Penge vs. Olivia

Med denne livsfortælling vil jeg fortælle, at dét at være engageret i initiativer har hjulpet mig af med dele af min sygdom. Du vil kunne læse om sammenhold og familiesplid, om håb og om at droppe ud af studier, om en magisk kat og indlæggelse, om stemmer, der medfører smerte og isolation.

Første indlæggelse

Jeg er vokset op i en fattig familie i Østeuropa. Min farmor gjorde os andre i familien til marionetdukker. Hun dominerede ihærdigt og bestemte fremtiden for familiens medlemmer. Det gjaldt også min. Som 18-årig, mens jeg gik i gymnasiet, lagde hun et enormt pres på mig. Hun var drevet af prestige og var helt overbevist om, at det mest prestigefyldte, jeg kunne blive, var læge. En overgang overvejede jeg det. Ikke for at opnå prestige, men for at få mig selv og min familie ud af fattigdom.
  Ligesom i Danmark krævede det høje karakterer at blive læge. Men det krævede også penge. I Østeuropa var det normalt at få privatundervisning, der supplerede den almindelige undervisning i gymnasiet. Men min underviser var udspekuleret. Han udelod bevidst dele af sin almindelige undervisning, så man var nødt til at betale for privatundervisning hos ham – hvis man, som jeg, ville sikre sig den rette karakter. Vejen ud af fattigdom krævede penge.
  Jeg havde ikke pengene til privatundervisningen, så jeg studerede hårdt. Når jeg ikke var til undervisning, forberedte jeg mig eller skrev opgave. Det hårde arbejde stod på i fire måneder og begyndte at sætte spor i min psyke. Jeg græd spontant og ukontrolleret i tunge, strømmende tårer og oplevede flere gange at miste fornemmelsen for tid og sted. Min farmors pres var blevet til mit pres: Hver morgen, når jeg stod op, gentog jeg for mig selv, at jeg ikke ville bestå. Gentagelsen begyndte at tiltage i psykotisk form, hvilket gjorde, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Medarbejderne grinede ad mig, når jeg gentog profetien for dem. De syntes formentlig, at det var overdrevet at være så nervøs for ikke at bestå, når der var så lang tid til eksamen.
  Jeg kom tilbage til gymnasiet, hvilket jeg færdiggjorde med gode karakterer. På en af mine sidste skoledage trådte en studievejleder ind i klassen med målrettede skridt. Han fortalte, at man kunne studere gratis i Danmark og spurgte, hvem der kunne tænke sig det. Jeg rakte straks hånden op. En hånlig latter bredte sig som ringe i vandet blandt eleverne i klassen. De kaldte mig naiv, for de troede ikke på det, studievejlederen fortalte. I mit hjemland skulle man nemlig betale dyrt for at tage en videregående uddannelse. Men naiv eller ej besluttede jeg mig for at tage chancen. Og på ingen tid stod jeg i lufthavnen og sagde farvel til mine forældre. Jeg havde søgt ind på multimediedesignuddannelsen i Aarhus og var kommet ind. Jeg fortalte det ikke til min farmor med det samme, men da jeg gjorde, fortalte hun mig, at jeg var fortabt.

Den farverige, magiske kat

I Aarhus fik jeg hurtigt en kæreste og et rengøringsjob. Jeg nød studiet, der gav mig mulighed for at udleve min kreative side, og efter et år flyttede mine forældre også til Aarhus for at være tættere på mig. Alt var fint, indtil den dag jeg hørte stemmer. Jeg hørte dem hver aften, når jeg forsøgte at falde i søvn: ”Du er ikke noget værd”, ”Du har ikke ret til at være her”, ”Du er for tyk”. Jeg følte mig ensom og bange for at træde ud af min seng.
  Derfor blev jeg en dag indlagt på Risskov Hospital. Efter et par dages indlæggelse gik jeg ud på græsset og lagde mig ned. Det føltes rart at mærke græsstrå på mine kinder blandt de hvide, sterile hospitalsgange. Jeg begyndte at hallucinere. Min kæreste og jeg havde kort forinden set Alice i eventyrland sammen i biografen. Jeg så filmen bagfra i hallucinationer, og den store, farverige, magiske kat fra filmen lå nu ved siden af mig blandt andre mærkelige væsener.
  På hospitalet fik jeg antipsykotisk medicin, der hjalp mig. Dog følte jeg ikke, at medarbejderne snakkede meget med mig eller de andre patienter. I stedet fandt jeg trøst i at spise. Der var en patient, der spillede klaver på afdelingen – også om natten. Jeg blev frustreret og tænkte, at han bevidst prøvede at spolere min søvn. Om dagen så jeg nyheder på TV. Et indslag handlede om en far og en datter, som arbejdede ulovligt i Danmark. Jeg var sikker på, at det måtte være os, de var på jagt efter. Paranoiaen var et symptom på skizofreni. Jeg havde desuden tidligere læst en bog: ”Veronika beslutter at dø”. Den handlede om en pige, der fik selvmordstanker på psykiatrisk afdeling. Nu forestillede jeg mig, at jeg var Veronika, og fik selvmordstanker på samme på måde som hende. En aften lidt senere i min indlæggelse kom en sød sygeplejerske, Arne, ind på min stue. Jeg blev glad, for jeg troede, at det var min kærestes bedste ven, der også hed Arne. Dagen efter fortalte jeg min kæreste om Arnes besøg. Han sagde til mig, at det ikke kunne være ham, da han vidste, at Arne var i København.
  Jeg fik diagnosen skizofreni, mens jeg var indlagt/efter min indlæggelse. På det her tidspunkt var jeg 23 år gammel, og jeg har nu kendt til min diagnose i ti år. Den typiske debutalder for skizofreni er 16-24 år. Jeg har siden, diagnosen blev stillet, oplevet, at folk har svært ved at forholde sig til min sygdom. Det gør ondt på mig, når folk ikke tror på, at de personer, jeg taler om, eksisterer. For det er jo den virkelighed, jeg oplever. Din mistro tager ikke min virkelighed fra mig. Til gengæld elsker jeg, når jeg bliver mødt med nysgerrighed og medfølelse. Når jeg bliver spurgt, hvordan det er at forestille sig at være Veronica eller at snakke med Arne. Din nysgerrighed gør, at jeg kan åbne op for, hvordan jeg oplever at have skizofreni. Det betyder, at jeg kan føle mig respekteret. Jeg er klar over, at andre ikke selv kan høre stemmer, men at de tror på, at jeg kan høre dem, betyder meget for mig. Når jeg oplever, at folk forsøger at forstå mig, føler jeg mig mere tryg, og mit selvværd styrkes. Der er et kinesisk ordsprog, der lyder: ”Den bedste slags åbne dør er den, du kan lade være åben.” Det skal ikke forstås sådan, at man ikke kan have hemmeligheder, eller at noget er privat for andre, men det handler om tillid. Tillid er nøglen til min låste dør.

Lyset i mørket

Min kæreste viste mig den tillid i det meste af den tid, vi var sammen. Selv da jeg fortalte ham, at jeg var bange for, at jeg ville slå ham ihjel, beroligede han mig og sagde, at det ville jeg ikke gøre. Vi talte om at flytte til København, hvor alle hans venner boede. Men han slog op med mig, inden vi nåede så langt. Han syntes, at mit humør var blevet for svingende, og han kunne ikke længere tackle det. Han lagde også afstand til min familie.
  Men jeg tog til København alligevel. Jeg kom ind på studiet i Ernæring og Sundhed i København og droppede ud af multimediedesignerstudiet. Kort efter kom jeg i individuel behandling i OPUS, et tilbud om psykosocial behandling til unge, der har fået en psykose eller psykoselignende symptomer. Men i min tid i København begyndte jeg at blive skeptisk over for at tage medicinen på grund af bivirkninger, hvilket gjorde, at jeg kom i ubalance og fik tilbagefald.
  En nat oplevede jeg, at jeg kom ud af min krop. Jeg gik igennem væggene og så noget lys komme ind ad vinduet som bølger mellem to verdener. Jeg ringede grædende til mine forældre i Aarhus, som kørte den lange tur for at hente mig, og jeg boede hos dem i Aarhus. Mine forældre har støttet mig i min sygdom, men den har samtidig været et stort tabu i min familie. Min far mener ikke, at jeg fejler noget så alvorligt som skizofreni, men måske kan det være angst. Min mor skjuler det for omverdenen. Hun vil f.eks. ikke have, at jeg fortæller til nogen, at jeg tager medicin eller har været indlagt. Det forvirrer mig og giver mig dårligt selvværd. Jeg får dog den støtte, som jeg har brug for, blandt mine få venner.
Mine forældre kørte mig til psykiatrisk hospital. Her fik jeg en særlig aftale, så jeg hurtigt kunne få hjælp fremover. Jeg valgte at flytte permanent til Aarhus igen og droppede studiet i København. I den efterfølgende tid lå jeg i min seng i mange timer om dagen og følte mig depressiv. Sovemedicinen var min ven. Heldigvis opdagede jeg CSV-Aarhus, der er en skole for psykisk sårbare. Jeg begyndte bl.a. på Ord som forløser, som er noget af det bedste, der er sket for mig. Det hjælper at skrive poesi, bearbejde følelser og være sammen med ligesindede.

Livskraft

Stemmerne er som en stor sort skygge
der forfølger mig
men de lever mere om natten
end om dagen
en tung dyne af angst
jeg ligger stille i sengen
ser ud ad vinduet
månens melankolske ansigt anes
mørket har stadig vundet
men når solen vågner
venter lyset på mig
inviterer mig udenfor
træets arme vil give mig et kram
røde blade falder af træet
træet vil nødigt give slip
jord, regn, mudder, æbler
alt og intet
jeg danser i slidte sko
mon jeg finder glæden
i skovens sorte sø
kaster jeg mit anker
med ét bliver vandet klart
jeg drikker af søens livskraft

Jeg har ikke haft hallucinationer siden, men nu er det stemmer, der har taget over. Jeg vil gerne i gang med at studere igen, f.eks. til folkeskolelærer. Jeg vil gerne arbejde med børn, der har udfordringer, f.eks. børn med autisme. Dét, at jeg selv har haft det svært, gør, at jeg forstår vigtigheden af at kunne rumme andre samt få den nødvendige støtte. Jeg er meget rolig og struktureret, hvilket er godt for børn med autisme. Jeg har ikke færdiggjort de andre uddannelser og vil gerne starte forfra. Det er aldrig for sent at ændre retning i livet. Det giver mig håb. Svetlana peger på sit højre håndled, hvor hun har et anker tatoveret. Det betyder symbolsk, at det skal fastholde håbet.
  Heldigvis har jeg taget mod til mig og er startet på et sted for ensomme, Værket. For mig er skizofreni og ensomhed forbundet, da jeg føler mig udenfor og har svært ved at række ud efter venskaber. Desuden har jeg gået i gruppeterapi, hvor det hjælper at tale med nogen, der har samme sygdom. Udover gruppeterapi har jeg gået på korte kurser på Recovery-skolen, hvor jeg har lært at finde mod og retning i mit liv.
  Jeg har lært, at jeg ikke bare er god nok – jeg er værdifuld og meget mere end sygdom. Jeg danser med skizofrenien gennem livet, og den har medført slidte sko. Desuden har jeg lært, at man ikke skal give op, og at man kan få støtte fra andre. Jeg har fået mod til at danse salsa i Aarhus. I overført betydning har jeg smidt de slidte sko væk og danser med nye, med fornyet håb og optimisme.

