Med livet i rygsækken

Måske kunne jeg stadig melde afbud. Jeg varmede let op med pigerne fra mit gymnastikhold, mens vi ventede på, at det blev vores tur. Smerten borede sig ind i min ryg og lænd. Ville mine trænere blive skuffede, hvis jeg sprang fra nu? Ville de tænke, at jeg var pivet?
   “Byd hjerteligt velkommen til de rytmiske piger fra Aalborg!” kaldte speakeren. Salen klappede, og jeg fulgte med de andre piger ind på gulvet. Forreste række. Hvorfor skulle jeg absolut også stå i forreste række? Jeg bukkede hovedet og gjorde klar. Bare kom igennem det, tænkte jeg. Musikken fyldte salen, og vi gik i gang med vores opvisning. De første øvelser gik godt. Jeg kunne strække kroppen, og smerten havde næsten fortaget sig. Men så skete det. Hele min krop frøs. Vi sad på hug og skulle ud i strakt position. Jeg kunne ikke strække mine ben. Jeg sad bare og ventede, mens resten af holdet uden problemer fortsatte opvisningen. Hele salen kiggede undrende på mig. Lige dér ville jeg have givet næsten hvad som helst for at fortsætte, men min krop kunne ikke. Det var de længste fire takter i mit liv.

Gymnastikopvisningen var en kulmination på godt og vel et årti med smerter i min krop.
   Allerede som 14-årig oplevede jeg spændinger og ømhed i nakken, som hurtigt udviklede sig til smerter i skulder, ryg og lænd. Smerterne var så gennemgribende, at de gik ud over alt i mit liv. Alting skulle tilpasses efter smerterne. Hver gang jeg skulle lave noget fysisk, var jeg nødt til at spørge mig selv – kan jeg holde til det? Hvis jeg mærkede en begyndende spænding i ryggen, tænkte jeg – bør jeg blive hjemme? Hvad hvis nu det bliver værre i løbet af dagen? Og sådan blev det ved, indtil jeg til sidst tænkte – kan jeg overhovedet lave noget? Jeg havde allerede måttet opgive min uddannelse som sygeplejerske. Noget så banalt som at hjælpe en patient om på siden sendte hele min krop i alarmberedskab.

“Du har bare vokseværk.” “Du går i de forkerte sko.” “Du skal bare rette ryggen.” “Du sover ikke ordentligt om natten.” Svar var der nok af, men ingen af dem hjalp. Det fik mig bare til at tvivle på mig selv. Det er vel ikke bare mig, der er pivet? Hvad hvis det hele bare er i mit hoved? Eller hvad hvis nu det i virkeligheden er mit hoved, den er gal med?

Nu er der bevis... eller er der?

Lyden af 30 blyanter, der kradser mod papir. Jeg slår øjnene op. Halvdelen af felterne på min matematikopgave er tomme. Jeg løfter hovedet og skal støtte mig til bordet for ikke at døse hen igen. Mine klassekammerater arbejder videre, som om intet var hændt. Jeg scanner lokalet og forsøger at lokalisere et ur. Hvor længe var jeg væk?

Min hverdag med smerter betyder også en hverdag med træthed. Smerterne kommer af, at min krop i høj grad er overspændt og derfor skal bruge meget energi for at holde sig i gang. Fra jeg fik mine første symptomer, har jeg haft brug for at sove masser af timer hver dag. I bussen til skole, i bussen hjem fra skole, middagslur, når jeg kom hjem, plus jeg går tidligt i seng og står så sent op som muligt, især i weekenderne. Men det betyder også, at jeg til tider falder i søvn på ubelejlige tidspunkter – for eksempel under min matematik eksamen i 10. Klasse.

I de første år prøvede jeg at ignorere problemerne. Det gik jo nok over af sig selv, tænkte jeg. Hos lægen blev det aldrig til mere end en undren, en henvisning, et skud i tågen. Med henvisning fra lægen prøvede jeg to forskellige kiropraktorer og tre forskellige fysioterapeuter. De prøvede samtlige behandlingsformer, inklusive akupunktur, chokbølgeterapi, knæk, fysiurgisk massage, og jeg blev endda også tapet op på ryggen for at holde mine skulderblade på plads. Jeg har også fået taget blodprøver, CT- og MR-scanninger – alt sammen uden resultat. Efter 79 konsultationer fordelt over otte år kom det som en overraskelse, da min fysioterapeut sukkede opgivende og sagde: “Jeg kan desværre ikke gøre mere for dig. Du skal videre i systemet.”

Videre i systemet betød en tur til reumatolog, der skulle undersøge mine trykpunkter. Jeg har sjældent oplevet så smertefuld en konsultation – hver gang han trykkede på min hud, skød smerten igennem hele min krop. Men i dag er jeg lykkelig over, at jeg gennemførte det, for da vi endelig var færdige, sagde han beroligende: "Camilla, du har fibromyalgi.” Det er måske den bedste sætning, jeg har hørt i mit liv. Jeg husker knap nok resten af, hvad han sagde under konsultationen. Kunne det virkelig være sandt? Havde han virkelig fundet ud af, hvad der var galt med mig? Jeg anede næsten ingenting om sygdommen, men jeg var ligeglad. Endelig kunne jeg være sikker på, at der virkelig var noget galt med mig. Det var ikke længere bare noget, jeg forestillede mig. Nu var der bevis!

Diagnosen havde dog også sine mørke sider. Udsigten for en patient med fibromyalgi er i langt de fleste tilfælde førtidspension eller flexjob. Diagnosen kan vende op og ned på din fremtid på et kort sekund. Jeg var jo kun 22 år. Reumatologen anbefalede mig at stoppe til fysioterapeut og kiropraktor, da det faktisk kun forværrede smerterne. At stoppe hjalp da også, men jeg havde stadig brug for hjælp til at styre smerterne. Og hvor skulle jeg så vende mig hen?

Hvornår er man syg nok?

Ny gymnastiksæson betyder for det meste ny træner, nyt gymnastikhold og nye medgymnaster. Det samme gentager sig hvert år. Piger omkring min egen alder står og småsludrer, da jeg går ind i salen. Træneren blæser i fløjten. Så er det nu. “Start med fem løb frem og tilbage. Sæt i gang!”. Jeg må løfte hånden som så mange gange før. “Undskyld, men jeg er nødt til at sidde over til løb og hop.” Spørgende blikke hviler på mig. Skal jeg forsøge at forklare dem, hvad fibromyalgi er? Er der en vej uden om at skulle tale om det hver eneste gang?

Som kronisk syg er du ofte nødt til at åbne op om din sygdom, når du mest af alt bare har lyst til at være stille. At jeg er kronisk syg, er som regel noget af det første, jeg er nødt til at fortælle om mig selv. Der er altid den akavede nervøsitet, inden jeg får hævet stemmen, undrende blikke, og mig, der stammer mig igennem min forklaring af sygdommen. På alt fra gymnastikhold til arbejdspladser har jeg heldigvis kun oplevet forståelse og opbakning for min situation, og jeg er meget taknemmelig for den modtagelse, jeg har fået fra folkene omkring mig.

Jeg kan dog ikke undgå en anden følelse, der også dukker op i mig. Det er en bizar følelse af, at jeg er en faker. For kan jeg overhovedet forklare, hvad en kronisk syg med muskelsmerter laver til gymnastik eller på et fuldtidsjob? Jeg er utroligt taknemmelig for, at jeg har kunnet beholde min hobby som rytmegymnast igennem hele mit liv på trods af smerterne, men kan jeg så stadig kalde mig kronisk syg? Måske er det bare pinligheden over at skulle tiltrække mig al den opmærksomhed. Måske er det bare frygten i mit eget hoved. For hvad hvis de tænker, jeg gør det for at være speciel? Tænker de i virkeligheden, at jeg bare skal tage mig sammen?

Mine tanker bunder ud i spørgsmålet om, hvornår man egentlig er syg nok til at kunne kalde sig kronisk syg? For det lyder jo så alvorligt. Som kronisk syg falder jeg ind under samme paraply som kræft-, parkinson- og diabetespatienter, og det er jo ikke dér, jeg er.
   For mange er det endda ikke til at se, at jeg er kronisk syg. For dem virker jeg måske ligefrem som en frisk person. Men nej, jeg er bare blevet rigtig god til at gemme mine smerter.

Jeg har til tider spændinger, som på de værste dage gør, at jeg ikke kan noget som helst. For eksempel kollapsede jeg en dag med spændinger i nakke og hovedpine under corona-lockdown og kunne først stå op 36 timer senere. Jeg kunne ikke få adgang til hverken zoneterapi eller kranio-sakral-terapi, som til daglig hjalp mig med at holde smerterne nede. Andre kroniske syge kunne måske have fået en form for behandling, selvom landet var lukket ned. Men det var ikke til for én som mig. Var jeg ikke kronisk syg nok?

Alt i alt blev mine smerter meget værre gennem nedlukningen, og jeg frygtede, at jeg var nødt til at ligge sygemeldt i et stykke tid bagefter. Jeg havde virkelig brug for mine behandlinger, og da jeg endelig fik dem, tog det mig seks uger at reducere mit smerteniveau til, hvad det var før corona-lockdown. Jeg måtte endda også tilføje osteopati til listen af behandlingsformer for at kunne vende tilbage på arbejde. Det betød selvfølgelig også, at udgifterne til behandling steg, så det nu koster mig omkring 1000 kr. om måneden fra egen lomme.

I dag kan jeg godt undre mig over, at restriktionerne først blev hævet så sent. Hvorfor kunne man ikke have åbnet op for behandlingstilbud noget tidligere, når man kunne sende det meste af landet tilbage i arbejde og skole fra den ene dag til den anden? Det er trods alt kun et meget lille antal borgere, der har brug for alternative behandlingsformer.

Hele håndteringen efterlader også en anden, lidt paradoksal, tanke. Når nu lockdown trådte i kraft for at beskytte de svage og de syge, så er det ærgerligt, at det i høj grad gik ud over andre svage og syge. Det blev simpelthen overset, at det ikke kun er corona, som syge mennesker er udsatte over for. Man kan selvfølgelig ikke ramme rigtigt med alting, og beskyttelse af menneskeliv skal selvfølgelig komme i første række. Men som en af ’de andre syge’ følte jeg mig alligevel lidt glemt.

Et livslangt projekt

Det undrer mig også, hvorfor jeg kun blev symptombehandlet i så mange år, før jeg fik min diagnose. Hvorfor var fokus ikke på at finde årsagen til smerterne fra starten af?
   Sygdommen rammer sjældent personer under 35, og derfor er lægerne måske bare ikke opmærksomme på den? Er jeg bare faldet igennem hullerne i systemet? Var det, fordi jeg ikke ønskede at tage medicin? Har de så ikke taget mig seriøst?

