud af, for ellers falder jeg ned i et hul. Til tider møder jeg uventet modstand, som sender mig i en spiral, gør min krop tung og lammer mig. Førhen kaldte jeg den dovenskab, ligesom alle de voksne.
Det er på ingen måde ideelt at være på uddannelseshjælp, at være en rest og føle, at jeg ikke har opnået en skid i livet. Altså hvad fanden kan jeg skrive på en Tinder-profil? Og vil jeg overhovedet have én? Er det sådan, man er social nu, for det, synes jeg faktisk også, er pissesvært og forvirrende. Men jeg vil meget hellere være her, end hvor jeg var, da jeg som folkeskoleelev troede, jeg ”bare var doven”. Jeg vil hellere være her alene, end sammen med én, jeg skal passe, og jeg vil hellere være her, end jeg vil sidde foran patienter på et sygehus og være en udbrændt, potentielt uempatisk læge, fordi jeg simpelthen ikke har mere at give af. Nu ser jeg frem til at begynde en uddannelse. Jeg glæder mig også til at møde en masse mennesker, som er passioneret for det, de laver, og jeg glæder mig til at vende mig om og gå min vej, når jeg har besluttet mig for, at min grænse er nået.
Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem?
Bekkasinvænget
I mit lille villakvarter maler solen himlen i bløde pastelfarver. Luften dufter af nyklippet græs og fyrretræer. Jeg, en livlig femårig pige med krøllet hår og brun hud, vågner til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og trægulvet knirker velkendt under minefødder. Mor er allerede i gang med sin ugentlige rutine af weekendrengøring. Duften af rengøringsmidler fylder luften, og jeg observerer nysgerrigt, som hun vasker vinduerne.
Vi bor i et af de 70’er parcelhuse, hvor farverne er afdæmpede. I stuen står vores to sorte italienske lædersofaer med bløde, ternede tæpper i røde, blå og hvide nuancer. På væggene skaber de to store farverige malerier en kontrast til det ellers afdæmpede interiør. Udenfor mit hus ligger en grøn glassten, som ligneren stor grøn usleben diamant, og markerer vores indgang, og vejen strækker sig ud mod det åbne landskab. Husnumrene står på husenes facader, Mathias bor i nummer 5, og havernes blomsterbede er i fuldt flor. Jeg elsker at lege udenfor og følelsen af det varme græs mellem mine bare tæer.
Jeg tager de få skridt fra min egen hoveddør til hans og banker på. ”Vil du med over at lege på marken?” siger jeg, idet Mathias åbner døren. Duften af nyvasket tøj og røg fra udestuen rammer mig, da døren går op. Det vil han selvfølgelig, og vi går straks over til Sebastian. Han er lige vågnet, da han åbner døren. Hans glatte, blonde hår er en smule uglet, og han gnider sig i de klare, blå øjne. Han tilbyder os ristet brød med pålægschokolade til morgenmad, vi takker ja og nyder morgenmaden sammen. Efter morgenmaden griber vi vores NERF-pistoler og drager ud i det nærliggende vildnis på den anden side af vejen, klar til nye opdagelser.
Vi træder ud i det høje græs, der svajer let i vinden omkring os. Solen skinner, og luften er fyldt af lyden af insekter og sommerliv. Pludselig hører jeg latteren fra Mathias. Han står og peger sin NERF-pistol mod Sebastian. Han gør sig klar til at skyde, mens solen skinner gennem hans krøllede hår, ned på hans lysebrunehud og får den til at lyse op som honning. Sebastian løber råbende væk i håbet om ikke at blive ramt.
“Jeg fik ham, Aisha!” råber Mathias begejstret.
Jeg smiler og løber hen til ham, men bliver ramt af Sebastian på vejen. Vi springer og leger, som om vi er de eneste tre mennesker i verden, og alle bekymringerbliver glemt i det glade kaos. Pludselig stopper Sebastian op med et ansigt vredet i smerte. “Av!” udbryder han og kigger ned på sin fod, der er markeret med rød af en brændenælde. Der går ikke to sekunder, før Mathias har Sebastian i hånden, og jeg er løbet over i min have. Jeg ved præcis, hvor mælkebøtterne stårhøje og stolte blandt de andre blomster. Vejen, jeg skal krydse for at nå marken, er varm under mine bare fødder, og jeg nyder følelsen af den bløde asfalt, der kærtegner mine tæer. Med to mælkebøtter i hånden løber jeg tilbage over vejen til Sebastian, hvor jeg sætter mig ned og knækker den ene stilk for at presse den hvide saft ud over brændemærket på hans fod.
Jeg spørger Mathias, hvilke blomster han synes er pænest, mens vi sidder i det høje græs og venter på, at smerterne forsvinder. Han svarer med det samme de lilla blomster. Jeg troede, at han ville sige de blå eller de gule blomster. Jeg stirrer forbløffet på ham. “Hvorfor det? Drenge kan da ikke lide lilla!” Mathias rynker panden: “Fordi lilla er min yndlingsfarve.” Han smiler skævt og er en smule forvirret over min reaktion. Jeg tænker meget over det. Jeg har aldrig før sat spørgsmålstegn ved, hvilke farver drenge kan lide.
4. klasse
Villakvarteret, som engang havde været min legeplads fyldt med latter og eventyr, er nu blevet et sted præget af ensomhed og savn. Vi er flyttet ind i en lejlighed i byen. De få skridt over til nummer 5 og nummer 7 er blevet til en hel køretur, og asfalten er ikke blød i gården. Mathias, Sebastian og jeg ses ikke så tit som før. Selvom jeg stadig ser Mathias, er vores venskab ikke det samme. Vi er begyndt at bevæge os i forskellige retninger. Vi går på forskellige årgange, jeg er flyttet, og det føles lidt, som om vi er ved at vokse fra hinanden.