‍

Jeg husker, jeg vågner op ved, at jeg mærker nydelse. Det første, jeg ser, er fingre foran mit ansigt. Og en skikkelse. Dér går det op for mig, at han ligger foran mig. Udfører oralsex på mig.
Jeg er 15 år. Jeg gør ingenting, for jeg kan ikke. Det næste, der sker, er, at jeg får orgasme. Jeg husker skammen ved nydelsen. Efter det fuldfører hanvoldtægten. Jeg kan stadig huske den dag i dag, hvordan det mærkedes.
Han lægger sig over i den anden seng i rummet. En ven ligger ved siden af mig og har ikke opdaget noget. Jeg ligger i et rum med to andre, men føler mig mere alene end nogensinde. Ulækker, beskidt og intet værd.
Fra det øjeblik er jeg forandret for altid. I krop. Sind. Alt har ændret sig inden i mig, men hverdagen fortsætter, som om intet er sket.
”Hvorfor?” er det eneste ord, der runger i mit hoved.
Det fortsætter i flere år. Overgrebene. Manipulationen. Hjernevasken.
Når man har været udsat for det, jeg har, og er blevet misbrugt, så er det svært at se verden klart. Skelne mellem rigtigt og forkert.
”Vil folk mig som den, jeg er? Kan de lide mig? Er jeg god nok?” Det er spørgsmål, der konstant løber igennem mit hoved. For jeg føler mig forkert. Hele tiden. Udover at være forvirret som teenager, så er det noget større, der påvirker mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er længere.
Og når man kommer fra en lille by, så kender alle hinanden, og rygterne bevæger sig hurtigere end løbeild. Alle på skolen ved det. Men jeg føler, at de ikke tror mig. Og der er ingen, der gør noget. Hverken lærere eller andre veninders familier.
Jeg føler mig lille. Er hård udadtil, men ikke indeni. Jeg kan se nu, at jeg var tvunget til at blive hård – blive voksen for hurtigt. Fordi dét var det eneste, jeg kunne kontrollere.
Jeg husker det som en rutsjebane af følelser. Pjækker meget. Klasselæreren kalder mig ’ugens gæst’. Jeg drikker i skoletiden. I den periode begynder jeg også at tage stoffer. Han giver mig dem. Fodrer mig med dem. Tager dem også selv.
Det er svært at holde styr på årstal. Men jeg bliver ældre. Jeg holder stadig til i det samme miljø, hvor stoffer og alkohol fylder. Har sex med mange, fordi han fortæller mig, at det er den eneste måde, folk kan lide én på.
Hver weekend bruger jeg med de samme mennesker. Weekenderne flyder sammen. Alting er på repeat. Det eneste, man snakker om, er stoffer. Ens hjerne forandrer sig. Det hele virker rodet. Viser sig i glimt. Jeg leder ikke efter drømmene. Er bare til.
Jeg ender med at melde ham, fordi min mor får besked om nogle ting, som hun konfronterer mig med. Det fører til, at jeg vælger at stå frem. Så går det hurtigt. Jeg undersøges på sygehuset. Retssagen begynder. Det ender dog med, at han bliver frikendt.
Men jeg ved, jeg har ret. Jeg har mærket det på egen krop. Han har gjort det mod mig. Mine ord er sande.
Og selvom alle tankerne raser rundt i mig, ser jeg ham stadig efter retssagen, fordi jeg er bange for, at han kommer til at gøre det igen. Mod nogen, jeg holder af.
Jeg kan ikke sige, at der ikke har været gode ting ved relationen. Men han gjorde stadig, hvad han gjorde. På et tidspunkt bryder jeg kontakten med ham. Jeg mærker befrielsen af ikke at skulle se ham igen. Men det føles også mærkeligt. At man på en måde siger farvel til én, man holder af. At miste en tryghed i form af vores relation. At skulle være til i en fucked verden, hvor det virker, som om han er den eneste, der forstår mig.
Men i dag ser jeg det klarere. I dag er det kun rent og skært had. Skam.

***

Et par måneder senere sker ulykken. Jeg er hos en veninde. Skal sove der om natten, men tager alligevel ud til en lejlighed. Alle er på stoffer. Jeg har selv røget joints og drukket. To af fyrene vil lære mig at køre bil. Det går fint. På et tidspunkt skifter vi. En ven kører bilen. Jeg sidder på forsædet. Det hele går i slowmotion. Han mister herredømmet over bilen i et af svingene. Vi rammer et kæmpetræ. Kører frontalt ind i det. Det siger klask. Jeg kan ikke trække vejret på grund af selen. Men jeg får senere at vide, at selen er grunden til, at jeg overlever. Jeg panikker. Råber og skriger. Vil ud af selen. Jeg famler mig ud af bilen. Kravler hen ad jorden. Aner ikke, hvordan jeg gør det.
Jeg har så ondt i ryggen. Forsøger at bevæge tæerne. Det lykkes. Men min ryg gør stadig voldsomt ondt. De andre er fucked på stoffer. Én løber rundt i skoven. En anden forstår ikke, hvad der er sket. Jeg ser underligt nok tingene klart. Jeg ringer til en ven, men han tager ikke telefonen. Får endelig fat i ham.
”Kom og hent mig,” siger jeg.
Han beder mig om at ringe til en ambulance. Senere ligger jeg på en båre i ambulancen. Jeg har ingen ID. Vil ikke fortælle nogen noget. Er bange for min mors reaktion.
På hospitalet vågner jeg op, og min mor gentager bare: ”Hvorfor, Natasja?”
Fjerde og femte ryghvirvel er blevet knust. Operationen tager syv timer. Jeg er 1 millimeter fra at blive lam. Stabiliseret med skruer og jernplader. Ligger fjorten dage på sygehuset.
Jeg er ked af det. Kan ikke komme til London i 9. klasse. Jeg kan ikke længere det samme som andre unge. Jeg skal bare ligge. Har undervisning derhjemme. Bedøver det hele med stoffer, så jeg ikke kan mærke mig selv. Hverken smerterne eller tankerne.
På det tidspunkt er jeg ikke klar over, hvor meget det kommer til at påvirke mig senere hen.

***

De kroniske smerter i ryggen og hofter dukker op, da jeg er 25 år. I 2015.
Alting består af valg. Alt skal skemalægges. Man skal prioritere. Man kan ikke det samme som alle andre. Jeg har nedsat bevægelighed.
De fleste gange aflyser jeg aftaler og begivenheder, og den dårlige samvittighed vokser sig større i selskab med den indre stemme, der råber højt: ”Tror de på mig? Kan de overhovedet forstå det? Jeg er ikke god nok. Vil aldrig blive det.”
Smerterne er usynlige, og ingen kan se, hvordan jeg har det. De vil aldrig helt kunne fatte det, selvom jeg fortæller dem om det i detaljer.
Der er mange timer, hvor jeg bare ligger og hviler. Det er selvfølgelig helt forskelligt. Det er ikke sjovt at leve sit liv på en sofa. Man har intet overskud. Træt hele tiden. Når man har kroniske smerter, vågner man op med 40 % energi – et almindeligt menneske vågner med 100 % energi.
Jeg ser mig selv som én i et computerspil, som kæmper og slås. Rammes jeg af modstanderen, forsvinder en bar. En bar svarer til et liv. Til sidst blinkerlamperne rødt. Når det sker, skal jeg lægge mig på sofaen. Jeg ved aldrig, hvornår der er game over.
Jeg husker, at jeg bliver mere og mere ked af det. Føler, at jeg igen bliver straffet. Alle andre laver noget, men jeg kan ikke være med. Jeg vil så gerne, men magter det ikke, fordi jeg er så træt. Nogle gange tvinger jeg alligevel mig selv, fordi jeg ikke vil skuffe andre eller igen melde afbud til en fødselsdagsfest. Men hver gang sætter det mig bare tilbage. Så har jeg smerter flere dage efter.
Jeg tænker på alt det, jeg går glip af. Jeg vil opleve det samme som en almindelig ung. Rejse. Tage ud at spise. Samtidig går det også ud over mit parforhold. Jeg bliver klar over, at mit liv aldrig vil blive det samme igen.
Senere udvikler jeg angst. Det er en kombination af mange ting. På en tur til Tyrkiet i 2017 viser det sig for alvor. Jeg husker, at jeg ikke kan spise. Ikke trække vejret ordentligt. Jeg besvimer på hotellet. Følelsen af frygt, vrede og magtesløshed rammer mig hårdt. Jeg kan ikke være i restauranten. Alt kørerrundt. Jeg tror på et tidspunkt, at jeg skal dø.
Efter turen søger jeg hjælp. Det tager fire måneder at få svaret frapsykiatrisk afdeling. Om jeg kan få hjælp til behandling. De siger, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg får følelsen af, at de synes, jeg er for dum. Jeg bliver tabt i systemet. Opgivet. Svigtet.
Jeg skal aldrig den vej igen. Den dør har jeg lukket. For evigt.

***

Samtidig med de kroniske smerter opdager jeg senfølgerne. De har altid været der. Jeg har bare ikke været klar over det. Sved og berøring. Sveden over nervøsiteten, og angsten, der konstant dukker op, selv bare hvis min kæreste lægger en hånd på mit knæ. Så der er specifikke regler derhjemme. Min kæreste må ikke hæve stemmen eller kysse mig. Ikke gå bag ved mig eller kigge mig over skulderen. Hvis jeg sidder ned, må han ikke stå op. Når jeg er på badeværelset, må han ikke være i nærheden af døren. For det hele bringer minder frem. Det trigger noget i mig, hvis han kommer til at gøre noget, der minder mig om dengang.
Jeg får flashbacks. En stemme fra fortiden hvisker til mig, når jeg ligger søvnløs om natten. Kroppen husker meget mere end hjernen. Jeg reagerer på alting og ofte over ingenting, og jeg ved ikke selv hvorfor. Det viser sig som slemme vredesudbrud. Helt oppe i det røde felt. Jeg råber og skriger, så hele blokken kan høre mig. Kaster med ting. Har blackouts. Det skræmmer mig, at jeg ikke husker, hvordan jeg opfører mig. Så sidder jeg bagefter og prøver at køle ned.
Jeg opdager, at hvis jeg reagerer, er det altid på grund af noget fra fortiden. Jeg ved det bare aldrig i øjeblikket. Men jeg indser det altid bagefter. Jeg arbejder stadig konstant med alle de ting.
På et tidspunkt forvandler vreden sig til selvskade. Jeg skærer i mig selv. Tager en psykisk smerte og fører den over til en fysisk smerte. Jeg gjorde det, da jeg var yngre, men stoppede så. Det sker så kun én gang igen. Sorgen og skuffelsen gør det værre. Jeg fortæller min kæreste om det. Frygter, at han bliver vred. Men han hjælper mig igennem det. Den dag i dag har jeg skjult alle mine ar med tatoveringer.
Voldtægten sidder i mig. I forhold til sex overskrider jeg min grænse tit. Siger ja, selvom jeg ikke har lyst. Jeg ved, at jeg burde sige nej. Men jeg kan ikke.
Et tidspunkt tidligere, under sex, ser jeg ikke min kærestes ansigt. Men ham fra dengang. Jeg stivner, men kører alligevel på autopilot. Føler mig klam og ulækker. Går i bad bagefter. Sidder og græder i badet. Dér kan jeg skjule det. Vandstrålerne overdøver lyden af min gråd. Men jeg føler mig så skyldig, fordi jeg stadig ser fortidens ansigt. ”Kommer jeg til at såre min kæreste, hvis jeg fortæller ham det? Vil han blive sur? Eller synes, jeg er ulækker?”
Jeg beslutter mig for at sige det til ham. Og da jeg siger det højt, og vi får snakket om det, bliver det langsomt bedre. Jeg finder ud af, at det var dét, det krævede. Også med mange andre ting.

***

Når jeg husker tilbage, ser jeg alt det negative. Men også, at jeg er stærk nok til at komme videre. Tage beslutningen om, at mit liv er mit og værd at leve. Som 19-årig forsøger jeg at begå selvmord. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke vil mere. Heldigvis lykkes det ikke. Men nok må være nok. Jeg tænker: ”Nu skal det være slut med stofferne. ”Jeg vil leve mit liv – ikke bare være lammet af misbruget og de gentagende weekender. Det kommer jeg ingen vegne med. Jeg vil have det bedre. Fokusere på min mormor og morfar, som er hele min verden. Vi er trekløveren. De er der altid for mig. Giver mig omsorg og kærlighed. Ser mig som den, jeg virkelig er.
Stofferne. Det hårde liv, hvor jeg ikke behandler mig selv ordentligt, har fyldt nok. Kontrolleret mig. Jeg beslutter mig endelig for at give mig selv det liv, som jeg er værd. Alle de gode ting, som jeg fortjener.
Og selvom det er et hårdt liv at have haft, så ville jeg ikke være det foruden. Det har været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Jeg ser det som en styrke. Det giver mig en stor livserfaring, som ikke ret mange andre har. Det er desværre sket, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men man må vende tanken til noget godt. Vende offerrollen til en overleverrolle. Til det, der viser, at man er stærkere, end man selv tror.
Langsomt står flere og flere frem i medierne og fortæller deres historie. Det, jeg hele tiden tænker, er, at folk skal tro på dem, der står frem. Det er vigtigt at bryde tabuerne. Sætte fokus på dem. Og livet bagefter. Hvor alene man kan føle sig. Hvor svært det kan være for de pårørende.
Min stemme kommer frem nu i denne historie. Jeg bliver hørt. Andre kan få en bedre forståelse af, hvem jeg er.
Hvad skal man gøre, når folk har været ude for sådan noget her? Hvordan lever man med de ting, man har været udsat for? Der er mange spørgsmål, som jeg stadig stiller mig selv. Men jeg bliver ved med at lære. Det kommer til at tage tid. Jeg skal stadig finde ud af, hvem jeg selv er.
I dag begynder jeg at se flere mønstre. Opdager mere om mig selv, og hvordan jeg reagerer. Jeg samler langsomt flere brikker til puslespillet. Vokser mere med alt det, jeg har været igennem. Bliver mere bevidst om tingene nu, og hvad der sker inden i mig. Jeg er bedre til at sige fra. Ved mere om, hvad jeg vil.
Jeg har en god bostøtte, der hjælper mig i min hverdag, f.eks. med at handle eller tage med til møder. Hun er sød, og jeg vil gerne gøre hende stolt. Vise, at jeg kommer længere i processen. Give mig håb. Stille mig de rigtige spørgsmål. Få tingene til at virke overskuelige. Og så har jeg en god kæreste. Havde jeg ikke mødt ham, så var jeg ikke nået så langt, som jeg er i dag. Han har hjulpet med økonomien og støttet mig igennem alt det her. De færreste ville nok gøre alt det, han gør. Det handler 95 % om mig herhjemme, og det ved han også godt. og han er her stadig. Han er stærk, både fysisk og psykisk. Han siger, at han elsker mig endnu mere nu, end da vi mødtes.