Når jeg i dag som 28-årig ser tilbage på mit forløb, føler jeg mig nogle gange svigtet af systemet. Kan det virkelig passe, at man ikke får mere støtte end den, jeg fik? Jeg fik ingen henvendelse fra sundhedsvæsenets side. Jeg fik intet opkald fra lægen, intet behandlingsforløb, ingen opfølgning på noget. Selv i dag har jeg ikke anden dokumentation på min sygdom end min udskrift fra reumatologen. Men den er ikke tilføjet til min side på sundhed.dk eller under “diagnoser” på “Min Læge”-appen. Er jeg så ikke officielt diagnosticeret? Eller er det bare forventet, at jeg selv finder ud af behandling og resten herfra?

Det er nok et livslangt projekt for mig at kende min sygdom ud og ind. Spændinger og smerterne i min krop kan stadig være som en rutsjebanetur. Nogle dage er de meget store og voldsomme, og andre dage er de næsten ikke til at mærke.
   Men jeg frygter ikke længere for fremtiden på samme måde som før. Nu er jeg optimistisk og tror på, at jeg kan fortsætte med mit arbejde som skole- og fritidspædagogik i lang tid endnu. Til tider kan jeg helt glemme, at jeg faktisk har en kronisk sygdom. Jeg kan endelig også være usynligt syg overfor mig selv.

‍

Jeg sidder alene. Jeg mærker, at de ængstelige tanker sniger sig ind på mig. Min mave kryber sig sammen. Jeg har brug for en ny rus. Jeg finder min telefon frem. Der er forskelligt at vælge imellem. Jeg finder noget, jeg ikke har prøvet før. Nu er det bare at vente på leveringen.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, og man kan roligt sige, at jeg har haft lidt bump på min vej hertil. På grund af min psykiske diagnose, som tilhører en helt anden historie, bliver mit hoved i perioder fyldt med tanker, som gør, at jeg ikke kan sove. Jeg får ondt i maven, og min vejrtrækning forandrer sig.

På et tidspunkt i mit liv er det så slemt, at jeg søger mod et tilflugtssted. Et sted, hvor jeg kan glemme. Et sted, hvor jeg kan finde lykke. Også selvom det kun er for en kort stund ad gangen.

De første knuder i maven

For nogle år tilbage bliver jeg sygemeldt med stress. Jeg presser mig selv på mit arbejde, og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Til sidst kan mit hoved ikke længere følge med, og jeg ender på sygedagpenge. Jeg savner hurtigt mit arbejde, men jeg er ikke i stand til at varetage det, så jeg går hjemme på fuld tid.

Den første måned på sygedagpenge bliver jeg presset økonomisk. Jeg har ikke længere det beløb til rådighed, som jeg havde inden min sygemelding, og jeg må pludselig vælge mellem mine regninger eller mad på bordet. Men jeg kan ikke sulte. Derfor ringer jeg til mit telefonselskab og mit forsikringsselskab for at købe mig mere tid.

De giver mig henstand i en måned, men det betyder, jeg skal betale dobbelt så meget til regninger måneden efter. Sygemeldingen fortsætter, og tanken om næste måned skaber allerede knuder i min mave. Hvordan skal jeg skaffe pengene?

Jeg søger enkeltydelse hos kommunen, men de vil ikke dække den slags regninger.

Midt i det hele bliver jeg nødsaget til at tage til tandlægen. Jeg frygter, det bliver endnu en dyr regning i postkassen, men jeg bliver nødt til at få hjælp. Jeg bestiller derfor en akut tid og får en konsultation senere samme dag.

Få timer senere befinder jeg mig på tandklinikken. Inden jeg lægger mig ned i tandlægestolen, spørger jeg til prisen. Den er overskuelig. Jeg læner mig trygt tilbage og lader tandlægen gøre sit arbejde. Da jeg kommer ud til skranken igen, er virkeligheden en anden. Behandlingen viser sig at være mere omfattende, end min tandlæge for lidt siden estimerede. Derfor løber regningen op på et beløb, jeg ikke kan betale.

“Kan jeg vente med at betale til den første?” hører jeg mig selv sige endnu engang. De er ikke meget for det, men efter lidt tid får jeg lov til at dele min regning op i to, så resten først skal betales senest den første i den efterfølgende måned.

Forestil dig lige det. Selv hos tandlægen må jeg ned på knæ og bede om henstand. Aldrig har jeg været så flov.

Vennerne gør det, so why not?

En dag sidder jeg i en af mine venners ungdomsbolig. Hans kabel-TV virker ikke, for han har ikke betalt sin regning til tiden. “Hvad gør du så nu?” tænker jeg, men når ikke at spørge, før han fortæller om et såkaldt kviklån, han har taget for at kunne lave en afdragsaftale med kabelfirmaet. “Okay, sådan kan man altså også gøre det,” tænker jeg. Jeg mærker en nysgerrighed, som bliver større i min mave. Dagene efter støder jeg på kviklån, hvorend jeg går. Når jeg ser TV, så er de der. Når jeg tager bussen, så er de der igen. Er det mon her, jeg finder mit tilflugtssted? Kort tid efter taler jeg med en nær veninde. Hun fortæller mig, at hun også har taget et kviklån. Og jeg lover hende, at jeg ikke fortæller det til nogen. For den slags taler man åbenbart ikke højt om.

Efter samtalen med min veninde kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det overhovedet er så farligt at tage kviklån. To af mine venner har gjort det, og jeg ser reklamer for det overalt. Det virker så banalt, så hvorfor ikke? Måske det endda kan fjerne knuden i min mave?

Mit første lån

Du fornemmer måske, hvor historien er på vej hen. En dag ligger jeg i min seng og keder mig lidt. Idéen om at tage et kviklån fylder mere end nogensinde. Jeg åbner Google og skriver “lån”. Frem kommer en masse forskellige låneportaler med links til forskellige lånefirmaer. Jeg gennemgår listerne og søger lån, indtil jeg bliver godkendt. Så nemt er det.

Jeg vælger at låne et større beløb for at kunne betale regninger for to måneder. Jeg mærker en ro i min mave, og det kilder i mine fingerspidser. Jeg er glad. Nærmest lykkelig.

Min afhængighed

Efter et par dage vender mine negative tanker tilbage. Hvordan skal jeg få lykkefølelsen igen? Jeg kan mærke trangen til at tage endnu et lån presse sig på.

Om natten ligger jeg igen i min seng. Min mave gør ondt. Jeg hører, hvordan min vejrtrækning forandrer sig. Tankemyldret sniger sig igen ind på mig. Det virker som verdens bedste idé at tage endnu et lån.

Jeg gør det. Jeg tager endnu et lån. Det er lige så let som første gang: Jeg googler “lån”, søger og får det godkendt. Roen vender tilbage til min mave.

Jeg ender med at gentage processen ni forskellige steder inden for tre måneder. Uden at bemærke det, bliver låneprocessen et ritual, som jeg skal gennemføre for at overleve min sygemelding. 

Pengene bliver ikke længere kun brugt på regninger. De bliver også brugt på shoppeture. Mange af tingene, jeg køber, behøver jeg slet ikke. Men det får tankerne væk fra den kaotiske hverdag på sygedagpenge. Kviklånene er nu mit tilflugtssted, mit frirum. Min lykke afhænger af mine kviklån, men lykken varer kort, og jeg bliver derfor ved med at optage nye kviklån.

Glæden ved kviklånene er dog ikke for evigt. For låneselskaberne skal have deres penge tilbage. 

Kun til låns

“Jamen hvad har du selv tænkt? Du vidste vel godt, at du skulle betale pengene tilbage?”

Sådan lyder stemmen i telefonen, mens jeg sidder i bussen på vej til den østlige del af byen. Det er en kvindelig inkassomedarbejder, som ringer mig op. Hun vil have ret til min bolig, så hun kan tvangsinddrive mine ting. “Du skal ikke ringe til mig igen. Jeg skriver ikke under på noget,” siger jeg. Jeg mærker en varm og nærmest brændende fornemmelse i min krop. Hun bliver ved. Min stemme bliver højere. Jeg føler, at alle i bussen kigger på mig. Jeg lægger røret på og står af ved mit stoppested.

Det sker tit, at jeg bliver ringet op. Det er både inkassomedarbejdere og lånefirmaerne selv, der ringer. Hver gang jeg bliver ringet op, siger de, at de ikke kan låne mig flere penge.

Men det stopper mig ikke fra at søge flere lån.

Jeg skal have flere penge til shoppeturene. Så selvom det ene firma smækker kassen i og sender trusler om inkasso, så låner jeg bare et nyt sted. Og sådan bliver det ved. Møllen om igen. For lykken er kun til låns. Når jeg skal afdrage den første måned, sørger jeg for, at kontoen med kortet er tomt, så de ikke kan trække afdraget. Det lyder udspekuleret, men det er min måde at håndtere det på.

Sådan forløber det sig i to år. Og jeg når op på en større gæld, end min psyke kan holde ud at tænke på. Det hele bliver pludselig for meget.

Lånene giver mig ikke længere en rus, og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg har brug for at lette mit hjerte. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg kan ikke overskue, hvor meget jeg skylder. Jeg har brug for at komme ud. Men jeg kan ikke gøre det alene.

Det går op for mig, at kviklånene bremser mig i at blive rask, og derfor beslutter jeg mig for at søge hjælp.

To skridt frem og et tilbage

Jeg søger først hjælp hos kommunen. En frivillig socialrådgiver har tidligere fortalt mig, at nogle kommuner stiller økonomiske rådgivere til rådighed. Dét må være min redning.

Den første rådgiver, jeg møder, er på en varmestue. Jeg sidder og venter ude foran min rådgivers kontor. Sofaen, jeg sidder i, har slidmærker og pletter efter kaffe. Jeg kigger mig omkring. Væggene er mørke. Ved et bord overfor mig sidder en mand i en jakke fra Hus Forbi. Han sidder med sænket hoved og kigger på mig med let sammenknebne øjne. Mine hænder bliver fugtige.

Kort efter kommer en ældre kvinde ud fra min rådgivers kontor. “Astrid?” siger hun, mens hun står foran mig. Det må være min rådgiver. Hun peger mod sit kontor. Jeg går ind og fortæller kort om min økonomiske situation.

“Måske skal du overveje at tage en ny uddannelse, hvor du kan få en højere løn,” foreslår hun. En ny uddannelse? Det er det sidste, jeg kan overskue.

Jeg har kæmpet i mange år for at få mit eksamensbevis. Og det er et fag, jeg elsker. Min stress betyder, at jeg er sygemeldt på ubestemt tid, men jeg er fast besluttet på at vende tilbage. Mit problem løser sig dog ikke ved, at jeg får flere penge mellem hænderne. Efter lidt tid får jeg derfor kontakt til en anden økonomisk rådgiver.