Jeg husker tydeligt vores sidste aften i vores haver. Vi legede stadig med vores NERF-pistoler og hoppede på trampolin. Som eftermiddagen skred frem, og solen begyndte at synke lavere på himlen, besluttede vi os for at banke på døren hos mine genboer Karl Johan og Irma. De elskede at få besøg, og de havde altid is klar til os. Mens vi nød de kolde, søde bidder af is, føltes det, som om verdenstod stille i de øjeblikke af enkel lykke og glæde.
Samtidig med at Mathias og jeg langsomt glider fra hinanden, begynder jeg også at føle mig mere og mere isoleret blandt pigerne i min klasse. Der er en pige, hvis mission er at gøre mit liv surt, og desværre lykkes det hende, fordi hun er populær. Mobning og udelukkelse er en del af min hverdag, og jeg føler mig som en ensom ø i et hav af fjendtlighed. En dag bliver der holdt et pigemøde, da lærerne har opdaget den tarvelige tone og udelukkelseskulturen. Der bliver lavet en regel om, at man ikke må sige nej til at være sammen med nogen, hvis man er i en gruppe på mere end to. Desværre arbejder den populære pige hurtigt, og hun arrangerer sit eget møde lige efter, hvor hun overtaler de andre piger til at dele sig i par, når jeg spørger, om jeg må være med. Så må de gerne sige nej. Og når jeg så er ude af syne, samler pigerne sig igen for at være sammen. Det er ren ydmygelse, da jeg opdager det. Jeg føler mig ekstremt ensom og uønsket. Jeg går grædende hen til en lærer og forsøger at forklare situationen så godt som muligt, men jeg føler mig ikke forstået. Da vi taler om det i klassen, indrømmer pigerne, at de har været med på planen. Kort tid efter skifter jeg heldigvis skole, men ensomheden følger med mig. Jeg har mistet min tro på, at folk vil mig noget godt, og det tager tid at genopbygge tilliden og finde et sted, hvor jeg hører til.
Réunion
Min comorianske familie taler alle sammen fransk og comoriansk, mens jeg kun taler dansk. Denne sproglige forskel gør det udfordrende for mig at opbygge et nært forhold til den store familie, som jeg så sjældent ser. Jeg misunder alle mine venner, der hygger sig til familiesammenkomster med deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre. Så på en kold vinterdag i 7. klasse, vågner jeg op med en spontan idé: Jeg beslutter mig for, at jeg for enhver pris skal lære fransk, så jeg kan få det nære forhold til min familie, som jeg så inderligt længes efter. Jeg drøfter det med min mor, derefter med resten af familien, og min mor og jeg beslutter os for at rejse til Réunion sammen.
Den dag, vi ankommer, står solen højt på himlen og bader øen i lys. Øen, som er beliggende midt i det Indiske Ocean, har bjerge dækket af frodigt grønt løv, som strækker sig majestætisk mod himlen, og deres tinder er dækket af bløde, hvide skyer som bomuldsdyner. Der er brusende vandfald, der tumler ned ad de stejle klipper og skaber et symfonisk væld af lyd, der fylder luften med en berusende energi. Nede langs kysten, hvor det krystalklare vand møder de gyldne sandstrande, danser bølgerne i en taktfast rytme, som om de følger en hemmelig melodi fra havets dyb. Palmetræerne, med deres blanke, grønne blade, bøjer sig yndefuldt i den milde brise, mens de skaber skyggefulde oaser for dem, der søger ly for solens varme stråler.
På min første skoledag vågner jeg til solens varme stråler, der trænger ind gennem gardinet og kærtegner mit ansigt. Jeg springer ud af sengen, og det kolde klinkegulv føles rart under mine fødder. Min mor er også vågnet og er i gang med at lave morgenmad, for hun ved, at jeg er stresset over at skulle starte på en ny skole.
Det tropiske klima på øen er reflekteret i arkitekturen. Min skole har ingen gange, men lokaler placeret rundt om en stor pavillon omringet med palmer og andre eksotiske planter. Jeg har brugt hele sommerferien på at øve mig på fransk. Min første skoledag er nervepirrende, for nu skal mit franske på prøve.
C’est qui elle?
Askip, elle vient du Canada.
C’est quoi une Danoise?
Elle ressemble a une Réunionnaise, non?
Elle parle pas français?!
Mais c’est ou le Danemark enfaite?
Non mais elle est malgache, je crois.
Chépas, on peut demander?
Alt er så fremmed, og jeg forstår ikke rigtig, hvad folk siger, men de kigger alle på mig. Jeg møder vicerektoren Monsieur Dialo som den første. Mens jeg sidder uroligt og venter foran hans kontor, begynder undervisningen for de andre, og der bliver helt stille. Monsieur Dialo byder mig varmt velkommen og følger mig hen til min klasse. Da vi kommer ind i klassen, kigger alle hen på mig, og jeg får øjenkontakt med en pige, som smiler venligt til mig. Mr. Dialo spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke, men det er begyndelsen på et godt venskab. De første to, jeg snakker med, er pigen, der smilte til mig, Auriane, og hendes kusine Alice. Alice er også ny i klassen, så vi bliver hurtigt til en trio.