***

Jeg drømmer om at holde foredrag. Tale med unge og udsatte. Fortælle min historie. Bryde tabuer. Hvis jeg holder et foredrag, og det så motiverer nogen til at stå frem, kan jeg på en måde give andre min styrke. Det ville være det hele værd. Kan jeg bare hjælpe én, har jeg gjort mit. Samtidig ville det også hjælpe mig videre i min proces.
Jeg drømmer om at tjene min egne penge. Få et hus og en hund med kæresten. Men det handler stadig om at tage små skridt. Så længe jeg får et godt og trygt liv med stabilitet, vil alt være godt. Jeg er klar til at skrive min egen historie, præcist som jeg vil have den. Både her i denne samling og i mit eget liv. Det er jeg blevet stærkere af. På det sidste er det blevet nemmere at vende det negative til noget godt. Se muligheder i stedet for begrænsninger.
Jeg ser mig selv om Iron Lady. Stabiliseret med skruer og jernplader i ryg og hofte. Men samtidig kan jeg også give mig selv titlen, fordi uanset hvor mange hug jeg får, rejser jeg mig igen. Jeg har en indre styrke, som jeg er stolt af. Den vrede, jeg har med mig fra min fortid, er en stor styrke. Jeg giver ikke op. Det kommer aldrig til at ske.
Fortiden havde jeg ikke kontrol over. Men det har jeg nu.

‍

Det tager tid at hele efter et forlist kærlighedsforhold. At blive sig selv igen, at blive den, man er. Men det går over, siger venner og familie altid. Som en trøst. Og der er da også ting, der går over, men også ting, der ikke gør. Nogle mennesker efterlader et større aftryk end andre, nogle mennesker bliver ved med at rumstere i ens hoved, selv i lang tid, efter at man har besluttet, at man ikke længere vil have noget med dem at gøre. Der findes valg, man aktivt kan tage, ting, man kan undlade at forholde sig til, men også ting, man ikke kan stille noget op imod, og sår, som tiden ikke læger. En af de ting er forholdet til min ekskæreste. En anden den kroniske sygdom, jeg har.
  De to historier er forskellige, men de er stadig forbundne, og på hver sin måde har de betydning for, hvor jeg er i dag, og hvem jeg er. Derfor skal de også begge fortælles, for selvom jeg prøver at holde dem adskilt, fletter historierne sig ind i hinanden og hører sammen. Alt hænger sammen, og med tiden er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke kan fortælle om min kroniske sygdom uden også at fortælle om min ekskæreste og om det forhold, vi havde, men som jeg til sidst slap ud af. Min fortælling kunne være startet mange steder, men den 6. april 2018 var alligevel en helt særlig dag, som jeg husker mere end andre dage i april.

Fredag d. 6. april 2018

Kære dagbog. I dag sad jeg på reumatologisk afdeling på Odense Universitetshospital efter flere forgæves forsøg på at få en forklaring på mine smerter. “Katarina Hansen,” sagde en stemme, og jeg rejste mig op. Adrenalinen pumpede, og for første gang under hele det lange forløb stod jeg med blandede følelser. Lægen gav mig en længe ventet diagnose: psoriasisgigt. I det øjeblik, jeg hørte diagnosens navn, blev jeg ramt af en lykkefølelse: Endelig fik jeg et navn og noget at forholde mig til. Men allerede i næste øjeblik blev lykkefølelsen erstattet af en form for sorg, da det gik op for mig, at det er gigt og dermed kronisk. Lægen fortalte mig, at hun ikke kan hjælpe mig af med gigten, men at hun kan forsøge at smertedække mig.

Da jeg tager fra lægesamtalen på reumatologisk afdeling, kører jeg direkte hen til min veninde Louise, der også er kroniker, hvor jeg bryder fuldstændig sammen. Den følelse af magtesløshed og frustrationen over pludselig at være syg rammer mig på en måde, som jeg aldrig har prøvet før. Efter nogle timers snak, hvor jeg har tudet en masse, kommer Louise med en masse forskellige forslag til, hvad jeg kan prøve, og det er enormt overvældende, men i takt med at vi får snakket mere og mere om det, lægger jeg alle mine følelser til side, og jeg bliver straks meget handlekraftig og løsningsorienteret. Så jeg opbygger en facade.

Jeg gør det til mit projekt at finde dén lykkepille, dén mirakelkur, der kan kurere mig, for jeg tænker, at der da må kunne gøres noget? At det ikke kan passe, at jeg i en alder af 23 skal have en sygdom for resten af livet. I den svære periode, jeg går igennem, er jeg så heldig at have Louise, jeg kan lette mit hjerte til og tale om alle mine bekymringer med. Én, der ikke stiller mange spørgsmål, men som forstår, fordi hun selv har en kronisk sygdom. Jeg går til fysioterapeut, til rygtræning, og jeg finder grupper på Facebook for folk med gigt. Men den lykkepille, jeg har ledt efter – den eksisterer ikke. I takt med at det går op for mig, at jeg har ledt forgæves, og at der ikke er noget at gøre, bliver jeg mere og mere modløs, og den sorgfuldhed, jeg mærkede, allerede da jeg fik stillet diagnosen, bliver blot forstærket.

At der vitterligt ikke er noget at stille op, ikke noget lys for enden af tunnellen, gør mig magtesløs. Jeg har brug for at bevise over for mig selv, at jeg har magten, men her står jeg så, med ingen magt over hovedet, og føler mig utilstrækkelig. Langsomt udvikler jeg en depression. Det er som at lande i et stort, sort hul, jeg ikke kan komme op af igen. Da jeg får min depression, er jeg ved at læse til markedsføringsøkonom. Men erkendelsen af, at jeg ikke kan leve, som jeg har gjort indtil nu, og at jeg må forberede mig på at lægge mit liv om, gør det svært at koncentrere mig om at læse og komme til timerne. Og så er der også alle kommentarerne fra min studiegruppe, der kendte til min diagnose, men alligevel lod, som om de ikke gjorde, eller også anede de ikke, hvad det betød.
  Når jeg ikke møder op til undervisning eller må melde afbud til et studiegruppemøde, er det ikke på grund af dovenskab, og fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Det gør det svært at fastholde motivationen for studiet, når jeg konstant bliver mødt af mistænkelige blikke og kommentarer, der antyder, at jeg enten lyver om mine symptomer eller bevidst forværrer dem for at slippe. Intet af det kunne være mindre sandt. For sandheden er, at når jeg sidder mere end 10 minutter på en stol, føles min ryg, som bliver den revet fra hinanden, og min koncentration bliver overtaget af smerter, der langsomt bliver værre og værre. Til sidst dropper jeg ud og bliver sygemeldt i et år.
  Men jeg bevarer facaden.

Mandag d. 16. september 2019

Kære dagbog. Tidligere i dag trådte jeg ind ad døren, hjemvendt efter endnu en lang snak med min veninde Louise. Min kæreste havde igen opsøgt hende for at tale med hende om mig, og igen blev jeg udstillet og gjort til grin. “Mit liv er gået i stå,” sagde han. Han mente også, at jeg er doven og burde lære værdien af penge, nu hvor jeg skal på kontanthjælp, hvilket i hans øjne er lig med at være en taber. Det er i hvert fald, hvad han fortalte Louise.
  Det, der skulle have været en hyggelig venindedag, blev i stedet en tudedag, hvor jeg igen skulle konfronteres med alt det, han har imod mig: At jeg bruger mine smerter og min sygdom som en undskyldning, at jeg er doven og generelt bare en dårlig kæreste. Så her stod jeg, i min lejlighed, med en stikkende smerte i min ryg, som stod jeg lænet op ad 1000 knive, og det eneste, jeg havde brug for, var at smide mig på sofaen, men jeg vidste, at lige om lidt stod min kæreste i døren, og jeg turde ikke, for jeg frygtede hans dømmende øjne.
  Så jeg bevarede facaden.

Nu siger kalenderen oktober 2020, og det er lidt over et år siden, at jeg gik fra min ekskæreste, og der var en kæmpe sorg forbundet med at forlade ham, fordi jeg virkelig elskede ham. Den mand, jeg forelskede mig i, var et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Han fyldte altid meget og charmerede alle, han mødte, og han gjorde mig tryg og gav mig en drøm om at starte en skøn familie. Men jeg måtte også erkende, at det ikke fungerede imellem os, og fordi han fyldte så meget, var der slet ikke plads til mig i vores forhold.
  Det er stadig svært for mig at løsrive mig fra min ekskæreste. Det var først, da jeg startede til psykolog, at det gik op for mig, hvor stor en negativ indflydelse han havde haft på mit selvværd, og i hvor høj grad jeg har ladet mig styre af ham: hans nedladenhed, hans omskiftelige humør og hans kritik af alt, han syntes, jeg burde være, men ikke var. At det var et psykisk voldeligt forhold, står klart for mig nu, men det gjorde det ikke dengang.

Med mit lave selvværd kom der tanker som: ”Hvem vil overhovedet have én som mig, én, der er kroniker?”. Den tvivl kommer netop fra min ekskæreste. Den følelse, jeg har af ikke at være god nok, har jeg fået fra ham. Ting, han har sagt til mig eller sagt om mig til fælles venner. Ting, jeg ad omveje har fået kendskab til. Noget har jeg allerede sagt, noget har jeg fortrængt, og noget er der ingen grund til at gengive. Men én ting er sikkert: Han skammede sig over at være sammen med mig på grund af min kroniske sygdom. Jeg har også skammet mig over min situation: kontanthjælp, ressourceforløb og min status i samfundet, men aldrig over min sygdom. Skammet mig over ikke at passe ind i de kasser og kategorier, som andre unge passer lige så godt ind i.
  Følelsen af ensomhed og manglende evne til at klare mig selv fysisk og økonomisk er hård, det føles pinligt at skulle fortælle folk, at jeg er på offentlig ydelse, der er så mange fordomme forbundet med netop dette. Men jeg skammer mig ikke så meget, som jeg har gjort, og i dag hviler jeg mere i mig selv, end jeg gjorde for bare et år siden. I dag er jeg begyndt at turde stå mere op for mig selv, at sige min mening og vide, at det er helt okay, så længe det er over for dem, der står mig nær. Der er lang vej endnu, men jeg kan endelig begynde at se, at jeg er okay. Det kan jeg ikke takke min eks for, men mine venner, min familie, min psykolog og især mig selv.
  Men jeg bevarer stadig facaden.

Så hvem er jeg?

Jeg skriver ikke alt dette, for at nogen skal synes, det er synd for mig, men fordi jeg har brug for at fortælle, hvordan jeg er kommet derhen, hvor jeg er i dag. Hvad det er, der har gjort, at jeg har det, som jeg har det nu. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Følelsen af at være utilstrækkelig har sat sig dybt i mig, og mit dårlige selvværd kommer ikke af ingenting; jeg ved, hvad det skyldes: Når jeg i hverdagen bliver konfronteret med min krops begrænsninger, kan jeg stadig høre stemmer i hovedet, der længe har fortalt mig, at jeg er en snylter, at jeg bruger min sygdom som en undskyldning, og at jeg da sagtens kan gøre det ene og det andet – også selvom jeg er den eneste, der ved, hvad jeg er i stand til. Jeg har fået mange kommentarer. Men lige så ofte har folk ikke sagt noget, men i stedet taget for givet, at jeg fx kan arbejde i en bistro en hel lørdag som en anden medarbejder uden en kronisk sygdom, og min konfliktskyhed har gjort, at jeg ikke har påtalt det. Jeg ved ikke, hvad der er værst: At man taler om min sygdom, som om den ikke er noget, eller at man lader, som om den ikke er der overhovedet og slet ikke eksisterer. Begge dele rammer mig på hver deres måde hårdt. Og fordi de stemmer har fyldt alt for meget alt for længe, har jeg næsten ikke selv kunnet komme til orde. Ikke kunnet finde mig selv, mærke mig selv. “Hvem er jeg?” er et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv. Det lette svar vil bestå af: navn, alder og bopæl. Men hvem er jeg egentlig? Det er sværere at svare på, men blandt andet det at skrive min fortælling i denne bog, at få ord ned på papiret, hjælper mig med at finde ud af det, også selvom det er en lang erkendelsesproces. Alligevel mærkede jeg for ikke mere end en uge siden, at en forandring havde indfundet sig, helt umærkeligt og uden at jeg selv noterede det til at begynde med. Jeg var sammen med en veninde, og midt under vores samtale hørte jeg mig selv sige: “Jeg er stærk, jeg er sej.” Det var næsten, som om det ikke var mig, men en anden, der udtalte ordene, så uvant føltes det at sige dem højt. Der plejede altid at komme et “men” fra min mund efter at have sagt sådanne ting om mig selv, et “men”, der ændrede udsagnet eller helt ophævede det. Men denne gang kom der ikke noget “men”. Jeg sagde ordene, og de fik lov at blive hængende i luften: Jeg er stærk, jeg er sej. Så jeg forsøger at bryde facaden.

Det essay, som du skal til at læse, handler om mange ting. Det er et essay om at føle sig fremmed i verden, og det er et essay om at forholde sig til sin omverden. Det er et essay om at fortolke og relatere sig til verden som en læser. Og vigtigst af alt er det et essay om autisme.