Det er sen eftermiddag. Jeg er på vej ind til ydelsescentret, som ligger i midten af byen. Det er her, min nye rådgiver holder til. Bussen holder lige ude foran det store, røde center. Jeg går ind og bliver mødt af høje, hvide vægge. Vinduerne er store, og venteværelset er varmt. På væggen hænger et maleri, som illustrerer en solgul blomst, der er ved at springe ud.

Jeg venter ikke længe, før en ung kvinde kommer ud og henter mig. Hun smiler og fortæller mig, at hun er min nye rådgiver. Vi går sammen ind på hendes kontor. Her beder hun mig fortælle min historie. Undervejs stiller hun uddybende spørgsmål, og hun giver mig god tid til at svare. Jeg mærker, at min tillid til hende vokser. Det betyder meget for mig, for det er ikke let at fortælle min historie til en fremmed.

Jeg går fra mødet den dag med ro i maven, for efter bare et enkelt møde med den nye rådgiver er min gæld blevet mere overskuelig. Jeg har fået konkrete redskaber og en økonomisk rådgiver, som tager udgangspunkt i den situation, jeg står i. Hun hjælper mig til at tage ansvar og bruge færre penge, så jeg kan få mit overforbrug til at svinde ind.

De efterfølgende måneder mærker jeg, hvordan der skal mere til at trigge mig til at tage et kviklån. Reklamerne på busserne betyder ikke så meget mere. Min afhængighed af lykkefølelsen fylder heller ikke meget mere. Jeg kan så småt fornemme en lysere fremtid blomstre i horisonten.

Epilog

Den dag i dag er min virkelighed anderledes end det, du lige har læst. Jeg låner ikke penge mere, og jeg har fundet mere ro i min situation. Det tog mig godt og vel 2 år at komme ud på den anden side. Jeg har stadig en smule gæld tilbage, men jeg betaler af på den, som jeg skal. Med ro i både hoved og mave er jeg tilbage på mit gamle arbejde.

Jeg har været heldig at få hjælp til at overskue min situation. Men på min vej hertil har jeg mødt mange fordomme, nogle har sågar omtalt mig som typen.

Du ved. Typen, du møder i Luksusfælden. Typen, der bruger så mange penge, at det er vanvittigt. Typen, der selv er skyld i sin egen situation.

Det er ikke mine egne ord, der her beskriver typen. Det er taget direkte fra kommentarsporet til Luksusfælden.

Glem nu de kommentarer en stund. Og læs i stedet dette:

“Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder. Trang til genstanden for afhængighed, tab af kontrol over brugen af det og vedvarende engagement med det på trods af negative konsekvenser. Det er muligt at overvinde afhængighed, men processen er ofte lang, langsom og kompliceret.”

Det er definitionen på afhængighed. En sygdom, som påvirker din hjerne. En sygdom, som får dig til at miste kontrollen. En sygdom, som er svær og kompliceret at overvinde. Det var det, kviklån var for mig. Det var det frirum, hvor jeg kunne ånde. Det var det sted, hvor min vejrtrækning blev normal, og min mave holdt op med at gøre ondt.

Men det var også det sted, hvor jeg mistede kontrollen og kom ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde.

Kviklån var min afhængighed, og jeg kunne ikke komme ud af det alene.

‍

Jeg begyndte at stjæle, da jeg var ganske ung. Mest bare dumme og ligegyldige ting, syntes jeg selv. Først var det lidt sejt, nogle år senere blev det en nødvendighed og afhængighed. Det havde jeg aldrig forestillet mig dengang. 

Jeg blev smidt ud hjemmefra i mine sene teenageår. Derfor skulle jeg blive voksen langt tidligere end mine venner. Jeg skulle jonglere med et socialt liv og samtidig have råd til alt det nødvendige. Det var jeg på ingen måde rustet godt nok til at have styr på, og jeg måtte finde mine egne metoder til at få det til at løbe rundt. Her er min historie om dengang, jeg havde ondt i økonomien.

Struktureret hverdag

Nu sover jeg ikke om natten. Det er der flere grunde til. Den ene er bekymringer om min økonomi og fremtid, den anden er langt mere praktisk funderet: det er bedst at skralde og stjæle om natten.

Der er dog noget, der kun kan foregå om dagen, eller i hvert fald i butikskædernes åbningstider, nemlig butikstyveri. Butikstyv, det er, hvad jeg er, og jeg er desværre blevet rigtig god til det.

Jeg får en del medicin. En perfekt cocktail til at gøre dumme ting. For bivirkningerne slører min dømmekraft og gør mig apatisk. Og den nervøsitet, jeg har for at blive taget i at stjæle, forsvinder.

Jeg planlægger mine dage efter at kunne stjæle i dagligvarebutikkerne. Jeg gør det i de fleste, jeg går ind i, men har især én jeg kommer i på faste tidspunkter. Her er der altid et godt udbytte. Den ligger på ruten mellem min lille lejlighed og mine forældres hus. Jeg besøger mine forældre på en fast hverdag hver uge. Jeg bilder dem ind, at det er her, det passer bedst i forhold til skolen. Men det er ikke derfor. De aner ikke, hvad jeg går og laver. Selv da jeg bliver sygemeldt, fastholder jeg en undskyldning for at komme på samme ugedag.

På den faste ugedag er det altid det samme hold, der er på arbejde i butikskæden. De er sløve, og jeg kender deres rutiner. Efterhånden kender de også mine, da jeg kommer der fast, og næsten altid på samme klokkeslæt. En halv times tid før de lukker. Der er det bedste. De tror, jeg har aftenarbejde, og at det er derfor, jeg kommer der fast. Men jeg har slet intet arbejde. Det her er mit arbejde.

Som at stjæle slik fra børn

Jeg lægger de dyre varer i den store rygsæk. Jeg fylder en kurv og sørger for at lægge de varer øverst, jeg faktisk har tænkt mig at betale for. Det er almindelige dagligdagsvarer som mælk, havregryn, rugbrød og kartofler – billige ting. ALT andet stjæler jeg.

Der er altid to på arbejde om aftenen, det er ofte de samme, og jeg har altid styr på, hvor de er. Den ene sidder i kassen. Når der ikke er kunder, går han og tager de udstillinger ind, der står udenfor. Han er først vigtig at holde øje med, når jeg kommer op til kassen. Den anden sidder enten ude bagi eller vasker gulv med en maskine og smider resterne af ”bake off” ud. Dem henter jeg senere. Ham skal jeg have helt styr på. Det samme gælder overvågningskameraernes vinkler. Jeg går ned i hjørnet af butikken og smider varerne i tasken. Det hele går meget hurtigt. Det skal det også. Jeg har kun tænkt mig at betale for få varer, så det vækker mistanke, hvis jeg er i butikken for længe.

Når jeg kommer op til kassen og betaler for småtingene, tager jeg mig god tid til at pakke dem. Derved når ham der sidder i kassen at gå tilbage til sin opgave med at køre pallerne ind. Det giver mig tid til at stjæle igen. Jeg skal være hurtig og forsigtig. Nu er der fri adgang til alle varerne omkring og bag kassen: sprut, mindre elektronik og, hvis jeg er heldig, også smøger. De kan sælges videre.

Når jeg kommer ud, banker mit hjerte. Det gør det altid.

Jeg fløjter altid, når jeg cykler hjemad til mine forældre. Nu har jeg et lille åndehul fra bekymringerne til næste gang, køleskabet er tomt.

Jeg sætter én regel for mig selv: Jeg stjæler kun i butikskæder. På den måde rammer det ikke den selvstændige og almindelig forretningsdrivende. Det er en let regel at følge. Jeg kan ikke få mig selv til at stjæle fra ’den lille mand’. ”En butikskæde tager ikke skade,” retfærdiggør jeg det med.

Nedtur

Da jeg kommer af medicinen, får jeg et chok. Det bliver sværere at stjæle, meget sværere. Nu er jeg pludselig bevidst om, hvad jeg gør, og hvilke konsekvenser det kan have. Jeg kan mærke mig selv og mine følelser igen. Jeg er hunderæd for at stjæle, men jeg bliver nødt til at fortsætte. Jeg er konstant bange for at blive taget og få en plet på straffeattesten eller det, der er værre.

Før faldt det mig let at stjæle, jeg var god til det. Nu hader jeg indædt at gå igennem en supermarkedsdør. Jeg sveder, og ser unaturlig ud, når jeg går ind i butikken. Der skal helst ikke være nogen, der lægger mærke til en. Det frygter jeg, at der er nu, og det sætter en spiral af ængstelighed og nervøsitet i gang. Jeg kan heller ikke stjæle så meget, som jeg plejer. Når jeg kommer ud igen og finder min cykel, føles det, som om jeg har fuldført en mission. Som da jeg gik forbi de store drenge i skolegården som lille og frygtede at få klø, men undgik det.

Jeg blev aldrig taget med mere, end jeg kunne snakke mig ud af. Jeg var god til at snakke.

Du er, hvad du spiser

I en periode spiser jeg skrald. Jeg føler mig også som skrald, så udtrykket, ”du er, hvad du spiser”, passer egentlig ret godt. Jeg er skrald. Jeg føler mig ussel helt ind til benet. Jeg prøver en masse cowboytricks for at få overskud i økonomien, så jeg ikke skal skralde og stjæle. Især stjæle.

Da jeg senere flyttede til København, fandt jeg ud af, at unge skralder i fællesskab. Det er socialt accepteret, og noget, man taler åbent om. Det er sågar et udtryk i sig selv. At skralde. Det er ligefrem moderne. Det fattede jeg slet ikke. Jeg var og er dybt misundelig på det fællesskab. For der, hvor jeg kommer fra, er det ikke noget, man gør.

Heldigvis er det for det meste udbytterigt, når jeg skralder, og det indeholder ikke samme risici som at stjæle. Derfor føler jeg heller ikke, at jeg kan tillade mig at lade være. At skralde er, så vidt jeg ved, ikke ulovligt. I hvert fald burde det ikke være det.

Jeg har en rute, jeg altid kører, når jeg tager ud og skralder. Jeg cykler et godt stykke væk og tager de lokale supermarkeder en efter en på vej hjem. Jo mere jeg har at slæbe på, desto kortere er der hjem.

Efterhånden lærer jeg butikkernes rutiner, særligt bagernes og de større kæder. Jeg har gnavet mig igennem kasseret ”bake off” fra stort set samtlige butikskæder og kan kende det, som andre på min alder kan kende biler eller fodboldspillere. Brød er godt at skralde, for det er ofte pakket ind og kan i virkeligheden holde sig meget længere end det angivne ”bedst før”.

Alt sammen foregår om natten. Jeg har ikke råd til at lade være.

Finder jeg for meget til at kunne spise, inden det bliver dårligt, fryser jeg det ned. Når jeg har folk ovre, er det kun mig, der må åbne fryseren. De, der er der tit, ved godt, de ikke skal, men de forstår ikke hvorfor. De tror bare, at jeg er en idiot, der ikke vil dele mine isterninger.