Alice, Auriane og jeg laver næsten alt sammen. Jeg bor i et hus igen, hvor jeg ofte inviterer dem hjem, og venindegruppen går hurtigt fra tre til syv piger. Naturen er lige ude foran døren, og solen er der året rundt, så når vi ikke er hos mig, er vi på stranden. Øens navn Réunion betyder mødet, fordi alle folkefærd lever som ét folk på Réunion. Den sprudlende mangfoldighed er en del af øens DNA; der ligger kirker, moskéer, synagoger og templer ved siden af hinanden. På øen er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved mit udseende; man kan se ud på alle måder. Men i et hav af mangfoldighed og veninder føler jeg mig ensom. På Réunion er jeg stadig ikke bare Aisha. Jeg bliver kaldt for “amerikaneren”, fordi jeg snakker godt engelsk, eller “hende danskeren”, fordi det er spændende at være fra Danmark. På øen, hvor mangfoldighed er normen, blev jeg stadig set som noget særligt– ikke på grund af min hudfarve, men på grund af min baggrund og mit sprog. Midt i et hav af kulturer er jeg stadig en ø af ensomhed.
Hjem?
Jeg har altid følt mig som en mosaik af kulturer, en sammensat identitet, der skinner i forskellige nuancer. Men denne unikke sammensætning har også været kilden til en dyb ensomhed. Den uskyldige tid blev erstattet af en bevidsthed om skel, og jeg begyndte at føle mig som en fremmed i mit eget hjemland. Jeg har ofte spekuleret over, hvilket “vi” jeg tilhører. Er jeg dansk? Comoriansk? Noget midt imellem? Mine oplevelser har lært mig, at identitet ikke kan indfanges i en enkelt kategori. Den er flydende, kompleks, altid i bevægelse. Jeg har mødt fordomme og stereotyper, men jeg har også set, hvordan forskelle kan skabe skønhed og dybde.
Som en brun kvinde i Skandinavien har jeg oplevet både accept og afvisning fra forskellige sider. Jeg har lært at navigere mellem disse verdener, men det har ofte føltes som en ensom rejse. At skille sig ud kan være både en velsignelse og en byrde. I en verden, der hylder det unikke, kan det være en ensom vej, når ens unikhed ikke passer ind i de foruddefinerede rammer. Jeg har lært, at identitet ikke er en fast destination, men en dynamisk rejse. Det handler om at finde ro i denne kompleksitet og omfavne, at vi alle er one of a kind.
Mine barndomsoplevelser med Mathias og Sebastian minder mig om, at selv i forskellighed kan man finde fællesskab. Vi så ikke forskellene – vi var bare tre børn i verden. Det er denne evne til at se forbi forskelle og finde fælles grund, der virkelig definerer, hvor vi hører til.
Ensomheden har været min følgesvend, men den har også været min læremester. Den har lært mig at acceptere, at det at finde sit sted ikke er et statisk punkt, men en konstant bevægelse. Det er i denne bevægelse og i denne accept af kompleksitet, at jeg finder min styrke og mit sted i verden.
Jeg startede i psykiatrien og fik endnu en diagnose: borderline. Tak for den, tænkte jeg.
De overvåger alt. Der er ingen steder at gå hen. De fleste er ikke klar over det. Men jeg kan mærke det. Mærke, at noget ikke er, som det burde være. At tingene ikke er rigtige. Hvordan kan jeg forklare det? Måske er det bare en følelse. En følelse af ikke at høre til. At være fremmed i den verden, man lever i. Man frakobler sig selv. Livet bliver uhåndgribeligt og fjernt. Det er forkert. Det er noget, der ulmer. Hvor kommer det fra? En buldren i det fjerne. Det er ikke tæt nok på til at være uhyggeligt. Ikke tæt nok på til at være farligt. Men det er farligt. Hvor skal jeg begynde, når begyndelsen ikke er der? Når det hele er viklet ind i sig selv, og trådene føles uendeligt lange. Når minderne minder om drømme, og drømmene minder om minder.
Måske jeg skulle begynde det eneste sted, jeg kan begynde. Nu. Jeg hedder Maria. Jeg er 25 år gammel. Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste i Birkerød. Og jeg har siddet og lavet nogle lektier, som jeg har for i psykologi. Jeg har et job, jeg synger i kor, og jeg er i gang med at tage en HF på Københavns VUC. Desuden har jeg en familie, som jeg elsker, og som elsker mig. Jeg er lige blevet faster til en skøn lille pige. Alt går egentlig, tør jeg sige… godt? Så hvorfor sidder jeg her og skal til at skrive om, hvorfor jeg ingen uddannelse har? Hvorfor jeg i mange år var sygemeldt. Meldt ud. Ud af samfundet og ud af livet. Hvorfor jeg, først for nogle måneder siden, har fået et job, som jeg kan passe, og som passer til mig. Hvorfor jeg føler, at jeg har kæmpet mig gennem min ungdom. Og hvordan det føles ikke at høre til. At føle sig udenfor og forkert og at føle, at min ungdom har været spildt og ude af takt. Jeg har f.eks. aldrig været på en natklub eller været i byen til længere end kl. 00. Til gengæld har jeg været rigtig syg. Syg i hovedet. Og hvornår blev jeg så rigtig syg? Det er svært at sige. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg droppede ud af min efterskole, to måneder inden året var omme. Nogle gange siger jeg, at det startede, da jeg blev indlagt første gang. Andre gange siger jeg, at det startede i min barndom.
Denne gang har jeg valgt at starte min fortælling i min folkeskoletid. Jeg gik på en friskole på Sydsjælland. Det var en god skole, men jeg kunne ikke komme af sted. Nederlag. Jeg vil skyde på, at jeg i 8. klasse var der halvdelen af tiden. I 9. klasse blev det lidt bedre – lidt. Jeg startede på efterskole i 10. klasse, og det gik godt, indtil det ikke gjorde længere. Det havde været påskeferie. Jeg skulle tilbage til skolen, men jeg kunne ikke komme afsted – igen. Nederlag. En læge sagde til mig, at jeg havde depression. Fint nok, tænkte jeg. Men inderst inde vidste jeg egentlig godt, at det ikke var det. Jeg fik det bedre hen over sommerferien og startede på gymnasiet. Var der fire uger og droppede ud. Nederlag. Der kunne jeg ligesom godt se et mønster: Der var et eller andet galt med mig.