Derfor passer jeg sådan set heller ikke ind i denne bog. Autisme er ikke en kronisk sygdom, og jeg har aldrig været virkelig syg i hele mit liv. Men alligevel føler jeg, at jeg passer ind, om ikke andet så i en mere metaforisk forstand. Jeg er, hvad man kan kalde, en kronisk læser af verden og en kronisk læser i verden.

Jeg har altid elsket at læse. Som barn kastede jeg mig over den måske lidt obskure bogserie De Tre Detektiver. Den fandt ganske vist sted i den virkelige verden, men detektivuniverset med de tre drenge Jupiter, Pete og Bob, deres Rolls-Royce i massivt guld, og deres utrolige evner til at løse alle slags mysterier var alligevel tilpas fantastisk og fremmedartet. Bøgerne foregik i 1950’ernes og 60’ernes Californien, og jeg var fuldstændig besat af dem. Jeg havde i mit stille sind en drøm om at blive detektiv selv, når jeg en dag blev stor og modig nok.

Jeg blev selvsagt aldrig detektiv. Men til gengæld tror jeg, at jeg ved, hvorfor bøgernes verden havde så stor tiltrækningskraft for mig. Og hvorfor den stadig tiltrækker mig i dag.

Når verden ikke er gearet til at forstå autismen, må man som autist finde en måde at forholde sig til verden på. I mit eget tilfælde blev det litteraturen, der udfyldte den rolle. Fra litteraturen lærte jeg et sprog, jeg kunne begå mig i verden med, og med hvilket jeg kunne forstå verden. De fiktive verdener er vigtige for mig, når den virkelige verden er for uoverskuelig.

Jeg er overbevist om, at jeg i læsningen har fundet en måde, hvorpå jeg kan forsvinde ind i litteraturen og glemme verden for et øjeblik. Men læsning har også givet mig en metode til at være i verden, til at navigere og rumme verden. Nu lyder det måske, som om jeg vil fortælle en succeshistorie om, hvordan jeg, trods mit handicap, har klaret mig. Om at jeg har trodset mine hårde odds og har overkommet autismen. Men jeg bliver nødt til at gøre det helt klart for alle, hvad mit essay handler om.

Alt det, jeg nægter at være

Jeg kommer ikke til at fortælle en sentimental historie om, hvor hårdt det har været for mig, og hvordan jeg klarer mig i hverdagen. Det bliver ikke en fortælling om, hvordan jeg, takket være mine forældres støtte og min kærestes kærlighed, har fundet ro til at klare en universitetsuddannelse.

Hvis jeg fortæller en historie om, hvordan jeg formåede at få en universitetsuddannelse trods mine udfordringer, ville jeg fodre en forestilling om, at jeg har lært at være normal. At jeg har slået mine odds og først nu, hvor jeg har fået kæreste, uddannelse og lejlighed, er blevet et rigtigt menneske, integreret i det borgerlige liv.

Ved at fortælle den historie ville jeg blive en ”succeshistorie”. Intet får hårene i nakken til at rejse sig som det. Lad mig bare gøre det klart: Jeg nægter at være en god historie, som andre kan føle inspirerende eller livsbekræftende.

Hvis jeg skrev om mig selv som en succeshistorie, ville jeg være enig i forestillingen om, at autisme er et problem, der skal overvindes. At autismen virkelig er en udviklingsforstyrrelse, som det så smukt hedder i mine sagspapirer fra psykiatrien. Jeg nægter at være en succeshistorie, så jeg kan blive klappet på hovedet og få at vide, at jeg ”godt nok er sej” eller at ”det er godt nok godt gået”.

At være en autistisk succeshistorie betyder, at succesen er at blive som alle andre. Derfor indbefatter det at skrive om mig selv som en succeshistorie også, at jeg skriver om autismen som noget, der står i vejen for at blive ”et rigtigt menneske”. Jeg har derfor ikke lyst til at fortælle en sentimental succeshistorie. I stedet vil jeg fortælle om, hvordan man meget mere konstruktivt kan gentænke autismen.

Måske er der nogen, der læser dette essay, der tænker, at ikke alle autister har de samme forudsætninger som mig. Og det er sandt. Der findes autister, der næsten ikke har et sprog, for hvem det at købe ind er en stor udfordring, eller som ikke er i stand til at klare sig igennem hverdagen uden hjælp. Der findes autister, der aldrig kommer til at have et fast romantisk forhold til et andet menneske.

For dem er det ikke nødvendigvis muligt at tænke abstrakt over tilværelsen, sådan som jeg gør her. Jeg er fuldt ud bevidst om, at grunden til, at jeg kan skrive disse ord ned, er, at min autisme er meget mild, og at jeg derfor på ingen måde kan skrive på vegne af alle autister.

Heldigvis findes der masser af autister, der, ligesom jeg, godt kan tænke abstrakt, sagtens kan forstå og sætte ord på vores vilkår i livet. For os er det muligt at tænke kritisk over, hvordan vi forholder os til og, for at bruge et lidt akademisk udtryk, agerer i den verden, der er omkring os.

En læser i verden

Som barn kastede jeg mig over læsning som en form for terapi. Som en måde at forsvinde på. En god bog præsenterer en verden, der er struktureret. Hvor den virkelige verdens kaos er tilsidesat, hvor der er kontrol. En god bog præsenterer en verden, man kan forsvinde ind i, et univers, der står klar til at opsluge én, hvor alt kan ske, og hvor selv en autistisk dreng kan føle sig hjemme. Et univers, som man kan bruge timer på at udforske, og som man aldrig helt bliver færdig med.
  Med klassikerne kunne jeg forsvinde ind i et univers, der måske engang havde været realistisk, men for mig repræsenterede en verden, der var lige så fremmedartet og eksotisk som en fantasy-roman. Specielt forelskede jeg mig i Robinson Crusoe, jeg slugte Bram Stokers Dracula og blev fascineret af Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Romaner, der alle selv involverede en form for forsvinden, enten konkret til fremmede og uopdagede afkroge, eller en metaforisk forsvinden fra sig selv, fra det virkelige og fra samfundets normer. Men det var ikke kun det fantastiske og overnaturlige, der fascinerede mig som barn. Modsat de andre bøger, jeg slugte, præsenterede De Tre Detektiver ikke en verden, der var magisk eller overnaturlig, men derimod en verden, der var dybt logisk. En verden, der med de tre detektivers skarpe syn kunne afkodes. For mig præsenterede de en vidunderlig verden, hvor alt var aflæseligt. Hvor heltene altid kom frem til den rette fortolkning. I læsningen kunne jeg forsvinde og i stedet blive til detektiv. Og som detektiv var jeg midlertidigt helbredt for mine kronisk fejlende læsninger i den virkelige verden.

I mit liv som læser i verden har det at læse altid været en måde, hvorpå jeg kunne reagere på verden. En måde at forsvinde fra den på og til at forholde mig til min egen følelse af fremmedgørelse og ønsket om at forsvinde. Men jeg har også oplevet, at læsning har hjulpet mig til at forholde mig til mit eget ønske om at læse verden rigtigt.

I min barndom var det klassikerne, fantasy, science-fiction og detektivromaner, der tilbød mig muligheden for at forsvinde og forholde mig til verden. Og nu, hvor jeg er blevet ældre, læser jeg værker, der viser verden på den fremmedartede og fremmedgørende måde, som jeg selv oplever den. Specielt er jeg blevet ekstremt glad for den polske forfatter Olga Tokarczuk, der i sine romaner beskriver en verden, der aldrig helt er, som den ser ud til at være. En verden i konstant bevægelse og forandring, en verden, hvor mystiske ting finder sted.

En læser af verden

Men læsning er ikke bare en måde at reagere på verden på, det er også en måde for mig at agere på. Det er i virkeligheden her, at mit essay for alvor bliver interessant, for jeg har med tiden forstået, at jeg ikke bare læser meget, men at læsningen også er blevet til den måde, jeg forholder mig til den verden, der er omkring mig, på.

En virkelig god læseoplevelse handler om fordybelse, hvor man forsvinder fuldstændig ind i universet og glemmer alt om tid og sted. Det er den følelse af total indlevelse, der gør læsning så vidunderlig.

Men samtidig er der også en grad af analyse og fortolkning i læsning. Det er muligt, at jeg er skadet af min uddannelse som litteraturhistoriker, men man er tit nødt til at analysere og forholde sig til det, der læses. Specielt når der er ting i teksten, man ikke helt forstår. Som læser er man i sagens natur også en observatør, og man må altid fortolke og analysere det, man har læst.

For mig har livet altid været lidt af en besynderlig oplevelse. Forestil dig, at du skal samle et møbel fra IKEA, hvor brugsvejledningen er på et sprog, du ikke forstår. Du kan se, hvordan møblet skal se ud, men du famler i blinde. Det er sådan, det føles at være autist.

Læsning er en brugbar metafor til at beskrive, hvordan jeg som autist forholder mig til den verden, jeg går rundt i til hver dag. På den ene side kan jeg godt gå til fester, jeg kan godt tale med almindelige mennesker, uden at de føler, at jeg er anderledes. Jeg har lært, om man så må sige, at læse verden korrekt, at agere i verden og aflæse mange af tegnene, sådan som andre gør det. Men alligevel er jeg altid også en smule distanceret inde i mit eget hoved. Jeg må altid vende alting i hovedet, altid analysere det. Jeg må altid, lidt ligesom en læser, være både fordybet og opslugt, og samtidig fortolke alting, forholde mig kritisk til det, jeg hører, ser og oplever.

Jeg kan ikke længere overskue, hvor mange gange jeg har trukket mig tilbage og ind i mig selv. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, bare på den måde, hvor det bliver nødvendigt at tænke alene over, hvad der egentlig foregår omkring mig.

De fleste mennesker har det nok på den måde, men jeg tror, at det er mere ekstremt for autister. Jeg tror nogle gange, at folk synes, jeg er uhøflig, når jeg pludselig får et fjernt glimt i øjnene. Nogle gange er det, som om jeg glemmer, at jeg har en krop, når jeg sådan forsvinder.

Verden er ekstremt kaotisk, alting sker på samme tidspunkt, og derfor er jeg ofte nødt til som autist at forholde mig til verden, lidt ligesom jeg forholder mig til læsning. Når jeg er midt i verden, med alle dens indtryk og uendeligt krydsende livshistorier, er den umulig at forstå. Specielt for mig. Verden er altid i gang med at blive til, den er altid på vej til at blive til noget andet, den står aldrig stille.

En sådan verden er overrumplende og uforståelig. For mig har humor og sarkasme altid været svær at afkode, og derfor oplever jeg nogle gange, at jeg misforstår folks jokes, at jeg tager dem seriøst. Og endnu oftere oplever jeg, at jeg ikke kan finde ud af at være sjov. Selvom jeg gør præcis som alle andre, er der altid et eller andet, der går helt galt. Når det sker, at der er noget i verden, jeg ikke forstår, er jeg nødt til at gå ind i mig selv. For at verden kan give mening, er det nødvendigt for mig, og nu bliver det måske en smule abstrakt, at fortolke verden som en tekst.

Hvad mener jeg dog med det? At fortolke verden som en tekst vil i virkeligheden bare sige, at jeg gør verden en smule mere overskuelig. Det er en slags meditativ øvelse, hvor jeg stopper med at være mentalt til stede og i stedet forsøger at analysere det, der sker foran mig.

Så snart noget i livet bliver for uforståeligt, så snart noget bliver for uigennemskueligt, er jeg nødt til at stoppe op og stoppe med at være til stede. Så kan jeg sætte system i tingene inde i mit hoved. Forsøge at fastholde det, give det struktur, så det giver mening i stedet for blot at være en masse ulæselige tegn. Forsøge at fortolke det som en tekst, så jeg kan rumme at fordybe mig i den igen.

Autismen er for mig en kronisk læser tilstand. I en ulæselig verden er det nødvendigt at læse én sætning ad gangen. Og i en verden fuld af kaos er det nødvendigt at forholde sig til verden – lidt som om det er en tekst. Som om man altid er lidt på afstand. Det er en ensom oplevelse, en fremmedgjort oplevelse, men sådan synes jeg ikke, man skal tænke på det. Det er bare sådan, det er.

For jeg er altid en kronisk læser af verden.