Sådan er der mange små underlige ting, der fylder i min hverdag, flere end jeg vil stå ved, og på den måde gennemsyrer min dårlige økonomi hele min hverdag og mit liv.

Den er i mine tanker hele tiden på den ene eller anden måde. Enten som praktiske ting i forhold til at skaffe det nødvendige, eller som negative tanker om min tilværelse og min fremtid. Jeg har ærlig talt ingen idé om, hvad jeg skal med mit liv.

Gemmeleg

Nogle gange møder jeg andre, der også skralder, men jeg taler aldrig rigtig med dem. Det bliver mest til anerkendende nik. Jeg kan høre, at de ikke kan dansk, og kun meget lidt engelsk. Jeg genkender samtidig også deres sunkne og nedadrettede blik. Jeg har det selv. Vi skammer os, så vi siger ikke noget, og vi venter pænt på, at hinanden bliver færdige.

I noget så uciviliseret som at rode i skrald, opretholder vi en køkultur og fælles forståelse for og et ønske om at være mere civiliserede. Så det er vi. På vores egen måde og uden at kende hinanden, præcis som køen i et åbent supermarked, hvor man betaler for varerne.

Jeg har altid hætte og hue på, når jeg skralder også om sommeren. Jeg tager også noget tøj på, jeg ellers ikke går i. Det er for ikke at blive genkendt. Jeg overvejer alle scenarier i tilfældet af, at jeg støder på nogen, jeg kender. Eller nogen, der kender nogen, jeg kender. Eller nogen, der går ud med skraldet. Eller en hundelufter. Eller nogen, der er på vej hjem fra en bytur. Eller…

Disse overvejelser fylder meget i mit hoved. Et par gange er jeg vendt om på min cykel, fordi jeg synes, jeg så nogen, jeg kendte. Var det ikke min vens kæreste? Eller var det ham, som spiller fodbold med ham den anden? Om det virkelig var dem, ved jeg ikke, men min paranoia og frygt for at blive opdaget er konstant til stede, når jeg er ude.

Gammelt kluns

Der er et alternativ. Jeg vader rundt til lokalområdets containerpladser med en lille stige eller kasse med et reb i og en lommelygte. Rebet er til at trække stigen eller kassen over hegnet – der er som regel ikke meget at træde op på på den aflåste side. Så kravler jeg over hegnet og tjekker, om der er noget, jeg kan sælge på Den Blå Avis.

En gang imellem finder jeg gamle cykler på pladserne. Jeg tjekker først på politiets app, om de skulle være registreret som stjålne. Hvis de er, kontakter jeg politiet. Jeg har en følelse af, at det giver mig point på karma-kontoen. Lige nok til at tage ud og stjæle. Hvis ikke de er registreret som stjålne, sætter jeg dem i stand og sælger dem for et par hundrede kroner.

Taber-tabu

Jeg er bange for, at jeg giver et indtryk af, at det hele var let, en leg og næsten hyggeligt. Det var det ikke. Jeg var afhængig af at komme hjem med et eller andet brugbart. Mad eller noget, der kunne sælges og blive til mad eller husleje. Jeg hadede det.

Jeg var ung med overfladiske venskaber, baseret på indtagelse af alkohol og andre substanser. Vi var unge og dumme, og alle var hele tiden ”broke”. Forskellen var, at de andre boede hjemme. Når de var broke, var der stadig mad på bordet og tag over hovedet hos mor og far. Jeg boede ude som den eneste. Når der ikke var flere penge, så var der ikke flere penge. Det følte jeg ikke, at andre tænkte over.

Jeg skammede mig for meget til at bede om hjælp, og jeg var for stolt, selvom jeg ikke havde noget at være stolt over. Stolt som kun en dum teenager, der tror, han kan klare sig selv, kan være det.

Men jeg klarede mig selv, på godt og ondt. Men det var ikke kun en jammerdal. Meget at det jeg stjal, skraldede eller fandt, gjorde jeg for at have penge til andre ting end det nødvendige. Det var langt hen ad vejen for at holde trit med mine venners økonomi. De gik meget i byen, og mit sociale liv afhang af at være med.

Dengang føltes det som en livsnødvendighed. I dag kan jeg godt se, at det var åndssvagt. Ikke desto mindre fyldte det enormt meget at have penge til at tage i byen. Jeg var altid hamrende nervøs, når der skulle findes et sted, for hvad mon det kostede, spurgte jeg mig selv.

Aldrig igen

Det var først, da jeg fik en mere stabil økonomi, at det gik op for mig, hvor meget penge har påvirket mig. Nu kunne jeg sove igen.

De penge, jeg brugte i byen, kunne jeg have brugt på at leve et bedre liv. Det ville have mindsket behovet for at skaffe penge og mad på anden vis. Men jeg var for stolt til at bede om hjælp. Det skulle jeg have gjort, og jeg var heldig, at det ikke endte galt.

I dag er jeg stadig påvirket af den periode og vil nok altid være det. Om end den kun varede et par år, og derfor var kort set i det store perspektiv, så gjorde den netop dette: satte perspektiv på en masse ting.

Jeg lærte at værdsætte, hvad jeg har, være sparsommelig og ikke mindst at arbejde hårdt, når der er arbejde at få. Til tider også for hårdt, men det er der en grund til. En grund som ikke mange forstår, men noget, der altid vil sidde i mig: Jeg vil ikke tilbage til den tid, og jeg kommer det heller aldrig!

‍

Jeg bemærker dem med det samme, da vi sidder på græsplænen foran Kunsthal Aarhus. Smøgerne. Babette finder dem frem fra tasken, lægger en på sine læber og tænder den, som det mest naturlige i verden. Det er ikke noget særligt, men jeg smiler alligevel lidt smørret indvendigt, da jeg bemærker, at smøgen kommer ud af en pakke og ikke er en, hun har rullet selv. ”Der er nok nogen, der er blevet fin på den,” siger jeg kækt. ”Det er okay at give sig selv lov til lidt luksus en gang imellem,” svarer hun tøvende. Det har hun ret i, tænker jeg. Især når verden ramlede ned over hovedet på en, som den gjorde for Babette i marts og april 2020. 

Et spørgsmål om perspektiv 

Babette laver teater. Hver dag. Hele dagen. Og hun elsker det i en sådan grad, at hun har vænnet sig til at leve på ingenting og for ingenting. Hun har valgt at leve uden penge, dels fordi hun er nødt til det, men også fordi hun kan og vil. Hun er et af de mennesker, der sætter sin passion før sin levestandard. Hun har fundet en vej i tilværelsen, som gør hende glad, som hun har det sjovt med, og som samtidig øger hendes chancer for at opnå det, hun drømmer om. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, men hun evner at se muligheder, hvor andre ville se håbløshed. Hun tror på det. Også selvom det betyder, at der aldrig er overskud på hendes konto.

For teater er ikke et projekt, der skal gøre hende rig eller kendt, slår hun fast. Det handler om, at hun vil lave det, hun brænder for - og i hendes branche får man bare ikke særligt mange penge de første par år. Så derfor kan hun enten vente på, at de år passerer forbi, og have et job ved siden af, ellers kan hun gå i gang med det samme og blot acceptere sin situation.

Men drømmene er der. Drømmene om de store villaer på Ny Munkegade – med egen teatersal og forestillinger for publikum fra nær og fjern. Om trecifrede tusindbeløb på kontoen, et liv i luksus og økonomisk overskud til at købe det, man har lyst til. Og det har hun lidt svært ved at forholde sig til. For hun forsøger at prædike og leve efter det modsatte.

“Det er et kæmpe had/kærlighedsforhold til penge. Og jeg har det egentlig bedst, når det er ingen af delene. Når jeg bare kan acceptere, at det er det, samfundet er bygget op omkring. At ting koster penge, og du skal have penge. Og sådan er det.” Hun er selv lidt undskyldende over sin egen dobbeltmoral, men jeg forsøger at mane til ro. For sådan tror jeg, mange har det.

Og i princippet er der jo ikke noget galt i drømmen. Det vigtigste er ifølge hende selv, at hun ikke lader sig styre af pengene. At hun ikke tager sit job for pengenes skyld. Og ikke mindst at hun tænker over, hvorfor pengene er så vigtige for hende.

Babette fortæller, at hun nogle gange kan relatere til hendes jævnaldrende, som modtager SU. Nogle måneder er de i samme båd, og for en stund har de forståelse for hinandens situationer. Men så stopper det også der. For andre får SU for at tage en uddannelse på en uddannelsesinstitution, mens hun ikke får penge for at tage sin uddannelse.

Penge har en højere status, end de burde. Hvis vi gør noget, der ikke er penge i, gør vi noget forkert. Sådan føles det i hvert fald for Babette. Medmindre vi gør noget, der bærer penge med sig i fremtiden. Det fylder, når man tager en uddannelse. Eller sætter en forestilling op.

“Hvis du gik i gymnasiet og brugte alle tre år på at få et godt snit, så du kunne læse medicin, ville der ikke være nogen, der ville spørge dig: ‘Hvad får dig til at tro at du kan blive læge?’ For dit snit får dig til at tro det, og det er nok.”

Selvom oddsene er forskellige, er det samme princip. Det er graden af accept og forståelse, man møder, når man ikke har penge på kontoen, der er problemet. Er man på SU, fordi man tager en uddannelse, er det helt okay, men tager man småjobs og laver frivillige projekter, har man angiveligt ikke styr på sit liv. Og det er ikke nødvendigvis rigtigt. Men hvorfor skal det være sådan?

Da landet lukkede ned, blev tæppet revet væk under hende. Fra den ene dag til den anden røg hendes sikkerhedsnet, da hendes job blev aflyst. Hendes jobs giver hende ikke mulighed for at sætte penge på en opsparing, og derfor kunne hun ikke trække på noget.

Hverdagen

Vi sidder og snakker på en videoforbindelse. Babette tager papir, filter og tobak frem og begynder at rulle en cigaret, mens hun fortæller om sin økonomiske situation. Hun bringer det selv på banen, og jeg behøver ikke engang spørge hende om det åbenlyse, da hun begynder at snakke om den plads, rygningen har i hendes prioriteringer.

“Jeg vælger det til, for det er mine rygepauser, der gør, at jeg fungerer. Det er usundt, men det er den luksus, jeg giver mig selv.” Hun smiler lidt selvironisk, mens hun fortæller videre.

“Jeg vælger alt fra for det. Det er trist, at jeg identificerer mig som ryger, men det er det, der gør, at jeg ikke bare stopper. Jeg har valgt rigtige cigaretter fra, som smager så meget bedre, for så koster det kun 200 kroner om måneden.”