Jeg startede i psykiatrien og fik endnu en diagnose: borderline. Tak for den, tænkte jeg. Den, kunne jeg godt mærke, heller ikke helt passede på mig. Men den lå og ulmede i baghovedet; måske havde jeg borderline? Måske ikke. Uanset hvad startede jeg på Roskilde VUC. Der tog jeg fire fag i alt og gik til eksamen i tre af dem. Imens begyndte mine tanker at blive ubehagelige. Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre? Jeg startede på HF på gymnasiet – denne gang et andet gymnasium. Det går da meget godt det her, tænkte jeg. Jeg får nye venner og bliver en del af fællesskabet. Du er ikke god nok. Jeg er god til fagene, det er interessant, og jeg engagerer mig i skolen. Du tror, du er noget, men ingen kan lide dig. Juleferie, vinterferie, påskeferie kommer og går. Dit liv betyder ikke noget. Du burde ikke være her. Du vil aldrig udrette noget. Du kan lige så godt give op. Jeg begynder at forberede mig til eksamensperioden. Hurra, hvor det går. Du burde gøre en ende på det. Livet er ikke for dig. Du fortjener ikke at have det godt. Du kunne lige så godt dø. En måned inden eksamen bliver jeg indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse for første gang. Jeg har selvmordstanker. Selvmordsplaner. Men alt gik jo så godt. Hvorfor kan jeg ikke klare det, som alle andre kan klare? Hvorfor får jeg de her tanker? Hvad er der galt med mig?
Her startede min egentlige sygdomsperiode. Den periode jeg mener, når jeg siger, jeg har været rigtig syg. Under indlæggelsen fik jeg nye diagnoser: angst og depression. Okay, tænkte jeg. Det rammer altså heller ikke. De slidte hvide hospitalsvægge bliver min hjælp. Og min frygt. På stuerne ved siden af kan jeg høre andre patienter råbe eller banke deres hoveder ind i væggen. Det rører mig ikke. Men når jeg hvert kvarter hører fodtrin ude på gangen, mærker jeg mit hjerte hoppe en ekstra gang. Det er personalet, som ser til mig. Hvert kvarter. Døgnet rundt. For jeg kan ikke med overbevisning sige, at jeg ikke vil skade mig selv. Dagene flyder ind i hinanden inden for hospitalets vægge, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Hvornår kommer jeg ud? Hvorfor kan jeg ikke klare mig selv? Hvorfor kan jeg ikke være normal? Heldigvis bliver jeg udskrevet to uger senere. To uger som føltes som flere måneder. Efter udskrivelsen går jeg hjemme i et halvt år. Passer på mig selv. Starter i psykiatrien igen, men kommer kun ind til dem én gang om måneden. Får antidepressiv medicin og prøver at kæmpe mig ud af mit mørke. Men det er, som om det ikke rigtig virker.,
Hvor kommer de fra? Hvorfor har de valgt mig? De holder øje som overvågere. Installerer kameraer i min lejlighed og sidder i biler ude foran. Jeg kan ikke være ude. Jeg kan ikke være hjemme. Der er ingen steder at flygte hen. Væggene har ansigter og arme. Arme, som griber fat og hiver mig længere ind i psykosen. Jeg ved, at de ikke er rigtige, men jeg bliver skræmt alligevel. De føles så virkelige. Når jeg går på fyldte fortove, med store høretelefoner på, for at drukne støjen fra dem og fra mig, kan de læse mine tanker, men jeg ved ikke, hvem de er. Er det de fremmede på gaden? Er det mine venner? Mine forældre? Hvem kan jeg stole på? Svaret er ingen. Ingen kan hjælpe mig. Jeg er alene. Jeg kan ikke klare det. Men jeg har en plan. Broen. Motorvejsbroen er min udvej. Jeg går ofte hen til broen. Står og kigger ned, drømmer mig væk fra livet. Dagene bliver ikke nemmere af det, men det trøster mig alligevel. Broen skaber ro og tankerum, så kan jeg virkeligt tænke over livet og døden. Mest døden. Nu har jeg en vej ud.
Der er mange ting, jeg ikke husker fra denne periode af min ungdom. Dage, uger og måneder er forsvundet fra min hukommelse. Det hele er én stor pærevælling af ingenting. Jeg er meget hjemme. Når jeg er udskrevet, har jeg kun helle hos mine forældre. Ikke engang i min egen lejlighed føler jeg mig tryg. Hjemme er mit sted. Her føler jeg mig trods alt kun overvåget. For ude er jeg altid bange for, at andre vil overfalde mig og tæve mig ihjel på de mest grusomme måder. Som en splatterfilm kører det inde i mit hoved. Når jeg handler ind. Når jeg går ned igennem gågaden. Lige meget om jeg er alene eller sammen med en, jeg stoler på. Det giver mig angst og tankemylder. Derfor bruger jeg meget af min tid på at sove. Gerne helt op til 16 timer i døgnet. Det er hårdt hele tiden at være i alarmberedskab. Og selvom søvnen lukker ned for kroppen, arbejder mit sind stadig. Jeg har mareridt hver nat. Det udvikler sig til søvnparalyse. Hvor kroppen er fastlåst, men jeg kan stadig se alt det, der sker, som om det foregår lige her i mit soveværelse, mens jeg driver mellem mareridt og virkelighed.