‍

Jeg står foran spejlet på mit værelse i mine forældres hus i Vestjylland. Ikke helt derude, hvor kragerne vender, men tæt på. Værelset ligner noget, der er løgn: Der er tøj overalt, og neglelak, læbestifter og makeupbørster ligger spredt ud over bordet. Jeg skal i byen med pigerne fra klassen; inden da skal vi mødes til forfest. Jeg har stået her i to timer nu, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal tage på. Hvad mon de andre har taget på? Er jeg pæn nok i tøjet, eller ligner jeg bare en sæk kartofler ved siden af de andre? Min krop er fuld af væske, af al den medicin, jeg fylder min krop med hver dag. Specielt mit ansigt er fuldstændig oppustet. Måneansigt, kalder de det. Jeg synes mere, jeg ligner et egern med kinderne fulde af nødder.
   Jeg ender med at tage mine sorte, stramme bukser på og en løs, grøn bluse. Jeg glatter mit hår og slutter af med sort mascara, inden jeg kigger mig i spejlet en sidste gang. Jeg ser træt ud. Opgivende. Ikke engang en perfekt makeup kan skjule, at mine øjne udstråler mangel på energi.
   Jeg tager en dyb indånding, inden jeg går ind ad døren. De fleste piger fra klassen er allerede kommet. Jeg kendte dem ikke, før vi startede på gymnasiet, og vi har kun kendt hinanden i et års tid. Vi er i alt 13 piger i klassen, tre af dem snakker jeg godt sammen med. Vi snakker for det meste kun sammen, når vi er i skole, så vi er ikke særlig tætte. Pigerne sidder rundt om bordet og snakker, mens musikken spiller i baggrunden. Jeg sætter mig ved bordet, der bugner af øl, hvidvin og shotsflasker. Jeg tager en Pepsi Max op af min taske for at kunne skåle med de andre. Snakken går, der er god stemning. Vi griner, og en følelse af lettelse strømmer igennem mig. Måske bliver den her bytur anderledes end de andre. “Så er det tid til drukspil,” bliver der råbt fra bordenden. En del af spillekortene bliver givet ud, mens den anden halvdel bliver spredt ud over bordet. “Skal du ikke have noget at drikke?” bliver der spurgt i min retning. Jeg kigger ned på min halvtomme Pepsi Max. “Jeg må jo ikke drikke alkohol,” svarer jeg. “Nå nej, det er sgu da også rigtigt,” bliver der svaret tilbage. Jeg bliver tavs, selvom jeg mest af alt har lyst til at råbe og skrige ad dem alle sammen. Det er fandme da utroligt, vi skal igennem det her hver eneste gang. De ved sgu da godt, at jeg ikke kan drikke alkohol.
   Musikken bliver skruet op på fuld styrke. Sangen “Cheerleader” brager ud af højtaleren, mens vi med hver vores pivfalske sangstemmer skråler med. Mit blik strejfer kort uret, der hænger over bordet, og jeg kan se, at klokken nærmer sig 00:15, hvilket bringer mine tanker tilbage.

Jeg er iklædt det hvide hospitalstøj. En stor skjorte, bukser, der er to numre for store, og strømper uden elastik. Der står to sygeplejersker foran døren, lige under det store ur. Den store viser har netop placeret sig på tretallet. Kvart over tolv. Kvart over midnat. 00:15. Det er allerede otte timer siden, vi sad i bilen og blev ringet op. Nu skulle vi komme. De to sygeplejersker smiler til mig. Jeg kigger på mor og far. Jeg krammer dem farvel. Jeg er ikke engang nervøs. Jeg er lettet. Nu skal det bare overstås, så jeg kan blive rask. Jeg kigger på mor og far en sidste gang, inden jeg følger med sygeplejerskerne ind på stuen. Der er ikke andre på stuen. Jeg troede ellers, at rummet ville være fyldt med læger og sygeplejersker, men vi er kun os tre.

Der er skrig og skrål i bilen. Det er mørkt udenfor, og jeg prøver at koncentrere mig om at køre mine forældres bil. Jeg kniber øjnene sammen for at kunne se striberne på vejen, samtidig med at jeg prøver at samle tankerne, men det er næsten umuligt, når musikken er altoverdøvende. Jeg stopper bilen, og pigerne løber ud. Taknemmelighed er åbenbart også noget af det, der fordamper, når kroppen fyldes med alkohol. Nogle gange tror jeg mere, jeg er inviteret med som chauffør end som veninde. Det føles i hvert fald sådan. De andre piger har allerede forladt parkeringspladsen. Jeg låser bilen, sætter i løb og prøver at indhente dem.

Mine øjenlåg er tunge som bly. Men jeg kan høre alt omkring mig. Min mor og far snakker med lave stemmer. Nu ringer telefonen. Min mor taler med en grødet stemme: “Alt er gået godt,” siger hun. Lettelsen bobler inden i mig. Jeg har kun stået på venteliste i fire måneder, selvom de sagde, at vi nok skulle vente et år eller mere. Nu er det overstået, og alt er gået godt. Tænk, at jeg har fået en lever fra et andet menneske. Selvom jeg skal tage medicin resten af mit liv, og der er risiko for, at min krop kan frastøde leveren, er jeg ovenud lykkelig og taknemmelig for at have fået den. Et andet menneske har givet mig den største gave, man kan få. Det føles helt uvirkeligt at have en del af et andet menneske i kroppen. Mon det kommer til at føles anderledes? Jeg har været syg, siden jeg var lille, og derfor er jeg altid blevet set lidt skævt til. Jeg var hende den syge pige, som ingen rigtig vidste, hvad fejlede, men som ingen nogensinde spurgte, hvad fejlede. Folk så på mig med fordømmende øjne. De syntes, jeg var underlig, men inderst inde tror jeg ikke, de kan gøre for det. De ved jo ikke bedre. Alt, der er anderledes, er skræmmende. Måske de synes, jeg er skræmmende? Jeg håber, det bliver anderledes nu. Jeg håber, at folk får et nyt syn på mig. Jeg håber, de kommer til at se på mig med helt andre øjne. Jeg glæder mig allerede.

Der er fulde mennesker overalt. Jeg må være det eneste ædru menneske i miles omkreds lige nu. Vi går ind gennem porten til den lille smøge, der fører op til diskoteket, og stiller os i kø ved indgangen. Jeg begynder at ryste af kulde. Det er november måned, og temperaturen nærmer sig nok frysepunktet.
   Der står en fyr ovre i hjørnet og pisser. Eller han prøver i hvert fald på det. Han svajer fra side til side, og det ser ud til, at han kan vælte når som helst. Vi går ind forbi baren og videre ind til dansegulvet, hvor der allerede er fyldt godt op. Vi begynder at danse, men det er ikke mange bevægelser, jeg får ud gennem kroppen. Det føles unaturligt. De andre piger giver den derimod gas, de skubber og maser for at kunne slå sig løs på det lille dansegulv.
   Jeg får øje på fyren, der stod og pissede udenfor tidligere. Han har stadig ikke fået styr på sin balance. Han spilder mere af sin drink, end han får drukket. Jeg har stået og iagttaget fyren et par minutter, og i den tid er pigerne gået deres vej. Uden mig. Hvor er de gået hen? Hvorfor har de ikke sagt noget? Jeg kigger febrilsk rundt i rummet for at se, om jeg kan få øje på en af dem. Det giver mig samme følelse som min første dag tilbage; det er nu seks måneder siden.

Jeg står ved den store stentrappe, der fører op til 2. sal og videre op til vores klasseværelse. Jeg ved, at jeg kommer til at blive rigtig forpustet af at bestige de to etager, men jeg nægter at tage elevatoren. Jeg når helt til toppen og hiver efter vejret. Efter to måneder i en hospitalsseng kan jeg nok heller ikke forvente andet. Jeg får øje på min klasselærer, der ser helt overrasket ud. De andre kigger op, én eller to får mumlet et “hej”, men ellers er der ikke megen respons. Ikke lige dét, jeg havde forestillet mig efter at have været væk i næsten to måneder. To måneder, hvor jeg har været lænket til en hospitalsseng, isoleret fra omverdenen. To måneder, der har vendt op og ned på alting. Ændret mig, mens de og deres hverdag har været uændret. Tristheden skyller ind over mig, men jeg lader som ingenting, for hvordan skulle jeg ellers reagere? Det hele virker så mærkeligt. Jeg føler mig som det sorte får i flokken. Folk kigger på mig og registrerer, at jeg er her, men ingen vil kendes ved mig. Er de bange for at sige noget forkert til mig, eller er de bare fuldstændig ligeglade med mig?

En mur af kulde rammer mig, da jeg går ud ad døren, og selvom temperaturen nu er under frysepunktet, står folk stadig i den lille smøge. Mit blik farer hurtigt fra højre til venstre, men jeg ser ingen kendte ansigter. Det er den samme smøre hver eneste gang. Jeg bliver altid efterladt et eller andet sted. Om de gør det med vilje for at slippe af med mig, ved jeg ikke. Jeg går frem mod den store port og standser op i åbningen. Jeg spejder igen efter pigerne. Nu får jeg øje på dem. De står i en rundkreds til venstre for mig. De har ikke fået øje på mig endnu. Jeg går frem mod dem og stiller mig uden for rundkredsen. Der er ingen, der ænser mig. “Hvorfor gik I bare uden at sige noget,” spørger jeg stille. Nu kigger alle på mig, men der er ingen, der svarer. Der er et øjebliks stilhed, inden de igen fortsætter samtalen, mens to af pigerne tænder en cigaret. Jeg er stadig ikke blevet inkluderet i deres lille, sammensluttede gruppe. De må se mig som en lille, irriterende flue, der sværmer rundt om dem, lige meget hvor de går, også selvom de med alle kneb prøver at flygte. Mon deres tålmodighed snart slipper op? Det gør den nok ikke; så kommer de jo til at mangle en taxachauffør.
   “Kom, vi går ind igen,” siger en af pigerne, og i samme øjeblik opløses rundkredsen.
   Der er endnu ingen, der har sagt et ord til mig, men jeg prøver ihærdigt at se så naturlig ud som muligt, selvom jeg halser bagefter.

Dansegulvet er stadig proppet med mennesker. Folks øjne er flakkende og langsomme, selvom deres kroppe bevæger sig i takt til den hurtige musik. Deres blikke er fjerne, og det er slet ikke til at tage fejl af, at alkoholen har indtaget deres system, skubbet deres promille i vejret og sat deres dømmekraft ud af spil.
Jeg føler mig så malplaceret. Alle omkring mig er i højt humør, og jeg er mest af alt trist. Ked af det. Ked af, at de ikke tog bedre imod mig, da jeg startede i skole, efter at jeg havde været indlagt. Ked af, at jeg ikke kan gøre ligesom alle de andre. Ked af det, fordi jeg ikke føler mig inkluderet i pigernes fest. Ked af, at de ikke forstår mig. Ked af at føle mig som taxachaufføren. Ked af at være ensom hele tiden. Ked af, at alt ikke blev, som jeg havde håbet på efter operationen.
   Jeg giver op. Endnu en gang blev jeg den ædru tilskuer, der bliver mere og mere usynlig for de andre, jo mere de får indenbords, og til sidst halser efter de andre ind og ud af byens diskoteker, indtil jeg ikke kan følge med mere. Frustrationerne har hobet sig op i mig. Jeg har lyst til bare at bryde ud i gråd her midt i det hele, samtidig med, at jeg har lyst til at gå fuldstændig amok og lade frustrationerne få frit løb.
   Jeg forlader pigerne og går ud mod garderoben. Jeg finder en lille lap papir med et nummer på, som jeg afleverer til garderobepigen. Hun leder et kort øjeblik og finder min jakke. Jeg går igen ud i kulden, gennem den store port og sætter mig på en bænk. Rundt omkring står små klynger af mennesker og snakker, mens de pulser på deres cigaretter. Jeg sidder bare og stirrer. Jeg kigger på min telefon. 02:30.

Jeg bevæger mig langsomt hen mod bilen på parkeringspladsen. Jeg kører forsigtigt væk fra parkeringspladsen, mens støjen fra menneskene langsomt forsvinder.
   Stilheden er for invaderende, så jeg tænder for radioen.
   Gruset knaser under bilens hjul, da jeg kører ind på gårdspladsen. Jeg slukker bilen. Jeg sidder helt stille og lukker øjnene et øjeblik. Trætheden slår ned i mig. Mine ben og arme føles tunge, og jeg kan slet ikke tage mig sammen til at åbne bildøren.
   Tankerne flyver igennem hovedet på mig. Jeg føler mig som en fiasko. Fiaskoen, der ikke kunne klare mosten og bare giver op, så snart der kommer noget modstand. Jeg har givet op i kampen for at bryde ud af den ensomhed, som jeg føler hver eneste dag. Alle snakker om tiden på gymnasiet med venner, fester og kærlighed som den bedste tid i deres liv. Jeg føler, at det er den værste tid i mit liv. Men hvad havde jeg egentlig regnet med? At alt på mirakuløs vis ville ændre sig efter operationen? Før operationen viste pigerne heller ikke den store interesse for mig, og slet ikke når vi var i byen. De var måske bare slet ikke så interesserede i mig, levertransplantation eller ej. Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg allerede har klaret meget modstand, og at jeg er stærk, selvom jeg er ensom. Fordi man i forvejen har mødt mere modstand end de fleste, er man ikke sikret, at livet ikke kaster mere modstand ens vej.

‍

Mit hjerte galoperer. Mine hænder ryster. Mit blik er sløret. Eller er det verden, der er blevet til prikker? En uvirkelighedsfølelse breder sig i hele kroppen. Jeg træder ud af min egen krop. Flygter. Falder. Falder igennem! Om dette er et angstanfald eller virkelig slem angst, ved jeg ikke. Jeg ved faktisk ikke så meget om angst, selvom jeg lider af det. Eller nærmere: social angst. Jeg har faktisk aldrig rigtig hørt nogen snakke om det.

Måske har du social angst?