Da jeg talte med hende to uger senere, fortalte hun, at hun var kommet på uddannelseshjælp. Alligevel var hun en smule demotiveret.

“Jeg tror, jeg ville synes, det var svært, hvis jeg blev vant til at få ydelseshjælp for at lave det, jeg drømmer om. Systemet fungerer så godt, at jeg ville synes, det var at frarøve det noget. Jeg vælger jo at leve fattigt, fordi jeg gerne vil lave teater. Selvfølgelig er det noget andet, hvis jeg bliver bevilget penge fra en person eller fond, men jeg kan ikke bede hele Danmarks skattebetalere om at betale for mig. Det føler jeg bare ikke, jeg er berettiget til.”

Alligevel dumper uddannelseshjælpen ind på hendes konto. Det er flere penge end hun normalt modtager på en måned. Desuden modtager hun feriepenge og penge, hun fik retur i skat. Hun er taget hjem til sine forældre nord for Århus på ferie og springer jublende op af sengen for at løbe ind og vise hendes forældre alle de penge, hun ikke troede, hun skulle have.

“Og det er jo forfærdeligt!” udbryder hun grinende, da hun fortæller det til mig et par uger senere, “For det er jo det, jeg egentlig går rundt og siger til mig selv - sådan skal det ikke være. Og lige pludselig så får man penge, og så er det fucking fedt.”

Efter et nødvendigt tiltrængende par nye sko, en impulsindkøbt juice og en ansigtscreme på tilbud senere indrømmer Babette, at penge måske ikke er så tossede igen. Nu kan hun se, hvorfor andre jagter dem frem for passionen, kunsten eller noget helt tredje. Selvom der jo er forskel på penge - og det beløb, hun pludselig stod med, nok ikke ville se nær så vildt ud i andres øjne. Men for Babette var det ikke bare penge. Det var det sikkerhedsnet, der forsikrede hende om, at uanset hvad der skete, så kunne hun betale. Hun er lettet.

Babettes nye sko får nemt ben at gå på, og tanken har strejfet hende, at det kunne være fedt at købe et par ekstra, bare fordi. Måske kunne det faktisk være rart med en hel hylde med sko. Eller altid have lige præcis den makeup, man kan komme i tanke om. Og købe en friskpresset økologisk juice til 40 kroner hver dag.

Også selvom hun faktisk ikke vil drømme om det. Hun vil ikke være det.

Hun har ikke lyst til at være afhængig af pengene, og derfor holder hun fast i sin holdning. Også selvom holdningen opstår ud af et problem. Så i virkeligheden er det en drøm om, at holdningen udspringer af sig selv.

Nu bliver det sommer 

Babette forsøger at afholde sig fra at drømme om rejser og højskoleophold. For de koster penge, hun ikke har. Så i stedet fortæller hun sig selv, at det ikke kan lade sig gøre. At det er for dyrt, og at det ikke er så fedt, som hun bilder sig ind.

Indtil hun falder i.

Et par uger før krisen tager Babette en bid af æblet, og læser om en højskole. Uden at fortælle hverken hendes forældre eller venner om det, melder hun sig til. Hun har ingen penge og ved ikke, hvordan det skal kunne fungere, men hun tror på det. Det skal jo nok løse sig.

Pengene fra hendes uddannelseshjælp ryger direkte på en opsparing, og forude ligger et par måneders logi hos forældrene og et fast arbejde i en børnehave. For højskolen venter på den anden side af sommerferien.

Det er en lysende glad Babette, der sidder foran mig - en helt anden pige end hende, jeg snakkede med bare fire uger tidligere.

Drømmen er ikke brast og teatret er kun sat midlertidigt på pause, for højskolen bringer undervisning, skemalagt dagligdag og en pause fra alle pengeproblematikkerne. Og hun glæder sig. Nu må det gerne blive sommer.

Den første pakke

Jeg tager mig sammen og kommenterer cigaretterne, da Babette tænder en.

“Det er altid det, når jeg lige får nogle penge. Men det er alligevel min første pakke. Det er jeg lidt stolt over,” griner hun og fortæller, at hun egentlig havde glemt sin tobak og først opdagede det, da hun skulle have sin fyraftenssmøg.

“Det var træls, for det var lige det jeg havde brug for. Så jeg gik ind i en kiosk og spurgte, om de havde nogle smøger, der ikke var blevet sat op. Han havde én pakke, så den købte jeg. De andre er jo lige blevet sat 20 kroner op.”

Jeg vil være et fordomsfrit menneske. Men jeg kæmper med tanker, handlinger og refleksioner om andre og mig selv, som jeg ikke er stolt af. Tanker om penge, som hele tiden modsiger sig selv. Øv, hvis bare det var nemmere at snakke om. Det er svært for mig at tale om penge, også selvom jeg ikke er på røven.

Jeg er ikke stolt, når jeg lyver om mængden af penge på min konto, altså fortæller, at der er færre, end der er for at slippe fra at give en omgang øl. Mit moralske kompas siger, at hvis man giver, får man igen. Det er bare ikke tilfældet med alle, jeg kender. Derfor ser jeg mig selv ende i situationer, hvor jeg lyver mig fattig, fordi jeg ikke har lyst til at give øl, igen og igen, uden at få noget tilbage.

Min opfattelse af mine relationer påvirkes af, hvad jeg giver, og hvad jeg får – og det er et fucking nederen kriterie. Jeg lyver nogle gange om min økonomi, selvom jeg slet ikke har lyst. For jeg har ikke lyst til at dele min økonomiske situation med hvem som helst i frygt for, at de ændrer deres syn på mig. Jeg er ret god til at spare op. Det bliver derfor min egen, næsten forbudte hemmelighed, som jeg har værnet om og dyrket gennem det meste af mit liv. 

Min familie 

Gennem min opvækst har jeg lært af mine forældre at passe på mine penge. Nogle gange synes jeg endda, at jeg går lidt for meget op i, hvad jeg bruger mine penge til. I købsovervejelser ender jeg med at bruge ekstremt lang tid på at købe ingenting. Jeg tillægger mine egne penge mere værdi, end de har. Det er ikke, fordi mine forældre er rige, men de er gode til at passe på deres økonomi og med tanke på, at jeg er enebarn i en middelklassefamilie, har mine forudsætninger været gode.

Nu, hvor jeg er flyttet hjemmefra, spørger de ofte, om jeg er i nød. De siger, jeg altid bare skal ringe, hvis det strammer. Det er en af deres måder at vise omsorg på og sørge for, at jeg har det godt, altid. Det er en glæde for dem at kunne give mig, og alligevel afviser jeg den oftest, fordi det overgår min stolthed. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke bare tager imod. Når jeg nu har mulighederne for et rigere liv, smidt foran mine fødder, hvorfor skal jeg så ikke gøre det? Min afvisning er et forsøg på at forhindre penge i at kontrollere mit liv, men effekten bliver det modsatte. Jo mere jeg går op i ikke at tage imod, desto mere regulerer penge mit liv. Derfor, paradoksalt nok, er jeg ikke særlig stolt, når jeg så engang imellem beder mine forældre om penge. Hvorfor spørger du overhovedet? Hvad er det du er bange for, spørger jeg mig selv.

Mine venner

Jeg er ikke stolt, når jeg tager mig selv i at tænke fordomsfuldt om mine venner. Jeg er en person, der har nemt ved at befinde mig i forskellige omgangskredse og interesser, men lige meget, hvor jeg er, hvis snakken falder på penge, synes jeg, det kan være svært at forholde sig til. Jeg vil ikke dømme nogen, men det er særlig svært, hvis de lægger op til, at man skal have ondt af dem. Måske er det, fordi jeg er træt af, at det er pengene, som bliver en faktor til at søge medlidenhed, og at jeg egentligt bare ønsker, at vi kunne koncentrere os om noget andet. I hvert fald tager jeg mig selv i at tænke: “Tag dig nu sammen...” – og det er en tanke, jeg ikke er stolt af.

Jeg er ikke særlig stolt, når jeg husker tilbage på, hvor lidt ubekvem jeg blev af at mine venner lavede knæk i huse og biler, fordi de var økonomisk desperate. De var ude i noget lort grundet helt andre økonomiske omstændigheder end mine. Det er først nu, hvor jeg tænker tilbage, at jeg opdager, hvor absurd det har været, at mine gode venner har begået kriminalitet og har spredt deres hælervarer ud på gulvet i den lejlighed, vi har befundet os i. I dag føler jeg mig meget ubekvem ved tanken om, at de har følt sig nødsaget til at begå indbrud, fordi de ikke ligesom mig nemt kunne få et job eller spørge sine forældrene om hjælp. Hvor var mit ansvar i de situationer? Om jeg overså det? Om jeg, med mine gode midler, skulle have grebet ind? Delt ud? Inspireret? Andres økonomi er jo non-of-my-business – men hvornår gør man det rigtige? 

Jeg er ikke særlig imponeret, når jeg ser, hvordan nogle af mine venner blærer sig med, hvad de har købt. Det ærgrer mig, når de prøver at bevise noget gennem deres værdigenstande. Jeg får en fornemmelse af, at det er igennem produkter, at de udlever deres potentiale. Det er, som om de kun kan tilskrive sig værdi som menneske ved at eje ting, og at der går sport i at eje de rigtige ting. Men det må ikke misforstås, for selvfølgelig er det da en for lækker følelse at erhverve sig nye genstande, som man stolt viser frem til verden – jeg elsker det da! Og jeg elsker komplimenterne, der følger med. Men jeg ser mig selv som et fornødent menneske, så jeg forstår ikke, hvorfor man vil eje 12 Rolex ure, når man kun har 2 håndled. Samtidig er der jo ingen, som beder mig om at forstå det.

Min rigtig gode veninde, som kommer fra dårligere kår, har altid været exceptionel god til at opbygge sig en aura af rigdom. Hun har aldrig haft penge, altid lånt hos andre, klædt sig i smart tøj og makeup og befundet sig blandt de rigtige mennesker (rigtige i denne kontekst, fordi de har god økonomi). Hun er også en af de sejeste og sjoveste mennesker, jeg kender, selvom jeg ville ønske, at hendes indstilling til et lykkeligt liv ikke var baseret på en stor fed bankkonto. Hun kunne blære sig med penge, hun ikke havde. Hun slap fra det, og det imponerer mig hver gang. Når økonomien har kamufleret sig som genstande, kan man nemmere snakke om den, eller dømme dem. Det er ikke længere det reelle beløb, for det kender man ikke, men i beklædningsdele er økonomien ikke længere usynlig. Menneskers påklædning fortæller noget om, hvilken holdning de har til forbrug og til penge generelt. Jeg ville sige, at man iklæder sig, hvad man gerne vil anerkendes og anses for.

Kan man købe sig til kærlighed?