En dag gik jeg med et formål. Jeg ville hoppe. Det var en kold og regnfuld oktoberdag. Jeg havde ikke skrevet et afskedsbrev til nogen. For hvem ville lytte til mine ord? Hvem betød jeg noget for? Hvem ville savne mig? Jeg stod på broen længe, tøvende. Jeg var fuldstændig opgivende, men et sted inde i mig, var der alligevel noget, som hviskede – jeg skulle leve videre. Jeg ringede 112. Fortalte dem, at jeg stod på en bro og havde tænkt mig at hoppe. Jeg tænkte, at de ville komme uanset, om jeg hoppede eller ej. Hoppede jeg skulle de rydde op, og hoppede jeg ikke skulle de tage mig med. Jeg blev hentet i en ambulance kort tid efter. Jeg følte mig apatisk. Jeg havde egentlig lyst til at skrige, at de ikke skulle redde mig. De skulle kun redde de liv, som betød noget. Jeg blev indlagt for anden gang. Denne gang lidt længere tid end første gang. Jeg var der en måned. Det havde jeg nok også brug for. Jeg fik endnu en diagnose – skizofreni. Og for første gang gav den mening for mig.
Det skulle vise sig, at det ikke blev bedre, bare fordi jeg fik en diagnose, som gav mening for mig. I to år var jeg sygemeldt og hjemmegående. Ind og ud af den lukkede, flere gange end jeg kan huske. Årene gik, og jeg blev en af de resterende. En af de unge uden uddannelse. Imens jeg famlede i mørket, så jeg også små lyse glimt af håb for fremtiden. Jeg vekslede mellem at føle mig fortabt og håbefuld. Men også forkert. Jeg passede ikke ind. Jeg har aldrig været på et diskotek, og jeg har aldrig levet det almindelige ungdomsliv. I flere måneder ad gangen så jeg ikke andre end mine forældre. Når de få venner, jeg havde, postede billeder, hvor de hyggede til fester eller nød en god middag, følte jeg mig endnu mere udenfor. Jeg forstår ikke, hvordan andre unge kan holde til både uddannelse, studiejob og fester. Da de andre på min alder blev studenter, sad jeg derhjemme og så vognene med sprudlende studenter køre forbi. Det år min lillebror blev student var svært. Han overhalede mig indenom og fik huen på før mig. Det var en kæmpe mavepuster. Det føltes, som om jeg aldrig kom nogle vegne, som om mine håb og drømme var ligegyldige, for de ville alligevel aldrig gå i opfyldelse. Når de andre på min alder fik jobs og begyndte at læse videre, sad jeg derhjemme. Og hvordan siger man lige, når folk spørger, hvad man laver til hverdag, at man ikke laver noget? At ens tid udelukkende går med at holde sig i live? I mange år sagde jeg til mig selv, en time mere, det kan jeg godt. Jeg kan godt holde ud at leve en time mere.
Selvfølgelig var der også gode dage. Dage hvor jeg ikke talte timerne. Dage hvor jeg var glad. Jeg skriver ’selvfølgelig’, men det var egentlig ikke en selvfølge. Jeg kæmpede for de dage, hvor jeg var glad. Og når alt føltes tomt, og jeg havde svært ved at se en vej igennem, huskede jeg de gode dage. Jeg gik i den ambulante psykiatri et par gange om ugen. Jeg fik redskaber til at forholde mig til at bearbejde mine vrangforestillinger. Jeg lavede kriseplaner og mestringsøvelser. I psykiatrien havde jeg både samtaler alene og gruppeterapi. Her lærte jeg andre folk at kende, som havde det ligesom mig. Der er flere af de personer, jeg mødte der, som jeg stadig har kontakt til, selvom jeg stoppede i gruppeterapien for mange år siden. Stille og roligt kom der flere og flere gode dage. Det var ikke noget, jeg selv lagde mærke til, men det skete. Det krøb ind i mit liv og blev til min nye hverdag uden indlæggelser og uden alt for mange psykoser. En dag begyndte jeg på min uddannelse, den jeg går på nu. Det er ved at være mange år siden, men snart er det min tur til at blive student.
Jeg er dog stadig syg. Jeg bliver stadig indlagt engang i mellem, når jeg ikke kan styre tankerne, og når livet bliver for uoverskueligt. Men jeg søger hjælp og får hjælp. Sejr. Når jeg er ude at gå, forholder jeg mig ikke kun til den person, jeg er sammen med, men til alle personerne omkring mig. Men jeg kommer ud. Sejr. Jeg har stadig brug for pauser i min hverdag. Når jeg er til fester, for det kan jeg nemlig nu, laver jeg planer for, hvornår jeg skal holde pauser, og jeg er altid den, der går først. Men jeg kommer afsted. Sejr. Jeg kæmper mig igennem min HF, som jeg tager online, så mit hoved kan følge med. Jeg bliver student til sommer. Sejr. Jeg er velmedicineret og er ikke længere bange for andre mennesker. Sejr. Jeg har drømme og håb for fremtiden. Sejr. Jeg lever. Sejr.
Intensiveret hovedpine og kvalme blev mine nye følgesvende ved koncentreret arbejde. Sidst på året gennemtvang jeg en 48-timers eksamen.