Grunden til, at jeg på nuværende tidspunkt kan sætte navn på, hvad jeg fejler, er, at min veninde en dag fortæller, at hun har hørt om noget, der hedder social angst – og hun tror måske, det kan være det, jeg har. Jeg husker en bølge af lettelse skylle ind over min krop. ENDELIG! Jeg har ikke altid vidst, at der var noget galt. Først op i tyverne lærte jeg, at alle ikke får svedige håndflader, sved på overlæben, rystende hænder og bankende hjerte, HVER gang de skal tale med nye mennesker. Eller skal være en del af en større gruppe. Jeg troede, det var normalt både at være fysisk til stede i en samtale og samtidig se samtalen “udefra”. Både at analysere mig selv (hvordan ser jeg ud?, hvordan reagerer jeg?) OG forsøge at holde de fysiske angsttegn nede OG lytte. Jeg troede, det var normalt, både at forsøge at opretholde en samtale OG have en indre monolog, der konstant konkluderer, at jeg er for kedelig, at personen hellere vil tale med en anden. Hele tiden at føle, at personen tænker på, hvordan vedkommende bedst muligt kan flygte fra mig. At personen ser, jeg sveder på overlæben, og synes, jeg er klam. Nu ved jeg, at det kun er mig, der har det sådan. Det hjælper mig til at slappe lidt mere af, når jeg snakker med nye mennesker nu.

Kagebagning og safe spaces

Jeg vidste heller ikke, at de andre børn i folkeskolen bare ikke så godt kunne lide at holde foredrag foran klassen. Jeg troede, at alle flygtede fra deres krop i situationen. At alle andre oplevede det, jeg oplevede. Nu ved jeg, at den eksponeringstaktik, der virker på andre børn, ikke virkede og aldrig ville virke på mig. Og jeg ved faktisk også, hvordan man i stedet kan gøre. I 9. klasse fik vi en genial engelsklærer. Hun gjorde for første gang nogensinde i hele min skoletid forskel på os elever. På den helt rigtige måde. Det var i slutningen af året, og vi skulle træne til den afsluttende mundtlige eksamen. Alle fik en sætning, de skulle stille sig op FORAN KLASSEN og tale om i fem minutter. Hun så, hvor ubehageligt det var for mig, og næste dag, da vi skulle vælge et emne og igen tale om det FORAN KLASSEN, hev hun heldigvis mig og to veninder ud af situationen. Mens de andre øvede, bagte vi kage i skolekøkkenet og snakkede om emnerne i et trygt rum med plads til at fejle og lære. Jeg er stadig den dag i dag overbevist om, at det var derfor, det gik så godt for mig til eksamen! At det blev en succesoplevelse. Jeg vidste det ikke, men HUN hjalp mig med min angst. Tænk, hvis de andre lærere havde været lige så godt klædt på. Min skoletid ville have været anderledes. Jeg ville have været helt anderledes.

Pædagogmedhjælper eller ph.d.?!

Men nu sidder jeg her. Færdiguddannet. Jobsøgende. Med hele verden for mine fødder. Med mulighed for at opfylde alle mine drømme og håb. Uden at kunne. Eller, på papiret kan jeg. Når folk spørger mig, hvad jeg vil nu, er jeg klar med mit standardsvar: “Jeg tænker at skrive en ph.d. Jeg vil gerne forske.” Det lyder godt og passer til mit selvbillede. Jeg er den kloge. Den første i familien, der gennemfører en lang videregående uddannelse (altså lige på nær min morfar, der var kemiingeniør, men det passer ikke så godt ind i historien). Jeg vil også rigtig gerne forske. Det ville være oplagt. Hvis det bare ikke var for angsten. Jeg får et job efter tre måneders jobsøgning. Som assistent for en pædagog. Og jeg elsker det! Jeg ender med at være der i sammenlagt to år, og det giver mig et frirum til at arbejde med min sociale angst. For i vuggestuen føler jeg mig hjemme. Jeg elsker at arbejde med børn, og det viser sig, at jeg er rigtig god til det. Bedre, end jeg havde regnet med. Det er faktisk ret perfekt, for selvom jeg er omgivet af kolleger hele dagen, snakker vi mest med eller om børnene. Jeg er i mit es. Jeg har altid kunnet tale med børn og gamle mennesker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke får angst, når jeg er sammen med dem. Men alle andre derimellem har jeg svært ved. Imens jeg er der, ender jeg med at få et “rigtigt” job som ekstern lektor i kurset “Gender and Sexuality” – jeg er UNDERVISER! Det er enormt grænseoverskridende, og alligevel har jeg kurset i to omgange. Jeg kan, fordi jeg brænder for det, og fordi jeg får lov til at gøre det sammen med min gamle specialemakker! Men jeg er stadig påvirket af min sociale angst.

Kontrol

I nogle situationer er jeg nærmest to personer. Én, der har succes, og én, der er styret af angst. Angsten for mennesker. Den oplevelse og følelse, som jeg beskrev i indledningen, opstår en tirsdag eftermiddag, da jeg har været jobsøgende i næsten to måneder. På dette tidspunkt, da jeg oplever episoden, jeg beskrev i indledningen, har jeg været jobsøgende i næsten to måneder. Jeg har intet imod at skrive ansøgninger; tværtimod synes jeg, det er sjovt. Jeg elsker at skrive. Problemet er, at jeg ikke føler, jeg kan noget som helst, og det trigger min sociale angst. Jeg har indtil nu studeret hele mit liv, og det ved jeg, at jeg er god til. RUC har på mange måder føltes som et hjem for mig, og på trods af angsten har jeg elsket gruppearbejdet. I det øjeblik, da angsten overmander mig i min egen lejlighed, mit safe space, beslutter jeg mig for, at jeg for alvor skal tage affære. Nu er det tid til, at jeg styrer angsten og ikke omvendt!

Accept

Men hvordan tager man kontrol over sin sociale angst? En angst, jeg stadigvæk ikke ved ret meget om? Svaret viste sig at være mere simpelt, end jeg lige troede. Første skridt for mig var at tage til gruppeterapi hos Psykiatrifonden – hvilket på alle måder er forfærdeligt og samtidig enormt givende! Jeg husker især én øvelse, der kom til at udgøre næste skridt.
   “Okay, nu holder I hver især i hver sin ende af bogen og prøver hver især at skubbe den væk fra jer. Hvordan er det? Forestil jer, at I er på en café. Kan I snakke sammen? Kan I koncentrere jer om at være i situationen, mens I skubber bogen væk?”, spørger den psykologistuderende, der frivilligt har valgt at være en del af gruppeterapitilbuddet. Svaret er selvfølgelig nej. Nej, det kan vi ikke. Og nu kommer det, der for mig har været nærmest revolutionerende – ikke Ruth Bader Ginsburg-revolutionerende, men alligevel. “Okay, prøv at lægge bogen ved siden af jer. Hvordan er det nu? Kan I snakke? Hvordan oplever I at være på “café” nu?”, spørger hun. Og ja, det er meget mere hyggeligt. Alt derefter har for mig været meget mere hyggeligt! Jeg har altid den sociale angst med mig, men jeg kæmper ikke imod den. Jeg accepterer den.

JEG HADER KONFIRMATIONER. Alt for mange mennesker. Alt for meget små snak. Alt for meget angst. Jeg har en stor familie, så jeg har været til lidt for mange af dem. Denne gang sidder jeg ved et bord med mennesker, jeg har kendt hele mit liv, men aldrig rigtig snakket med. Jeg siger ikke noget. Jeg lytter. Normalt kan jeg heller ikke lide at lytte, for jeg føler altid, at de, der snakker, synes, det er irriterende, at jeg lytter med. At jeg kigger dem i øjnene. Men her har jeg heldigvis haft mange gode samtaler med veninder, der har forsikret mig om, at de fleste elsker at fortælle om sig selv, og jo flere, der lytter, desto bedre. Så det prøver jeg at praktisere her. Jeg lytter og kigger folk i øjnene. Jeg smiler og griner og hygger. Så langt, så godt.

Jeg bryder mig heller ikke om konfirmationer, for jeg kan ikke lide at spise og drikke foran andre mennesker. Jeg bliver for selvbevidst. Jeg føler, at de andre holder øje med alt, hvad jeg gør. Mine hænder ryster. Jeg kan ikke ramme munden med hverken gaffel eller glas. Men i dag SKAL det være anderledes. Da jeg bliver tørstig, tøver jeg lidt. Jeg vil helst ikke tage en tår. Jeg ved, at mine hænder vil ryste. Mit gamle mønster ville være at lade være. Men jeg vil have et nyt. Jeg accepterer angsten. Hvis nogen undrer sig, kan de jo spørge, hvorfor jeg ryster på hænderne. Så vil jeg fortælle dem det! Jeg tager en tår og ryster. Jeg kæmper ikke mod angsten. Jeg er ligeglad. Jeg tager en tår mere med det samme. Sætter glasset og tager en sidste tår. Jeg ryster ikke mere! Det her er ikke blot en kæmpestor sejr, det er en åbenbaring. Det er sådan, jeg vil agere i alle andre aspekter af mit liv. Jeg accepterer angsten og husker, at folk ikke synes, jeg automatisk er irriterende og kedelig. Jeg accepterer angsten, og jeg accepterer samtidig mig selv.

Jeg vil have en kæreste

I den tid, jeg er i vuggestuen, tager jeg en beslutning. Jeg vil have en kæreste. Det virker måske som en banal ting, men for mig er det stort. Jeg har aldrig rigtig manglet det og altid haft masser at tage mig til. Jeg har udfordret mig selv ved at gøre socialt udfordrende ting i selskab med én eller flere veninder. Jeg kunne opleve nye, vilde ting, fordi jeg omgav mig selv med tryghed og sikkerhed, som jeg fandt i dem, mine veninder.
   Jeg har været på højskole i Kenya og Tanzania, backpacket i Asien, været et halvt år på udveksling i Tyskland, været frivillig arkæolog i Peru. Jeg har arbejdet i 1200 år gamle ruiner, skabt af den civilisation, der går forud for inkaerne. Jeg har svømmet i det klareste, blå vand i Mexico. Besteget Mt. Kenya, danset Macarena-dansen på diskotekerne i Nanyuki, fejret min 16-års fødselsdag i Orange County med fodboldstævne og barbecue. Jeg byggede et selvbillede op omkring mig selv: Jeg havde slet ikke tid til en kæreste. Alle disse ting har været med til at skjule, at jeg ikke turde. Eller, at jeg var angst. Jeg troede, at det at få en kæreste bare kom til én. Det gør det måske også for nogen. Men for mig var det hårdt arbejde! En rejse, hvor jeg konstant skulle arbejde med mig selv. Og bearbejde. Give angsten plads, så jeg kunne blive fri.

Jeg opretter en profil på Happn. Ikke med min gode vilje. Bare det at tænke på at oprette den giver mig hjertebanken. Svedige hænder. Negative tanker om mig selv. Jeg sidder på altanen med udsigt til Adriaterhavet. Ved siden af sidder min ældste veninde. Hun tror på mig. Solen skinner fra en skyfri himmel, og dagen er langsomt ved at begynde. Jeg sidder med min kaffe i hånden og angsten i kroppen. Dagen er fuld af lys og håb. Jeg kan godt! Vi opretter en profil, uden tekst. Bare et billede. Ferien slutter, vi tager hjem, og jeg lader oprettelsen af en Happn-profil blive til en del af ferieminderne. Først et halvt år efter tør jeg åbne appen. Det første skridt, jeg skal overvinde, er at like de andre profiler. Det er så grænseoverskridende og angstprovokerende, at det tager mig lang tid at nå dertil, hvor jeg kan tænke ‘pyt’ og ‘hvad er det værste, der kan ske?’.
   Næste skridt er at svare, hvis nogen skriver. Jeg øver mig langsomt i ikke at lade angsten overfalde mig. Den negative tankespiral skal ikke overtage hver gang. Jeg bruger mine veninder rigtig meget i denne periode. Deres støtte er så vigtig, men det er min egen beslutsomhed, der er afgørende. En dag i julen på mit gamle værelse hos mine forældre sker det. Jeg ændrer strategi fra at tænke over ALT, jeg skriver, hvilket kun resulterer i, at mine beskeder bliver overfladiske, kedelige og ligegyldige. Jeg vælger at sige ‘hvad er det værste, der kan ske’, og begynder at gøre beskederne mere personlige. Det åbner op for noget helt andet. Jeg begynder at gå over i mig selv. Synes jeg, det her er en spændende samtale? Synes jeg, han er interessant? Og ikke som før, hvor jeg hele tiden så ham for mig – så ham læse mine beskeder og tænke: ‘Hvorfor skriver hun dog det?!’. Igen oplevede jeg en lille, men stor, sejr!

Ro

Fast forward forbi et par dates med forskellige, spændende mennesker, så sidder jeg i dag i min kærestes køkken og skriver. Jeg har aldrig haft det bedre. Om lidt starter jeg i et job som pædagogmedhjælper (igen), måske et skridt tilbage, men det giver mig SÅ meget ro at skulle arbejde med noget, jeg er god til. Jeg glæder mig til at komme væk fra at søge en masse jobs, jeg på papiret kan, men i angstens verden aldrig vil kunne varetage. Jeg har et mål. Pædagogmedhjælper, pædagog, ph.d. De tre P’er. Og ro. Om lidt kan jeg skrive Ekstern Lektor, pædagogmedhjælper og forfatter på CV’et. Det er ikke sådan, jeg troede, jeg skulle ende med at præsentere mig selv, men det giver mening for mig. Jeg finder min egen vej i en verden, skabt for og af mennesker uden social angst. Jeg ved, jeg kommer til at stå over for flere udfordringer, som angsten vil bringe, men jeg ved også, at jeg nu har værktøjerne til at klare dem. Jeg falder ikke længere. Jeg flyver!