Børneopsparing er en sjov størrelse. Som en del af et overgangsritual, der er så elementært og så definerende for en ung voksen. At modtage denne mængde penge, som forældre har investeret i ens fremtid, bliver en symbolsk handling. Det er det store startskud på voksenlivet og formentlig den største mængde penge, man til dato har haft. Det er det, man snakker med sine venner om, for endelig har man råd til at købe de store ting selv og langt om længe være uafhængig.
Fordi børneopsparingen er så stor en del af at træde ind i de voksnes rækker, bliver idéen om børneopsparing en slags allemandseje – men som alle bare ikke har samme ret til alligevel. Jeg fik udbetalt mine børnepenge på min 18-års fødselsdag, som lagde bunden for den opsparingskonto, jeg kun bruger til “vigtige ting” – som dyre engangskøb, reparationer og rejser. Andre i min omgangskreds fik dem ikke udbetalt, enten fordi deres forældre aldrig havde råd til at starte en, eller fordi de havde hævet pengene inden og brugt dem på andet. En problematik, som jeg ofte befandt mig selv lægge øre til. Jeg forstår godt mine venners frustrationer, når fratagelsen af dette symbolske beløb blev til troen på, at forældrene ikke havde kærlighed eller tillid nok. Når penge forbindes med en slags grundlæggende affektion, kan jeg også godt se, at det lægger et pres på forældre, som gerne vil gøre det godt.

Jeg har det så ærgerligt over, at kærlighed skal manifestere sig i tal, kroner og øre, der kan bruges som unødvendigt måleinstrument. Det er også en af grundene til, at økonomi bliver så ømt et punkt, som gør det svært at være stolt af. Tør man sige, at økonomi bliver roden til ‘alt ondt? Den adskiller mennesker og kommer til at definere personlige værdier og selvopfattelse, når netop kærlighed ødelægges af troen på penge. Så, at give sig selv lov til at være konto-stolt med en mentalitet af “det køre bare for Ole-Bent” er fucking svær, fordi man ikke vil sætte sit eget værd højere end andre – jeg har i hvert fald ikke lyst til det.

Men jeg er ret god til at spare penge op, og trods mine ambivalens overfor penge er det er en kvalitet, jeg virkelig gerne vil sætte pris på ved mig selv. For penge bliver altid en meget hellig størrelse, som kan være svær at få brugt uden dårlig samvittighed “åh, er det nu det rigtige jeg gør?” Derfor, er jeg særlig stolt de gange, hvor jeg har haft råd og brugt mine penge på noget, som virkelig beriger mig mentalt – såsom rejser eller hobbyer. Længe har jeg også siddet på mine penge uden at ville bruge dem. Men for fanden, de skal jo også bruges! Det er også derfor, man har dem. Det gør mig stolt, når jeg gør mig selv opmærksom på den tanke også.

Kan man købe sig til kærlighed, uden penge?

Min egen økonomi og holdning til penge har været påvirket af de mennesker, jeg har haft omkring mig. Selvom jeg er vokset op med nogle muligheder og en stabilitet, er jeg godt klar over, at andre ikke har haft det samme udgangspunkt. Nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på mig, har været dem, der har kæmpet og på en eller anden måde fået det hele til at fungere.

Jeg bliver stolt af mine venner, når de udviser en styrke på trods af hårde økonomiske vilkår. Jeg synes også, der er noget smukt ved at være sammen med folk, der ikke har nogen penge, men finder på andre ting. Min ekskærestes mor har været i flexjob i 4 år og haft den fedeste måde at komme rundt på i en begrænset økonomi og være kreativ. Hun åbnede virkelig min forståelse for, hvor meget man kan gøre, selvom man ikke har en ”Joakim von And”-bankboks i soveværelset. Hendes netværk er bredt, hvilket selvfølgelig bliver en fordel, når man kan låne, besøge, bytte eller overtage fremfor at købe. Desuden er hun den bedste tilbudsjæger jeg kender! Hun er bare super-duper idérig i stedet, hendes rejser bliver til vennebesøg rundt omkring i Europa, og med få penge på lommen opstår helt andre oplevelser, man ikke kan købe sig til. Den styrke hun har, har efterladt et indtryk på mig, som jeg aldrig kommer til at glemme.

Hendes kreative kompetencer er i højsædet, da hun hele tiden har skulle finde andre midler til at skabe de bedste rammer, hun ønsker for sine børn. Eksempelvis fantastiske og anderledes sammensatte konfirmationsfester skabt på lavbudget. Et eller andet sted er det helt fantastisk at opleve, hvordan der skabes værdi uden penge, men alene på det menneskelige bidrag – og at penge ikke bliver den definerende faktor for at vise kærlighed overfor sine børn. Det afviser ikke, at hun har været utroligt mentalt påvirket af hele tiden at skulle kæmpe for, at hendes børn ikke kunne få det samme, som de andre i klassen.

Mine relationer bliver meget påvirket af, hvad jeg giver, og hvad man får. Måske var der noget andet jeg ikke kunne lide ved dig, men så blev det pengene, der pludselig overtog den følelse, altså, at kunne se ud over måden, penge dikterer mine forhold på – for det gider jeg ikke. Netop hvordan penge bestemmer adfærd, i måden den kategoriserer og afgør et menneskes syn på sig selv. Som det ikke at have penge betyder, at man i vores samfund anses som en fiasko, der ikke er kvalificeret til at passe et job, eller som blot spiller det hele væk. Den skam, vil jeg ikke have, skal overdeterminere, hvordan jeg forholder mig til mennesker. Og selvom det kan være svært ikke at lade sig underlægge penge-diktatoren, så prøver jeg.

Jeg prøver at tage hensyn til min egen økonomiske status, når jeg snakker om, hvordan andres økonomi fungerer. Selvfølgelig skal man være reflekteret og tænke ind i kontekst, fordi penge har værdi på vidt forskellige måder. Netop fordi jeg aldrig rigtig har været i pengemangel, kan jeg idealisere fattigdom. Jeg har med vilje placeret mig i situationer, hvor jeg har manglet for at virke som ansvarlig voksen eller af nysgerrighed ville prøve at have den samme “sidst-på-måneden-følelse”, som mine kammerater. Men, et sted i baghovedet ved jeg jo godt, at 200 kr kun er et opkald væk fra mine forældre.

For tre år siden stod jeg med enogtyve kilo på ryggen og halvfjerstusinde kroner på kontoen. Tommelfingeren vendte opad og ud i luften. Fødderne stod plantet i dyre vandrestøvler lige ved Circle K hvor Marselisboulevard møder Skanderborgvej i Århus.

Min tyveårige krop var på vej ud i det uvisse. Nærmere bestemt Frankfurt lufthavn med en tidsfrist på fem dage.

***

I dag sidder jeg med computeren i skødet og godt firehundrede kroner på kontoen. Tommelfingrene flagrer over tasterne. Fødderne er trukket ind under lårene på en halvandenmandsseng i Odder.

Min snart treogtyveårige krop er flyttet ud på en gård.
De sidste fem-seks dage har jeg røget smøger og kigget på høns.

Penge var aldrig et issue.
Min far er læge. Min mor ejer en virksomhed.
Jeg er enebarn.

Jeg er født i Danmark.

***
I skolen lærte jeg at jeg har medansvar for den globale opvarmning.

***

Jeg slukkede lyset i alle værelser.

Jeg lavede labyrinter til min hamster af genbrugte toiletruller
og samlede vand i en spand mellem benene i bruseren til at skylle ud i toilettet.

Jeg fandt møbler og tøj på gaden og i genbrug og spiste hjemmelavede veganske bananmuffins med pulp fra juiceren uden gluten og sukker
på en selfie i vindueskarmen.

***

Januar totusindeogsytten brugte jeg tredive kroner på Dyrenes Beskyttelse. Jeg farvekodede kategorierne i excell-arket og begyndte at føre regnskab.

Fireogtredive lilla gik på drinks nytårsaften. Tohundredeogtreogtyve mørkegule gik på hotel i Hamburg.

Nitten gule gik på en Latte Machiatto med Anna.
Elleve røde gik på et postkort til Esben.
Hundredeogtretten blå gik på en taxa fra brylluppet.
Fire lyseblå gik på toiletpapir og ni gik på myggecreme.
En komma femoghalvtres grønne gik på en snasket ting i kantinen.
Hundredeogfyrre lysegrønne gik på en ankelkæde.

Firehundredeogtres mørkeblå gik på rødt og grønt kjolestof i ægte silke
til mig selv.

***

Jeg afsluttede gymnasiet med et snit på elleve komma seks i hjemmestrikket studenterhue og begyndte at undervise.

***

Om mandagen var der lady styling på Trøjborg og teaterundervisning i Mårslet.
Om tirsdagen var der møde i svampeforeningens containerdrivhus på Pier 2.

Om onsdagen var der mambo.

Om torsdagen var der mindfulnessholdet på Ungdomskulturhuset.
og om fredagen var der fest og forskudsopgørelsen og fødevarefællesskabet og Frontløberne
og en Fairphone 2 med til fejring juleaften hos kærestens familie i Grindsted.

***

En dag stak jeg af.

***

På Cuba er der to officielle møntfødder. Cuc er for turister og cup er for lokale.

Jeg bor hos en familie på fire med en skildpadde i håndvasken.
Vi spiser hvidt brød og æg og fisk og drikker mangojuice og kokosnødder fra palmerne på stranden
der åbnes med machete.

Jeg rider uden saddel og blander kokosvandet med rom
og skifter blomsterkjolen ud med joggingbukser.

***

I Mexico flytter jeg ind hos Martina og Lander.

Husene har de bygget af paller og sand og ler og græs der er slået til med le og tørret i solen. Hønsene får tørrede majs i sække fra naboen og vi plukker hjemmedyrket rucola som vi spiser med rod.

På muldtoilettet står glasset med Jomfru Maria til at skylle sig med
og et stearinlys til om natten.

***

Jeg blaffer gennem Guatemala med en forældreløs kattekilling i et silketørklæde om mit bryst
og ankommer i regnskoven.

***

I regnskoven er der skildpadder på stenene ved kildeudspringet som vi drikker fra.
Der er brødfrugter i træerne.
Der er nymåner og fuldmåner og telte og svampe og ildshow og guitar og bål.

I regnskoven er der ingen penge.

***

Jeg brugte de sidste penge på en plade Marabou med Oreo i Netto.

***

På værestedet i Jægergårdsgade spiser jeg hvad Jabu serverer.
På gaden finder jeg smøger og drikker skraldede øl.
På herberget ser vi Netflix og bliver vækket syv tredive.
På rygeterrassen giver jeg Martin en halvtredser
og siger at han skal brænde den.

***
Under coronakrisen bliver jeg frivillig på gården i Odder
men det tjener man ingen penge på.

***

Nu sidder jeg på dokken og kan se ud over havet.
Det er sort og hvidt og gråt og lidt blåt.