Forleden rykkede min roomie og jeg ind på vores venners værelse på højskolen, så vi alle sover sammen. Det er hyggeligt, men de ved godt, at jeg er nødt til at sove alene hver anden nat, så jeg får ladet op. Mit højskoleophold er et fucking shitshow af en rollercoaster, men det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Min hukommelse driller mig meget, og jeg kan ikke huske halvdelen af, hvad mine højskolevenner fortæller mig. De griner, når jeg endnu en gang har forlagt min nøgle for så at finde den siddende i døren, jeg låste. Når jeg render rundt med tandpasta i jakkelommen, som burde ligge på badeværelset. Igennem humor prøver jeg at mildne mine højskoledage ved at sige ”det kan jeg ikke, jeg er jo hjerneskadet”. Selvom jeg ikke er hjerneskadet, kan det føles sådan efter mine hjernerystelser. Andre mennesker har 1000 kroners energi, og jeg må leve en sparet højskolehverdag med 100 kroners energi. På højskolen bliver jeg presset til at mærke mine grænser, og her må jeg være det hele. Den sjove, den sociale, den asociale, den dansende og den syge.
Marts 2018
En forårsaften i 2018 skulle der være tour de chambre på mit kollegie. Der skulle handles ind og pyntes op. Alting gik stærkt. Generelt gik alting stærkt i den periode af mit liv.
I løbet af aftenen bad min veninde mig om at hente nogle ting inde på mit værelse. Jeg styrtede ind ad døren og sparkede bunker af tøj væk på vej over til kommoden. Skuffen bandt altid, men jeg havde ikke tid til at sidde og fifle med den. Oven på min kommode stod der et stort spejl. Jeg burde egentlig have hængt det op, men var aldrig nået dertil. Jeg hev til i skuffen, det gav et ryk i spejlet, og det væltede ned over mig. Til at starte med kunne jeg godt mærke, at jeg fik det dårligt. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at give for meget opmærksomhed – der var jo fest om lidt. Jeg løb ud til min veninde og sagde lidt stakåndet, at jeg havde fået et spejl i hovedet. Vi grinte lidt ad det.
Nogle dage efter fik jeg det markant dårligere og forstod, at det nok ikke var tømmermænd, der trak ud.
Ved mit første besøg hos lægen fortalte jeg om spejlet. At jeg var bange for, om jeg havde fået hjernerystelse. Min læge vævede rundt i det og foreslog, at jeg tog 14 dage fri. Sagde, at jeg nok var stresset. Jeg fik det ikke bedre af at holde fri. Tværtimod havde jeg sværere og sværere ved at koncentrere mig. Byens puls slog mig som en hammer i hovedet, og jeg måtte trække mig tilbage fra studie, arbejde og aftaler. Jeg formåede at færdiggøre min bachelor, og det gik egentlig godt, men det krævede enormt meget energi. Jeg var helt ristet bagefter.
Oktober 2018
Endnu en fest på mit kollegie. En beboer ville som et festligt indslag omdanne et betongulv til Lalandia. Han hældte brun sæbe ud over gulvet, hvilket senere resulterede i, at jeg væltede og knaldede mit baghoved i gulvet. Endnu en hjernerystelse ramlede ind over mig.
Det efterløbende efterår gjorde jeg alt for at kæmpe mig igennem mine udsatte fag, eksaminer og udsatte ECTS-point. Jeg vidste godt, at det var på bekostning af mit helbred. Intensiveret hovedpine og kvalme blev mine nye følgesvende ved koncentreret arbejde. Sidst på året gennemtvang jeg en 48-timers eksamen. Jeg brugte mange af timerne på at ligge i min seng og stirre op i loftet. Stirre ud i en fremtid, der begyndte at skræmme mig mere og mere.
Lægebesøgene tiltog i denne tid, og selvom lægerne var bekendt med min situation og mine to hjernerystelser, følte jeg mig ikke taget alvorligt. Det var svært for mig at insistere på, hvor meget hjælp jeg måtte kræve. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med mine vedvarende symptomer.
Marts 2019
Med pas og pung i lommerne og rygsække i bagagerummet kørte min daværende kæreste og jeg ned ad Interstate 5 mellem Portland og Seattle. Vores drømme om at rejse og se en anden verden havde summet i os begge i lang tid. Egentlig gik det godt. Jeg var på dette tidspunkt ikke så bekendt med, hvordan mine symptomer hang sammen. Jeg følte, at jeg stadig famlede i blinde for at forstå mit system. En dag skulle vi på en længere biltur. Vi skulle køre fra USA og tilbage til Canada for at arbejde. Min daværende kæreste kørte bilen, og vi holdt i en lang kø på en motorvej. Solen stod skarpt på himlen. Jeg havde rullet vinduet lidt ned, og der kom en let brise ind, der føltes dejlig og kølende på mit ømme hoved. Jeg sad og undersøgte, hvilke jazzklubber vi kunne besøge den tilstødende aften. Pludselig mærkede vi et kæmpe ryk i bilen, og vi blev kastet frem i sæderne. Vores truck var blevet ramt af en anden bil, en bil, der havde overset køen, vi sad i, og hamrede ind i vores bil. Al vores oppakning vejede tungt i bilen og bankede op i ryggen på os. Jeg fik piskesmæld med det samme. Jeg krøb ud af bilen og havde svært ved at stå oprejst. Der var mange ambulancer og mennesker omkring os. Det summede i mit hoved, og jeg var meget bange. Jeg fik fremstammet, at jeg havde haft hjernerystelser, og vi blev kørt til hospitalet. Vi stod og ordnede forsikringsting i flere timer sammen med den kvinde, der havde påkørt os.
Det var en lang og sej kamp at komme hjem på min danske forsikring fra USA. Det var en tid, hvor jeg skulle forsvare mig selv og mine symptomer endnu en gang. Lægerne mente, at jeg sagtens kunne rejse videre; at jeg ville få det bedre inden for overskuelig tid. Jeg måtte stå fast i min egen krop. Jeg var ikke i stand til at rejse videre. Jeg blev fortalt, at 90% af de mennesker, der har hjernerystelser, kommer ovenpå efter et par uger. Det gik op for mig, at jeg ikke var en af de 90%. Men at jeg var en af de 10% der skulle revurdere hele mit liv og min fremtid med langvarige følger. En måned senere fik jeg lov at flyve hjem. Stadig den dag i dag har jeg en forsikringssag kørende med den amerikanske kvinde.