‍

Jeg sidder alene. Jeg mærker, at de ængstelige tanker sniger sig ind på mig. Min mave kryber sig sammen. Jeg har brug for en ny rus. Jeg finder min telefon frem. Der er forskelligt at vælge imellem. Jeg finder noget, jeg ikke har prøvet før. Nu er det bare at vente på leveringen.

Jeg er en kvinde midt i tyverne, og man kan roligt sige, at jeg har haft lidt bump på min vej hertil. På grund af min psykiske diagnose, som tilhører en helt anden historie, bliver mit hoved i perioder fyldt med tanker, som gør, at jeg ikke kan sove. Jeg får ondt i maven, og min vejrtrækning forandrer sig.

På et tidspunkt i mit liv er det så slemt, at jeg søger mod et tilflugtssted. Et sted, hvor jeg kan glemme. Et sted, hvor jeg kan finde lykke. Også selvom det kun er for en kort stund ad gangen.

De første knuder i maven

For nogle år tilbage bliver jeg sygemeldt med stress. Jeg presser mig selv på mit arbejde, og jeg kan ikke finde ud af at sige fra. Til sidst kan mit hoved ikke længere følge med, og jeg ender på sygedagpenge. Jeg savner hurtigt mit arbejde, men jeg er ikke i stand til at varetage det, så jeg går hjemme på fuld tid.

Den første måned på sygedagpenge bliver jeg presset økonomisk. Jeg har ikke længere det beløb til rådighed, som jeg havde inden min sygemelding, og jeg må pludselig vælge mellem mine regninger eller mad på bordet. Men jeg kan ikke sulte. Derfor ringer jeg til mit telefonselskab og mit forsikringsselskab for at købe mig mere tid.

De giver mig henstand i en måned, men det betyder, jeg skal betale dobbelt så meget til regninger måneden efter. Sygemeldingen fortsætter, og tanken om næste måned skaber allerede knuder i min mave. Hvordan skal jeg skaffe pengene?

Jeg søger enkeltydelse hos kommunen, men de vil ikke dække den slags regninger.

Midt i det hele bliver jeg nødsaget til at tage til tandlægen. Jeg frygter, det bliver endnu en dyr regning i postkassen, men jeg bliver nødt til at få hjælp. Jeg bestiller derfor en akut tid og får en konsultation senere samme dag.

Få timer senere befinder jeg mig på tandklinikken. Inden jeg lægger mig ned i tandlægestolen, spørger jeg til prisen. Den er overskuelig. Jeg læner mig trygt tilbage og lader tandlægen gøre sit arbejde. Da jeg kommer ud til skranken igen, er virkeligheden en anden. Behandlingen viser sig at være mere omfattende, end min tandlæge for lidt siden estimerede. Derfor løber regningen op på et beløb, jeg ikke kan betale.

“Kan jeg vente med at betale til den første?” hører jeg mig selv sige endnu engang. De er ikke meget for det, men efter lidt tid får jeg lov til at dele min regning op i to, så resten først skal betales senest den første i den efterfølgende måned.

Forestil dig lige det. Selv hos tandlægen må jeg ned på knæ og bede om henstand. Aldrig har jeg været så flov.

Vennerne gør det, so why not?

En dag sidder jeg i en af mine venners ungdomsbolig. Hans kabel-TV virker ikke, for han har ikke betalt sin regning til tiden. “Hvad gør du så nu?” tænker jeg, men når ikke at spørge, før han fortæller om et såkaldt kviklån, han har taget for at kunne lave en afdragsaftale med kabelfirmaet. “Okay, sådan kan man altså også gøre det,” tænker jeg. Jeg mærker en nysgerrighed, som bliver større i min mave. Dagene efter støder jeg på kviklån, hvorend jeg går. Når jeg ser TV, så er de der. Når jeg tager bussen, så er de der igen. Er det mon her, jeg finder mit tilflugtssted? Kort tid efter taler jeg med en nær veninde. Hun fortæller mig, at hun også har taget et kviklån. Og jeg lover hende, at jeg ikke fortæller det til nogen. For den slags taler man åbenbart ikke højt om.

Efter samtalen med min veninde kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det overhovedet er så farligt at tage kviklån. To af mine venner har gjort det, og jeg ser reklamer for det overalt. Det virker så banalt, så hvorfor ikke? Måske det endda kan fjerne knuden i min mave?

Mit første lån

Du fornemmer måske, hvor historien er på vej hen. En dag ligger jeg i min seng og keder mig lidt. Idéen om at tage et kviklån fylder mere end nogensinde. Jeg åbner Google og skriver “lån”. Frem kommer en masse forskellige låneportaler med links til forskellige lånefirmaer. Jeg gennemgår listerne og søger lån, indtil jeg bliver godkendt. Så nemt er det.

Jeg vælger at låne et større beløb for at kunne betale regninger for to måneder. Jeg mærker en ro i min mave, og det kilder i mine fingerspidser. Jeg er glad. Nærmest lykkelig.

Min afhængighed

Efter et par dage vender mine negative tanker tilbage. Hvordan skal jeg få lykkefølelsen igen? Jeg kan mærke trangen til at tage endnu et lån presse sig på.

Om natten ligger jeg igen i min seng. Min mave gør ondt. Jeg hører, hvordan min vejrtrækning forandrer sig. Tankemyldret sniger sig igen ind på mig. Det virker som verdens bedste idé at tage endnu et lån.

Jeg gør det. Jeg tager endnu et lån. Det er lige så let som første gang: Jeg googler “lån”, søger og får det godkendt. Roen vender tilbage til min mave.

Jeg ender med at gentage processen ni forskellige steder inden for tre måneder. Uden at bemærke det, bliver låneprocessen et ritual, som jeg skal gennemføre for at overleve min sygemelding. 

Pengene bliver ikke længere kun brugt på regninger. De bliver også brugt på shoppeture. Mange af tingene, jeg køber, behøver jeg slet ikke. Men det får tankerne væk fra den kaotiske hverdag på sygedagpenge. Kviklånene er nu mit tilflugtssted, mit frirum. Min lykke afhænger af mine kviklån, men lykken varer kort, og jeg bliver derfor ved med at optage nye kviklån.

Glæden ved kviklånene er dog ikke for evigt. For låneselskaberne skal have deres penge tilbage. 

Kun til låns

“Jamen hvad har du selv tænkt? Du vidste vel godt, at du skulle betale pengene tilbage?”

Sådan lyder stemmen i telefonen, mens jeg sidder i bussen på vej til den østlige del af byen. Det er en kvindelig inkassomedarbejder, som ringer mig op. Hun vil have ret til min bolig, så hun kan tvangsinddrive mine ting. “Du skal ikke ringe til mig igen. Jeg skriver ikke under på noget,” siger jeg. Jeg mærker en varm og nærmest brændende fornemmelse i min krop. Hun bliver ved. Min stemme bliver højere. Jeg føler, at alle i bussen kigger på mig. Jeg lægger røret på og står af ved mit stoppested.

Det sker tit, at jeg bliver ringet op. Det er både inkassomedarbejdere og lånefirmaerne selv, der ringer. Hver gang jeg bliver ringet op, siger de, at de ikke kan låne mig flere penge.

Men det stopper mig ikke fra at søge flere lån.

Jeg skal have flere penge til shoppeturene. Så selvom det ene firma smækker kassen i og sender trusler om inkasso, så låner jeg bare et nyt sted. Og sådan bliver det ved. Møllen om igen. For lykken er kun til låns. Når jeg skal afdrage den første måned, sørger jeg for, at kontoen med kortet er tomt, så de ikke kan trække afdraget. Det lyder udspekuleret, men det er min måde at håndtere det på.

Sådan forløber det sig i to år. Og jeg når op på en større gæld, end min psyke kan holde ud at tænke på. Det hele bliver pludselig for meget.

Lånene giver mig ikke længere en rus, og jeg får svært ved at trække vejret. Jeg har brug for at lette mit hjerte. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg kan ikke overskue, hvor meget jeg skylder. Jeg har brug for at komme ud. Men jeg kan ikke gøre det alene.

Det går op for mig, at kviklånene bremser mig i at blive rask, og derfor beslutter jeg mig for at søge hjælp.

To skridt frem og et tilbage

Jeg søger først hjælp hos kommunen. En frivillig socialrådgiver har tidligere fortalt mig, at nogle kommuner stiller økonomiske rådgivere til rådighed. Dét må være min redning.

Den første rådgiver, jeg møder, er på en varmestue. Jeg sidder og venter ude foran min rådgivers kontor. Sofaen, jeg sidder i, har slidmærker og pletter efter kaffe. Jeg kigger mig omkring. Væggene er mørke. Ved et bord overfor mig sidder en mand i en jakke fra Hus Forbi. Han sidder med sænket hoved og kigger på mig med let sammenknebne øjne. Mine hænder bliver fugtige.

Kort efter kommer en ældre kvinde ud fra min rådgivers kontor. “Astrid?” siger hun, mens hun står foran mig. Det må være min rådgiver. Hun peger mod sit kontor. Jeg går ind og fortæller kort om min økonomiske situation.

“Måske skal du overveje at tage en ny uddannelse, hvor du kan få en højere løn,” foreslår hun. En ny uddannelse? Det er det sidste, jeg kan overskue.

Jeg har kæmpet i mange år for at få mit eksamensbevis. Og det er et fag, jeg elsker. Min stress betyder, at jeg er sygemeldt på ubestemt tid, men jeg er fast besluttet på at vende tilbage. Mit problem løser sig dog ikke ved, at jeg får flere penge mellem hænderne. Efter lidt tid får jeg derfor kontakt til en anden økonomisk rådgiver.

Det er sen eftermiddag. Jeg er på vej ind til ydelsescentret, som ligger i midten af byen. Det er her, min nye rådgiver holder til. Bussen holder lige ude foran det store, røde center. Jeg går ind og bliver mødt af høje, hvide vægge. Vinduerne er store, og venteværelset er varmt. På væggen hænger et maleri, som illustrerer en solgul blomst, der er ved at springe ud.

Jeg venter ikke længe, før en ung kvinde kommer ud og henter mig. Hun smiler og fortæller mig, at hun er min nye rådgiver. Vi går sammen ind på hendes kontor. Her beder hun mig fortælle min historie. Undervejs stiller hun uddybende spørgsmål, og hun giver mig god tid til at svare. Jeg mærker, at min tillid til hende vokser. Det betyder meget for mig, for det er ikke let at fortælle min historie til en fremmed.

Jeg går fra mødet den dag med ro i maven, for efter bare et enkelt møde med den nye rådgiver er min gæld blevet mere overskuelig. Jeg har fået konkrete redskaber og en økonomisk rådgiver, som tager udgangspunkt i den situation, jeg står i. Hun hjælper mig til at tage ansvar og bruge færre penge, så jeg kan få mit overforbrug til at svinde ind.

De efterfølgende måneder mærker jeg, hvordan der skal mere til at trigge mig til at tage et kviklån. Reklamerne på busserne betyder ikke så meget mere. Min afhængighed af lykkefølelsen fylder heller ikke meget mere. Jeg kan så småt fornemme en lysere fremtid blomstre i horisonten.

Epilog

Den dag i dag er min virkelighed anderledes end det, du lige har læst. Jeg låner ikke penge mere, og jeg har fundet mere ro i min situation. Det tog mig godt og vel 2 år at komme ud på den anden side. Jeg har stadig en smule gæld tilbage, men jeg betaler af på den, som jeg skal. Med ro i både hoved og mave er jeg tilbage på mit gamle arbejde.

Jeg har været heldig at få hjælp til at overskue min situation. Men på min vej hertil har jeg mødt mange fordomme, nogle har sågar omtalt mig som typen.

Du ved. Typen, du møder i Luksusfælden. Typen, der bruger så mange penge, at det er vanvittigt. Typen, der selv er skyld i sin egen situation.

Det er ikke mine egne ord, der her beskriver typen. Det er taget direkte fra kommentarsporet til Luksusfælden.

Glem nu de kommentarer en stund. Og læs i stedet dette:

“Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder. Trang til genstanden for afhængighed, tab af kontrol over brugen af det og vedvarende engagement med det på trods af negative konsekvenser. Det er muligt at overvinde afhængighed, men processen er ofte lang, langsom og kompliceret.”

Det er definitionen på afhængighed. En sygdom, som påvirker din hjerne. En sygdom, som får dig til at miste kontrollen. En sygdom, som er svær og kompliceret at overvinde. Det var det, kviklån var for mig. Det var det frirum, hvor jeg kunne ånde. Det var det sted, hvor min vejrtrækning blev normal, og min mave holdt op med at gøre ondt.

Men det var også det sted, hvor jeg mistede kontrollen og kom ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde.

Kviklån var min afhængighed, og jeg kunne ikke komme ud af det alene.

‍

Der vågnede jeg. Midt i mørket. I kælderens bagerste lagerrum midt imellem hundredvis af tallerkner, kopper og fade. Der vågnede jeg af en forsigtig hånd på min skulder og et par øjne, der ellers altid havde kigget på mig på en piercende og bebrejdende måde, kiggede nu på mig med varme og bekymring. Øjnene tilhørte min sure boss på den pub, jeg arbejdede på i London. Flovheden over at blive fundet sovende i kokkenes lagerrum, skyllede ind over mig, som flodbølgen formet som vilde heste i Ringenes Herre.