Jeg har ikke længere noget jeg skal
så jeg er holdt op med at ryge.

***

Måske har der aldrig været noget jeg skulle.
Måske har det aldrig handlet om penge.
Måske skal jeg slet ikke gøre noget for at redde verden.
Måske er det ok, at jeg er her.

‍

Siden 2006 har jeg grundet en arbejdsskade været bundet til en elektrisk kørestol og været afhængig af hjælp fra andre mennesker. Hjælpen bliver givet af min kommune i form af handicaphjælpere døgnet rundt. På grund af mit omfattende handicap er jeg meget utryg i situationer, hvor jeg ikke kan komme i kontakt med andre mennesker, eller hvis jeg ikke er mobil. Handicaphjælpen, som jeg får, kræver en del ansvar fra min side. Enten er jeg selv arbejdsgiver, eller også skal jeg finde en virksomhed, der tager det ansvar. Det er sådan en beslutning, der ender med at kaste mig ud i en del problemer.

2013. Færdig med Bornholm og klar til København

Efter 5 år er jeg endelig blevet færdig med min HF, og store omvæltninger er på vej. Jeg er blevet optaget på mit drømmestudie og skal studere biologi på Københavns Universitet. Så jeg trækker rødderne op, kysser Krølle Bølle farvel og flytter til København. Jeg glæder mig til at opleve københavnermiljøet, få nye venner og udskifte mine weekendophold med en permanent bopæl i hovedstaden. Samtidig ved jeg, at det også vil give en del udfordringer: Hvor skal jeg bo? Vil jeg kunne komme rundt med min kørestol, og kan jeg finde studiegrupper, der accepterer de udfordringer og begrænsninger, som følger med en som mig?

Jeg har indtil nu selv stået for ansættelser og aflønning af mine handicaphjælpere, men i forbindelse med min flytning til København skal jeg sætte mig ind i en række nye regler og love. Hvis en borger frivilligt vælger at flytte kommune, er det nemlig ikke sikkert, at man får lov til at beholde den hjælp, man i forvejen har. Det er den nye kommune, som skal træffe beslutning om, hvor meget man har ret til. Da det er en jungle af regler, så kommer jeg i kontakt med Morten. Han har en handicapvirksomhed, der overtager arbejdsgiveransvaret for borgeren.

Morten har selv et mindre handicap, og det gør det derfor nemmere for mig at se mig selv i ham. Han har haft sine sager med det offentlige handicapsystem og er derfor fantastisk til alle regler på handicapområdet. Det er jeg umådeligt glad for, da jeg føler, der er nok på programmet med studiestart og den nye by. Han støtter mig i møder med kommunen. Han er ikke bange for at slå i bordet og slår i bordet for mig, når tingene er urimelige. Han gør, at jeg føler mig tryggere med hans assistance, når jeg nu skal starte et nyt kapitel i mit liv.

Mortens firma overtager arbejdsgiverrollen, ansætter mine tidligere hjælpere i hans firma og har dermed ansvaret for mine handicaphjælpere og deres løn. Han er en verdensmand med svar på alt, og alt kan lade sig gøre. Han tilbyder kurser til alle hjælpere - om det er relevant for handicapjobbet eller ej. En får for eksempel et buskørekort.

I stedet for at hjælperne får deres løn, når jeg afleverer deres timesedler til kommunen, skal kommunen nu betale til Mortens firma, som så dokumenterer, at jeg har fået den hjælp, som jeg er berettiget til. Den administrative del af handicaphjælpen har krævet det helt store, men det er utroligt befriende at slippe ansvaret og koble af på en anderledes måde. Fordi man fra den ene dag til den anden ender i kørestol, bliver man ikke automatisk erfaren arbejdsgiver eller interesseret i det.

2014-2015. Rustur, forelæsninger og nye venner

De fleste ved, hvor svært det kan være at finde bolig i starten af et nyt studieår, og at skulle finde et sted uden trapper og med separat værelse til handicaphjælpere gør det bestemt ikke lettere. Det løser sig dog ved, at jeg lejer en lejlighed i Rødovre. Den har de ting, som skal bruges, men koster 750 kroner pr. nat. Det er dyrt, men det er noget, jeg glædeligt betaler for at give studiet en chance.

Studiet begynder at køre, og det er fantastisk. Der er dejligt i København og langt flere muligheder for en som mig. Her er sport og aktiviteter, og flere af mine gamle bornholmervenner bor desuden i byen, da det er ganske normalt, at man flytter fra Bornholm, efter ungdomsuddannelserne er slut. Vi kan bruge mange og lange aftener på brætspilscaféen Bastard, og rusfesten og feltturene fra studiet er blandt de ting, jeg aldrig glemmer. Som da vi på rusturen fik bind for øjnene og med en to-do-liste i hånden blev kørt ud på landet og først måtte komme hjem, når vi havde taget billeder af alt på listen. Eller Biobar, som var navnet på biologernes fredagsbar.

Jeg får et bredere perspektiv på livet gennem alle kontrasterne til Bornholm. Tænk bare; der er butikker, som har døgnåbent, og busserne går hvert 5. minut. Misser du en bus på Bornholm, går der som regel en time, før den næste kommer.

Senere på studieåret begynder det dog at gå ned ad bakken med kommunen. Hvad der skulle have været en tilfældig tirsdag morgen med forelæsning om frøspredningstyper hos planter, bliver pludselig vendt på hovedet, da der dukker et meget officielt brev op fra min kommune. Det viser sig, at Morten ikke dokumenterer de ting, han skal, ofte udbetaler for lidt i løn til mine handicaphjælpere og mildest talt har rod i regnskaberne. Det løber mig koldt ned ad ryggen, og jeg bliver svimmel, for ting som disse kan betyde, at kommunen fjerner min handicaphjælp. Jeg aftaler med min sagsbehandler at opsige samarbejdet med Morten firma hurtigst muligt, men desværre er der et opsigelsesvarsel på 2 måneder, og det er her, det går helt galt. Kommunen er forpligtet til fortsat at betale Mortens penge i denne periode, men han sender ikke pengene videre til hjælperne og går praktisk talt under jorden.

2016. Ulønnede hjælpere, tomme bygninger og ukendte adresser

Mine hjælpere ved, hvor afhængig jeg er af dem, så de møder stadig på arbejde hos mig, selvom de ikke har fået løn. Vi venter alle bare på, at opsigelsesperioden slutter.

Dagen kommer endelig, hvor hjælperne bliver opsagt af Mortens firma, og jeg genansætter dem samme dag uden Mortens indblanden. Det er nemlig de samme hjælpere, som jeg havde ansat før København, og selvfølgelig vil jeg have dem ansat igen, når jeg nu er tvunget tilbage til øen. De kender mig, og jeg kender dem. Så vi ånder alle lettet op, når vi nu skal tilbage til den situation med mig som arbejdsgiver, hvor der sjældent var problemer.

Det er dog stadig trist, for jeg var ellers lige flyttet ind i egen lejlighed i Vanløse og havde fundet mig til rette. Desuden var jeg næsten færdig med det første studieår, som jeg fik at vide var det tungeste og generelt mest uinteressante på grund af de obligatoriske fag. Vi var begyndt at planlægge, hvilke fag vi kunne ønske os året efter, og her kunne vi virkelig vælge efter vores egen interesse.

Desværre går der ikke længe, før den næste dårlige nyhed dukker op. Mortens firma går konkurs dagen efter opsigelsesperioden, og der er ingen penge tilbage i firmaet. Min værste mistanke er blevet bekræftet: Der er flere andre sager, hvor Morten ikke har haft styr på sit shit, og hjælpere ikke har fået udbetalt deres løn. Jeg har det som om, at jeg er med i en dårlig krimifilm, da det viser sig, at der ikke er nogen virksomhed på den adresse, hvor Mortens firma står registreret.

Mine hjælpere gør det, som alle ansatte gør, når de mangler løn fra et konkursramt firma. De kontakter Lønmodtagernes Garantifond. Nu bliver det jura-teknisk, men her sker det værst tænkelige. Lønmodtagernes Garantifond gør os opmærksomme på, at de skal have den manglende løn fra deres nye arbejdsgiver. Beslutningen bliver senere stadfæstet i retten. Fordi jeg har ansat dem til det samme arbejde under samme vilkår dagen efter deres opsigelse i Mortens firma, skal jeg personligt hæfte for de to måneders løn til mine 5 handicaphjælpere. Så det endte med en personlig regning til mig på cirka 250.000 kroner

2020. Tilbageblik på eventyret

I dag, 4 år senere, er jeg stadig bosat på Bornholm. Jeg har taget den første del af en kontoruddannelse, men mangler en elevstilling for at færdiggøre uddannelsen, og der er desværre kun få steder på øen, hvor kontorafdelingen ligger i stueetagen. Jeg må se, hvad der sker i fremtiden. Min interesse er stadig at flytte til København en dag, hvis chancen byder sig. Jeg tænker ofte tilbage på universitetet og det københavnske byliv. Der er langt flere arrangementer, man kan tage til, og aktiviteter som mit stamsted, Bastard-caféen.

Sagen har påvirket og ændret mig på flere måder. Jeg stoler mindre på folk, indtil jeg har lært dem at kende. Jeg rådfører mig også mere med kommunen, fordi jeg kan undgå en del uforudsete ansvarsproblemer, hvis jeg kan dokumentere, at jeg har fulgt alle kommunens anvisninger.

Jeg fik en del nye bekendtskaber i København, og selvom venskaber er sværere over store distancer, er der stadig nogen, jeg skriver og ses med, når jeg indimellem tager weekendture til København.

Faktisk er det kun omkring 14 dage siden, at jeg rent tilfældigt ryddede op i min email-indbakke og slettede alle emails fra de forskellige advokater, domstole og min sagsbehandler. Jeg blev enig med mig selv om at lægge forløbet bag mig og komme videre i livet. Og selvom der kom denne grimme sag ud af mit ophold i København, er jeg stadig glad for, at jeg fik prøvet det af og turde tage springet for at give mit uddannelseseventyr en chance.

Hendes hår er uglet til perfektion, hendes øjne har rander, men er vågne af nysgerrighed, og hendes tøj hænger løst, ligesom hendes øreflip, hvor mærket fra en stretch stadig giver udtryk. Olivia er umiddelbar, feministisk og rå.

Da vi får gang i snakken, fornemmer jeg kreativitet, skabertrang og en snert af anarki. Hendes bekendtskab til kanter af byen, som ikke dukker frem for det uopmærksomme øje, giver mig lyst til at dykke ned i hendes verden.

Jeg mødte Olivia i foråret, og selvom vi siden da kun har mødtes over en række snakke om hendes pengeliv, har hun alligevel gjort et indtryk.