Efter at jeg var kommet hjem fra USA, var jeg vågnet med en ny krop. En krop, der talte til mig igennem smerter, jeg ikke kunne afkode. Den talte et sprog, jeg ikke kunne forstå, og jeg havde ingen ordbog fået. Jeg var vant til at leve på fuldtid, og virkeligheden var nu noget andet.
Jeg blev indlogeret i mine bedsteforældres sommerhus. Jeg havde brug for at være et sted, hvor der ikke var fest. Hvor der ikke var forventninger og forpligtelser. Selvom det var opslidende ikke at kunne være med, var jeg nødt til at lade det hele gå i stå. Jeg havde det dårligt, var stresset og tabte mig 10 kg på meget kort tid. Mine forældre, venner og bedsteforældre overlappede hinandens besøg i sommerhuset. Jeg havde konstant brug for nogen, der puttede om mig.
Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne det samme som før. Det gjorde mig så ked af det. Jeg ville jo bare leve og gøre som alle andre unge mennesker – i stedet måtte jeg udsætte min kandidat flere år og droppe mine studiejobs. Jeg gad ikke være den her slatne grøntsag. ”Der skal ske noget,” husker jeg, at jeg sagde til min mor, mens vi sad og gabte et aftensmåltid. ”Jeg vil på højskole,” fremstammede jeg og tilføjede: ”… selvom jeg er syg.”
Oure Højskole 2020
Mine højskolevenner ved godt, at jeg ikke kan være med til halvdelen af dansetimerne, at jeg nogle gange går fra arrangementer eller slet ikke dukker op. Om aftenen, når vi spiller brætspil eller ser serier i dagligstuen, laver jeg mine samssynsøveler foran dem. Det kan se meget underligt ud, men det er vigtigt for mig at være en del af fællesskabet, selvom jeg sidder og laver øvelser. På højskolen oplever jeg, at folk griber mine små hjernerystelsestiltag. Når der er meget støj, har jeg gerne ørepropper i for at skåne mit hoved. Så kan de for eksempel finde på at sige: ”Ej, det ser fedt ud, når dine ørepropper er gule i stedet for grønne. Det er godt til dit outfit.”
Igennem mit højskoleophold har jeg lært, hvor vigtigt det er at markere mine grænser. Inden jeg tog på højskole, havde jeg ofte ondt i maven over, hvor jeg ofte jeg måtte spille det røde kort på en aftale. Jeg fik ondt i maven over at holde mine venner hen. Her har jeg lært, at med tiden bliver kortene mere og mere gule, og endda grønne indimellem. At det giver mig ro i maven at fortælle, hvorfor jeg pludselig ligner én, der har tabt sutten. Når jeg vågner på højskolen, laver jeg et skema over, hvad jeg kan dén dag. Jeg visualiserer, at jeg har 100 kroner i min hånd og forsøger at fordele min energi, så jeg ikke får brugt for meget. Jeg giver lidt til dansetimerne, lidt til foredragene og trækker måske lidt fra det sociale. Mine venner ved ikke helt, hvor meget jeg planlægger mine dage, og det er egentlig også fint, at det ofte bare er min egen lille hemmelighed.
Når jeg ser tilbage på mit liv, så ved jeg egentlig ikke, hvor godt jeg havde det. Det var, som om min mavefornemmelse ikke var god. Jeg lyttede bare ikke til den. Jeg tror ikke, at jeg var glad. Jeg ville følge med flokken, og jeg var altid på farten. I retrospektiv var det hele nok ret overfladisk. For nogle så det meget lykkeligt ud – mit pulserende københavnerliv. Men det er først efter mine hjernerystelser, at jeg er blevet tvunget til at kigge ind i mig selv og spørge – hvem er du, og hvad gør dig glad?
Og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne danse uafbrudt en hel nat, læse bøger, skrive eksaminer, som jeg altid har holdt meget af, sige ja til flere spontane aftaler, stå på snowboard, passe studiejobs, fordybe mig, være frivillig og spille computer i timevis. Det er da decideret nedtur, at det blandt andet er så dyrt at have hjernerystelse – at jeg skal gå op i stødsikre såler og tyngdedyner, og at min hukommelse er blevet så flakkende, at jeg render rundt med tandpasta i min jakkelomme. Men jeg lever. Også selvom det er på deltid.
Fortællingen bor her:
Fortællinger af unge med ondt i økonomien
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
.jpeg)
Fortællinger af unge med ensomhedserfaringer
De Ensomme er en bog skabt af og med unge, som føler sig eller har følt sig ensomme. En følelse, der rammer os, når vores sociale behov ikke bliver dækket, og som dukker op på forskellige tidspunkter fra person til person.
I Danmark er der mange unge, der føler sig langvarigt ensomme. Der er så mange, at der er tale om et kendetegn ved den nuværende ungdomsgeneration, der går på tværs af aldersgrupper i ungdommen.
Derfor har vi bedt en række unge om at sætte ord på den ensomhed, de har følt. Det er der kommet 22 vigtige og personlige fortællinger ud af.
Fortællinger af unge uden job eller uddannelse
I Danmark er der ca. 45.000 unge, som hverken er i job eller under uddannelse. Fra tid til anden bliver de omtalt som “restgruppen” – en statistisk betegnelse, som har til hensigt at generalisere problemet, men som virker stigmatiserende for de unge, der omtales. For hvordan er man til gavn, hvis man bare er til overs?