I det øjeblik forstod jeg alvoren af den situation, jeg befandt mig selv i. Først efter to måneder med en rodløs tilværelse og i nogle tilfælde tvivlsom hygiejne, kom jeg til den konklusion.

Klar, parat, start

Du ramte mig som et lyn. Det var dig, jeg havde ledt efter i alle mine 20 år. Det var dig, der skulle vise mig, hvad livet havde at byde på. Jeg var tryg i dine arme, samtidig med at adrenalinen galopperede derudaf, når jeg var sammen med dig. London. Du var alt det, man kunne ønske sig, når man som jeg var klar til at indtage verden. Derfor slog det ekstra hårdt, da økonomien en dag ikke længere rakte. Med en løn på 65 kroner i timen før skat og en tårnhøj husleje på en etværelseslejlighed, hvor jeg blev nødt til at dele seng med min veninde, Josephine, havde jeg måske nok set det komme. Come on, der skal ikke den store revisor til at lave det regnestykke. Så den dag, hvor økonomien blev så stram, at vi måtte flytte ud, kom det egentlig ikke som et chok.

Josephine, der var træt af livet som hundelufter, flyttede hjem til sine forældre i Danmark, indtil hun havde sparet sammen til indskuddet til en ny lejlighed. Personligt kunne jeg ikke få mig selv til at komme krybende hjem. Jeg kunne lige forestille mig det hvad-sagde-jeg-grin, som min far ville smide i hovedet på mig. Nej sgu. Så hellere leve på en sten, indtil pengepungen igen var fyldt. Så der stod jeg alene i London, min elskede, som jeg ikke kunne forlade. Heldigvis havde jeg efterhånden fået skabt mig et lille netværk, som ville kunne hjælpe mig. Troede jeg.

Dag ét: Hvor skal jeg sove i nat?

Chris var min plan A. Vi havde godt nok ikke datet i lang tid, men jeg havde jo overnattet der nogle gange før, og jeg følte, at vi var ved at blive forelskede i hinanden, så det burde være ligetil. Troede jeg. Men da min faste bopæl forsvandt, forsvandt også Chris. Han skulle pludselig være far til et barn, han indtil kort før fødslen ikke havde vidst noget om. Shit, en dårlig timing for mig. Hvor pokker skulle jeg nu tage hen? Jeg havde ikke råd til at indlogere mig på hverken hotel eller hostel.

Heldigvis havde jeg stadig plan B, min gode ven Steve the dj, som jeg så mange gange før havde crashet hos efter en fest. Han var altid med på sjov. Så jeg fik aftalt, at vi skulle mødes til en øl. Efter et par runder besluttede vi os for at tage hjem til Steve the dj. Han boede i den lækreste penthouse med udsigt over hele mit elskede London, og det bedste var at stå på hans altan, mens solen stod op og pulse cigaretter. Så kunne livet ikke blive meget bedre.

Klokken var omkring midnat, da vi nåede hjem til Steve the dj, og natten tog form som så mange andre før. Vi drak øl, snakkede og spinnede plader. Det vil sige, han spinnede plader, mens jeg for længst havde opgivet mit dj-talent og i stedet rullede cigaretter til os.

Da det kom til sengetid skiftede stemningen. Jeg plejede at crashe på hans sofa, men han spurgte, om jeg ikke hellere ville sove i hans seng, nu hvor jeg stod foran en lang periode uden en ordentlig seng at sove i. Steve the dj var min ven, ligesom Josephine, og hende deler jeg snildt seng med, så hvorfor ikke sove ved siden af Steve the dj, tænkte jeg? Bare fordi han er en mand, behøver der vel ikke at være forskel? Og det var jo pænt af ham at spørge. Måske var jeg naiv, men det var sådan jeg havde det.

Jeg tog slemt fejl. Så snart mit trætte og slørede hoved ramte puden, skruede Steve the dj op for romantikken, selvom han vidste, at jeg var forelsket i hans ven Chris! Øv nej. Bare tanken om at blive rørt af ham fik indholdet i min mave til at vende sig. Det skulle aldrig være os to, men af en eller anden grund frøs jeg bare og sagde det ikke højt. Det eneste jeg kunne var at mumle ‘nej’. Jeg tror måske nu, at det var følelsen af at være i hans nåde, som gjorde, at jeg slugte mit stemmebånd. Han havde forbarmet sig over mig og ladet mig sove i hans seng, eftersom jeg ikke selv havde råd til at betale for et sted at sove. Og så kunne jeg da ikke tillade mig at sige nej til ham. Jeg lå stiv som et bræt og håbede på, at han ville stoppe. Og det gjorde han. Heldigvis.

Næste morgen vågnede jeg ved, at han begyndte at holde om mig og kysse mig i nakken. FY FOR DEN LEDE RØDBEDE. Han var jo 10 år ældre end mig, lidt mere end bare erotisk buttet, og så bar han rundt på en ordentlig kødhat. Jeg skyndte mig at hoppe ud af sengen og sige noget i stil med: “Det går ikke. Du og jeg er venner. Jeg vil ikke mere end det.”

Vi drak en stille morgenkaffe, og alt var godt igen. Men da jeg var på vej afsted og skulle sige farvel, forsøgte han at kysse mig. Og der gik det op for mig, at han var så standhaftig i sine tilnærmelser, at jeg nu også havde mistet muligheden for at sove hos ham. Eller at det i hvert fald kun kunne lade sig gøre, hvis andre også crashede hos ham efter en fest. Så både plan A og plan B var røget i vasken. Hvad skulle jeg nu gøre?

Buslinje 40 og Bromley Park

Nu skulle jeg lægge en ny plan for, hvordan jeg kunne komme igennem de næste to måneder uden at bruge penge, så jeg kunne spare sammen til indskuddet til den forpulede lejlighed. Den næste uge skulle jeg være lukkeansvarlig på pubben, så hvis jeg var snedig, kunne jeg måske sove i kokkenes lagerrum, uden nogen lagde mærke til det. Den uge gik egentlig rimelig nemt, for der havde jeg et sted at sove hver nat, jeg fik mad på arbejdet, og jeg havde noget at give mig til hele tiden. Det værste var at skulle holde sig selv beskæftiget konstant uden at have råd til at lave noget.

De efterfølgende uger var straks værre. Der var det ikke givet, hvor jeg kunne lægge mit hoved om aftenen, så, som udsnittet fra min dagbog viser, skulle jeg tage den kreative hat på:

13. juni: Efter arbejde tog jeg bus nr. 40, for den vidste jeg havde en meget lang rute, så jeg kunne få en ordentlig lur, som jeg kørte fra den ene ende af London til den anden... flere gange. 14. juni: Sov hos Genna (Italiensk skrubtosse jeg mødte på Big Chill, som var kæmpe techno-fan, og som åbenbart troede, at jeg også var det, for han insisterede på at vise mig hele hans techno-repertoire). 15. juni: Efter en meget sen vagt på pubben tog jeg bussen til Bromley Park og sov der. Det var egentlig helt fint, for jeg lå uforstyrret, og jo længere op på formiddagen vi kom, jo mere lignede det, at jeg bare lå og solede mig. 16. juni: Det samme bare i Mile End Park, men der var lidt flere mennesker end i Bromley Park, så jeg følte mig overbegloet, som jeg lå der og sov kl. 7 om morgenen. Faktisk følte jeg mig lidt som en rigtig hjemløs. 

Big Chill

Som sædvanligt ankom jeg alt for tidligt. Jeg havde i nogle uger nu været uden en fast base, så jeg havde ikke noget sted at chille og stene tv, eller hvad man nu laver derhjemme. Og jeg havde ikke rigtig råd til at hænge ud på caféer, for det blev for dyrt i kaffe, hvilket betød, at jeg hele tiden skulle finde på ting at lave udenfor. Men det var nu ikke så slemt, for jeg elskede at gå på opdagelse i Londons gader og studere den mangfoldige arkitektur og glo på mennesker. Jeg elsker at glo på mennesker! Særligt Londons mennesker, for man ser hele verden bare ved at stoppe op og kigge på dem på gaden omkring sig.

Men nu havde jeg stået og gloet i for lang tid. Jeg begyndte at føle mig som en outsider, én, der ikke hører til eller værre endnu: en turist. Og eftersom jeg havde gjort så meget for at passe ind, så gik det ikke, at jeg ødelagde mit renommé. Jeg satte kurs mod Big Chill, hvor jeg skulle mødes med Vicky, Nicky, Tommi og de andre. Selvom jeg havde zig zagget mig igennem hele Brick Lane, kom jeg stadig en halv time for tidligt, men det var fint, for så var der tid til, at jeg kunne få ordnet mit ydre på toilettet.

Spejlet viste noget, der mest af alt lignede en uredt seng, men jeg havde alt grejet klar i tasken, så jeg var fortrøstningsfuld. Først, vask ansigtet og red håret. Da jeg begyndte med børsten løb der blod ned i ansigtet. Jeg fik et chok. Det lignede, at nogen havde slået mig i panden med et jernrør, men det gjorde ikke ondt, og jeg kunne ikke huske, at nogen skulle have slået mig. Hvor kom blodet så fra? Ah. Nu ved jeg det! Det kom fra min hånd, hvor jeg havde fået et klassisk snitsår fra en skraber. Jeg måtte have snittet hånden, da jeg rakte ned i tasken efter børsten. Det var en blodig påmindelse om, at mine ben var blevet lidt for uldne til at være ude i det fri, så jeg tog chancen, mens toilettet endnu var øde og fik orden på sagerne.

Kamæleon-tricket

Aftenen viste sig at være en af de gode. Jeg var i mit es, og Vicki, Nicki og Tommi var lige så sjove, som de plejer. Derfor var det endnu mere irriterende, da en af de andre foreslog, at vi skulle køre runder. Hvem har dog opfundet det? I hvert fald ikke en, som går i byen på et budget.

Mine valg af alkoholiske herligheder var aldrig styret af, hvad jeg mest havde lyst til, men hvad jeg tænkte var den billigste løsning. Det var bestemt et spørgsmål om kvantitet frem for kvalitet, for kvantitet betød, at jeg kunne blive ude i længere tid. Men sådan havde mine venner det ikke. De var jo færdiguddannede og tjente voksenpenge, så det der med at tælle mønter var fortid for dem.

Jeg vidste straks, da det blev foreslået at køre runder, at det ville lægge en dæmper på min aften, da jeg nu skulle til at udøve mit usle kamæleon-trick, hver gang det var tid til en ny drink. Tricket handler om ikke at blive færdig med sin drink først, for så er det naturligt dig, der skal op til baren og bestille. Hvis alle bliver færdige med deres drinks samtidig, så gælder det om at gøre dig så lille, at du til sidst forsvinder i ét med baggrunden ligesom en kamæleon. Strategien virkede det meste af aftenen, men på et tidspunkt måtte jeg sande, at nu var det min tur til at købe en runde. Da fik jeg skudt min økonomi i atomer, og jeg fik et af de der økonomiske mavekneb, som jeg så tit fik, når jeg vidste, at bankboksen var tom.

Første dag i lejligheden

Til sidst var jeg træt. Rigtig træt. Jeg havde ikke sovet ordentligt i næsten to måneder, og det kunne mærkes på mit helbred og humør, så da jeg vågnede den sommermorgen ved hånden af min boss, forstod jeg, at det der med at være uden hjem, var mere alvorligt end først antaget. Men jeg var så tæt på målstregen. To dage mere, og jeg kunne kalde mig boliglejer igen.

Den første dag i lejligheden var euforisk. Jeg følte det som den største luksus at kunne tage et glas vand, når jeg var tørstig eller at lægge mig på sofaen, når jeg var træt. Men den største lykke var, da jeg kunne tage mig et karbad, hvor jeg lå og boblede i næsten to timer med et kæmpe smil på læben, der signalerede sejren. Lejligheden var ikke prangende, men den var min.

Klare tanker i det kolde vand

Som jeg lå der i det nu halvkolde badevand, tænkte jeg tilbage på, hvordan økonomien havde sat mit liv på spidsen og bragt mig i en situation, som jeg ellers ikke havde regnet med, at en almindelig pige fra Næstved ville komme i.

Jeg undrede mig over, hvad det var der gjorde, at jeg ikke havde spurgt mine forældre om hjælp, men bare ved tanken blev min mund fyldt med syv hold-kæft-bolsjer på størrelse med bowlingkugler. Havde jeg spurgt, havde de hjulpet, men så ville jeg være i fars økonomiske fodlænke, indtil pengene var tilbagebetalt. Han var som en blodhund, når det kom til penge, for han vidste altid, hvad jeg og mine søskende brugte penge på, hvis man havde lånt af ham. Så en lang periode med skyldfølelse hver gang, jeg spenderede selv de mindste basører, var ikke det værd. Eller måske var det bare min trodsalder, der kom lidt senere end andres, for min kan-selv-vil-selv-mentalitet gjorde det fysisk umuligt at spørge om hjælp. Men det var også lige meget nu, for jeg havde vundet. Selvom min boss nu stadig er en idiot.

‍