Jeg er nok blevet lidt overvældet af Olivias tendens til at lade tilfældighederne råde og tage tingene, som de kommer. Måske jeg er blevet en smule intimideret af hendes spontanitet. Min strukturorienterede mentalitet er i hvert fald blevet udfordret. Men kontrasterne har vist sig på mange måder at være givende – for fortællingen, for mig og forhåbentlig også for Olivia.

Igennem vores tid sammen er jeg blevet provokeret, overrasket, udfordret og mest af alt forundret. For hendes måde at anskue økonomi vækker noget i mig: Hvordan forholder jeg mig selv til min økonomi? Hvor meget af ens person er koblet sammen med ens økonomi? Og kan man frasige sig det?

Olivia er ikke under uddannelse og lever på de penge, hun kan skrabe sammen på sit solskinsbetingede job som cykelbarista. Men når man lærer hende at kende og dykker ned i hendes indre paradoksale tankegang om at ville frigøre sig, men samtidig være afhængig, udfoldes hendes historie på en måde, som ikke bærer medlidenhed eller sympati, men nærmere en stædig integritet, som har brug for at finde rodfæste i samfundet igen.

Da jeg første gang mødte Olivia var det i en tid, hvor hun virkede til at gå igennem et indre paradigmeskift: fra et, hvor opgøret med det banale har virket til styret dagens gang til et, hvor det “fornuftige” valg får lov til at have ordet.

Ud fra vores møder har jeg haft mange spørgsmål til Olivia. Det har til tider føltes uhåndgribeligt at forstå hendes historie. Men det hele stod pludselig meget klart, da jeg modtog et brev fra hende.

Hej Emma.

Før jeg kunne fortælle dig hele sandheden, har jeg brugt tid på at gå tilbage til diverse episoder, som kan give mig et mere realistisk billede af, hvad jeg har brugt min tid og penge på.

En periode af mit liv er forsvundet på, hvad der virker som et splitsekund! Det føles sgu lidt tåget og uhåndgribeligt.

Da min mor forleden sagde til mig, at det ikke at have et normalt arbejde også kan gøre en rigtig ked af det, ramte hendes ord mig. Der var noget, der satte sig fast.

Jeg har haft en eller anden ide om, at penge ikke bør indgå i basale behov, i hvert fald ikke mine. Jeg har fundet en form for frigørelse ved ikke at skulle tænke på min bankkonto, eller binde mig til ideen om tage på job for efter at komme hjem med minus overskud, være sur og tvær over, at der ikke er nok timer i døgnet.

Fuck hvor har jeg været træt af at skulle leve op til uddannelsesplaner, jobmuligheder, ja fremtiden. Det har føltes tomt, hult, fjernt fra mig selv og med intet andet formål, end at forsøge at gøre mine forældre stolte.

”En uddannelse er nødvendig for at have en sikker fremtid.”

”Hvad laver du? Altså hvad er dit job.”

”Hvad vil du i fremtiden?”

”Hvad skal du bagefter HF?”

Alle disse forventninger har gjort mig rodløs og fået mig til at føle mig malplaceret. Det har gjort mig usikker (fucking sur) på min egen dømmekraft, på min egen evne til at vælge ‘’rigtigt’’ og ”forkert.”

Jeg er ret sikker på, at penge altid har gjort mig utilpas. Det at håndtere min økonomi har for mig altid føltes som mere end at få et job eller at bruge efter behov. Nærmest som et eller andet “Ham som ikke må nævnes”-fænomen har penge tændt advarselssignaler i mig.

Siden vi to er begyndt at snakke sammen, har jeg gået og tænkt over, om fænomenet kommer af dengang mine forældre gik fra hinanden. Det skabte en form for ubalance, at min mor blev afhængig af min fars økonomi, og det efterlod ret splittede følelser i mig.

Efter skilsmissen opstod der to forskellige hjem. Hos min mor brugte vi tid sammen. Der var altid et fællesskab, men der var ingen overskud på økonomien. Hos min far var der mere alenetid på mit værelse. Der skulle jeg tage vare på mig selv, men jeg fik altid et ja, hvis jeg spurgte om penge.

Det var hos min far, jeg lærte at være selvstændig. Jeg blev overladt til mig selv, hvilket gjorde, at jeg kunne luske mere rundt og udforske, hvad jeg egentlig selv gad og kunne, men det har også skabt en følelse af fortvivlelse og af ikke at passe ind.

Jeg var barnet, som skilte sig ud. Jeg var mere grænsesøgende end dem fra min tidlige folkeskole. Jeg drak fra vandpytter, klippede min blomme på min finger op for at se hvor meget det kunne bløde. Jeg klatrede i træer og faldt ned og brækkede armene. Jeg spiste edderkopper på kommando, blade fra buske, og jeg havde ikke en stor Diddl-papirsamling eller en fed far, som kunne komme, vise, fortælle og helt opsluge alle de andre børn.

I de senere klasser kan jeg huske, at jeg følte mig udenfor. Jeg prøvede at passe ind, meldte mig på studieture, men pjækkede fra dem. Jeg blev presset af min far for ikke at lave lektier, få et job, osv. men vidste ikke, hvordan jeg skulle leve op til presset.

Da jeg startede på HF, en hverdag med skole, sladder, snapchat, sminke og en evigt søvnig tilstand, fitness, fuldskab, fordunklet tøj, du ved, en altid flad fornemmelse - (Fuck) – følte jeg igen, at jeg ikke passede ind. Det drænede mig og gav mig et behov for (en lyst til) at løsrive mig.

En ny form for frigørelse begyndte. Jeg meldte mig ud af det “fællesskab”, som skabes på de sociale medier igennem bagtaleri og udelukkelse. Jeg nægtede at være en del af alt det der pis. I forsøget på ikke at føle mig udenfor, lukkede jeg mig ude. Jeg gav op på at leve op til andres forventninger. Ingen forventninger, ingen skuffelse.

Slut med kropsidealer, ikke mere crossfit, ikke flere forsøg på at passe ind, ikke mere økonomisk støtte fra min far, ingenting.

Slut med begrænsninger, start på et skødesløst forbrug af SU-lån: tøj, ting, brød, kage, weed, stoffer og ØL.

Jeg gad ikke længere være med i en eller anden latterlig konkurrence opbygget omkring at booste sit ego. Alt imens jeg egentlig opbyggede noget indeni mig selv. En arrighed, et loft, som rykkede sig længere op og ikke bare rummede flere ting, men blev nødt til at rumme vildere ting. Det var som om at parametrene for, hvad jeg ‘’burde’’ gøre ikke længere fandtes. Intet er forkert, alt skal være mere vildt på en måde.

Når man økonomisk set er på skideren hver evig eneste måned, er der ingen, som undrer sig over, hvorfor du ikke passer ind. Der er et uudtalt fællesskab i det at være broke. Jeg kan huske at føle mig så heldig, når jeg skraldede en playstation med kontroller og solgte den for 400 bobs. Men det var altså ikke overskudspenge. Det var en redning som kom sendt fra, hvor ved jeg, et godt sted.

Shit jeg har lyst til at fortælle om engang, efter en nat på MDMA, coke og ingen søvn, fordi jeg havde ligget og været bare for hvordan mit liv skulle ende. Jeg tog på Aarhus Akademi og snakkede ikke med en eneste person på sko- len. Jeg sad bare og lavede mit engelsk stille og roligt for så at gå på toilettet og brække mig. Jeg kan huske, hvordan jeg kiggede mig selv i spejlet og nærstuderede min hud, mine negle, mit hår og min tilstand, som jeg ellers havde troet var A-okay. Den stund i spejlet ramte noget indeni mig. Jeg følte mig både ulækker og utilregnelig overfor mig selv.

Mens jeg stod der og kiggede mig i spejlet, indså jeg at jeg havde ramt en hård mur i mit økonomiske liv eller generelt måske... Jeg besluttede mig for at tage time off fra alt. Siden min frigørelse har jeg fået det til at løbe rundt økonomisk. Selvom det tit er en gåde, hvordan.

Jeg ved, hvordan jeg kan spare penge, hvor kan jeg hoppe over ‘’hegnet’’ så at sige. Men det er kun sjovt, når det ér sjovt, hvis du forstår. Jeg synes ikke altid, det er sjovt at skralde. Jeg synes ikke, det er sjovt at stjæle pant fra min roomie eller fra Frontløberne. Jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg ser slidt ud, fordi jeg ikke har energi eller penge til at vaske tøj. Jeg er blevet opmærksom på hvor stor psykisk impact, det har haft og kan have ikke at have en stabil økonomi eller i det mindste ikke at kunne styre det, man har.

Når jeg har sagt ja til noget, men senere indser, at det er nødt til at blive et nej føltes det pinligt. Som da jeg var blevet enig med min kæreste om at købe en spiral for nogle af de penge, jeg havde fået tilbage fra skat, men senere var nødt til at tage tilbage på apoteket og tigge om at få de 1800 kr. tilbage. Der kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere.

Tænkte jeg sgu: Noget omstilling ku’ være fedt, omkring på det her tidspunkt. Ik’å?

Jeg forstår bedre nu, hvordan det at være kompromisløs ikke nødvendigvis betyder et frigørelse. Jeg har jo også en ide om, at det er fedt nok at bo et sted, hvor der er rart. Nogle gange vil jeg gerne have muligheden for at hente en bøtte is i Løvbjerg eller tage ned på club og gi’ den max. Måske finde en form for frigørelse i ikke kun at skulle tænke på at få opfyldt de basale behov.

På nogle måder har det været mega fedt at være broke. Det har lært mig at være mere tålmodig. Jeg har fået mig et sæt mere realistiske briller på. Jeg har lært at leve sparsomt, åbnet øjnene op for mine omgivelser og lært at se muligheder.
Men det har ikke fået mig til at føle mig fri, sådan ægte.

Jeg har mødt forskellige mennesker, som ikke selv har frisat sig fra penge, men som lever uafhængigt alligevel. At penge ikke binder en som lænker, men måske mere er noget man ekspanderer sin armlængde med for at få fat i ting, der kan optimere ens situation, altså en god ting, et investeringsværktøj. DET GIR DA SUPER MEGET MENING! -- deri ligger lettelsen, fordi jeg har ‘’lært’’ at have et nyt syn på penge. Nu må vi se om det fucker up, når jeg begynder at tjene penge for reals, ellers.. Ej.

Jeg ved jo godt, at der har været en stædighed tilknyttet til valget om at være anderledes i forhold til penge, relationer, bolig, materialisme osv. Stædighed omkring ikke at være afhængig af andre, rodfæstet i mantraet “jeg klarer mig” - Et valg om at have det lidt svært i håbet om at kunne kalde det frigørelse.

Men frigørelsen er ikke nødvendigvis at være broke, og det at have en stabil økonomi er ikke at kapitulere. Det er en balance: overskud på kontoen økonomisk er en parallel til overskud på energifronten.

‍