I De Resterende fortæller unge, hvordan de oplever at være uden for uddannelse og arbejde. Med hudløs ærlighed tager de os med til møder med kommunen, indvier os i det svære parforhold, åbner døren til psykiatrien og deler deres tanker og erfaringer med det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Det er vigtigt, at der er fokus på at løse de problemer, som forfatterne i denne bog taler om. Men hvis problemerne reelt skal løses, er man nødt til at sætte sig ind i unges virkelighed, så man faktisk forstår, hvad det er, man forsøger at løse.
Fortællinger af unge uden tag over hovedet
Hver tredje hjemløse i Danmark er under 30 år. Men hvornår er man egentlig hjemløs? Og hvordan finder man hjem, hvis man ikke har et?
De Hjemløse er en række historier fortalt af unge, der har oplevet hjemløshed. Her beskriver de, hvordan det er at gå igennem ungdommen med hjemløsheden på ryggen. Vi er med på arbejdspladsen, uddannelsesstedet, hos kommunen, i parforholdet, psykiatrien og misbruget. Men vi er også med i livet efter hjemløsheden, i kritikken af det samfund, som skulle have hjulpet, og i forventningerne til fremtiden.
Fortællingerne i De Hjemløse viser, at der er mange måder at være hjemløs på, når man er ung. De åbner øjnene for en side af sagen, du måske ikke var bekendt med, ikke kendte omfanget af, eller hvis spor du ikke har bidt mærke i før.
Fortællinger af unge med kronisk sygdom
Hvad tænker man om sin fremtid, når man bliver førtidspensionist, før man er fyldt 30? Skal man fortsætte med at forfølge de drømme, som ens krop eller sind sætter grænser for?
I De Kronisk Syge møder du unge med kronisk sygdom. De fortæller om deres liv med alle de spørgsmål, som sygdommen rejser. Hver og én udgør deres personlige fortællinger unikke vidnesbyrd, der kan gøre Danmarks sundhedsvæsen, uddannelsessystem og alle os andre klogere på, hvordan man skaber det bedste samfund for unge med kronisk sygdom.
”Det kan give dig et andet perspektiv på, hvordan det er at være det her menneske: Hvordan er det at være dig? For du er ikke bare et tal i en bog eller en sygdom på en liste. Du er et menneske, der har en historie og en fed energi.” - Skrivemakker
Fortællinger af unge med anbringelsesbaggrund
Hvad betyder en anbringelse for unges nutid og fremtid? Et spørgsmål, der er helt umuligt at svare på, medmindre man selv har prøvet at blive anbragt. Og selv der, er det svært.
I De Anbragte fortæller unge om deres anbringelse i barndommen og ungdommen. Levende og ærligt beskriver de deres opvækst, mens de reflekterer over, hvad anbringelsen har betydet for dem.
Forfatterne har alle oplevet biologiske forældre, som har haft svært ved at håndtere forældreskabet. Men når du dykker ned i bogens fortællinger, vil du opleve en overflod af nuancer og perspektiver, som illustrerer, at hver forfatter gemmer på sin helt egen historie.
Fortællinger af unge, der er flygtet til Danmark
Hvad sker der, når ens ungdomsliv pludselig bliver udfordret ved, at basale ting som personlig sikkerhed og et tag over hovedet forsvinder? Hvad tænker de unge om deres fortid, nutid og fremtid, når de bliver nødt til at flygte fra deres hjem?
I 2015 søgte flere end to millioner mennesker asyl i Europa – flere end tre gange så mange som året før. Det har påvirket indbyggerne i Europa og er også grundlaget for en lang række forestillinger og fordomme om flygtninge.
De Flygtede er barske og bevægende fortællinger om unges ukuelige tro på fremtiden, og om at skabe en bedre tilværelse end den, de er flygtet fra. Bogen er først og fremmest en række individuelle fortællinger, men det er – i sagens natur – også en bog om flygtningesituation i den tid, hvor den blev skrevet. Og om den i dag.
Fortællinger af unge, der insisterer på at have en stemme
Alt for mange danske unge tør ikke deltage i samfundsdebatten. For gør det alligevel nogen forskel?
I De Engagerede hører vi fra nogle af de unge, der gerne vil blande sig. Dem, der samler mennesker for at skabe noget. De benytter sig allerede af alverdens talerør, skriver debatindlæg, holder foredrag, stiller sig op på ølkasser og råber. Her har vi samlet dem til ét stort brøl.
For der er heldigvis unge, der ikke kan holde sig tilbage. De har en ild, indignation eller begejstring, der gør, at de engagerer sig i samfundet. De engagerede er alle de unge, der ikke kan lade være. De bygger samfund op nedefra, og der er mange af dem. De er flittige, travle og stærkt inspirerende.
Fortællinger af det danske uddannelsessystems frafaldne unge
Knap 340.000 unge gennemførte en ungdomsuddannelse i 2019. Næsten 57.000 af dem faldt fra. Hvorfor gjorde de det?
I De Frafaldne fortæller unge, hvordan det opleves at droppe ud af sin ungdomsuddannelse. Fortællingerne nuancerer uddannelsesdebatten, der ofte handler om dem, der klarer sig godt – dem med huen, fremtidsmulighederne og den gode historie.
Vi må ikke kun lade dem, der gennemfører, skrive historien. Der gemmer sig et væld af indsigter blandt dem, som ikke klarer sig igennem ungdomsuddannelserne. Fortællingerne kan anspore dem, der skal forme fremtidens uddannelsessystem, men vigtigst af alt illustrerer de, hvor menneskeligt – og afgørende – det er at ændre kurs.